laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Der er en grund til at vi sjusker med sproget

Videnskab.dk har interviewet mig om mit forskningsprojekt. Læs artiklen ‘Sjusk med sproget er et tegn på overskud’ her. Pointen i artiklen er at distinkt udtale ikke nødvendigvis er et tegn på sprogbeherskelse. For at lyde naturligt skal man nemlig kunne reducere udtalen de rigtige steder og på den rigtige måde.

Da jeg lærte sprog i skolen og gymnasiet, gik man meget op i at bøje ordene rigtigt og lave grammatisk velformede sætninger, men hvis man kigger på hvordan vi faktisk bruger sproget, virker det som en helt forkert prioritering. I ægte sprog er det tilsyneladende bedre at sjuske med grammatikken end at være omhyggelig med at være grammatisk korrekt.

Følgende er en typisk ytring i det materiale jeg undersøger, hvor nogen personer er blevet bedt om at beskrive et netværk af forskellige figurer:

nederst er der en blå firkant
og oven over den blå firkant er der en grøn cirkel
og oven over den grønne cirkel er der en lilla trekant

Hvis man kigger på det egentlige indhold, det der er væsentligt for opgaven, kan ytringen reduceres til:

nederst: blå firkant
oven over: grøn cirkel, lilla trekant

og det er netop disse elementer der udtales distinkt, mens resten af ytringen, hvis funktion primært er at få ytringen til at hænge sammen grammatisk, som regel reduceres temmelig kraftigt.

Ordene er der en, som fonologisk er/ɛr deːˀreːˀn/, reduceres fx til [aɾɐn] eller lignende. Ord der står i bestemt form, udtales hurtigere og mere sjusket, den blå cirkel bliver bare til den eller udelades helt.

Det er karakteristisk at grammatiske småord og endelser trækkes sammen eller reduceres temmelig kraftigt hvis de ikke ligefrem droppes helt. Men indholdsordene, altså de ord der er centrale i ytringen, udtales distinkt. På den måde kan man sige at reduktioner er betydningsbærende idet de peger væk fra sig selv og hen på den væsentlige information.

Grammatik er ikke vigtig

Når så meget grammatisk information reduceres, er jeg tilbøjelig til at konkludere at det er fordi det ikke er vigtigt for kommunikationen. Hvis det var, hvorfor er vi så ikke mere omhyggelige med at udtrykke det?

Tag nogen af de eksempler der ofte dukker op i når folk brokker sig over de andres sprog:

Hvorfor er det vanskeligt for mange mennesker at finde ud af hvornår det hedder det ene eller det andet?

Jeg har længe ment at den oplagte forklaring er at det er fordi disse ord udtales ens, og det går ud over den grammatiske forståelse. Men nu er jeg tilbøjelig til at mene at det den anden vej rundt: Disse ord ender med at blive udtalt ens fordi den grammatiske skelnen de udtrykker er abstrakt, ubetydelig eller redundant, eller hvad man nu vil kalde det (dog i kombination med det faktum at de som udgangspunkt lydligt ikke ligger langt fra hinanden).

På den baggrund virker det urimeligt at man skal bruge tid i skolen på lære hvad forskellen på nogen og nogle er hvis det reelt er ligegyldigt. Det forekommer mig at der må være vigtigere ting at gå op i.

Tilsvarende forekommer det mig at det må være vigtigere for fremmedsprogsundervisningen at kunne udtale forskel på fx fog og fuck end at kende forskel på girls/girl’s/girls’.

Selvfølgelig er noget grammatik vigtigt, men mange af de grammatikøvelser man bliver udsat for, når man skal lære at beherske et sprog, virker mere som små indlejrede intelligensprøver som egentlig er sprogligt uvedkommende: Før vi vil lytte på dig, skal du lige demonstrere dit værd ved at vise at du godt ved om præpositionen har en styrelse eller ej.

Dyrkelse af det middelmådige?

Ordvalg er en pudsig ting. En overskrift som Sjusk med sproget er et tegn på overskud kan let læses som en opfordring til at dyrke et sjusket sprog og en forherligelse af manglende sproglige kompetencer.

Jeg har ikke selv valgt overskriften, men når jeg skal forklare min forskning for lægfolk, bruger jeg ofte ordet sjusk for at bruge en velkendt ord og for at fange folks opmærksomhed.

Til daglig bruger jeg den mere objektive benævnelse reduktioner, men man kunne selvfølgelig også benytte et plusord som optimering eller rationalisering. Så ville det pludseligt være et positivt klingende budskab: Optimeret sprog er tegn på overskud – men det ville også være en overskrift som ikke satte mange tanker i gang.

Jeg synes derfor betegnelsen sjusk er velvalgt til artiklen da den populærvidenskabelige pointe er at meget af det som normalt opfattes som sjusk reelt er et nødvendigt og ganske raffineret element i vores sproglige formåen.

Men når den pointe er sivet ind, skal det selvfølgelig også med at ikke al sjusk er påskønnet. Mit ærinde er at forklare en mekanisme i sproget, ikke at promovere et sjusket sprog.

17 Comments

  1. Jan Heegård siger:

    Det er overbevisende fra dine og andres arbejder at prodiske fænomener og distinkthedsvariation spiller ind i kodningen af en ytrings information, og dermed hvordan den skal opfattes (fx hvad der er vigtigt og ikke vigtigt). Men sætter du ikke i denne omtale af interviewet lighedstegn mellem grammatik og bøjningsmorfologi? Grammatik er jo også syntaks, som du jo ved, og for en del af os hører syntaks uløseligt sammen med indhold og informationsstruktur. (Jf. også Hansen og Heltofts nye trebindsgrammatik for dansk).

    I nogle sprog hvor syntaksen, dvs. ledstillingen, ikke ligger fast, fx polsk, er det netop morfologien der er vigtig mht. kodning af indhold, så som syntaktiske roller a la hvem gør hvad mod hvem med hvad og hvor osv.

  2. Jeg er til dels enig med dig. Morfologien er langt mere truet end syntaksen. Og du har formodentlig ret i at det forholder sig anderledes på andre sprog.

    Når jeg kalder det grammatik, er det for at bruge en den betegnelse som lægfolk benytter. Men da syntaksen ikke undslipper helt, synes jeg også det er berettiget at bruge betegnelsen, omend jeg godt kunne bruge noget mere tid på at gå i detaljer med hvad der egentlig er ramt. Det må komme med tiden. I første omgang er jeg ude på at lave en problematisk overskrift, og så kan man altid trække i land bagefter.

    Der hvor man kan sige at syntaksen er ramt, er fx i sammentrækningen af ord som når ‘det er et’ bliver til [ded] – noget der fonetisk set ligner ét ord. Mange småord opfører sig fonetisk set mere som morfemer end ord. At folk kan være i tvivl om uden for/udenfor og idag/ialt/igang osv. tyder også på at syntaks ikke spiller den store rolle i de tilfælde. Men sådan nogle helt basale ting som rækkefølgen af subjekt, verbum og objekt rykkes der ikke meget ved.

  3. Din komprimerede figur-vejledning siger jo bla. ikke noget om, hvor mange figurer der er i det hele, og den udelader informationen om, at der er tre niveauer med den lilla trekant øverst.

    Det ser i teksten ud som om, du enten ikke behersker distinktionen mellem nogen og nogle (jeg tvivler) eller allerede er begyndt at revolutionere sproget på det punkt. Det er sjældent hensigtsmæssigt at brokke sig, men irritation kan vel i mindst lige så høj grad som sjusk være et plusord: min salig mor formåede allerede da jeg var en bette knægt at forklare mig, at smerte ikke nødvendigvis er af det onde. Hvis man ikke følte smerte, risikerer man jo ikke at være opmærksom på de steder som skal læges… Ja, jeg bliver irriteret over at du synes på vej til at fjerne nogle (!) nuancer, og det er naturligvis ikke personligt, ligesom jeg heller ikke synes, irritationen hører til kategorien ‘brættet-oppe-eller-nede’/ ‘hvor-man-skal-trykke-på-tuben’. Hvis jeg skal tolke min irritation positivt, er det noget med, at nuancer ikke nødvendigvis er af det onde…

    Ved et par af dine andre eksempler slår irritation ikke til som begreb, her er der tale om en slags mild foruroligelse: meningsmæssigt er der jo ikke tale om nuancer, men om nogle helt fundamentale distinktioner i skriftsproget, hvor man kan blive usikker på, om vi overhovedet taler samme sprog… (altså ikke du og jeg men de der slet ikke skelner). Fidusen er vel så, at de fleste netop godt – intuitivt eller hvad-ved-jeg – forstår forskellen på nutid og navnemåde (nutid og datid etc.), men det kan undre mig stort, at så mange ikke formår at overføre den forståelse til skriftsproget og demonstrere, at forståelsen enten intuitivt eller formelt er sivet helt ind. Som musiker skal jeg naturligvis være helt klar på, at tegnet ikke er tingen, noden ikke er tonen – mange dygtige musikere kan slet ikke noder.

    Men min holdning er, at det – i den udstrækning vi overhovedet skal lære skriftsprog – ikke er uvæsentligt at lære korrekt nutids-r, at skelne mellem nogle og nogen osv. Det gælder også dit fremmedssprogseksempel. Jeg synes ikke, det gør noget, at vi bekræfter MENINGEN og at vi har en fælles forståelse af den – der er jo netop stor meningsmæssig forskel på girls, girls’ og girl’s, og nok så vigtigt: det er i princippet meget let at forklare! Omvendt kan det være sin sag at udtale et ‘fog’ som ikke forveksles med det andet f-ord. Og ja, jeg synes også der mangler undervisning i fonetik!!
    Det må så evt., for dem der forstår at tilegne sig begge dele, suppleres med nogle (!) kurser (måske ikke ligefrem skemalagte) i elementær overbærenhed med de andre – som man vel egentlig også har praktiseret den i den gode gamle folkeskole, og måske endda i nogen udstrækning gør stadigvæk.

  4. Apropos grammatik, fejl og irritation:
    Peter Vuust har udført nogle meget interessante eksperimenter for at klargøre, hvordan hjernens sprogcentre reagerer på musik med bevidst indlagte ‘fejl’. Politiken havde 15. maj en meget fin og anskuelig artikel herom, Musik rammer hjernerne forskelligt:
    http://e-pages.dk/politiken/6928/53 (jeg ved ikke om disse sider kun er for abonnenter)

  5. Skye, tænk på alle de steder i sproget hvor vi kunne udtrykke en kontrast, men hvor vi ikke gør det. Du kan ikke se på ‘lilla is’ om der er en eller flere. Børn er tilbøjelige til at sige ‘lillae ise’, men det får de at vide er forkert. Mange ord har ikke forskellige bydeform og navneform, fx ‘gå, stå, se’. Tilsyneladende fungerer kommunikationen i vid udstrækning fint nok uden markering af fx nutid/navneform/bydeform på verber.

    Er det fordi vi ikke forstår eller kan erkende de nuancer? Nej! Det er typisk sprogrøgterfejlslutning. Vi er ikke dummere eller dårligere sprogbrugere fordi vi udtrykker os på en anden måde end man gjorde tidligere. Hvis en skelnen er vigtig for sproget, skal den nok blive udtrykt, men måske flytter udtrykket et andet sted hen. Måske sker der et skift i ordvalg, ordstilling, prosodi eller udtale som man ikke opdager hvis man kun fokuserer på grammatiske endelser.

    I de simple netværksopgaver jeg kigger på, kan man sige den grammatiske ramme er sat: Vi ved at vi taler om en brik ad gangen, vi ved at det en nutidssituation osv. så det er uvæsentligt at markere det i hver eneste ytring. Sådan er de fleste dagligdags sprogsituationer.

    I en samtale ved vi om vi taler om nu, eller noget der er sket, eller noget der bør ske. Mennesker er ikke grammatikparsere – vi er langt mere raffinerede end det. Vi bruger konteksten og vores fornuft og viden om verden til at udlede betydning. Og så bruger vi i dansk nogen fonetiske og syntaktiske virkemidler til at vise hvad der er ny information eller overraskende information – den information vi ikke kan udlede af samtalesituationen, herunder når den grammatiske scene skifter og vi fx lige pludselig taler om fortiden i stedet for nutiden.

    Mht. til nogen/nogle, så er det helt bevidst at jeg ikke bruger ordene ordentligt. Jeg synes det er ganske fjollet at have en flertalsform af et ord der betyder “mere end nul”- det er i sig flertal. Der er andre ting jeg gerne vil ændre på, men omvendt vil jeg ikke have det til at se ud som om jeg bare vil ændre fordi jeg ikke kan finde ud af det, så jeg behersker mig.

    Jeg vil gerne have folk til at tænke over om det egentligt er vigtigt at gå op i om det fx hedder nogen/nogle og de andre eksempler jeg nævner. Udtrykker det virkerlig en nuance at tilføje et bogstav, som ikke svarer til noget i talesproget? Jeg synes det er spekulativt. Omvendt er det ganske sikkert at disse besværligheder gør det vanskeligt for mange unge at lære at læse og skrive, hvilket er en langt større udfordring for samfundet end det at regne ud at der er tale om flertal selvom det ikke er markeret på tillægsordet.

  6. Rasmus Eliasen siger:

    Jeg er som Skye også grænsende til foruroliget over den efter min mening noget sprogrelativistiske tilgang.

    Det er rigtig fint, at du og andre kan forstå, når I sjusker. Men jeg er nervøs for, at en laissez-faire tilgang vil dele fremtidige generationer op i dem, der har lært ordentligt skriftsprog derhjemmefra, og dem, der var uheldige at gå i en folkeskole præget af forestillingen om, at det var tegn på god sprogbeherskelse at sjuske i sproget.

    Sprog udvikler sig rigtig nok, men det er i mine øjne ikke en proces, vi behøver at være magtesløse overfor. I øvrigt en rigtig spændende blog. Godt initiv :-)

    I den seneste tid er jeg især i Sydsjælland stødt på formuleringer som “jeg har haft ringet til hende”, “det har jeg haft sagt til dig før”, “jeg har haft gjort det”. Hvad er din kommentar til det?

    1. Jan Heegård siger:

      “har haft -t”: Det er næppe specielt sjællandsk – jeg har hørt andre kalde det et særligt jysk træk!, men et eksempel på at dansk talesprog på nogle punkter adskiller sig grammatisk fra normeret og normdannende skriftsprog. Og som visse andre talesprogsgrammatiske særfænomener lægges denne osse tit for had.
      (Det er i øvrigt i mine øjne meget, meget mærkeligt, Ruben, at du retter dine børn på dette punkt. Jeg ville ALDRIG rette mine børns talesprogsgrammatik – heller ikke selv om jeg formentlig ikke selv bruger de konstruktionerne der måtte dukke op. Retter du også andre grammatiske unormeringer, fx ‘drikkede’ for ‘drak’?).

      Det er ikke usædvanligt at ikke alle dansktalende bruger en given talesprogskonstruktion – intertalervariation er et udbredt fænomen i verdens sprog, osse mht. grammatik. Dette gør dog ikke sproglige fænomener til ugrammatiske eller forkerte.

      Konstruktionen ‘har haft VB-t’ er endnu ikke specielt grundigt – eller indlysende klart, synes jeg – beskrevet af danske grammatikere. Hansen og Heltoft bruger 1½-2 sider på den i den nye, store GDS, Otto Glismann og Peter Harder skriver hver især om den i Mål og Mæle 1989.4 og Anne Jensen ligeledes i Mål og Mæle 2001.1.
      Jeg har selv en ide om at konstruktionen koder ‘fortsat relevans’ eller ‘aktualitet’, og at der muligvis kan være tale om en blanding af aspekt (fx afsluttet vs. uafsluttet) og modus (groft sagt: talers syn på verden). Men dette står så afgjort til videre undersøgelse, og Peter Harder, Hansen & Heltoft og Anne Jensen ser da også konstruktionen som en del af aspektsystemet i dansk.

      Tjek evt. Mål og Mæle online: http://målogmæle.dk/.

      1. Jan Heegård siger:

        Pardon: Anne Jensens omtale af konstruktionen er i Nyt fra Sprognævnet, 2001.1. Tjek evt. selv via dsn.dk eller sproget.dk.

  7. Rasmus, jeg tror det er vigtigt at skelne skarpt mellem skriftsprog og talesprog. Et sjusket skriftsprog er på ingen måde udtryk for sproglige kompetencer, tværtimod.

    Når du kalder mig sprogrelativist, må det være fordi du tager mine udsagn ud af sammenhængen. Prøv at læse det sidste afsnit igen. Jeg beskriver nogle mekanismer i sproget, og at bekæmpe disse mekanismer, er at gøre sproget en bjørnetjeneste.

    Mht. de sydsjællandske eksempler ville jeg ikke selv formulere mig sådan, og jeg ville rette på mine børn hvis de sagde sådan. Fra et forskningsmæssigt synspunkt kan det dog være interessant at undersøge hvordan den slags opstår. Som regel kan man finde en god grund til det (men jeg er ikke grammatikforsker, så jeg har ikke umiddelbart noget fornuftigt bud).

  8. Jan, ja jeg retter indimellem på mine børns sprog. Ikke fordi fx ‘drak’ er bedre end ‘drikkede’, men fordi mine børn kan risikere at støde på folk der synes det.

    Selvom jeg som lingvist godt kan gennemskue og argumentere for det fjollede i den slags konventioner, så er jeg ikke altid ved mine børns side til at forsvare deres ret til at tale som det passer dem, og jeg synes ikke de skal lide alt for meget under at jeg selv er sådan en sprogrelativist.

    1. Jan Heegård siger:

      Nå. Det kan blive en længere diskussion om opdragelsesprincipper. Jeg vil her nøjes med at sige at jeg ikke deler din bekymring for de situation hvor børnene støder på folk der ikke kan lide deres grammatik. Men må jeg spørge: Retter du så også fx ‘målemand’ til ‘målmand’? – Altså hyperkorrigeret schwa-deassimilation.

  9. Esben Alfort siger:

    Hvis man ser på det enkelte ord kunne en distinktion som nogen vs. nogle sagtens droppes, men faktum er at distinktionen i skriftsproget bruges til st oprette en skelnen som i talesproget markeres på en anden måde, nemlig med betoning. “Er der ikke nogle fornuftige mennesker i bestyrelsen?” udtales med betonet verbum, mens “Er der ikke nogen fornuftige mennesker i bestyrelsen?” har ubetonet verbum. Ligesom med distinktioner som vilde vs. ville er det et eksempel på at man i skriftsproget forlader sig på kodning der er ukendt for talesproget fordi den distinktion talesproget benytter ikke er nem at opretholde med det eksisterende skriftsprog. Med de andre eksempler kan jeg kun give dig ret i at distinktionen er forsvundet, men samtidig er der ingen der siger at skriftsproget nødvendigvis skal afspejle talen. Det kan i mange tilfælde være en fordel at opretholde distinktioner i skriftsproget som er forsvundet fra talen, jf. f.eks. vejr vs. værd og verden vs. værten.

  10. Jeg anede ikke at der var en sammenhæng mellem nogen/nogle og betoning af verbet. Jeg har lige hurtigt lavet en søgning i DanPASS-korpusset for at se om det nu kan passe. Jeg har nedenfor matchet nogle/nogen med betoningen på det senest forekommende verbum. Jeg har ikke analyseret om verbet og pronomenet faktisk står i samme syntaktiske frase, så der er givetvis noget mudder derfra:

    (ord, +tryk, -tryk)
    nogen 34 6
    nogle 51 74

    Tendensen er i hvert fald i overensstemmelse med hvad du siger, især for ‘nogen’. Hvorfor det ikke er lige så pænt for ‘nogle’ kan der sikkert være forklaringer på, såsom emfase der fjerner trykket fra andre ord, eller større tendens til at forekomme før verbet i sætningen.

    Uanset så har du jo overordnet ret i din pointe, at der er visse træk i talesproget der ikke markeres i skriftsproget, og det er derfor hensigtsmæssigt at opretholde nogle andre distinktioner i skriftsproget som ikke findes i talesproget. Jeg er bare stadig ikke overbevist om gevinsten i at opretholde forskellen på nogen/nogle distinktionen. “Nogen” betyder formelt “mere end nul” og “nogle” er en flertalsform af dette, men da “nogen” i sig selv er flertallig, er der ikke meget gavn af en selvstændig flertalsform. Det minder lidt om børn der kan finde på at flertalsbøje “to, mange” > “toer, manger”, men det holder de op med igen når de bliver lidt mere morfologisk kompetente.

    1. Esben Alfort siger:

      Det er ikke rigtigt at nogle bare er flertal af nogen. Nogen optræder kun i negerede kontekster, hvor det svarer til engelsk any, mens nogle svarer til some. Det er en forskel mellem uspecifik og specifik reference, ikke mellem ental og flertal. Nogen er ganske rigtigt umarkeret for numerus, mens nogle er flertal af en.
      I talesproget er distinktionen af en eller anden grund blevet neutraliseret til fordel for nogen, selv i positive kontekster. Det er overraskende fordi det er den mest specialiserede form. Som nævnt bliver kontrasten dog opretholdt med trykforskelle hvor det er nødvendigt. Det er formentlig kun derfor at neutralisationen har kunnet forekomme.

      1. Esben Alfort siger:

        Rettelse: nogen forekommer også i bestemte positive kontekster (“nogen skal jo”, “nogen mennesker mener”) men igen er betydningen en kontrast til “ingen”, hvorimod nogle står i modsætning til “en”. Det er en meget mere dybtliggende kontrast end bare numerus. Bemærk i øvrigt at “nogen mennesker” har tryk på nogen mens “nogle mennesker” har ubetonet nogle. Igen bevares distinktionen altså – fordi den er vigtig.

  11. Esben, jeg er ikke overbevist om at min opfattelse af nogen/nogle er forkert. Rent formelsemantisk kan ‘nogen’ erstattes af ‘en eller flere’ og ‘nogle’ kan erstattes af ‘to eller flere’. At der er en sammenhæng med tryk og negation og brugen af nogen/nogle, er vel blot en konsekvens af at der er forskel på hvornår vi har brug for at sige det ene og det andet og hvilken information der er i fokus.
    I ‘nogen’ ligger der desuden ofte et håb eller en forventning om mere end en, ellers ville man sige ‘en’. Jeg vil derfor stadig holde fast i at det for mange mennesker er en lige lovlig subtil skelnen.

    Du siger at distinktionen bevares, fordi den er vigtig. Men realiteten blandt mange sprogbrugere er vel netop at distinktionen ikke bevares, hverken i udtale eller skrift, og det er vel et tegn på at den ikke er vigtig. Mit bud er at distinktionen primært bevares blandt folk der vil demonstrere fortrolighed med retskrivningsnormen, og ikke så meget fordi den spiller en nævneværdig lingvistisk rolle.

    1. Esben Alfort siger:

      Formel semantik er noget hø. Det har ikke noget med sprog at gøre, det kan kun beskrive verden og følger en helt anden logik end sprog. Nogen og nogle har ikke ret meget tilfælles. Det er to ord der fungerer på helt forskellige sproglige niveauer. Og det ER en vigtig distinktion. Det er ikke lykkedes mig at finde et eneste sprog som ikke opretholder distinktionen. Som regel med to forskellige ord som i dansk skriftsprog. Vi er helt enige om at ordene på dansk udtales ens, og på de andre skandinaviske sprog skelner man slet ikke i skriften. Så ja selvfølgelig kan man undvære forskellen i skriftsproget hvis man absolut vil. Men jeg tror ikke på at der er nogen der ikke skelner i talesproget. I Skandinavien har vi bare flyttet ansvaret til verbet som er ubetonet i negative polarity betydningen (any), men betonet i betydningen flere end en. Nogen kan være betonet eller ubetonet efter det trykløse verbum, men nogle er altid ubetonet efter det betonede verbum. Formentlig er nogen som udgangspunkt ubetonet men kan tilskrives tryk når der ellers er for mange ubetonede ord i træk. Eksempler: “@har du nogen problemer?” (any), “‘har du nogle problemer?” (some), “@har du noget ost?” (any), “‘har du noget ost?” (some), “@er der ikke noget ost?” (any), “‘er der ikke noget ost?” (some).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg med

rss e-mail FB Twitter