Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

fonetik

Syngende maskiner

I dagens Reportage på DR’s P1 kan man høre bestyrer af Lingvistisk Laboratorium på Københavns Universitet, Preben Dømler, fortælle om gamle talesyntesemaskiner, lyddøde rum og andre anekdoter laboratoriet.

Hør udsendelsen her: Hvor forskerne fyrer den af.

Sammen satte ord – fra et fonetisk perspektiv

Retskrivningsordbogen har en enkelt regel hvor skrivemåden gøres afhængig af udtalen. Det drejer om § 18 – om hvorvidt en ordforbindelse skal skrives i et eller flere ord.

At lade en skrivemåde være afhængig af udtalen er problematisk, især fordi det forudsætter at forskellige sprogbrugere udtaler ordene ens, og det kræver at sprogbrugerne er bevidste om udtalen.

Den konkrete formulering i RO er:

Hvis en ordforbindelse udtales med ét hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord.

Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord.

Problem 1: Trykbevidsthed

Vi er generelt ikke særligt bevidste om tryk, os danskere. Og det er ikke bare hr. og fru Danmark og Brian fra Valby der ikke kan finde ud af det. Som underviser i fonetik er min erfaring at trykforhold ikke altid er let at lære selv for lingvistikstuderende, som man må forvente er tilstrækkeligt sprogligt bevidste og i øvrigt motiverede for at lære det.

Selv erfarne fonetikere som er trænede i lydopfattelse, kan være uenige om hvorvidt en stavelse er betonet eller ej. Hvis man klipper en ordforbindelse ud af en kontekst i et stykke spontantale, kan det være overordentligt svært at afgøre om der er tale om et kompositum eller om en frase.

At bede folk om at fornemme om et ord har hovedtryk eller ej, kan altså være meget at forlange. At oven i købet at bede dem om at skelne mellem flere trykgrader – hovedtryk, bitryk, nultryk – og for meget for de fleste.

Det kan være svært at forstå hvis man selv har let ved at høre tryk, men man må nok sige at en pæn del af befolkningen simpelthen er trykdøve.

Problem 2: Dobbelttryk

Reglerne forudsætter at sprogbrugerne rent faktisk udtaler et kompositum med et hovedtryk og et bitryk, men det gør man ikke i alle tilfælde. Man kan, måske især i visse dialekter, støde på at komposita udtales med dobbelttryk. I DanPASS-korpusset kan man fx finde følgende (og mange andre) ord udtalt med hovedtryk på begge stammer:

  • ‘færdigbe’skrevet
  • ‘første’salen
  • gar’din’billede
  • ‘lys’krydset
  • ‘løve’park
  • ‘rullegar’din
  • ‘start’punktet

Ifølge reglerne skal disse ord således skrives i to ord, for så vidt som de udtales med dobbelttryk, fx der ligger en løve park, et grønt rulle gardin, osv. Da Sprognævnet endnu ikke har beføjelser til at diktere udtalen, er man frit stillet mht. at skrive i ét eller to ord, bare man postulerer at det svarer til ens trykfordeling.

Ud over dette har vi en del ord som har en velatableret udtale med dobbelttryk, som ikke desto mindre skal skrives i ét ord, fx:

  • ‘øje’blik
  • ‘jule’aften
  • na’turlig’vis
  • ‘simpelt’hen
  • ‘stadig’væk

Ifølge § 18 skulle man skrive *naturlig vis er det simpelt hen stadig væk jule aften om et øje blik.

Det passer ikke lige godt ind i alles kram at ord udtales med dobbelttryk. Nogle taler endda om at danskere lider af trykkesyge. Men sådan forholder det sig nu en gang.

Problem 3: Dansk prosodi

Hvis en ordforbindelseudtales med éthovedtryk (stærkttryk) på det førsteled og bitryk (svageretryk) på det andet, skrives forbindelsen i étord.

Hvis jeg skulle læse § 18 op, ville min trykfordeling umiddelbart være sådan at ordene burde skrives sammen sådan som det er gjort ovenfor. Nu er jeg oven i købet en trænet fonetiker og kan finde ud af at skelne mellem mere end to trykgrader. Hvis jeg nu kun kunne skelne mellem stærkt tryk og svagere tryk, ville sætningen skulle skrives således:

Hvis en ordforbindelseudtalesmed éthovedtrykpådet førsteledog bitrykpådet andet, skrives forbindelseni étord.

Lige nu er jeg regelrytter og læser helt bevidst ikke intentionen i § 18. Men der er et problem i at trykforhold er tæt knyttet til hvilke ord man vil fremhæve, og dét kan variere en del.

Ord har det med at indgå i en kontekst, og ofte er konteksten afgørende for hvilke ord der skal have hoved-/bitryk. At fremhæve et ord prosodisk betyder ofte at man reducerer et hovedtryk i de omgivende ord til et bitryk, hvilket ifølge § 18 får konsekvenser for om ordene skal skrives sammen eller ej.

Ofte er det valgfrit om et ord skal udtales med hovedtryk eller bitryk. Skal denne valgfrihed afspejles i skrivemåden?

Der er ingen sprogbrugere der skriver på denne måde, heldigvis, men det viser at retskrivningsreglerne ikke er formuleret i overensstemmelse med deres intention. Hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op med de regler?

Dette problem også knyttet til det næste problem.

Problem 4: Hvad menes der med ‘ordforbindelse’?

Ovenfor viste jeg at der er masser af tilfælde hvor naboord ikke skal komponeres på trods af at de strengt taget opfylder kravene til det. Men hvilke ord skal så komponeres? § 18 henviser til ‘ordforbindelser’. Skal det forstås sådan et visse naboord indgår i en ordforbindelse, mens andre naboord ikke gør? Hvordan skal sprogbrugeren afgøre i eksemplet ovenfor at hoved+tryk er en ordforbindelse, men stærkt+tryk ikke er det, når trykfordelingen nu er ens?

Tja, det er muligt at grammatikerne har et svar på det. Jeg har ikke. Og Retskrivningsordbogen er tavs om det. Igen, hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op?

Problem 5: Det er slet ikke det der er problemet

Nu har jeg angrebet § 18 fra et fonetisk synspunkt. Det er blot for at vise at det er problematisk at bruge henvisninger til udtalen i forbindelse med retskrivningsreglerne. Hvis man gør det, må man acceptere at to sprogbrugere skriver samme ord forskelligt.

Men det er slet ikke det der er problemet ift. hvorfor så mange ikke kan finde ud af at skrive sammensatte ord.

Jeg vil vove at påstå at der findes to forskellige grammatiker i dansk: En der tillader andet end adjektiver på adjektivets plads, og én der ikke gør det (det er muligvis ikke den bedste beskrivelse – jeg er elendig til grammatik).

En meget forsimplet forklaring/et muligt scenarie

Man kan forestille sig at et dansk barn fx lærer ordene ringe og klokke at kende. Senere støder barnet på ordet ringeklokke. I talesproget er der ingen mellemrum, så barnet ved ikke som udgangspunkt om der er tale om et eller to ord. For barnet er der to muligheder: (1) Barnet opfatter det prosodiske cue hovedtryk+bitryk og lærer at de to ord er særligt integrerede – det er i virkeligheden kun ét ord, eller (2) barnet opfatter ikke det prosodiske cue (muligvis er det slet ikke til stede i de stimuli barnet får, jf. problem 2, muligvis tillægger barnet det en anden betydning, jf. problem 3).

På baggrund af barnets erfaringer danner det en grammatik. Barn 1 lærer at et ord kan bestå af flere stammer, og barn 2 lærer at substantiver og verber kan modificere et ord på samme måde som adjektiver kan. Begge børn har klaret en svær opgave, nemlig at udregne en grammatik på baggrund af begrænsede oplysninger.

I skolen lærer børnene at vi sætter mellemrum mellem to ord. “Det er fint”, tænker børnene. Barn 1 skriver ringeklokke i ét ord som de jo er i barn 1′s hoved, og barn 2 skriver ringe klokke i to ord, som det jo er i barn 2′s hoved.

Hvordan pokker lærer vi barn 2 at man kontraintuitivt skal undlade at lave mellemrum mellem to ord i særlige tilfælde? Eller skal vi måske i stedet lære barn 1 at den anden måde at gøre det på, også er i orden?

En bemærkning om indflydelse fra engelsk, stavekontroller og sms-ordbøger

Det bliver ofte fremført at orddelingsfejl skyldes påvirkning fra engelsk, stavekontroller eller sms-ordbøger, som ikke kan finde ud af at sammenskrive ord sådan som de skal være.

Børns tilegnelse af orddannelsesprocesser sker før de introduceres til disse tre ting. Så hvis de skulle have en indflydelse, må man altså forudsætte at barnet har lært at skrive sammensatte ord først, men at dette så ‘ulæres’ når barnet stifter bekendskab med engelsk og elektroniske ordbøger. Det finder jeg meget usandsynligt.

Der kan næppe heller påvises nogen sammenhæng mellem hvor meget man udsættes for engelsk, eller hvor meget man bruger elektroniske ordbøger, og så hvor mange orddelingsfejl man laver.

Indsæt lydskrift i dine dokumenter

Her er nogle metoder til at indsætte IPA lydskrift i elektroniske dokumenter og tekstbehandlingsprogrammer. Alle metoder benytter unicode.

1. Online IPA-tegnvælger

Jeg har lavet en IPA-tegnvælger hvor man kan skrive IPA-lydskrift ved at klikke på symbolerne. Teksten kan kopieres og sættes ind i ethvert program der understøtter unicode (det gør de fleste). Hvis siden ikke virker ordentligt, kan du evt. prøve rishida.net.

2. Indsæt specialtegn

Dit tekstbehandlingsprogram har typisk en funktion til at indsætte specialtegn. I OpenOffice skal du trykke alt+i, s, enter. Så popper der en tegnvælger op. Her skal du vælge en skrifttype der understøtter unicode, fx Arial eller Lucida. Her er der en liste over almindelige og downloadbare IPA-fonte.

3. Søg og erstat

Hvis man skal skrive længere passager med lydskrift, kan det være tidsbesparende at skrive det i en quick-and-dirty lydskrift der er baseret på tegnene på dit tastatur. Derefter kan man lave en masse søg og erstat-kommandoer hvor man udskifter tegnene med tilsvarende IPA-symboler.

Problemløsninger

Hvis ovenstående metoder ikke virker for dig, er det måske fordi du sidder med et dårligt tekstbehandlingsprogram eller en dårlig browser. Prøv evt. de gode, gratis programmer OpenOffice (tekstbehandling) og Firefox (browser). Det virker for mig.

Advarsel

I gamle dage brugte man ofte et tilpasset ASCII-tegnsæt (fx SIL IPA93) til at skrive lydskrift. Man kan stadig støde på at det bliver anbefalet. Hold dig fra det. Brug i stedet unicode. Ulemperne ved ASCII-tegnsættene er mange, bl.a. at dit dokument typisk ikke kan læses af andre end dig selv.

[ˈgoːˀ fɐˈnʌjˀl̩sə]

Hvor mange vokallyde er der i dansk?

Det spørgsmål er ikke helt let at besvare, for det kommer i høj grad an på hvordan man tæller, og hvor meget der skal til før man synes to vokaler er ens eller forskellige. Svaret på det spørgsmål kan veksle fra ca. 10 til ca. 50 vokaler.

Strengt taget, akustisk set, er enhver vokal der udtales, fysisk forskellig fra alle andre vokaler der nogensinde er udtalt. Med tilstrækkelig fint måleapparat vil man altid kunne måle en lille forskel på to vokaler.

På trods af dette har vi en abstrakt forestilling om at nogle vokaler er ens. Dels er vores perceptionsapparat ikke fintfølende nok til at opfange bittesmå akustiske detaljer, og dels kan udtalen af en vokal påvirkes af de konsonanter den er omgivet – også så meget så vi tydeligt kan høre det – men vi tilskriver ikke denne variation nogen sprogligt betydningsadskillende funktion.

Eksempel: Alle danskere ved at /a/ lyder tydeligt forskelligt i ordene kat og rat. Vi ved at /a/ udtales arh-agtigt når vi sætter er /r/ foran. I en vis forstand har vi dog kun ét a, ét fonem, men det kan udtales forskelligt alt efter omgivelserne.

Fonologisk

Man kan analysere sig frem til at vi har 11 vokalfonemer på dansk:

/i y u/ – høje vokaler

/e ø o/ – halvhøje vokaler

/ɛ œ ɔ/ – halvlave vokaler

/a/ – lav vokal

/ə/ – neutral vokal (findes kun i ubetonede stavelser)

Alle vores forskellige vokalkvaliteter kan udledes af disse 11 fonemer efter bestemte regler der tager højde for om vokalerne er korte eller lange og hvilke konsonanter de er nabo til osv.

De tre vokaler /y ø œ/ kan måske endda reduceres til /y ø/ jf. dette indlæg. (Tilføjet 17. maj. 2011)

Vokalkvalitet

Hvis man undersøger hvordan vokalerne konkret udtales (det kan man enten gøre artikulatorisk, akustisk eller auditivt) så er der i betonede stavelser typisk et sted mellem 16-18 vokalkvaliteter afhængigt af hvilken variant af dansk man taler. Hvis man er godt trænet i lydopfattelse, kan man skelne nogle flere, men så er vi vist også ved at nærme os grænsen for vores auditive formåen.

Dvs. vi har brug for 16-18 forskellige lydskriftsymboler, når vi skal lydskrive danske vokaler i betonede stavelser. Hertil kommer nogle stykker som kun findes i ubetonede stavelser (se nedenfor).

Igen, akustisk set er alle vokaler i hvert fald en lille smule forskellige, men de samler sig i nogle klynger, og man kan derfor regne med at vokalerne inden for en klynge er så ens så vi ikke opfatter dem som forskellige i nogen lingvistisk interessant henseende.

Vokallængde og stød

Vi har på dansk en skelnen mellem korte og lange vokaler, og lange vokaler kan desuden have stød. Hvis man ønsker at regne stød og længde som en egenskab ved vokalen (snarere end en egenskab ved stavelsen, hvilket der ellers kan være god grund til at gøre), så har vi i betonet stavelse:

12 forskellige lange vokaler (nogle har 13)

12 forskellige vokaler med stød

16 forskellige korte vokaler

I alt 40 forskellige vokalkvaliteter i betonede stavelser. Dertil kommer vokaler som i distinkt udtale normalt kun findes i ubetonede stavelser. Her er nok en håndfuld, primært [ə ɐ ɪ ʊ ð̩], men vokalinventaret i ubetonede stavelser er noget sløret og ikke særlig godt undersøgt endnu.

Konklusion

Så hvor mange vokaler har vi? Tja, hvis du vil chokere, så sig endelig at vi har 40-50 stykker. Hvis de vil være mere lempelig, så sig 11 fonemer; det er stadig et imponerende antal der kan slå de fleste af verdens sprog af banen. Og endelig, når vi lydskriver vokaler, bruger vi typisk omkring 20 forskellige vokalsymboler.

Modifikationer af vokaler

I den traditionelle vokalbeskrivelse, beskriver man vokaler ud fra disse tre træk:

  • Artikulationssted: for-, mellem- eller bagtunge.
  • Åbningsgrad: høj, halvhøj, halvlav eller lav.
  • Runding: rundet eller urundet.

Ud over disse træk kan vokaler modificeres på forskellige måder, hvilket udnyttes på en del sprog. Her er nogle af de modifikationer og kontraster man finder :

  • nasale vokaler
  • spændte vs. slappe vokaler
  • vokaler med advanced tongue root (Dette er principielt forskelligt fra spændt/slap-kontrast. Nogle sprog har ATR, mens andre har spændt/slap, men der er næppe nogen sprog der har en tredelt skelnen mellem disse. Som distinktivt træk kan man derfor nøjes med [+ATR].)
  • faryngaliserede vokaler
  • retroflekse vokaler
  • frikative vokaler
  • creaky/breathy/modal stemthed (dansk stød kan beskrives som en art creaky voice)
  • korte/lange vokaler
  • diftongering

Disse træk beskrives nærmere i fx Grønnum (2005) og Ladefoged & Maddieson (1996).

Hvis man går i detaljer, kan man sikkert finde mange flere modifikationer en disse. Nogle sprog har ustemte vokaler findes som allofoner. Svensk har et såkaldt Viby-i som for mig lyder en smule frikativt, men jeg har ikke kunnet finde en præcis artikulatorisk beskrivelse af det.  Svensk skelner desuden mellem tre former for læberunding; ud over alm. rundet/urundet har de også indrundede vokaler.

På dansk kan vokaler fakultativt udtales kraftigt ð-påvirket foran [ð] i ord som side, sæde, søde osv. hvor der ikke er nogen tydelig forandring fra vokal til [ð]. Jeg er usikker på hvordan disse skal beskrives, men måske en art ekstrasnæver mellemtungevokal.

Daniel Jones' kardinalvokaler

Den klassiske indspilning af Daniel Jones der udtaler de 8 primære og 10 sekundære kardinalvokaler, to korte og en lang. Her illustreret med IPA’s vokalskema.

Røntgenfilm af taleorganer (H.M. Truby)

9 minutters røntgenfilm med fokus på artikulationen af forskellige konsonantgrupper på engelsk (plotched, hotshot, strength, chlorid, quads, blooped, dragged, glanced, putrid, branded, tweaks, dwedged, cubed, rebuked osv.).

Bemærk: 1. Taleorganerne stilles i position inden ordet udtales, 2. Tale er ikke en serie af diskrete lyde (uanset at vi opfatter det sådan), men en kontinuerlig bevægelse af taleorganerne.

Yderligere information: TRUBY, H.M. (1959), “Acoustic-cineradiographic analysis considerations with special reference to certain consonantal complexes”, Acta Radiol. Suppl. 182, 1-227.

Røntgenfilm af taleorganer (Ken Stevens)

Her er en lille røntgenfilm hvor man kan se taleorganernes bevægelse under artikulationen af forskellige nonsensord. Filmen er optaget i 1962. Af hensyn til risikofaktoren er man gået bort fra at lave røntgenfilm af raske forsøgspersoner. Forsøgslederne var Ken Stevens og Sven Öhman.

Det der bliver sagt i filmen er dels en række nonsensord, dels sætningerne:

Why did Ken set the soggy net on top of his deck?
I have put blood on her two clean yellow shoes.

Flere detaljer findes i J.S. Perkell (1969) Physiology of Speech Production, MIT Press, Cambridge, MA.

Følg med

rss e-mail FB Twitter
northern va mental health institute buy propecia online medical coding online school buy clomid online UK wells fargo bank mortgage levitra uk maui memorial medical center periactin online kaiser low cost health insurance accutane ucsf medical center webmail viagra online uten resept products that sell well online priligy uk used wells cargo trailers buy viagra ireland fletcher allen health care jobs dapoxetine online