laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Kolossale konsonantklynger

Jeg har holdt lidt sommerferie her på bloggen, men selv om den globale opvarmning efterhånden har varmet sommeren et godt stykke ind i september, må det alligevel være på tide at skrive lidt igen. Jeg samler tråden op fra en kommentar til dette indlæg hvor der bliver spurgt til konsonantklynger i dansk.

I dansk kan vi relativt komplekse stavelser. Vi kan have op til tre konsonanter i starten af en stavelse, fx straks, splid, skjold. Tre konsonanter i slutningen af en stavelse er heller ikke ualmindeligt, fx vrinsk, provst, korps.

I enkelte ord er der op til fire fonologiske konsonanter i slutningen af stavelsen, fx angst, hingst, men fonetisk er der dog kun tre, idet /ng/ > [ŋ], [ɑŋˀsd̥ heŋˀsd̥].

Hvis man inkluderer bøjede og afledte former af ord, kan man relativt let komme op på fire-fem konsonanter ordfinalt, fx ved at putte genitiv-s på nogle af ovennævnte ord, provsts, hingsts osv.

Vi kan også putte adjektiveringssuffikset -sk på, som i svinsk og moralsk. Hvis noget kan være Hjelmslevsk, kan det vel også være Rasksk, eller hvad med Hanne-Vibeke Holstsk?

Nu kunne vi blive misundelige på svenskerne, for de kan også putte neutrum-t på, så de kan fx danne ordet Holstskt. Men strengt taget så kan vi jo substantivere adjektiver, og så kan vi putte genitiv-s på, fx efter sort spillers tur er det hvids. På den måde kan man påstå følgende: En Rifbjergsk romans handling kan være lige så god som en Holstsks.

Ortografiske konsonantklynger

I indlånte ord kan vi støde på konsonantgrupper som ch, sh og sch. Fonologisk set er det at snyde på vægten fordi de kun dækker over én lyd. Hvis man er fløjtende ligeglad med fonologiske hensyn, kan vi dog lave nogle kolossale ortografiske konsonantklynger.

Hvis ens far er fra Irkutsk og ens mor er fra Schweiz, så er man irkutskskschweitzisk (tak til Peter for den).  Man kunne måske endda forestille sig et irkutskskschweizisk fusionskøkken hvor der serveres borsjtjschnitzel.

Og er en raleighsk cykels stel stærkere end en merckxsks?

8 Comments

  1. Jesper Kruse siger:

    Kære Ruben

    Et spørgsmål ang. terminologi. Du skriver:

    “I enkelte ord er der op til fire fonologiske konsonanter i slutningen af stavelsen, fx angst, hingst, men fonetisk er der dog kun tre, idet /ng/ > [ŋ], [ɑŋˀsd̥ heŋˀsd̥].”

    Hvad ligger der i begrebet “fonologisk konsonant”? Umiddelbart ville en ikke-fonetiker som mig selv have beskrevet ngst-sekvensen som en sekvens af ortografiske konsonanter og derfor have omsluttet dem med kantede parenteser: <ngst> …

    Dette ville så – igen for den udannede – blive til fonemsekvensen/kodaet/den fonologiske konsonantsekvens /ŋst/ som i engelsk amongst, hvis præcise fonetiske transskription jeg skal afholde mig fra at forsøge at udføre.

    Kan du hjælpe mig lidt på vej?

    Mange hilsner
    Jesper

  2. Ruben siger:

    Her til lands har vi tradition for at skelne mellem lydskrift, som skrives i kantede parenteser, [lyðˀ], mens fonemskrift skrives mellem skråstreger, /lyːˀd/.
    Lydskriften gengiver så at sige den række artikulatoriske begivenheder man skal igennem for at udtale et ord på en bestemt måde, mens fonemskriften gengiver de på et abstrakt niveau betydningsadskillende størrelser man kan analysere sig frem til.

    I dansk er der tradition for at fortolke lyden [ŋ] fonologisk som et /n/ der kan ændre udtale foran /g/ og /k/. I et ord som ‘ring’ [ʁæŋˀ] må vi altså konkludere at når der er et [ŋ] må der også være et /g/ som forsvinder i farten, ellers ville /n/ ikke blive udtalt [ŋ], men [n]. ‘ ring’ er altså fonologisk /rɛng/.

    I engelsk er der derimod mange steder tradition for at fortolke [ŋ] som fonologisk /ŋ/ i stedet for /ng/. Det kunne man også godt på dansk, lige så vel som man kunne fortolke det som /ng/ på engelsk.

    Jeg synes (som jeg er opdraget til) at der er overordentlig gode grunde til at fortolke [ŋ] som fonologisk /n/ som nabo til en velær lyd. Fx findes [ŋ] ikke initialt, det findes ikke efter lang vokal, og vi har ord der slutter på [ŋg], fx ’slank’, men ingen der slutter på [ng].

    Det samme gælder vistnok i øvrigt på engelsk. Jeg ved ikke om der er særlige grunde til at man på engelsk vil påstå fonemet /ŋ/ som ikke gælder på dansk – måske har vi endnu flere gode grunde end engelsk, fx pga. schwa-assimilation. Jeg tror dog mest det har at gøre med hvilken fonologisk skole man er gået i – om man er tilhænger af en overfladenær eller dyb fonologisk analyse.

    Sikke en smøre. Håber det afklarede lidt :S

  3. Carsten Boll siger:

    Jeg har altid været glad for ‘angstskrig’..

  4. Tobias Søborg siger:

    Hvis jeg må prøve at komme med et input, kunne man så ikke argumentere for, at alle de faktorer, der taler for at fortolke [ŋ] som fonologisk /ng/ er bygget på diakrone strukturer. Jeg vil sige god for, at [ŋ] kommer fra *n+*g, men på et synkront plan giver det ikke særlig meget mening. På islandsk kan man stadig høre clusteret bevaret i ‘hringur’ over for det danske ‘ring’ [ʁæŋˀ], hvor det er helt forsvundet. Argumenterne er simpelthen givne pga. en tidligere fonologisk struktur, som så har ændret sig. At det har ændret sig, vil ikke sige, at man ikke kan spore den tidligere struktur, og det er dét, der forklarer [ŋ]’s distribution. Ninna Grønnum giver følgende argumenter for, at [ŋ] ikke skulle kunne være sit eget fonem:
    1) [ŋ] findes ikke initialt.
    2) Danske enstavelsesord, der ender på -[ŋ] har altid stød.
    3) [ŋ] kan kun forekomme umiddelbart efter en kort vokal og altså ikke efter en konsonant, efter en lang vokal eller efter en diftong.

    Hertil kan modargumenteres:
    ad 1) Et givent fonems begrænsede distribution er ikke et argument for, at det ikke skulle findes. /h/ findes jo som bekendt kun initialt på dansk.
    ad 2) Hvad gør man så med ‘kong’ i fx ‘kong Christian’? Det må da være [kʰʌŋ] og altså uden stød.
    ad 3) Vi har da i synkront dansk fx ‘gang’ [g̊æ:ŋ] og ‘bange’ [‘b̥æ:ŋə], som ganske vist er låneord, men Grønnum bruger andre steder også låneord i sine argumenter. Og i arveord er der også modargumenter; vi har nemlig en række ord med diftong+[ŋ]: således fx ‘dreng’ [d̥ʁ̞ɑɪ̯ˀŋ] og ’streng’ [sd̥ʁ̞ɑɪ̯ˀŋ]. Det giver ikke længere mening at analysere dem som andet end diftonger, ganske vist forårsaget af et fonologisk andet grundlag.

    Desuden deltager [ŋ] i bemærkelsesværdigt mange fonologiske processer sammen med de to andre nasaler [m] og [n] og resten af sonanterne i nyere tids lydændringer, navnlig schwaassimilation, hvilket virker underligt, hvis det stadig død og pine skal tolkes som et cluster med en lukkelyd. Derfor er der flere gode argumenter for at sige, at vi på et synkront plan må analysere [ŋ] som et fonem i sig selv, men nogle af dets manifestationsregler er grundet af, at det stammer fra et gammelt cluster. Der er vel generelt stor fare for, at fonologer, som ikke skelner mellem synkron og diakron fonologi, får store vanskeligheder ved at forklare et system, som pludselig virker mere kaotisk, end det i virkeligheden er. Så lige et lille slag for en sproghistorisk vinkel herfra :)

  5. Ruben siger:

    Det er nogle fine overvejelser du kommer med, og jeg er enig med dig i at en del fonologisk analyse mere minder om sproghistorisk rekonstruktion snarere end en model af hvilke lyde vi har inde i hovedet.

    Jeg synes absolut også at der er klare fordele ved at arbejde med et mere overfladenært foneminventar, dvs. et abstraktionsniveau som ligger mellem fx Nina Grønnums fonologiske analyse og ren lydskrift. Især når man, som jeg, arbejder med reduktionsfænomener, fx schwa-assimilation, som du nævner.
    I en af mine overbygningsopgaver hvor jeg skrev om [ɾ] i dansk, skulle jeg konstant henvise til “finalt /t/ eller initialt /d/” eller den uelegante “der hvor vi ville forvente et [d] i almindelig distinkt udtale”. Det havde været noget lettere at indføre en tredelt skelnen mellem /t d ð/. Dette vil jeg undgå i min ph.d.-afhandling, så her vil jeg primært benytte den overfladenære fonemanalyse hvor [ŋ] vil blive betragtet som et fonem /ŋ/.

    Jeg vil dog stadig gerne forsvare at Nina Grønnums analyse af [ŋ] som en klynge er en realitet i sproget og ikke bare et sproghistorisk levn. @ dine modargumenter:

    1. Distributionen er ganske rigtig ikke et argument, men en forudsætning. For at [ŋ] skal være /ng/, må den naturligvis ikke forekomme initialt, og det er opfyldt.
    Jeg har i øvrigt forsøgt at få min datter (4 år) til at sige vrøvleord der starter med [ŋ]. Det kan jeg ikke få hende til. Hun siger [nj] i stedet for. Ikke at det beviser noget, men det er da noget andet end hvis hun havde sagt [ŋ].
    2. Stødtab er ganske almindeligt ved tryktab. Det kan beskrives med regler, så der er intet i vejen for at påstå at <kong> underliggende har stød.
    3. Det er klart nogle elementer som lægger pres på den fonologiske analyse og med tiden måske kan fremtvinge en reanalyse. At det er et særskilt fonem i indlånte ord, er ikke i sig selv noget der behøver at ændre på analysen af danske ord. Vi har også /ɹ/ i ‘ragtime’, /θ/ i ‘thriller’, /w/ i ’shawarma’ osv. så hvorfor ikke et /ŋ/ i ‘tank’ og ‘gang’.
    Spørgsmålet er om vi ønsker ét sæt fonologiske regler som skal kunne beskrive hele sproget, eller om vi vi tillade flere sæt, fx en default fonologi + en fremmedsprogsfonologi. Vi kunne måske også have brug for en særskilt analyse af ord vi har lært meget tidligt (fx ‘far’), interjektioner og vulgariteter (ha!, øv!, røv) og arkaiske/tabubelagte/højtidelige ord (hymne, brynje, synd).
    Personligt er jeg tilhænger af det sidste, og jeg kan godt leve med at [ŋ] som default er en konsonantklynge, mens det i enkelte ord har status som fonem.

    Man kan spørge på en anden måde: Hvis vi har /ng/ i dansk, hvordan bliver det så udtalt? Er det rimeligt at svare [ŋ]? Jeg vil sige ja, og jeg vil også anse det som rimeligt at vi har /ng/ i dansk.
    Vi ved desuden fra assimilationsfænomener at [ŋ] kan stamme fra /n/, fx ‘rengøring, håndklæde’. Hvis man har en fonemøkonomisk, occams ragekniv-agtig tilgang til problemet, så er pointen at der ikke er nogen grund til at postulere et ekstra fonem /ŋ/.

  6. Benny Vigan Madsen siger:

    Et gammelt rygte vil vide, at stearinlysfabrikanten Asp i sin tid ikke var meget for sammenlægningen med Holmblad, idet et holmbladskt lys’ kvalitet ikke var så høj som et aspskts.

  7. Marcus siger:

    > En Rifbjergsk romans handling kan være lige så god som en Holstsks.

    Men det är tveksamt om ett Rifbjergskt dramas är lika bra som ett Herbstskts.

    8-6 till Sverige!

  8. […] maksimalt have tre konsonantfonemer i onset, som i strå, og op til fire i coda, fx angst (se dog her). Dvs. principielt er den maksimale fonologiske stavelsesstruktur CCCVCCCC, men reelt er ord hvor […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg med

rss e-mail FB Twitter