Utilpasset IPA: Hvad er /a/ i IPA?

I sidste indlæg skrev jeg om hvordan vokaler er defineret i IPA, bl.a. at vokaler er afgrænset af et vokalrum af de fire vokaler /i a ɑ u/.  I dette og næste indlæg ser jeg på hvordan de danske vokaler skal noteres i IPA. I dette indlæg ser jeg mere specifikt på hvilke danske vokaler der svarer til disse /i a ɑ u/, og i næste indlæg ser jeg på hvor resten af vokalerne så må skulle placeres ift. disse.

Definitionen af /i u/ svarer udmærket til de danske vokaler, i ord som /kʰiːlə kʰuːlə/ kile, kugle, som hhv. en lukket fortungevokal og bagtungevokal. Det tror jeg er helt ukontroversielt. Men hvad med /a ɑ/? I dansk tradition bruger man a ɑ for vokalerne i hhv. katte og kappe, fx DOO kadə kɑbə (næsten identisk med Dania kadə kαbə), men den tradition er vi helt alene om. Andre sprog bruger a for en vokal som i kappe.

Vokaler er som sagt vanskelige at definere præcist. En almindelig metode er at måle vokalers formanter. Det vil jeg ikke forklare nærmere her, men blot konstatere at man kan forvente at en åben fortungevokal (/a/) har F1 omkring 850 hz og F2 omkring 1610 hz. Bagtungevokaler har betydeligt lavere F2, og F2 for en åben bagtungevokal (/ɑ/) forventes at ligge omkring 940 hz. Fonetikerne Juul, Pharao og Thøgersen målte i 2016 den danske barske-vokal til en F2 til i snit 1484 hz, altså markant tættere på en fortungevokal /a/ end en bagtungevokal /ɑ/.

Man kan også høre fonetikeren Peter Ladefogeds bud på hvordan /a ɑ/ lyder, her. I mine ører lyder Ladefogeds /a/ som et udmærket bud på den vokal vi har i Arne, mens /ɑ/ lyder henad vokalen i orne. Bedøm selv.

Man kan indvende at IPA ikke er defineret ud fra hverken formanter eller Ladefogeds udtale. Det er også rigtigt. Det er blot for at give en eller anden ide om hvad en åben fortungevokal er for en størrelse. Og for at give en ide om at dansk faktisk til sammenligning med andre sprog har et ganske tydeligt /a/, hvor andre sprogs /a/ ofte er lidt mere tilbagetrukket.

Det er egentlig ikke så vigtig, for uanset om man er enig i formantmålingerne eller mit lytteindtryk eller Ladefogeds repræsentation af et /a/, så skal vores åbne a faktisk stadig noteres /a/ i IPA.

Langt de fleste sprog i verden har, som dansk, en enkelt åben vokal i deres foneminventar, men meget få sprog skelner to åbne vokaler. Hvis man skelner to åbne vokaler, skal de umiddelbart noteres /a ɑ/. Hvis man kun har en enkelt åben vokal, kan man overveje om den skal noteres /a/ eller /ɑ/. Men jf. princippet om primært at bruge almindelige latinske bogstaver bør man benytte /a/.

Fonetikeren John C. Wells, tidligere formand for IPA, skrev for en del år siden i sin egen blog et indlæg om brugen af a i IPA, hvor han skriver:

Similarly, the symbol a, which as a cardinal vowel symbol denotes an unrounded front open (low) vowel, is also appropriate to denote an unrounded open vowel of any degree of advancement (anywhere from fully ‘front’ to fully ‘back’) if that is the only open vowel in the language. This is the case in Spanish, Italian, Greek, Serbian, German, and Polish, to mention only a handful of European languages. It is also the case in thousands of other languages around the world.

Vokalen /a/ er vokalen i spansk hasta la vista, italiensk caffe latte, tysk aber dabei, fransk voilà, osv. osv. osv.

John C. Wells’ udsagn holder stik når man tjekker efter i Illustrations of IPA. Jeg har kigget i de 117 frit tilgængelige illustrationer, og dansk er fuldstændig mutters alene om at bruge a for en vokal i nærheden af katte-a’et. På alle andre sprog der har en vokal i nærheden af katte-vokalen, noteres den enten /æ/ eller /ɛ/ afhængigt af hvor mange vokaler man i øvrigt skelner i sproget.

Dansk er også mutters alene om at bruge ɑ for en vokal i nærheden af den moderne danske Arne-vokal. Alle andre sprog bruger /a/, også for vokaler der er meget tættere på en bagtungevokal end Arne-vokalen. Der er altså ikke meget international lydskrift over at skrive kad og ɑːnə. Hvis det skal være IPA og følge international praksis, skal det være /kʰæt/ og /aːnə/.

Herunder er optællingen af hvilke symboler der anvendes i bred IPA for de forskellige vokalkvaliteter (faktisk værdi, bestemt ud fra hvor forskerne i de enkelte sprog har placet vokalen i vokaldiagrammet) på de 117 sprog. De to (1)’er viser den traditionelle brug i dansk.

placering i
vokaldiagrammet
anvendt
symbol

<æ><a><ɐ><ɑ>
[æ]8(1)

[a ~ ä ~ a̽]429
(1)
[ɐ ~ ɐ̞]
6042
[ɑ ~ ɑ̈ ~ ɑ̽]
15
18
[ʌ̈ ~ ə̠]
1

Afvigelserne begrundes traditionelt med at vi har flere vokaler i dansk end man kan skelne med grundtegn i IPA, og derfor er man nødsaget til at forrykke hele systemet (det bliver traditionelt ikke fremhævet at denne brug af a ɑ svarer rigtig fint til Danias brug af a α). I så fald har IPA fejlet i deres primære mål, at levere grundtegn til alle distinktive lyde i alle verdens sprog. Kan det virkelig passe?

I dette indlæg har jeg afgrænset yderpunkterne for de danske vokaler til /i a u/. I næste indlæg ser jeg nærmere på de øvrige danske vokaler der ligger mellem disse (har vi virkelig 40 forskellige vokaler?), og hvordan de skal håndteres i IPA.

Om lykkes, lykkedes og forskellen på ð og ə

Baconbidderne i dette indlæg (til dem der ikke gider læse hele indlægget):

  • Forskellige artikulationer kan føre til nogenlunde samme akustiske resultat.
  • [ð] og [ə] kan komme til at lyde ens i bestemte fonetiske omgivelser.
  • Dette er en plausibel forklaring på hvorfor nogen skriver lykkedes i stedet for lykkes.

I et blogindlæg fra d. 5 februar “Intet kan lykkedes” tager retskrivningspolitibetjenten Martin Lund udgangspunkt i et klip fra tv-avisen hvor en person skulle have sagt “som handler om at det kan lykkedes” hvor det korrekt hedder lykkes – en fejl som Martin i øvrigt har haft fokus på før.

Jeg syntes dette udgangspunkt var mistænkeligt. Min opfattelse er at det kan være meget vanskeligt at skelne mellem udtalerne [løgəs] og [løgð̩s], som jeg vil udtale de to ord i sammenhængende tale, og man skal derfor være meget sikker i sin sag før man skyder nogen noget i skoene.

Det er rigtigt at det er rimelig udbredt af skrive fx vil lykkedes i stedet for vil lykkes (ifølge google måske omkring 10 %), men det tager jeg netop som et udtryk for at de to udtaler mere eller mindre falder sammen; grammatisk forvirring udspringer ofte af sammenfald i udtalen.

Jeg måtte finde tv-klippet frem og lytte efter, og jeg blev ikke overbevist om andet end at det var svært at afgøre. Bedøm selv her, først hele frasen, dernæst isoleret (fra tv-avisen on d. 2/2/11 kl. 18.30):

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Dette skrev jeg i en kommentar på Martins blog, hvortil han svarede “hvis jeg havde været det mindste i tvivl om hvad han sagde, så havde jeg nævnt det.”

Nu er jeg forsker og kan derfor ikke som Martin tillade mig ikke at være det mindste i tvivl om noget. Som erfaren lyd-til-lydskrift-transskriptør (jeg har vel lyttet til og lydskrevet et godt stykke over 200.000 ord de seneste år) ved jeg desuden at hvis der er noget man bliver sikker på når man lydskriver så meget, så er det at der er en masse ting man ikke kan være sikker på.

Hvad gør man når man hører noget forskelligt?

Det er overordentligt almindeligt at to lyttere hører noget forskelligt selvom de lytter til samme lyd. Ens forventninger til hvad der bliver sagt, ens opmærksomhed på bestemte fænomener (ens kæpheste) og ens egen udtalenorm spiller en stor rolle for hvordan man vurderer det man hører.

Det kan man ikke undslippe, og det nytter derfor ikke meget at lytte til lydklippet ovenfor igen og igen. Man kan overbevise sig selv om at høre det ene lige så vel som det andet.

Men lyd er et fysisk fænomen, og der kan derfor analyseres med objektive måleredskaber. Her er et spektrogram af omtalte ord, og spektrogrammer lyver ikke (så meget som ens ører):

I spektrogrammet kan man se (fra venstre): første stavelse [lø]; det lidt tomme område i midten er lukkelyden [g]; dernæst det interessante område [ə/ð̩]; og længst til højre ses [s] som det sværtede område.

Den traditionelle metode til akustisk analyse af vokaler er at måle deres formanter, som er de aflange linjer man kan fornemme på tværs af spektrogrammet, som er opmærket med røde prikker.

Hvis man måler i det markerede område mellem de stiplede linjer, hvor den omstridte vokal ligger, får man formantfrekvenserne

  • F1 = 335 Hz
  • F2 = 1560 Hz
  • F3 = 2715 Hz

Uanset hvad vi synes vi hører, er det groft sagt dette der rammer vores ører og fortolkes i hjernen.

Hvad er forskellen på [ə] og [ð]?

Så kommer spørgsmålet: Svarer disse formantfrekvenser mest sandsynligt til at taleren har udtalt et [ə] som i lykkes eller et [ð] som i lykkedes?

[ə] er isoleret set en halvåben mellemtungevokal, mens [ð] er en lidt mere lukket, lidt velariseret alveolær vokoid. I mindre distinkt tale kan [ð] dog let svækkes og centraliseres så det reduceres til en slap høj fortungevokal [ɪ], mens et [ə] i mindre distinkt udtale helt falder bort.

Et idealiseret [ə] ville have formanter omkring 500, 1500 og 2500 Hz, altså i nærheden af det man kan måle i vokalen her. Men medmindre man er meget omhyggelig med udtalen, er [ə] dog typisk kraftigt koartikuleret med omgivende lyde.

Efter det velære [g] kan [ə] udmærket en højere tungestilling. Mellem de snævre lyde [g] og [s] som i [løgəs] vil [ə] være lidt mere lukket og fremskudt, hvilket sænker første formant og hæver anden formant. Desuden er foranstående vokal [ø] rundet, hvilket også giver læberunding i [ə] hvilket sænker alle formanterne en smule.

På den baggrund må man sige at de formanter man kan måle i den omstridte vokal, svarer vældig godt til hvad man ville forvente af et [ə] i de omgivelser. Og så kunne jeg vælge at lukke sagen her.

Men for at det skal være helt redeligt, skal man huske at forskellen på [ð] og [ə] er at [ð] som udgangspunkt er en lille smule mere fremskudt, lukket og velariseret, hvilket vil sige at det som udgangspunkt også vil ligge tæt på de målte formantfrekvenser. De målte frekvenser svarer således i lige så høj grad til hvad man kunne forvente af et [ð] i disse omgivelser.

Opsummering: et [ə] i lykkes vil blive trukket i retning af at lyde som et [ð], mens et [ð] vil lyde som et [ð] i forvejen. Man kan mao. kun vanskeligt skelne mellem de to lyde i den position og derfor ikke afgøre hvad der bliver sagt i interviewet.

For mig at se forklarer dette netop hvorfor nogen skriver kan lykkedes i stedet for kan lykkes. Den akustiske påvirkning af [ə] i de omgivelser gør at det af den grammatisk uopmærksomme omfortolkes til et [ð].

Denne forklaring er også tilfredsstillende da det er mindre almindeligt at svage stavere putter ekstra morfemer på et ord. Det er mere almindeligt at morfemer udelades i skriften da de ofte udelades i udtalen. Hvis der var tydelig forskel på udtalen af lykkes og lykkedes, ville det ganske enkelt være vanskeligt at forklare hvordan det skulle opstå at nogen skrev den komplekse form lykkedes frem for den simple lykkes.

Fløjtesprog – Silbo Gomero

I de fleste verdensdele kan man finde eksempler på sprog der består udelukkende af fløjtelyde. Fløjtesprog anvendes til at kommunikere over lange afstande, typisk i bjergrige egne.

Fløjtesprogene er ikke et sprog i sig selv, men snarere en måde at udtale et sprog på. I princippet kan man udtale et hvilket som helst sprog med alene med fløjtelyde.

Lidt forenklet går det ud på at man artikulerer lydene som normalt, men i stedet for at bruge stemmelæberne som lydkilde, bruger man fløjtelydende. Labialer kræver dog en særlig gestus, eftersom man ikke har samme bevægelsesfrihed med læberne når man fløjter.

Akustisk set svarer det til at man kun hører hvad der svarer til vokalernes anden formant, F2. Transitioner i formanten fungerer som cue om artikulationsstedet for konsonanterne. Forskellige varianter af fløjtesprog bruger desuden forskellige måder at til at kompensere for den manglende akustiske information.

Her er en lille film hvor en spansk tekst læses op på fløjtesproget silbo, som man kan finde på den kanariske ø Gomera (R2-D2 kunne ikke have sagt det bedre). Se mere på wiki.