laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Æggedelere, æggeledere og fuge-e’er

Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.

Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.

ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.

6857869304_a4d289140d_z

Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.

æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.

Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.

Hvorfor ægge?

Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?

Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).

Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.

Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.

Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.

Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hushundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.

Fuge-e er næsten en grammatisk regel

Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.

Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.

Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.

4 Comments

  1. Gaston Dorren siger:

    You write that ‘æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form’. I have no problem with this line of reasoning, but I would like to point out that German and Dutch do not follow suit: Eierstock/eierstok adds a syllable, whereas Eileiter/eileider doesn’t.

    If pressed (by myself, if need be ;), I would hypothesise that in both languages this is because the Eierstock (ovary) contains lots of Eier (ova, egg cells), whereas the Eileiter (Fallopian tube) ushers only one Ei (egg) at the time. This logic is followed most of the time, it seems, but not quite consistently: one would expect *Eischale/eischaal instead of Eierschale/eierschaal (eggshell).

    By the way, as I’m not a proficient reader of Danish, my first thought upon seeing the headline was that the ‘fuge-e’er’ was something like ‘bird eggs’, possibly an informal rendering of the actual pronunciation of ‘fugle-ægger’. Only when I came across the same word in the body of the article did I realise how far off the mark I was…

  2. inga johanson siger:

    Ne estas problemo en la sveda lingvo:
    ägg, äggcell,äggkläckning,äggkopp,äggröra,äggstock,äggvita k.t.p.
    post mallonga vokalo “ä” du go-oj
    La vorto äga (posedi) komencas per longa vokalo kaj sekve nur unu go

  3. Oh, comments in different languages. Lovely! :)

    @ Gaston: Just to make sure, the Danish fuge-e is not a plural suffix although it could look like it. The fuge-e is applied even on logical singular, e.g. ‘barn-e-vogn’ (= pram, lit. ‘child wagon’) that only contains a single child. Also the plural of ‘barn’ is ‘børn’, not *’barne’.

    Actually, we never used plural forms in compounds, except for a few well-established counter examples, e.g. ‘mødregruppe’ (a group for mothers), ’småkage’ (little cookie).

    One could perhaps speculate, though, that some children might interpret the fuge-e as a plural-ish suffix. I guess most of the time a stem + fuge-e will refer to the generel concept of e.g. dogs, rather than a particular dog.

  4. Felix Knuth siger:

    Eg vil i det fylgjande dryfta den språklege soga attum fugemorfemi. Nokre gonger synest eg at den synkrone lingvistikken gjerer det altfor lite (Trass i at det høyrest paradoksalt ut, meiner eg at ogso synkron lingvistikk stundom skal vera litt diakron ;) )

    Eg vil segja det beint fram at eg er litt ugrann når det gjeld gamalnordisk i det fylgjande. Eg nyttar berre dei standardnorrøne (dvs. islendske) formene i utgreidingi, og dei er sjølvsagt ikkje upphavet åt dei danske eller dei norske formene — men det gjerer liten til ingen skilnad i dette tilfellet. Dessutan snakkar eg ikkje mykje um ljodlovene som vokalsvekking og svarabhaktivokal, jamvel um det kunde vore relevant, men innlegget er allereide for langt.

    I dei fleste tilfelli gjeng fuge-e-en attende til den gamalnordiske substantiviske genitiv-fleirtalsendingi -a, på same måte som fuge-s-en gjeng attende til den upphavlege hankyns- og inkjekyns-genitiv-eintalsendingi -s (som seinare fekk ei større utbreiding, både som fugemorfem og sjølvsagt som moderne s-genitiv i dansk, svensk og norsk). Jamvel um eg ikkje veit um det fanst hundehus i norrøn tid, so hadde “hundahús” nok vore ei godkjend samansetning reint språkleg sét.

    Når det gjeld samansetningar som “mødregruppe”, so ser “mødre” “tilfeldigvis” ut som den vanlege fleirtalsformi. Skal me til dømes sjå på nynorsken, so er fleirtalet av “mor” “mødrer”, men likevel heiter det “mødreheim” (og ikkje “*mødrerheim”!). “mødre” hev i desse samansetningane upphavlegt attende til genitiv-fleirtalsformi “mǿðra”, medan det heitte “mǿðr” i nominativ og akkusativ i standardnorrønt (denne formi “mǿðr” høyrdest sannynlegvis ikkje fleirtalsaktig nok ut for både danskarar og nordmenn, ettersom ein hev “mødre” og “mødrer” med ny ending i desse språki). Når eit slikt samanfall hender i eit språk som dansk og den gamle genitiven ikkje eksisterar lenger, vert visstnok formi “mødre-” i “mødregruppe” reanalysera som vanleg fleirtalsform, men det finst i alle fall ei historisk forklåring for denne “anomalien”.

    I samansetningar som “storebror”, “storesøster” og “storetå”, der fyrsteledd er ein adjektiv, hev e-en eit anna upphav. Her gjeng e-en attende til den linne (svake) bøygjingi av adjektiv som vert nytta når nominalfrasen inneheld bunden (bestemt) artikkel.

    På standardisera norrønt (dvs. gamalislendsk — men gamaldansk hadde nok eit ganske liknande system i upphavet) heitte det “góðr maðr” ‘ein god mann’, men “góði maðrinn” ‘den gode mannen’ – “góð kona” ‘ei god kvinne’, men “góða konan” ‘den gode kvinna’. Formi “gode” i desse bundne nominalfrasane gjeng attende til dei norrøne formene “góði”, “góða” og kann henda “góðu”. (I fleirtalet, der me ogso hev “gode” i moderne dansk og norsk, er det heile litt meir innfløkt)

    I motsetnad til moderne dansk, svensk og norsk kunde i norrønt (og ogso moderne islendsk) den linne adjektivformi i visse tilfelle vera til stades i ein ubunden nominalfrase. Eit av desse tilfelli gjeld entitet som familiemedlemar og kroppsdelar. Desse er på ein viss måte inherent bestemde, fordi ein ofte berre eig éit av kvart (berre éi mor, éin far, éit hovud) eller det berre finst ei liti avgrensa gruppe (tvo store tær, 0-? brør, systrer, men t.d. ogso lærarar). Kann henda det som ein på engelsk kallar “alienable” og “inalienable possession” ogso spelar ei rolle her.

    På den måten er “store” < "stóri/stóra/stóru" (i staden for "stor" < "stór(r)") i dei samansetningane som du nemnde ein arkaisme og eigentleg den same adjektivformi som i dei danske uttrykki "den gode kvinde", "den gode mand".

    Det heile vert endå klårare um ein ser på nynorske samansetningar som "litlebror"/"veslebror"/"litlesyster"/"veslesyster", der "vesle" berre kann vera linn form, medan "litle" kann vera linn form eller fleirtalsform, men aldri sterk eintalsform (dvs. "han er liten", "den litle/vesle guten", men aldri "*han er litle/vesle"). På dansk ("lillebror"/"lillesøster") er det litt vandskelegare å sjå, av di "lille" den dag i dag er eit adjektiv for seg (i alle fall um eg skynar ordboksupplysingane rett), ved sida av "liden". Upphavleg høyrde desse tvo formene til same paradigma.

    Eg synest det er interessant at du intuitivt såg på "storebror" og "hundehus" som same fenomen når det gjeld fuge-e, og at dét kann henda er ei gyldig synkron forklåring. Som tyskar som fyrst lærde seg islendsk (der systemet er meir transparent) og deretter norsk, fekk eg aldri kjensla av at dei tvo fuge-e-ane på nokon måte var relatera.

    Eg vonar at den konservative nynorsken min ikkje var for vandskeleg å skyna. Um det skulde vore eit problem, berre segj ifrå og eg skal prøva å forklåra på ein litt skynelegare måte (eller berre på engelsk? haha).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.

Følg med

rss e-mail FB Twitter