laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

ə

Æggedelere, æggeledere og fuge-e’er

Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.

Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.

ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.

6857869304_a4d289140d_z

Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.

æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.

Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.

Hvorfor ægge?

Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?

Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).

Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.

Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.

Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.

Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hushundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.

Fuge-e er næsten en grammatisk regel

Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.

Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.

Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.

Modernet, modernede og moderne

I dagens Sprogminut på P1 fortæller Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn om formen modernet, som har sneget sig ind i nogle danskeres sprogbrug. Ifølge retskrivningsnormen er moderne et ubøjet adjektiv, og det hedder altså moderne uanset om der er tale om ental, flertal, intetkøn, fælleskøn, bestemt eller ubestemt form.

JNJ forklarer formerne modernet og modernede med at vi jo normalt bøjer adjektiver, og bøjningen af moderne følger således blot det generelle bøjningsmønster og dermed er ganske “logisk og systematisk”.

Hvis man vil beskrive modernet som et bøjet adjektiv, opfører det sig imidlertid efter min mening hverken logisk eller systematisk.

Det er usystematisk fordi den systematiske regel er at vi ikke bøjer adjektiver der ender på schwa. Det hedder et lille, øde, bange, højre, selvmodsigende osv. og ikke et *lillet, *ødet, *banget, *højret, *selvmodsigendet. Jeg har aldrig stødt på nogen der udtalte ordene på den måde, og hvis der skulle være tale om en systematisk tilpasning, virker det mystisk at det så kun rammer et bestemt ord, modernet. Det er der intet systematisk ved.

Det er ulogisk fordi adjektivets normale bøjningsmorfem er /t/, som i udtalen bliver til [d], jf. fx at blåt udtales [blʌd] og ikke *[blʌð]. Modernet får derimod tilføjet et /d/ som bliver til [ð] i udtalen, hvilket slet ikke er et intetkønsmorfem. Her snubler JNJ nok fordi han arbejder i et nævn der kun beskæftiger sig med skriftsproget, for på skrift gengives de to endelser med samme bogstav.

JNJ er selv inde på flertalsformen modernede. Igen, hvis modernet var en intetkønsform af moderne, ville det systematisk hedde moderne i flertal, da stammen stadig må være moderne. Vi flertalsbøjer som nævnt ikke adjektiver der ender på schwa, men selv hvis vi gjorde, ville det regelret blive modernee og ikke modernede. (I morfofonologiske sammenhænge beskrives det faktisk undertiden som at ordet bøjes, men en mere generel regel om at /əə/ -> /ə/ sørger for at bøjningen ikke får noget lydligt udtryk.)

At modernet skulle være en intetkønsform, stemmer i øvrigt ikke overens med talrige eksempler fundet på google, hvor modernet bruges om fælleskønsord, fx en modernet virksomhed, en modernet kunstner, en modernet sygdom.

I øvrigt dokumenterer jeg i min ph.d.-afhandling at adjektivers intetkøns-t er overordentlig tilbøjelig til at blive droppet. Det ville derfor være mærkeligt hvis der samtidig skulle være en tendens til at droppe det de fleste steder, men indføre det andre steder.

Hvorfor siger nogen så modernet og modernede?

Mit bud på en forklaring er at modernet hos dem der bruger den form, skal betragtes som stammen, og ikke som en intetkønsform af moderne. Først da opfører det sig morfologisk regelret. Det får samme bøjningsmønster som ternet, firestjernet og skarphjernet, som ender på /d/ på trods af ortografiens t, og som bøjes i bestemt form og flertal til ternede, firestjernede og skarphjernede.

Det ligner således mere noget participiumsagtigt, som fx malet i fx jeg har malet billedet, nu er det malet. Der er ganske vist ikke noget verbum der hedder at moderne noget, og det kan være at det er derfor at det stadig skratter i ørerne på os der siger moderne.

Formen modernet vil jeg beskrive som moderne med falsk rekonstruktion af /d/. Normalt opfatter vi ikke alle de reduktioner vi laver i daglig tale; vores hjerne rekonstruerer den fulde, distinkte form helt automatisk. Nogen gange rekonstruerer vi også noget der ikke er intenderet, fx når børn danner formerne [ˈkɑːjə] og [ˈdʁɑːvə] af [ˈkɑːi ˈdʁɑːu] karry, drage – nogle udtaler de næsten garanteret aldrig har hørt fra en voksen mund. I et tidligere indlæg skrev jeg også om lykkes og lykkedes og forskellen på [ð] og [ə]. Det er almindeligt at reducere [ð] til [ə], men som lytter er man i stand til at rekonstruere den distinkte form. Som uerfaren sprogbruger kan man altså af vanvare komme til at opfatte moderne som modernet, formentlig fordi det af en eller anden grund bare lyder mere rigtigt eller almindeligt. På den måde er der intet regelmæssigt over det. Det er bare en enkelt smutter som har fået en vis udbredelse.

Regler for schwa-assimilation

(Læs min mere dybdegående artikel om schwa-assimilation og stavelsesgrænser fra NyS 39)

Schwa-assimilation er et af de allermest karakteristiske udtalefænomener i dansk. Betegnelsen dækker over det fænomen at schwa ofte ikke udtales [ə], men smelter sammen med en nabolyd og udtales som en stavelsesbærende variant af denne, fx:

  • lige [liːə] → [liːi]
  • solen [soːˀlən] → [soːˀln̩]
  • plade [plæːðə] → [plæːð̩]

Schwa-assimilation er i nogle sammenhænge obligatorisk. Der er fx næppe nogen der siger [sdeːˀnənə] stenene, men altid [sdeːˀn̩nə] i distinkt udtale, med et langt stavelsesbærende [n] (i voksensproget i hvert fald – se mit indlæg om schwa i børnesprog).

I andre sammenhænge sker det yderst sjældent. Det er fx sjældent at et ord som ækle bliver til [ɛːˀgl̩]. Her er en udtale med schwa [ɛːˀglə] den foretrukne udtale.

I atter andre sammenhænge virker det lidt vilkårligt om vi har schwa-assimilation eller ej. Et ord som smule kan lige så vel udtales med distinkt schwa [smuːlə] som assimileret [smuːl̩].

Hvad er reglen?

Jeg plejer at sige at ca. ½ af alle schwa undergår schwa-assimilation, mens hver fjerde schwa falder bort, og hver fjerde udtales distinkt [ə]. Men hvis man fx skal lære nogen at tale dansk, eller hvis man vil simulere schwa-assimilation i et talesynteseprogram, kan man ikke bare kaste en terning for at afgøre hvordan schwa skal udtales.

Spørgsmålet er om man kan give en regel for hvornår der indtræffer schwa-assimilation. Mine undersøgelser af fænomenet viser at det kan man, og endda en meget simpel regel, som er baseret på de (overflade)fonologiske stavelsesgrænser:

Schwa-assimilation indtræffer når /ə/ er nabo til en sonorant der står i coda.

Det vil mao. sige at det indtræffer når schwa står efter en sonorant der står finalt i foranstående stavelse (= heterosyllabisk), fx /gaːð.ə/ → [gæːð̩], eller når det står foran en sonorant der tilhører samme stavelse (= tautosyllabisk), fx /bus.ən/ → [busn̩]. Men det assimileres fx meget sjældent hen over en ordgrænse.

Hvordan går stavelsesgrænserne?

For at ovennævnte regel skal gælde, skal stavelser deles efter bestemte regler. Reglerne bygger på en ide om vokalers tiltrækningskraft, altså deres evne til at trække konsonanter ind i stavelsen. Hvis en konsonant står mellem to vokaler, kæmper de to vokaler så at sige om hvem der skal have konsonanten, hvilket får betydning for om konsonanten kommer til at stå finalt i første stavelse, eller initialt i anden stavelse, se Basbøll (2005 s. 253).

De stavelsesdelingsregler der får ovennævnte regel for schwa-assimilation til at virke, er følgende, i prioriteret rækkefølge:

  1. I proparoxytone ord tiltrækker første posttoniske schwa så vidt muligt ingen kontoider.
  2. I distinkt udtale går vokoider til foranstående stavelse og kontoider så vidt muligt til efterfølgende stavelse.
  3. I mindre distinkt tale flyttes stavelsesgrænsen mod højre. (I mere distinkt udtale flyttes grænsen til venstre.)

Når grænserne således er sat, følger schwa-assimilation automatisk deraf. Hvis foranstående stavelse slutter på en sonorant, eller der følger en tautosyllabisk sonorant efter, får vi schwa-assimilation.

Uddybning

“Så vidt muligt” skal forstås som at hvis der er mere end én konsonant mellem vokalerne, så må der ved stavelsesdelingen ikke deles så vi får konsonantklynger der er ikke forekommer naturligt i enstavelsesord.

@ 1: Denne regel rammer den midterste vokal i ord som nydelig, rettelse, børnene som får stavelsesdelingen nyd.e.lig, rett.el.se, børn.e.ne – kun i rettelse får midterstavelsen en konsonant, da vi ikke kan have stavelser der starter med ls-. Vi får schwa-assimilation i alle tre ord da schwa enten følger efter en heterosyllabisk sonorant [nyːð̩li bɶɐ̯ˀn̩nə] nydelig, børnene, eller foran en tautosyllabisk sonorant [ʁɑdl̩sə] rettelse. Men det sidste schwa i børnene udtales distinkt, da den foranstående sonorant er tautosyllabisk.

@ 2: I distinkt udtale får vi stavelsesdelingen mød.e, me.ne, ger.ne, bjerg.e. Vi får schwa-assimilation i [møːð̩ bjæɐ̯ʊ] da schwa følger efter en heterosyllabisk sonorant, men ikke i [meːnə gæɐ̯nə], for godt nok følger schwa efter en sonorant, men den tautosyllabisk.

(Bemærk at formuleringen “så vidt muligt” henviser til konsonantklynger, og at [ŋ] ikke betragtes som en konsonantklynge på dette beskrivelsesniveau. Det er en uskønhed ved mine regler at vi får stavelsesdelingen ma.nge pe.nge, men det er afgørende at [ŋ] behandles som de andre nasaler [n m].)

(Bemærk også at denne formulering er lidt forskellig fra den jeg benytter i dette indlæg. Dette er gjort af hensyn til overskueligheden. Man kunne godt benytte de samme regler, men så skulle der tages flere forbehold i formuleringerne ovenfor.)

@ 3: Reglen gør at grænsen kan flyttes til højre, så vi alligevel kan få schwa-assimilation i ord som [meːn̩ gæɐ̯n̩] men.e, gern.e, når de udtales tilpas udistinkt. Schwa-assimilation i disse ord betragtes altså som et reduktionsfænomen, hvilket det ikke gør i de øvrige ord.

Bemærk at denne regel ikke bruger formuleringen “så vidt muligt” . I reduceret udtale er der i yderste konsekvens ikke nogen begrænsning på hvilke konsonantklynger vi kan have.

Man kan måske umiddelbart få fornemmelsen af at regel 3 er lidt en snyderegel da den sådan set gør at man kan få alt til at passe, bare man påstår at udtalen er tilpas distinkt/reduceret. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at den rammer ord eller konstruktioner der generelt er tilbøjelige til at blive reducerede, dvs. de rammes også af andre reduktionsfænomener.

Det er også værd at være opmærksom på at flytning af stavelsesgrænsen er et reduktionsfænom vi kender andre steder fra, fx når [tyːvə] ty.ve bliver til [tyːʊ] tyv.e eller [juːʁi] ju.ry bliver til [juɐ̯i] jur.y.

***

Der findes særtilfælde som dårligt lader sig beskrive ud fra disse regler (se fx dette indlæg), men det vil jeg ikke gå i dybden med her. Jeg indrømmer også at der ikke tale om naturlove, blot meget stærke tendenser.

Reglerne er baseret på en analyse af moderne rigsmålsudtale, og jeg kan derfor ikke sige noget om i hvor høj grad de gælder ude i de forskellige dialekter. Det er derimod ganske sikkert at reglerne afviger fra tidligere beskrivelser af schwa-assimilation (fx Brink & Lund 1975), hvilket tyder på at schwa-assimilation er undergået en væsentlig forandring i løbet af de sidste par generationer.

҉

Om lykkes, lykkedes og forskellen på ð og ə

Baconbidderne i dette indlæg (til dem der ikke gider læse hele indlægget):

  • Forskellige artikulationer kan føre til nogenlunde samme akustiske resultat.
  • [ð] og [ə] kan komme til at lyde ens i bestemte fonetiske omgivelser.
  • Dette er en plausibel forklaring på hvorfor nogen skriver lykkedes i stedet for lykkes.

I et blogindlæg fra d. 5 februar “Intet kan lykkedes” tager retskrivningspolitibetjenten Martin Lund udgangspunkt i et klip fra tv-avisen hvor en person skulle have sagt “som handler om at det kan lykkedes” hvor det korrekt hedder lykkes – en fejl som Martin i øvrigt har haft fokus på før.

Jeg syntes dette udgangspunkt var mistænkeligt. Min opfattelse er at det kan være meget vanskeligt at skelne mellem udtalerne [løgəs] og [løgð̩s], som jeg vil udtale de to ord i sammenhængende tale, og man skal derfor være meget sikker i sin sag før man skyder nogen noget i skoene.

Det er rigtigt at det er rimelig udbredt af skrive fx vil lykkedes i stedet for vil lykkes (ifølge google måske omkring 10 %), men det tager jeg netop som et udtryk for at de to udtaler mere eller mindre falder sammen; grammatisk forvirring udspringer ofte af sammenfald i udtalen.

Jeg måtte finde tv-klippet frem og lytte efter, og jeg blev ikke overbevist om andet end at det var svært at afgøre. Bedøm selv her, først hele frasen, dernæst isoleret (fra tv-avisen on d. 2/2/11 kl. 18.30):

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Dette skrev jeg i en kommentar på Martins blog, hvortil han svarede “hvis jeg havde været det mindste i tvivl om hvad han sagde, så havde jeg nævnt det.”

Nu er jeg forsker og kan derfor ikke som Martin tillade mig ikke at være det mindste i tvivl om noget. Som erfaren lyd-til-lydskrift-transskriptør (jeg har vel lyttet til og lydskrevet et godt stykke over 200.000 ord de seneste år) ved jeg desuden at hvis der er noget man bliver sikker på når man lydskriver så meget, så er det at der er en masse ting man ikke kan være sikker på.

Hvad gør man når man hører noget forskelligt?

Det er overordentligt almindeligt at to lyttere hører noget forskelligt selvom de lytter til samme lyd. Ens forventninger til hvad der bliver sagt, ens opmærksomhed på bestemte fænomener (ens kæpheste) og ens egen udtalenorm spiller en stor rolle for hvordan man vurderer det man hører.

Det kan man ikke undslippe, og det nytter derfor ikke meget at lytte til lydklippet ovenfor igen og igen. Man kan overbevise sig selv om at høre det ene lige så vel som det andet.

Men lyd er et fysisk fænomen, og der kan derfor analyseres med objektive måleredskaber. Her er et spektrogram af omtalte ord, og spektrogrammer lyver ikke (så meget som ens ører):

I spektrogrammet kan man se (fra venstre): første stavelse [lø]; det lidt tomme område i midten er lukkelyden [g]; dernæst det interessante område [ə/ð̩]; og længst til højre ses [s] som det sværtede område.

Den traditionelle metode til akustisk analyse af vokaler er at måle deres formanter, som er de aflange linjer man kan fornemme på tværs af spektrogrammet, som er opmærket med røde prikker.

Hvis man måler i det markerede område mellem de stiplede linjer, hvor den omstridte vokal ligger, får man formantfrekvenserne

  • F1 = 335 Hz
  • F2 = 1560 Hz
  • F3 = 2715 Hz

Uanset hvad vi synes vi hører, er det groft sagt dette der rammer vores ører og fortolkes i hjernen.

Hvad er forskellen på [ə] og [ð]?

Så kommer spørgsmålet: Svarer disse formantfrekvenser mest sandsynligt til at taleren har udtalt et [ə] som i lykkes eller et [ð] som i lykkedes?

[ə] er isoleret set en halvåben mellemtungevokal, mens [ð] er en lidt mere lukket, lidt velariseret alveolær vokoid. I mindre distinkt tale kan [ð] dog let svækkes og centraliseres så det reduceres til en slap høj fortungevokal [ɪ], mens et [ə] i mindre distinkt udtale helt falder bort.

Et idealiseret [ə] ville have formanter omkring 500, 1500 og 2500 Hz, altså i nærheden af det man kan måle i vokalen her. Men medmindre man er meget omhyggelig med udtalen, er [ə] dog typisk kraftigt koartikuleret med omgivende lyde.

Efter det velære [g] kan [ə] udmærket en højere tungestilling. Mellem de snævre lyde [g] og [s] som i [løgəs] vil [ə] være lidt mere lukket og fremskudt, hvilket sænker første formant og hæver anden formant. Desuden er foranstående vokal [ø] rundet, hvilket også giver læberunding i [ə] hvilket sænker alle formanterne en smule.

På den baggrund må man sige at de formanter man kan måle i den omstridte vokal, svarer vældig godt til hvad man ville forvente af et [ə] i de omgivelser. Og så kunne jeg vælge at lukke sagen her.

Men for at det skal være helt redeligt, skal man huske at forskellen på [ð] og [ə] er at [ð] som udgangspunkt er en lille smule mere fremskudt, lukket og velariseret, hvilket vil sige at det som udgangspunkt også vil ligge tæt på de målte formantfrekvenser. De målte frekvenser svarer således i lige så høj grad til hvad man kunne forvente af et [ð] i disse omgivelser.

Opsummering: et [ə] i lykkes vil blive trukket i retning af at lyde som et [ð], mens et [ð] vil lyde som et [ð] i forvejen. Man kan mao. kun vanskeligt skelne mellem de to lyde i den position og derfor ikke afgøre hvad der bliver sagt i interviewet.

For mig at se forklarer dette netop hvorfor nogen skriver kan lykkedes i stedet for kan lykkes. Den akustiske påvirkning af [ə] i de omgivelser gør at det af den grammatisk uopmærksomme omfortolkes til et [ð].

Denne forklaring er også tilfredsstillende da det er mindre almindeligt at svage stavere putter ekstra morfemer på et ord. Det er mere almindeligt at morfemer udelades i skriften da de ofte udelades i udtalen. Hvis der var tydelig forskel på udtalen af lykkes og lykkedes, ville det ganske enkelt være vanskeligt at forklare hvordan det skulle opstå at nogen skrev den komplekse form lykkedes frem for den simple lykkes.

Hvad ved børn om schwa?

En karakteristisk ting ved dansk er at schwa (det tryksvage e) ofte udtales som alt muligt andet end den øh-agtige vokal [ə]. Vi udtaler ikke katten som [kadən], men [kadn̩] med et stavelsesbærende [n], og ord som pige og flyve udtales [piːi flyːu] og ikke [piːə flyːwə].

Schwa udtales kort fortalt som den vokal det står ved siden af – hvis det altså står ved siden af en vokal – eller som en stavelsesbærende konsonant hvis det ved siden af en konsonant. Dette kaldes schwa-assimilation. Det betyder at schwa kan udtales som [m̩ n̩ ŋ̩ l̩ ð̩] eller en hvilken som helst vokal, afhængigt af den kontekst det står i.

Det er svært at give præcise tal for hvor ofte schwa assimileres, men ifølge min optælling af ca. 3000 forekomster af schwa i DanPASS-korpusset bliver ca. halvdelen af alle schwa assimileret, en fjerdedel falder helt bort, og det er således kun en fjerdedel der bliver udtalt som noget ə-lignende.

I københavnsk (og sikkert i det meste af landet, undtagen måske Bornholm hvor udtalt schwa er mere almindeligt) er schwa-assimilation så godt som gennemført i bestemte fonologiske omgivelser, navnlig når schwa er nabo til en vokoid (en vokal eller konsonanterne [w j ɐ̯ ð]), undtagen i de mest konservative udtaler.

Spørgsmålet i dette indlæg er: Hvad ved børn om schwa, når det hos voksne oftest udtales som noget helt andet end [ə]?

Børn starter ikke med schwa-assimilation

Børn starter med enstavelsesord. Når de begynder at lave flerstavelsesord, begynder de ikke med avancerede stavelsesbærende konsonanter og ekstralange vokaler. De begynder med simple konsonant-vokal-forbindelser.

Jeg har observeret hos mine egne børn at de skulle have en vis alder før de begyndte at lave schwa-assimilation, ca. 2,5 år. Før dette udtalte de schwa distinkt [ə], som i [kadən mæːwə] katten, mave. hvor voksne ville sige [kadn̩ mæːu]. De første steder de begyndte at lave schwa-assimilation var i forbindelsen [ən] → [n̩] (dette er også den forbindelse hvor schwa-assimilation er mest gennemført i sproget, og hvor det historisk er indtrådt tidligst, og som er ganske almindelig også i andre sprog som ellers ikke kender til schwa-assimilation).

I treårsalderen applicerede de schwa-assimilation vilkårligt, fx når de skulle tælle 13, 14, 15 [tʁɑdən/tʁɑdn̩ fjoɐ̯dən/fjoɐ̯dn̩ fɛmdən/fɛmdn̩] osv. Først i femårsalderen begyndte min ældste datter at lave schwa-assimilation konsekvent som voksne, mens min næsten fireårige datter stadig ikke assimilerer så meget som voksne.

Der er allerede her to interessante pointer at trække frem:

  • Børn må på en eller anden måde regne ud at der er schwa bestemte steder, selvom voksne ikke udtaler det.
  • Børn udtaler som udgangspunkt mere distinkt end voksne, og reduktionsmønstre er noget der skal tilegnes.

Børn folder lydene ud

Selvom voksne i mange lydforbindelser konsekvent har schwa-assimilation, så regner børn altså ud at der underliggende er et schwa. Så når voksne siger [n̩ l̩ ð̩ w̩] osv., så gennemskuer børn på en eller anden måde at der er tale om [ən əl ðə wə], så de kan meget vel sige [mæːwə gæːðə] mave, gade, selvom voksne næsten konsekvent siger [mæːʊ gæːð̩].

Men det går ikke altid godt. Et problem for børnene er at de voksnes assimilerede former kan dække over flere forskellige underliggende former. Fx kan [n̩] både være /nə/ som i grønne, /ən/ som i katten, eller /nən/ som i vinen. Når børn hører et [n̩], kan de derfor ikke være sikre på hvad den udfoldede form i virkeligheden er.

Nogle typiske eksempler er at [hoːð̩] hoved bliver udtalt [hoːðə], og [bʌbl̩] boble bliver til [bʌbəl], osv., sikkert fordi dette er den mest sandsynlige fortolkning for barnet ([ːð̩] er oftest = /ːðə/, og [l̩] er oftest = /əl/).

Et mere bemærkelsesværdigt eksempel er [soːfæːn̩ sduːn̩ bœ̞ɐ̯nəhæːwn̩] sofaen, stuen og børnehaven som hos min yngste datter blev til [ˈsoːfæːnən ˈsduːnən ˈbœ̞ɐ̯nəhæwnən] – ord som hun primært stødte på i bestemt form og som hun derfor nok ikke var klar over hed sofa, stue og børnehave i ubestemt form, og ikke sofane, stune, og børnehavne.

Et [ːi] og [ːu] vil i de fleste tilfælde underliggende være hhv. et /jə/ og /və/, som i fx [dʁɑːi mæːu] dreje, mave. Det betyder at børn kan folde disse lyde ud til [jə] og [və] også hvor de ikke skal. Fx fortalte min datter en dag at hun havde fået boller i [ˈkɑːjə ] (= karry), og jeg har hørt dem sige [kæˈkæːvə ˈdʁɑːvə] kakao, drage.

Schwa dukker op hvor det ikke skal

Ligesom schwa ofte assimileres i de voksnes sprog, kan det også helt droppes. Vi kan fx let droppe det i verber som [sbiːs snɑg fen] spise, snakke, finde osv. Det kan være noget vilkårligt om vi dropper det eller ej, og når børn folder de voksnes sprog ud, kan de derfor putte schwa ind nogle steder, hvor det ikke hører til. Det er fx almindeligt efter prætoniske stavelser, så fx delfin og kalkun bliver til dellefin og kallekun. Der kan også meget let komme fuge-e på ord som svingtur, kolbøtte, hjemløs, solbriller, dyrlæge, fangarme som bliver til svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme.

Bemærk at schwa i disse eksempler dukker op efter en stavelse med stødbasis, men uden stød [kal dɛl sveŋ kʌl jɛm] kal-, del- sving-, kol-, hjem-. Jeg tænker at fraværet af stød for barnet indikerer at det er et af de steder man kan putte schwa ind. Tostavelsesord som ender på schwa (men ofte realiseres med assimileret eller udeladt schwa), er nemlig almindeligvis stødløse, fx kalde, delle, svinge, kolde, hjemme.

Omvendt kan der være schwa som barnet ikke har nogen chance for at vide er der. Min femårige datter syntes det lød forkert i en film hvor der blev sagt men-ne-ske, for det hedder jo menske.

Nogen schwa er så sjældne i de voksnes sprog at børn aldrig opdager at de er der. De absolut mest truede schwa er dem der findes i ord med tryk på tredjesidste stavelse, som menneske, hundrede, billede, værelse, køkkenet, lykkelig, der bliver til menske, hundred, billed, værlse, køknet, lyklig.

(Reglen er at en posttonisk stavelse der kun består af et schwa, forsvinder i ord med tryk på tredjesidste stavelse. Det berører en del flerestavede endelser som –ede, -ere, -ene, -ende, -elig. Disse endelser udtales efterhånden enstavede [ð̩ ɐ nə li]. Det bliver spændende at se om ikke skriftsproget har tilpasset sig denne udtale i løbet af en generation eller to.)

Hvorfra ved børn noget om schwa?

Man kan undre sig over hvordan børn ved at der er schwa i nogen af de ord hvor voksne konsekvent har udeladt eller assimileret schwa.

En ting er at børn bliver udsat for mange sange, rim og remser. Her er der fokus på stavelsesantallet for at få versefødderne til at passe, og stavelserne bliver udtalt meget tydeligere end i det almindelige sprog – Kej-ser-en bor på det hø-je hvi-de slot. Ligeledes udsættes de for pædagogisk udtale, og ikke mindst en del råb og emfatisk udtale, og også her er artikulationen ofte overdrevet tydelig.

Men barnet må også lære et system; ellers ville de kun putte schwa ind i de ord som de støder på i distinkt udtale, og det gør de ikke kun.

Her spiller hyppighed formodentlig en stor rolle. En ordstruktur med en betonet stavelse + schwa er overordentlig almindelig i dansk. Børn opdrages således til at hvis ordet ikke er tydeligt enstavet, fx ved at det har stød, eller tydeligt flerstavet, fx ved at der er en anden vokal end schwa, så er det meget sandsynligt at man kan putte et schwa i enden af ordet.

Mao. bliver barnet i stand til at skelne på baggrund af ordets lydlige sammensætning om det er et ord der kan have schwa eller ej. Først når dette er på plads kan barnet begynde at lære hvornår schwa skal assimileres.

De hyppigste danske stavelser

Jeg har lavet et lille script der kan tælle hyppigheden af stavelser i en tekst. Der er godt nok tale om fonologiske stavelser, hvor stavelsesgrænsen går lidt anderledes end man er vant til ifølge retskrivningsprincipperne. Desuden kræves det at teksten er skrevet i fonemskrift, og det er der ikke mange tekster der.

Men DanPASS-korpusset er annoteret i fonemskrift, så det kan bruges til at give et billede af stavelsesfrekvensen i dansk. Og hvilken stavelse er så mon den hyppigste? Jeg kan med stor glæde afsløre at den hyppigste danske stavelse, med overvældende vægt er (trommehvirvel):

ə

Ja, et lille isoleret schwa (et tryksvagt e) er den hyppigste danske stavelse, og den er næsten 50 % mere hyppig end den næsthyppigste stavelse, som er meget beslægtet, nemlig /ər/.

Der er 1395 forskellige stavelser i korpusset. 354 af dem forekommer kun en enkelt gang (jeg ved ikke hvor mange mulige stavelser der er i dansk, men det kan beregnes). Bemærk at jeg ikke har skelnet mellem betonede og ubetonede stavelser. Her listen over de 20 hyppigste stavelser i korpusset:

(hele listen med alle 1395 stavelser findes her)

nummer. stavelse antal
1 ə 7093
2 ər 4796
3 4003
4 du 3955
5 ja 3545
6 ɔv 3142
7 de 2454
8 dɛnˀ 2015
9 ən 1943
10 deːˀr 1743
11 eːˀn 1651
12 jaj 1644
13 ɛr 1636
14 əd 1563
15 fɔr 1489
16 pɔːˀ 1444
17 tel 1317
18 haːˀr 1275
19 gɔːˀr 1190
20 skal 1062

Man kan se at listen både indeholder hyppige morfologiske dele, som /ə ər ən əd/, og hyppige enstavede funktionsord, som så, du, ja, og, det, den, der, en, jeg, er, for, på, til, har, skal. Bemærk at scriptet ikke skelner mellem om fx /ja/ er et isoleret ord eller fx første stavelser i januar, men det er klart at disse funktionsords hyppighed er den primære årsag til at stavelserne er så hyppige.

Mit bud er at listen ville se nogenlunde ud på samme måde i et tilfældigt andet korpus. Det eneste ord der er overrepræsenteret i top 20, er går. Frasen ‘så går du …‘ er langt hyppigere i DanPASS end i de fleste dagligdags samtaler, da en stor del af korpusset er samtaler hvor man skal guide hinanden rundt på et kort. Ligeledes er der uden for top 20 en overrepræsentation af retningsangivelser, /syd øst norˀd vɛst/ er fx på hhv. plads nr. 21, 26, 28 og 32.

Stavelsesdeling

Principperne for stavelsedeling er dem der er givet i Basbøll (2005). Principperne siger at:

  • Så mange konsonanter som muligt går til efterfølgende stavelse. Dvs. i et ord som /ekstra/, hvor både /ek.stra eks.tra ekst.ra/ giver mulige danske stavelser, så er det den første mulighed /ek.stra/, som giver flest muligt konsonanter til efterfølgende stavelse, der vælges.
  • Undtagelse: Foran /ə/ går mindst én konsonant til foranstående stavelse. Dvs. i fx lave går /v/ til første stavelse /la:v.ə/, mens det i lava går til den efterfølgende stavelse /la:.va/.

Disse principper adskiller sig fra retskrivningsprincipperne, men meningen er her at man skal give regler for hvordan ord udtales ud fra deres fonologiske form. Således redegør man på denne måde bl.a. for at /v/ udtales [w] i lave og [v] i lava. Retskrivningsprincipperne tager udelukkende typografisk æstetiske hensyn.

Bemærk også at deres er tale om fonemskrift og ikke almindelig ortografi, og ikke lydskrift. Fonemskrift er groft sagt den måde vi burde stave på, hvis udtalen skulle være (næsten) 100 % forudsigelig ud fra skriften, samtidig med at man skulle begrænse antallet af bogstaver i alfabetet så meget som muligt. Dvs. man dropper stumme bogstaver (fx hvad til /vad/), markerer vokallængde på vokalen (fx kølig til /kø:li/, markerer stød (fx gal til /ga:ˀl, retter vokaler (fx pille til /pelə/), retter konsonanter (fx chance til /sjangsə/) osv.

Hvorfor giver helium lys stemme? En teknisk forklaring

Jeg havde for noget tid siden et indlæg om hvorfor man får lysere stemme af at inhalere helium. Årsagen er, som jeg skriver, at lyd bevæger sig hurtigere i helium, men det er ikke meget af en forklaring. Her er derfor en lidt mere teknisk forklaring.

Hvis vi regner med at talekanalen er et 17 cm langt jævnt rør, og tager udgangspunkt i en neutral talekanalkonfiguration, svarende til vokalen [ə], vil lydbølger med en amplitude ved 17 cm blive forstærket, dvs. bølger med bølgelængde (λ) på 68 cm, 22,7 cm, 13,6 cm osv. (17/((2*n-1)*0,25) cm). Det skyldes at luftmolekylerne i den luftsøjle der er i talekanalen, har mere bevægelsesfrihed ved rørets udmunding end i bunden af røret.

I almindelig atmosfærisk luft rejser lyden med ca. 340 meter i sekundet. Ved en tone på 340 Hz er λ = 1 meter. Hvis talekanalen er fyldt med atmosfærisk luft, vil en lydbølge med λ = 68 cm have en frekvens på 500 Hz (34.000/68 Hz). Overtoner omkring 500 Hz vil derfor blive forstærket (ligeledes frekvenser på 1500, 2500, 3500 Hz osv.)

I helium rejser lyden hurtigere, nemlig med ca. 1000 m/s. Hvis talekanalen er fyldt med helium, vil en lydbølge med λ = 68 cm således have en frekvens på 1500 Hz i stedet for 500 Hz. I helium er resonansfrekvenserne i en resonator således højere end i atmosfærisk luft. Det giver indtrykket af en lysere stemme.

Reelt fylder man dog ikke munden 100 % med helium, så effekten er noget mindre end dette. Et studie viser at resonanserne kun hæves i omegnen af 20-30 %. Det afhænger selvfølgelig af mængden af helium i talekanalen.

At lyden bevæger sig hurtigere har samme effekt på resonansfrekvenserne som hvis man forkortede talekanalen (om man løber dobbelt så hurtigt eller halvt så langt, har samme effekt på hvor hurtigt man gennemfører et løb). Børn har en kortere talekanal end voksne, så derfor lyder stemmen mere barnlig når man indånder helium.

I sulfurhexaflourid rejser lyden med 150 m/s. En lydbølge med en λ = 68 cm har i her således en frekvens på 220 Hz. I sulfurhexaflourid sænkes resonansfrekvenserne altså, hvilket giver indtryk af en stemme tilhørende et væsen med usædvanlig lang talekanal.

Grundtonen bestemmes af stemmelæbesvingningerne, som bestemmes af luftgennemstrømningen i glottis og muskelspændingen i stemmelæberne. Begge faktorer er upåvirkede af gasarten i lungerne (jeg antager at det subglottale tryk er det samme uanset om man indånder helium eller almindelig luft). Man kan naturligvis forstærke effekten af heliumstemme ved at hæve grundtonen.

At inhalering af helium giver en lysere stemme skyldes altså at lyd rejser hurtigere i helium, hvilket resulterer i højere resonansfrekvenser, uden at det i sig selv har en effekt på grundtonen.

Bemærkninger

Lydens hastighed og talekanalens længde varierer. Værdierne er valgt for at give nogle bekvemme runde tal. Talekanalen er også kun tilnærmelsesvis er et jævnt rør.

  • Lydens hastighed i tør luft er 331 m/s ved 0 °C. En hastighed på 340 m/s svarer til omkring 15 °C.
  • Lydens hastighed i helium er 972 m/s ved 0 °C.
  • Lydens hastighed i sulfurhexaflourid er 146 m/s ved 0 °C.
  • I fugtig luft og højere temperatur stiger hastigheden.

(Kilder: http://en.wikipedia.org/wiki/Sulfur_hexafluoride, http://hyperphysics.phy-astr.gsu.edu/hbase/sound/souspe.html)

Slappe y'er og ustemte l'er – i islandsk og dansk

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?

Stavelsestab og ordfrekvens

Jeg har lovet at sige noget mere om stavelsestab i dansk. Det er noget jeg kommer til at sige mere om med tiden, men lige nu handler det om sammenhængen mellem stavelsestab og ordfrekvens: Er det mere almindeligt at stavelser droppes i hyppige ord end i sjældne ord?

Ordfrekvens spiller ofte en rolle for fonologiske reduktioner. I fx modalverber som kan, skal, vil som vi bruger hele tiden, bliver sidste konsonant ofte helt droppet: ka’, ska’, ve’. Ligeledes bliver hele sidste stavelse droppet i give, tage, lade, blive, skulle, kunne så det bliver til ha’, gi’, ta’, la’, bli’, sku’, ku’. Det sker ikke i sjældnere ord. Spise og sove, som er mere situationelle verber, bliver fx ikke til spi’ og so’.

At der er en sammenhæng mellem ordfrekvens og visse reduktionsfænomener, er vist i mange tilfælde, (se fx Bybee 2001). Spørgsmålet er om ordfrekvens spiller en rolle for stavelsestab i dansk spontantale.

Jeg har kigget i DanPASS-korpusset efter ord der er noteret med tab af en eller flere stavelser. Stavelsestab skal i denne sammenhæng forstås som at antallet af stavelser i ordet er reduceret ift. den fulde form. Det kan enten ske ved at en vokal bliver desyllabificeret, dvs. mister det stavelsesbærende træk og bliver en halvvokal, fx [kiˈʌsg] → [ˈkjʌsg] kiosk, eller ved at et stavelsesbærende segment (og evt. flere nabolyde) helt droppes, fx [ˈsʌdan ed] → [ˈsned] sådan et.

Her er de 20 ord der hyppigst er annoteret med stavelsestab (kun DanPASS-dialogerne er medregnet) med angivelse af hvor ofte de er annoteret med stavelsestab/hvor mange gange de i alt forekommer*, jeg har også givet en slags gennemsnitlig lydskrift så man kan se hvilken stavelse der droppes (alle udtalerne kan nu ses i udtaleordbogen):

Drop / total Ord Lydskrift
216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring ˈjæɐ̯nb̥æːnəɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ ~ ˈjæɐ̯nb̥æːnɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð

Som man kan se er der mange meget hyppigt forekommende ord i denne liste, såsom ikke, lige, sådan, nogle, men det skyldes selvfølgelig først og fremmest at de er hyppige, og derfor har mulighed for at blive talt med mange gange. Det man skal kigge på, er imidlertid tilbøjeligheden til reduktion sammenlignet med hyppighed. Her viser tallene ret tydeligt at højfrekvente ord ikke er mere tilbøjelige til stavelsestab end lavfrekvente.

Især ordet jernbaneoverskæringen er meget tilbøjeligt til at tabe nogle stavelser – der er selvfølgelig også mange at tage af – men det kan bestemt ikke siges at være et almindeligt ord. Det er et blot et ord der forekommer ofte i DanPASS-korpusset, fordi informanterne sidder og snakker om landskabsgenstande på nogle kort, hvor jernbaneoverskæringen er en af dem.

Ordene væltede og parkerede er også en del af landskabsgenstandene væltet stengærde og parkeret lastbil og altså generelt nogen meget situationelle ord. Alligevel smider de en stavelse  i 88-89 % af forekomsterne.

Hvilke stavelser droppes?

Groft sagt kan et hvilket som helst schwa droppes, men de fonetiske kontekster som er mest tilbøjelige til stavelsestab er der hvor vi har to stavelsesbærende vokoider i træk, fx [ð̩ð̩ ɐɐ ɐð̩ iːɐ æːʊ ɑːɪ] osv. uanset hvor hyppigt forekommende det ord de optræder i ellers er, og uanset om der er tale om underliggende schwa eller ej. Dette gælder også hen over ordgrænser. Stavelsestab er især almindeligt i kombinationer af ubetonede småord som du en, på et, skal jeg der bliver til [dun pɔd sgja].

Omvendt droppes stavelser sjældent hvis de er omgivet af kontoider. Vi kan ikke droppe schwa i katten, bussen, gammel osv. Således vil det er kun ofte udtales [de ˈkɔn] mens den er kun som regel udtales [dɛn a ˈkɔn], på trods af at den og det er omtrent lige hyppige. Det er mao. den fonologiske struktur der er afgørende for stavelsestab og ikke ordfrekvens. Dette er uligt fx engelsk hvor not og is bliver til -n’t og -’s uanset omgivelser, fx can’t, won’t, it’s, that’s.

Dermed er ikke sagt at den fonologiske struktur gør det alene. Hvis det var tilfældet, ville alle stavelser af denne struktur blive droppet, og det gør de ikke. Der må altså være andre faktorer der spiller en rolle for stavelsestab. Hvilke faktorer der er på spil, vil jeg forhåbentlig kunne sige meget mere om på et senere tidspunkt.

Universalier

Der er en meget stærk tendens i verdens sprog til at stavelser adskilles af konsonanter. Den vokoide struktur som er karakteristisk for moderne dansk, hvor vi kan have mange vokaler i træk, er altså meget usædvanlig. Når stavelser især droppes i disse vokoide omgivelser, kunne det tyde på at vi, hvad der så end er årsagen, er på vej mod en universelt set mere normal stavelsesstruktur.

Noter

* Jeg har kun talt forekomster hvor de optræder som segmenterede ord. Forekomster hvor man ikke akustisk kan sætte en grænse mellem ordene, er ikke talt med. Det gælder typisk tilfælde hvor et ord slutter på en vokal, og næste ord start på en vokal, fx til et [ted], her kan man ikke meningsfuldt afgøre om der er til eller et der mister en stavelse.

** Nogle udtales i (næsten) alle tilfælde som nogen. Læs mere om nogen og nogle.

216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð

Skattelettelser og schwa-assimilation

I dagens P1 debat blev der diskuteret skattelettelser. Den almindeligste udtale af dette ord er [ˈsgadl̩ɛdl̩sɐ], som man kan forvisse sig om ved at lytte til programmet, altså med schwa-assimilation hvor /əl/ realiseres som et stavelsesbærende [l̩].

Som hovedregel assimileres schwa ikke til en lyd der står i onset, altså i starten af en stavelse. Vi siger vistnok hellere [ˈkadə.mað ˈkʌgə.læɐ̯leŋ ˈsgifdə.nʌjlə] med [ə] frem for [ˈkadm̩að ˈkʌgl̩æɐ̯leŋ ˈsgifdn̩ʌjlə] kattemad, kokkelærling, skiftenøgle med stavelsesbærende konsonant.

En undtagelse fra denne regel er lige netop mellem /t/ og /l/, altså i forbindelsen /-tə.l-/ som i  [ˈkadl̩ɛmˀ ˈʁɑdl̩ɑg ˈgɛdl̩ɑjˀ] kattelem, rettelak, gætteleg. Her opløses [d] med en lateral eksplosion [dˡ], dvs. i stedet for at tungen helt slipper kontakten med overmunden som normalt når lukkelyde opløses, er det kun tungens side(r) der slipper kontakten med kindtænderne. Således er tungen i stilling til det efterfølgende [l].

Hvis /l/ står initialt i en betonet stavelse, fx satellit, kotelet, får man et problem når man skal lydskrive det. Normalt sætter man tryksymbolet foran den betonede stavelse, men ved schwa-assimilation bliver den laterale konsonant både en stavelse i sig selv, samtidig med at den står i onset i den efterfølgende stavelse. Valget står altså mellem [sadl̩ˈid] og [sadˈl̩id] – i første tilfælde står tryktegnet ikke stavelsesinitialt (stavelsen starter jo med /l/), i andet tilfælde står tryktegnet foran [l̩]. Man kan selvfølgelig for syns skyld indføje et ekstra [l], [sadl̩ˈlid], men så ignorerer man at der kan være en kontrast mellem [l̩] og [l̩l], fx i [ˈsygl̩ ˈegə ˈsygl̩ ˈlegə ] (det skal min) cykel ikke, (der skal min) cykel ligge. Der er dog aldrig nogen der har undersøgt om denne kontrast er reel.

Følg med

rss e-mail FB Twitter