sjusk

Videnskab.dk har interviewet mig om mit forskningsprojekt. Læs artiklen ‘Sjusk med sproget er et tegn på overskud’ her. Pointen i artiklen er at distinkt udtale ikke nødvendigvis er et tegn på sprogbeherskelse. For at lyde naturligt skal man nemlig kunne reducere udtalen de rigtige steder og på den rigtige måde.

Da jeg lærte sprog i skolen og gymnasiet, gik man meget op i at bøje ordene rigtigt og lave grammatisk velformede sætninger, men hvis man kigger på hvordan vi faktisk bruger sproget, virker det som en helt forkert prioritering. I ægte sprog er det tilsyneladende bedre at sjuske med grammatikken end at være omhyggelig med at være grammatisk korrekt.

Følgende er en typisk ytring i det materiale jeg undersøger, hvor nogen personer er blevet bedt om at beskrive et netværk af forskellige figurer:

nederst er der en blå firkant
og oven over den blå firkant er der en grøn cirkel
og oven over den grønne cirkel er der en lilla trekant

Hvis man kigger på det egentlige indhold, det der er væsentligt for opgaven, kan ytringen reduceres til:

nederst: blå firkant
oven over: grøn cirkel, lilla trekant

og det er netop disse elementer der udtales distinkt, mens resten af ytringen, hvis funktion primært er at få ytringen til at hænge sammen grammatisk, som regel reduceres temmelig kraftigt.

Ordene er der en, som fonologisk er/ɛr deːˀreːˀn/, reduceres fx til [aɾɐn] eller lignende. Ord der står i bestemt form, udtales hurtigere og mere sjusket, den blå cirkel bliver bare til den eller udelades helt.

Det er karakteristisk at grammatiske småord og endelser trækkes sammen eller reduceres temmelig kraftigt hvis de ikke ligefrem droppes helt. Men indholdsordene, altså de ord der er centrale i ytringen, udtales distinkt. På den måde kan man sige at reduktioner er betydningsbærende idet de peger væk fra sig selv og hen på den væsentlige information.

Grammatik er ikke vigtig

Når så meget grammatisk information reduceres, er jeg tilbøjelig til at konkludere at det er fordi det ikke er vigtigt for kommunikationen. Hvis det var, hvorfor er vi så ikke mere omhyggelige med at udtrykke det?

Tag nogen af de eksempler der ofte dukker op i når folk brokker sig over de andres sprog:

• jeg køre eller jeg kører
• læren er dum eller læreren er dum
  
• nymalet vægge eller nymalede vægge
  
• udenfor huset eller uden for huset
• det lykkes eller det lykkedes
• jeg synes eller jeg syntes
• nogen eller nogle

Hvorfor er det vanskeligt for mange mennesker at finde ud af hvornår det hedder det ene eller det andet?

Jeg har længe ment at den oplagte forklaring er at det er fordi disse ord udtales ens, og det går ud over den grammatiske forståelse. Men nu er jeg tilbøjelig til at mene at det den anden vej rundt: Disse ord ender med at blive udtalt ens fordi den grammatiske skelnen de udtrykker er abstrakt, ubetydelig eller redundant, eller hvad man nu vil kalde det (dog i kombination med det faktum at de som udgangspunkt lydligt ikke ligger langt fra hinanden).

På den baggrund virker det urimeligt at man skal bruge tid i skolen på lære hvad forskellen på nogen og nogle er hvis det reelt er ligegyldigt. Det forekommer mig at der må være vigtigere ting at gå op i.

Tilsvarende forekommer det mig at det må være vigtigere for fremmedsprogsundervisningen at kunne udtale forskel på fx fog og fuck end at kende forskel på girls/girl’s/girls’.

Selvfølgelig er noget grammatik vigtigt, men mange af de grammatikøvelser man bliver udsat for, når man skal lære at beherske et sprog, virker mere som små indlejrede intelligensprøver som egentlig er sprogligt uvedkommende: Før vi vil lytte på dig, skal du lige demonstrere dit værd ved at vise at du godt ved om præpositionen har en styrelse eller ej.

Dyrkelse af det middelmådige?

Ordvalg er en pudsig ting. En overskrift som Sjusk med sproget er et tegn på overskud kan let læses som en opfordring til at dyrke et sjusket sprog og en forherligelse af manglende sproglige kompetencer.

Jeg har ikke selv valgt overskriften, men når jeg skal forklare min forskning for lægfolk, bruger jeg ofte ordet sjusk for at bruge en velkendt ord og for at fange folks opmærksomhed.

Til daglig bruger jeg den mere objektive benævnelse reduktioner, men man kunne selvfølgelig også benytte et plusord som optimering eller rationalisering. Så ville det pludseligt være et positivt klingende budskab: Optimeret sprog er tegn på overskud – men det ville også være en overskrift som ikke satte mange tanker i gang.

Jeg synes derfor betegnelsen sjusk er velvalgt til artiklen da den populærvidenskabelige pointe er at meget af det som normalt opfattes som sjusk reelt er et nødvendigt og ganske raffineret element i vores sproglige formåen.

Men når den pointe er sivet ind, skal det selvfølgelig også med at ikke al sjusk er påskønnet. Mit ærinde er at forklare en mekanisme i sproget, ikke at promovere et sjusket sprog.