Kategorier
Udtale

Hvad ved danske popsangere om prosodi?

Her i weekenden blev sangen Jeg bli’r ved kåret som vinderen af børnenes MGP 2012. Jeg synes den stilistiske udeladelsesapostrof i bli’r er lidt pjattet, for der er aldrig nogen der siger [bliːˀvɐ/bliːʊ̯ˀɐ], så det er jo ikke fordi vi er i tvivl om hvorvidt ordet skal udtales med en eller to stavelser. Nå, men det er sådan et pædagogisk kneb lyrikforfattere benytter indimellem, måske fordi vi kan være tilbøjelige til en hyperdistinkt udtale når vi synger lejlighedssange og deslige.

Men i denne sammenhæng var det ekstrafjollet med stavemåden bli’r, for i sangen bliver bliver tydeligt udtalt [bliːvɐ]. Bedøm selv. Der er således et dobbelt udtryk for dårligt lyrikforfatterskab: En unødvendig omskrivning af bliver, og dernæst en udtale som ikke er tro mod denne omskrivning, eller gængs udtale i det hele taget.

Nu er Energy, som MGP-vinderne kalder sig, kun 10-13 år, så man kan nok bære over med dem. Men er det bedre hos voksne, professionelle sangskrivere? Men burde vel forvente at folk der lever af at sætte sprog og musik sammen, har en særligt forfinet sans for sprogets prosodi. Men sådan er det nu ikke altid.

I Medinas hit Ensom fra 2009 skanderer hun som hun var til staveprøve i 3. klasse: Jeg vil ikke [ˈhæːvə] nogen anden synger hun, men [ˈhæːvə] kan i talesprogsdansk kun være en distinkt udtale af det udendørsareal der almindeligvis befinder sig bag parcelhuse i provinsen, aldrig af verbet have, som udtales [ha] eller [hæːˀ] hvis de skal være rigtig tydeligt. Kort efter dette synger hun i omkvædet “[ˈsyːnəs] du selv”, men [syːnəs] er kun noget biler skal en gang imellem. I betydningen mene udtales det etstavet [sys] eller til nød [syns].

Medina kan mere. I Kl. 10 har hun ikke bare ikke schwa-assimilation i indeni i første linje af første vers, men schwaet er stærkt betonet. I første linje i andet vers er det at i “Jeg glæder mig til at vi” der tager trykket.

Et andet af mine yndlingseksempler er Natashas Gi’ mig Danmark tilbage (endnu en overflødig udeladelsesapostrof) hvor hun og hele koret råber Giv mig Ungeren igen hvor ungeren bliver udtalt [ˈɔŋɐˈʁʌn] med tydeligt konsonantisk /r/. Altså, det lyder bare lidt mormoragtigt og ikke særlig rebelsk. Husets brugere vil nok snarere sige [ˈɔŋɐn]. Samme konsonantiske /r/ støder man på i Thomas Buttenschøns Smukkere end smuk.

Gode sjuskere

Jeg har før været ude med at sige at det at sjuske ordentligt med sproget er udtryk for god sprogbeherskelse, og manglende reduktioner er udtryk for manglende erfaring med sproget. Pointen kan fint overføres til lyrik, hvor det kræver en god sprogfornemmelse at udnytte den elastik der er i danske stavelser, når det skal stemme med versefødderne. Hyperdistinkte udtaler findes overalt i sange, men de er ikke altid lige påfaldende.

I den anden ende af skalaen vil jeg fremhæve Marie Key som er fremragende til at undermarkere stavelsesstrukturen i de kvasisyllabiske danske ordendelser. Dyrk:

En anden der har en stor plads i mit sjuskehjerte er den unge Niklas. Han har helt styr på schwa-reduktioner og tappede /d/’er og har stadig et fuldstændig tydeligt sprog. På trods af udeladelsesapostroffen får han lov til at afslutte dette indlæg med Ikke mer’ mig:

Kategorier
Udtale

Siger vi faktisk ‘fars’?

I fredagens Listen springer Politikens Lars Dahlager ud som sprogrøgter og  skriver på minuslisten:

Alle udtaler efterhånden ordet ’faktisk’ som ’fars’. F.eks.: »Vi er fars løbet tør for smør«.

Jeg går ud fra at ‘fars’ skal gengive udtalen [fɑs] og ikke [fɑːˀs] som i (kød)fars, hvilket peger på problemet med at gengive det åbne [ɑ] ortografisk i uvante kontekster.

Nå, spørgsmålet er hvor stort problemet er, om det er rigtigt at ‘alle’  efterhånden udtaler faktisk som [fɑs], og hvis de gør, gør det så egentlig nogen skade? Talesprogsforskeren finder straks sine værktøjer og argumenter frem og ser nærmere på faktisk.

Til det første spørgsmål: Jeg slår straks op i DanPASS og konstaterer at faktisk forekommer 64 gange i korpusset, og udtalen [fɑs] findes faktisk også, men der er kun en enkelt forekomst. Det er temmelig langt fra alle. Der kan selvfølgelig være forskellige årsager til at udtalen ikke er mere udbredt i lige dette udsnit af sproget. Jeg synes ikke selv at [fɑs] virker specielt usædvanligt, og jeg tror at jeg sagtens selv kan finde på at bruge den udtale.

Hvis vi ser lidt bredere, er der faktisk 13 ud af de 64 forekomster hvor faktisk udtales som et etstavelsesord, altså kraftigt reduceret, typisk med et velært eller palatalt element, så vi kunne ortografere ordet som faks eller fajs. Så det kunne godt tyde på at der er en tendens til at sjuske med udtalen af netop det ord.

Er det skidt? (eller egentlig ret godt?)

Her kommer vi så ind på det andet spørgsmål: Gør det noget? Eller mere interessant: Er der en særlig grund til at vi reducerer dette ord, og er det måske endda en fornuftig grund?

Grammatisk regnes faktisk traditionelt som et såkaldt sætningsadverbial. Sætningsadverbialer er ord som vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam osv., som kan stå på samme plads som faktisk i sætningen

Vi er {faktisk, vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam} løbet tør for smør

og de har det til fælles at de viser noget om hvad man mener, eller forventer at modtageren mener om rammeudsagnet vi er løbet tør for smør.

Som man kan se, er det karakteristisk for sætningsadverbialer at de er etstavede. Lige med undagelse af faktisk altså. Enstavelsesgøringen (synalepha med et finere ord) af faktisk kan altså ses som en tilbøjelighed til at passe ordet ind i den metriske ramme vi normalt bruger for lignende ord.

Jeg er ikke i tvivl om at vi bruger metrik og prosodi, altså stavelses- og trykgrupperytme og forholdet mellem betonede og ubetonede stavelser, som vigtige værktøjer i sprogprocesseringen, selvom jeg ikke er så meget inde i forskningen på det område. Mao. benytter vi ordenes metriske struktur og deres placering i den prosodiske frase som hjælp til at afkode hvad slags ord der er tale om, substantiver, adjektiver, verber osv., og dermed hvilken del af hjernen der skal viderebearbejde det så det akustiske signal bliver oversat til mening så effektivt som muligt.

Set i det lys er det ganske fornuftigt at reducere faktisk til fags/fajs. Det er både en konsekvens af og en hjælp til at hjernen indekserer ordet som de andre sætningsadverbialer. Og derfor er ganske ufortjent at denne udvikling er havnet på Politikens minusliste.

(En sidebemærkning: Jeg har ladet mig fortælle (af Peter Juul, tak!) at den nye grammatikbog, Grammatik over det danske sprog, skelner mellem sætningsadverbialer og såkaldte dialogpartikler, hvor dialogpartiklerne er de ovennævnte småord, mens sætningsadverbialerne er faktisk, nemlig, desværre og desuden. Man kan overveje om udtalevariationen i faktisk afspejler forskellige grammatiske funktioner og dermed er på vej til at udvikle sig til to forskellige ord. Jeg har ikke nok forstand på grammatik til at sige noget fornuftigere om dette, så det overlader jeg til andre.)

Tak til Morten og Skye for simultant at gøre mig opmærksom på indslaget i Listen.

Kategorier
Retskrivning Skriftsprog

Sammen satte ord – fra et fonetisk perspektiv

Retskrivningsordbogen har en enkelt regel hvor skrivemåden gøres afhængig af udtalen. Det drejer om § 18 – om hvorvidt en ordforbindelse skal skrives i et eller flere ord.

At lade en skrivemåde være afhængig af udtalen er problematisk, især fordi det forudsætter at forskellige sprogbrugere udtaler ordene ens, og det kræver at sprogbrugerne er bevidste om udtalen.

Den konkrete formulering i RO er:

Hvis en ordforbindelse udtales med ét hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord.

Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord.

Problem 1: Trykbevidsthed

Vi er generelt ikke særligt bevidste om tryk, os danskere. Og det er ikke bare hr. og fru Danmark og Brian fra Valby der ikke kan finde ud af det. Som underviser i fonetik er min erfaring at trykforhold ikke altid er let at lære selv for lingvistikstuderende, som man må forvente er tilstrækkeligt sprogligt bevidste og i øvrigt motiverede for at lære det.

Selv erfarne fonetikere som er trænede i lydopfattelse, kan være uenige om hvorvidt en stavelse er betonet eller ej. Hvis man klipper en ordforbindelse ud af en kontekst i et stykke spontantale, kan det være overordentligt svært at afgøre om der er tale om et kompositum eller om en frase.

At bede folk om at fornemme om et ord har hovedtryk eller ej, kan altså være meget at forlange. At oven i købet at bede dem om at skelne mellem flere trykgrader – hovedtryk, bitryk, nultryk – og for meget for de fleste.

Det kan være svært at forstå hvis man selv har let ved at høre tryk, men man må nok sige at en pæn del af befolkningen simpelthen er trykdøve.

Problem 2: Dobbelttryk

Reglerne forudsætter at sprogbrugerne rent faktisk udtaler et kompositum med et hovedtryk og et bitryk, men det gør man ikke i alle tilfælde. Man kan, måske især i visse dialekter, støde på at komposita udtales med dobbelttryk. I DanPASS-korpusset kan man fx finde følgende (og mange andre) ord udtalt med hovedtryk på begge stammer:

  • ‘færdigbe’skrevet
  • ‘første’salen
  • gar’din’billede
  • ‘lys’krydset
  • ‘løve’park
  • ‘rullegar’din
  • ‘start’punktet

Ifølge reglerne skal disse ord således skrives i to ord, for så vidt som de udtales med dobbelttryk, fx der ligger en løve park, et grønt rulle gardin, osv. Da Sprognævnet endnu ikke har beføjelser til at diktere udtalen, er man frit stillet mht. at skrive i ét eller to ord, bare man postulerer at det svarer til ens trykfordeling.

Ud over dette har vi en del ord som har en veletableret udtale med dobbelttryk, som ikke desto mindre skal skrives i ét ord, fx:

  • ‘øje’blik
  • ‘jule’aften
  • na’turlig’vis
  • ‘simpelt’hen
  • ‘stadig’væk

Ifølge § 18 skulle man skrive *naturlig vis er det simpelt hen stadig væk jule aften om et øje blik.

Det passer ikke lige godt ind i alles kram at ord udtales med dobbelttryk. Nogle taler endda om at danskere lider af trykkesyge. Men sådan forholder det sig nu en gang.

Problem 3: Dansk prosodi

Hvis en ordforbindelseudtales med éthovedtryk (stærkttryk) på det førsteled og bitryk (svageretryk) på det andet, skrives forbindelsen i étord.

Hvis jeg skulle læse § 18 op, ville min trykfordeling umiddelbart være sådan at ordene burde skrives sammen sådan som det er gjort ovenfor. Nu er jeg oven i købet en trænet fonetiker og kan finde ud af at skelne mellem mere end to trykgrader. Hvis jeg nu kun kunne skelne mellem stærkt tryk og svagere tryk, ville sætningen skulle skrives således:

Hvis en ordforbindelseudtalesmed éthovedtrykpådet førsteledog bitrykpådet andet, skrives forbindelseni étord.

Lige nu er jeg regelrytter og læser helt bevidst ikke intentionen i § 18. Men der er et problem i at trykforhold er tæt knyttet til hvilke ord man vil fremhæve, og dét kan variere en del.

Ord har det med at indgå i en kontekst, og ofte er konteksten afgørende for hvilke ord der skal have hoved-/bitryk. At fremhæve et ord prosodisk betyder ofte at man reducerer et hovedtryk i de omgivende ord til et bitryk, hvilket ifølge § 18 får konsekvenser for om ordene skal skrives sammen eller ej.

Ofte er det valgfrit om et ord skal udtales med hovedtryk eller bitryk. Skal denne valgfrihed afspejles i skrivemåden?

Der er ingen sprogbrugere der skriver på denne måde, heldigvis, men det viser at retskrivningsreglerne ikke er formuleret i overensstemmelse med deres intention. Hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op med de regler?

Dette problem også knyttet til det næste problem.

Problem 4: Hvad menes der med ‘ordforbindelse’?

Ovenfor viste jeg at der er masser af tilfælde hvor naboord ikke skal komponeres på trods af at de strengt taget opfylder kravene til det. Men hvilke ord skal så komponeres? § 18 henviser til ‘ordforbindelser’. Skal det forstås sådan et visse naboord indgår i en ordforbindelse, mens andre naboord ikke gør? Hvordan skal sprogbrugeren afgøre i eksemplet ovenfor at hoved+tryk er en ordforbindelse, men stærkt+tryk ikke er det, når trykfordelingen nu er ens?

Tja, det er muligt at grammatikerne har et svar på det. Jeg har ikke. Og Retskrivningsordbogen er tavs om det. Igen, hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op?

Problem 5: Det er slet ikke det der er problemet

Nu har jeg angrebet § 18 fra et fonetisk synspunkt. Det er blot for at vise at det er problematisk at bruge henvisninger til udtalen i forbindelse med retskrivningsreglerne. Hvis man gør det, må man acceptere at to sprogbrugere skriver samme ord forskelligt.

Men det er slet ikke det der er problemet ift. hvorfor så mange ikke kan finde ud af at skrive sammensatte ord.

Jeg vil vove at påstå at der findes to forskellige grammatikker i dansk: En der tillader andet end adjektiver på adjektivets plads, og én der ikke gør det (det er muligvis ikke den bedste beskrivelse – jeg er elendig til grammatik).

En meget forsimplet forklaring/et muligt scenarie

Man kan forestille sig at et dansk barn fx lærer ordene ringe og klokke at kende. Senere støder barnet på ordet ringeklokke. I talesproget er der ingen mellemrum, så barnet ved ikke som udgangspunkt om der er tale om et eller to ord. For barnet er der to muligheder: (1) Barnet opfatter det prosodiske cue hovedtryk+bitryk og lærer at de to ord er særligt integrerede – det er i virkeligheden kun ét ord, eller (2) barnet opfatter ikke det prosodiske cue (muligvis er det slet ikke til stede i de stimuli barnet får, jf. problem 2, muligvis tillægger barnet det en anden betydning, jf. problem 3).

På baggrund af barnets erfaringer danner det en grammatik. Barn 1 lærer at et ord kan bestå af flere stammer, og barn 2 lærer at substantiver og verber kan modificere et ord på samme måde som adjektiver kan. Begge børn har klaret en svær opgave, nemlig at udregne en grammatik på baggrund af begrænsede oplysninger.

I skolen lærer børnene at vi sætter mellemrum mellem to ord. “Det er fint”, tænker børnene. Barn 1 skriver ringeklokke i ét ord som de jo er i barn 1’s hoved, og barn 2 skriver ringe klokke i to ord, som det jo er i barn 2’s hoved.

Hvordan pokker lærer vi barn 2 at man kontraintuitivt skal undlade at lave mellemrum mellem to ord i særlige tilfælde? Eller skal vi måske i stedet lære barn 1 at den anden måde at gøre det på, også er i orden?

En bemærkning om indflydelse fra engelsk, stavekontroller og sms-ordbøger

Det bliver ofte fremført at orddelingsfejl skyldes påvirkning fra engelsk, stavekontroller eller sms-ordbøger, som ikke kan finde ud af at sammenskrive ord sådan som de skal være.

Børns tilegnelse af orddannelsesprocesser sker før de introduceres til disse tre ting. Så hvis de skulle have en indflydelse, må man altså forudsætte at barnet har lært at skrive sammensatte ord først, men at dette så ‘ulæres’ når barnet stifter bekendskab med engelsk og elektroniske ordbøger. Det finder jeg meget usandsynligt.

Der kan næppe heller påvises nogen sammenhæng mellem hvor meget man udsættes for engelsk, eller hvor meget man bruger elektroniske ordbøger, og så hvor mange orddelingsfejl man laver.