Kan man finde alle sprogs moder ved at tælle fonemer?

En artikel i Science har vakt opsigt i sprogblogge og medier rundt omkring i verden de seneste dage. Forskeren Quentin Atkinson mener at have fundet et urgammelt spor i alverdens sprog som peger på at alle sprog har en fælles oprindelse i det sydlige Afrika. Læs et abstrakt af artiklen her.

Atkinson har via data fra WALS opdaget at antallet af fonemer i et sprog statistisk set falder jo længere man bevæger sig væk fra Afrika. Tendensen er mildest talt ikke stærk, men dog statistisk signifikant. Dette skulle være i overensstemmelse med biologiske data om menneskets oprindelse i og udvandring fra Afrika og således indikere at alle verdens sprog har fælles oprindelse i Afrika. Læs en gennemgang af artiklen i New York Times.

Jeg ikke i sig selv noget imod et afrikansk ursprog, men spørgsmålet er hvor meningsfuld Atkinsons argumentation er.

Mark Liberman har på language log skrevet en grundig kritik af Atkinsons metode, og jeg er helt enig i den er meget problematisk. Hvor mange fonemer der er i et sprog, er fx meget et spørgsmål om hvordan man vælger at analysere. I dansk har vi fx 10, 20 eller 30 vokalfonemer i betonet stavelse alt efter om man vælger at betragte lange og stødte vokaler som selvstændige fonemer eller ej. På forskellige kontinenter har man forskellige traditioner for fonologisk analyse, og det i sig selv kan gøre at Atkinson sammenligner æbler med appelsiner.

Et andet stort problem er at mennesket udvandrede fra Afrika for 50-100.000 år siden. Det er yderst spekulativt at der skulle være nogen som helst korrespondance i antallet af fonemer i moderne afrikanske sprog og det første sprog, som således skulle være tilsvarende gammelt.

Det sker hele tiden at gamle fonologiske kontraster forsvinder og nye opstår. Mange afrikanske sprog har en tendens til ord med få stavelser og simple konsonantklynger, men mange fonematiske kontraster. Andre sprog har tendens til komplekse konsonantklynger eller ord med mange stavelser.

Det er ganske enkelt urimeligt kun at kigge på foneminventaret og ikke tage andre fonologiske kontraster med i betragtning. Hvis Atkinson havde kigget efter morfologisk kompleksitet eller fonotaktisk kompleksitet, ville han have fundet at ursproget opstod i helt andre dele af verden.

Det er velkendt at sprog med kliklyde har ekstremt mange fonemer i forhold til sprog uden kliklyde – enten har man mange kliklyde, eller også har man ingen. Kliksprog findes kun i det sydlige Afrika, og det er med til at skævvride Atkinsons statistik. Det er en populær ide at kliklyde er urgamle sproglyde. Det kan de vel være, men et sprog bliver ikke et ursprog bare fordi det har kliklyde. Det er ikke til at vide om fonematiske kliklyde er opstået før eller efter udvandringen fra Afrika, men det spiller næppe nogen rolle for antallet af fonemer i beslægtede sprog der har tabt kliklydene.

Så til spørgsmålet om Atkinsons argumentation giver mening vil jeg sige at antallet af fonemer i moderne sprog er alt for arbitrært i forhold til at teste ursprogsteorien. Jeg tror også at enhver sproghistoriker vil mene at der skal mere til end at tælle fonemer for at vise et slægtskab mellem forskellige sprog.

Korte, lange og ekstralange konsonanter

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere fonologiske stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men min fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal med schwa i åben stavelse.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller schwa i lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok i gennemsnit forskellig varighed selvom de traditionelt annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog, ud over dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

ɶ ryger ud af IPA

[OBS! Der er tale om en aprilsnar]

The International Phonetic Association som varetager lydskriftsystemet IPA har meddelt at vokalen [ɶ] ryger ud af IPA-skemaet med næste opdatering i 2012.

Det er IPAs politik at skemaet kun skal indeholde lyde der rent faktisk forekommer i verdens sprog, og det eneste kendte sprog der overhovedet benytter vokalsymbolet, er dansk, men ifølge IPA er der ikke tilstrækkeligt belæg for at påstå at vokalen i grøn, drøm osv. skulle svare til kardinalvokal nr. 12.

Vokalen blev oprindelig indført for at opnå et symmetrisk skema, men det er ikke længere en prioritet hos IPA. Da man i forvejen ikke har nogen bagtungevariant af [æ] og heller ikke nogen urundet variant af [ʊ], mener man således at det kan forsvares at fjerne [ɶ].

Af samme årsag fjernes [ɘ], som heller ikke benyttes i nogen kendte sprog, fra skemaet.

Den danske repræsentant i IPA, Nina Grønnum, har gjort indsigelser mod beslutningen. Man overvejer nu at indføre stødsymbolet [ˀ] som officielt IPA-tegn for at kompensere danskerne.

Læs mere om nyheden her

Gæt en dialekt

Dialektforskeren Michael Ejstrup har lavet en test på videnskab.dk, hvor man skal gætte dialekter. Resultaterne af testen skal bruges til MEs forskningsprojekt. Læs mere om testen og hjælp en forsker her. ME ønsker med sin forskning at vise at de danske dialekter stadig er lyslevende.

Jeg scorede selv 9 point i testen og ramte plet med én by. Ikke imponerende. Desværre kan man ikke få facit før forsøget er overstået.

Fonetikere har anderledes hjerner

En pudsig nyhed: Hjerneforskere har lavet MRI-scanninger på 17 fonetikere og opdaget at deres hjerner adskiller sig fra almindelige menneskers hjerner.

Dels er der et område i hjernen der vokser alt efter hvor længe man har beskæftiget sig med fonetik. Dels har fonetikere et område i hjernen der har en særlig form, hvilket antyder at man er prædisponeret til at blive fonetiker.

Læs nyheden her.

Creme fraiche

Min 6-årige datter spurgte for nylig om det egenlig hedder [kʁæm ˈfʁæːɕə] eller [kʁæm ˈfʁæɕ], altså med lang vokal og schwa eller med kort vokal og uden schwa. Hun har altid selv sagt [kʁæm ˈfʁæːɕə], men hun må have undret sig over den voksne udtale [kʁæm ˈfʁæːɕ] med lang vokal uden schwa.

I dansk er det i langt de fleste tilfælde sådan at oxytone ord enten har kort vokal (og/)eller stød. Enstavelsesord med lang vokal uden stød er derimod stort set ukendte, bortset fra i få indlånte ord som band og tank, og altså creme fraiche.

Hvis vokalen er lang og stødløs, følger der mao. altid en stavelse efter, typisk et schwa. Det ved børn godt, og de ved at det er der selvom de voksne ofte undlader at udtale det.

Min datter må have undret sig over at vi voksne aldrig udtaler noget schwa i creme fraiche. Schwa udelades hyppigt når ord er ude af fokus, men creme fraiche er et indholdsord og derfor ofte i fokus, men er der ikke noget schwa, selv når ordet er i fokus.

Med min datters kendskab til dansk fonotaks måtte der altså lige styr på tingene. Hvis vokalen er stødløs, må ordet høre til en af to kategorier: (1) vokalen er kort, eller (2) ordet har underliggende et schwa.

Mere fransk end fransk

Jeg forklarede hende at ordet egentlig var fransk, og at derfor udtaltes lidt mærkeligt. Det tossede er at vokalen slet ikke er lang på fransk. Det er et klassisk eksempel på “mere fransk end fransk” – vi overdriver de udenlanske træk når vi udtaler fremmedord.

I fransk forlænges vokaler foran [ʒ]. Det bliver de også i indlånte ord fx loge, collage, rouge osv. Men da man ikke på dansk skelner mellem [ʃ ʒ] som på fransk – de bliver begge oversat til [ɕ] – er vokalforlængelsen også sneget ind enkelte steder foran opr. fransk [ʃ], såsom i creme fraiche og niche.

Regler for schwa-assimilation

(Læs min mere dybdegående artikel om schwa-assimilation og stavelsesgrænser fra NyS 39)

Schwa-assimilation er et af de allermest karakteristiske udtalefænomener i dansk. Betegnelsen dækker over det fænomen at schwa ofte ikke udtales [ə], men smelter sammen med en nabolyd og udtales som en stavelsesbærende variant af denne, fx:

  • lige [liːə] → [liːi]
  • solen [soːˀlən] → [soːˀln̩]
  • plade [plæːðə] → [plæːð̩]

Schwa-assimilation er i nogle sammenhænge obligatorisk. Der er fx næppe nogen der siger [sdeːˀnənə] stenene, men altid [sdeːˀn̩nə] i distinkt udtale, med et langt stavelsesbærende [n] (i voksensproget i hvert fald – se mit indlæg om schwa i børnesprog).

I andre sammenhænge sker det yderst sjældent. Det er fx sjældent at et ord som ækle bliver til [ɛːˀgl̩]. Her er en udtale med schwa [ɛːˀglə] den foretrukne udtale.

I atter andre sammenhænge virker det lidt vilkårligt om vi har schwa-assimilation eller ej. Et ord som smule kan lige så vel udtales med distinkt schwa [smuːlə] som assimileret [smuːl̩].

Hvad er reglen?

Jeg plejer at sige at ca. ½ af alle schwa undergår schwa-assimilation, mens hver fjerde schwa falder bort, og hver fjerde udtales distinkt [ə]. Men hvis man fx skal lære nogen at tale dansk, eller hvis man vil simulere schwa-assimilation i et talesynteseprogram, kan man ikke bare kaste en terning for at afgøre hvordan schwa skal udtales.

Spørgsmålet er om man kan give en regel for hvornår der indtræffer schwa-assimilation. Mine undersøgelser af fænomenet viser at det kan man, og endda en meget simpel regel, som er baseret på de (overflade)fonologiske stavelsesgrænser:

Schwa-assimilation indtræffer når /ə/ er nabo til en sonorant der står i coda.

Det vil mao. sige at det indtræffer når schwa står efter en sonorant der står finalt i foranstående stavelse (= heterosyllabisk), fx /gaːð.ə/ → [gæːð̩], eller når det står foran en sonorant der tilhører samme stavelse (= tautosyllabisk), fx /bus.ən/ → [busn̩]. Men det assimileres fx meget sjældent hen over en ordgrænse.

Hvordan går stavelsesgrænserne?

For at ovennævnte regel skal gælde, skal stavelser deles efter bestemte regler. Reglerne bygger på en ide om vokalers tiltrækningskraft, altså deres evne til at trække konsonanter ind i stavelsen. Hvis en konsonant står mellem to vokaler, kæmper de to vokaler så at sige om hvem der skal have konsonanten, hvilket får betydning for om konsonanten kommer til at stå finalt i første stavelse, eller initialt i anden stavelse, se Basbøll (2005 s. 253).

De stavelsesdelingsregler der får ovennævnte regel for schwa-assimilation til at virke, er følgende, i prioriteret rækkefølge:

  1. I proparoxytone ord tiltrækker første posttoniske schwa så vidt muligt ingen kontoider.
  2. I distinkt udtale går vokoider til foranstående stavelse og kontoider så vidt muligt til efterfølgende stavelse.
  3. I mindre distinkt tale flyttes stavelsesgrænsen mod højre. (I mere distinkt udtale flyttes grænsen til venstre.)

Når grænserne således er sat, følger schwa-assimilation automatisk deraf. Hvis foranstående stavelse slutter på en sonorant, eller der følger en tautosyllabisk sonorant efter, får vi schwa-assimilation.

Uddybning

“Så vidt muligt” skal forstås som at hvis der er mere end én konsonant mellem vokalerne, så må der ved stavelsesdelingen ikke deles så vi får konsonantklynger der er ikke forekommer naturligt i enstavelsesord.

@ 1: Denne regel rammer den midterste vokal i ord som nydelig, rettelse, børnene som får stavelsesdelingen nyd.e.lig, rett.el.se, børn.e.ne – kun i rettelse får midterstavelsen en konsonant, da vi ikke kan have stavelser der starter med ls-. Vi får schwa-assimilation i alle tre ord da schwa enten følger efter en heterosyllabisk sonorant [nyːð̩li bɶɐ̯ˀn̩nə] nydelig, børnene, eller foran en tautosyllabisk sonorant [ʁɑdl̩sə] rettelse. Men det sidste schwa i børnene udtales distinkt, da den foranstående sonorant er tautosyllabisk.

@ 2: I distinkt udtale får vi stavelsesdelingen mød.e, me.ne, ger.ne, bjerg.e. Vi får schwa-assimilation i [møːð̩ bjæɐ̯ʊ] da schwa følger efter en heterosyllabisk sonorant, men ikke i [meːnə gæɐ̯nə], for godt nok følger schwa efter en sonorant, men den tautosyllabisk.

(Bemærk at formuleringen “så vidt muligt” henviser til konsonantklynger, og at [ŋ] ikke betragtes som en konsonantklynge på dette beskrivelsesniveau. Det er en uskønhed ved mine regler at vi får stavelsesdelingen ma.nge pe.nge, men det er afgørende at [ŋ] behandles som de andre nasaler [n m].)

(Bemærk også at denne formulering er lidt forskellig fra den jeg benytter i dette indlæg. Dette er gjort af hensyn til overskueligheden. Man kunne godt benytte de samme regler, men så skulle der tages flere forbehold i formuleringerne ovenfor.)

@ 3: Reglen gør at grænsen kan flyttes til højre, så vi alligevel kan få schwa-assimilation i ord som [meːn̩ gæɐ̯n̩] men.e, gern.e, når de udtales tilpas udistinkt. Schwa-assimilation i disse ord betragtes altså som et reduktionsfænomen, hvilket det ikke gør i de øvrige ord.

Bemærk at denne regel ikke bruger formuleringen “så vidt muligt” . I reduceret udtale er der i yderste konsekvens ikke nogen begrænsning på hvilke konsonantklynger vi kan have.

Man kan måske umiddelbart få fornemmelsen af at regel 3 er lidt en snyderegel da den sådan set gør at man kan få alt til at passe, bare man påstår at udtalen er tilpas distinkt/reduceret. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at den rammer ord eller konstruktioner der generelt er tilbøjelige til at blive reducerede, dvs. de rammes også af andre reduktionsfænomener.

Det er også værd at være opmærksom på at flytning af stavelsesgrænsen er et reduktionsfænom vi kender andre steder fra, fx når [tyːvə] ty.ve bliver til [tyːʊ] tyv.e eller [juːʁi] ju.ry bliver til [juɐ̯i] jur.y.

***

Der findes særtilfælde som dårligt lader sig beskrive ud fra disse regler (se fx dette indlæg), men det vil jeg ikke gå i dybden med her. Jeg indrømmer også at der ikke tale om naturlove, blot meget stærke tendenser.

Reglerne er baseret på en analyse af moderne rigsmålsudtale, og jeg kan derfor ikke sige noget om i hvor høj grad de gælder ude i de forskellige dialekter. Det er derimod ganske sikkert at reglerne afviger fra tidligere beskrivelser af schwa-assimilation (fx Brink & Lund 1975), hvilket tyder på at schwa-assimilation er undergået en væsentlig forandring i løbet af de sidste par generationer.

҉

Nys 39 – temanummer om dansk udtale

Nydanske Sprogstudier (NyS) nr. 39 er netop udkommet, og dette nummer indeholder seks artikler om den nyeste forskning i dansk udtale. Desuden er der en introduktion til computerprogrammet praat, som bruges af fonetikere.

NyS udgives af Dansk Sprognævn og henvender sig til læsere der er en lille smule mere end almindeligt interesseret i sprog, men man behøver ikke at være forsker for at følge med.

Hvis man er nysgerrig, kan man finde forsmage på noget af det rundt omkring på nettet:

Jeg har også selv en artikel med i nummeret, som sørme handler om schwa. Forvent en kort udgave her på bloggen inden for et par dage.