laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Kan man finde alle sprogs moder ved at tælle fonemer?

En artikel i Science har vakt opsigt i sprogblogge og medier rundt omkring i verden de seneste dage. Forskeren Quentin Atkinson mener at have fundet et urgammelt spor i alverdens sprog som peger på at alle sprog har en fælles oprindelse i det sydlige Afrika. Læs et abstrakt af artiklen her.

Atkinson har via data fra WALS opdaget at antallet af fonemer i et sprog statistisk set falder jo længere man bevæger sig væk fra Afrika. Tendensen er mildest talt ikke stærk, men dog statistisk signifikant. Dette skulle være i overensstemmelse med biologiske data om menneskets oprindelse i og udvandring fra Afrika og således indikere at alle verdens sprog har fælles oprindelse i Afrika. Læs en gennemgang af artiklen i New York Times.

Jeg ikke i sig selv noget imod et afrikansk ursprog, men spørgsmålet er hvor meningsfuld Atkinsons argumentation er.

Mark Liberman har på language log skrevet en grundig kritik af Atkinsons metode, og jeg er helt enig i den er meget problematisk. Hvor mange fonemer der er i et sprog, er fx meget et spørgsmål om hvordan man vælger at analysere. I dansk har vi fx 10, 20 eller 30 vokalfonemer i betonet stavelse alt efter om man vælger at betragte lange og stødte vokaler som selvstændige fonemer eller ej. På forskellige kontinenter har man forskellige traditioner for fonologisk analyse, og det i sig selv kan gøre at Atkinson sammenligner æbler med appelsiner.

Et andet stort problem er at mennesket udvandrede fra Afrika for 50-100.000 år siden. Det er yderst spekulativt at der skulle være nogen som helst korrespondance i antallet af fonemer i moderne afrikanske sprog og det første sprog, som således skulle være tilsvarende gammelt.

Det sker hele tiden at gamle fonologiske kontraster forsvinder og nye opstår. Mange afrikanske sprog har en tendens til ord med få stavelser og simple konsonantklynger, men mange fonematiske kontraster. Andre sprog har tendens til komplekse konsonantklynger eller ord med mange stavelser.

Det er ganske enkelt urimeligt kun at kigge på foneminventaret og ikke tage andre fonologiske kontraster med i betragtning. Hvis Atkinson havde kigget efter morfologisk kompleksitet eller fonotaktisk kompleksitet, ville han have fundet at ursproget opstod i helt andre dele af verden.

Det er velkendt at sprog med kliklyde har ekstremt mange fonemer i forhold til sprog uden kliklyde – enten har man mange kliklyde, eller også har man ingen. Kliksprog findes kun i det sydlige Afrika, og det er med til at skævvride Atkinsons statistik. Det er en populær ide at kliklyde er urgamle sproglyde. Det kan de vel være, men et sprog bliver ikke et ursprog bare fordi det har kliklyde. Det er ikke til at vide om fonematiske kliklyde er opstået før eller efter udvandringen fra Afrika, men det spiller næppe nogen rolle for antallet af fonemer i beslægtede sprog der har tabt kliklydene.

Så til spørgsmålet om Atkinsons argumentation giver mening vil jeg sige at antallet af fonemer i moderne sprog er alt for arbitrært i forhold til at teste ursprogsteorien. Jeg tror også at enhver sproghistoriker vil mene at der skal mere til end at tælle fonemer for at vise et slægtskab mellem forskellige sprog.

2 Comments

  1. Adam Hyllested siger:

    En sproghistoriker kan bekræfte den sidste påstand og vil endda kalde antallet af fonemer irrelevant. Antallet af sprog i et bestemt område afspejler nok bedre tidsdybden i områdets sprogudvikling. M.a.o. er gennemsnitsarealet for hvert sprog i et område typisk omvendt proportionel med det pågældende sprogs tidsdybde.

  2. Michael Jørgensen siger:

    Nyheden har også fundet vej til fagbladet Ingeniøren: http://ing.dk/artikel/118650-alle-sprog-har-samme-oprindelse-men-ingen-faelles-regler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.

Følg med

rss e-mail FB Twitter