laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Påske og vokallængde

Påsken synger på sidste vers for i år, men jeg vil lige smide et indlæg om det, inden det er alt for sent. Påske /pɔːskə/ [ˈpʰɔːsg̊ə] er fonologisk set et usædvanligt ord i dansk idet det har en lang vokal foran en konsonantgruppe.

I monomorfematiske danske ord (altså ord der består af kun ét morfem) er vokalen almindeligvis kort foran konsonantgrupper. Der findes dog nogle undtagelser foran /st sk/, såsom faste (= undlade at spise), puste, hoste, besk, slesk og altså påske, og desuden skæbne, væbne, æble.

Det er plausibelt at distinktionen mellem korte og lange vokaler i dansk er opstået ved at vokaler blev forlænget foran enkeltkonsonanter for at understrege at den efterfølgende konsonant var kort. Dette samme findes også i svensk og norsk hvor vokallængde og konsonantlængde stadig følges pænt ad sådan at enten vokalen eller konsonanten er lang, men ikke begge dele. Fx har det svenske ord for ‘mejse’ tita lang vokal og kort konsonant [tiːta], mens titta ‘kigge’ har kort vokal, men lang konsonant [titːa].

Med tiden er konsonantlængden forsvundet i dansk, så den eneste forskel på fx skule og skulle nu er vokallængden. Antageligvis blev forskellen i vokallængde så betydelig at man ikke længere bed mærke i konsonantlængden. Dobbeltkonsonanterne er dog stadig bevaret i skriften, og således markerer dobbeltkonsonanter i moderne dansk retskrivning at vokalen er kort.

Jeg var i Sverige i påsken, hvor man ønsker glad påsk i stedet for god påske, og der stilles påskgodis frem i butikkerne. Svenskere udtaler i øvrigt påsk med kort vokal.

(Lettere revideret d. 12/04-2011 jf. nedenstående kommentarer)

3 Comments

  1. Rasmus Underbjerg Pinnerup siger:

    Du skriver: “Historisk set er distinktionen mellem korte og lange vokaler i dansk opstået ved at vokaler blev forlænget foran enkeltkonsonanter”

    Kan det have sin rigtighed? Der har vel ikke været et stadium af dansk, der ikke havde betydningsbærende vokallængde, og dansk har vel overtaget denne direkte fra old- eller urnordisk, som igen har den fra protogermansk og så videre tilbage?

  2. Hm, jeg kan ikke huske det: Jeg mener det er noget jeg har hørt engang, men der er muligvis blot tale om et intuitivt gæt fra min side.

    Det er en almindelig proces at en fonologisk distinktion har adskillige fonetiske cues, og at vigtigheden af de enkelte cues kan skifte. Således kan vokalvarighed fx bruges som medvirkende signal om egenskaberne ved efterfølgende konsonanter, såsom om de er stemte/ustemte/korte/lange/tautosyllabiske/heterosyllabiske osv. Med tiden kan den oprindelige motivation til forlængelsen gå tabt, og det sekundære fonetiske cue bliver pludselig distinktivt.

    Interdependensen mellem vokal- og konsonantlængde i nordiske sprog ligner i høj grad et eksempel på ovenstående, men jeg må indrømme at jeg ikke har nogen kilder jeg kan henvise til.

    (Bemærk at jeg ikke mener at distinktionen er opstået i dansk efter det er afstukket fra de andre nordiske sprog, blot at den distinktion vi i dag har i dansk på et tidspunkt – muligvis langt tilbage i historien – er opstået på en eller anden måde.)

  3. Jeg har nu ændret formuleringen i indlægget så jeg siger at det er plausibelt frem for “Historisk set”. Så påstår jeg ikke for meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg med

rss e-mail FB Twitter