laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

sammentrækning

Ord der udtales som ingenting

For nylig døde det første menneske på månen, Neil Armstrong. I den forbindelse blev der rusket op i en gammel diskussion om hvad Armstrong egentlig sagde da han landede på månen. Spørgsmålet er om han sagde:

One small step for man, one giant leap for mankind, eller
One small step for a man, one giant leap for mankind

Vi kan sende folk til månen, men der er stadig meget vi ikke ved om vores eget sprog

I den oprindelige transskription fra NASA er artiklen ‘a’ udeladt, fordi man ifølge NASA ikke kunne høre ordet, selvom Armstrong selv mente at han havde sagt det. Sidenhen er det akustiske signal gennemanalyseret, og det er diskuteret om ordet faldt ud af transsmissionen eller blev kamufleret af statisk støj, eller om Armstrong ganske enkelt lavede en fejl i et af historiens mest berømte citater (hør selv lydklippet her).

Lyde og symboler

Denne gamle diskussion om Armstrongs citat illustrerer noget der ligner et paradoks, som i virkeligheden er ganske normalt, nemlig at ord ofte udtales som ingenting, selvom vi tydeligt hører dem.

Sagen er at sproget består af en lydside og en symbolside. Lydsiden er det rene fonetiske signal, de lydbølger der dannes af vores taleorganer, transmitteres gennem luften og opfanges af vores ører. Symbolsiden er de abstrakte symboler – ord, betydninger, fonemer – der aktiveres inde i vores hjerner når vi taler og lytter.

Fortalerne for udeladelsen af ‘a’ baserer deres argumenter på en forestilling om at der til hvert abstrakte symbol skal svare en vis mængde akustisk materiale. Ordet er der ikke fordi det ikke modsvares af et bestemt akustisk signal. De sætter mao. lighedstegn mellem det akustiske signal og de abstrakte symboler.

Er der noget hvis man ikke kan høre det?

For at demonstrere urimeligheden i denne diskussion kan man starte med at spørge om der er et ‘h’ i [ves]. Svaret på dette kommer sandelig an på om man tænker på ordet hvis eller vis. Hvis man laver ortografisk transskription af en monolog hvor [ves] forekommer, vælger man naturligvis det grammatisk korrekte ord.

Man kan også betragte ord der kan udtales med flere eller færre lyde. I DanPASS-korpusset er ordet jernbaneoverskæring transskriberet bl.a. på følgende måder (og mange andre):

  • [ˈjæɐ̯nbæːnəɒwəsgɛɐ̯ˀeŋ]
  • [ˈjæɐ̯nbæːnɒːɐsgɛɐ̯ˀeŋ]
  • [ˈjæɐ̯nbænʌsgɛŋˀ]

Ingen vil vel påstå at der er tale tre forskellige ord her – jernbaneoverskæring, jernbanåreskæring og jernbanåskæng. Vi identificerer det som samme ord, uanset hvordan bliver udtalt. En ortografisk transskription er mao. ikke en fonetisk præcis gengivelse.

Pointen er altså at de rigtige symboler i hjernen sagtens kan være eller blive aktiveret selvom de ikke modsvares 1-til-1 i den fonetiske form. De aktiveres af den grammatiske og semantiske kontekst. Vi aktiverer ordet jernbaneoverskæring, og de mange symboler (lydlige, grammatiske, semantiske) som det ord i sig selv indeholder, selvom de ikke manifesteres fysisk.

Og vi gør det hele tiden. I min ph.d.-afhandling har jeg registreret at 68 % af alle ord i DanPASS-korpusset udtales med færre lyde eller andre lyde end vi ville forvente i den mest distinkte udtale. Alligevel (eller måske netop derfor) fungerer kommunikationen i de fleste tilfælde perfekt.

Når hele ord udtale som ingenting

Da det enkelte fonem kan realiseres som ingenting, kan det også ske at alle fonemer i et ord realiseres som ingenting, og ordet udtales dermed som ingenting. I DanPASS har jeg fundet 854 ord der således ikke har noget fonetisk signal. I alle tilfælde er der tale om grammatiske småord, i langt de fleste tilfælde ordet er.

Ord nulrealiseringer
er 517
jeg 87
at 53
i 38
og 34
et 24
en 14
har 12
jo 11
det 11

Det karakteristiske for sådanne ord er at de dikteres grammatisk og semantisk, selvom de ikke nævnes. Hvis der ikke er et udtalt verbum i en sætning, er defaultverbet er. Og hvis der ikke er noget andet subjekt, er defaultsubjektet jeg osv. Dermed kan vi sagtens ikke-udtale sådanne ord og stadig udtrykke dem på anden vis, nemlig via grammatikken og vores fælles sprogforståelse.

En anden karakteristisk ting er at ordene forsvinder i en lignende fonologisk kontekst. Ordet jeg kan forsvinde efter har, som har samme vokallyd, så har jeg udtales [hɑ], og vice versa, jeg har kan udtales [jɑ]. På den måde kan man sige at de tilbageværende ord får en fonetisk dobbeltrolle med at udtrykke begge ord.

Tilbage til Armstrong

I det berømte citat siger Armstrong i mine ører for a man, udtalt [fə˞ ˈmæːn]. Selvom artiklen ‘a’ ikke har noget selvstændigt fonetisk udtryk, så dikteres det af grammatikken, og [fə] har dobbeltrollen med at udtrykke både for og a.

I en mere distinkt form kunne det måske udtales [fəɹə ˈmæːn], men det er uhyre almindeligt at trække sådanne grammatiske småord sammen til en enkelt fonetisk form. Vi gør det selv hele tiden. Vi siger [ded] det er et, [snɔð] sådan noget, [sgweg] skulle vi ikke, osv. Men at ord og fonemer ikke udtrykkes i en bestemt, isolerbar fonetisk form, er ikke ensbetydende med at de ikke skal tages med i en abstrakt transskription. I modsat fald skulle størstedelen af verdens berømte citater skrives om.

Følg med

rss e-mail FB Twitter