Nye lydskriftresurser på schwa.dk

Jeg har i den sidste tid lavet et par nye værktøjer til både nybegyndere og erfarne lydskrivere. Se menuen til højre under Resurser på schwa.dk for alle de værktøjer der er tilgængelige. De nye ting er:

1. Simpel IPA-tegnvælger

I denne simple tegnvælger får man en oversigt over de sproglyde der almindeligvis benyttes i grove IPA-transskriptioner af dansk. Der er pædagogiske eksempler på ord der indeholder de forskellige lyde (sådan som jeg udtaler dem). Hvis man fører musen hen over lydskriftsymbolerne, får man desuden en artikulatorisk beskrivelse af lyden og den fine IPA-notation. Gå til tegnvælgeren her.

2. Tastaturgenveje og lydskriftkonvertering (IPA/Dania)

I dette værktøj kan man bruge taster som er tilgængelige på et almindeligt dansk tastatur og få det konverteret til lydskrift, både grov-halvfin IPA og Dania. Det er tidsbesparende når man skriver længere passager med lydskrift. Man kan også indsætte IPA eller Dania (efter de standarder der er givet i den simple IPA-tegnvælger og Dania-tegnvælgeren) og få det konverteret til det andet format. Gå til converteren her.

3. Ny udtaleordbog

I kølvandet på min ph.d.-afhandling i foråret har jeg lavet en ny ordbog over udtalerne i DanPASS-korpusset. Nye features:

  • Sammentrukne ordforbindelser er nu klippet over så man under hvert opslag nu kan se alle forekomster af ordet og alle udtaler. Tidligere kunne man ikke slå klitiske udtaler op (fx ‘er’ der udtales som ingenting i en del ordforbindelser). De metodiske overvejelser i den forbindelse findes i min afhandling (s. 70-77). Desværre kan man så ikke længere se konteksten eller tilknyttede lydfiler – jeg har planer om et værktøj hvor det bliver muligt.
  • Der er angivet kanonisk udtale inkl. hvor mange gange den kanoniske udtale forekommer ud af det totale antal forekomster af ordet.
  • Ordklasseinformation er inkluderet, så man fx kan skelne mellem ‘taget’ som hhv. substantiv og verbum.
  • Reduktionstilbøjeligheder er inkluderet. Hver indgang har fået en R-værdi som angiver ordets tilbøjelighed til at blive udtalt reduceret. Værdien angiver hvor mange fonemer der falder bort eller udtales mindre distinkt pr. 100 fonemer. Se min afhandling (s. 77-84) for nærmere detaljer.
  • Vær opmærksom på at ord med flere fonologiske fortolkninger optræder som flere indgange, fx ‘tegninger’ m. og u. stød.

Forslag til forbedringer og rettelser af disse værktøj modtages gerne.