Utilpasset IPA: Stød

Stød er det man får når man rører ved et elektrisk hegn eller stikker fingrene i en stikkontakt. Hvorfor bruger vi i dansk betegnelsen stød for en lydlig egenskab som intet har med stød at gøre?

Hvorfor skriver vi dette stød med ◌ˀ, et tegn der ikke findes i IPA?

Der er skrevet artikler og afhandlinger om det danske stød i snart 300 år, og det bliver overalt fremstillet som noget helt særligt og unikt ved dansk. Stød kan ikke meningsfuldt oversættes til fx engelsk. Push, punch, thrust, poke? Shock? Det vækker ingen fonetiske associationer. Ofte bruges simpelthen bare stød i engelske tekster, hvilket bidrager til en ide om at det er et helt unikt fænomen i verdens sprog og noget særlig vigtigt i dansk.

Men stød er ikke noget særligt. Man kan finde lignende fonetiske fænomener overalt i verdens sprog. I andre sprog er det bare typisk noget der ignoreres i sprogbeskrivelsen, fordi det ikke rigtig spiller nogen rolle. Dansk har sine egne regler for hvornår dette fænomen forekommer, men det gør det ikke til noget unikt.

Hvorfor omgærde stødet med en aura af noget noget helt utrolig specielt og mystisk ved dansk, noget hvis lige ikke findes i noget andet sprog, noget som er så eksotisk at vi må opfinde vores helt eget tegn og ord for det, noget som vi dårligt selv kan forklare, noget som de færreste danskere egentlig bemærker eller kan få greb om, men samtidig fremstilles som ekstremt vigtigt hvis man vil være rigtig dansker?

Hvorfor ikke fokusere på lighederne med andre sprog, bruge en notation og terminologi som er fonetisk præcis og gennemskuelig for både danske sprogstuderende og udlændinge der interesserer sig for dansk? Og hvorfor ikke være realistiske og pragmatiske i fremstillingen af hvor specielt og vigtigt stødet egentlig er?

Kan du ikke lige forklare forskellen på tryk og stød en gang mere? Det er nok det spørgsmål jeg har fået flest gange som fonetikunderviser. Efter jeg er gået over til at bruge fonetisk præcis terminologi og notation og afeksotificere emnet, er forvirringen blevet væsentlig reduceret. Bevares, der er stadig problemer, det er et af de mest bøvlede områder af dansk udtalebeskrivelse, men vi behøver ikke gøre det mere besværligt end det er.

Desværre er selve betegnelsen stød i og for sig ikke særlig heldig; den giver ikke de rigtige associationer. Desuden bevirker den at mange er tilbøjelige til at blande stød og tryk sammen

Steffen Heger, Sprog og lyd

Hvad er stød?

Jeg tænker at de fleste af mine læsere grundlæggende er med på hvad stød er, men kort fortalt er stød er det der gør at bønder ikke lyder som bønner, at hund ikke lyder som hun osv. Beskrevet med almindelige ord kan det føles som at man giver bønder og hund lidt ekstra tryk eller laver et lille hak ned i halsen.

Men hvad er stød? Det kan være svært at sætte fingeren på, ikke fordi det er meget mystisk, men fordi det kan variere en del. Det er under alle omstændigheder noget man gør med stemmelæberne, nede i struben. Det kan være at man danner lukke med stemmelæberne, eller at man laver en lidt knirket lyd, eller bare at stemmelæberne vibrerer lidt langsommere så man får et fald i tonegangen.

Det er svært at finde en betegnelse og et lydskrifttegn der dækker det hele, og så er man altså landet på at kalde det stød, en betegnelse som ikke siger for meget, men til gengæld heller ikke rigtig siger noget overhovedet.

Glottalisering, creaky voice, glottal plosiv, glottal approksimant

Stød beskrives traditionelt som en art knirkestemme, en uregelmæssighed i stemmelæbesvingningerne. Ordene art bidrager kun med vaghed her. Stød er typisk en art knirkestemme, eller creaky voice i IPA-termer, eller bare knirk, hvis det skal være mere mundret, og det kan noteres med ◌̰. Som man kan se i mine seneste indlæg og på udtaleordbog.dk, er jeg begyndt at bruge denne fonetisk præcise notation ◌̰, som også visuelt har den fordel at vise at det er noget man gør samtidig med en anden lyd, frem for noget der fremstår som et selvstændigt segment.

Creaky voice, knirket stemme, opstår når man presser stemmelæberne lidt mere sammen end i en almindelig stemt lyde. Det bevirker at forskellige dele af stemmelæberne begynder at vibrere ude af sync, og det giver altså en uregelmæssig, knirket virkning. Hvis man presser stemmelæberne nok sammen, holder de helt op med at vibrere, hvilket resulterer i en glottal plosiv, som man noterer med ʔ i IPA.

Creaky voice kan således også beskrives med udgangspunkt i en glottal plosiv, hvor stemmelæberne bare ikke bliver presset helt nok sammen, så i stedet for at stoppe helt med at vibrere, fås altså disse uregelmæssige stemmelæbesvingnnger. Det kaldes indimellem en knirket glottal approksimant (creaky-voiced glottal approximant). Det kan noteres i IPA med eller ʔ̰. (Hvis man beskriver stødet med udgangspunkt i dette, er der snarere tale om en koartikuleret knirket glottal approksimant, da det artikuleres sammen med et andet segment.)

Om man beskriver creaky voice med udgangspunkt i normal stemthed eller ud fra en glottal plosiv, er to sider af samme sag. I begge tilfælde resulterer det i denne uregelmæssige vibration fordi forskellige dele af stemmelæberne vibrerer ude af sync. I begge tilfælde vil der være en tilgang hvor stemmelæberne begynder at vibrere mere og mere uregelmæssigt, og en fragang hvor stemmelæberne vender tilbage til normal vibration.

Det knirkede stød kan veksle mellem disse udtaler, et komplet glottalt lukke eller knirket fonation. Vi kan variere lidt i timingen af fragang, tilgang, hvor hurtigt og kraftigt vi lukket til i glottis, men det ligger alt sammen inden for spændet mellem creaky voice og glottalt lukke. Det kan samlet set kaldes en form for laryngalisering eller glottalisering.

Glottaliseringer i andre sprog

Ladefoged og Maddieson beskriver i deres klassiske værk The Sounds of the Worlds Languages at sådan en glottal approksimant/creaky voice er en ganske almindelig allofon af glottale plosiver /ʔ/ i intervokalisk position i størstedelen af verdens sprog der har dette fonem, hvilket er ganske mange sprog (her er et udvalg af dem). Det er altså slet ikke specielt at have dette som en distinktiv størrelse i sproget.

Et dansk ord som lager kunne således intuitivt fint noteres /læʔɐ/ hvor det helt naturligt vil følge at man ofte ikke lukker helt til i glottis mellem de to vokaler, [læʔ̞ɐ], ligesom vi ofte ikke lukker helt til i /k/ når vi siger /snakɐ/.

Ladefoged og Maddieson beskriver også mange andre lignende fænomener, knirkestemme, glottale plosiver, glottaliseringer af forskellig grad og timing overalt i verden. De bliver, som i dansk, ofte brugt til at afgrænse stavelser, ord, fraser og lignende. Det er fx et meget almindeligt fænomen i mange sprog at hvis et ord starter med vokal, så indleder man gerne denne vokal med en glottal plosiv/approksimant.

Jeg sætter jævnligt studerende til at transskribere tilfældige eksotiske sprog. Her støder man meget ofte på noget der lyder og ligner det danske stød til forveksling. Det vækker undren blandt studerende der netop har læst at det danske stød er noget helt unikt som ikke har sin lige i noget andet sprog.

Herunder et kan se et spektrogram fra en vilkårlig aserbajdsjansk transskriptionsopgaver, hvor der er en tydelig glottalisering [ʔ̞] mellem to ord /se æv/ (stemmelæbesvingninger ses ved de lodrette streger; i perioden i midten af spektrogrammet opstår der uregelmæssigheder i afstanden mellem de lodrette streger). Det ligner et helt almindeligt dansk stød:

Vores opfattelse af stød som noget helt unikt, er ganske enkelt forkert. Glottaliseringer af forskellig art findes i alle sprog. De opstår helt naturligt når vores stemmelæber af forskellige grunde vibrerer lidt ude af sync. I mange sprog er det en redundant egenskab ved bestemte lingvistiske størrelser, i nogle sprog fører det til en systematisk anvendelse hvor man glottaliserer enten i forbindelse med bestemte segmenter, stavelser, ord, fraser eller som en sociofonetisk markør. Og i nogle sprog bliver denne gestus distinktivt. Det er almindeligt, der er intet eksotisk over det.

Tonal accent

Det undrer mig at stød udelukkende bliver beskrevet som knirkestemme i dansk fonetisk litteratur (det nævnes måske som noget helt specielt at det i gammel slesvigsk dialekt nærmere svarer til en tonal accent). I jysk sker der noget andet. Om det er en ny ting eller om dialektforskere og fonetikere har overset det i generationer, ved jeg ikke. Det er noget der bør blive undersøgt nærmere.

Når jeg hører unge jyder tale, bruger de ofte ikke den københavnske knirkestemme. Det ved de udmærket selv; de vrænger gerne af københavnernes brægende udtale. Der hvor jeg knirker, har de i stedet et fald i tonegangen. Når de siger bønner (uden stød), starter de på lav tone og ender højt, [pœ̀nɐ́], når de siger bønder (med stød), starter de på høj tone og ender lavt, [pœ́nɐ̀]. Når de siger skåle, stiger tonen, [skɔ̌ːl], når de siger skål, falder tonen, [skɔ̂ːl]. Dette er ganske parallelt med tonale accenter i svensk og norsk og de historiske forhold i dansk. Det er ikke isoleret til Slesvig; det findes overalt i Jylland.

Når de unge jyder siger ord som traditionelt ikke har stød i jysk dialekt, bruger de i øvrigt gerne det københavnske knirk, [pʰul̰s] puls.

Herunder et spektrogram hvor man kan se tonegangen hos en yngre jyde der siger hhv. bønner og bønder. Der er tydelig forskel i tonegangen, men intet spor af knirk i bønder.

Tonegangen i bønner vs. bønder udtalt af 31-årig taler fra Skjern.

Jeg har ikke studeret jysk så meget at jeg kan give et færdigt bud på den bedste notation i IPA. Men der er masser af redskaber til at notere det; der er ingen grund til at opfinde sine egne tegn.

Tonale accenter er, som glottaliseringer af forskellig art, på ingen måde unikt for dansk. Det kan man læse mere om her.

Hvor vigtigt er stød, øhm, knirk i dansk?

Jeg er oprindeligt fra Bornholm hvor der traditionelt slet ikke er knirk. Det var noget jeg skulle lære da jeg flyttede til København som 11-årig. Alle der har prøvet at lære det, kan blive enige om at det er sindssygt svært at lære. Jeg selv, der om nogen er fonetisk interesseret og motiveret, laver stadig fejl, over 20 år efter at jeg for alvor begyndte at blive opmærksom på det. Det er åndssvagt kompliceret og ganske imponerende at danskere som sådan har fint styr på det.

Vi plejer at sige at knirk er distinktivt, netop med henvisning til ordpar som bønder/bønner og en del andre ordpar. Men så er det da lidt underligt at der findes dialekter som klarer sig fint uden knirk eller tonal accent. Når vi synger, bruger vi traditionelt ikke knirk eller tonal accent. Men alligevel forstår vi udmærket sangtekster, også selvom tonerne i en sang bevæger sig i stik modsat retning end i talesproget.

Når jeg indimellem stadig er tvivl om hvorvidt der er knirk i et ord, hjælper det sjældent at spørge en gennemsnitlig dansker om det. Medmindre folk har en lingvistisk uddannelse, er de simpelthen ikke bevidste om det, de kan ikke høre det, de ved ikke om de siger et ord med eller uden stød. De kan godt høre at bønder og bønner lyder forskelligt, men kan ikke rigtig sætte ord på hvad der gør dem forskellige. Hvis de hører et ord i isolation, kan de ofte ikke høre om det er et af dem med knirk eller et af dem uden.

Det er de færreste der starter på et fonetikkursus, som nogensinde har hørt om stød før, og dem der har, har typisk hørt noget forkert. Selv efter at have fået en del træning i det, har mange studerende svært ved at afgøre hvornår der er knirk, og mange noterer det ret vilkårligt i deres transskriptioner.

Knirk markeres slet ikke ortografisk. Det er ikke nødvendigt. Knirket er et rudiment af en tonal markering af tunge stavelser i middelalderdansk. Det var redundant, og i langt de fleste ord er knirket stadig redundant og forudsigeligt. Hvis vi kender ordets ordklasse og bøjningsform, hvilket vi som regel kan regne ud fra konteksten, følger det i de fleste tilfælde automatisk deraf om der skal være knirk eller ej.

Alle disse forhold gælder slet ikke i samme grad for andre distinktive størrelser i sproget.

Så på den ene side har vi ordpar hvis eneste forskel er om der er knirk eller ej. På den anden side virker det ikke særlig vigtigt for danskere. Når man skal lære dansk eller undervise i dansk, tror jeg ikke der er payoff på at fokusere for meget på at lære at knirke rigtigt. Det er urimelig svært. Der er stort sandsynlighed for at man alligevel aldrig lærer det ordentlig. Man ender med at afsløre sig som en der ikke har dansk som modersmål uanset hvad man gør, og det har ikke rigtig den store betydning for danskerne i sidste ende.

Men hvad med i IPA-lydskrift? Glottaliseringer er som sagt ganske almindelige i andre sprog, men ofte ikke noget man noterer i bred IPA. Med baggrund i minimalpar kan man rimeligvis argumentere for at inkludere knirk i bred IPA. Ingen tvivl om at det er noget man skal lære om på et fonetikkursus. Men ud fra hvor svært det er for danskere egentlig at få greb om det, virker det ikke som at vi er afhængige af det. Det er bare noget der følger med, ligesom tonegang og stemmekvalitet i øvrigt, og man kan diskutere om det egentlig er funktionelt, betydningsadskillende, alt efter hvad man lægger i det ord.

I mange akademiske sammenhænge er knirket vældig interessant, især som dialektal markør. Om man knirker eller har tonal accent, og hvilke ord man gør det i, siger noget om hvilket dialekt man stammer fra. Ingen tvivl om at det er sjovt at beskæftige sig med som sprogforsker. Måske stammer vores opfattelse af knirkets vigtighed netop herfra. Det er en interessant dialektmarkør, og derfor har det fået meget fokus i Danialydskrift og sprogforskningen, men ligesom andre af Danias dialektale distinktioner glemmer man at skelne mellem hvad der er vigtigt i en akademisk sammenhæng vs. hvad der er vigtigt at kunne skelne fx når man skal lære at tale dansk.

Med forbehold for min stødløse baggrund synes jeg vigtigheden er overdrevet i introduktionen af dansk, og der er sammenhænge hvor man kan overveje at ignorere knirket helt. Vi taler aldrig om sprængansats som noget vigtigt i dansk, selvom det er langt hyppigere end mange af vores ‘rigtige’ fonemer. På andre sprog ignorerer man typisk lignende glottaliseringer i brede sprogbeskrivelser. Måske er det et emne der hører hjemme i videregående sammenhænge, men ikke på sprogskoler og brede introduktioner til dansk.

Opsummering

Stød er hverken så specielt at vi er nødt til at bruge vores egne udtryk og notationer til at beskrive det, eller så vigtigt at man ikke kan klare sig uden på dansk. Det mest specielle ved stød er at vi går så meget op i det og nægter at give slip på det som noget helt specielt dansk.

Lad os tale om stød når vi taler om elektricitet, boksning og billiard. Lad os bruge fonetiske betegnelser når vi taler om fonetik. Og lad os bruge IPA-tegn når vi skriver IPA. Lad os afmystificere det og gøre det tilgængeligt ved at se på lighederne med andre sprog, i stedet for at omgærde det med mystificerende tegn og beskrivelser. Vi siger ikke længere gummerand, ganesejl, snøvl, klusiler og spiranter. Vi siger alveolarrand, velum, nasalering, plosiver og frikativer. Det er gavnligt og ufarligt at udskifte forældet, uigennemskuelig dansk terminologi med transparente fagord.

Det der traditionelt kaldes stød, er fonetisk set en glottalisering, en glottal plosiv, glottal approksimant, creaky voice, et knirk eller en tonal accent, alt efter hvem der taler og hvordan man anskuer det. Alle disse fænomener er ganske almindelige og findes i forskellige afarter overalt i verden.

Lad os holde os til IPA-tegn når vi skriver IPA. Lad os notere lydene som det de er:

  • ◌̰ betegner knirk eller knirkestemme.
  • ʔ betegner en glottal plosiv eller approksimant.

De to notationer er to sider af samme sag, og man kan vælge den der stemmer bedst med ens intuition. Jeg foretrækker ◌̰ fordi det afspejler det koartikulerede aspekt, at det er en gestus som falder samme med et andet segment.

  • Der er et hav af tegn til de tonale accenter man finder i jysk. Hvad der er mest passende, kræver nærmere undersøgelser, men man kan starte et sted og notere høj og lav tone med ◌́ ◌̀.

Jeg er åben over for bud, både mht. notation og mundret terminologi, bare den forholder sig til den fonetiske virkelighed og er transparent ift. IPA-terminologi.


Dette er det sidste emne i serien om Utilpasset IPA. I næste indlæg kommer der en opsamling og konklusion.

Link til diskussion på schwa.dk’s facebookside

Vil du se min smukke glottis?

D. 11 april blev der afholdt Stemmens Dag i Rundetårn. Her præsenterede folk med vidt forskellige baggrunde – sangere, talepædagoger, mediologer, retorikere og fonetikere – hver deres vinkel på hvad vi kan bruge stemmen til. Jeg benyttede muligheden for at besøge øre-næse-halslæge Frans Rømelings stand, hvor man kunne få en stroboskopisk undersøgelse, dvs. få ført et kamera ned i halsen og filmet sin glottis.

Desværre kunne man ikke optage direkte fra apparatet, så jeg måtte få en kollega til at filme det med mit eget kamara, så kvaliteten er ikke formidabel, men det er min glottis, og i al sin groteskhed er jeg egentlig meget glad for den.

Jeg prøvede at variere tonehøjden og skifte mellem luftfyldt og komprimeret stemme, og jeg lavede også nogle glottale lukkelyde. Jeg blev egentlig selv lidt overrasket over at se hvor stor forskel der er på en åben og indsnævret glottis. Nyd det lige.

[Javascript required to view Flash movie, please turn it on and refresh this page]

Verdens dybeste stemme?

Jeg stødte på en video om sangeren Timothy Storms, som angiveligt har verdensrekorden for dybeste stemme – han skulle kunne brumme helt ned til 8 Hz. Umiddelbart er der dog flere absurde påstande i videoen. Men før man kan indse det, må man lige lære lidt om hvordan vi frembringer toner.

Vi bestemmer stemmens grundtone ved at måle antallet af stemmelæbesvingninger i sekundet. Stemmelæbesvingninger opstår ved at vi spænder stemmebåndene samtidig med at vi presser luft igennem glottis. Luftgennemstrømningen får stemmelæberne til at klappe sammen (pga. bernoulli-effekten), men så snart de er klappet sammen, opstår der overtryk under glottis, som får stemmelæberne til at poppe fra hinanden igen. Denne konstante vekselvirkning mellem bernoulli-effekt og overtryk skaber de udsving i lufttrykket som vi opfatter som lyd.

Hver gang stemmelæberne popper fra hinanden frigøres en lille komprimeret luftpakke som forplanter sig i rummet, og det høres som et lille plop. Hvis man sætter man mange af disse plop sammen, opfattes det som en tone, og antallet af plop pr. sekund (Hz) bestemmer grundtonen. Normalt ligger grundtonen i nærheden af 100 Hz for mænd og 200 Hz for kvinder, altså 100-200 plop i sekundet.

Nå, så til nogle af de ting der påstås af og om Timothy Storms.

For det første giver det ikke mening at tale om verdens dybeste stemme eller grundtone. Med lidt øvelse kan man kontrollere subglottalt tryk og stemmelæbespænding så godt at man kan lave en vilkårligt lav frekvens. Jeg er ikke sanger (bare fonetiker), men kan sagtens lave et isoleret plop, og hvis jeg gør det med fx 2 sekunders mellemrum, så har jeg en “grundtone” på 0,5 Hz.

For det andet er det noget sludder når Timothy Storms påstår at 8 Hz er så lavt at det menneskelige øre ikke kan opfatte det. Det er rigtigt at vi ikke opfatter sinustoner under 20-25 Hz, men vi kan sagtens høre begivenheder der indtræffer sjældnere end 20 gange i sekundet. Vi opfatter det blot ikke længere som toner men i stedet som fx vibrationer eller trommen, og hvis frekvensen bliver tilstrækkelig lav, som individuelle begivenheder. Således kan vi også tydeligt høre de plop der dannes i glottis, selvom de kommer med en frekvens langt under 20 Hz.

Stemmelæbesvingninger er ikke sinustoner – det er komplekse toner, dvs. de er sammensat af mange sinustoner med højere frekvenser på op til flere tusinde Hz. Selv om stemmelæbesvningerne er langsomme, er de højere sinustoner der stadig, og altså stadig hørbare. Afhængigt af hvordan vi former mundhulen vil forskellige frekvensområder blive fremhævet eller nedtonet, og på den måde laver vi fx forskellige vokaler.

På videoen ser man Timothy Storm synge “så lavt at man ikke kan høre det”. Jeg ved ikke hvad det er han laver, men hvis man ikke kan høre det, er det ikke stemmelæberne der svinger. Det er muligt at han har udviklet en særlig teknik til at rumle med maven, som så opfattes af mikrofonen, men det er ikke sang.

Sang med meget lavfrekvente glottisslag

For at demonstrere mine pointer vil jeg spille et stykke musik af DJ’en Claude VonStroke med den farverige titel Deep Throat. Han har her samplet isolerede glottisslag og sat dem sammen til at danne både rytme og melodi – tydeligt hørbart, også selvom der er færre end 8 af dem i sekundet. (Hvis man ikke er til genren, men blot vil høre demonstrationen, skal man hoppe direkte til 1:30).

Stemmelæberne i aktion

Her er en film hvor man kan få lov at se struben indefra. Filmen er optaget med laryngoskopi, hvorved et kamere føres ind gennem næsen og ned i svælget. Den tungelignende formation nederst i billedet er epiglottis.

Bemærk i øvrigt at de stemmelæbesvingninger man ser på filmen, ikke svarer til de reelle stemmelæbesvingninger. De er blot en konsekvens af at man filmer højfrekvent svingninger med lavfrekvent optageudstyr (svarende til film hvor man tilsyneladende ser hjul bevæge sig meget langsomt eller ligefrem baglæns, mens køretøjet bevæger sig hurtigt fremad).