Korte, lange og ekstralange konsonanter

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere fonologiske stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men min fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal med schwa i åben stavelse.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller schwa i lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok i gennemsnit forskellig varighed selvom de traditionelt annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog, ud over dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

Påske og vokallængde

Påsken synger på sidste vers for i år, men jeg vil lige smide et indlæg om det, inden det er alt for sent. Påske /pɔːskə/ [ˈpʰɔːsg̊ə] er fonologisk set et usædvanligt ord i dansk idet det har en lang vokal foran en konsonantgruppe.

I monomorfematiske danske ord (altså ord der består af kun ét morfem) er vokalen almindeligvis kort foran konsonantgrupper. Der findes dog nogle undtagelser foran /st sk/, såsom faste (= undlade at spise), puste, hoste, besk, slesk og altså påske, og desuden skæbne, væbne, æble.

Det er plausibelt at distinktionen mellem korte og lange vokaler i dansk er opstået ved at vokaler blev forlænget foran enkeltkonsonanter for at understrege at den efterfølgende konsonant var kort. Dette samme findes også i svensk og norsk hvor vokallængde og konsonantlængde stadig følges pænt ad sådan at enten vokalen eller konsonanten er lang, men ikke begge dele. Fx har det svenske ord for ‘mejse’ tita lang vokal og kort konsonant [tiːta], mens titta ‘kigge’ har kort vokal, men lang konsonant [titːa].

Med tiden er konsonantlængden forsvundet i dansk, så den eneste forskel på fx skule og skulle nu er vokallængden. Antageligvis blev forskellen i vokallængde så betydelig at man ikke længere bed mærke i konsonantlængden. Dobbeltkonsonanterne er dog stadig bevaret i skriften, og således markerer dobbeltkonsonanter i moderne dansk retskrivning at vokalen er kort.

Jeg var i Sverige i påsken, hvor man ønsker glad påsk i stedet for god påske, og der stilles påskgodis frem i butikkerne. Svenskere udtaler i øvrigt påsk med kort vokal.

(Lettere revideret d. 12/04-2011 jf. nedenstående kommentarer)