laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Sjusker unge mere med udtalen end ældre?

Jeg har lige læst en lille artikel (Strik & al. 2008) som undersøger hvorvidt unge mennesker reducerer udtalen mere, dvs. om de svækker eller udelader flere lyde, end ældre mennesker.

Undersøgelsen er baseret på 563.380 ord fra en hollandsk database. Med et computerprogram har man aligneret den faktiske udtale af ordene med en kanonisk udtale i en udtaleordbog. Forskelle på den faktiske og den kanoniske udtale er registreret som enten substitutioner, dvs. en kanonisk lyd er erstattet med en anden (hvilket man fortolker som en reduktion), eller bortfald, dvs. at den kanoniske lyd slet ikke udtales i situationen.

Resultaterne viser at yngre mennesker oftere substituerer eller udelader lyde end ældre mennesker. Antallet af substitutioner falder fra omkring 39 % til 35 %, og antallet af bortfald falder fra omkring 20 % til 13 % fra 30-årige til 70-årige. Det er ikke en stærk effekt, men den er statistisk signifikant. Det ser også umiddelbart ud til at mænd har flere reduktioner end jævnaldrende kvinder, men denne effekt er ikke statistisk signifikant.

Problemer med undersøgelsen

Jeg synes der især er to store problemer med undersøgelsen, der gør at jeg ikke kan acceptere konklusionen.

For det første antages det at unge og ældre har samme kanoniske eller distinkte form, dvs. at hvis de talte ureduceret, ville de udtale ordene ens. Den antagelse er forkert.

Lad mig tage et eksempel fra dansk. Hvis jeg skal udtale ordet flyve maksimalt distinkt, vil jeg sige [flyːʊ] mens mere konservative talere vil sige [flyːvə] – med hårdt v. Konservative talere kan ligesom mig også sige [flyːʊ], men det er i deres norm en reduceret udtale.

Hvis man brugte den ovennævnte metode på dansk, ville min distinkte udtale blive regnet som reduceret, da man  tager udgangspunkt i en konservativ norm. At man finder flere reduktioner hos yngre talere, skyldes altså at man måler deres udtale efter en ældre norm i stedet for de unges egen norm.

For det andet andet regnes reduktion i undersøgelsen som et binært træk. Enten er udtalen reduceret eller også er den ikke. Dette er også en fejl, og den opstår fordi undersøgelsen er baseret på lydskrift, hvor et lydskrifttegn enten er der eller ej.

Men reduktion er ikke et binært træk. Det er et gradsspørgsmål. I det danske talesprogskorpus DanPASS er fx ordet blå transskriberet [blɔːˀ] 126 gange, men transskriptionen dækker over stor variation. Alene varigheden af udtalen varierer mellem 0,15 og 0,57 sekunder.

Det er klart at en udtale på 150 millisekunder er mere reduceret end en udtale på 570 millisekunder, selvom de begge udtales med både et [b], et [l] og et [ɔːˀ]. Men efter ovenstående metode ville alle forekomster blive behandlet som ureduceret.

(En interessant sidepointe ved dette er at det er temmelig vilkårligt hvorvidt en fonetisk reduktion udtrykkes i transskriptionen. Vores lydskrift er ganske enkelt mere fintfølende i nogle fonetiske kontekster end i andre.)

Unge og ældre reducerer lige meget

Alle mennesker reducerer deres udtale efter behov. Vi har forskellige normer for hvad der er den distinkte udtale af et ord, og det er forskelligt hvordan vi reducerer udtalen. Min tese er at reduktioner skyldes kommunikative hensyn. Vi reducerer de dele af sproget som er ude at fokus for at vise hvad der er i fokus i ytringen. Dvs. vi reducerer grammatiske ord og endelser, gammel eller forudsigelig information, ord vi har sagt 1000 gange før osv.

En typisk ytring har et eller to ord der er mere i fokus end de øvrige. Disse ord udtales distinkt, mens resten reduceres i større eller mindre grad. Dette gælder uanset hvor gammel man er. Derfor er der ikke forskel på hvor mange ord vi reducerer, men der er forskel på vores udgangspunkt og måden vi reducerer på.

Selvfølgelig er der også individuelle ting der kan gøre at vi kommer til at kludre i sproget. Træthed, nervøsitet, fuldskab, usikkerhed, stress osv. får os til at lave fejl, men det gælder ligeledes for alle (man kan dog forestille sig at unge mennesker er mere trætte, stressede, trætte og usikre end ældre mennesker), og det er antageligvis en forsvindende lille del af de registrerede reduktioner der skyldes disse eksterne faktorer. Langt de fleste reduktioner knytter sig systematisk til lingvistiske faktorer.

Henvisning

H. Strik, J. van Doremalen, and C. Cucchiarini (2008) Pronunciation reduction: how it relates to speech style, gender, and age. Proceedings of Interspeech-2008, pp. 1477-1480.

Jeg har lige læst en lille artikel (http://lands.let.ru.nl/~strik/publications/a143-PronVar-IS08.pdf) som undersøger om unge mennesker reducerer udtalen mere, dvs. om de svækker eller udelader flere lyde, end ældre mennesker.

Undersøgelsen er baseret på 563.380 ord fra en hollandsk database. Med et computerprogram har man aligneret den faktiske udtale af ordene med en kanonisk udtale fra en udtaleordbog. Forskelle på den faktiske og den kanoniske udtale er registreret som enten substitutioner, dvs. en kanonisk lyd er erstattet med en anden, eller bortfald, dvs. at den kanoniske lyd slet ikke udtales i situationen.

Resultaterne viser at yngre mennesker oftere udelader lyde eller bruger andre lyde (hvilket fortolkes som reduktioner) end ældre mennesker. Antallet af substitutioner falder fra omkring 39 % til 35 %, og antallet af bortfald falder fra omkring 20 % til 13 % fra 30-årige til 70-årige. Det er ikke en stærk effekt, men den er statistisk signifikant. Det ser også umiddelbart ud til at mænd har flere reduktioner end jævnaldrende kvinder, men denne effekt er ikke statistisk signifikant.

Problemer med undersøgelsen

Jeg synes der især er to store problemer med undersøgelsen, der gør at jeg ikke kan acceptere konklusionen.

For det første antages det at unge og ældre har samme kanoniske eller distinkte form, dvs. at hvis de talte ureduceret, ville de udtale ordene ens. Den antagelse er forkert.

Lad mig tage et eksempel fra dansk. Hvis jeg skal udtale ordet ‘flyve’ maksimalt distinkt, vil jeg sige [flyːʊ] mens mere konservative talere vil sige [flyːvə] – med hårdt v. Konservative talere kan ligesom mig også sige [flyːʊ], men det er fra deres perspektiv en reduceret udtale. Hvis man brugte den ovennævnte metode på dansk, ville min distinkte udtale blive regnet som reduceret, da man tager udgangspunkt i en konservativ norm.

At man finder flere reduktioner hos yngrere talere, skyldes altså at man måler deres udtale efter en ældre norm i stedet for de unges egen norm.

For det andet andet regnes reduktion i undersøgelsen som et binært træk. Enten er udtalen reduceret eller også er den ikke. Dette er også en fejl, og den opstår fordi undersøgelsen er baseret på lydskrift, hvor et lydskrifttegn enten er der eller ej.

Men reduktion er ikke et binært træk. Det er et gradsspørgsmål. I det danske talesprogskorpus DanPASS er fx ordet ‘blå’ transskriberet [blɔːˀ] 126 gange, men transskriptionen dækker over stor variation. Alene varigheden af udtalen varierer mellem 0,15 sekunder og 0,57, næsten fem gange så meget. Det er klart at en udtale på 150 millisekunder er mere reduceret end en udtale på 570 millisekunder, selvom de begge udtales med både et [b], et [l] og et [ɔːˀ]. Men efter ovenstående metode ville alle forekomster blive behandlet som ureduceret.

(En interessant sidepointe ved dette er at det er temmelig vilkårligt hvorvidt en fonetisk reduktion udtrykkes i transskriptionen. Vores lydskriftkonvention er ganske enkelt mere fintfølende i nogle fonetiske kontekster end i andre.)

Unge og ældre reducerer lige meget

Alle mennesker reducerer deres udtale efter behov. Vi har forskellige ideer om hvad der er den distinkte udtale af et ord, og det er forskelligt hvordan vi reducerer udtalen. Min tese er at reduktioner skyldes kommunikative hensyn. Vi reducerer de dele af sproget som er ude at fokus for at vise hvad der er i fokus i ytringen. Dvs. vi reducerer grammatiske ord og endelser, gammel eller forudsigelig information, ord vi har sagt 1000 gange før osv.

En typisk ytring har et eller to ord der er mere i fokus end de øvrige. Disse ord udtales distinkt, mens resten reduceres i større eller mindre grad. Dette gælder uanset hvor gammel man er. Derfor er der ikke forskel på hvor mange ord vi reducerer, men der er forskel på måden vi reducerer på.

Selvfølgelig er der også individuelle ting der kan gøre at vi kommer til at kludre i sproget. Træthed, nervøsitet, fuldskab, usikkerhed, stress osv. får os til at lave fejl, men det gælder ligeledes for alle (man kan dog forestille sig at unge mennesker er mere trætte, stressede, trætte og usikre end ældre mennesker), og det er antageligvis en forsvindende lille del af de registrerede reduktioner der skyldes disse eksterne faktorer. Langt de fleste reduktioner knytter sig systematisk til lingvistiske faktorer.

2 Comments

  1. Martin Persson siger:

    1. Jag håller, som vanligt, med dig. Man måste ta hänsyn till de underliggande formerna.

    2. I Sverige skulle en motsvarande undersökning förmodligen ge ett svar diametralt motsatt det nederländska. Om en femtioåring i mälardalen säger “de va huse å stugerna ja måla” är risken stor att hans barn säger “det var huset och stugorna jag målade”.

  2. Det er interessant. Jeg tror også unge danskere på nogle punkter taler mere distinkt end ældre. Fx tror jeg ældre oftere udtaler ubetonede småord som ’skal, vil, kan, så, jeg’ osv. udtales med schwa: [sgə və kə sə jə] hvor unge mennesker har fuldvokal: [sga ve ka sʌ jɑ].

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.

Følg med

rss e-mail FB Twitter