laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Gør de danske vokaler det vanskeligere at lære dansk?

I starten af ugen var der en artikel i politiken om at danske børn lærer deres modersmål langsommere end børn i andre lande, fordi vi har så mange vokaler. Undersøgelsen er også tidligere blevet omtalt på videnskab.dk.

Børnesprogsforskerne konstaterer at danske børn på 1½ år kan ca. 80 ord, mens jævnaldrende børn i andre lande kan dobbelt så mange ord. Forskerne har dernæst sammenlignet det med antallet af vokaler og konsonanter i de forskellige sprog, og er kommet frem til at dansk har mange flere vokaler end de øvrige sprog har.

Jeg har vanskeligt ved at blive overbevist om sammenhængen mellem antallet af vokaler og indlæringsvanskeligheder. Jeg skal dog indrømme at jeg ikke har læst forskningsartiklen, så jeg må basere mig på det der står i de formidlende artikler.

22 vokaler?

For det første er der et rent metodisk problem. Forskerne har talt sig frem til at der er 22 vokaler i dansk. Men hvor kommer det tal fra? I realiteten har dansk jo uendeligt mange vokaler, ligesom alle andre sprog. Hvis vi måler tilstrækkelig detaljeret, er alle vokaler der nogensinde er ytret og nogensinde vil blive ytret, forskellige fra alle andre vokaler.

Ok, 22 er en abstraktion, men jeg har tidligere blogget om hvor mange vokaler der er i dansk, og konklusionen er alt efter hvordan man vælger at analysere, kan dansk siges at have fra 10 til 50 forskellige vokaler. Så hvorfor lige præcis 22? Hvilke 22? Dette må udelukkende være et spørgsmål om hvor fine detaljer man er interesseret i at skelne.

Akustisk set kan vokalerne i et sprog inddeles i vilkårligt mange grupper, eller vilkårligt få, så tallet 22 er ganske enkelt et tal forskerne har besluttet sig for, sikkert efter nogle rimelig fornuftige kriterier, men ikke desto mindre er det forskernes beslutning, og ikke et faktum om dansk.

Skal man kunne alle vokalerne for at lære et ord?

Det næste problem er selve hypotesen, at mange vokaler er årsagen til at det tager længere tid at lære ord. Det har jeg vanskeligt ved at indse. Jeg kan ganske enkelt ikke følge logikken i det er vanskeligt at lære et ord fordi der er mange vokaler at vælge imellem.

Medmindre, selvfølgelig, hvis forskerne regner et ord som ulært indtil en præcis vokalkvalitet er opnået, dvs. hvis barnet udtaler kat som [kæd] eller [kɑd] i stedet for [kad]. Men det ville være ganske urimeligt at bestemme for et barn på 1½ år at en bestemt vokaler er korrekt, og alle andre er forkerte. Det kan jeg ikke tro at de har gjort.

Min erfaring med børns sprogtilegnelse er at de er ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. Hvis børn vil have mad, starter de med at siger [mɑ], de venter ikke på at lære ordet til de kan skelne mellem [a] og [ɑ]. Sådan er det for alle ord: De tilnærmer vokalen så godt de kan blandt de vokaler de mestrer.

Voksne er i øvrigt også ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. I almindelig sammenhængende naturlig tale virker det ligegyldigt om vi siger [i] eller [e], [y] eller [ø], [a] eller [æ] osv. Selvom vi har nogle idealer i distinkt leksikonudtale, er det ikke noget der er særlig vigtig når vi faktisk taler, og jeg har derfor vanskeligt ved er se at det skulle være et problem for børn at vi i laboratorieudtale kan måle subtile forskelle på vokalerne.

Hvis barnet har vanskeligt ved at opfatte de subtile forskelle på vokalerne, så bliver de blot opfattet som homonymer; de bliver ikke ikke-opfattet, så hvad skulle problemet være?

Er det så de bløde endelser?

Forskerne nævner også at de bløde danske endelser, som –ede, giver problemer. Fx siger Dorthe Bleses til videnskab.dk:

I det danske sprog betyder de mange vokallyde, at der ikke er ret meget, der siger: her er der et ord, der stopper, og et nyt, der begynder

Dette er jeg lodret uenig i. I dansk har vi stor forskel på hvilke lyde der står i starten og i slutningen af ord. De hårde lyde som [p t k f v ɕ] signalerer at vi er i starten af ordet, mens bløde lyde som [ð ɐ̯ ʊ̯ ɪ ə] signalerer at vi er i slutningen af ordet.

Det må alt andet lige være lettere at genkende dansk [kæːɪ] kage som ét ord, da [ɪ] ikke kan være et ord, end svensk [kɑːka] kaka, hvor [ka] godt kunne være et ord. Eller tænk på fransk hvor ordfinale konsonanter ofte trækkes over i starten af efterfølgende ord, så fx tout homme udtales [tu tɔm] og ikke som adskilte ord [tu ɔm]. Dansk har mao. et ganske klart signal for ordgrænser ift. mange andre sprog.

Det kan ikke være de bløde endelser der gør det vanskeligere at finde ord i dansk end i andre sprog.

Hvad er så årsagen?

Der er ingen tvivl om at danske børn har sværere ved at lære deres modersmål ift. børn i andre lande. Og ideen om at det skulle være noget i selve den sproglige struktur der er årsagen, synes jeg er temmelig interessant og relevant at undersøge nærmere. Men jeg tror ikke forskerne fra Odense har fat i den rigtige ende – igen med det forbehold at jeg ikke har læst den konkrete artikel, og dette bare er nogle tanker jeg gør mig baseret på min lingvistiske intuition.

Min personlige teori – den vej jeg ville gå hvis jeg skulle kaste mig over et nyt forskningsprojekt – er at afstanden mellem den abstrakte fonologiske og morfologiske repræsentation og den konkrete udtale er større i dansk end i mange andre sprog, dvs. noget der på et abstrakt niveau er det samme, har meget akustisk/artikulatorisk forskellige realiseringer.

Fx bøjes verbet bage helt regelmæssigt at bage/jeg har bagt, men i udtalen er der er overordentlig stor forskel på [bæːɪ bɑgd]. Det er to meget forskellige vokaler, og /g/ realiseres som hhv. en halvvokal og en klusil. Og i en sammensætning som bagværk, bliver /g/ til [w]. Jeg forestiller mig at det er en stor opgave for børn at gennemskue at [ɪ̯ g ʊ̯] på et abstrakt niveau er den samme lyd.

Og den slags er der rigtig meget af i dansk. Afstanden mellem /y/ og /ø/ synes ikke at være lang, men i ryge/røg bliver det til [ʁyːy ʁʌɪ̯ˀ], hhv. en lukket, rundet fortungevokal og en åben urundet bagtungevokal. Forskellen kunne dårligt være større.

Hvis forskerne tæller det som ét ord når barnet har lært at sige bære/bar/båret, så kan jeg godt forstå at danske børn kan færre ord, for forskellen i udtalen i det forskellige bøjninger er så stor, at barnet reelt er nødt til at lære tre ord for at lære et ord.

16 Comments

  1. Christian Jensen siger:

    Det er ikke helt korrekt at forskningen ikke er gjort tilgængelig. En kort søgning førte mig i hvert fald til artiklen “Phonology and lexicon in a cross-linguistic perspective: the importance of phonetics – a commentary on Stoel-Gammon’s ‘Relationships between lexical and phonological development in young children’” J. Child Lang. 38 (2011), 61–68. Heri fremgår det at de opererer med 22 vokoider, ikke vokaler, og der er reference til den baggrund de baserer analyserne på (data om ordtilegnelse osv.). Der er også detaljer om hvordan de beregner “vokoidratioer” i de forskellige sprog. Det er muligt at man må opsøge de refererede kilder for at finde ud af hvordan ordtilegnelse beregnes (de refererer ikke til ordfamilier, som eller er almindelig i ordforrådsforskning), men det er da en start.
    Desuden er der links til to tidligere videnskabelige artikel i forbindelse med artiklen på videnskab.dk. Om der er andet på vej skal jeg ikke kunne sige.

  2. Tak Christian, nu har jeg fået læst artiklen (som ikke er tilgængelig online medmindre man er tilknyttet bestemte institutioner). De 22 vokoider er taget fra Illustrations of IPA, altså svarende til Nina Grønnums beskrivelse. Jeg vil gætte på at det er [ieɛæaɑyøœœ̞ɶuoɔʌɒəɐɪjʊð] der menes. Jeg fastholder mit synspunkt om at denne inddeling er en abstraktion, og man vil sagtens kunne skelne flere eller færre vokalkvaliteter, hvis man ønsker. Dette er blot antallet af symboler vi bruger i traditionel pseudofonologisk lydskrift. Der ligger en hel masse implicitte antagelser i lydskrift, og bare fordi vi skriver både grimme og glade med [æ], er det ikke ensbetydende med at det fonetisk set er samme vokal.

    Selvom jeg finder artiklen interessant, er jeg stadig ikke overbevist. De tager heller ikke munden for fuld og erkender at det er et at der også er andre statistiske sammenhænge end blot vokaler.

    Et problem er naturligvis, i lingvistik i det hele taget, at man ikke kan isolere faktorerne – der findes ikke to sprog der i øvrigt er ens bortset fra vokalinventaret. Men det er højst sandsynligt at vokalinventaret hænger sammen med sprogets opbygning i det hele taget. I dansk, som foretrækker ord med én fuldvokal og evt. en schwa-stavelse, bliver et rigt vokalinventar vigtigt. Vi udtrykker i højere grad morfologiske kontraster med vokalskift da der er begrænsede variationsmuligheder i en schwa-stavelse.

    Det er netop den ide der refereres til i artiklen: Konsonanter er ansvarlige for leksikalsk indkodning og vokaler for morfologisk form, og vokoidratioen i et sprog kan således forklare hastigheden af leksikalsk tilegnelse. Det passer jo umiddelbart godt på dansk jf. de eksempler jeg nævner i artiklen. Men så burde danske børn vel tilegne sig morfologiske former hurtigere end andre sprog.

    Det får mig til at tænke på at leksikalsk tilegnelse næppe er lige vigtigt i alle sprog. Mon ikke det udligner sig, så vi i højere grad udtrykker os med forskellige morfologiske former frem for forskellige leksemer sammenlignet med sprog der har lettere adgang til leksikalsk tilegnelse? Bør vi overhovedet være bekymrede for danske børns forsinkede leksikalske udvikling? Hvis de ikke lærer leksemer, lærer de noget andet, som de andre lærer på et senere tidspunkt.

    Dette passer i hvert fald udmærket med min egen formodning i indlægget. I sidste ende er en skelnen mellem hvad der er forskellige leksemer og hvad der er forskellige former af samme leksem, primært lingvisters konstruktion, og måske ikke noget der er så vigtigt for almindelige sprogbrugere.

  3. Adam Hyllested siger:

    Jeg har kun én bagatelagtig indsigelse mod dit indlæg denne gang ;) I den lidt ældre artikel på videnskab.dk fremgår det jo, at der er udført en komparativ analyse af vokalrige versus ikke-så-vokalrige sprog. Her sammenlignes konkret med (serbo)kroatisk. Om dansk har 22 vokaler eller ej – du er vel enig i, at dansk har forholdsvis mange, og her er det jo det relative tal, der er vigtigt. Og dansk har væsentligt flere vokaler end serbokroatisk – og selvfølgelig også flere realiseringer. Konsonantalternationer er der en del af, fx mellem [g] og [ʒ] i nominalbøjningen, men ikke så radikalt som på dansk. Min kommentar er, at du jo ikke egentlig ikke tager stilling til dette – men i stedet siger “så fordi dansk skiller sig ud på ét punkt og et andet punkt, så er der nok en årsagssammenhæng, eller hva?” På videnskab.dk fremgår det jo, at der er tale om en komparativ analyse af flere sprog, og at det er det relative tal, der må være relevant.
    Selv kan jeg ikke se noget problem ved, at danske børn lærer deres leksemer senere – hvad konsekvens har et fx? Var det ikke netop, hvad Roman Jakobson fandt ud af i “Kindersprache, Aphasie und allgemeine Lautgeschichte”? At der er en sammenhæng mellem a) hvad børn lærer sent, b) hvad afatikere hurtigt mister og c) hvad der er mest udsat for bestemte lydudviklinger. Den tjekkiske ř-lyd (i sin stemte og ustemte varinat) er i Guinness’ Rekordbog som den lyd, der angiveligt læres senest af alle lyde i verdens sprog :-) Ved ikke lige, om det var Pragerskolen, der dokumenterede dette. Men noget problem er det næppe, med mindre man skal finde på noget samfundsrelevant at lokke forskningspenge til sit projekt med ;-) (al ære værd).

  4. Jeg synes nu at jeg nævner at der er flere sprog der er blevet sammenlignet, men jeg gør det måske ikke klart nok. Min pointe med den kommentar du citerer, er at vi i forvejen godt ved at dansk er meget vokoidt, og vi ved i forvejen godt at vi lærer leksemer langsommere. Vi bliver mao. ikke et hak klogere af at sætte de to faktorer ind i en xy-akse sammen med nogle andre sprog. Vi kender resultatet på forhånd.

    Det store problem for mit vedkommende er at der mangler den argumentation som skal få mig overbevist om at vokoid/kontoid-ratioen er den relevante størrelse (I så fald må khoisan-sprog og kaukasiske sprog, som Jan Heegård kommenterer på videnskab.dk, være afsindigt nemme at lære).

  5. Adam Hyllested siger:

    Ja, OK, det giver mening; med andre ord er din pointe, at Odenseanerne ikke fremført bevis for nogen ny viden overhovedet? Jeg tvivler som dig på, at khoisan-sprog og kaukasiske sprog er nemmere at lære end dansk :)

    1. Jan Heegård siger:

      Jeg tvivler osse på at khoisan-sprogene (eller san-sprogene, som det vist hedder nutildags) og kaukasiske sprog skulle være nemmere at lære end dansk – og andre sprog. Jeg tror sådan set heller ikke de er sværere at lære for børn. Men dette vil jeg da gerne modbevises på. Diskussionen drejer sig, som det fremgår af Rubens indlæg, jo osse om hvordan man metodologiske skal gribe det an. Vokal-konsonant-ratioen er åbenlyst ikke en universelt gangbar metode, den er, formentlig, alt for overfladisk hvis der inddrages eksempelvis tonesprog. Stavelsesstruktur skråstreg fonotaks er for mig, som for Ruben, at se lige så vigtig en parameter at inddrage.

  6. Ja, de er inde på nogle interessante tanker om at nogen sprog måske er sværere end andre, men de har ikke bevist noget.

  7. Hr. Hyllested deler interessant insider-viden: Ophavsmændene til den teori, Hr. Schwa opponerer mod, er odenseanere!!
    For flere år siden bragtes i Politiken en stribe, ‘Egoland’ af Olfax, hvor Divus Madsen & Co. var på bustur for at udbrede den nye kærlighedsreligion og det endte med, at buschaufføren råbte: ”Så er det ud!” Det vil sige, han var fynbo, så i hans mund blev det til ”SÅAÆUI!”

  8. Michael Bach Ipsen siger:

    I forbindelse med de bløde endelser mener jeg, at det luskede med ‘kage’ er i en sætning som f.eks. “kage er godt”, der nemt kan flyde sammen til [kæjægʌt], og ‘kage’ kan også lyde som begyndelsen på “Kan Ida…?”. I svensk “kaka är gott” laver man oftest et lille stemmeophold mellem a og ä.

    Jeg kan ikke gennemskue, hvordan endelsen [ka] skulle kunne være et selvstændigt ord i svensk, idet enstavelsesord med kort [a] har konsonant som udlyd, og enstavelsesord, som ender på a, har langt [ɑ].

  9. Elin Fredsted siger:

    Jeg vil ikke tage stilling til Odense-undersøgelsen, selv om det slet ikke forekommer mig indlysende, at mange vokallyde skulle være vanskeligere at lære end mange konsonantiske lyde i et sprog. Ang. konsonanter ligger dansk/norsk jo iflg. WALS i den lave ende. Derimod har vi i skoleprojekter kunnet konstatere, at tosprogede børn i 1. og 2. klasse (der lærer at læse og skrive på både dansk og tysk) hurtigere lærer at skrive ortografisk korrekt på tysk end på dansk. Det hænger naturligvis sammen med, at nordtysk talesprog (modsat dansk) er meget tæt på læseudtale af højtysk skriftsprog. Derimod har de vanskeligheder med at høre de danske lyde, de ikke er vant til fra tysk: f.eks. det bløde d (som de generelt skriver som et l) og de forskellige æ- og ø- -lyde. Jeg vil her henvise til artikler af Patricia Kuhl, der giver en god psykolingvistisk forklaring på, hvorfor børn i første omgang ‘frasorterer’ sproglyde, der ikke forekommer i deres L1.

    1. Jan Heegård siger:

      Det er et interessant indlæg. Jeg undrer mig bare lidt over, nok pga. mine manglende tyskkundskaber – eller manglende L2-lærings-indsigt, hvorfor ø-lydene skulle give problemer. Man har jo også rundede fortungevokaler på (nord)tysk. Er det mon de allerlaveste som i ’smøre’ og ‘grønne’ der tænkes på?

  10. Elin Fredsted siger:

    Ja, de har f.eks. svært ved at høre forskel på ‘dør’ som substantiv og som verbum. Men også de forskellige danske a-lyde volder vanskeligheder…
    Så en kommentar til Odense-undersøgelsen:
    Ud fra antallet af konsonanter, hhv. vokaler kunne hypotesen se rimelig ud,
    Men forskerne i Odense har alligevel nok fat i den forkerte ende af problematikken: Hvis man læser Otmar Werners artikel fra 1981: ”Weshalb ist das gesprochene Dänisch für uns so schwierig?”, så viser der sig et lidt mere nuanceret billede:
    Ifølge Werner er det konsonantsvind, konsonantforenkling og konsonantassimilation i udlyd og postvokal konsonantdiftongering, der gør dansk vanskeligt for udlændinge – og derfor sikkert ogsa for børn – at forstå.
    Logikken i Werners tankegang er, at det ikke primært er det store antal vokallyde (han arbejder sjovt nok også med 22 vokaler), men manglen på klare konsonantiske lyde i udlyd, der gør dansk svært. Han kontrasterer f.eks. udtalen af ordet let [d] med den klare konsonantiske udlyd i tysk leicht og svensk lett [t:].
    Iflg. Werner sker der i dansk en koncentration af information i nucleus, tab af redundans og en forøgelse af antallet af homofone ord. Konklusionen ud fra Werners artikel ville være: ikke blot ’for mange vokaler’, men derimod mangel på klar konsonantisme i udlyd gør dansk vanskeligt. svækkelsen af udlyd fører til en fortisering i forlyd og nucleus, som igen fører til en for tæt belagte oppositioner i for- og indlyd.

  11. Joseph Soltero siger:

    Ville I sige, at danske lange vokaler i almindelig udtale faktisk er diftonger?

    Jeg har studeret lidt dansk i næsten et år nu, og det lyder sommetider for mig som om en [ɪ] følger nogle lange vokaler (ligesom ‘a’ i ‘vokaler’, haha) – i det mindste i almindelig udtale.

    Engelske grammatikker om dansk siger desværre ikke noget om det, men grammatikker er ikke altid pålidelige. Hvis jeg følger min grammatik, så ville ordene “læse” og “læsse” lyde det samme, men i min lærers og andres udtale, gør de det ikke. Den Danske Ordbog på internettet behandler heller ikke spørgsmålet i deres IPA-transskription.

    Jeg kan også høre en [ɪ]-lyd, der skelner mellem ord, der ser ud som om de ellers ville rime, f.eks “alt” og “betalt”, og “let” og “set”, og selv i ord, der ender på en lukket stavelse som “fælleskab”.

    Hilsen fra New York!
    Joseph

  12. Elin Fredsted siger:

    Svar til Joseph:
    Nej, det ville jeg absolut ikke sige!
    Men de fleste danske dialekter (dog ikke min egen) har diftongering af langvokaler. Dansk rigsmålsudtale (whatever that is?) regnes normalt ikke for at diftongere udtalen af lange vokaler (selv om det selvfølgelig nemt kan komme til en vis glidning på lange vokaler).
    Der er dog stor ueninghed om fortolkningen af de mange danske diftonger, hvilket hænger sammen med at de alle består af en vokal efterfulgt af et segment til, som består af en svækket eller vokaliseret konsonant (som i ‘jeg’ eller ‘liv’.

  13. Hej Joseph.

    Det du beskriver, beskrives normalt som en distinktion mellem kort og lang vokal. Men måske især i København (ifølge denne artikel: http://sprogmuseet.dk/dialekter/meget-er-stadig-m%C3%B8j/) kan der være en tilbøjelighed til at diftongere lange, åbne fortungevokaler. Omvendt er der vist også en tendens til at monoftongere ord som ’søg, kvæg, lag’. Så man må sige at der er en del usikkerhed mht. diftongering af lang fortungevokaler.

  14. Gudrun Theodora Sigurdqrdottir siger:

    Hello everyone !
    As a foreigner living in Denmark for 10 years, I want to tell you something.
    you are not taking care of your language !
    When I hear good well spoken danish on the radio or when I go to the theater , I find the danish language so beautiful ! And easy to understand. You have become so lazy how you in daily life use your language and that is the whole problem ! You do not even bother prenounsing the whole words ! Why ?? You so busy ? Or just plain lazy ?? Of course it is hard for children to learn this rubbish !!!
    A good day to you
    Tea

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.

Følg med

rss e-mail FB Twitter