Hvad ved journalister om fonetik?

En af mine yndlingsaversioner er journalister der forsøger at formidle videnskabelige undersøgelser. De mest spektakulære overskrifter bliver til det mest fabelagtige nonsens når man dykker ned i artiklen.

Nu sker det heldigvis/desværre sjældent at fonetiske undersøgelser dukker op i mainstreamnyhederne, men i dag er der en artikel på Jyllandspostens forbrugerside fpn.dk som handler om at træthed påvirker udtalen af bestemte lyde. Måske ikke ligefrem spektakulært, men i det mindste fonetisk.

Det går dog galt for journalisten, for artiklen er idiotoversat fra engelsk. Den oprindelige artikel forklarer at /p t k/ kommer til at lyde som /b d g/ når man er træt, så fx police kommer til at lyde som bolice på engelsk. Dette er kluntet oversat til at politi kommer til at lyde som boliti, hvilket man for det første ikke kan konkludere – de engelske fonemer kan ikke uden videre ‘oversættes’ til danske – og for det andet, selv hvis man kunne, så har journalisten overset t’et i politi, som jo også burde blive oversat til d, altså bolidi.

/p t k/ og /b d g/ er ikke det samme på dansk og engelsk

Det er en almindelig fejl når danskere taler engelsk, at de udtaler lukkelydene /p t k b d g/ på samme måde som på dansk, men fonemerne dækker ikke over de samme lyde i de to sprog.

På engelsk er den primære forskel på lukkelydene at /p t k/ er ustemte, mens /b d g/ er stemte (opdatering 8/3/11: se Christians kommentar nedenfor). På dansk er alle lukkelyde imidlertid ustemte, og den primære forskel i dansk er at /b d g/ er uaspirerede = [b̥ d̥ g̊], mens /p t k/ er aspirerede = [pʰ tˢ kʰ], dvs. de ledsages af en smule friktionsstøj fra luft der slipper ud af munden.

Det er ganske almindeligt, også i dansk, at ustemte uaspirerede lukkelyde bliver stemte i mindre distinkt udtale. På engelsk betyder det at /p t k/ bliver lig /b d g/, men på dansk betyder det bare at [b̥ d̥ g̊] bliver til [b d g], men da vi ikke har nogen fonologisk stemthedskontrast, giver det ikke anledning til forveksling på dansk.

Til gengæld er de danske [pʰ tˢ kʰ] blandt de lyde der er allermest resistente over for reduktion. Man kan selv bladre igennem udtaleordbogen og se hvor sjældent ord der starter med p udtales med noget andet end [p], og ligeledes ord der starter med t og med k.

Når dansk [pʰ tˢ kʰ] reduceres, bliver de typisk til frikativer, dvs. man får ikke lukket helt i talekanalen så /p/ → [β ɸ], /t/ → [s z] og /k/ → [x ɣ]. Friktionsstøjen, som de har fordi de er aspirerede, er altså det træk der bevares bedst, og lydene bevarer således en distinkt forskel fra de uaffrikerede /b d g/.

Det er mao. det rene sludder at oversætte det at /p t k/ bliver til /b d g/ på engelsk, til det samme for dansk.

Noget om guitar og metatese af distinktive træk

Jeg var for nylig på museum med min 2½-årige datter og pegede på et musikinstrument og spurgte hvad det var. “En [ˈkidɑ]”, svarede hun, tænkte sig lidt om og rettede det til “en [ˈgitɑ]”.

Det min datter lavede, var en særlig slags metatese, hvor det ikke er to lyde der bytter plads, men kun to distinktive træk der bytter plads.

Nogle gange bliver det fremstillet som at de mindste betydningsadskillende enheder i sproget er fonemerne, men fonemer kan splittes yderligere op i distinktive træk. Forskellen på fx /m/ og /n/ er udelukkende deres artikulationssted, bilabial vs. alveolær, mens de på alle andre punkter er ens; begge er nasale konsonanter. /m/ og /d/ er derimod mere forskellige idet at de ud over forskelligt artikulationssted også er forskellige mht. nasalitet.

For at vende tilbage til det oprindelige eksempel så er forskellen på /t d/ vs. /k g/ deres artikulationssted, mens /k t/ er aspirerede vs. de uaspirerede /g d/, hvilket kan stilles op i et diagram således:

+asp -asp
coronal t d
dorsal k g

(coronal = artikuleres med tungespidsen/-bladet, dorsal = artikuleres med tungeryggen)

Når min datter altså udtaler guitar som [ˈkidɑ] i stedet for [ˈgitɑ], er der altså udelukkende byttet rundt på det distinktive træk [+/- asp].

Nogle fonologer vil hævde at distinktive træk ikke har nogen kognitiv realitet, men udelukkende er et praktisk beskrivelsesredskab. Metateser som disse kan dog bruges som argument for distinktive træk har en kognitiv realitet, da de netop kan flyttes selvstændigt uden at hele fonemet flytter med.