Sammen satte ord – fra et fonetisk perspektiv

Retskrivningsordbogen har en enkelt regel hvor skrivemåden gøres afhængig af udtalen. Det drejer om § 18 – om hvorvidt en ordforbindelse skal skrives i et eller flere ord.

At lade en skrivemåde være afhængig af udtalen er problematisk, især fordi det forudsætter at forskellige sprogbrugere udtaler ordene ens, og det kræver at sprogbrugerne er bevidste om udtalen.

Den konkrete formulering i RO er:

Hvis en ordforbindelse udtales med ét hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord.

Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord.

Problem 1: Trykbevidsthed

Vi er generelt ikke særligt bevidste om tryk, os danskere. Og det er ikke bare hr. og fru Danmark og Brian fra Valby der ikke kan finde ud af det. Som underviser i fonetik er min erfaring at trykforhold ikke altid er let at lære selv for lingvistikstuderende, som man må forvente er tilstrækkeligt sprogligt bevidste og i øvrigt motiverede for at lære det.

Selv erfarne fonetikere som er trænede i lydopfattelse, kan være uenige om hvorvidt en stavelse er betonet eller ej. Hvis man klipper en ordforbindelse ud af en kontekst i et stykke spontantale, kan det være overordentligt svært at afgøre om der er tale om et kompositum eller om en frase.

At bede folk om at fornemme om et ord har hovedtryk eller ej, kan altså være meget at forlange. At oven i købet at bede dem om at skelne mellem flere trykgrader – hovedtryk, bitryk, nultryk – og for meget for de fleste.

Det kan være svært at forstå hvis man selv har let ved at høre tryk, men man må nok sige at en pæn del af befolkningen simpelthen er trykdøve.

Problem 2: Dobbelttryk

Reglerne forudsætter at sprogbrugerne rent faktisk udtaler et kompositum med et hovedtryk og et bitryk, men det gør man ikke i alle tilfælde. Man kan, måske især i visse dialekter, støde på at komposita udtales med dobbelttryk. I DanPASS-korpusset kan man fx finde følgende (og mange andre) ord udtalt med hovedtryk på begge stammer:

  • ‘færdigbe’skrevet
  • ‘første’salen
  • gar’din’billede
  • ‘lys’krydset
  • ‘løve’park
  • ‘rullegar’din
  • ‘start’punktet

Ifølge reglerne skal disse ord således skrives i to ord, for så vidt som de udtales med dobbelttryk, fx der ligger en løve park, et grønt rulle gardin, osv. Da Sprognævnet endnu ikke har beføjelser til at diktere udtalen, er man frit stillet mht. at skrive i ét eller to ord, bare man postulerer at det svarer til ens trykfordeling.

Ud over dette har vi en del ord som har en velatableret udtale med dobbelttryk, som ikke desto mindre skal skrives i ét ord, fx:

  • ‘øje’blik
  • ‘jule’aften
  • na’turlig’vis
  • ‘simpelt’hen
  • ‘stadig’væk

Ifølge § 18 skulle man skrive *naturlig vis er det simpelt hen stadig væk jule aften om et øje blik.

Det passer ikke lige godt ind i alles kram at ord udtales med dobbelttryk. Nogle taler endda om at danskere lider af trykkesyge. Men sådan forholder det sig nu en gang.

Problem 3: Dansk prosodi

Hvis en ordforbindelseudtales med éthovedtryk (stærkttryk) på det førsteled og bitryk (svageretryk) på det andet, skrives forbindelsen i étord.

Hvis jeg skulle læse § 18 op, ville min trykfordeling umiddelbart være sådan at ordene burde skrives sammen sådan som det er gjort ovenfor. Nu er jeg oven i købet en trænet fonetiker og kan finde ud af at skelne mellem mere end to trykgrader. Hvis jeg nu kun kunne skelne mellem stærkt tryk og svagere tryk, ville sætningen skulle skrives således:

Hvis en ordforbindelseudtalesmed éthovedtrykpådet førsteledog bitrykpådet andet, skrives forbindelseni étord.

Lige nu er jeg regelrytter og læser helt bevidst ikke intentionen i § 18. Men der er et problem i at trykforhold er tæt knyttet til hvilke ord man vil fremhæve, og dét kan variere en del.

Ord har det med at indgå i en kontekst, og ofte er konteksten afgørende for hvilke ord der skal have hoved-/bitryk. At fremhæve et ord prosodisk betyder ofte at man reducerer et hovedtryk i de omgivende ord til et bitryk, hvilket ifølge § 18 får konsekvenser for om ordene skal skrives sammen eller ej.

Ofte er det valgfrit om et ord skal udtales med hovedtryk eller bitryk. Skal denne valgfrihed afspejles i skrivemåden?

Der er ingen sprogbrugere der skriver på denne måde, heldigvis, men det viser at retskrivningsreglerne ikke er formuleret i overensstemmelse med deres intention. Hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op med de regler?

Dette problem også knyttet til det næste problem.

Problem 4: Hvad menes der med ‘ordforbindelse’?

Ovenfor viste jeg at der er masser af tilfælde hvor naboord ikke skal komponeres på trods af at de strengt taget opfylder kravene til det. Men hvilke ord skal så komponeres? § 18 henviser til ‘ordforbindelser’. Skal det forstås sådan et visse naboord indgår i en ordforbindelse, mens andre naboord ikke gør? Hvordan skal sprogbrugeren afgøre i eksemplet ovenfor at hoved+tryk er en ordforbindelse, men stærkt+tryk ikke er det, når trykfordelingen nu er ens?

Tja, det er muligt at grammatikerne har et svar på det. Jeg har ikke. Og Retskrivningsordbogen er tavs om det. Igen, hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op?

Problem 5: Det er slet ikke det der er problemet

Nu har jeg angrebet § 18 fra et fonetisk synspunkt. Det er blot for at vise at det er problematisk at bruge henvisninger til udtalen i forbindelse med retskrivningsreglerne. Hvis man gør det, må man acceptere at to sprogbrugere skriver samme ord forskelligt.

Men det er slet ikke det der er problemet ift. hvorfor så mange ikke kan finde ud af at skrive sammensatte ord.

Jeg vil vove at påstå at der findes to forskellige grammatiker i dansk: En der tillader andet end adjektiver på adjektivets plads, og én der ikke gør det (det er muligvis ikke den bedste beskrivelse – jeg er elendig til grammatik).

En meget forsimplet forklaring/et muligt scenarie

Man kan forestille sig at et dansk barn fx lærer ordene ringe og klokke at kende. Senere støder barnet på ordet ringeklokke. I talesproget er der ingen mellemrum, så barnet ved ikke som udgangspunkt om der er tale om et eller to ord. For barnet er der to muligheder: (1) Barnet opfatter det prosodiske cue hovedtryk+bitryk og lærer at de to ord er særligt integrerede – det er i virkeligheden kun ét ord, eller (2) barnet opfatter ikke det prosodiske cue (muligvis er det slet ikke til stede i de stimuli barnet får, jf. problem 2, muligvis tillægger barnet det en anden betydning, jf. problem 3).

På baggrund af barnets erfaringer danner det en grammatik. Barn 1 lærer at et ord kan bestå af flere stammer, og barn 2 lærer at substantiver og verber kan modificere et ord på samme måde som adjektiver kan. Begge børn har klaret en svær opgave, nemlig at udregne en grammatik på baggrund af begrænsede oplysninger.

I skolen lærer børnene at vi sætter mellemrum mellem to ord. “Det er fint”, tænker børnene. Barn 1 skriver ringeklokke i ét ord som de jo er i barn 1’s hoved, og barn 2 skriver ringe klokke i to ord, som det jo er i barn 2’s hoved.

Hvordan pokker lærer vi barn 2 at man kontraintuitivt skal undlade at lave mellemrum mellem to ord i særlige tilfælde? Eller skal vi måske i stedet lære barn 1 at den anden måde at gøre det på, også er i orden?

En bemærkning om indflydelse fra engelsk, stavekontroller og sms-ordbøger

Det bliver ofte fremført at orddelingsfejl skyldes påvirkning fra engelsk, stavekontroller eller sms-ordbøger, som ikke kan finde ud af at sammenskrive ord sådan som de skal være.

Børns tilegnelse af orddannelsesprocesser sker før de introduceres til disse tre ting. Så hvis de skulle have en indflydelse, må man altså forudsætte at barnet har lært at skrive sammensatte ord først, men at dette så ‘ulæres’ når barnet stifter bekendskab med engelsk og elektroniske ordbøger. Det finder jeg meget usandsynligt.

Der kan næppe heller påvises nogen sammenhæng mellem hvor meget man udsættes for engelsk, eller hvor meget man bruger elektroniske ordbøger, og så hvor mange orddelingsfejl man laver.

Metatese

Metatese er det fænomen at der byttes om lydenes rækkefølge i et ord. Der kan være tale om at to lyde bytter plads, eller at en lyd flyttes et andet sted hen i ordet, fx:

  • fransk: au revoir > au vroir
  • engelsk: pretty > purty

Børnesprog

Metatese er relativt sjældent i voksensprog, selv i spontantale. Men det er overordentligt almindeligt i børnesprog. Efterhånden som man vokser op, får man udryddet de fleste metateser. Her er nogle eksempler fra mine egne børn:

  • spaghetti > basketti
  • risotto > ritosso
  • sløjfe > fløjse
  • støvsuger > stuesøger
  • numse > munse

Indimellem bytter hele stavelser plads:

  • morgenmad > madmår
  • madpakke > pakmad

Diakront

En sjælden gang imellem får en metatese lov at overleve og bliver etableret i sproget, fx:

  • Engelsk: wæps > wasp
  • Spansk: crocodillo > cocodrillo
  • Spansk: miraglo > milagro (mirakel)
  • Fransk: mosquito > moustique

Metateser ses også ofte i navne, fx:

  • Birgit > Brigitte
  • Petrus > Peter

Forklaringer

Der kan være forskellige forklaringer på metateser. For det første kan man se en tendens til at lyde ombyttes så der dannes konsonantgrupper foran en betonet stavelse frem for en ubetonet, fx basketti, cocodrillo, au vroir (se ovenfor).

For det andet kan man se en tendens til at man med metateser danner højfrekvente lydkombinationer frem for lavfrekvente. I dansk har vi fx kun to-tre ord der ender på /əm/, nemlig (i)gennem og mellem. Til gengæld er endelsen /ən/overordentlig hyppig, hvorfor det er naturligt at opfatte gennem som /gɛmən/.

Der kan også være tale om at man foretrækker homorgane konsonantgrupper, fx munse frem for numse. Og endelig kan der være tale om at man bytter om på lydene for at overholde sprogets fonotaks bl.a. i forbindelse med vokalbortfald, fx billeder > bedler, rvoir > vroir.

I alle tilfælde lader det til at metatese primært rammer ord som introduceres meget tidligt i livet. Det kan være en grund til at det kan opfattes som umodent sprog når metateser optræder hos voksne. Hos folk der har små børn, er det en almindelig mekanisme at man synes børnenes afvigende udtaler kan virke sjove eller nuttede, og så dyrker man dem internt i familien. Hvis tilstrækkelig mange familier gør det, kan metateserne med tiden blive etablerede i sproget.

Ordspil og slang

Metatese bruges ofte bevidst i forbindelse med ordspil og slang. Vi har vi alle lært at bakke snagvendt af Kaj og Andrea. Asterix og Obelix er metateser af asterisk og obelisk. I Frankrig kan man tale verlan, som er en metatese af l’envers, hvor stavelser byttes om så fx métro bliver til tromé, og cigarette bliver til garetsi.

Kender du eksempler på metateser, så skriv en kommentar nedenfor.

Noget om ð

En stemt dental frikativ [ð] eller approximant [ð̞] er relativt sjælden i verdens sprog. Wiki kender til i omegnen af 25 sprog i verden med lyden. Ofte er lyden en bunden variant af /d/ som primært findes mellem to vokaler.

I dansk er [ð] en alvelær approximant (i fin lydskrift [ð̞] ), en variant af /d/ som (næsten) kun findes stavelsesfinalt eller, ved bøjninger, foran [s], fx [tiðˀ tiðˀs] tid, tids. I dansk falder et posttonisk [ə] imidlertid ofte bort i proparoxytone ord, hvorved vi risikerer et initialt [ð], fx [ˈbeləðɐ ˈbelðɐ] billeder. Det er en uvant struktur, hvilket muligvis er forklaringen på at mange laver en metatese, [ˈbeðlɐ] ‘bedler’.

Engelsk har faktisk som noget ganske eksotisk et fonem /ð/. Der findes et enkelt minimalpar med den tilsvarende ustemte lyd [θ], thigh/thy. Fonemet har en interessant distribution som er bundet til ordklassen. Initialt findes /ð/ kun i funktionsord, fx the, them, that, there osv., mens det i indholdsord kun findes medialt eller finalt, og kun i en meget begrænset mængde ord, fx other, bother, rather, gather, mother, father, brother, (se flere). Et initialt /ð/kan i øvrigt assimileres til et foranstående [n l], fx [ɪnnət sdɪllə] in that, still the. (Reference)

Om assimilationsfænomenet primært skyldes lyden eller ordklassen er umuligt at svare på. Funktionsord er mere tilbøjelige til reduktioner end indholdsord, og [ð] er antageligvis en lyd der er tilbøjelig til at lade sig reducere – i forvejen er [ð]/[ð̞] ofte en reduktion af en art af, fx af [d θ].

Under alle omstændigheder er der her et eksempel på et reduktionsfænomen som er knyttet til bestemte ordklasser. Reduktionen kan således medvirke til at afkode sætningens syntaks.

Retningslinjer for fonetikstuderende

Der er netop udkommet et nyt nummer af Speculative Grammarian. Hvis du ikke kender Speculative Grammarian, så tag et kig på det. Det er lingvistisk satire på højt plan.

Det nyeste nummer indeholder en artikel med Guidelines for the Behavior of Graduate Students of Phonetics. Her er et par stykker:

  • The IPA symbol for a bilabial click is not called “the cervix,” even if it really looks like one.
  • Students are not allowed to ask the “cute” TA (Teaching Assistant) to produce difficult phonemes for them… slowly… over and over again.
  • There is no diacritic for “drunken voice”.

Osv. Og så er der selvfølgelig også denne:

  • Students are not allowed to convince wide-eyed, trusting first-years that the nasal ingressive voiceless velar trill will be officially added to the IPA chart next year.

Det er et tilbagevendende tema på SpecGram om nasal ingressive voiceless velar trill skal indføres i IPA-skemaet eller ej. Det foreslåede IPA-symbol er det såkaldte double-dot wide-o. Se det er noget der kan få en fonetiker til at fnise.

Indsæt lydskrift i dine dokumenter

Her er nogle metoder til at indsætte IPA lydskrift i elektroniske dokumenter og tekstbehandlingsprogrammer. Alle metoder benytter unicode.

1. Online IPA-tegnvælger

Jeg har lavet en IPA-tegnvælger hvor man kan skrive IPA-lydskrift ved at klikke på symbolerne. Teksten kan kopieres og sættes ind i ethvert program der understøtter unicode (det gør de fleste). Hvis siden ikke virker ordentligt, kan du evt. prøve rishida.net.

2. Indsæt specialtegn

Dit tekstbehandlingsprogram har typisk en funktion til at indsætte specialtegn. I OpenOffice skal du trykke alt+i, s, enter. Så popper der en tegnvælger op. Her skal du vælge en skrifttype der understøtter unicode, fx Arial eller Lucida. Her er der en liste over almindelige og downloadbare IPA-fonte.

3. Søg og erstat

Hvis man skal skrive længere passager med lydskrift, kan det være tidsbesparende at skrive det i en quick-and-dirty lydskrift der er baseret på tegnene på dit tastatur. Derefter kan man lave en masse søg og erstat-kommandoer hvor man udskifter tegnene med tilsvarende IPA-symboler.

Problemløsninger

Hvis ovenstående metoder ikke virker for dig, er det måske fordi du sidder med et dårligt tekstbehandlingsprogram eller en dårlig browser. Prøv evt. de gode, gratis programmer OpenOffice (tekstbehandling) og Firefox (browser). Det virker for mig.

Advarsel

I gamle dage brugte man ofte et tilpasset ASCII-tegnsæt (fx SIL IPA93) til at skrive lydskrift. Man kan stadig støde på at det bliver anbefalet. Hold dig fra det. Brug i stedet unicode. Ulemperne ved ASCII-tegnsættene er mange, bl.a. at dit dokument typisk ikke kan læses af andre end dig selv.

[ˈgoːˀ fɐˈnʌjˀl̩sə]

Lektion i xhosa clicks

En tålmodig xhosa-talende sydafrikaner forsøger at lære hvid mand at udtale kliklyde. Den hvide mand har sine vanskeligheder, men er ikke bange for at være lidt til grin.

Kliklyde er principielt ikke svære at udtale. Vi gør det fx når vi siger “tsk tsk” eller når vi efterligner kysselyde og smaskelyde. Det vanskelige er bare at integrere dem i udtalen af andre sproglyde.

Der er tre slags clicks i xhosa, dentalt, palatalt og lateralt (IPA: [ǀ ǃ ǁ]). Sproget tales i Sydafrika.

Kargyraa strubesang

Kargyraa er en art strubesang (eng. throat singing). Det er en særlig sangteknik som stammer fra Tuva i det sydlige Sibirien. Teknikken består i at optræne sig i at få de falske stemmelæber (plicae ventricularis) til at svinge. De falske stemmelæber er dem der svinger når man fx rømmer sig eller sige knurrelyde; de ses tydeligt i denne film.

Ved at brumme på de falske stemmelæbesvingninger kan man opnå et toneleje en oktav under det normale toneleje. Teknikken kombineres ofte med overtonesang.

I denne film er teknikken demonstreret af en strubesanger fra den mongolske musikgruppe Huun-Huur-Tu.

Lyt med øjnene

Her er et interessant eksperiment i lydopfattelse. Det skal lige siges at eksperimentet virker bedst hvis der er lidt støj omkring en.

Se videoen nedenfor. Hvad siger manden? Se videoen igen, men denne gang med lukkede øjne. Hvad siger han nu?

Rent faktisk er det en lydoptagelse af “bah-bah” der er lagt over en videooptagelse af “dah-dah”. Der er altså uoverensstemmelse mellem det vi ser og det vi hører. Vores hjerne prøver at få det til at stemme overens, og vi kan derfor opfatte det som noget helt tredje, fx “gah-gah”. Denne effekt kaldes McGurk-effekten (wiki).

Hvad hører du?

(Tak til John Tøndering for at gøre mig opmærksom på filmen)

Næsehule og stemmelæber

Her er en rigtig nasset videooptagelse af næsehule og strube. Man ser først hvordan en fiberoptisk kikkert føres ind i næsehulen og derfra ned i svælget hvor man får et kig på stemmelæberne.

Næsehulen: Læg mærke til den lodrette væg, næseskillevæggen, midt i næsen. Se hvordan ganesejlet hæves under artikulationen af papapa, shhhh og babybottle. Desværre bliver der ikke sagt ord med nasaler.

Struben: Læg mærke til hvordan hvordan hele svælget indsnævres ved tonestigningen. De bevægelige dele der føres sammen under artikulationen, er tudbruskene. Selvom man kan se bevægelser i stemmelæberne, svarer det ikke til de faktiske stemmelæbesvingninger – de har for høj frekvens til at blive opfanget i realtid.

Fløjtesprog – Silbo Gomero

I de fleste verdensdele kan man finde eksempler på sprog der består udelukkende af fløjtelyde. Fløjtesprog anvendes til at kommunikere over lange afstande, typisk i bjergrige egne.

Fløjtesprogene er ikke et sprog i sig selv, men snarere en måde at udtale et sprog på. I princippet kan man udtale et hvilket som helst sprog med alene med fløjtelyde.

Lidt forenklet går det ud på at man artikulerer lydene som normalt, men i stedet for at bruge stemmelæberne som lydkilde, bruger man fløjtelydende. Labialer kræver dog en særlig gestus, eftersom man ikke har samme bevægelsesfrihed med læberne når man fløjter.

Akustisk set svarer det til at man kun hører hvad der svarer til vokalernes anden formant, F2. Transitioner i formanten fungerer som cue om artikulationsstedet for konsonanterne. Forskellige varianter af fløjtesprog bruger desuden forskellige måder at til at kompensere for den manglende akustiske information.

Her er en lille film hvor en spansk tekst læses op på fløjtesproget silbo, som man kan finde på den kanariske ø Gomera (R2-D2 kunne ikke have sagt det bedre). Se mere på wiki.