Kategorier
Fonologi

Regler for schwa-assimilation

(Læs min mere dybdegående artikel om schwa-assimilation og stavelsesgrænser fra NyS 39)

Schwa-assimilation er et af de allermest karakteristiske udtalefænomener i dansk. Betegnelsen dækker over det fænomen at schwa ofte ikke udtales [ə], men smelter sammen med en nabolyd og udtales som en stavelsesbærende variant af denne, fx:

  • lige [liːə] → [liːi]
  • solen [soːˀlən] → [soːˀln̩]
  • plade [plæːðə] → [plæːð̩]

Schwa-assimilation er i nogle sammenhænge obligatorisk. Der er fx næppe nogen der siger [sdeːˀnənə] stenene, men altid [sdeːˀn̩nə] i distinkt udtale, med et langt stavelsesbærende [n] (i voksensproget i hvert fald – se mit indlæg om schwa i børnesprog).

I andre sammenhænge sker det yderst sjældent. Det er fx sjældent at et ord som ækle bliver til [ɛːˀgl̩]. Her er en udtale med schwa [ɛːˀglə] den foretrukne udtale.

I atter andre sammenhænge virker det lidt vilkårligt om vi har schwa-assimilation eller ej. Et ord som smule kan lige så vel udtales med distinkt schwa [smuːlə] som assimileret [smuːl̩].

Hvad er reglen?

Jeg plejer at sige at ca. ½ af alle schwa undergår schwa-assimilation, mens hver fjerde schwa falder bort, og hver fjerde udtales distinkt [ə]. Men hvis man fx skal lære nogen at tale dansk, eller hvis man vil simulere schwa-assimilation i et talesynteseprogram, kan man ikke bare kaste en terning for at afgøre hvordan schwa skal udtales.

Spørgsmålet er om man kan give en regel for hvornår der indtræffer schwa-assimilation. Mine undersøgelser af fænomenet viser at det kan man, og endda en meget simpel regel, som er baseret på de (overflade)fonologiske stavelsesgrænser:

Schwa-assimilation indtræffer når /ə/ er nabo til en sonorant der står i coda.

Det vil mao. sige at det indtræffer når schwa står efter en sonorant der står finalt i foranstående stavelse (= heterosyllabisk), fx /gaːð.ə/ → [gæːð̩], eller når det står foran en sonorant der tilhører samme stavelse (= tautosyllabisk), fx /bus.ən/ → [busn̩]. Men det assimileres fx meget sjældent hen over en ordgrænse.

Hvordan går stavelsesgrænserne?

For at ovennævnte regel skal gælde, skal stavelser deles efter bestemte regler. Reglerne bygger på en ide om vokalers tiltrækningskraft, altså deres evne til at trække konsonanter ind i stavelsen. Hvis en konsonant står mellem to vokaler, kæmper de to vokaler så at sige om hvem der skal have konsonanten, hvilket får betydning for om konsonanten kommer til at stå finalt i første stavelse, eller initialt i anden stavelse, se Basbøll (2005 s. 253).

De stavelsesdelingsregler der får ovennævnte regel for schwa-assimilation til at virke, er følgende, i prioriteret rækkefølge:

  1. I proparoxytone ord tiltrækker første posttoniske schwa så vidt muligt ingen kontoider.
  2. I distinkt udtale går vokoider til foranstående stavelse og kontoider så vidt muligt til efterfølgende stavelse.
  3. I mindre distinkt tale flyttes stavelsesgrænsen mod højre. (I mere distinkt udtale flyttes grænsen til venstre.)

Når grænserne således er sat, følger schwa-assimilation automatisk deraf. Hvis foranstående stavelse slutter på en sonorant, eller der følger en tautosyllabisk sonorant efter, får vi schwa-assimilation.

Uddybning

“Så vidt muligt” skal forstås som at hvis der er mere end én konsonant mellem vokalerne, så må der ved stavelsesdelingen ikke deles så vi får konsonantklynger der er ikke forekommer naturligt i enstavelsesord.

@ 1: Denne regel rammer den midterste vokal i ord som nydelig, rettelse, børnene som får stavelsesdelingen nyd.e.lig, rett.el.se, børn.e.ne – kun i rettelse får midterstavelsen en konsonant, da vi ikke kan have stavelser der starter med ls-. Vi får schwa-assimilation i alle tre ord da schwa enten følger efter en heterosyllabisk sonorant [nyːð̩li bɶɐ̯ˀn̩nə] nydelig, børnene, eller foran en tautosyllabisk sonorant [ʁɑdl̩sə] rettelse. Men det sidste schwa i børnene udtales distinkt, da den foranstående sonorant er tautosyllabisk.

@ 2: I distinkt udtale får vi stavelsesdelingen mød.e, me.ne, ger.ne, bjerg.e. Vi får schwa-assimilation i [møːð̩ bjæɐ̯ʊ] da schwa følger efter en heterosyllabisk sonorant, men ikke i [meːnə gæɐ̯nə], for godt nok følger schwa efter en sonorant, men den tautosyllabisk.

(Bemærk at formuleringen “så vidt muligt” henviser til konsonantklynger, og at [ŋ] ikke betragtes som en konsonantklynge på dette beskrivelsesniveau. Det er en uskønhed ved mine regler at vi får stavelsesdelingen ma.nge pe.nge, men det er afgørende at [ŋ] behandles som de andre nasaler [n m].)

(Bemærk også at denne formulering er lidt forskellig fra den jeg benytter i dette indlæg. Dette er gjort af hensyn til overskueligheden. Man kunne godt benytte de samme regler, men så skulle der tages flere forbehold i formuleringerne ovenfor.)

@ 3: Reglen gør at grænsen kan flyttes til højre, så vi alligevel kan få schwa-assimilation i ord som [meːn̩ gæɐ̯n̩] men.e, gern.e, når de udtales tilpas udistinkt. Schwa-assimilation i disse ord betragtes altså som et reduktionsfænomen, hvilket det ikke gør i de øvrige ord.

Bemærk at denne regel ikke bruger formuleringen “så vidt muligt” . I reduceret udtale er der i yderste konsekvens ikke nogen begrænsning på hvilke konsonantklynger vi kan have.

Man kan måske umiddelbart få fornemmelsen af at regel 3 er lidt en snyderegel da den sådan set gør at man kan få alt til at passe, bare man påstår at udtalen er tilpas distinkt/reduceret. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at den rammer ord eller konstruktioner der generelt er tilbøjelige til at blive reducerede, dvs. de rammes også af andre reduktionsfænomener.

Det er også værd at være opmærksom på at flytning af stavelsesgrænsen er et reduktionsfænom vi kender andre steder fra, fx når [tyːvə] ty.ve bliver til [tyːʊ] tyv.e eller [juːʁi] ju.ry bliver til [juɐ̯i] jur.y.

***

Der findes særtilfælde som dårligt lader sig beskrive ud fra disse regler (se fx dette indlæg), men det vil jeg ikke gå i dybden med her. Jeg indrømmer også at der ikke tale om naturlove, blot meget stærke tendenser.

Reglerne er baseret på en analyse af moderne rigsmålsudtale, og jeg kan derfor ikke sige noget om i hvor høj grad de gælder ude i de forskellige dialekter. Det er derimod ganske sikkert at reglerne afviger fra tidligere beskrivelser af schwa-assimilation (fx Brink & Lund 1975), hvilket tyder på at schwa-assimilation er undergået en væsentlig forandring i løbet af de sidste par generationer.

҉