laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

musik

Hvad ved danske popsangere om prosodi?

Her i weekenden blev sangen Jeg bli’r ved kåret som vinderen af børnenes MGP 2012. Jeg synes den stilistiske udeladelsesapostrof i bli’r er lidt pjattet, for der er aldrig nogen der siger [bliːˀvɐ/bliːʊ̯ˀɐ], så det er jo ikke fordi vi er i tvivl om hvorvidt ordet skal udtales med en eller to stavelser. Nå, men det er sådan et pædagogisk kneb lyrikforfattere benytter indimellem, måske fordi vi kan være tilbøjelige til en hyperdistinkt udtale når vi synger lejlighedssange og deslige.

Men i denne sammenhæng var det ekstrafjollet med stavemåden bli’r, for i sangen bliver bliver tydeligt udtalt [bliːvɐ]. Bedøm selv. Der er således et dobbelt udtryk for dårligt lyrikforfatterskab: En unødvendig omskrivning af bliver, og dernæst en udtale som ikke er tro mod denne omskrivning, eller gængs udtale i det hele taget.

Nu er Energy, som MGP-vinderne kalder sig, kun 10-13 år, så man kan nok bære over med dem. Men er det bedre hos voksne, professionelle sangskrivere? Men burde vel forvente at folk der lever af at sætte sprog og musik sammen, har en særligt forfinet sans for sprogets prosodi. Men sådan er det nu ikke altid.

I Medinas hit Ensom fra 2009 skanderer hun som hun var til staveprøve i 3. klasse: Jeg vil ikke [ˈhæːvə] nogen anden synger hun, men [ˈhæːvə] kan i talesprogsdansk kun være en distinkt udtale af det udendørsareal der almindeligvis befinder sig bag parcelhuse i provinsen, aldrig af verbet have, som udtales [ha] eller [hæːˀ] hvis de skal være rigtig tydeligt. Kort efter dette synger hun i omkvædet “[ˈsyːnəs] du selv”, men [syːnəs] er kun noget biler skal en gang imellem. I betydningen mene udtales det etstavet [sys] eller til nød [syns].

Medina kan mere. I Kl. 10 har hun ikke bare ikke schwa-assimilation i indeni i første linje af første vers, men schwaet er stærkt betonet. I første linje i andet vers er det at i “Jeg glæder mig til at vi” der tager trykket.

Et andet af mine yndlingseksempler er Natashas Gi’ mig Danmark tilbage (endnu en overflødig udeladelsesapostrof) hvor hun og hele koret råber Giv mig Ungeren igen hvor ungeren bliver udtalt [ˈɔŋɐˈʁʌn] med tydeligt konsonantisk /r/. Altså, det lyder bare lidt mormoragtigt og ikke særlig rebelsk. Husets brugere vil nok snarere sige [ˈɔŋɐn]. Samme konsonantiske /r/ støder man på i Thomas Buttenschøns Smukkere end smuk.

Gode sjuskere

Jeg har før været ude med at sige at det at sjuske ordentligt med sproget er udtryk for god sprogbeherskelse, og manglende reduktioner er udtryk for manglende erfaring med sproget. Pointen kan fint overføres til lyrik, hvor det kræver en god sprogfornemmelse at udnytte den elastik der er i danske stavelser, når det skal stemme med versefødderne. Hyperdistinkte udtaler findes overalt i sange, men de er ikke altid lige påfaldende.

I den anden ende af skalaen vil jeg fremhæve Marie Key som er fremragende til at undermarkere stavelsesstrukturen i de kvasisyllabiske danske ordendelser. Dyrk:

En anden der har en stor plads i mit sjuskehjerte er den unge Niklas. Han har helt styr på schwa-reduktioner og tappede /d/’er og har stadig et fuldstændig tydeligt sprog. På trods af udeladelsesapostroffen får han lov til at afslutte dette indlæg med Ikke mer’ mig:

Verdens dybeste stemme?

Jeg stødte på en video om sangeren Timothy Storms, som angiveligt har verdensrekorden for dybeste stemme – han skulle kunne brumme helt ned til 8 Hz. Umiddelbart er der dog flere absurde påstande i videoen. Men før man kan indse det, må man lige lære lidt om hvordan vi frembringer toner.

Vi bestemmer stemmens grundtone ved at måle antallet af stemmelæbesvingninger i sekundet. Stemmelæbesvingninger opstår ved at vi spænder stemmebåndene samtidig med at vi presser luft igennem glottis. Luftgennemstrømningen får stemmelæberne til at klappe sammen (pga. bernoulli-effekten), men så snart de er klappet sammen, opstår der overtryk under glottis, som får stemmelæberne til at poppe fra hinanden igen. Denne konstante vekselvirkning mellem bernoulli-effekt og overtryk skaber de udsving i lufttrykket som vi opfatter som lyd.

Hver gang stemmelæberne popper fra hinanden frigøres en lille komprimeret luftpakke som forplanter sig i rummet, og det høres som et lille plop. Hvis man sætter man mange af disse plop sammen, opfattes det som en tone, og antallet af plop pr. sekund (Hz) bestemmer grundtonen. Normalt ligger grundtonen i nærheden af 100 Hz for mænd og 200 Hz for kvinder, altså 100-200 plop i sekundet.

Nå, så til nogle af de ting der påstås af og om Timothy Storms.

For det første giver det ikke mening at tale om verdens dybeste stemme eller grundtone. Med lidt øvelse kan man kontrollere subglottalt tryk og stemmelæbespænding så godt at man kan lave en vilkårligt lav frekvens. Jeg er ikke sanger (bare fonetiker), men kan sagtens lave et isoleret plop, og hvis jeg gør det med fx 2 sekunders mellemrum, så har jeg en “grundtone” på 0,5 Hz.

For det andet er det noget sludder når Timothy Storms påstår at 8 Hz er så lavt at det menneskelige øre ikke kan opfatte det. Det er rigtigt at vi ikke opfatter sinustoner under 20-25 Hz, men vi kan sagtens høre begivenheder der indtræffer sjældnere end 20 gange i sekundet. Vi opfatter det blot ikke længere som toner men i stedet som fx vibrationer eller trommen, og hvis frekvensen bliver tilstrækkelig lav, som individuelle begivenheder. Således kan vi også tydeligt høre de plop der dannes i glottis, selvom de kommer med en frekvens langt under 20 Hz.

Stemmelæbesvingninger er ikke sinustoner – det er komplekse toner, dvs. de er sammensat af mange sinustoner med højere frekvenser på op til flere tusinde Hz. Selv om stemmelæbesvningerne er langsomme, er de højere sinustoner der stadig, og altså stadig hørbare. Afhængigt af hvordan vi former mundhulen vil forskellige frekvensområder blive fremhævet eller nedtonet, og på den måde laver vi fx forskellige vokaler.

På videoen ser man Timothy Storm synge “så lavt at man ikke kan høre det”. Jeg ved ikke hvad det er han laver, men hvis man ikke kan høre det, er det ikke stemmelæberne der svinger. Det er muligt at han har udviklet en særlig teknik til at rumle med maven, som så opfattes af mikrofonen, men det er ikke sang.

Sang med meget lavfrekvente glottisslag

For at demonstrere mine pointer vil jeg spille et stykke musik af DJ’en Claude VonStroke med den farverige titel Deep Throat. Han har her samplet isolerede glottisslag og sat dem sammen til at danne både rytme og melodi – tydeligt hørbart, også selvom der er færre end 8 af dem i sekundet. (Hvis man ikke er til genren, men blot vil høre demonstrationen, skal man hoppe direkte til 1:30).

Overtonesang

En vokal kan siges at bestå af en grundtone og en række overtoner. Grundtonen er den frekvens vores stemmelæber svinger med, og det er normalt grundtonen der bærer melodien når vi synger.

Overtonerne er ikke noget vi almindeligvis hører som selvstændige toner. Lidt vagt formuleret er de med til at give lyden karakter. Det er overtonerne der gør at en C-node lyder forskelligt når man spiller den på fx en trompet ift. en fløjte, selvom det i en vis forstand er samme tone. Afhængigt af musikinstrumentets fysiske udformning vil nogle overtoner blive fremhævet, mens andre bliver dæmpet; det er blandt andet det der gør at musikinstrumenter lyder forskelligt.

På samme måde ændrer overtoneforholdene sig når vi artikulerer forskellige vokaler. Vi flytter rundt på tungen og læberne, hvilket ændrer på mundhulens udformning, hvilket gør at nogle overtoner fremhæves frem for andre.

Med teknikker med især tungen, læberne og struben kan man forme mundhulen således at bestemte overtoner fremhæves samtidig med at grundtonen dæmpes. Og hvis man mestrer disse teknikker, kan man frembringe hørbare melodier i overtonerne.

Overtonesang er særlig udbredt i folkemusik i området omkring Tuva og Mongoliet. Her er et klip med den tuvinske folkemusikgruppe Huun Huur Tu som demonstrerer en art overtonesang kaldet sygyt.

I folkemusikalske sammenhænge virker grundtonen som drone, mens overtonen bærer melodien, men nogle kunstnere er øvede i at bevæge både grundtonen og overtonen så de danner tostemmige melodier. Det gælder fx den tyske overtonesanger og komponist Jan Heinke.

Her er et filmklip hvor Jan Heinke synger en af sine egne kompositioner, og samtidig vises en spektrografisk analyse af overtonerne.

Her er endelig en laryngoskopisk optagelse af overtonesangeren Steve Sklars svælg mens han synger sygyt. Læg især mærke til den ekstreme indsnævring af svælget i forhold til normal sang. Dette tjener formodentlig til at dæmpe grundtonen.

Følg med

rss e-mail FB Twitter