[ts] i pita og pizza

I DDO er udtalen af pita og pizza angivet som hhv [pita] og [pidsa]. Her er vel at mærke tale om DDOs egen lydskriftkonvention. I ren IPA svarer DDOs [t] til [ts], og [d] svarer til [t], hvilket resulterer i samme transskription for de to ord, [pʰitsæ] og [pʰitsæ].

Men de to ord udtales ikke ens. Vokalen kan ganske vist også være lang i pita, men lad os se bort fra det; det er ikke det der er pointen i dette indlæg. Pointen er at [ts]-lyden i de to ord ikke lyder helt ens. Så hvor går det galt i transskriptionen? Er der noget galt med IPA, siden der ikke noteres nogen forskel? Det satte jeg mig for at undersøge nærmere.

Sagen er kort fortalt at det ifølge den traditionelle beskrivelse af dansk gælder at:

  • /t/ affrikeres initialt, dvs. [ts]
  • /t/ er uaffrikeret ikke-initialt, dvs. [t]

I /pi.ta/ pita udtales /t/ altså affrikeret, [ts], da det står initialt i stavelsen, mens det i /pit.sa/ pizza udtales [t] da det ikke står initialt. I /pit.sa/ pizza efterfølges /t/ imidlertid af /s/, og resultatet bliver derfor i begge ord umiddelbart klyngen [ts].

Ordene minder naturligvis en del om hinanden i udtalen, men de fleste kan nok være med på at de i tydelig udtale, selv med kort vokal, ikke lyder helt ens, selvom det kan være svært at sætte fingeren på hvad forskellen er.

Det betyder at vi har et minimalpar, som umiddelbart skrives ens i lydskrift, og det går jo ikke. Men hvordan skal man så notere forskel på dem, på en måde som svarer til den fonetiske virkelighed?

DDOs løsning, [ds] vs [t], som man også benytter i Dania-lydskrift, viser at udtalen er forskellig, men det er en fonetisk upræcis notation. Der er ingen tvivl om at der fonetisk set i begge tilfælde er to segmenter, og det er noget [t]-agtigt og noget [s]-agtigt i begge tilfælde.

Akustisk analyse

Vejen frem for en fonetiker, når man er i tvivl, er akustisk analyse. Jeg indtalte derfor ordene pita og pizza fem gange hver, og til sammenligning også [iːtæ] Ida, og et par andre ord (se længere nede). Derefter målte jeg varigheden af hhv. [t]-segmenter og [s]-segmentet i de forskellige ord, og der var et helt tydeligt mønster.

Herunder ses typiske spektrogrammer af min udtale af hhv. pita, pizza og Ida. Ordgrænser er markeret med blå streg, og [t]-segmenter er markeret med røde streger.

Det man ser, er at [t] er 2-3 gange længere i pizza end i pita/Ida. [s]-segmentet er ligeledes dobbelt så langt. Dette var konsekvent i alle mine indtalinger. Altså, når [ts] er en realisering af /t/ som i pita, er både [t]- og [s]-segmentet nærmere varigheden i et isoleret [t] eller [s] som i visa/Ida. Men når [ts] er en realisering af /t.s/ som i pizza, er varigheden af segmenterne markant længere.

Jeg indtalte nogle flere ord, som bukker/bukser, klipper/clipser, som viste nøjagtigt samme mønster; [k] og [p] er markant længere foran [s] end når de står alene mellem to vokaler. Det ser altså ud til at konsonanterne forlænges i VC.CV-strukturer sammenlignet med i VCV-strukturer.

Nu var der ikke tale om en fuldstændig rigid videnskabelig undersøgelse, men det leder frem til en hypotese. Man kan formulere ovenstående som en fonologisk regel i dansk:

  • C → Cˑ / V_.C

(altså: konsonanter forlænges efter vokal hvis næste stavelse starter med en konsonant)

Som man kan se ovenfor, forlænges s’et også. Jeg er dog nogenlunde overbevist om at dette er helt generelt for konsonanter i ansats, og det behøver ikke have noget med foranstående konsonant at gøre. Det bemærkelsesværdige for mig er forlængelsen af coda-konsonanten, hvor det ellers er et generelt mønster i dansk at konsonanter reduceres i coda.

Det er selvfølgelig ikke til at vide om dette gælder for alle C, eller alle kombinationer af C, eller for alle talere osv. Men hypotesen her harmonerer umiddelbart fint med et forhold jeg fandt i min PhD-afhandling, nemlig at konsonanter i VC.CV-strukturer er meget mere resistente over for reduktioner, end konsonanter i VCV-strukturen (konsonanter i VCCCV-strukturer er derimod ikke så resistente). Og konsonantforlængelse som man ser ovenfor, er netop det modsatte af reduktion.

Hvad er forskellen på pita og pizza så?

Det skal naturligvis undersøges nærmere inden man kan konkludere noget om hvor generelt dette er, men det forklarer umiddelbart hvad forskellen på pita og pizza er og hvordan man kan annotere forskellen i IPA.

Konsonanterne er altså længere når der er tale om to fonologiske konsonanter, /ts/, vs. bare en enkelt, /t/, selvom denne realiseres som to segmenter [ts]. Det er derfor oplagt i en mere præcis transskription at notere forskellen som en længdeforskel, fx [pʰitːsæ] pizza vs [ pʰitsæ] pita. (Som nævnt ovenfor ser det ud til at s’et er langt også, men det virker unødvendigt at notere alle konsonanter i ansats som lange, da de ikke kontrasterer med korte – det står en selvfølgelig frit for at gøre det.)

Andre forslag til transskription, som dog ikke helt så direkte fange den fonetiske forskel, kunne være [ pʰit.sæ] pizza vs [pʰit͡sæ] pita, hvor man markerer stavelsesgrænsen mellem [ts] vs binder [ts] sammen med en ligaturbue. Men jeg hælder selv til [pʰitːsæ] som er enklest og fonetisk præcist og desuden kan skrives med de tegn vi i forvejen benytter i lydskriften af danske ord.

Nu er det godt nok sjældent at man løber ind i ordpar som pita/pizza, så det er sjældent at det leder til forvirring hvis man ikke noterer forskellen på [ts]’erne, så ofte vil man nok også kunne slippe afsted med at ignorere det.