reduktioner

Hvad ved danske popsangere om prosodi?

Her i weekenden blev sangen Jeg bli’r ved kåret som vinderen af børnenes MGP 2012. Jeg synes den stilistiske udeladelsesapostrof i bli’r er lidt pjattet, for der er aldrig nogen der siger [bliːˀvɐ/bliːʊ̯ˀɐ], så det er jo ikke fordi vi er i tvivl om hvorvidt ordet skal udtales med en eller to stavelser. Nå, men det er sådan et pædagogisk kneb lyrikforfattere benytter indimellem, måske fordi vi kan være tilbøjelige til en hyperdistinkt udtale når vi synger lejlighedssange og deslige.

Men i denne sammenhæng var det ekstrafjollet med stavemåden bli’r, for i sangen bliver bliver tydeligt udtalt [bliːvɐ]. Bedøm selv. Der er således et dobbelt udtryk for dårligt lyrikforfatterskab: En unødvendig omskrivning af bliver, og dernæst en udtale som ikke er tro mod denne omskrivning, eller gængs udtale i det hele taget.

Nu er Energy, som MGP-vinderne kalder sig, kun 10-13 år, så man kan nok bære over med dem. Men er det bedre hos voksne, professionelle sangskrivere? Men burde vel forvente at folk der lever af at sætte sprog og musik sammen, har en særligt forfinet sans for sprogets prosodi. Men sådan er det nu ikke altid.

I Medinas hit Ensom fra 2009 skanderer hun som hun var til staveprøve i 3. klasse: Jeg vil ikke [ˈhæːvə] nogen anden synger hun, men [ˈhæːvə] kan i talesprogsdansk kun være en distinkt udtale af det udendørsareal der almindeligvis befinder sig bag parcelhuse i provinsen, aldrig af verbet have, som udtales [ha] eller [hæːˀ] hvis de skal være rigtig tydeligt. Kort efter dette synger hun i omkvædet “[ˈsyːnəs] du selv”, men [syːnəs] er kun noget biler skal en gang imellem. I betydningen mene udtales det etstavet [sys] eller til nød [syns].

Medina kan mere. I Kl. 10 har hun ikke bare ikke schwa-assimilation i indeni i første linje af første vers, men schwaet er stærkt betonet. I første linje i andet vers er det at i “Jeg glæder mig til at vi” der tager trykket.

Et andet af mine yndlingseksempler er Natashas Gi’ mig Danmark tilbage (endnu en overflødig udeladelsesapostrof) hvor hun og hele koret råber Giv mig Ungeren igen hvor ungeren bliver udtalt [ˈɔŋɐˈʁʌn] med tydeligt konsonantisk /r/. Altså, det lyder bare lidt mormoragtigt og ikke særlig rebelsk. Husets brugere vil nok snarere sige [ˈɔŋɐn]. Samme konsonantiske /r/ støder man på i Thomas Buttenschøns Smukkere end smuk.

Gode sjuskere

Jeg har før været ude med at sige at det at sjuske ordentligt med sproget er udtryk for god sprogbeherskelse, og manglende reduktioner er udtryk for manglende erfaring med sproget. Pointen kan fint overføres til lyrik, hvor det kræver en god sprogfornemmelse at udnytte den elastik der er i danske stavelser, når det skal stemme med versefødderne. Hyperdistinkte udtaler findes overalt i sange, men de er ikke altid lige påfaldende.

I den anden ende af skalaen vil jeg fremhæve Marie Key som er fremragende til at undermarkere stavelsesstrukturen i de kvasisyllabiske danske ordendelser. Dyrk:

En anden der har en stor plads i mit sjuskehjerte er den unge Niklas. Han har helt styr på schwa-reduktioner og tappede /d/’er og har stadig et fuldstændig tydeligt sprog. På trods af udeladelsesapostroffen får han lov til at afslutte dette indlæg med Ikke mer’ mig:

Slides fra SJUSK 2011

nov 25th, 2011

by Ruben Schachtenhaufen.

6 comments

D. 23-24. nov. blev der afholdt SJUSK 2011 på CBS, et symposium om sjusk, reduktioner og udtalevariation i dansk talesprog. Jeg var naturligvis selv meget begejstret for arrangementet, og det var spændende at se at så mange forskelligartede forskningsområder der havde berøring med emnet.

Ganske mange præsentationer kredsede om emner som sammenhængen mellem udtalevariation og betydning og/eller grammatik. Et andet centralt omdrejningspunkt var de vanskeligheder som udtalevariation og det indistinkte danske lydsystem stiller i forhold til sprogtilegnelse og forståelse, om det så er børn, udlændinge eller computere der skal lære og forstå sproget.

Jeg havde selv en præsentation af en del af mit forskningsprojekt hvor jeg har kortlagt sammenhængen mellem 270.000 fonemer, altså den forventede distinkte udtale af sproglydene, og deres faktiske realisering i dansk talesprog. På den måde er det muligt at spore hvilke lyde der reduceres, og hvordan og hvornår. Jeg har gjort mine slides fra præsentationen tilgængelige her. Der kommer formentlig et uddybende indlæg på et tidspunkt her på bloggen.

Thomas Olander fortalte om Tusind års dansk sjusk, om de store lydforandringer i dansk som skete tilbage i 1000-tallet som har direkte forbindelse til de mest prominente udtalevariationer og reduktionsfænomener i moderne dansk. Han har lagt sine slides her.

(hvis andre har gjort slides tilgængelige, så giv gerne besked)

Der er en grund til at vi sjusker med sproget

maj 22nd, 2011

by Ruben Schachtenhaufen.

13 comments

Videnskab.dk har interviewet mig om mit forskningsprojekt. Læs artiklen ‘Sjusk med sproget er et tegn på overskud’ her. Pointen i artiklen er at distinkt udtale ikke nødvendigvis er et tegn på sprogbeherskelse. For at lyde naturligt skal man nemlig kunne reducere udtalen de rigtige steder og på den rigtige måde.

Da jeg lærte sprog i skolen og gymnasiet, gik man meget op i at bøje ordene rigtigt og lave grammatisk velformede sætninger, men hvis man kigger på hvordan vi faktisk bruger sproget, virker det som en helt forkert prioritering. I ægte sprog er det tilsyneladende bedre at sjuske med grammatikken end at være omhyggelig med at være grammatisk korrekt.

Følgende er en typisk ytring i det materiale jeg undersøger, hvor nogen personer er blevet bedt om at beskrive et netværk af forskellige figurer:

nederst er der en blå firkant
og oven over den blå firkant er der en grøn cirkel
og oven over den grønne cirkel er der en lilla trekant

Hvis man kigger på det egentlige indhold, det der er væsentligt for opgaven, kan ytringen reduceres til:

nederst: blå firkant
oven over: grøn cirkel, lilla trekant

og det er netop disse elementer der udtales distinkt, mens resten af ytringen, hvis funktion primært er at få ytringen til at hænge sammen grammatisk, som regel reduceres temmelig kraftigt.

Ordene er der en, som fonologisk er/ɛr deːˀreːˀn/, reduceres fx til [aɾɐn] eller lignende. Ord der står i bestemt form, udtales hurtigere og mere sjusket, den blå cirkel bliver bare til den eller udelades helt.

Det er karakteristisk at grammatiske småord og endelser trækkes sammen eller reduceres temmelig kraftigt hvis de ikke ligefrem droppes helt. Men indholdsordene, altså de ord der er centrale i ytringen, udtales distinkt. På den måde kan man sige at reduktioner er betydningsbærende idet de peger væk fra sig selv og hen på den væsentlige information.

Grammatik er ikke vigtig

Når så meget grammatisk information reduceres, er jeg tilbøjelig til at konkludere at det er fordi det ikke er vigtigt for kommunikationen. Hvis det var, hvorfor er vi så ikke mere omhyggelige med at udtrykke det?

Tag nogen af de eksempler der ofte dukker op i når folk brokker sig over de andres sprog:

jeg køre eller jeg kører
læren er dum eller læreren er dum
nymalet vægge eller nymalede vægge
udenfor huset eller uden for huset
det lykkes eller det lykkedes
jeg synes eller jeg syntes
nogen eller nogle

Hvorfor er det vanskeligt for mange mennesker at finde ud af hvornår det hedder det ene eller det andet?

Jeg har længe ment at den oplagte forklaring er at det er fordi disse ord udtales ens, og det går ud over den grammatiske forståelse. Men nu er jeg tilbøjelig til at mene at det den anden vej rundt: Disse ord ender med at blive udtalt ens fordi den grammatiske skelnen de udtrykker er abstrakt, ubetydelig eller redundant, eller hvad man nu vil kalde det (dog i kombination med det faktum at de som udgangspunkt lydligt ikke ligger langt fra hinanden).

På den baggrund virker det urimeligt at man skal bruge tid i skolen på lære hvad forskellen på nogen og nogle er hvis det reelt er ligegyldigt. Det forekommer mig at der må være vigtigere ting at gå op i.

Tilsvarende forekommer det mig at det må være vigtigere for fremmedsprogsundervisningen at kunne udtale forskel på fx fog og fuck end at kende forskel på girls/girl’s/girls’.

Selvfølgelig er noget grammatik vigtigt, men mange af de grammatikøvelser man bliver udsat for, når man skal lære at beherske et sprog, virker mere som små indlejrede intelligensprøver som egentlig er sprogligt uvedkommende: Før vi vil lytte på dig, skal du lige demonstrere dit værd ved at vise at du godt ved om præpositionen har en styrelse eller ej.

Dyrkelse af det middelmådige?

Ordvalg er en pudsig ting. En overskrift som Sjusk med sproget er et tegn på overskud kan let læses som en opfordring til at dyrke et sjusket sprog og en forherligelse af manglende sproglige kompetencer.

Jeg har ikke selv valgt overskriften, men når jeg skal forklare min forskning for lægfolk, bruger jeg ofte ordet sjusk for at bruge en velkendt ord og for at fange folks opmærksomhed.

Til daglig bruger jeg den mere objektive benævnelse reduktioner, men man kunne selvfølgelig også benytte et plusord som optimering eller rationalisering. Så ville det pludseligt være et positivt klingende budskab: Optimeret sprog er tegn på overskud – men det ville også være en overskrift som ikke satte mange tanker i gang.

Jeg synes derfor betegnelsen sjusk er velvalgt til artiklen da den populærvidenskabelige pointe er at meget af det som normalt opfattes som sjusk reelt er et nødvendigt og ganske raffineret element i vores sproglige formåen.

Men når den pointe er sivet ind, skal det selvfølgelig også med at ikke al sjusk er påskønnet. Mit ærinde er at forklare en mekanisme i sproget, ikke at promovere et sjusket sprog.

Regler for schwa-assimilation

mar 15th, 2011

by Ruben Schachtenhaufen.

3 comments

(Læs min mere dybdegående artikel om schwa-assimilation og stavelsesgrænser fra NyS 39)

Schwa-assimilation er et af de allermest karakteristiske udtalefænomener i dansk. Betegnelsen dækker over det fænomen at schwa ofte ikke udtales [ə], men smelter sammen med en nabolyd og udtales som en stavelsesbærende variant af denne, fx:

lige [liːə] → [liːi]
solen [soːˀlən] → [soːˀln̩]
plade [plæːðə] → [plæːð̩]

Schwa-assimilation er i nogle sammenhænge obligatorisk. Der er fx næppe nogen der siger [sdeːˀnənə] stenene, men altid [sdeːˀn̩nə] i distinkt udtale, med et langt stavelsesbærende [n] (i voksensproget i hvert fald – se mit indlæg om schwa i børnesprog).

I andre sammenhænge sker det yderst sjældent. Det er fx sjældent at et ord som ækle bliver til [ɛːˀgl̩]. Her er en udtale med schwa [ɛːˀglə] den foretrukne udtale.

I atter andre sammenhænge virker det lidt vilkårligt om vi har schwa-assimilation eller ej. Et ord som smule kan lige så vel udtales med distinkt schwa [smuːlə] som assimileret [smuːl̩].

Hvad er reglen?

Jeg plejer at sige at ca. ½ af alle schwa undergår schwa-assimilation, mens hver fjerde schwa falder bort, og hver fjerde udtales distinkt [ə]. Men hvis man fx skal lære nogen at tale dansk, eller hvis man vil simulere schwa-assimilation i et talesynteseprogram, kan man ikke bare kaste en terning for at afgøre hvordan schwa skal udtales.

Spørgsmålet er om man kan give en regel for hvornår der indtræffer schwa-assimilation. Mine undersøgelser af fænomenet viser at det kan man, og endda en meget simpel regel, som er baseret på de (overflade)fonologiske stavelsesgrænser:

Schwa-assimilation indtræffer når /ə/ er nabo til en sonorant der står i coda.

Det vil mao. sige at det indtræffer når schwa står efter en sonorant der står finalt i foranstående stavelse (= heterosyllabisk), fx /gaːð.ə/ → [gæːð̩], eller når det står foran en sonorant der tilhører samme stavelse (= tautosyllabisk), fx /bus.ən/ → [busn̩]. Men det assimileres fx meget sjældent hen over en ordgrænse.

Hvordan går stavelsesgrænserne?

For at ovennævnte regel skal gælde, skal stavelser deles efter bestemte regler. Reglerne bygger på en ide om vokalers tiltrækningskraft, altså deres evne til at trække konsonanter ind i stavelsen. Hvis en konsonant står mellem to vokaler, kæmper de to vokaler så at sige om hvem der skal have konsonanten, hvilket får betydning for om konsonanten kommer til at stå finalt i første stavelse, eller initialt i anden stavelse, se Basbøll (2005 s. 253).

De stavelsesdelingsregler der får ovennævnte regel for schwa-assimilation til at virke, er følgende, i prioriteret rækkefølge:

I proparoxytone ord tiltrækker første posttoniske schwa så vidt muligt ingen kontoider.
I distinkt udtale går vokoider til foranstående stavelse og kontoider så vidt muligt til efterfølgende stavelse.
I mindre distinkt tale flyttes stavelsesgrænsen mod højre. (I mere distinkt udtale flyttes grænsen til venstre.)

Når grænserne således er sat, følger schwa-assimilation automatisk deraf. Hvis foranstående stavelse slutter på en sonorant, eller der følger en tautosyllabisk sonorant efter, får vi schwa-assimilation.

Uddybning

“Så vidt muligt” skal forstås som at hvis der er mere end én konsonant mellem vokalerne, så må der ved stavelsesdelingen ikke deles så vi får konsonantklynger der er ikke forekommer naturligt i enstavelsesord.

@ 1: Denne regel rammer den midterste vokal i ord som nydelig, rettelse, børnene som får stavelsesdelingen nyd.e.lig, rett.el.se, børn.e.ne – kun i rettelse får midterstavelsen en konsonant, da vi ikke kan have stavelser der starter med ls-. Vi får schwa-assimilation i alle tre ord da schwa enten følger efter en heterosyllabisk sonorant [nyːð̩li bɶɐ̯ˀn̩nə] nydelig, børnene, eller foran en tautosyllabisk sonorant [ʁɑdl̩sə] rettelse. Men det sidste schwa i børnene udtales distinkt, da den foranstående sonorant er tautosyllabisk.

@ 2: I distinkt udtale får vi stavelsesdelingen mød.e, me.ne, ger.ne, bjerg.e. Vi får schwa-assimilation i [møːð̩ bjæɐ̯ʊ] da schwa følger efter en heterosyllabisk sonorant, men ikke i [meːnə gæɐ̯nə], for godt nok følger schwa efter en sonorant, men den tautosyllabisk.

(Bemærk at formuleringen “så vidt muligt” henviser til konsonantklynger, og at [ŋ] ikke betragtes som en konsonantklynge på dette beskrivelsesniveau. Det er en uskønhed ved mine regler at vi får stavelsesdelingen ma.nge pe.nge, men det er afgørende at [ŋ] behandles som de andre nasaler [n m].)

(Bemærk også at denne formulering er lidt forskellig fra den jeg benytter i dette indlæg. Dette er gjort af hensyn til overskueligheden. Man kunne godt benytte de samme regler, men så skulle der tages flere forbehold i formuleringerne ovenfor.)

@ 3: Reglen gør at grænsen kan flyttes til højre, så vi alligevel kan få schwa-assimilation i ord som [meːn̩ gæɐ̯n̩] men.e, gern.e, når de udtales tilpas udistinkt. Schwa-assimilation i disse ord betragtes altså som et reduktionsfænomen, hvilket det ikke gør i de øvrige ord.

Bemærk at denne regel ikke bruger formuleringen “så vidt muligt” . I reduceret udtale er der i yderste konsekvens ikke nogen begrænsning på hvilke konsonantklynger vi kan have.

Man kan måske umiddelbart få fornemmelsen af at regel 3 er lidt en snyderegel da den sådan set gør at man kan få alt til at passe, bare man påstår at udtalen er tilpas distinkt/reduceret. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at den rammer ord eller konstruktioner der generelt er tilbøjelige til at blive reducerede, dvs. de rammes også af andre reduktionsfænomener.

Det er også værd at være opmærksom på at flytning af stavelsesgrænsen er et reduktionsfænom vi kender andre steder fra, fx når [tyːvə] ty.ve bliver til [tyːʊ] tyv.e eller [juːʁi] ju.ry bliver til [juɐ̯i] jur.y.

***

Der findes særtilfælde som dårligt lader sig beskrive ud fra disse regler (se fx dette indlæg), men det vil jeg ikke gå i dybden med her. Jeg indrømmer også at der ikke tale om naturlove, blot meget stærke tendenser.

Reglerne er baseret på en analyse af moderne rigsmålsudtale, og jeg kan derfor ikke sige noget om i hvor høj grad de gælder ude i de forskellige dialekter. Det er derimod ganske sikkert at reglerne afviger fra tidligere beskrivelser af schwa-assimilation (fx Brink & Lund 1975), hvilket tyder på at schwa-assimilation er undergået en væsentlig forandring i løbet af de sidste par generationer.

Hvad ved journalister om fonetik?

mar 7th, 2011

by Ruben Schachtenhaufen.

7 comments

En af mine yndlingsaversioner er journalister der forsøger at formidle videnskabelige undersøgelser. De mest spektakulære overskrifter bliver til det mest fabelagtige nonsens når man dykker ned i artiklen.

Nu sker det heldigvis/desværre sjældent at fonetiske undersøgelser dukker op i mainstreamnyhederne, men i dag er der en artikel på Jyllandspostens forbrugerside fpn.dk som handler om at træthed påvirker udtalen af bestemte lyde. Måske ikke ligefrem spektakulært, men i det mindste fonetisk.

Her går det galt for journalisten, for artiklen er idiotoversat fra engelsk. Den oprindelige artikel forklarer at /p t k/ kommer til at lyde som /b d g/ når man er træt, så fx police kommer til at lyde som bolice - på engelsk. Dette er kluntet oversat til at politi kommer til at lyde som boliti, hvilket man for det første ikke kan konkludere – de engelske fonemer kan ikke uden videre ‘oversættes’ til danske – og for det andet, selv hvis man kunne, så har journalisten overset t’et i politi, som jo også burde blive oversat til d, altså bolidi.

Det er i øvrigt måske for meget at forlange at en gennemsnitsjournalist skulle vide hvad forskellen på et bogstav og et fonem er, men lad mig for en god ordens skyld slå fast at vi udtaler ikke bogstaver – vi læser bogstaver og udtaler fonemer. Jeg oversætter journalistens bogstaver til fonemer her.

/p t k/ og /b d g/ er ikke det samme på dansk og engelsk

Det er en almindelig fejl når danskere taler engelsk at de udtaler lukkelydene /p t k b d g/ på samme måde som på dansk, men fonemerne dækker ikke over de samme lyde i de to sprog.

På engelsk er den primære forskel på lukkelydene at /p t k/ er ustemte, mens /b d g/ er stemte (opdatering 8/3/11: se Christians kommentar nedenfor). På dansk er alle lukkelyde imidlertid ustemte, og den primære forskel i dansk er at /b d g/ er uaspirerede = [b̥ d̥ g̊], mens /p t k/ er aspirerede = [pʰ tˢ kʰ], dvs. de ledsages af en smule friktionsstøj fra luft der slipper ud af munden.

Det er ganske almindeligt, også i dansk, at ustemte uaspirerede lukkelyde bliver stemte i mindre distinkt udtale. På engelsk betyder det at /p t k/ bliver lig /b d g/, men på dansk betyder det bare at [b̥ d̥ g̊] bliver til [b d g], men da vi ikke har nogen fonologisk stemthedskontrast, giver det ikke anledning til forveksling på dansk.

Til gengæld er de danske [pʰ tˢ kʰ] blandt de lyde der er allermest resistente over for reduktion. Man kan selv bladre igennem udtaleordbogen og se hvor sjældent ord der starter med p udtales med noget andet end [p], og ligeledes ord der starter med t og med k.

Når dansk [pʰ tˢ kʰ] reduceres, bliver de typisk til frikativer, dvs. man får ikke lukket helt i talekanalen så /p/ → [β ɸ], /t/ → [s z] og /k/ → [x ɣ]. Friktionsstøjen, som de har fordi de er aspirerede, er altså det træk der bevares bedst, og lydene bevarer således en distinkt forskel fra de uaffrikerede /b d g/.

Det er mao. det rene sludder at oversætte det at /p t k/ bliver til /b d g/ på engelsk til det samme for dansk.

Sjusker unge mere med udtalen end ældre?

jun 25th, 2010

by Ruben Schachtenhaufen.

2 comments

Jeg har lige læst en lille artikel (Strik & al. 2008) som undersøger hvorvidt unge mennesker reducerer udtalen mere, dvs. om de svækker eller udelader flere lyde, end ældre mennesker.

Undersøgelsen er baseret på 563.380 ord fra en hollandsk database. Med et computerprogram har man aligneret den faktiske udtale af ordene med en kanonisk udtale i en udtaleordbog. Forskelle på den faktiske og den kanoniske udtale er registreret som enten substitutioner, dvs. en kanonisk lyd er erstattet med en anden (hvilket man fortolker som en reduktion), eller bortfald, dvs. at den kanoniske lyd slet ikke udtales i situationen.

Resultaterne viser at yngre mennesker oftere substituerer eller udelader lyde end ældre mennesker. Antallet af substitutioner falder fra omkring 39 % til 35 %, og antallet af bortfald falder fra omkring 20 % til 13 % fra 30-årige til 70-årige. Det er ikke en stærk effekt, men den er statistisk signifikant. Det ser også umiddelbart ud til at mænd har flere reduktioner end jævnaldrende kvinder, men denne effekt er ikke statistisk signifikant.

Problemer med undersøgelsen

Jeg synes der især er to store problemer med undersøgelsen, der gør at jeg ikke kan acceptere konklusionen.

For det første antages det at unge og ældre har samme kanoniske eller distinkte form, dvs. at hvis de talte ureduceret, ville de udtale ordene ens. Den antagelse er forkert.

Lad mig tage et eksempel fra dansk. Hvis jeg skal udtale ordet flyve maksimalt distinkt, vil jeg sige [flyːʊ] mens mere konservative talere vil sige [flyːvə] – med hårdt v. Konservative talere kan ligesom mig også sige [flyːʊ], men det er i deres norm en reduceret udtale.

Hvis man brugte den ovennævnte metode på dansk, ville min distinkte udtale blive regnet som reduceret, da man tager udgangspunkt i en konservativ norm. At man finder flere reduktioner hos yngre talere, skyldes altså at man måler deres udtale efter en ældre norm i stedet for de unges egen norm.

For det andet andet regnes reduktion i undersøgelsen som et binært træk. Enten er udtalen reduceret eller også er den ikke. Dette er også en fejl, og den opstår fordi undersøgelsen er baseret på lydskrift, hvor et lydskrifttegn enten er der eller ej.

Men reduktion er ikke et binært træk. Det er et gradsspørgsmål. I det danske talesprogskorpus DanPASS er fx ordet blå transskriberet [blɔːˀ] 126 gange, men transskriptionen dækker over stor variation. Alene varigheden af udtalen varierer mellem 0,15 og 0,57 sekunder.

Det er klart at en udtale på 150 millisekunder er mere reduceret end en udtale på 570 millisekunder, selvom de begge udtales med både et [b], et [l] og et [ɔːˀ]. Men efter ovenstående metode ville alle forekomster blive behandlet som ureduceret.

(En interessant sidepointe ved dette er at det er temmelig vilkårligt hvorvidt en fonetisk reduktion udtrykkes i transskriptionen. Vores lydskrift er ganske enkelt mere fintfølende i nogle fonetiske kontekster end i andre.)

Unge og ældre reducerer lige meget

Alle mennesker reducerer deres udtale efter behov. Vi har forskellige normer for hvad der er den distinkte udtale af et ord, og det er forskelligt hvordan vi reducerer udtalen. Min tese er at reduktioner skyldes kommunikative hensyn. Vi reducerer de dele af sproget som er ude at fokus for at vise hvad der er i fokus i ytringen. Dvs. vi reducerer grammatiske ord og endelser, gammel eller forudsigelig information, ord vi har sagt 1000 gange før osv.

En typisk ytring har et eller to ord der er mere i fokus end de øvrige. Disse ord udtales distinkt, mens resten reduceres i større eller mindre grad. Dette gælder uanset hvor gammel man er. Derfor er der ikke forskel på hvor mange ord vi reducerer, men der er forskel på vores udgangspunkt og måden vi reducerer på.

Selvfølgelig er der også individuelle ting der kan gøre at vi kommer til at kludre i sproget. Træthed, nervøsitet, fuldskab, usikkerhed, stress osv. får os til at lave fejl, men det gælder ligeledes for alle (man kan dog forestille sig at unge mennesker er mere trætte, stressede, trætte og usikre end ældre mennesker), og det er antageligvis en forsvindende lille del af de registrerede reduktioner der skyldes disse eksterne faktorer. Langt de fleste reduktioner knytter sig systematisk til lingvistiske faktorer.

Henvisning

H. Strik, J. van Doremalen, and C. Cucchiarini (2008) Pronunciation reduction: how it relates to speech style, gender, and age. Proceedings of Interspeech-2008, pp. 1477-1480.

Jeg har lige læst en lille artikel (http://lands.let.ru.nl/~strik/publications/a143-PronVar-IS08.pdf) som undersøger om unge mennesker reducerer udtalen mere, dvs. om de svækker eller udelader flere lyde, end ældre mennesker.

Undersøgelsen er baseret på 563.380 ord fra en hollandsk database. Med et computerprogram har man aligneret den faktiske udtale af ordene med en kanonisk udtale fra en udtaleordbog. Forskelle på den faktiske og den kanoniske udtale er registreret som enten substitutioner, dvs. en kanonisk lyd er erstattet med en anden, eller bortfald, dvs. at den kanoniske lyd slet ikke udtales i situationen.

Resultaterne viser at yngre mennesker oftere udelader lyde eller bruger andre lyde (hvilket fortolkes som reduktioner) end ældre mennesker. Antallet af substitutioner falder fra omkring 39 % til 35 %, og antallet af bortfald falder fra omkring 20 % til 13 % fra 30-årige til 70-årige. Det er ikke en stærk effekt, men den er statistisk signifikant. Det ser også umiddelbart ud til at mænd har flere reduktioner end jævnaldrende kvinder, men denne effekt er ikke statistisk signifikant.

Problemer med undersøgelsen

Jeg synes der især er to store problemer med undersøgelsen, der gør at jeg ikke kan acceptere konklusionen.

For det første antages det at unge og ældre har samme kanoniske eller distinkte form, dvs. at hvis de talte ureduceret, ville de udtale ordene ens. Den antagelse er forkert.

Lad mig tage et eksempel fra dansk. Hvis jeg skal udtale ordet ‘flyve’ maksimalt distinkt, vil jeg sige [flyːʊ] mens mere konservative talere vil sige [flyːvə] – med hårdt v. Konservative talere kan ligesom mig også sige [flyːʊ], men det er fra deres perspektiv en reduceret udtale. Hvis man brugte den ovennævnte metode på dansk, ville min distinkte udtale blive regnet som reduceret, da man tager udgangspunkt i en konservativ norm.

At man finder flere reduktioner hos yngrere talere, skyldes altså at man måler deres udtale efter en ældre norm i stedet for de unges egen norm.

Men reduktion er ikke et binært træk. Det er et gradsspørgsmål. I det danske talesprogskorpus DanPASS er fx ordet ‘blå’ transskriberet [blɔːˀ] 126 gange, men transskriptionen dækker over stor variation. Alene varigheden af udtalen varierer mellem 0,15 sekunder og 0,57, næsten fem gange så meget. Det er klart at en udtale på 150 millisekunder er mere reduceret end en udtale på 570 millisekunder, selvom de begge udtales med både et [b], et [l] og et [ɔːˀ]. Men efter ovenstående metode ville alle forekomster blive behandlet som ureduceret.

(En interessant sidepointe ved dette er at det er temmelig vilkårligt hvorvidt en fonetisk reduktion udtrykkes i transskriptionen. Vores lydskriftkonvention er ganske enkelt mere fintfølende i nogle fonetiske kontekster end i andre.)

Unge og ældre reducerer lige meget

Alle mennesker reducerer deres udtale efter behov. Vi har forskellige ideer om hvad der er den distinkte udtale af et ord, og det er forskelligt hvordan vi reducerer udtalen. Min tese er at reduktioner skyldes kommunikative hensyn. Vi reducerer de dele af sproget som er ude at fokus for at vise hvad der er i fokus i ytringen. Dvs. vi reducerer grammatiske ord og endelser, gammel eller forudsigelig information, ord vi har sagt 1000 gange før osv.

Sproget tilhører alle

maj 21st, 2010

by Ruben Schachtenhaufen.

10 comments

Jeg havde en lang snak om fonetik og sprog med Trine Jul Bastrup fra P1′s program VITA. Det blev til en 25-minutters udsendelse om sprogforandring, sprogholdninger, sjusk og forskellen på unge og ældres udtale. Hør programmet her.

Kommentarer til programmet er velkomne herunder.

Stavelsestab og ordfrekvens

jan 30th, 2010

by Ruben Schachtenhaufen.

7 comments

Jeg har lovet at sige noget mere om stavelsestab i dansk. Det er noget jeg kommer til at sige mere om med tiden, men lige nu handler det om sammenhængen mellem stavelsestab og ordfrekvens: Er det mere almindeligt at stavelser droppes i hyppige ord end i sjældne ord?

Ordfrekvens spiller ofte en rolle for fonologiske reduktioner. I fx modalverber som kan, skal, vil som vi bruger hele tiden, bliver sidste konsonant ofte helt droppet: ka’, ska’, ve’. Ligeledes bliver hele sidste stavelse droppet i give, tage, lade, blive, skulle, kunne så det bliver til ha’, gi’, ta’, la’, bli’, sku’, ku’. Det sker ikke i sjældnere ord. Spise og sove, som er mere situationelle verber, bliver fx ikke til spi’ og so’.

At der er en sammenhæng mellem ordfrekvens og visse reduktionsfænomener, er vist i mange tilfælde, (se fx Bybee 2001). Spørgsmålet er om ordfrekvens spiller en rolle for stavelsestab i dansk spontantale.

Jeg har kigget i DanPASS-korpusset efter ord der er noteret med tab af en eller flere stavelser. Stavelsestab skal i denne sammenhæng forstås som at antallet af stavelser i ordet er reduceret ift. den fulde form. Det kan enten ske ved at en vokal bliver desyllabificeret, dvs. mister det stavelsesbærende træk og bliver en halvvokal, fx [kiˈʌsg] → [ˈkjʌsg] kiosk, eller ved at et stavelsesbærende segment (og evt. flere nabolyde) helt droppes, fx [ˈsʌdan ed] → [ˈsned] sådan et.

Her er de 20 ord der hyppigst er annoteret med stavelsestab (kun DanPASS-dialogerne er medregnet) med angivelse af hvor ofte de er annoteret med stavelsestab/hvor mange gange de i alt forekommer*, jeg har også givet en slags gennemsnitlig lydskrift så man kan se hvilken stavelse der droppes (alle udtalerne kan nu ses i udtaleordbogen):

Drop / total	Ord	Lydskrift
216 / 293	ikke	eg̊ə ~ eg̊
200 / 392	lige	liːi ~ liː
186 / 366	sådan	sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162	sige	siːi ~ siː
80 / 121	noget	nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86	nogle	noːn̩ ~ noːn
63 / 78	jernbaneoverskæring	ˈjæɐ̯nb̥æːnəɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ ~ ˈjæɐ̯nb̥æːnɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ
57 / 64	skulle	sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56	også	ʌsə ~ ʌs
39 / 70	være	væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55	bare	b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50	gået	g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57	længere	lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70	jamen	jamm̩ ~ jam
29 / 32	siger	siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61	stykke	sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33	væltede	vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51	oppe	ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25	parkerede	pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72	meget	mɑːð̩ ~ mɑð

Som man kan se er der mange meget hyppigt forekommende ord i denne liste, såsom ikke, lige, sådan, nogle, men det skyldes selvfølgelig først og fremmest at de er hyppige, og derfor har mulighed for at blive talt med mange gange. Det man skal kigge på, er imidlertid tilbøjeligheden til reduktion sammenlignet med hyppighed. Her viser tallene ret tydeligt at højfrekvente ord ikke er mere tilbøjelige til stavelsestab end lavfrekvente.

Især ordet jernbaneoverskæringen er meget tilbøjeligt til at tabe nogle stavelser – der er selvfølgelig også mange at tage af – men det kan bestemt ikke siges at være et almindeligt ord. Det er et blot et ord der forekommer ofte i DanPASS-korpusset, fordi informanterne sidder og snakker om landskabsgenstande på nogle kort, hvor jernbaneoverskæringen er en af dem.

Ordene væltede og parkerede er også en del af landskabsgenstandene væltet stengærde og parkeret lastbil og altså generelt nogen meget situationelle ord. Alligevel smider de en stavelse i 88-89 % af forekomsterne.

Hvilke stavelser droppes?

Groft sagt kan et hvilket som helst schwa droppes, men de fonetiske kontekster som er mest tilbøjelige til stavelsestab er der hvor vi har to stavelsesbærende vokoider i træk, fx [ð̩ð̩ ɐɐ ɐð̩ iːɐ æːʊ ɑːɪ] osv. uanset hvor hyppigt forekommende det ord de optræder i ellers er, og uanset om der er tale om underliggende schwa eller ej. Dette gælder også hen over ordgrænser. Stavelsestab er især almindeligt i kombinationer af ubetonede småord som du en, på et, skal jeg der bliver til [dun pɔd sgja].

Omvendt droppes stavelser sjældent hvis de er omgivet af kontoider. Vi kan ikke droppe schwa i katten, bussen, gammel osv. Således vil det er kun ofte udtales [de ˈkɔn] mens den er kun som regel udtales [dɛn a ˈkɔn], på trods af at den og det er omtrent lige hyppige. Det er mao. den fonologiske struktur der er afgørende for stavelsestab og ikke ordfrekvens. Dette er uligt fx engelsk hvor not og is bliver til -n’t og -’s uanset omgivelser, fx can’t, won’t, it’s, that’s.

Dermed er ikke sagt at den fonologiske struktur gør det alene. Hvis det var tilfældet, ville alle stavelser af denne struktur blive droppet, og det gør de ikke. Der må altså være andre faktorer der spiller en rolle for stavelsestab. Hvilke faktorer der er på spil, vil jeg forhåbentlig kunne sige meget mere om på et senere tidspunkt.

Universalier

Der er en meget stærk tendens i verdens sprog til at stavelser adskilles af konsonanter. Den vokoide struktur som er karakteristisk for moderne dansk, hvor vi kan have mange vokaler i træk, er altså meget usædvanlig. Når stavelser især droppes i disse vokoide omgivelser, kunne det tyde på at vi, hvad der så end er årsagen, er på vej mod en universelt set mere normal stavelsesstruktur.

Noter

* Jeg har kun talt forekomster hvor de optræder som segmenterede ord. Forekomster hvor man ikke akustisk kan sætte en grænse mellem ordene, er ikke talt med. Det gælder typisk tilfælde hvor et ord slutter på en vokal, og næste ord start på en vokal, fx til et [ted], her kan man ikke meningsfuldt afgøre om der er til eller et der mister en stavelse.

** Nogle udtales i (næsten) alle tilfælde som nogen. Læs mere om nogen og nogle.

216 / 293	ikke	eg̊ə ~ eg̊
200 / 392	lige	liːi ~ liː
186 / 366	sådan	sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162	sige	siːi ~ siː
80 / 121	noget	nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86	nogle	noːn̩ ~ noːn
63 / 78	jernbaneoverskæring
57 / 64	skulle	sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56	også	ʌsə ~ ʌs
39 / 70	være	væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55	bare	b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50	gået	g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57	længere	lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70	jamen	jamm̩ ~ jam
29 / 32	siger	siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61	stykke	sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33	væltede	vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51	oppe	ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25	parkerede	pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72	meget	mɑːð̩ ~ mɑð

Noget om ð

apr 8th, 2009

by Ruben Schachtenhaufen.

12 comments

En stemt dental frikativ [ð] eller approximant [ð̞] er relativt sjælden i verdens sprog. Wiki kender til i omegnen af 25 sprog i verden med lyden. Ofte er lyden en bunden variant af /d/ som primært findes mellem to vokaler.

I dansk er [ð] en alvelær approximant (i fin lydskrift [ð̞] ), en variant af /d/ som (næsten) kun findes stavelsesfinalt eller, ved bøjninger, foran [s], fx [tiðˀ tiðˀs] tid, tids. I dansk falder et posttonisk [ə] imidlertid ofte bort i proparoxytone ord, hvorved vi risikerer et initialt [ð], fx [ˈbeləðɐ ˈbelðɐ] billeder. Det er en uvant struktur, hvilket muligvis er forklaringen på at mange laver en metatese, [ˈbeðlɐ] ‘bedler’.

Engelsk har faktisk som noget ganske eksotisk et fonem /ð/. Der findes et enkelt minimalpar med den tilsvarende ustemte lyd [θ], thigh/thy. Fonemet har en interessant distribution som er bundet til ordklassen. Initialt findes /ð/ kun i funktionsord, fx the, them, that, there osv., mens det i indholdsord kun findes medialt eller finalt, og kun i en meget begrænset mængde ord, fx other, bother, rather, gather, mother, father, brother, (se flere). Et initialt /ð/kan i øvrigt assimileres til et foranstående [n l], fx [ɪnnət sdɪllə] in that, still the. (Reference)

Om assimilationsfænomenet primært skyldes lyden eller ordklassen er umuligt at svare på. Funktionsord er mere tilbøjelige til reduktioner end indholdsord, og [ð] er antageligvis en lyd der er tilbøjelig til at lade sig reducere – i forvejen er [ð]/[ð̞] ofte en reduktion af en art af, fx af [d θ].

Under alle omstændigheder er der her et eksempel på et reduktionsfænomen som er knyttet til bestemte ordklasser. Reduktionen kan således medvirke til at afkode sætningens syntaks.

reduktioner