laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

reduplikation

Kønskrans og krimskrams

En gruppe jordemødre vil gøre op med udtrykket jomfruhinde og derfor forsøger de nu at lancere erstatningsordet kønskrans, skriver Politiken.

Kransekage

Jordemødrenes forslag præmieres her med en virtuel kransekage.

Jordemødrene mener det vist seriøst, og har endda fået Dansk Sprognævns ord for, at betegnelsen kønskrans lever op til kriterierne for et dansk ord. Det gør det vel formelt set også, men der er en særlig lydlig grund (og sikkert adskillige andre grunde) til at det ikke er noget godt dansk ord, hvis man gerne vil tages seriøst. Og det burde sprognævnet måske have fortalt dem.

Grunden til at kønskrans lyder så komisk, er at det er meget tæt på at være en aflydsreduplikation – som krimskrams, miskmask, gynggang, dvs. et ord hvor to stavelser gentages, men først med en høj/fremskudt vokal, derefter med en lav/tilbagetrukket vokal.

Ord med den struktur har reserveret en helt særlig plads i dansk, nemlig i den vrøvlede, pjattede eller lydefterlignende ende af sproget. Der er mao. meget ringe sandsynlighed for at nogen vil tage et ord med den lydstruktur seriøst. Hvis kønskrans optages i sproget, bliver det næppe som andet end et sjofelt udtryk, stik imod jordemødrenes intentioner.

Man kan måske også indvende at ordet består af to meget tunge stavelser, hvilket også har noget udansk og konstrueret over sig. Gode danske ord veksler mellem tunge og lette stavelser, som jomfruhinde fx gør det.

Hvad skal man så kalde den?

Efter min mening skal en jomfruhinde – med den betydning vi normalt tillægger ordet, dvs. en hinde som dækker skedeindgangen og som brydes ved første samleje – vedblive med at hedde jomfruhinde. Jordemødrenes pointe er at jomfruer i virkeligheden ikke er udstyret med sådanne hinder, og betegnelsen kan være med til at skabe myter. Men så er det jo dét man skal fortælle folk i stedet for at lave sproglige krumspring.

Sprog fungerer ikke sådan at myter forsvinder bare fordi man kalder dem noget andet. Det er en sammenblanding af benævnelsen og det der benævnes. Myten kan ikke fjernes med kirurgiske indgreb i sproget, men folk kan oplyses om at ordet dækker over en myte.

Vi kan jo omvendt sagtens have ord for ikke-eksisterende ting – enhjørninge, spøgelser, trolddom osv.  – og vi tror ikke nødvendigvis at tingene eksisterer, bare fordi vi har et ord for det.

Hvad jomfruer har i stedet for en jomfruhinde, behøver vi sådan set ikke noget folkeligt ord for. Når først man har forstået at der er tale om en myte, er de anatomiske detaljer mindre interessante.

Sniksnak, ævl og kævl

Sprog er fyldt med fonetiske mønstre som der ikke umiddelbart er nogen dybere mening i. Tænk fx på ord som sniksnak, klipklapper og zigzag. Formlen her er gentagelsen af en stamme hvor vokalen i den betonede stavelse er skiftet ud. Og ikke nok med det; vi starter altid med en høj fortungevokal [i e y ø] og derefter en åben vokal [a ɑ ʌ]. Da det minder om aflydsbøjninger, som ligge/lagt, kaldes det undertiden aflydsredukplikation.

Formlen kendes i rigtig mange ord og udtryk. Se bare:

  • sniksnak
  • klipklapper
  • zigzag
  • krimskrams
  • miskmask
  • tingeltangel
  • lirumlarum
  • ritsj ratsj
  • flikflak
  • trip trap
  • tik tak
  • pikpak
  • fiksfakseri
  • visse vasse
  • krible krable
  • hip som hap
  • fnidderfnadder
  • ditten og datten (eller dit og dat)
  • dillerdaller
  • Chip og Chap
  • Mik og Mak
  • tip top
  • hip hop
  • flip flop
  • ping pong
  • ding dong
  • gyng gang
  • godnit og godnat
  • syvsover
  • (Ylle) Dylle Dolle
  • (dyt båt)

Disse alternationer bruges ofte om ting der gentages, og de symboliserer således noget iterativt, såsom i klip-klap-klip-klap-klip-klap, gyng-gang-gyng-gang-gyng-gang osv. Eller der er tale om noget ubestemmeligt hvor det konkrete indhold er ukendt eller uvedkommende, såsom miskmask, tingeltangel, krimskrams. Mange af udtrykkende er lydefterlignende, såsom ding dong. Og endelig er der i flere tilfælde tale om en kombination af disse egenskaber: Sniksnak er indholdsløs snak i det uendelige, tik tak er lydefterlignede og iterativt osv.

Treleddede figurer

Nogle gange udvides figuren med et tredje led, hvor vokalen er u, så vi får vokalrækken i-a-u:

  • Rip, Rap og Rup
  • Pif Paf Puf
  • Slim, Slam og Slum
  • riv rav ruskende
  • snip, snap, snude
  • bim bam busse
  • giffen gaffen guffen

Sjovt nok er det samme vokalvekslen vi har i stærkt bøjede verber som stikke/stak/stukket, springe/sprang/sprunget, binde/bandt/bundet osv. I modsætning til de toleddede figurer ovenfor, som ofte signalerer noget iterativt, signalerer de treleddede figurer snarere treenighed eller afsluttethed.

Konsonantvekslen

Vi kan også have figurer hvor det ikke er den betonede vokal der udskiftes, men konsonanten lige foran. Som regel bliver den udskiftet med en nasal eller likvid dvs. en af konsonanterne /m n l r/. Rigtig mange af disse  er vrøvleord eller navne fra børnesange og -remser:

  • kissemisse
  • skuddermudder
  • kluddermutter
  • hyggenygge
  • ogginok
  • Tokkenokke
  • Turelure
  • Trolderolle
  • dingeling
  • tingelingelater
  • ej sikkelej
  • bimmelim
  • bummelum
  • tummelumsk
  • tjikkerlikker
  • avra for Laura
  • ase og mase
  • Ylle Dylle (Dolle)

Andet led kan også starte med en lukkelyd /p t k b d g/, men så starter første led næsten altid med en vokal (eller /h/):

  • okker gokker
  • erle perle
  • ælle bælle
  • ævl og kævl
  • ævlebævle
  • av godav
  • øv bøv
  • Else Pelse (Pølsesnak)
  • Abel Spendabel
  • Ole Bole
  • (lille) Olle Bolle
  • Unga Bunga
  • abrakadabra
  • hokus pokus
  • hør og bør

Det er næppe tilfældigt at det er første led og ikke andet led der starter med en vokal. Hvis det var andet led der startede med en vokal, ville vi få en masse vokalsammenstød, og dem er vi ikke glade for. Af samme grund kan man hedde Annemette og Ingelise, men ikke Metteanne og Liseinge.

Andre sprog

Vi er ude i den perifere ende af sprogkundskaberne, så jeg er bestemt ikke på hjemmebane når det handler om andre sprog, men der er en del engelske eksempler af sniksnak-typen.

På fransk er det almindeligt at bruge regulær reduplikation, især om ting der kommer fra barnesprog fx tonton (onkel), tata (tante), susu (sut), dodo (lur). Det er ligeledes almindeligt i (kæle)navne. Tænk fx på Tintin, og Rip, Rap og Rup hedder Fifi, Riri og Loulou på fransk. Regulær reduplikation er til gengæld ualmindeligt i dansk.

Her er en liste over hvad Rip, Rap og Rup hedder på forskellige sprog, og ditto for Pif Paf Puf (bemærk Afrikaans Knap! Knaetter! Knak! hvor det er coda-konsonanten der veksler).

Litteratur:

  • Pif Paf Puf (af Steen Schousboe i Sprogvidenskab i Glimt, Syddansk Universitetsforlag 2009)
  • Dippedutter og duppeditter (af Kasper Boye i Mål og Mæle nr. 4, 2010)

Børns tilegnelse af fonotaks

De tidligste proto-ord hos småbørn har en meget simpel struktur. De består typisk af én konsonant og én vokal (CV), ma, ba. Derfra og til de komplicerede fonologiske strukturer man finder i voksent sprog, ord som sprælsk, angstskrig, ekspressionistisk, strukturrationalisering, er der et stykke vej.

Jeg kender ikke til meget litteratur der beskriver ruten fra børns simple CV-stavelser til komplekse CCCVCCCC-stavelser, så her er nogle af de observationer jeg har gjort hos mine egne (og nogle gange andres) børn.

De tidligste enstavelsesord

De første ord er ma, ba som kan betyde flere forskellige ting. Men ud over disse overraskede det mig at de tidlige ord var den posttoniske stavelse der fangede an. Således blev bamse til og lampe til og ikke hhv. bam og lam.

Jeg tænker at det skyldes at den posttoniske stavelse i københavnsk har en højere grundtone end den betonede stavelse, og den kan således fremstå som mere prominent. Barnet opdager dog nok hurtigt at der er større fonetiske kontraster i den betonede stavelse, og at det således er den man skal hæfte sig ved.

De tidligste tostavelsesord

De første tostavelsesord er for det meste ord der ender på schwa. Ud over det er det ofte reduplikationer, dvs. gentagelser af samme stavelse, fx:

  • lælæ (ælling)
  • klykly (kylling, cykle)
  • Glagla (Clara)
  • madmad (morgenmad)
  • blæblæ (æble)

Således ser man også at børn tidligere lærer at sige farfar og mormor frem for farmor og morfar (indimellem til stor fortrydelse for hhv. farmor og morfar).

Det næste skridt er nær-reduplikationer hvor en enkelt lyd kan udskiftes, fx:

  • Memma (Emma)
  • lolle (oldemor)
  • boba (klapvogn)
  • Dode, Bebo (Pedro)
  • Molo (Simone)
  • pompum (computer)
  • sangsyng (fjernsyn)

Konsonantharmoni

Ved tilegnelsen af mere komplicerede ord ses stadig spor af sådanne reduplikationer, eller man kan kalde dem konsonantharmonier, fx:

  • Ovivia (Olivia)
  • obbehab (ostehaps)
  • maman (banan)
  • jøbehjul (løbehjul)

Man støder ofte på konsonantgruppeharmonier, dvs. hvis én stavelse har en konsonantgruppe, får en anden stavelse det også, og lignende fænomener, fx:

  • flugragra (flyverdragt)
  • krapblov (klapvogn)
  • Predro (Pedro)
  • Pleter Plys
  • trekrant
  • zrebra
  • tjippetjov (sjippetov)
  • drikkedrunk
  • blegeblads (legeplads)
  • blåblær
  • fyrkerværkeri

Prætoniske stavelser udelades

I ord der starter med ubetonede stavelser, udtales disse ikke et langt stykke hen ad vejen, fx:

  • fant (elefant)
  • lerke (tallerken)
  • daler (sandaler)

Metateser

Metateser, ombytning af lyde og stavelser, er ganske almindelige, fx:

  • dode (Pedro)
  • pumpom (computer)
  • ponuter (computer)
  • munse (numse)
  • pakmad (madpakke)
  • stuvsøger (støvsuger)
  • pansresse (prinsesse)
  • madmår (morgenmad)
  • bandtørste (tandbørste)
  • hukse (huske)
  • gujurt (jogurt)

En mere spektakulær metatese var at lampe på et tidspunkt blev til mbela [ˈmbœlɑ].

Følg med

rss e-mail FB Twitter