Fugl eller fisk?

Som jeg var inde på i mit indlæg om fonæstemer, kan man indimellem støde på nogle besynderlige sammenhænge mellem lyd og betydning.

Umiddelbart betyder lyde jo ikke noget i sig selv. Ordet fisk er sat sammen af lydene [f], [e], [s] og [g], men vi kan ikke påstå at betydningen af fisk er sat sammen af betydningen af de enkelte lyde. Ordet fiks der består af de samme lyde, betyder fx noget helt andet.

Lydene betyder ikke noget i sig selv. Eller gør de?

Her er en pudsig lille quiz. Du bliver præsenteret for ti ordpar på sproget Huambisa som tales i Peru. Er du i stand til at gætte hvilket ord der er navnet på en fugl, og hvilket der er navnet på en fisk på et sprog du aldrig har hørt før?

Fonæstemer

Da jeg startede med at læse lingvistik var noget af det første fik at vide at der ikke er nogen sammenhæng mellem et ords udtryk og dets betydning. Det lærer man sikkert stadigvæk. Vi kan ikke regne ud hvad et ord betyder, bare ved at høre hvordan det lyder, og vi kan ikke regne navnet på en ting ud udelukkende på baggrund af dets funktion.

Vi kan også se at ord med samme betydning hedder noget vidt forskelligt på forskellige sprog. Fx japansk jin, dansk menneske. Og ord der lyder ens, kan betyde noget forskelligt, fx italiensk caldo ‘varm’, svensk kalt ‘kold’. Når ord engang imellem hedder og betyder nogenlunde det samme på forskellige sprog, er der som regel en sproghistorisk forklaring.

Fonæstetik

Alligevel har man ude i den lingvistiske periferi i mange år undret sig over at der  tilsyneladende er lyde og betydninger der er knyttet til hinanden. Et af de mest velkendte eksempler er engelsk gl– som er knyttet til ord der betyder noget med lys såsom glisten, glitter, gleam, glow, glint. Vi har det også i dansk i ord som glimmer, glød, glitter, glans, glimt, gloende, glorie. På engelsk bruger man betegnelsen phonestheme (af phone + esthetic), så jeg vil oversætte det til fonæstem [fonɛˈsd̥eːˀm] (jeg er også blevet gjort opmærksom på betegnelsen eksprem).

Fonæstemer lader til at være knyttet til initiale konsonantklynger, såsom:

  • St– (opretstående, stiv): Stå, stiv, stok, stabel, stige, stang, stylter, stolpe osv.
  • Spr– (eksplosivt spredende): Sprede, sprøjte, spraye, sprinkle, springvand, ?sprudle, sprutte.
  • Kr– (rundt og krumt): Kreds, krans, krum, krøllet, kringlet, krummelurer, krank, krater, (om)kring, krog, krone, krusning, krøbling.
  • Pj- (sølle og ynkelig): Pjalt, pjaskvåd, pjattet, pjevset, pjok, pjusket, pjække.

Forklaringer

Er sammenhængen mellem lyd og betydning tilfældig, eller er der en rimelig forklaring? Det er et godt spørgsmål, og jeg er ikke overbevist om svaret. Der er nogle udmærkede slides med statistisk fremgangsmåde af Drellishak. Og Åsa Abelin har skrevet lidt om fonæstemer i svensk.

Det første man skal være opmærksom på, er selvfølgelig at fonæstemer kan opstå helt tilfældigt. Vi har et begrænset antal konsonantklynger til at udtrykke de betydninger vi har brug for. Hvis man bruger en terning til at fordele betydninger på konsonantklynger, vil nogle betydninger være mere repræsenteret af nogle konsonantklynger end andre.

Et statistisk grundproblem er at hvis man bliver ved med at lede, så finder man noget usandsynligt, og hvis leder alle konsonantgrupper igennem, så vil der med stor statistisk sikkerhed vise sig noget som ville virke usandsynligt hvis det var det var det første man havde fået øje på. Det er mao. forventeligt at man finder noget usandsynligt hvis man leder længe nok. Det betyder ikke at det ikke er tilfældigt.

En anden forklaring er at der kan være etymologiske forklaringer. Måske stammer forskellige ord med samme konsonantklynge fra ét og samme ord. I de tilfælde kan det lydlige sammenfald forklares uden at inddrage en teori om fonæstemer.

Der kan også være en onomatopoietisk forklaring. Den bedste måde at producere et springvand med sproglyde er muligvis med et kraftigt spruttende [spr]. Denne forklaring kan dog rimeligvis kun række til fænomener der involverer lyd.

Den sidste forklaring, den fonæstetiske, er selvfølgelig at der er noget om det. Vi sprogbrugere knytter lyde til betydninger. I hvert fald i et vist omfang.

Hvis en lydkombination er blevet statistisk knyttet til en betydning, kan det fornemmes af sprogbrugerne, og det kan gå hen at blive pseudoproduktivt. Det kan fx være med til at betydninger kan ændres så de svarer til lydende. Fx:

Da jeg var barn var der ikke noget i vejen med ordet lugt. Det var et neutralt ord. En rose og en lort kunne lugte, hhv. godt og skidt. I dag forbinder mange lugt med noget negativt, det er kun lort der lugter. Til gengæld er dufter blevet det nye lugter.

En fonæstetisk forklaring kunne være at ord der starter med lu– ofte (og muligvis tilfældigt, eller af helt andre grunde) har negative konnotationer, fx lusket, lumsk, ludder, lummer, ludfattig, lurendrejer, lurepasse, lus, luset. Mon ikke den negative konnotation kan smitte af på andre ord med lydlige ligheder?

Der kan selvfølgelig være andre forklaringer, såsom samfundsforandringer hvor udsendelse af naturlige duftstoffer i stigende grad er tabu, osv. Men ikke desto mindre.

Denne argumentation virker måske ok i nogen tilfælde. Men jeg har svært ved at se det virke i tilfælde som st– og kr– ovenfor. Disse konsonantpar er i det hele taget meget hyppige, og de har således også mange andre betydninger knyttet til sig.

Så, selvom der måske er noget om det, vil jeg nok betragte fonæstemer som et kuriosum snarere end en primær drivkraft i udformningen af sprog.

Til videre læsning:

(Tak til Skye for inspiration)