Utilpasset IPA: Hvordan bruges vokaler i IPA?

Dette indlæg indeholder blot en kort beskrivelse af hvordan vokaler er defineret i IPA. De vigtigste pointer er at IPA-vokaler ikke er Daniel Jones-kardinalvokaler, og at IPA-vokaler er mere abstrakt og relativt defineret end vi er vant til at bruge dem i dansk. En vokal som /e/ kan altså i IPA står for lidt forskellige vokaler i forskellige sprog. Og så bruger man typisk ikke snæver notation af vokaler.

Vokaler er notorisk vanskelige at håndtere i lydskrift. Mens der kan gives rimelig klare definitioner af konsonanter (er lyden lukket eller ej, stemt eller ej, nasal eller ej osv.), er vokaler mere flydende. Vokaler defineres traditionelt efter åbningsgrad, fortunge/bagtunge og læberunding, men åbningsgrad og fortunge-bagtunge-dimensionen er skalære; der er et kontinuum af vokaler mellem /i/ og /a/, mellem /y/ og /u/ osv.

Hvordan skal vokaler håndteres i lydskrift, når man i princippet kan lave uendelig mange vokaler, men er nødt til at begrænse det til et endeligt, og helst relativt lille, antal symboler?

En metode er at benytte nogle referencevokaler, hvor de mest kendte er Daniel Jones’ kardinalvokaler. Fonetikeren Daniel Jones indtalte i 1917 en række vokaler (8 primære og 10 sekundære kardinalvokaler), som blev distribueret rundt til fagfæller, og når man så skulle beskrive en konkret vokal i et sprog, kunne man gøre det ud fra en fælles refererence. Er vokalen tættest på kardinalvokal nr. 3 eller 4, er den lidt mere åben eller lukket, lidt mere fremskudt eller tilbagetrukket end den og den kardinalvokal, osv.?

I Dania er vokaler ikke rigtig defineret, men snarere forklaret ud fra eksempelord fra danske dialekter eller andre sprog som fransk og tysk kombineret med beskrivelser af artikulatoriske og auditive forhold. Lydskrifttegnet e beskrives som vokalen i rigsmålets udtale af det, se, sele. Denne metode er særlig problematisk fordi referencerne kan være ukendte eller have forandret sig. Fx er ȣ vokalen i sønderjysk hun, men det er svært at blive klog på hvis man ikke lige ved hvordan det ord udtales på sønderjysk. Og vokalen ä beskrives som vokalen i tretten og færdig, hvilket i min egen udtale er to vidt forskellige vokalen, fordi udtalen har forandret sig i forskellige retninger siden Dania blev opfundet.

Vokaler i IPA

IPA’s vokalskema ligner Daniel Jones’ kardinalvokaler. Der skelnes mellem fire åbningsgrader, rundet og urundet, fortunge og bagtunge, og der bruges samme notation, blot med nogle ekstra tilføjelser i IPA. Så det er nærliggende at tro at vokalerne i IPA svarer til DJ (hvilket jeg måske også har bildt en fonetikstuderende eller to ind igennem tiden, undskyld). Men det er de ikke.

IPA tager konsekvensen af at vokaler ikke lader sig definere i nogen absolut forstand og har derfor en mere abstrakt definition af vokalerne. Først defineres et ‘vokalrum’ som er afgrænset af de fire vokaler /i a ɑ u/ som de mest lukkede/åbne fortunge-/bagtungevokaler. De øvrige vokaler er så blot defineret som vokaler der ligger mellem disse. Dvs. /e/ kan bruges om en vokal der ligger mellem /i/ og /ɛ/, og /ɛ/ kan bruges om en vokal der ligger mellem /e/ og /a/.

Jf. IPA’s princip om at undgå diakritiske tegn til notation af distinktive lyde, og primært benytte almindelige latinske bogstaver frem for specialtegn, foretrækkes /e/ og /o/ frem for /ɛ/ og /ɔ/ hvis sproget kun har en enkelt vokal mellem /i/ og /a/ eller /u/ og /a/. Hvis man har brug for at skelne flere distinktive åbningsgrader, tilføjes så ekstra symboler.

Det betyder i praksis at fx /e/ typisk er mere midt mellem /i/ og /a/ i sprog der der kun har fem vokaler, /i e a o u/, end i sprog der har syv vokaler /i e ɛ a ɔ o u/, fordi vokaler er tilbøjelige til at fordele sig med størst mulig afstand imellem sig.

Man kan sagtens finde traditioner i bestemte sprog, der ikke helt holder sig til IPA’s principper. Fx i polsk er der tradition for at bruge /i ɛ a ɔ u/ frem for /i e a o u/ fordi polsk /ɛ ɔ/ er relativt åbne og derfor svarer bedre til /ɛ ɔ/ i sprog der skelner /e ɛ/ og /o ɔ/. Men det ville ikke være imod IPA’s principper blot at notere polske vokaler /i e a o u/.

Når man fx i Illustrations of IPA skal give en mere præcis indikation af vokalers åbningsgrad og artikulationssted, gør man det typisk ikke med diakritiske tegn. Man bruger i stedet vokaldiagrammer som fx dette. Der er ganske vist diakritika som ◌̞ ◌̝ til at angive mere åbne eller lukkede vokaler, men da vokaler kun er relativt, ikke absolut defineret, giver disse diakritika kun mening hvis man har en kontekst. Notationen indikerer således ikke en specifik vokalkvalitet, da /e/ kan være forskellig fra sprog til sprog. Men man kan bruge det til fx at sige at dansk /e/ typisk er mere lukket, [e̝], end engelsk /e/, [e̞].

I de næste par indlæg ser jeg nærmere på hvordan de danske vokaler skal noteres i IPA.