laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

børnesprog

Æggedelere, æggeledere og fuge-e’er

Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.

Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.

ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.

6857869304_a4d289140d_z

Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.

æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.

Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.

Hvorfor ægge?

Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?

Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).

Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.

Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.

Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.

Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hushundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.

Fuge-e er næsten en grammatisk regel

Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.

Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.

Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.

Gør de danske vokaler det vanskeligere at lære dansk?

I starten af ugen var der en artikel i politiken om at danske børn lærer deres modersmål langsommere end børn i andre lande, fordi vi har så mange vokaler. Undersøgelsen er også tidligere blevet omtalt på videnskab.dk.

Børnesprogsforskerne konstaterer at danske børn på 1½ år kan ca. 80 ord, mens jævnaldrende børn i andre lande kan dobbelt så mange ord. Forskerne har dernæst sammenlignet det med antallet af vokaler og konsonanter i de forskellige sprog, og er kommet frem til at dansk har mange flere vokaler end de øvrige sprog har.

Jeg har vanskeligt ved at blive overbevist om sammenhængen mellem antallet af vokaler og indlæringsvanskeligheder. Jeg skal dog indrømme at jeg ikke har læst forskningsartiklen, så jeg må basere mig på det der står i de formidlende artikler.

22 vokaler?

For det første er der et rent metodisk problem. Forskerne har talt sig frem til at der er 22 vokaler i dansk. Men hvor kommer det tal fra? I realiteten har dansk jo uendeligt mange vokaler, ligesom alle andre sprog. Hvis vi måler tilstrækkelig detaljeret, er alle vokaler der nogensinde er ytret og nogensinde vil blive ytret, forskellige fra alle andre vokaler.

Ok, 22 er en abstraktion, men jeg har tidligere blogget om hvor mange vokaler der er i dansk, og konklusionen er alt efter hvordan man vælger at analysere, kan dansk siges at have fra 10 til 50 forskellige vokaler. Så hvorfor lige præcis 22? Hvilke 22? Dette må udelukkende være et spørgsmål om hvor fine detaljer man er interesseret i at skelne.

Akustisk set kan vokalerne i et sprog inddeles i vilkårligt mange grupper, eller vilkårligt få, så tallet 22 er ganske enkelt et tal forskerne har besluttet sig for, sikkert efter nogle rimelig fornuftige kriterier, men ikke desto mindre er det forskernes beslutning, og ikke et faktum om dansk.

Skal man kunne alle vokalerne for at lære et ord?

Det næste problem er selve hypotesen, at mange vokaler er årsagen til at det tager længere tid at lære ord. Det har jeg vanskeligt ved at indse. Jeg kan ganske enkelt ikke følge logikken i det er vanskeligt at lære et ord fordi der er mange vokaler at vælge imellem.

Medmindre, selvfølgelig, hvis forskerne regner et ord som ulært indtil en præcis vokalkvalitet er opnået, dvs. hvis barnet udtaler kat som [kæd] eller [kɑd] i stedet for [kad]. Men det ville være ganske urimeligt at bestemme for et barn på 1½ år at en bestemt vokaler er korrekt, og alle andre er forkerte. Det kan jeg ikke tro at de har gjort.

Min erfaring med børns sprogtilegnelse er at de er ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. Hvis børn vil have mad, starter de med at siger [mɑ], de venter ikke på at lære ordet til de kan skelne mellem [a] og [ɑ]. Sådan er det for alle ord: De tilnærmer vokalen så godt de kan blandt de vokaler de mestrer.

Voksne er i øvrigt også ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. I almindelig sammenhængende naturlig tale virker det ligegyldigt om vi siger [i] eller [e], [y] eller [ø], [a] eller [æ] osv. Selvom vi har nogle idealer i distinkt leksikonudtale, er det ikke noget der er særlig vigtig når vi faktisk taler, og jeg har derfor vanskeligt ved er se at det skulle være et problem for børn at vi i laboratorieudtale kan måle subtile forskelle på vokalerne.

Hvis barnet har vanskeligt ved at opfatte de subtile forskelle på vokalerne, så bliver de blot opfattet som homonymer; de bliver ikke ikke-opfattet, så hvad skulle problemet være?

Er det så de bløde endelser?

Forskerne nævner også at de bløde danske endelser, som –ede, giver problemer. Fx siger Dorthe Bleses til videnskab.dk:

I det danske sprog betyder de mange vokallyde, at der ikke er ret meget, der siger: her er der et ord, der stopper, og et nyt, der begynder

Dette er jeg lodret uenig i. I dansk har vi stor forskel på hvilke lyde der står i starten og i slutningen af ord. De hårde lyde som [p t k f v ɕ] signalerer at vi er i starten af ordet, mens bløde lyde som [ð ɐ̯ ʊ̯ ɪ ə] signalerer at vi er i slutningen af ordet.

Det må alt andet lige være lettere at genkende dansk [kæːɪ] kage som ét ord, da [ɪ] ikke kan være et ord, end svensk [kɑːka] kaka, hvor [ka] godt kunne være et ord. Eller tænk på fransk hvor ordfinale konsonanter ofte trækkes over i starten af efterfølgende ord, så fx tout homme udtales [tu tɔm] og ikke som adskilte ord [tu ɔm]. Dansk har mao. et ganske klart signal for ordgrænser ift. mange andre sprog.

Det kan ikke være de bløde endelser der gør det vanskeligere at finde ord i dansk end i andre sprog.

Hvad er så årsagen?

Der er ingen tvivl om at danske børn har sværere ved at lære deres modersmål ift. børn i andre lande. Og ideen om at det skulle være noget i selve den sproglige struktur der er årsagen, synes jeg er temmelig interessant og relevant at undersøge nærmere. Men jeg tror ikke forskerne fra Odense har fat i den rigtige ende – igen med det forbehold at jeg ikke har læst den konkrete artikel, og dette bare er nogle tanker jeg gør mig baseret på min lingvistiske intuition.

Min personlige teori – den vej jeg ville gå hvis jeg skulle kaste mig over et nyt forskningsprojekt – er at afstanden mellem den abstrakte fonologiske og morfologiske repræsentation og den konkrete udtale er større i dansk end i mange andre sprog, dvs. noget der på et abstrakt niveau er det samme, har meget akustisk/artikulatorisk forskellige realiseringer.

Fx bøjes verbet bage helt regelmæssigt at bage/jeg har bagt, men i udtalen er der er overordentlig stor forskel på [bæːɪ bɑgd]. Det er to meget forskellige vokaler, og /g/ realiseres som hhv. en halvvokal og en klusil. Og i en sammensætning som bagværk, bliver /g/ til [w]. Jeg forestiller mig at det er en stor opgave for børn at gennemskue at [ɪ̯ g ʊ̯] på et abstrakt niveau er den samme lyd.

Og den slags er der rigtig meget af i dansk. Afstanden mellem /y/ og /ø/ synes ikke at være lang, men i ryge/røg bliver det til [ʁyːy ʁʌɪ̯ˀ], hhv. en lukket, rundet fortungevokal og en åben urundet bagtungevokal. Forskellen kunne dårligt være større.

Hvis forskerne tæller det som ét ord når barnet har lært at sige bære/bar/båret, så kan jeg godt forstå at danske børn kan færre ord, for forskellen i udtalen i det forskellige bøjninger er så stor, at barnet reelt er nødt til at lære tre ord for at lære et ord.

Creme fraiche

Min 6-årige datter spurgte for nylig om det egenlig hedder [kʁæm ˈfʁæːɕə] eller [kʁæm ˈfʁæɕ], altså med lang vokal og schwa eller med kort vokal og uden schwa. Hun har altid selv sagt [kʁæm ˈfʁæːɕə], men hun må have undret sig over den voksne udtale [kʁæm ˈfʁæːɕ] med lang vokal uden schwa.

I dansk er det i langt de fleste tilfælde sådan at oxytone ord enten har kort vokal (og/)eller stød. Enstavelsesord med lang vokal uden stød er derimod stort set ukendte, bortset fra i få indlånte ord som band og tank, og altså creme fraiche.

Hvis vokalen er lang og stødløs, følger der mao. altid en stavelse efter, typisk et schwa. Det ved børn godt, og de ved at det er der selvom de voksne ofte undlader at udtale det.

Min datter må have undret sig over at vi voksne aldrig udtaler noget schwa i creme fraiche. Schwa udelades hyppigt når ord er ude af fokus, men creme fraiche er et indholdsord og derfor ofte i fokus, men er der ikke noget schwa, selv når ordet er i fokus.

Med min datters kendskab til dansk fonotaks måtte der altså lige styr på tingene. Hvis vokalen er stødløs, må ordet høre til en af to kategorier: (1) vokalen er kort, eller (2) ordet har underliggende et schwa.

Mere fransk end fransk

Jeg forklarede hende at ordet egentlig var fransk, og at derfor udtaltes lidt mærkeligt. Det tossede er at vokalen slet ikke er lang på fransk. Det er et klassisk eksempel på “mere fransk end fransk” – vi overdriver de udenlanske træk når vi udtaler fremmedord.

I fransk forlænges vokaler foran [ʒ]. Det bliver de også i indlånte ord fx loge, collage, rouge osv. Men da man ikke på dansk skelner mellem [ʃ ʒ] som på fransk – de bliver begge oversat til [ɕ] – er vokalforlængelsen også sneget ind enkelte steder foran opr. fransk [ʃ], såsom i creme fraiche og niche.

Hvad ved børn om schwa?

En karakteristisk ting ved dansk er at schwa (det tryksvage e) ofte udtales som alt muligt andet end den øh-agtige vokal [ə]. Vi udtaler ikke katten som [kadən], men [kadn̩] med et stavelsesbærende [n], og ord som pige og flyve udtales [piːi flyːu] og ikke [piːə flyːwə].

Schwa udtales kort fortalt som den vokal det står ved siden af – hvis det altså står ved siden af en vokal – eller som en stavelsesbærende konsonant hvis det ved siden af en konsonant. Dette kaldes schwa-assimilation. Det betyder at schwa kan udtales som [m̩ n̩ ŋ̩ l̩ ð̩] eller en hvilken som helst vokal, afhængigt af den kontekst det står i.

Det er svært at give præcise tal for hvor ofte schwa assimileres, men ifølge min optælling af ca. 3000 forekomster af schwa i DanPASS-korpusset bliver ca. halvdelen af alle schwa assimileret, en fjerdedel falder helt bort, og det er således kun en fjerdedel der bliver udtalt som noget ə-lignende.

I københavnsk (og sikkert i det meste af landet, undtagen måske Bornholm hvor udtalt schwa er mere almindeligt) er schwa-assimilation så godt som gennemført i bestemte fonologiske omgivelser, navnlig når schwa er nabo til en vokoid (en vokal eller konsonanterne [w j ɐ̯ ð]), undtagen i de mest konservative udtaler.

Spørgsmålet i dette indlæg er: Hvad ved børn om schwa, når det hos voksne oftest udtales som noget helt andet end [ə]?

Børn starter ikke med schwa-assimilation

Børn starter med enstavelsesord. Når de begynder at lave flerstavelsesord, begynder de ikke med avancerede stavelsesbærende konsonanter og ekstralange vokaler. De begynder med simple konsonant-vokal-forbindelser.

Jeg har observeret hos mine egne børn at de skulle have en vis alder før de begyndte at lave schwa-assimilation, ca. 2,5 år. Før dette udtalte de schwa distinkt [ə], som i [kadən mæːwə] katten, mave. hvor voksne ville sige [kadn̩ mæːu]. De første steder de begyndte at lave schwa-assimilation var i forbindelsen [ən] → [n̩] (dette er også den forbindelse hvor schwa-assimilation er mest gennemført i sproget, og hvor det historisk er indtrådt tidligst, og som er ganske almindelig også i andre sprog som ellers ikke kender til schwa-assimilation).

I treårsalderen applicerede de schwa-assimilation vilkårligt, fx når de skulle tælle 13, 14, 15 [tʁɑdən/tʁɑdn̩ fjoɐ̯dən/fjoɐ̯dn̩ fɛmdən/fɛmdn̩] osv. Først i femårsalderen begyndte min ældste datter at lave schwa-assimilation konsekvent som voksne, mens min næsten fireårige datter stadig ikke assimilerer så meget som voksne.

Der er allerede her to interessante pointer at trække frem:

  • Børn må på en eller anden måde regne ud at der er schwa bestemte steder, selvom voksne ikke udtaler det.
  • Børn udtaler som udgangspunkt mere distinkt end voksne, og reduktionsmønstre er noget der skal tilegnes.

Børn folder lydene ud

Selvom voksne i mange lydforbindelser konsekvent har schwa-assimilation, så regner børn altså ud at der underliggende er et schwa. Så når voksne siger [n̩ l̩ ð̩ w̩] osv., så gennemskuer børn på en eller anden måde at der er tale om [ən əl ðə wə], så de kan meget vel sige [mæːwə gæːðə] mave, gade, selvom voksne næsten konsekvent siger [mæːʊ gæːð̩].

Men det går ikke altid godt. Et problem for børnene er at de voksnes assimilerede former kan dække over flere forskellige underliggende former. Fx kan [n̩] både være /nə/ som i grønne, /ən/ som i katten, eller /nən/ som i vinen. Når børn hører et [n̩], kan de derfor ikke være sikre på hvad den udfoldede form i virkeligheden er.

Nogle typiske eksempler er at [hoːð̩] hoved bliver udtalt [hoːðə], og [bʌbl̩] boble bliver til [bʌbəl], osv., sikkert fordi dette er den mest sandsynlige fortolkning for barnet ([ːð̩] er oftest = /ːðə/, og [l̩] er oftest = /əl/).

Et mere bemærkelsesværdigt eksempel er [soːfæːn̩ sduːn̩ bœ̞ɐ̯nəhæːwn̩] sofaen, stuen og børnehaven som hos min yngste datter blev til [ˈsoːfæːnən ˈsduːnən ˈbœ̞ɐ̯nəhæwnən] – ord som hun primært stødte på i bestemt form og som hun derfor nok ikke var klar over hed sofa, stue og børnehave i ubestemt form, og ikke sofane, stune, og børnehavne.

Et [ːi] og [ːu] vil i de fleste tilfælde underliggende være hhv. et /jə/ og /və/, som i fx [dʁɑːi mæːu] dreje, mave. Det betyder at børn kan folde disse lyde ud til [jə] og [və] også hvor de ikke skal. Fx fortalte min datter en dag at hun havde fået boller i [ˈkɑːjə ] (= karry), og jeg har hørt dem sige [kæˈkæːvə ˈdʁɑːvə] kakao, drage.

Schwa dukker op hvor det ikke skal

Ligesom schwa ofte assimileres i de voksnes sprog, kan det også helt droppes. Vi kan fx let droppe det i verber som [sbiːs snɑg fen] spise, snakke, finde osv. Det kan være noget vilkårligt om vi dropper det eller ej, og når børn folder de voksnes sprog ud, kan de derfor putte schwa ind nogle steder, hvor det ikke hører til. Det er fx almindeligt efter prætoniske stavelser, så fx delfin og kalkun bliver til dellefin og kallekun. Der kan også meget let komme fuge-e på ord som svingtur, kolbøtte, hjemløs, solbriller, dyrlæge, fangarme som bliver til svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme.

Bemærk at schwa i disse eksempler dukker op efter en stavelse med stødbasis, men uden stød [kal dɛl sveŋ kʌl jɛm] kal-, del- sving-, kol-, hjem-. Jeg tænker at fraværet af stød for barnet indikerer at det er et af de steder man kan putte schwa ind. Tostavelsesord som ender på schwa (men ofte realiseres med assimileret eller udeladt schwa), er nemlig almindeligvis stødløse, fx kalde, delle, svinge, kolde, hjemme.

Omvendt kan der være schwa som barnet ikke har nogen chance for at vide er der. Min femårige datter syntes det lød forkert i en film hvor der blev sagt men-ne-ske, for det hedder jo menske.

Nogen schwa er så sjældne i de voksnes sprog at børn aldrig opdager at de er der. De absolut mest truede schwa er dem der findes i ord med tryk på tredjesidste stavelse, som menneske, hundrede, billede, værelse, køkkenet, lykkelig, der bliver til menske, hundred, billed, værlse, køknet, lyklig.

(Reglen er at en posttonisk stavelse der kun består af et schwa, forsvinder i ord med tryk på tredjesidste stavelse. Det berører en del flerestavede endelser som –ede, -ere, -ene, -ende, -elig. Disse endelser udtales efterhånden enstavede [ð̩ ɐ nə li]. Det bliver spændende at se om ikke skriftsproget har tilpasset sig denne udtale i løbet af en generation eller to.)

Hvorfra ved børn noget om schwa?

Man kan undre sig over hvordan børn ved at der er schwa i nogen af de ord hvor voksne konsekvent har udeladt eller assimileret schwa.

En ting er at børn bliver udsat for mange sange, rim og remser. Her er der fokus på stavelsesantallet for at få versefødderne til at passe, og stavelserne bliver udtalt meget tydeligere end i det almindelige sprog – Kej-ser-en bor på det hø-je hvi-de slot. Ligeledes udsættes de for pædagogisk udtale, og ikke mindst en del råb og emfatisk udtale, og også her er artikulationen ofte overdrevet tydelig.

Men barnet må også lære et system; ellers ville de kun putte schwa ind i de ord som de støder på i distinkt udtale, og det gør de ikke kun.

Her spiller hyppighed formodentlig en stor rolle. En ordstruktur med en betonet stavelse + schwa er overordentlig almindelig i dansk. Børn opdrages således til at hvis ordet ikke er tydeligt enstavet, fx ved at det har stød, eller tydeligt flerstavet, fx ved at der er en anden vokal end schwa, så er det meget sandsynligt at man kan putte et schwa i enden af ordet.

Mao. bliver barnet i stand til at skelne på baggrund af ordets lydlige sammensætning om det er et ord der kan have schwa eller ej. Først når dette er på plads kan barnet begynde at lære hvornår schwa skal assimileres.

Noget om guitar og metatese af distinktive træk

Jeg var for nylig på museum med min 2½-årige datter og pegede på et musikinstrument og spurgte hvad det var. “En [ˈkidɑ]”, svarede hun, tænkte sig lidt om og rettede det til “en [ˈgitɑ]”.

Det min datter lavede, var en særlig slags metatese, hvor det ikke er to lyde der bytter plads, men kun to distinktive træk der bytter plads.

Nogle gange bliver det fremstillet som at de mindste betydningsadskillende enheder i sproget er fonemerne, men fonemer kan splittes yderligere op i distinktive træk. Forskellen på fx /m/ og /n/ er udelukkende deres artikulationssted, bilabial vs. alveolær, mens de på alle andre punkter er ens; begge er nasale konsonanter. /m/ og /d/ er derimod mere forskellige idet at de ud over forskelligt artikulationssted også er forskellige mht. nasalitet.

For at vende tilbage til det oprindelige eksempel så er forskellen på /t d/ vs. /k g/ deres artikulationssted, mens /k t/ er aspirerede vs. de uaspirerede /g d/, hvilket kan stilles op i et diagram således:

+asp -asp
coronal t d
dorsal k g

(coronal = artikuleres med tungespidsen/-bladet, dorsal = artikuleres med tungeryggen)

Når min datter altså udtaler guitar som [ˈkidɑ] i stedet for [ˈgitɑ], er der altså udelukkende byttet rundt på det distinktive træk [+/- asp].

Nogle fonologer vil hævde at distinktive træk ikke har nogen kognitiv realitet, men udelukkende er et praktisk beskrivelsesredskab. Metateser som disse kan dog bruges som argument for distinktive træk har en kognitiv realitet, da de netop kan flyttes selvstændigt uden at hele fonemet flytter med.

Hvad rimer på gris?

Jeg sad for nylig og prøvede at få min datter på 4 år til finde rim til forskellige ord. Undervejs havde vi nogenlunde denne ordveksling:

– Hvad rimer på gris?
Fes (altså [feːˀs])
– Du mener fis.
– Naarj! Fes! Fis rimer da ikke på gris!

Hun var temmelig overbevist. Min kone, der overhørte samtalen, rettede mig også, og sagde at vokalen i gris da er tættere på [e] end [i]. Det var nyt for mig. I mit hoved er vokalen et [i], men min familie er åbenbart af en anden mening.

R-påvirkning

Det er ganske almindelig at et /r/ påvirker udtalen af en efterfølgende vokal så den bliver mere åben, fx øde vs. røde, rude der bliver til rode, ret der bliver til rat osv., men jeg har ikke stødt på at nogen har påstået at gris bliver til gres. DSDU kender heller ikke en udtale med [e].

Er det min kone og datter der er tossede, eller er der andre der kender til udtalen? Er det en nyere udvikling, eller er det dialektalt?

Børns tilegnelse af fonotaks

De tidligste proto-ord hos småbørn har en meget simpel struktur. De består typisk af én konsonant og én vokal (CV), ma, ba. Derfra og til de komplicerede fonologiske strukturer man finder i voksent sprog, ord som sprælsk, angstskrig, ekspressionistisk, strukturrationalisering, er der et stykke vej.

Jeg kender ikke til meget litteratur der beskriver ruten fra børns simple CV-stavelser til komplekse CCCVCCCC-stavelser, så her er nogle af de observationer jeg har gjort hos mine egne (og nogle gange andres) børn.

De tidligste enstavelsesord

De første ord er ma, ba som kan betyde flere forskellige ting. Men ud over disse overraskede det mig at de tidlige ord var den posttoniske stavelse der fangede an. Således blev bamse til og lampe til og ikke hhv. bam og lam.

Jeg tænker at det skyldes at den posttoniske stavelse i københavnsk har en højere grundtone end den betonede stavelse, og den kan således fremstå som mere prominent. Barnet opdager dog nok hurtigt at der er større fonetiske kontraster i den betonede stavelse, og at det således er den man skal hæfte sig ved.

De tidligste tostavelsesord

De første tostavelsesord er for det meste ord der ender på schwa. Ud over det er det ofte reduplikationer, dvs. gentagelser af samme stavelse, fx:

  • lælæ (ælling)
  • klykly (kylling, cykle)
  • Glagla (Clara)
  • madmad (morgenmad)
  • blæblæ (æble)

Således ser man også at børn tidligere lærer at sige farfar og mormor frem for farmor og morfar (indimellem til stor fortrydelse for hhv. farmor og morfar).

Det næste skridt er nær-reduplikationer hvor en enkelt lyd kan udskiftes, fx:

  • Memma (Emma)
  • lolle (oldemor)
  • boba (klapvogn)
  • Dode, Bebo (Pedro)
  • Molo (Simone)
  • pompum (computer)
  • sangsyng (fjernsyn)

Konsonantharmoni

Ved tilegnelsen af mere komplicerede ord ses stadig spor af sådanne reduplikationer, eller man kan kalde dem konsonantharmonier, fx:

  • Ovivia (Olivia)
  • obbehab (ostehaps)
  • maman (banan)
  • jøbehjul (løbehjul)

Man støder ofte på konsonantgruppeharmonier, dvs. hvis én stavelse har en konsonantgruppe, får en anden stavelse det også, og lignende fænomener, fx:

  • flugragra (flyverdragt)
  • krapblov (klapvogn)
  • Predro (Pedro)
  • Pleter Plys
  • trekrant
  • zrebra
  • tjippetjov (sjippetov)
  • drikkedrunk
  • blegeblads (legeplads)
  • blåblær
  • fyrkerværkeri

Prætoniske stavelser udelades

I ord der starter med ubetonede stavelser, udtales disse ikke et langt stykke hen ad vejen, fx:

  • fant (elefant)
  • lerke (tallerken)
  • daler (sandaler)

Metateser

Metateser, ombytning af lyde og stavelser, er ganske almindelige, fx:

  • dode (Pedro)
  • pumpom (computer)
  • ponuter (computer)
  • munse (numse)
  • pakmad (madpakke)
  • stuvsøger (støvsuger)
  • pansresse (prinsesse)
  • madmår (morgenmad)
  • bandtørste (tandbørste)
  • hukse (huske)
  • gujurt (jogurt)

En mere spektakulær metatese var at lampe på et tidspunkt blev til mbela [ˈmbœlɑ].

Metatese

Metatese er det fænomen at der byttes om lydenes rækkefølge i et ord. Der kan være tale om at to lyde bytter plads, eller at en lyd flyttes et andet sted hen i ordet, fx:

  • fransk: au revoir > au vroir
  • engelsk: pretty > purty

Børnesprog

Metatese er relativt sjældent i voksensprog, selv i spontantale. Men det er overordentligt almindeligt i børnesprog. Efterhånden som man vokser op, får man udryddet de fleste metateser. Her er nogle eksempler fra mine egne børn:

  • spaghetti > basketti
  • risotto > ritosso
  • sløjfe > fløjse
  • støvsuger > stuesøger
  • numse > munse

Indimellem bytter hele stavelser plads:

  • morgenmad > madmår
  • madpakke > pakmad

Diakront

En sjælden gang imellem får en metatese lov at overleve og bliver etableret i sproget, fx:

  • Engelsk: wæps > wasp
  • Spansk: crocodillo > cocodrillo
  • Spansk: miraglo > milagro (mirakel)
  • Fransk: mosquito > moustique

Metateser ses også ofte i navne, fx:

  • Birgit > Brigitte
  • Petrus > Peter

Forklaringer

Der kan være forskellige forklaringer på metateser. For det første kan man se en tendens til at lyde ombyttes så der dannes konsonantgrupper foran en betonet stavelse frem for en ubetonet, fx basketti, cocodrillo, au vroir (se ovenfor).

For det andet kan man se en tendens til at man med metateser danner højfrekvente lydkombinationer frem for lavfrekvente. I dansk har vi fx kun to-tre ord der ender på /əm/, nemlig (i)gennem og mellem. Til gengæld er endelsen /ən/overordentlig hyppig, hvorfor det er naturligt at opfatte gennem som /gɛmən/.

Der kan også være tale om at man foretrækker homorgane konsonantgrupper, fx munse frem for numse. Og endelig kan der være tale om at man bytter om på lydene for at overholde sprogets fonotaks bl.a. i forbindelse med vokalbortfald, fx billeder > bedler, rvoir > vroir.

I alle tilfælde lader det til at metatese primært rammer ord som introduceres meget tidligt i livet. Det kan være en grund til at det kan opfattes som umodent sprog når metateser optræder hos voksne. Hos folk der har små børn, er det en almindelig mekanisme at man synes børnenes afvigende udtaler kan virke sjove eller nuttede, og så dyrker man dem internt i familien. Hvis tilstrækkelig mange familier gør det, kan metateserne med tiden blive etablerede i sproget.

Ordspil og slang

Metatese bruges ofte bevidst i forbindelse med ordspil og slang. Vi har vi alle lært at bakke snagvendt af Kaj og Andrea. Asterix og Obelix er metateser af asterisk og obelisk. I Frankrig kan man tale verlan, som er en metatese af l’envers, hvor stavelser byttes om så fx métro bliver til tromé, og cigarette bliver til garetsi.

Kender du eksempler på metateser, så skriv en kommentar nedenfor.

Følg med

rss e-mail FB Twitter