laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Tab af stød og længde i sammensatte ord

Nogle ord der isoleret udtales med stød, taber stød når de står som førsteled i et sammensat ord, fx [iːˀs væːˀl huːˀs lyːˀs bɔːˀl] is, hval, hus, lys, bål, men [isbiːˀl væːlfesg huslyːˀ lysɒːˀ bɔːltæːlə] isbil, hvalfisk, husly, lysår, båltale. Som opvokset uden stød (Bornholm), er dette noget der stadig kan forvirre mig. Hvilke ord taber stød og hvilke gør ikke? Jeg kender ikke til nogen komplet gennemgang af emnet, og nogle af de ting jeg har læst rundt omkring, er forkerte. I dette indlæg gennemgår jeg nogen af mine egne observationer.

Hvis ordet får fuge-e, fx hund/hundehus, taber det så godt som altid stød. Hvis det får fuge-s bevares stød som regel fx landmand vs. landsmand og håndsrækning vs. håndbold, men det tabes efter [ð w], fx tidsnød, dødsulykke, livskraft.

Men når der ikke er noget fugeelement, er det ret uforudsigeligt hvad der sker med stødet. Hvilke ord der taber stød er i høj grad leksikaliseret, dvs. det er bestemte ord der taber stød, og de gør det som regel i alle sammensætninger de indgår i.

Grønnum (2005) nævner kun at enstavelsesord kan tabe stød på denne måde, men det er ikke helt korrekt. Der er ganske få flerstavelsesord som taber stød i sammensætninger: under-, over-, finger-, mellem– og sammen-. Jeg desuden hørt et stødløst kobber-, som DSDU angiver som jysk og ældre udtale. Disse ord har det til fælles at de slutter på schwa + sonorant.

Flerstavelsesord der ender på betonet i synes også som regel at blive ramt, såsom parti/partiformand, kemi/kemiingeniør, anæstesi/anæstesilæge, politi/politibetjent osv.

Helt uden for disse mønstre findes telefon– stødløst hos en del talere.

Længdetab

Ud over at tabe stød er der også nogle ord der taber vokallængde, som is-, hus-, lys– i overnstående eksempler. Dette gælder oftest for ord med høje vokaler /i y u/ fx fri-, ny-, dyb-, pris-, ris-, rus-, men længden synes at blive bevaret foran /n/ ikke fx tun-, vin-, lyn-.

Også /ø/ taber hyppigt længde jf. løs/løssluppen, sø/sømand, og /o/ når det står i åben stavelse, jf. to/todelt, sko/skosål, men fx ikke sol/solgud.

Med /ɔ/ veksler det lidt. I nogle ord taber det længde og ændrer samtidig vokalkvalitet, fx stål/ståltråd. Det gælder vist alle ord med åben stavelse, jf. blå/blåskimmel, grå/gråhåret, skrå/skråplan. Andre taber stød, men bevarer længden fx mål/målmand, bål/båltale. En ændring i vokalkvalitet indikerer at længden er tabt fonologisk og ikke blot ad hoc i udtalen, da forskellen på kort og langt /ɔ/ regelret giver forskellig vokalkvalitet i dansk.

For /a/ gælder det vist at alle ord der rimer på bag eller lav, taber længde og får åben a-vokal, jf. sag/sagfører, sav/savværk osv. Igen indikerer det et fonologisk længdetab.

Vokalerne /e ɛ/ synes at modstå længdetab, jf. ben/benspæn, mel/melbolle.

Vokallængdetab er vist i nogle tilfælde et dialektalt træk; jeg har i hvert fald hørt jyder sige Island o.lign. med lang vokal.

Fantomlængde

Nogle ord, fx fod, bog, fortolkes fonologisk med lang vokal selvom de hos yngre normalt udtales med kort vokal [foðˀ bɔʊ̯ˀ]. Dette skyldes dels at de må have lang vokal for overhovedet at have stødbasis, og dels at de har vokalkvalitet som lang vokal (kort /o ɔ/ realiseres hhv. [ɔ ʌ] i lukket stavelse.

Disse ord taber stød i sammensætninger, fodbold/boghandel. De udtales dog stadig med lang vokalkvalitet, men med kort vokallængde. Dette passer ikke ind i de fonologiske regler beskrevet af Grønnum. Jeg kalder dette for fantomlængde; en fonologisk længde der aldrig realiseres, men præserverer vokalkvaliteten.

Stødharmoni: uventet stødbevarelse

Nogle gange sker det at ord der normalt mister stød, bevarer det i bestemte sammensætninger. Således taber rød– som regel stød, men det bevares i rødgrød. Ligeledes med blå– som bevarer stød i Blågårds Plads (navnlig hvis man er lokalt kendt). Jeg har også hørt koldskål udtalt med stød selvom kold– normalt taber stød.

Fælles for disse eksempler er at rimdelen i de to stavelser i hhv. rødgrød, Blågård og koldskål ligner hinanden meget. Jeg mistænker at stødet i andet led kan have en afsmitning på hvorvidt det bevares i første led hvis de to led ligner hinanden tilstrækkeligt meget.

Fonetisk betinget?

Spøgsmålet er om der er et kriterium for hvilke ord der taber stød og hvilke der ikke gør. Ifølge Grønnum er det kun veletablerede ord der taber stød på denne måde. Men en undersøgelse udført af to overbygningsstuderende i lingvistik i 2008 viste at stødtab også sporadisk forekommer når informanter bliver bedt om at danne sammensætninger af nonsensord såsom gnald+hopper eller grøj+hipper. Det indikerer at vi til en vis grad bruger stødtab som en slags fuge-element, altså en indikator af at der er en særlig tilknytning mellem dette og efterfølgende ord.

For nogle år siden skulle jeg i forbindelse med udviklingen af et talesynteseprogram tjekke en liste med 520 enstavelsesord for se om der kunne dannes en regel for hvilke ord der tabte stød i sammensætninger. Det jeg fandt frem til, var at disse ord som hovedregel taber stød:

  • ord med 0 eller 1 (udtalt) postvokalisk konsonant (men der er undtagelser, fx gen, brøk, ion, ko, kø, te, fe, fæ, bæ, glo som bevarer stød).
  • ord med en eller flere postvokaliske konsonanter hvor den første er vokoid (ingen kendte undtagelser).

Ord med to eller flere postvokaliske ikke-vokoide konsonanter bevarer som regel stød. Dog er der undtagelser, fx mønt, kunst, kant, bank, hals, bold som taber stød jf. fx møntsamler, kunstmaler, kantspiller, bankforretning, halsbrand, boldbane.

Når man kigger på eksemplerne lader det til at høje vokaler /i u y/ er overordentlig tilbøjelige til stød- og længdetab, mens ikke-høje fortungevokaler /e ɛ/ synes at modstå det til en vis grad.

Desuden er ord med postvokaliske halvvokaler [ð ʊ̯ ɪ̯ ɐ̯] meget tilbøjelige til at tabe stød og længde. Ord med postvokalisk /n l/ synes desuden i højere grad at bevare længden selvom de taber stød. Nogen skudsikker regel findes ikke, men der synes trods alt at være visse fonetiske betingelser der spiller ind.

7 Comments

  1. David Oftedal siger:

    Jeg har lest et sted at stød på dansk også har sammenheng med tone/pitch accent/what-have-you på norsk. Mon det – I alle fall skifter disse ordene tone på norsk.

    “Is” har en stigende tone, mens “is”-en i “isbil” har synkende. I “Island” stiger den dog fortsatt.

    “Hus”-et i “husly” bytter også tone, mens “brus”-en i “brusflaske” bytter ikke.

    Merksnodig. Nei, vi bør nok heller begynne å snakke kinesisk eller Esperanto eller noe.

  2. Jan Heegård siger:

    Til eksemplet ‘fredsaftale’: ‘fred’ har ikke stød.

  3. Jan Heegård siger:

    Øh, men ellers, sorry, fint indlæg.

  4. Jacob Lolck siger:

    Spændende artikel!

    Jeg har et par kommentarer til nogle af afsnittene. Jeg har jysk baggrund (fra Vejle) og kan derfor måske være med til at kaste lidt lys over dialektale variationer inden for det fænomen du beskriver. Du skriver selv at længdetab vist i nogle tilfælde er et dialektalt træk, men jeg tror at manglende længdetab er noget mere udbredt end som så.

    Mht. tab af vokallængde i førsteleddet er der mange af de eksempler du beskriver, hvor jeg i min udtale ikke har det beskrevne tab af vokallængde. I sammensætninger med is-, hus-, lys-, pris-, ris- synes jeg decideret det lyder mærkeligt at udtale førsteleddet med kort vokal. I sammensætninger med løs- og rus- er jeg faktisk i tvivl om hvad jeg selv siger og synes under alle omstændigheder at begge lyder naturligt (jeg har boet i en del år i København, og der kan derfor fint være tale om indflydelse fra københavnsk). I sammensætninger med dyb-, fri-, ny-, sø- udtaler jeg førsteleddet som i din beskrivelse med kortvokal og synes langvokal lyder unaturligt. Men for i hvert fald de sidste tre ords vedkommende kunne det nok gå ind under en generel regel om længdetab i åbne stavelser.

    I koldskål udtaler jeg førsteleddet med stød (du skriver da også at du har hørt andre jyder gøre det samme).

    Endelig kom jeg til at tænke på udtalen af lagkage med langt, fladt a i førsteleddet. Jeg ved ikke hvor udbredt den udtale egentlig er, men har en idé om at man i hvert fald kan finde den visse steder på Fyn (og måske andre syddanske øer?).

    Summa summarum synes at være at det er rigsdansk der er længst fremme med at reducere førsteleddet mht. stød og vokallængde i sammensætninger.

  5. Hej Jacob. Tak for din fyndige kommentar, som af uudgrundelige årsager var røget i spamfilteret og derfor først dukker op nu.

  6. Peter Juul Nielsen siger:

    Interessant, Ruben.
    Jeg har to lydbogsoplevelser desangående: vinter- som førsteled med stødtab og lands- som førsteled med fuge-s, men alligevel med stødtab.
    Ord som ‘vinterbål’ og ‘vinterkulde’ har jeg bemærket i to sammenhænge: “Mumidalen” (en fortælle-LP fra slut-70’erne/start-80’erne) og “Vilde svaner” (historisk/biografisk, indlæst i 2006). Den første kilde havde jeg primært omgang med i min barndom, og fra den tid har jeg opfattet den stødløse udtale som meget markeret (det bidrog til det mystiske og ceremonielle når Too-ticki sagde ‘det store vinterbål’ uden stød på ‘vinter-‘).
    Ord som ‘landsby’ og ‘landsmand’ (i hvert fald ‘landsby’) udtales konsekvent af oplæseren af “Vilde svaner” uden stød i førsteleddet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg med

rss e-mail FB Twitter