Kontakt: ruben@schwa.dk | http://www.schwa.dk









Realiseringen af schwa i spontan dansk tale




Navn:

Ruben Schachtenhaufen


Institut, fag:

Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

Københavns Universitet


Vejleder:

Nina Grønnum


Afleveret:

Nov. 2007

The Realization of Schwa in Danish Spontaneous Speech

Ruben Schachtenhaufen

Department of Scandinavian Studies and Linguistics

University of Copenhagen, Denmark


Summary in English

One of the most characteristic features of modern spontaneous Danish speech is the phenomenon known as schwa assimilation. This is a process where a schwa can be assimilated completely to an adjoining vowel or sonorant consonant resulting in schwa being realized as either a full vowel or a syllabic consonant, e.g. [ˈpiːə ˈpiːi ˈgæːðə ˈgæːð̩ ˈkulə ˈkull̩] pige, gade, kulde “girl, street, cold”. The most widely accepted description of this phenomenon states that, regardless of semantic or other boundaries, a schwa is assimilated to the most sonorous adjoining sound, and the more sonorous the surroundings, the higher the probability of schwa being assimilated.


Based on an examination 3223 occurences in spontaneous Danish speech of words containing an underlying schwa phoneme a new set of rules for the realization of schwa is proposed. It is shown that assimilation of schwa is not dependant on sonority. Rather it depends on several factors, mainly some features of the phonological structure: the number of syllables, the number of preceding consonants, the nature of the preceding sound, and so forth. Furthermore, assimilation of schwa is highly restricted by the syllable boundaries as it is primarily assimilated to a following tautosyllabic or to a preceding heterosyllabic sonorant. It is almost never assimilated to a sonorant in the syllable onset.

A number of intra-word features as well as features of the prosodic phrase is investigated, such as word class, compounding, features of the following word, speech rhythm, relevance of information, etc. Several of these features are shown to have an impact on the probability of schwa being assimilated or elided. It is argued that assimilation to a preceding vocoid (e.g. in gade) and a contoid (e.g. in kulde) respectively should be treated as different processes. Schwa is by default assimilated to a preceding vocoid, independent of the context, while assimilation to a preceding contoid only happens in specific contexts. The same contexts in return results in a complete loss of schwa after a vocoid or an obstruent.



Indholdsfortegnelse

Summary in English 2

1. Indledning 5

1.1 Problemformulering 6

1.2 Afgrænsning 7

2. Metode 7

2. 1 Materiale 7

2.1.1 Monologerne 8

2.1.2 Dialogerne 8

2.1.3 Ordlister 9

2.1.4 Informanterne 9

2.2 Fremgangsmåde 10

2.2.1 Inddeling i kategorier 11

2.2.2 Opmærkning af materialet 13

3. Resultater 15

4. Analyse 19

4.1 Distinkt vs. koordineret udtale af schwa 20

4.2 schwa i paroxytone ord 21

4.2.1 Paroxytone ord med 0 eller 1 konsonant foran schwa 21

4.2.1.1 Schwa foran sonorant 23

4.2.1.2 Finalt schwa efter vokoid 26

4.2.1.3 Finalt schwa efter kontoid sonorant 29

4.2.1.4 Finalt schwa efter obstruent 30

4.2.1.5 Schwa foran obstruent 32

4.2.1.6 Stød og vokallængde i foranstående stavelse 32

4.2.1.7 Opsummering 33

4.2.2 Paroxytone ord med mere end en foranstående konsonant 35

4.2.2.1 Finalt schwa efter sonorant 36

4.2.2.2 Finalt schwa efter obstruent 38

4.2.2.3 Finalt schwa foran sonorant 39

4.2.2.4 Schwa efter /ng/ og /sj/ 40

4.3 Schwa i proparoxytone ord 40

4.3.1 Første posttoniske stavelse i proparoxytone ord 41

4.3.1.1 Endelsen -este 41

4.3.1.2 Endelsen -ede 42

4.3.1.3 Endelsen -elig 43

4.3.1.4 Endelsen -entlig 43

4.3.1.5 Endelserne -ene, -ende 44

4.3.1.6 Endelsen -else 44

4.3.1.7 Bestemt form af ord der ender på -el, -en, -ed 45

4.3.2 Anden posttoniske stavelse i proparoxytone ord 45

4.3.3 Ord med mere end to posttoniske stavelser 46

4.3.4 Opsummering 47

4.4 Schwa i prætoniske stavelser 48

4.5 Schwa i sammenhængende tale 50

4.5.1 Efterfølgende ords påvirkning 50

4.5.1.1 Assimilation hen over ordgrænser 50

4.5.1.2 Bortfald foran /V/ og /hV/ 51

4.5.1.3 Bortfald foran ubetonede småord 52

4.5.1.4 Schwa foran pause og frasegrænse 53

4.5.2 Prosodiske faktorer 54

4.5.2.1 Tryk, emfase og tryktab 54

4.5.2.2 Bortfald i ord i optakt 57

4.5.2.3 Reduktionsharmoni 57

4.5.2.4 Trykgruppeharmoni 59

4.5.3 Ny vs. gammel information 60

4.5.4 Opsummering 62

5. Diskussion 63

5.1 Hvilken nabolyd bliver syllabisk? 63

5.2 Schwa i ubetonede småord 67

5.3 Schwa-assimilation og forståelighed 67

5.4 [ʁ]-påvirket schwa 68

5.5. Analysens konsekvenser for sonoritetsprincippet 69

6. Konklusion 72

Litteratur 74

Bilag 1-11

1. Indledning

I dette kandidatspeciale vil jeg undersøge hvordan schwa realiseres i spontan dansk tale. Det er velkendt at schwa ofte assimileres til en nabolyd eller helt falder bort, fx1:


pige [ˈpiːə] → [ˈpiːi]

gade [ˈgæːðə] → [ˈgæːð̩]

kulde [ˈkulə] → [ˈkull̩]

kaffe [ˈkɑfə] → [kɑf]


Schwa-assimilation i det omfang man ser det i dansk er formodentlig enestående. I flere af de nærmest beslægtede sprog kendes det fænomen at et schwa og en efterfølgende sonorant smelter sammen til en syllabisk sonorant, primært efter en homorgan obstruent, fx engelsk [ˈbætl̩ ˈbʌtn̩] battle, button, tysk [ˈhandl̩ ˈbandn̩] Handel, Banden. Schwa-assimilation til en foranstående sonorant, navnlig en vokoid, fx [ˈgæːð̩ ˈtyːʊ] gade, tyve, hvor assimilation er særligt udbredt på dansk, kendes ikke i disse sprog.

Schwa-assimilation er sproghistorisk ikke indtruffet på samme tid i alle kontekster, og det har gennemgået en omfattende udvikling i løbet af de sidste hundrede år. Jespersen (1906) konstaterer fx kun schwa-assimilation efter [a], fx [ˈsaːa ˈlaːa] sagde, lagde, mellem to homorgane konsonanter, fx [ˈkadn̩ ˈdɛnn̩ˈnad ˈlʌmm̩pɛŋə] katten, denne nat, lommepenge, og i forbindelse med vokaliseret /r/. Schwa-assimilation er heller ikke lige udbredt i alle sammenhænge; i nogle kontekster er sandsynligheden for assimilation eller bortfald større end i andre, fx assimileres schwa oftere i gade end i kulde. Brink & Lund (1974, 1975), der leverer den første omfattende analyse af schwa-assimilation i dansk, indfører et sonoritetsprincip i beskrivelsen. Sonoritetsprincippet siger dels at når schwa assimileres, så assimileres det, uden hensyntagen til andre faktorer, til den mest sonore nabolyd, dels at jo mere sonore omgivelser schwa står i, jo større er sandsynligheden for assimilation. I ikke sonore-omgivelser kan schwa ikke assimileres, men her modsvares assimilation af bortfald. Schwa kan også falde bort efter sonoranter, men dette hører ifølge B&L hjemme i mindre distinkt udtale og har ikke nogen speciel forbindelse med schwa-assimilation. Sonoritetsprincippet er bredt accepteret i litteratur om dansk fonetik efter 1975. Således henvises der til det af bl.a. Basbøll (1997, 2005), Grønnum (1982, 2005a), Jensen (2005), Molbæk (1990).

Ud over at graden af sonoritet skulle spille en rolle for sandsynligheden for schwa-assimilation, findes der ingen redegørelser for hvor ofte schwa assimileres eller falder bort i en given kontekst i spontan tale. Bleses & al. (2002) har i et udsnit spontan tale optalt at 66-73 % af alle schwa-stavelser reduceres (assimileres eller falder bort) uden nærmere angivelse af hvilke kontekster reduktionerne forekommer i. Brink & Lund (herefter B&L) konstaterer at schwa-assimilation er obligatorisk i de mest sonore omgivelser, navnlig som nabo til vokoider, og foran sonoranter, men fakultativt i alle andre sammenhænge, hvilket svarer til Basbøll (2005). Jensen betragter assimilation som obligatorisk efter lang vokal, fakultativt ellers, omend ikke lige sandsynligt i alle strukturer. Molbæk henviser til sonoritetsprincippet, men anser ikke schwa-assimilation for at være obligatorisk, undtagen som nabo til /r/.

Der er ikke mange der har problematiseret sonoritetsprincippet. Flere bemærker at en stødt lyd er mindre sonor og derfor bør rangere længere nede i sonoritetshierarkiet end det B&L angiver, bl.a. Grønnum og Jensen. Schachtenhaufen (2004) og Grønnum (2007b) konstaterer at schwa i enkeltord assimileres til den efterfølgende lyd snarere end den mest sonore.


1.1 Problemformulering

Inspirationen til dette speciale kommer primært fra B&L's beskrivelse af sonoritetsprincippet og dets konsekvenser for hvordan schwa realiseres. Jeg vil ikke lægge skjul på at sonoritetsprincippet fra første gang jeg stødte på det, stred imod min egen sproglige intuition. Jo mere jeg har arbejdet med beskrivelsen af spontan dansk tale, des mere er jeg blevet overbevist om at der er meget lidt realitet bag dette princip, både med hensyn til hvilken lyd schwa assimileres til, eller hvor ofte det assimileres eller falder bort.

Med udgangspunkt i det danske spontantalekorpus DanPASS (Grønnum 2007a) vil jeg undersøge hvordan schwa realiseres i spontan dansk tale og redegøre for hvilke lingvistiske faktorer der har betydning for hvorvidt og hvor ofte schwa assimileres, falder bort eller bevares distinkt. Dette vil jeg perspektivere i forhold til den eksisterende beskrivelse af schwa-assimilation. Jeg vil vise at realiseringen af schwa er styret af flere faktorer, bl.a. ordets fonologiske struktur, herunder i høj grad stavelsesgrænserne, og forskellige faktorer i den sammenhæng ordet indgår i. Jeg vil også argumentere for at assimilation og bortfald er forskellige processer alt efter ordets fonologiske struktur og ikke, som det fremstilles af B&L, to sider af samme sag.


1.2 Afgrænsning

Med realiseringen af schwa henviser jeg til manifestationen af det fonologiske /ə/, primært som det findes i posttoniske stavelser i flerstavelsesord, uanset om det udtrykkes som [ə], en syllabisk konsonant, fx [ð̩], eller helt falder bort. Selve lyden [ə] hvor det ikke underliggende er /ə/, behandler jeg ikke her.

Med spontan tale henviser jeg til en udtale som benyttes i ikke-metasproglig sammenhæng, dvs. hvor taleren ikke er blevet instrueret i at sige nogle bestemte ord eller at udtale noget på en bestemt måde. Spontan tale er ikke nødvendigvis udistinkt; det kan variere betragteligt i distinkthed, fra meget tydelig udtale til meget svækket.

Jeg vil ikke behandle ord hvor schwa er nabo til /r/. Der er fuld erkendelse af at /rə ər rər/ i de fleste sammenhænge realiseres [ɐ], selv i sammenhænge hvor schwa-assimilation ellers ikke behandles, fx flere større danske ordbøger, bl.a. Den Danske Ordbog og Politikens Nudansk Ordbog.

Der er en del parametre som nok har betydning for realiseringen af schwa, men som jeg ikke behandler her, såsom talesituationen og dialektale forhold. Jeg behandler kun data fra det storkøbenhavnske område. Der er næppe tvivl om at der er ganske stor variation i hvordan schwa realiseres i forskellige dialekter. Overordnet falder schwa oftere bort i fynske og jyske dialekter, og bevares oftere i bornholmsk. Nogle af mine resultater vil nok være gældende for alle dialekter, mens andre ikke vil være det. Selvom der er en vis variation i informanternes alder, er deres udtale mht. realiseringen af schwa i det store hele sammenlignelig. Jeg vil kun sporadisk kommentere individuelle informanters udtaler.


2. Metode

2. 1 Materiale

Min undersøgelse er baseret på materiale fra DanPASS-korpusset (Grønnum 2007a). DanPASS (Danish Phonetically Annotated Spontaneous Speech) er et korpus af spontan dansk tale i form af en række monologer og dialoger, samt, i mindre omfang, oplæsning af ordlister, som via computerprogrammet PRAAT2, er forsynet med forskellig fonetisk annotation, herunder lydskrift, fonologisk fortolkning, tryk og tone-forhold og fraseintonation.


2.1.1 Monologerne

Som materiale til denne undersøgelse har jeg udvalgt 48 monologer, indtalt af 16 forskellige informanter3. Hver informant har indtalt tre monologer svarende til tre forskellige opgaver. I den ene opgave får informanten udleveret et billede af et netværk som består af forskellige geometriske figurer, trekanter, firkanter og cirkler, med forskellige farver, som informanten skal beskrive. I den anden opgave skal informanten guide lederen af eksperimentet rundt i en fiktiv by. Lederen stiller nogle forskellige opgaver undervejs, men der foregår ellers ikke nogen kommunikation mellem informanten og lederen. I den tredje opgave har informanten fået en tegning med en model af et hus og nogle brikker som kan samles og tilsammen danne dette hus. Her skal informanten forklare hvordan man samler huset af brikkerne.

Monologerne er optaget i 1996 og DanPASS-korpusset er færdigannoteret i sommeren 2007. Jeg påbegyndte denne opgave før monologerne var færdigannoterede, og har fået stillet en beta-version af korpusset til rådighed. Der kan være få afvigelser i denne version ift. den offentliggjorte version.


2.1.2 Dialogerne

I dialogerne får et par informanter på skift til opgave at skulle guide hinanden fra start til mål på fire forskellige fiktive landkort der indeholder forskellige landskabsgenstande. Der er små forskelle i de landkort hver informant har fået udleveret til hver opgave. Nogle landskabsgenstande hedder ikke det samme på begge kort, eller det ene kort mangler nogle af genstandene, hvilket giver anledning til noget diskussion mellem de to informanter.

Dialogerne var ikke færdigannoterede da jeg påbegyndte denne opgave. Jeg bruger derfor kun dialogerne i begrænset omfang, mest i de dele af analysen hvor der ikke er tilstrækkeligt med data i monologerne. Relativt sent i skriveprocessen er der blevet udviklet en udtaleordbog til DanPASS som inkluderer ord fra dialogerne. Nogle afsnit af min analyse er derfor i højere grad end andre forsynet med uddybende eksempler fra dialogerne. Jeg har kigget dialogerne igennem for at se i hvor høj grad annotationen i disse stemmer overens med resultaterne fra monologerne. Dette er kommenteret nærmere i opgaven hvor det er relevant.


2.1.3 Ordlister

Alle informanter der deltager i dialogerne, har læst en række ord op fra en ordliste. Ordene på denne liste svarer til de forskellige landskabsgenstande på kortene der bliver brugt i dialogerne.


2.1.4 Informanterne

Informanterne i de 48 udvalgte monologer består af fem kvinder og elleve mænd, født mellem 1950 og 1976. Der er alle fra det storkøbenhavnske område. Yderligere information om køn og alder findes i tabel 2.


Ortografien i DanPASS er uden tegnsætning, men er forsynet med følgende indikatorer:


Indikator Betydning

, betoning

+ pause

~ fyldt pause4 (hvis det er omgivet af mellemrum)

~ tøven (hvis det er hægtet på et ord, fx sm,ule~)

% frasegrænse


Jeg er ikke i alle tilfælde enig med korpussets fonetiske transskription, men for at undgå at påvirke resultaterne, har jeg så vidt muligt ladet lydskriften stå som den står. I nogle tilfælde har jeg dog haft mistanke om indtastningsfejl. Her har jeg henvendt mig til Nina Grønnum, som er den ansvarlige for korpusset, og i de fleste tilfælde har hun været enig med mig, hvorefter lydskriften er blevet rettet i DanPASS.

Det skal bemærkes at jeg selv har medvirket til annotationen af monologerne i DanPASS. Dette er dog sket før jeg havde besluttet mig for emnet for denne opgave. Der har i alle tilfælde været mindst to andre trænede transskriptører der har kontrolleret lydskriften, og i alt har der været syv andre transskriptører der har medvirket til den fonetiske transskription. Derudover er monologerne undergået en gennemgribende revision efter jeg stoppede på projektet. Min egen medvirken i annotationsprocessen har således meget begrænset betydning for resultaterne i denne opgave.


2.2 Fremgangsmåde

I de 48 monologer har jeg fundet alle forekomster af schwa som ikke har /r/ som nabo i den i DanPASS givne fonologiske fortolkning. I få tilfælde har den fonologiske fortolkning været uhensigtsmæssig i forhold til denne opgaves mål. Jeg har derfor taget følgende forbehold:



Nogle ord er lidt problematiske da schwa meget hyppigt falder bort, fx [eg nɔð lisʌm] ikke, noget, ligesom, og man kan diskutere om der er tale om to forskellige fonologiske former. På samme måde er eksistensen af /ə/ i første posttoniske stavelse i nogle endelser diskutabel, fx [ˈplusli ˈhanʔln̩] pludselig, handelen. Jeg medtager schwa i disse ord i undersøgelsen, men diskuterer det i de relevante afsnit.


De 48 monologer indeholder tilsammen over 19.000 ord. Med ovennævnte forbehold har jeg fundet 3036 ord der indeholder et eller flere schwa. Et mindretal af ord indeholder mere end et schwa hvilket i alt giver 3223 forekomster af schwa fordelt på 477 ordformer.

Jeg har registreret det ord schwa forekommer i og den prosodiske frase ordet optræder i. Alle forekomster har fået tildelt et unikt navn som jeg bruger i opgaven til at henvise til eksempler. Forekomst nr. 21h/60 betyder “informant nr. 21, hus-opgaven, den 60. forekomst af schwa”. For hver forekomst har jeg registreret hvordan schwa er realiseret i korpusset. Annotationen fordeler sig i følgende grupper:

Fonetisk annotation Eksempler

Schwa: [ə] [ˈʌbə ˈbøljə ˈanə] oppe, bølge, andet.

Syllabisk konsonant: [ð̩ n̩ m̩ ŋ̩ l̩] [ˈsygl̩ ˈgæːð̩ ˈgrønn̩] cykel, gade, grønne.

Bortfald: [ˈleg ˈnɔːð ˈsɑm] ligge, noget, samme.

Anden svækket vokal: [ɪ ʊ ʏ ɐ] [ˈsyglʏ ˈlinjɪ ˈlæːʊ] cykle, linje, lave.

Fuldvokal: [i e ɛ æ y ø u o ɔ ʌ] [ˈliːi ˈlege teˈbæːæ] lige, ligge, tilbage.


2.2.1 Inddeling i kategorier

En inddeling i grupper alene baseret på lydskriftsymbolerne er ikke den mest hensigtsmæssige i forhold til målet med min opgave. Jeg har derfor efter nedenstående principper inddelt realiseringen af schwa i nogle kategorier som tager hensyn til ordets underliggende form, og som siger noget om hvilken proces schwa er gennemgået: assimilation, bortfald, koordinering og distinkt udtale. Det er disse kategorier jeg vil forholde mig til i opgaven.

Denne inddeling tager på den ene side hensyn til at samme lydskriftsymbol kan skyldes forskellige processer. Når schwa fx er realiseret som [ʊ] i [ˈfɑːʊ] farve, så skyldes det assimilation til nabolyden [w], mens det i [ˈgrɶnʊ ˈbuːɐ] grønne buer skyldes at taleorganerne under udtalen af schwa koordineres med vokalerne i nabostavelserne. På den anden side tager inddelingen hensyn til at forskellige lydskriftsymboler underliggende kan skyldes samme proces. Fx skyldes lydskrivningen af schwa som hhv. [o] og [n̩] i [noːon noːn̩] nogen den samme proces, nemlig assimilation, og da det konkret kan være vanskeligt at skelne mellem disse to udtaler, er det hensigtsmæssigt at kunne slå dem sammen til en kategori. Jeg definerer kategorierne således:


  1. Assimilation: På schwa's plads er der en syllabisk lyd som svarer til en af dets nabolyde uanset om det er en konsonant, fuldvokal eller svækket vokal. Til denne kategori medregner jeg følgende tilfælde:

  1. Syllabiske konsonanter [ð̩ n̩ m̩ ŋ̩ l̩], fx [ˈgæːð̩ ˈtʌbm̩ ˈsiʁgl̩] gade, toppen, cirkel.

  2. Ikke-fuldvokalerne [ɪ ʊ] hvor de er en sammensmeltningen af hhv. [jə wə], fx

    [teˈbæːɪ ˈdrɑɪ ˈlæːʊ] tilbage, dreje, lave.5

  3. Forekomster af schwa hvor det er annoteret med samme vokalsymbol som foranstående nabovokal, fx [ˈbroːo ˈlɪːɪ] bruge, lige.

  4. Jeg medtager også de tilfælde af /əd ədə/ -et, -ede og et enkelt tilfælde af /jə/ som er lydskrevet som en vokal [ə ɪ ɛ], altså uden et efterfølgende [ð], fx [ˈslʌdə ˈtɑgɪ ˈhʌə] slottet, takket, høje. Her kan [ə] ligesom [ð̩ ɪ] betragtes som en sammensmeltningsprodukt af hhv. /əd jə/, snarere end dels en distinkt udtale af /ə/, dels et bortfald af /d j/.

  1. Bortfald: schwa er elideret og der er sket tab af en stavelse, fx [ˈsdɑːd ˈgæːð] starte, gade. I nogle tilfælde kan et elideret schwa tage en eller flere nabolyde med i faldet, fx [ˈumiðbɑʔd ˈumɪlbɑʔd ˈsemʔˈɦɛnʔ] umiddelbart, simpelthen.

  2. Koordinering: I denne kategori medregner jeg alle forekomster hvor schwa realiseres som en anden vokal end [ə] som ikke er assimilation til en umiddelbart foranstående vokal, fx

    [ˈnɛmɪsdɪ ˈlɛgɛ ˈsyglʏ] nemmeste, lægge, cykle. I disse ord kan udtalen siges at være koordineret med de omgivenede lyde, fx vokalen i nabostavelserne eller nabokonsonsonanterne. Jeg medregner vel at mærke også de få tilfælde man kunne kalde assimilation til en initial vokal i det efterfølgende ord, fx [ˈʌbi i] oppe i. Jeg redegør nærmere for dette i afsnit 4.5.1.1.

  3. Distinkt udtale: Herunder hører alle forekomster hvor schwa er lydskrevet [ə], med undtagelse af dem der er nævnt under (a).


Der er en del forekomser af ord der slutter på /-ədə#/ som er realiseret [ð̩]. Det drejer sig om definitte adjektiver og verbers præteritum, fx [ˈfiʁkanʔdð̩ ˈsdɑːdð̩] firkantede, startede, hvor det ene schwa altså er faldet bort og det andet er assimileret. I disse tilfælde kan man diskutere om det er første eller andet schwa der er hhv. faldet bort eller assimileret. Jeg har valgt altid at fortolke det første schwa som assimileret og det andet som faldet bort. Det begrunder jeg med at [ð] normalt kun findes i coda, og der må således være en foranstående vokal, men ikke nødvendigvis en efterfølgende. Samtidig ser man også i materialet at der forekommer udtaler som [ˈfiʁkanʔdəð], men ikke *[ˈfiʁkanʔdðə] firkantede, hvor det andet schwa kan falde bort, men altså ikke det første.

I tilfælde hvor der er en foranstående vokal, fx [ˈbuːð̩] buede, kan man dog ikke afgøre om det er første eller andet schwa der er faldet bort da [ð] kan være coda til første stavelse; det er homofont med både buet og bude. Her kan man dog finde eksempler hvor det første schwa er bevaret, men det andet faldet bort, fx [ˈbuːəð ˈbʊːʏð], men sjældent omvendt, hvilket er med til at understrege at det første schwa bevares bedre end det andet. Disse forekomster behandles nærmere i afsnit 4.3.1.2.

2.2.2 Opmærkning af materialet

For at undersøge forskellige faktorers betydning for realiseringen af schwa har jeg ud for hver forekomst registreret en række faktorer som jeg har fundet interessante at undersøge. Jeg har taget udgangspunkt i den i DanPASS givne lydskrift, fonemnotation, frasering osv. De faktorer jeg primært forholder mig til er:



Type Forkortelse

vokaler V

vokoide konsonanter [ð j w] CVOK

kontoide sonoranter [n m ŋ l] CKON

obstruenter COBS

sonoranter = CVOK CKON CSON


  1. Posttonisk i et paroxytont ord, fx fortælle, stykke, toppen.

  2. Første posttoniske stavelse i proparoxytont ord, fx buede, letteste, lignende.

  3. Anden posttoniske stavelse i proparoxytont ord.

  4. Prætonisk, fx element.

    I forbindelse med inddelingen i paroxytone og proparoxytone ord behandler jeg sammensætninger og samdannelser som to ord, dvs. jeg behandler schwa som posttonisk i et paroxytont ord i fx aflange, fortsætte og i begge led i Bakkegade osv., ligesom jeg behandler schwa som prætonisk i grundelement.

Derudover har jeg registreret en lang række faktorer som jeg forholder mig til i mindre grad. Det gælder faktorer som:



Alle disse informationerne er opført i et regneark hvor det er muligt at filtrere og sortere ordene efter de ønskede kriterier. Fx ser den samlede information for schwa som det forekommer i sidste stavelse i Kirkegade, sådan ud:



Valget af disse kategorier er resultatet af en proces hvor jeg med forsøg-fejl-metoden har afprøvet mange forskellige måder at gruppere lyde og undersøge de forskellige faktorer og deres betydning for realiseringen af schwa. Det er ikke indlysende hvilke faktorer der er de mest relevante at undersøge, fx var jeg ret tidligt klar over at antallet af foranstående konsonanter er en betydningsfuld faktor, men det er ikke umiddelbart klar om det er antallet af fonologiske konsonanter eller antallet af realiserede konsonanter der er afgørende. Ovenstående faktorer er dem jeg via sideløbende analyse har fundet relevante eller interessante at undersøge. Det har, som man måske kan forestille sig, været ganske arbejdskrævende på denne måde over flere omgange at finde frem til mere og mere relevante kategorier og hver gang opmarkere alle 3223 forekomster med de relevante værdier.


3. Resultater

På de næste to sider har jeg oplistet de forskellige ord der forekommer i materialet sorteret efter deres hyppighed. Jeg har bevaret trykmarkeringen fra DanPASS. Ord der veksler i tryk er opstillet flere gange, fx kan umiddelbart fakultativt have tryk på sidste stavelse, 'umiddelbart, 'umiddel'bart, og det forekommer således to gange på listen, ligesom nogle ord forekommer både med og uden tryk, fx 'lille/4lille, 'sige/4sige, 'sætte/4sætte osv.


Ordforekomster i materialet:

122 'lige 13 'firkanten 6 'bølgede 3 'di'rekte

82 'cirkel 13 'gennem 6 be'gyndelsen 3 'disse

72 'Østergade 13 'hjørnet 6 be'skrive 3 e'tage

54 'grønne 13 'legeplads 6 'Kirke'gade 3 'flade

53 'side 12 'enden 6 'liggende 3 'gangstien

50 'lille 12 'inde 6 'nogenlunde 3 'gavlen

49 'hvide 12 'finde 6 noget 3 igennem

48 'vinduet 12 'f'rkantede 6 'sætte 3 'kappe

47 'oven 12 for'oven 6 'skole 3 'kirke

45 'Nørregade 12 hin'anden 6 'vende 3 kva'draten

45 'parken 12 'måde 5 'begge 3 'lave

44 'børnehaven 12 'nogen'lunde 5 'følge 3 'ligne

43 'huset 12 'sidde 5 'fritidshjemmet 3 'linjen

41 'Vestergade 12 'stykke 5 kommet 3 lige

39 'ikke 12 'taget 5 'krydset 3 'mellemrummene

38 'første 12 Te'aterpas'sagen 5 'lægge 3 mar'kise

36 Te'aterpassagen 11 'andet 5 rullegardin 3 mellem

34 'øverste 11 i'gennem 5 'selve 3 nogen

34 'Kirkegade 11 ikke 5 stykke 3 pas'sagen

34 til'bage 11 'toppen 4 'oven'over 3 'prøve

31 'midten 10 'ene 4 'overkanten 3 'rektanglet

29 nogle 10 'børnehave 4 'bue 3 'røvballegardiner

28 'slottet 10 'cykel 4 'buede 3 'sidevej

27 'Slotsgade 10 'domhuset 4 bio'grafen 3 'simpelt'hen

26 'anden 10 'forestille 4 'brede 3 'så'ledes

26 'legepladsen 10 'letteste 4 'farvede 3 'skolen

26 'nederste 10 'lysegrønne 4 'firkantet 3 skulle

26 'rektangel 10 'lyskrydset 4 'fængsel 3 'smule

26 'største 10 'nemmeste 4 for'skellige 3 'takket

26 'vejen 10 'posthuset 4 'grundelementet 3 'tegnet

25 'gade 10 'Strædet 4 gået 3 'Vester'gade

25 'linje 9 'inden 4 'højregående 2 'akse

25 'Søndergade 9 'uden 4 hedde 2 'aller'letteste

25 'trekanten 9 'gaden 4 i'mellem 2 'arket

24 'oppe 9 'længste 4 'korteste 2 'egentlig

24 'hele 9 'mindste 4 ki'osken 2 'endelig

23 'gule 9 mus'eet 4 'lodrette 2 'eneste

23 'siden 9 'rullegardin 4 'loftet 2 'område

22 'sige 8 'banken 4 lægge 2 'urtepotten

21 'alderdomshjemmet 8 'brune 4 'neden 2 'åbent

21 mu'sikhuset 8 'gerne 4 'nærmeste 2 'billede

20 'Bakkegade 8 gar'dinerne 4 'næsten 2 'boghandlen

20 'samme 8 'lange 4 over'hovedet 2 'byen

20 sige 8 'lignende 4 par'keringspladsen 2 'børne'haven

20 'stueetagen 8 'netværket 4 'sammen 2 be'stående

19 'kirken 8 sætte 4 'sidegade 2 'blomsten

19 o'range 8 'takkede 4 'smalle 2 'bredde

18 dreje 8 'takkerne 4 'tomme 2 'brikkerne

18 'hjørne 8 'tilsvarende 4 'tredjedel 2 'bruge

17 'aflange 8 'vinduerne 4 'vindueskarmen 2 børnehaven

17 'ligge 7 biblio'teket 4 'vinduets 2 'cykle

17 'røde 7 'denne 4 vende 2 efter'hånden

17 'rådhuset 7 'flugte 3 'alle 2 'foregående

17 stati'onen 7 'husets 3 'orden 2 'fængselsbygningen

17 'træet 7 lille 3 'ude'lukkende 2 'færdige

16 'købmanden 7 'meget 3 'umiddel'bart 2 'første'salen

16 'noget 7 'række 3 'underkanten 2 'fjerneste

16 'potteplante 7 'sidste 3 allerede 2 for'seelse

15 'fortsætte 7 'søen 3 andet 2 for'tælle

15 for'neden 7 ville 3 'boghandel 2 'ganske

15 'nede 6 'ikke-takkede 3 be'skrevet 2 gar'din'billede

14 'fængslet 6 'ude 3 cykle 2 'her'ude

13 'umiddelbart 6 'bunden 3 'dette 2 'hovedet


Ordforekomster i materialet (fortsat)

2 'højde 2 'virkeligheden 1 'fremme 1 'parkområde

2 'høje 2 'vælge 1 'fremmest 1 'passe

2 halv'anden 1 'aldershjemmet 1 følge 1 'penge

2 'hvile 1 'aller'første 1 gennem 1 'pyntegardin

2 'kalde 1 'ende 1 'glade 1 'pludselig

2 komme 1 'ingen 1 'grundelement 1 pla'ceringen

2 krydse 1 'oppefra 1 'grundlinjen 1 'ramme

2 kva'dratet 1 'ovenfor 1 'grundridset 1 'rammen

2 'langside 1 'ovenover 1 grønne 1 'rareste

2 'lavet 1 'oven'på 1 'henne 1 'rette

2 'lege'pladsen 1 'ovenpå 1 'her'nede 1 'roden

2 'lige'ud 1 't-krydset 1 'hurtigste 1 'runde

2 'ligeledes 1 'udenf'or 1 'husfa'caden 1 'rundkørsel

2 'ligesom 1 'udgange 1 'huske 1 'rundkørslen

2 'lyskurven 1 'ulige 1 'hænge 1 'rute

2 lave 1 'yderste 1 huset 1 'ryggen

2 'mellem 1 'æbletræ 1 i'dentiske 1 røde

2 'midtpunktet 1 'åben'bart 1 imellem 1 'sagtens

2 'nedefra 1 al'léen 1 intenti'onen 1 'siddet

2 'nogle 1 'bitte 1 'kaldte 1 'siderne

2 'nordgående 1 'bundlinjen 1 'kanten 1 'simpelthen

2 'næste 1 'bygge 1 'komme 1 'sættes

2 'nævnte 1 'bygget 1 'kommet 1 'søndagen

2 'Nørre'gade 1 'bølge 1 'korte 1 sagde

2 område 1 'både 1 'kurve 1 siden

2 op'rindelige 1 be'gynde 1 'krydse 1 'skæringsakse

2 'potteplanten 1 biblioteket 1 'kvistvinduet 1 skubbet

2 passe 1 'bløde 1 kva'dratens 1 smule

2 'plante 1 'bredden 1 kva'dratiske 1 'spørgsmålet

2 'rigtige 1 'bruges 1 'lagde 1 speci'elle

2 'rullegardiner 1 bundet 1 'lige'frem 1 'stedet

2 'råde 1 både 1 'loftsetagen 1 'stille

2 re'sterende 1 'cyklen 1 'lyseblå 1 'størrelsen

2 rykket 1 cirkel 1 'lys'krydset 1 stille

2 'sorte 1 'danne 1 'lyssignalerne 1 'stribe

2 'sydgående 1 'der'nede 1 'længe 1 svinge

2 'således 1 de'taljerne 1 ligesom 1 'tagetagen

2 selv'følgelig 1 disse 1 ligge 1 'tale

2 side 1 'farve 1 ligget 1 'talte

2 'snakkede 1 'feltet 1 'mellemrum 1 'tredje

2 'spidsen 1 'findes 1 'midterakse 1 'trekantet

2 'starte 1 'firkantens 1 'modsatte 1 'træets

2 'startende 1 'forrige 1 'mærke 1 'træstammen

2 'stien 1 'færdigbe'skrevet 1 'mærkeligt 1 tra'fiklyset

2 'stiplede 1 'fødderne 1 mar'kisen 1 trafi'kerede

2 'stueet'agen 1 'førstesal 1 meget 1 'tværgade

2 'størrelse 1 'fået 1 mu'seummet 1 uden

2 stati'onsbygningen 1 fa'caden 1 'nemmest 1 'vagtstuen

2 'strimmel 1 fa'cadens 1 'nærmest 1 'vase

2 så'ledes 1 fa'cades 1 'nået 1 'vejsvinget

2 'tiden 1 firkanten 1 nede 1 'venstrevejen

2 til'bageværende 1 'fjerne 1 nærmest 1 'vinkel

2 tilbage 1 flytte 1 nået 1 'vinkelret

2 'tredjedele 1 for'dele 1 oppe 1 'vægge

2 'trekantede 1 for'greningen 1 o'vale

2 'vandrette 1 for'synes 1 'parkanlægget

2 'vide 1 for'stået 1 'parkens


I alt 3223 ord.



Bemærk at nogle ord i ovenstående liste indeholder mere end ét /ə/. I disse skal antallet af forekomster deles mellem det antal schwa der er i ordet, fx forekommer mellemrummene kun en gang i materialet, men det indeholder tre /ə/, og derfor bliver det talt tre gange.

I tabel 1 har jeg opsummeret hvordan schwa er realiseret i hele materialet. Som man kan se assimileres schwa i halvdelen af tilfældene mens den anden halvdel er fordelt næsten ligeligt mellem borfald og distinkt/koordineret udtale.


Realisering af schwa

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

1617

788

671

147


3223

50

24

21

5


100

Tabel 1: Realisering af schwa i alle 3223 forekomster.


I bilag 1-11 har jeg opført alle 3223 forekomster af schwa i materialet, sammen med ordets transskription i DanPASS. Efter transskriptionen har jeg sat en kode, D, K, A, B, alt efter om schwa er udtalt (D)istinkt, (K)oordineret, (A)ssimileret eller faldet (B)ort. Efter denne kode er der ved ord der indeholder mere end et schwa sat et tal 1-3 som henviser til hvilket schwa der henvises til. Ordet står fremhævet fra den prosodiske frase det indgår i. Af pladsmæssige hensyn er nogle fraser trunkerede. Ordene er opdelt så ord med sammenlignelig fonologisk struktur står sammen, hvilket svarer til inddelingen i afsnit 4.2-4.4:


Bilag 1-4 indeholder paroxytone ord med 0 eller 1 konsonant foran schwa.

Bilag 1: Efterfølgende lyd er en sonorant.

Bilag 2: Foranstående lyd er en vokoid.

Bilag 3: Foranstående lyd er en kontoid sonorant.

Bilag 4: Foranstående lyd er en obstruent.

Bilag 5-8 indeholder paroxytone ord med 2 eller flere konsonanter foran schwa.

Bilag 5: Foranstående lyd er en sonorant, undtagen /ng/.

Bilag 6: Foranstående lyd er en obstruent, undtagen /sj/.

Bilag 7: Efterfølgende lyd er en sonorant.

Bilag 8: Foranstående konsonanter er /ng/ eller /sj/.

Bilag 9-10 indeholder proparoxytone ord.

Bilag 9: Schwa står i første posttoniske stavelse.

Bilag 10: Schwa står i anden posttoniske stavelse.

Bilag 11 indeholder forekomster af schwa i prætoniske stavelser og i ord med mere end to posttoniske stavelser.


I tabel 2 har jeg opført information om de forskellige informanter. Informantnummeret henviser til informanternes nummerering i DanPASS' database, informantens køn og alder, og hvor mange forekomster af schwa vedkommende har i materialet.


Nr.

Køn, alder

Antal


Nr.

Køn, alder

Antal

3

mand, f. 1976

165

17

mand, f. 1973

222

5

mand, f. 1961

157

18

kvinde, f. 1974

219

6

kvinde, f. 1966

151

19

mand, f. 1973

160

7

mand, f. 1963

169

21

mand, f. 1950

145

8

kvinde, f. 1957

172

27

mand, f. 1962

208

9

mand, f. 1955

256

29

mand, f. 1972

205

14

kvinde, f. 1974

273

31

mand, f. 1968

317

16

kvinde, f. 1974

199

33

mand, f. 1974

205

Tabel 2: Forekomst af schwa i forhold til den enkelte informant.

4. Analyse

I dette afsnit vil jeg på baggrund af resultaterne analysere hvilke omstændigheder der spiller en rolle for realiseringen af schwa. Jeg starter med en bemærkning om distinkt vs. koordineret udtale af schwa. Analysen er derefter overordnet delt op i en intern analyse, hvor jeg kigger på faktorer der ligger inden for ordets grænser, såsom ordets fonologiske opbygning, antallet af stavelser, nabolyde, stødforhold osv., og en ekstern analyse, hvor jeg kigger på faktorer der ligger uden for ordets grænser, såsom egenskaber ved det efterfølgende ord, placering i frasen osv. I den interne analyse deler jeg ordene op i paroxytone og proparoxytone ord, altså ord med tryk på hhv. næstsidste og tredjesidste stavelse.


4.1 Distinkt vs. koordineret udtale af schwa

Hvis man kigger på de tilfælde hvor schwa realiseres med koordineret udtale, så ser det ud til at det kan forårsages af to forskellige omstændigheder. Den ene er at schwa nærmer sig eller får samme vokalkvalitet som vokalen i en af nabostavelserne, fx [ˈlɛgɛ ˈsɛlvɛ ˈsdɶʁsdɐ ˈa dɛm] lægge, selve, største af dem. Den anden omstændighed, som er langt mere udbredt i materialet, er at schwa koordineres med kæbehøjden i kontoide omgivelser og således hæves til [ɪ], fx [ˈbɑɣɪgæːð̩ ˈnɛmɪsdɪ ˈmɔːð̩] Bakkegade, nemmeste måde. Dette fremmes af [ɪ] i nabostavelserne, fx [en ˈsisdɪ ˈlilɪ ˈfiʁkanʔd] en sidste lille firkant. I sjældne tilfælde ses også at schwa koordineres med læberunding til [ʏ ʊ] afhængigt af vokalerne i nabostavelserne, fx [ˈsyglʏ ˈsgoːlʏ ˈgʀɶnʊ ˈbuːɐ] cykle, skole, grønne buer. I tabel 3 har jeg optalt hvordan schwa er realiseret i denne kontekst.


Schwa realiseret som

Antal forekomster

ɪ

ɛ

e

ɐ

ʊ

ʏ

i

ʌ


I alt

124

11

3

3

2

2

1

1


147

Tabel 3: Realisering af koordineret schwa.


I alle tilfælde hvor schwa er koordineret til [ɪ], undtagen et enkelt tilfælde, [ˈviːðɪ] hvide, er schwa nabo til en kontoid eller [j]6, og ofte er begge nabolyde kontoider. Det er altså ganske tydeligt at koordinering til [ɪ] fremmes af palatale eller kontoide omgivelser – den høje kæbestilling bevares i udtalen af schwa. Koordinering vs. distinkt [ə] fremmes eller hæmmes ikke mærkbart af andre af de faktorer jeg behandler i det følgende. Koordinering er således ikke en svækkelse som sådan, men en ganske almindelig udtale af schwa i kontoide omgivelser. I den følgende analyse vil jeg praktisk talt ikke skelne mellem koordinering og distinkt udtale.

Forskellen på koordinering og distinkt udtale af schwa er altid flydende; der er et kontinuum af mellemformer mellem [ˈlilə] og [ˈlilɪ]. Lydskrifttegnene [ɪ ə] dækker begge over en vis artikulatorisk spredning, og en vis grad af koordinering er forventelig i alle tilfælde.


4.2 schwa i paroxytone ord

Langt de fleste forekomster af schwa i materialet, 2954 ud af de 3223 forekomster, optræder i paroxytone ord. I analysen af paroxytone ord vil jeg skelne mellem ord med 0 eller 1 konsonant foran schwa vs. ord med 2 eller flere konsonanter foran schwa.


4.2.1 Paroxytone ord med 0 eller 1 konsonant foran schwa

Når emnet schwa-assimilation og -bortfald skal belyses i litteratur om dansk udtale, er det oftest gjort med ordeksempler der falder inden for denne gruppe, paroxytone ord med 0 eller 1 foranstående konsonant, fx pige, bade, inde, huset, osv. Således nævner Grønnum (2007a), Heger (2007), Levin (1974) oa. kun ord af denne type. Man kan sige at det er i denne gruppe ord man finder de prototypiske eksempler på schwa-assimilation. Det er også en stor gruppe ord som dækker over to tredjedele af forekomsterne i materialet. Samtidig er det den gruppe ord hvor schwa opfører sig mest uforudsigeligt, og måske derfor større genstand for undren. Der er mange både interne og eksterne faktorer der er relevante at undersøge.

I dette afsnit vil jeg lægge vægt på at undersøge realiseringen af schwa i forhold til de forskellige kombinationer af nabolyde. For kort at opridse hvilke lyde man kan finde som nabolyde til schwa, så gælder det at foran schwa kan man finde alle lydtyper. Nogle foner forekommer af fonotaktiske grunde almindeligvis ikke foran schwa i distinkt udtale. Det drejer sig om konsonanterne [p t k], vokalerne [a ɑ ʌ ɒ ɶ], dvs. underliggende korte vokaler eller underliggende vokal + /r/. Nogle lyde [v j ʀ] findes kun foran schwa i strukturen /-CCə-/, fx halve, sælge, fingre. I mere konservativ udtale findes [v] også i /-VCə-/, fx [ˈtyːvə] tyve.

Der er større begrænsning i hvilke lyde der kan følge efter schwa. Her finder man typisk kun

[ð n l s] eller ingenting, fx fremmed, uden, gammel, købes. I et par ord, (i)gennem, mellem findes

/əm/, ligesom man kan diskutere om der er et /ə/ i fx sennep, Herlev. I mere distinkt udtale finder man [ð] som dissimilationsfænomen i strukturen /-Vdəd/, fx [ˈsdræːð̩d] Strædet. Ser man ud over ordgrænsen kan schwa naturligvis efterfølges af en hvilken som helst lyd der kan forekomme ordinitialt, men dette har meget begrænset betydning for realiseringen af schwa, jf. afsnit 4.5.1.1.


Inddelingen af lydene i V, CVOK, CKON og COBS giver således i alt 16 kombinationsmuligheder af foranstående og efterfølgende lyd. Alle kombinationer findes i materialet (se tabel 4), dog er der kun ganske få ord med efterfølgende obstruent.


Foranstående lyd

Efterfølgende lyd


CVOK

CKON

COBS

Ingenting

V

gået

byen

(bruges)7

bue

CVOK

lavet

oven

facades

ude

CKON

andet

sammen

findes

inde

COBS

huset

toppen

sættes

ligge

Tabel 4: Eksempler på de forskellige kombinationer af foranstående og efterfølgende lyd.


I det følgende vil jeg undersøge schwas realisering i forhold til de forskellige kombinationer. For hver undersøgelse vil jeg optælle hvordan schwa realiseres i materialet i den pågældende kontekst set i forhold til kategorierne assimilation, bortfald, koordinering og distinkt udtale, og diskutere hvad man kan sige generelt om de ord hvor schwa realiseres anderledes end hvad der er typisk i den pågældende struktur. Jeg vil også se på de rent akustiske egenskaber i forhold hvor let eller svært det er med sikkerhed at bestemme hvordan schwa er realiseret i den givne struktur, fx er det ud fra en spektrografisk analyse lettere at identificere om schwa er udtalt distinkt efter en kontoid end efter en vokoid, hvilket kan have betydning for transskriptionens pålidelighed. I afsnit 5.1 diskuterer jeg problemerne med at bestemme syllabicitet og antal stavelser generelt.


Det er ikke nødvendigt at lave 16 forskellige undersøgelser da nogle af kombinationerne uden videre kan slås sammen. Jeg inddeler undersøgelsen af nabolydenes betydning i følgende grupper:



4.2.1.1 Schwa foran sonorant

I paroxytone ord med 0-1 konsonant foran schwa, dvs. ord af typen gaden, huset, sammen osv., er assimilation nærmest obligatorisk, hvilket som nævnt i indledningen også er konstateret af bl.a Brink & Lund (1975), Brink & al. (1991) og Basbøll (1997), mens Jensen (2001) betegner det som meget almindeligt. Samtidig er det en af de kontekster hvor schwa-assimilation sproghistorisk er indtrådt tidligst, og det er også kun i denne struktur at man oftest finder fænomer der ligner schwa-assimilation på andre sprog, fx tysk og engelsk.

Som man ser i tabel 5, er der en stor overvægt af forekomster hvor schwa er assimileret eller faldet bort. Forekomster af ord med denne struktur findes i bilag 1.


Realisering af schwa foran sonorant

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

729

185

7

0


921

79

20

1

0


100

Tabel 5: Realisering af schwa foran sonorant.


Distinkt eller koordineret udtale af schwa er temmelig sjælden foran en sonorant. De syv tilfælde hvor schwa er realiseret distinkt, er træet, vinduet (x5), rådhuset. Den distinkte udtale af træet skal nok tilskrives at det er meget emfatisk, der 'stiller du ''træet8, men de øvrige forekomster virker ikke udpræget emfatiske. Selvom der ikke er nogen oplagt forklaring, virker det ikke tilfældigt at vinduet optræder fem gange på denne liste; se dog længere nede.

Der er 63 tilfælde hvor /-əd#/ er realiseret som [ə ɪ], hvor [ð] altså er elideret, fx [ˈanə ˈhuʔsə] andet, huset. I alle tilfælde er den foranstående lyd en kontoid. Disse tilfælde har jeg som nævnt i 2.2.1 regnet for assimilerede og ikke distinkt/koordinerede. Bortset fra denne kontekst, ser man kun sjældent at [ð] elideres eller at schwa udtales distinkt på bekostning af en nabokonsonant. Disse to fænomener er altså knyttet til hinanden. Jeg finder det derfor helt rimeligt ikke at betragte disse tilfælde som distinkt udtale af schwa, men snarere som en svækket udtale af [ð̩].


I hvor høj grad schwa er tilbøjelig til at falde bort foran en sonorant, afhænger af hvorvidt den foranstående lyd er vokoid eller kontoid (se tabel 6).



[+vokoid]ə[+son]

[+kontoid]ə[+son]

Schwa falder bort

165

20

Schwa falder ikke bort

237

499

Tabel 6: Bortfald af schwa foran sonorant, efter hhv. vokoid og kontoid.


Mellem obstruent og sonorant, fx [ˈmedn̩ ˈslʌdð̩] midten, slottet, er der ikke et eneste eksempel på bortfald i de 313 forekomster der er i materialet. Her assimileres schwa altid, bortset fra det ene tilfælde hvor det er udtalt distinkt [ˈʀʌðɦuʔzəð] rådhuset (18k/41). Bortfald i denne kontekst ville vel at mærke medføre en nærmest umulig stavelsesstruktur, fx *[medn sigl fEN?sl] midten, cirkel, fængsel. Sådanne strukturer vil man isoleret nok automatisk opfatte som bisyllabiske, men i sammenhængende tale kan man konstatere en eventuel mono-/bisyllabisk kontrast, fx [ˈsyglɐ ˈsygl̩ɐ] cykler, cykel og.

Mellem kontoid sonorant og sonorant, fx [ˈanð̩ ˈsgoːln̩ ˈsɑmʔm̩] andet, skolen, sammen, er der 20 ud af 209 (9 %) forekomster hvor schwa er faldet bort. Dette er i alle tilfælde mellem to ens konsonanter, fx [an sɑmʔ] anden, sammen, undtagen i et tilfælde [mɛlʔm] mellem (14g/4). Bortfald mellem kontoid og vokoid, fx *[anð kʌmð] andet, kommet, forekommer ikke og på samme måde som ovenfor vil sådan en struktur nok automatisk bliver opfattet som bisyllabisk.

Når schwa står mellem en vokoid og en sonorant, fx [ˈuðn̩ ˈtæʔð̩ ˈvɑjʔn̩] uden, taget (sb.), vejen, er det langt mere tilbøjeligt til at falde bort, nemlig i 150 ud af 363 (41 %) tilfælde. I kombinationerne [jəð wəð] falder [j w] desuden også som regel væk, fx [ˈlæːð̩ ˈtæʔð̩] lavet, taget (sb.). Tendensen til bortfald er i høj grad knyttet til bestemte ord og ordforbindelser. Således falder schwa ofte væk i nogen/nogle, nogenlunde, noget, umiddelbart (bortfald 63 ud af 80 forekomster), og i (hyppige) ordforbindelser som ved siden af (bortfald i 9 ud af 18 forekomster), hele vejen op, hele tiden (bortfald i 13 ud af 16 forekomster), mens det er bevaret i disse ord i andre sammenhænge. Det falder også ofte bort i -haven i børnehaven.


Når schwa falder bort i ordet vinduet, sker der i de fleste tilfælde samtidig en forkortelse af den foranstående vokal således at [ˈvenduʔəð] → [ˈvenduðʔ]. Dette kan ligne den stilistiske forkortelse man generelt ser i ord som [feʔð feðʔ flæʔð flæðʔ] fed, flad. Som beskrevet ovenfor findes vinduet også udtalt med distinkt [ə]. Det specielle ved dette ord er måske at det, som jeg har gjort, diakront kan fortolkes som et kompositum, vind + duet (etymologisk vindøjet), hvor schwa regelmæssigt skal assimileres eller falde bort i -duet. På den anden side kan vindue synkront behandles som et simplexord, hvor vinduet således bliver et proparoxytont ord, hvor der jf. 4.3.2 kan være en tendens til distinkt udtale schwa i anden posttoniske stavelse. Tendensen til forkortelse kan også ses i andre ord i materialet med strukturen /-Vː(ʔ)əd/, fx [gɔð nɔð] gået, nået/noget, men kun når de er ubetonede. Man ser det ikke efter en betonet stavelse, fx *[muˈsɛð ˈtræðʔ] museet, træet, men der findes et par undtagelser i dialogerne: [kavalɐˈʀiðʔ ˈkvɛðʔ] kavaleriet, kvæget. Desuden er der et par tilfælde i strukturen /-VːdəCOBS/ [ˈsʌleðs ˈsdræðʔd] således, Strædet.


Grænsen mellem assimilation og distinkt/koordineret udtale er i mange tilfælde helt diskret. Overgangen fra en lukkelyd til en syllabisk nasal sker som regel med en nasal eksplosion: Ganesejlet sænkes mens det orale lukke bevares. Forskellen mellem oral og nasal eksplosion ses tydeligt i et spektogram. I fig. 1 ses spektogrammet for ordet [ˈuʁdəpʌdn̩] urtepotten (5h/73). Den alveolære eksplosion i [də] har tydelig støj og er mere udstrakt i tid mens den nasale eksplosion i [dn̩] er meget svag og overgangen meget brat.



Figur 1: Spektrogram af urtepotten (5h/73).



I sådanne tilfælde er der ingen tvivl om at schwa er assimileret helt til nasalen. Det orale lukke holdes gennem hele artikulationen, så der er slet ikke nogen vokoid fase. Det bevirker også at nasalen stort set altid assimileres til lukkelydens artikulationssted, [ˈpɑːgŋ̩ ˈtʌbm̩] parken, toppen. Ligeledes vil eksplosionen ofte være lateral i [dl̩]: Kontakten mellem tungespids og alveolarrand bevares mens kontakten slippes langs tungens sider. På samme måde er det i andre kombinationer af obstruent og sonorant let ud fra et spektrogram at aflæse hvorvidt der er en vokalisk fase eller ej. Der er således en ret stor sikkerhed for transskriptionens rigtighed i disse strukturer. Mellem obstruent og [ð] kan der i princippet være noget usikkerhed da der er en glidende overgang mellem [əð ð̩]. Hvis den foranstående lyd er en vokoid, er der ligeledes usikkerhed dels om overgangen mellem distinkt og assimileret udtale, dels mht. hvilken lyd der bliver syllabisk (se 5.1).


4.2.1.2 Finalt schwa efter vokoid

Også efter vokoid er schwa-assimilation meget udbredt og af flere betragtet som obligatorisk, fx B&L, Basbøll (1997), mens Jensen (2001) regner assimilation for obligatorisk efter lange vokaler, men meget almindeligt efter vokoide konsonanter. Brink & al. (1991) lydskriver som hovedregel [ə] i ordets distinkte udtale, fx [ˈgæːðə ˈbæːjə ˈkɔːwə] gade, bage, koge, men assimilation som den mest almindelige udtale.

I tabel 7 har jeg optalt alle ord hvor schwa står efter en vokoid, dvs. enten vokal eller en vokoid konsonant [j w ð], og hvor det enten efterfølges af ordgrænse eller en obstruent, fx [ˈdrɑɪ ˈgæːð̩ ˈbroːos faˈsæːð̩s] dreje, gade, bruges, facades osv., inkl. de forekomster af Strædet der udtales med finalt [ð], [ˈsdræːð̩d]. Forekomster af ord med denne struktur findes i bilag 2.


Realisering af schwa efter vokoid

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

399

340

57

2


798

50

43

7

0


100

Tabel 7: Realisering af schwa efter vokoid.


Som man kan se er schwa i de fleste tilfælde enten assimileret eller faldet bort, men der er dog

59 (8 %) tilfælde hvor det er udtalt distinkt eller koordineret. Det overrasker mig lidt da jeg betragter assimilation som obligatorisk i min egen udtale. 39 af de 59 distinkte udtaler findes hos blot fire informanter, nr. 7, 14, 16 og 21, så det kan tyde på at denne udtalemulighed i nogen grad er individuelt bestemt.


Den hyppigst forekommende foranstående lyd er [ð] med 502 forekomster, hvor schwa er realiseret distinkt 39 gange. Hvor den foranstående lyd er [w j], er distinkt schwa meget sjældent. Der er ikke et eneste tilfælde af distinkt udtale efter [w] ud af de i alt 21 forekomster, men der er et par tilfælde ud af ca. hundrede forekomster i dialogerne, [ˈklebəɦæːwə] klippehave. Efter [j] er der kun et enkelt ud af 86 tilfælde, nemlig [ˈlɑjəplas] legeplads.

Af foranstående vokaler forekommer kun /i u/. Der er i alt 190 forekomster, men det er begrænset til få ord; 174 af disse er lige, sige. Af de 190 forekomster er schwa realiseret distinkt 19 gange mens det falder bort i hele 132 tilfælde. Nogle af de tilfælde hvor schwa er realiseret distinkt her, kan forklares med at schwa står mellem to forskellige vokaler, fx [ˈliːə ˈuðʔ ˈliːə ˈɒwʔɐ ˈsiːə ad] lige ud, lige over, sige at, hvor annotationen [ə] dækker over en glidning fra den ene vokalkvalitet til den anden. Hvis man ser på formanterne i spektrogrammet af [ˈliːə ˈuðʔ] lige ud (16k/52) i fig. 2, kan man se at der ikke er tale om en todelt bevægelse fra [ɪ] til en central vokal [ə], og derefter fra [ə] til [u], men en direkte overgang fra [ɪ] til [u]. Når man hører ordet lige isoleret sådan som der er segmenteret her, er der ganske rigtigt en glidning som kunne lyde i retning af [ˈliːə], men indtrykket af et distinkt schwa forsvinder fuldstændig når man hører det i sammenhængen. Det er misvisende at kalde denne type realisering af schwa for distinkt udtalt. Den er ikke distinkt adskilt fra nabolydene, men man kan snarerere kalde det assimilation til transitionen mellem de to vokaler. Der er i alt 5-10 forekomster som jeg synes man rimeligt kan forklare på denne måde9.



Figur 2: Spektrogram af lige ud (16k/52).



Ud over ovennævnte tilfælde findes de distinkte udtaler af schwa kun under disse omstændigheder:



I disse omgivelser er schwa desuden mindre tilbøjelig til at falde bort. Omvendt er der nogle omgivelser hvor der ikke er eksempler på distinkt schwa, hvor det samtidig også er mere tilbøjeligt til at falde bort, bl.a. i verber, fx prøve, sidde, hedde, sige, beskrive, dreje, og i andet led i sammensætninger ud over proprier, fx børnehave, område, langside. Disse faktorer diskuterer jeg nærmere i 4.2.1.7.


I disse strukturer, finalt schwa efter en vokoid, kan man ikke altid entydigt afgøre om schwa er assimileret eller ej ud fra en rent spektrografisk analyse. Der er ikke nogen klar overgang mellem vokoid konsonant og vokal, der er fx principielt ikke noget fuldstændigt entydigt skel mellem

[ˈliːjə ˈliːə ˈliːi ˈliːɪ ˈliː] lige. I disse strukturer kan man således forvente en vis grad af usikkerhed i vurderingen af om schwa er bevaret distinkt, koordineret, assimileret eller faldet bort. Navnlig er der ikke noget klart skel mellem assimileret og koordineret udtale efter vokaler, fx [ˈliːi ˈliːɪ] lige. Dette er en smule problematisk i forhold til at jeg betragter koordinering som en distinkt udtale, altså noget andet end assimilation. Omvendt er det måske heller ikke nødvendigt med en distinktion mellem assimilation og koordinering her i og med at schwa nærmest obligatorisk assimileres; assimilation i denne kontekst er en distinkt udtale, så at sige. Konkret er der dog ingen tilfælde i materialet som er annoteret [iːɪ uːʊ yːʏ] osv., men de findes i dialogerne, fx [ˈbuːʊn ˈliːɪ] buen, lige.


4.2.1.3 Finalt schwa efter kontoid sonorant

Den kontekst hvor realiseringen af schwa virker mest uforudsigelig, er når det står finalt, efter en kontoid sonorant, fx [ˈgrɶnə ˈgrɶnn̩ ˈsɑmə ˈsɑmm̩ ˈlilə ˈlill̩] grønne, samme, lille. Litteraturen er tavs omkring hvor ofte eller hvornår schwa assimileres i denne kontekst, andet end at assimilation er fakultativt og ganske almindeligt. I tabel 8 har jeg optalt alle forekomster hvor schwa står ordfinalt, eller foran en obstruent, i paroxytone ord, med en foranstående kontoid sonorant. Forekomster af ord med denne struktur findes i bilag 3.


Realisering af schwa

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

88

77

141

36


342

26 %

23 %

41 %

11 %


100 %

Tabel 8: Realisering af schwa efter kontoid sonorant.


Som man ser er der stor variation i hvordan schwa realiseres i denne kontekst i forhold til de to kontekster jeg allerede har behandlet. I over halvdelen af tilfældene er det realiseret distinkt eller koordineret, og de resterende tilfælde er fordelt nogenlunde ligeligt mellem assimilation og bortfald. Der er ikke nogen entydig forklaring på hvordan schwa realiseres i denne kontekst, på hvornår det realiseres hhv. distinkt, assimileret eller falder bort, men man kan se visse tendenser:



Hertil kommer en række tendenser i sammenhængende tale, som jeg behandler i afsnit 4.5. Assimilation i denne struktur ser ud til at udgøre en slags mellemform. Det kan både forekomme i kontekster hvor schwa oftest realiseres distinkt, og i kontekster hvor det oftest falder bort. I DanPASS' ordlister er schwa dog i langt de fleste tilfælde udtalt distinkt i denne struktur, fx lille sø, guldmine, ørreddamme. Desuden kan man se at i kontekster hvor der er en tendens til at schwa assimileres, er der ligeledes en tendens til at det falder bort.


Skelnenen mellem assimilation og distinkt udtale i ord med denne struktur er ganske klar når man ser på et spektrogram. Overgangen mellem kontoid og vokal er ganske entydig og let at identificere, fx i [ˈlilə ˈlill̩] lille. Der er således en høj grad af sikkerhed i identifikationen af disse kategorier. Forskellen mellem assimilation og bortfald er mindre klar, særligt da konsonantlængden kan variere en del. Det er altså vanskeligere at skelne mellem [ˈlill̩ ˈlil̩ ˈlil] lille. Dette gør i virkeligheden ikke så meget i forhold til min analyse, da det er vigtigtere at skelne mellem assimilation og distinkt udtale i denne struktur, jf. 4.2.1.7.


4.2.1.4 Finalt schwa efter obstruent

I tabel 9 har jeg optalt hvordan schwa realiseres finalt efter en obstruent. Forekomster af ord med denne struktur findes i bilag 4.


Realisering af schwa efter obstruent

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

0

101

101

23


225

0 %

45 %

45 %

10 %


100 %

Tabel 9: Realisering af schwa efter obstruent.


Som forventet er der ikke i denne kontekst nogen eksempler på at schwa er assimileret, da schwa normalt kun assimileres til en sonorant. I dialogmaterialet er der ganske få eksempler på ord hvor en lukkelyd åbnes hvorved et efterfølgende schwa undtagelsesvist assimileres, fx [ˈkiʁɣ̩ ˈleɣ̩ ˈkleβ̩] kirke, ligge, klippe. Der er også eksempler på andre syllabiske hæmmelyde i reducerede udtaler af småord, fx [az̩ vs̩ v̩] altså, hvis, vil, men ikke nogen hvor der også er et underliggende schwa. Ifølge Grønnum (2007b) kan bortfald i denne struktur gøre vokalen i foranstående stavelse bisyllabisk, fx [ˈhɔːbə ˈmæːsə] → [ˈhɔːɔb ˈmæːæs] håbe, mase. Der er dog ingen eksempler på denne annotation i materialet, men det er muligt at det er mere almindeligt i andre dialekter.


Der er flere forskellige tendenser mht. hvornår schwa hhv. bevares og falder bort:



B&L oa. sidestiller bortfald efter obstruent med assimilation efter sonoranter. Imidlertid kan man se på de faktorer der gør at schwa falder bort her, i flere tilfælde er de samme som får schwa til at falde bort efter vokoider, og til at falde bort eller assimileres efter kontoide sonoranter. Det er således ikke helt korrekt at behandle disse to ting ens.


Akustisk set er forskellen på hhv. distinkt udtale og bortfald i ord med denne struktur ganske entydig. Der er en tydelig grænnse mellem obstruent og vokoid, og forskellen kan identificeres med noget nær 100 % nøjagtighed.


4.2.1.5 Schwa foran obstruent

Der er kun 27 forekomster af paroxytone ord i materialet hvor schwa står foran en obstruent, fx

[ˈfenn̩s ˈbroːos ˈsdræːð̩d] findes, bruges, Strædet. Disse er behandlet sammen med ord hvor schwa står finalt i afsnittene ovenfor. Selvom der ikke er meget til at underbygge det, er det min fornemmelse at en efterfølgende obstruent virker bevarende på schwa, særligt hvis den foranstående lyd er en kontoid, fx [fʌˈsyʔnəs ˈsɛɾəs] forsynes, sættes. Der er dog eksempler hvor schwa falder bort, fx [ˈsʌleðs ˈsdræðʔd ˈframʔs] således, Strædet, fremmest.


4.2.1.6 Stød og vokallængde i foranstående stavelse

Der er i dansk en høj grad af sammenhæng mellem et ords opbygning og hvorvidt ordet har stød eller ej, og hvorvidt det får eller mister stød i bøjninger og afledninger. Fx har enstavelsesord med fonologisk lang vokal altid stød, fx blå, hæs, stat, ligesom paroxytone leksemer med /ə/ i åben stavelse som regel ikke har stød, påske, synge, bue.

I forbindelse med schwa-bortfald gælder det at stødforekomsten følger ordets underliggende struktur. Dvs. hvis et ord, fx [guʔl] gul, mister stød når det bøjes definit/pluralis, [ˈguːlə] gule, så genvinder det ikke stød hvis schwa falder bort i udtalen *[ˈguʔl], men [ˈguːl], dvs. den underliggende struktur er stadig /ˈguːlə/, uden stød. Dette giver noget redundans i udtalen af [ˈguːlə]: Både [ə] og det lange, stødløse [u] markerer at der er tale om definit/pluralis. Man kunne med andre ord bøje ordet gul til gule alene ved at lade stødet falde bort uden at tilføje [ə]: [guʔl guːl] gul, gule. Da [ə] på denne måde er redundant i en lang række ord, kunne man få den mistanke at der var en større tendens til bortfald eller i det mindste assimilation i sådanne ord.

Før jeg begyndte på denne analyse havde jeg en stærk formodning om at det ville forholde sig sådan. Imidlertid kan man ikke spore sådan en tendens i materialet. I lige netop adjektiver i definit/pluralis, hvor schwa ellers er redundant, er der en tendens til at schwa bevares, mens schwa hyppigt falder bort i strukturer hvor det ikke er redundant, fx verberne [bɪˈsgʀɪwʔ ˈfɒːsɛd vɛn] beskrive, fortsætte, vende – disse ord falder sammen med beskriv, fortsæt/forsæt, ven. På denne måde er realiseringen schwa i langt højere grad afhængig af ordklassen end af hvorvidt det er redundant eller ej.

I en vis forstand kan man dog sige at schwa i verber i infinitiv er redundant, i og med at verbernes modus, infinitiv, også er markeret med et modalverbum eller en infinitivmarkør, du skal fortsætte, komme til at forestille; verberne står med andre i en stilling hvor man forventer et verbum i infinitiv. Men på den anden side gælder dette også for adjektiver; de har som regel en foranstående bestemthedsartikel, de grønne gardiner, den gule firkant, så denne markør er i sig selv ikke af betydning.


4.2.1.7 Opsummering

Hvis man ser på hvilken udtale der er den hyppigste i materialet i de forskellige strukturer, så gælder det i paroxytone ord med 0 eller 1 foranstående konsonant at:



Denne udtale svarer vel at mærke også i høj grad til den udtale man finder i oplæsningerne af DanPASS' ordlister, og det kan således karakteriseres som en default-udtale. Som man kan se i de foregående afsnit, så ser det ud til at visse grammatiske og morfologiske egenskaber spiller

en rolle for hvordan schwa realiseres. Man kan se at schwa sjældent falder bort i definitte adjektiver, fx på rette vej, den lille firkant, men det falder fx ofte bort i verber, beskrive, finde, gået. Det falder sjældent bort i første led i komposita, fx lyseblå, Bakkegade, ikke-takkede, men ofte i andet led, børnehaven, Nørregade. I ord der er i fokus bevares schwa gerne, fx en gade der hedder “Kirkegade”. Ord der indgår i hyppige ordforbindelser, eller ordforbindelser der gentages flere gange i teksten, viser også større tendens til bortfald, fx ved siden af, oven over, osv.

Nogle af disse ting bekræftes til dels af Jensen (2003) og Pharao & Foget (2005). Jensen undrer sig fx over at schwa ifølge hans egen intuition lettere falder bort i danse end i femte på trods af at de har sammenlignelig fonologisk struktur. Dette er dog helt i tråd med min observation, nemlig at schwa ofte falder bort i verber i infinitiv, men bevares i attributiver. Her er der godt nok tale om ord med to foranstående konsonanter, men som det fremgår nedenfor, er det de samme kræfter der virker i disse ord. Pharao og Foget undersøger udtalen hos unge hhv. et- og tosprogede københavnere. Deres testord består primært at komposita som fx Mandevej, Damevej, osv. Her finder de kun meget få forekomster hvor schwa er assimileret eller faldet bort. De kommer med en formodning om at det skyldes at testordene står i en sammenhæng hvor de i høj grad er i fokus, hvilket heller ikke er en usandsynlig forklaring, men min analyse viser at det er en generel egenskab ved et fuge-e eller et schwa i fuge-e's position at det sjældent reduceres.

Det er ikke ligetil at måle betydningen af disse faktorer, bl.a. fordi en del eksterne faktorer også spiller en rolle, hvilket behandles i afsnit 4.5.1-4.5.3, og det ville kræve en større undersøgelse at få klarlagt disse forhold nærmere. At der en tendens i forhold til bestemte ordklasser, kan altså skyldes at medlemmerne af pågældende ordklasse oftere optræder i en bestemt prosodisk kontekst hvor tendensen til bortfald fremmes eller hæmmes, fx efterfølges verber i infinitiv ofte af ubetonede småord, forestille sig, lægge den, gået et lille stykke, der i sig selv giver en tendens til bortfald

(se afsnit 4.5.1.3), ligesom nominaler og attributiver oftere står i en kontekst hvor de er i fokus. Man kan altså diskutere om det er en egenskab ved ordklassen der giver bortfald, eller om det er den prosodiske kontekst. Omvendt er det ikke urimeligt at tænke sig at hvis et ord ofte står i en bestemt position hvor det svækkes af den prosodiske kontekst, så kan det påvirke hvordan ordet udtales i andre sammenhænge.


Hvordan man end vælger at se på det, så er der i sig selv ikke noget overraskende i den konstatering at jo mere et ord er i fokus, jo mere distinkt udtales det. Det der er interessant her, er hvilke konsekvenser det har for realiseringen af schwa. Her skal man for det første lægge mærke til at det er de samme forhold der øger eller mindsker tendensen til bortfald, uanset om nabolydene er vokoider eller kontoider; schwa falder oftere væk i verber, uanset om det står en vokal eller en obstruent, i gået såvel som fortsætte. For det andet skal man lægge mærke til at de faktorer der øger tendensen til bortfald, også øger tendensen til assimilation i ord hvor schwa står efter en kontoid sonorant; schwa assimileres eller falder bort oftere i verber, fx vende, men udtales oftere distinkt i adjektiver, fx lille. For det tredje skal man lægge mærke til at schwa falder bort i 43 % af tilfældene hvor det står efter en vokoid, og i 45 % af af tilfældene hvor det står efter en obstruent, og det assimileres eller falder bort i 49 % af forekomsterne hvor det står efter en kontoid sonorant. Disse tre fonologiske strukturer er altså omtrent lige påvirkelige i forhold til ovennævnte faktorer. De små forskelle kan skyldes at det ikke er helt samme fordeling af ordklasser i disse grupper. Af dette kan man konkludere at:



Man kan altså se at assimilation til en vokoid er en neutral udtale som er uafhængig af konteksten, mens assimilation til kontoider kræver særlige omstændigheder. De samme omstændigheder fremmer til gengæld at schwa falder bort efter vokoider. Assimilation til vokoider er altså ikke samme proces som assimilation til kontoider eller bortfald efter obstruenter sådan som det fremstilles af B&L. Assimilation i [ˈfenn̩ ˈvill̩] finde, ville, er en reduktion i sammenhængende tale, mens assimilation i [ˈbʀoːo ˈlæːʊ] bruge, lave ikke i synkron forstand er en reduceret udtale. Dette er illustreret skematisk i tabel 10.



Default udtale

Reduceret udtale

Foran sonorant, fx toppen

Schwa assimileres

Schwa falder bort

Efter vokoid, fx gade

Schwa assimileres

Schwa falder bort

Efter kontoid sonorant, fx skole

Schwa realiseres distinkt

Schwa assimileres eller falder bort

Efter obstruent, fx stykke

Schwa realiseres distinkt

Schwa falder bort

Tabel 10: Realisering af schwa i hhv. distinkt og reduceret udtale.

4.2.2 Paroxytone ord med mere end en foranstående konsonant

I dette afsnit vil jeg behandle paroxytone ord med mere end en foranstående konsonant. I denne struktur er schwa mindre tilbøjelig til assimilation og bortfald. Jeg deler analysen op i tre afsnit:


Hvis de to foranstående konsonanter er /sj/ eller /ng/, realiseres de som en enkelt konsonant [ʃ ŋ]. Ord med denne struktur medregnes ikke i 4.2.2.1 og 4.2.2.2, men behandles særskilt i 4.2.2.3.


4.2.2.1 Finalt schwa efter sonorant

I tabel 11 har jeg optalt hvordan schwa er realiseret i ord hvor det står ordfinalt eller foran en obstruent, hvor der er to eller flere foranstående konsonanter, og hvor den konsonant der står schwa nærmest, er en sonorant, dvs. ord som cykle, linje, hjørne osv. Forekomster af ord med denne struktur findes i bilag 5.


Realisering af schwa efter sonorant

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

9

13

59

25


106

8 %

12 %

56 %

24 %


100 %

Tabel 11: Realisering af schwa efter sonorant.


Som man ser er der kun få forekomster hvor schwa falder bort og endnu færre hvor det assimileres i denne struktur. De tilfælde hvor schwa falder bort, er i ordene børne- (x3), cykle, følge (x2),

gerne (x7) – ofte foran en vokal eller /h/ (se afsnit 4.5.1.2). I begge tilfælde af følge er [j] faldet bort. Eftersom [j] også kan falde bort i imperativen af dette ord [følʔ] følg, kan det betragtes som en bøjning af en form uden [j] så der således slet ikke er tale om to foranstående konsonanter. Dette kendes også fra andre ord af denne type hvor schwa kan falde bort eller assimileres som var der kun en intervokalisk konsonant, fx [sɛlʔ sɛll̩ halʔ hall̩] sælg, sælge, halv, halve.

De ord hvor schwa er assimileret, er [ˈfɑːʊ ˈgæʁn̩ ˈjɶʁn̩ ˈtʀæð̩ ˈtʀæðɪ] farve, gerne, hjørne (x2), tredje, tredje(del) (x4). I farve og tredje, hvor [j] er falder bort, er der kun én realiseret intervokalisk konsonant. Alle fire forekomster af tredjedel findes hos én informant, nr. 18. I og med at det er almindeligt at udtale tredje uden [j], [tʀæðð̩], er det usikkert om dette [ɪ] skal betragtes som assimilation til [j] eller en koordineret udtale af [ə], ligesom man fx ser det i to forekomster af

[ˈviːðɪ] hvide. Mit eget høreindtryk er et [ɪ]-farvet [ð], altså [tʀæðð̩] eller et [ð]-farvet [ɪ] om man vil. I hvert fald er der ikke tale om et prototypisk onset-[j] som er blevet syllabisk.


At schwa skulle være mindre tilbøjelig til assimilation efter to konsonanter, er antydet flere gange i litteraturen, men ingen steder er det fremstillet som så tydelig en tendens som det fremgår af mit materiale. B&L nævner at schwa mindre villigt assimileres til [j], men de eksempler de giver, er alle med to foranstående konsonanter: vilje, vælge, linje, præmie. Derudover nævnes det at assimilation er sjældnere i ord af strukturen -VC1C2ə hvor C1 er mindre sonor end C2, fx rasle, mugne, gamle, åbne, formøble, tætne, visne, men der bliver ikke nævnt noget om de tilfælde hvor C1 er mere sonor end C2, fx hjørne, vidne, kravle, hvor assimilation ligeledes er sjældent i mit materiale. Nogenlunde samme forhold kan ses i Grønnum (1982). Her fremgår det af resultaterne at informanterne (bortset fra forfatteren selv) i oplæst tale er tilbøjelige til at udtale uassimileret schwa i pukle, gafle, mugne, visne, bulne, mens de oftere har assimileret schwa i gamle, padle, kærne. Grønnum beskriver det selv som at assimilation er mere sandsynligt når den postvokaliske konsonant er en sonorant end når den er en obstruent. Jensen (2001) nævner at assimilation er almindeligt i [-ʁwə], men at det er mindre almindeligt efter halvvokal + kontoid sonorant, fx tegne, vidne, og efter to kontoide sonoranter, gamle, emne.

Det kan tyde på at der er sket en udvikling her, at assimilation efter to konsonanter tidligere var mere almindeligt. B&L nævner at “I 1955 er bevaret ə i ytringsudlyd her alt i alt nogenlunde ligeså almindeligt som ə-ass., inde i sætningen er assimilation almindeligst” (B&L, s. 208). Grønnum viser også at selvom assimilation her er sjældnere, også sjældnere end det Brink & Lund angiver, så forekommer det dog. I DanPASS er assimilation efter to konsonanter næsten helt udryddet, og det er en af de ældste informanter (nr. 9, født 1955) der står for en tredjedel af forekomsterne hvor schwa assimileres eller falder bort.


Ovennævnte forfattere kæder sandsynligheden for assimilation sammen med sonoriteten i de foranstående konsonanter. Jeg mener at man får en bedre beskrivelse af forholdet hvis man kigger på stavelsesgrænserne i stedet for sonoriteten. Grønnum (2007b) opstiller nogle principper for stavelsesdeling foran posttoniske stavelser i dansk, nemlig princippet om maximal onset, med to særregler hvis den ubetonede vokal er en ikke-fuldvokal, som fx schwa: (1) En intervokalisk konsonant er coda i den betonede stavelse, fx /leːv•ə/ [ˈleːʊ] leve vs. /laː•va/ [ˈlæːva] lava, og

(2) /g/ grupperes med en evt. foranstående konsonant, fx /eng•ə/ [ˈeŋə] Inge vs. /en•ga/ [ˈeŋga] Inga (Grønnum, 2007b, s. 49-50). Grønnum mangler at tage højde for at /v/ grupperes med et foranstående /r/, jf. /nerv•ə/ [ˈnæʁʊ] nerve vs. /miˈner•va/ [miˈnæʁva] Minerva. Hvis man følger disse principper, kan man formulere en sætning som siger at:


Schwa assimileres ikke til en konsonant i onset


Der er med ovenstående kommentarer taget i betragtning reelt kun tre tilfælde, gerne, hjørne (x2), der ikke overholder dette princip. Denne regel forklarer også hvorfor schwa næsten obligatorisk assimileres til foranstående [w] selvom der er en konsonant foran: [w] er coda i foranstående stavelse og schwa assimileres obligatorisk til [w] jf. 4.2.1.2. Hvis man inddrager tilfældene hvor schwa falder bort (børne- (x3), gerne(x7)), kan man se at bortfald og assimilation kun sker hvor /n/ kan optræde som coda uden at bryde med de fonotaktiske regler. Dette gælder også i de (sjældne) tilfælde i dialogerne hvor schwa er assimileret efter to konsonanter, fx [ˈtɑjn̩ ˈnæʁm̩sd] tegne, nærmest. Materialet er sparsomt på det område, men man kan måske beskrive det mere generelt som at stavelser fakultativt, omend sjældent, kan deles med maksimalt coda foran ikke-fuldvokaler så assimilation eller bortfald er mere sandsynligt i fx [ˈhɑwn̩ ˈsvæʁm̩ ˈpæʁl̩ ˈtɑjn̩ ˈnɑjl̩] havne, sværme, perle, tegne, negle, end fx [ˈviðnə ˈpaðlə ˈsmeðjə] vidne, padle, smedje. Heraf kan man se at det ikke er sonoriteten der er afgørende – [w ð j ʁ] er ifølge B&L omtrent lige sonore – men stavelsesdelingen der er afgørende.

Bemærk at der findes få, ordspecifikke undtagelser til denne regel. Det er ikke ualmindeligt at udtale [ˈbʌbl̩ ˈgɑml̩] boble, gamle11. Modviljen mod assimilation til en konsonant i onset understreges dog af at disse hyppigt fejlskrives, *bobbel, *gammelGammel Kongevej i København hed fx tidligere Gamle Kongevej.


4.2.2.2 Finalt schwa efter obstruent

Også når schwa står efter en obstruent er der større tendens til at schwa udtales distinkt eller koordineret hvis der er mere end en foranstående konsonant, fx akse, direkte, højde, end hvis der kun er en intervokalisk obstruent, fx stykke, oppe. I tabel 12 har jeg optalt alle ord hvor schwa står ordfinalt eller foran en obstruent, hvor den foranstående lyd er en obstruent, og hvor der er mere end en foranstående konsonant, dvs. ord som akse, kirke, mindste, selve osv.


Realisering af schwa efter obstruent

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

0

9

127

27


163

0 %

6 %

78 %

17 %


100 %

Tabel 12: Realisering af schwa efter obstruent.


Forekomster af ord med denne struktur findes i bilag 6. Som man kan se i tabel 12 er der kun 9 ud 163 (6 %) schwa der er faldet bort i denne struktur, altså væsentligt færre end i ord med kun en intervokalisk obstruent, hvor 101 ud af 225 (45 %) falder bort (tabel 9). I alle de tilfælde hvor schwa fald bort, er det enten foran en vokal i efterfølgende ord eller foran et ubetonet småord

(se 4.5.1.2 og 4.5.1.3). En stor del af forklaringen på at schwa sjældent falder bort her, skal nok findes i det er styret af nogenlunde samme omstændigheder som dem der er nævnt i 4.2.1.7. I denne gruppe ord er der simpelthen langt færre forekomster der står i en kontekst der giver bortfald. Der er fx mange definitte adjektiver, største, mindste, længste, sidste, og meget få verber, men i de få verber der er, kan schwa falde bort uden problemer, fx [ˈkald ˈnɛwnd ˈsdɑːd] kaldte, nævnte, starte.


4.2.2.3 Finalt schwa foran sonorant

Hvis der følger en sonorant efter schwa, så assimileres schwa obligatorisk til den, jf. afsnit 4.2.1.1, også når der står mere end en konsonant foran, fx [ˈsygln̩ ˈjɶʁnð̩ ˈlinjn̩] cyklen, hjørnet, linjen. Forekomster af disse ord findes i bilag 7. Der nogle undtagelser når de foranstående konsonanter er /nj/ eller /sj/ (se næste afsnit), og så er der et enkelt tilfælde hvor simpelthen er udtalt [semʔəɦɛn], hvor schwa altså er udtalt, men til gengæld er nabokonsonanterne faldet bort.

Der er ingen forekomster i materialet til at bekræfte det, men jeg fornemmer selv at ord af typen /-COBSCKONəCKON/ fakultativt kan udtales med distinkt schwa, fx [ˈrɑslən ˈtøflən] raslen, tøflen, navnlig mellem homorgane konsonanter, fx [ˈvesnən ˈsgɛːbnən] visnen, skæbnen.


4.2.2.4 Schwa efter /ng/ og /sj/

Kombinationerne /ng/ og /sj/ er specielle i denne forbindelse idet de hver især kun realiseres som en konsonantlyd, hhv. [ŋ ʃ]. Forekomster med foranstående /ng sj/ kan ses i bilag 8. Schwa efter /ng/ assimileres eller falder bort i samme omfang efter andre kontoide sonoranter (jf. 4.2.1.3). Dette understreger blot stavelsesdelingens betydning i og med at [ŋ] indiskutabelt er en coda-konsonant.

Finalt schwa efter /sj/ udtales derimod oftest distinkt, [oˈʀɑŋʃə eˈtæʔʃə] orange, etage. Selv i ord af strukturen /-Vsjən/ er der en tendens til distinkt eller koordineret udtale af schwa, fx [eˈtæʔʃɛn

paˈsæːʃən] (stue-)etagen, (teater-)passagen. Distinkt udtale ser man i øvrigt også flere gange i

[ˈlinjɪn] linjen, og det kan derfor tænkes at det har med strukturen /-Cjən/ at gøre. I de fleste tilfælde er schwa godt nok assimileret, men i 18 ud af i alt 67 tilfælde er schwa udtalt distinkt eller koordineret i disse ord. Dette er lidt overraskende i forhold til at schwa nærmest obligatorisk assimileres foran en sonorant ellers. Til sammenligning er der kun et enkelt tilfælde blandt de

223 øvrige ord hvor schwa ikke assimileres til et efterfølgende [n], nemlig [ˈgɑwʔlən] gavlen. Forklaringen på dette er noget usikker. Det sker i alle tilfælde i overgangen fra en palatal til en alveolær konsonant, men der er ikke generelt noget artikulatorisk i vejen for at udtale ovegangen fra [ʃ] til [n] uden en epentetisk vokal, fx [ˈhaʃ ˈnʌg ˈkriʃna] hash nok, Krishna. Det kan skyldes dissimilation, at man vil undgå udtaler som [eˈtæʔsn̩ ˈlinːn̩]12 etagen, linjen. Man kunne forstille sig at det samme gjorde sig gældende ved andre ord med strukturen /-Cjən/, fx bronkien, familien, gratien. I dialogerne kan man således også finde [ˈgaljən ɑwˈsdʀɑʔjən] galgen, Australien.


4.3 Schwa i proparoxytone ord

I dette afsnit vil jeg behandle ord med to posttoniske stavelser. Der er enkelte proparoxytone simplexord i dansk, fx menneske, tjeneste, hundrede, billede, og desuden er der en del ord der ender på /-əC/, der får en ekstra ubetonet stavelse i bøjninger, fx fremmede, måneden, køkkenet, aspargesen, tebirkesen. Langt de fleste forekomster af proparoxytone ord skyldes dog at der er en del tostavede morfologiske endelser på dansk: -ene, -ende, -ede, -este, -erne, -erste, -elig osv.


4.3.1 Første posttoniske stavelse i proparoxytone ord

I tabel 13 har jeg optalt hvordan schwa er realiseret når det står i første posttoniske stavelse i et proparoxytont ord. Forekomster af ord med denne struktur findes i bilag 9.


Realisering af schwa

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

27

22

21

4


74

36 %

30 %

28 %

5 %


100 %

Tabel 13: Realisering af schwa i første posttoniske stavelse i proparoxytone ord.


Umiddelbart ser der ud til at være stor variation i hvordan schwa realiseres i denne struktur, men når man ser nærmere så har den konkrete morfologiske endelse stor betydning for hvordan schwa realiseres. De tilfælde hvor det første af to posttoniske schwa udtales distinkt, forekommer det enten i endelsen definit superlativ -este, fx [ˈlɛdəsdə ˈnæʁməsdə] letteste, nærmeste, eller i endelsen -ede, fx [ˈbøljəð̩ ˈtɑgəð] bølgede, takkede. I alle andre endelser assimileres det eller falder bort. I de følgende afsnit behandler jeg de forskellige endelser en for en. Da der er relativt få forekomster i materialet, supplerer jeg med eksempler fra dialogerne.


4.3.1.1 Endelsen -este

Når schwa står i første posttoniske stavelse i adjektivers definitte superlativ -este, er der ingen forekomster hvor det falder bort. Det kan dog assimileres til en foranstående sonorant, fx

[ˈnɛmm̩sdə ˈeːn̩sdə] nemmeste, eneste. Heller ikke i dialogerne er der eksempler hvor schwa falder bort, og min fornemmelse er at det i det hele taget er usædvanligt i sproget. Udtaler som *[ˈtygsdə ˈsgɑːbsdə ˈnɛmsdə ˈpɛːnsdə ˈbløːðsdə ˈlæwʔsdə] tykkeste, skarpeste, nemmeste, pæneste, blødeste, laveste forekommer mig at være meget ualmindelige.

Denne tendens til at bevare stavelsen lader til at være knyttet direkte til morfemet snarere end den fonologiske struktur. For det første virker bortfald også ualmindeligt i indefinit superlativ -est,

fx *[ˈbløːðsd ˈpɛːnsd ˈtygsd] blødest, pænest, tykkest. For det andet forekommer bortfald mig at være ganske naturligt i sammenlignelige lydlige omgivelser i simplexord, fx [ˈtjɛːnsdə ˈmɛnsgə ˈkæʁsdə] tjeneste, menneske, kæreste (sb.)13. Det er ser altså ud til at det er en generel egenskab ved superlativendelsen at stavelsesantallet bevares, mere end det er betinget af positionen af schwa ift. ordets betonede stavelse.

Hertil skal det bemærkes at det i enkelte ord er tvivlsomt hvorvidt der overhovedet er et /ə/ i superlativendelsen. I dansk retskrivning er hovedreglen at adjektiver -est i superlativ, fx pænest, sjovest, men ord der ender på (ubetonet) -som eller -ig får -st i superlativ, fx vigtigst, langsomst. Man kan dog støde på fejlskrivninger som vigtigeste, fattigeste, morsommeste, omend de ikke er almindelige. Det gælder særligt i forbindelse med [ˈhʌjʔɪsd ˈhʌjʔsd] højest, hvor distinktionen mellem højest (adj./adv.) og højst (adv.) hos mange sprogbrugere er vaklende. Således kan højeste nok udtales uden schwa, [ˈhʌjʔsdə], men det er tvivlsomt om der overhovedet er et schwa der i sprogbrugerens bevidsthed, jf. hyppige fejlskrivninger af højst/højste for højest/højeste. Hvis man antager at der her er et underliggende /ə/ i de øvrige ord, vigtigeste, fattigeste, morsommeste osv., falder det om ikke andet nok bort i udtalen.


4.3.1.2 Endelsen -ede

Endelsen -ede forekommer 23 gange i materialet og heraf er det 10 gange annoteret med distinkt schwa, fx [ˈbeləð̩ ˈfiʁkanʔdəð̩ ˈtɑgəð] billede, firkantede, takkede. Dette er overraskende set i forhold til at schwa næsten obligatorisk assimileres til et efterfølgende [ð] i paroxytone ord

(jf. 4.2.1.1). Det står også i modsætning til Brink & al. (1991), der fx under billede bl.a. angiver udtalerne [ˈbelð̩ə ˈbelðə], hvor det altså er det sidste schwa der bevares, mens det første assimileres eller falder bort, hvilket der til gengæld ikke er eksempler på i DanPASS.

Mit eget lytteindtryk er heller ikke i alle tilfælde i overensstemmelse med transskriptionen, men jeg kan ikke helt afvise udtalen [əð̩ əð]. Denne udtale er til gengæld nok også individuelt bestemt. Informanterne nr. 14, 18 og 31 leverer hhv. to, tre og fire af de ti forekomster af distinkt schwa. Forklaringen kan være et ønske om tydeliggørelse af endelsen -ede, som er i fare for at falde sammen med endelsen -et, fx [ˈlæːwð̩ ˈsbelð̩] lavet/lavede, spillet/spillede.

I alle andre tilfælde er schwa assimileret. Der er altså ingen tilfælde hvor schwa falder bort. Hertil skal det dog siges at jeg har defineret første schwa som assimileret andet schwa som faldet bort i tilfælde hvor /ədə/ er realiseret som [ð̩], fx [ˈfiʁkanʔdð̩] firkantede, jf. 2.2.1. Det betyder at begge stavelser skal være faldet bort, eller det andet schwa skal være realiseret distinkt, før jeg betragter det første posttoniske schwa som faldet bort. Det er der få eksempler på i dialogerne, i alle tilfælde efter en vokal, fx [ˈtelgʀoʔðə ˈtelgʀoðʔ ˈtʀoð ˈuðtœðʔ] tilgroede, troede, udtørrede, selvom bortfald også her er sjældent.


4.3.1.3 Endelsen -elig

I alle syv forekomster af -elig i materialet er schwa faldet bort. Der er en enkelt forekomst af -elige, [ʌbˈʀænʔn̩liːi] oprindelige (7g/12), hvor schwa altså er assimileret. I dialogerne er der 27 forekomster af endelsen -elig/-elige, hvor schwa falder bort i alle tilfælde. Bortfald er altså langt det mest almindelige. Efter obstruent betragter jeg bortfald som obligatorisk, selv i maksimalt distinkt udtale, fx [ˈmæʁgli ˈplusli] mærkelig, pludselig, hvilket også for de fleste ords vedkommende er gennemført i Brink & al. (1991). Da schwa så hyppigt falder bort, kan man diskutere hvorvidt der overhovedet er et underliggende /ə/ i disse ord i den talendes bevidsthed. Nogle ord er dog ganske gennemsigtige afledninger fx menneskelig/menneske, selvfølgelig/selvfølge, hvor det ud fra en morfofonologisk analyse må antages at der er et /ə/, mens andre er leksemer, fx pludselig/*pludse, almindelig/*alminde, som frit kan fortolkes med underliggende /ə/ eller ej.

For mit eget vedkommende gælder det at schwa i distinkt udtale kan assimileres (men ikke realiseres distinkt) efter kort vokal + sonorant, fx [ˈkvenn̩li fʌˈfɛŋʔŋ̩li ˈtɛll̩li] kvindelig, forfængelig, tællelig, mens bortfald er nærmest obligatorisk i alle andre sammenhænge, selv efter vokoid [ˈkeðli ˈsyːli ˈriːmli] kedelig, sygelig, rimelig. I enkelte (arkaiske) ord kan det nok have en tendens til at blive udtalt distinkt, fx [ˈklɛgəli ˈtɛgəli] klækkelig, tækkelig.


4.3.1.4 Endelsen -entlig

Monologerne indeholder kun to forekomster af endelsen -entlig/-entligt/-entlige, begge i ordet egentlig, og i begge forekomster er schwa faldet bort [ˈeʔnji ˈeʔnj]. I dialogerne forekommer endelsen 41 gange hvoraf 31 er i ordet offentlig/offentlige14. Også her er tendensen at schwa falder bort. Schwa kan dog fakultativt bevares eller assimileres i tilfælde af en foranstående obstruent, fx [fɔˈɦɔʔbm̩li ˈʌfəlʏ] forhåbentlig, offentlig, men kan også falde bort i denne position, fx [ˈʌfli ˈɒʔnli] offentlig, ordentlig. Når schwa falder bort her, falder en eller flere nabokonsonanter også bort (og således undgås uhyrlige konsonantgrupper som fx [ˈʌfndli]). Hvilke konsonanter der falder bort, veksler noget. Således kan man i dialogerne bl.a. finde formerne [ˈʌfli ˈʌfni ˈʌfdi] offentlig.


4.3.1.5 Endelserne -ene, -ende

I endelserne -ene/-ende gælder det for alle forekomster i materialet at schwa falder bort efter en obstruent, fx [ˈlegnə ˈsdɑːdnə] liggende, startende, og assimileres efter en kontoid sonorant, fx

[ˈliːn̩nə ˈmɛlm̩rɔmʔm̩nə] lignende, mellemrummene. Efter en vokal kan der både forekomme assimilation og bortfald, fx [ˈnoʁgɔʔɔnə ˈsyðgɔʔnə] nordgående, sydgående. Der er ingen forekomster med foranstående vokoid konsonant.

Tendensen er den samme i dialogerne. Der er et enkelt tilfælde af assimilation efter en obstruent, nemlig [ˈhɛsdn̩ə] hestene, og et enkelt tilfælde af distinkt udtale [ˈsʌmɐɦuːsənə] sommerhusene, men bortfald er langt det mest almindelige, fx [ˈhœnʔsnə ˈsʌmɐɦuːsnə ˈgʀasnə] hønsene, sommerhusene, græssende. Derudover ser man flere bortfald efter en kontoid sonorant, fx

[ˈœʁð̩dɑmnə] ørreddammene, selvom assimilation dog stadig er det mest almindelige. Efter en vokal er bortfald det mest almindelige, fx [ˈsdɔːnə ˈsgoʔnə] stående, skoene. I dialogerne er der også eksempler med en foranstående vokoid konsonant, hvor det mest almindelige er at schwa assimileres, fx [ˈseðð̩nə ˈsɒʊnə] siddende, sovende, men også bortfald forekommer, fx [ˈsɒwnʏ] sovende, og i et enkelt tilfælde distinkt udtale [ˈsɒwənə] sovende. Der er ingen forekomster i materialet til at bekræfte det, men min fornemmelse er at schwa gerne bevares i ord med strukturen /-COBSCKONənə/, [ˈsyglənə ˈisnənə ˈvɛgslənə] cyklende, isnende, vekslende (jf. 4.2.2).


4.3.1.6 Endelsen -else

Der er kun tre forekomster af endelsen -else/-elsen/-elser i materialet, alle tre i ordet begyndelsen. I to tilfælde er [əl] faldet bort [βəˈgønʔsn̩], og i et tilfælde er schwa assimileret [beˈgønʔn̩sn̩]. I dialogerne er der 13 forekomster. Her falder schwa bort i to tilfælde, begge gange i ordet [ˈæːnsə] anelse, og der er et enkelt tilfælde hvor schwa er bevaret, nemlig [fʌˈnɛmʔəsə] fornemmelse. Som man kan se, er [l] ofte elideret. Blandt de tilfælde hvor schwa er assimileret, er der både eksempler på at det er assimileret til hhv. den foranstående og den efterfølgende lyd, fx [beˈvɛʔɛlzəs beˈvɛʔl̩səs ˈæːn̩lsə ˈæːnl̩sə] bevægelses(retningen), anelse.

4.3.1.7 Bestemt form af ord der ender på -el, -en, -ed

Der er ikke mange eksempler i materialet, men der er en del simplexord på dansk der ender på

/əl ən ər/, fx cykel, køkken, dommer. Endelsen /əd/ er lidt sjældnere, men der er et par stykker, hoved, marked. For en del ord af denne type kan man nok diskutere hvorvidt det /ə/ overhovedet skal bevares i den bestemte form, fx /køkənəd køknəd sirkələn sirklən/ køk(ke)net, cirk(e)len. I DanPASS er de fleste relevante former oftest transskriberet uden dette /ə/, fx /ˈsirklən ˈsyklən ˈronkørʔslən ˈfɛnʔgsləd ˈrɛktanʔgləd/ cirklen, cyklen, rundkørslen, fængslet, rektanglet, men der er et par stykker hvor det er bevaret /ˈbɔvhanʔələn ɔvərˈhoːvədəd/ boghandlen, overhovedet. /ə/ kunne uden problemer udelades her /ˈbɔvhanʔlən ɔvərˈhoː(v)əd/; i hvert fald er der ingen tilfælde i DanPASS hvor schwa ikke falder bort i disse ord.


4.3.2 Anden posttoniske stavelse i proparoxytone ord

Det er væsentligt enklere at beskrive realiseringen af schwa når det står i anden posttoniske stavelse i proparoxytone ord, end når det står i første posttoniske stavelse, dvs. det sidste schwa i ord som begyndelsen, brikkerne, firkantede, letteste osv. Her er der en stærk tendens til at bevare schwa. I tabel 14 har jeg optalt hvordan schwa realiseres i denne position. Forekomster af ord med schwa i denne position kan ses i bilag 10.



Realisering af schwa

Antal

Procent

Assimilation

Bortfald

Distinkt udtale

Koordineret udtale


I alt

23

29

121

16


189

12 %

15 %

64 %

8 %


100 %

Tabel 14: Realiseringen af schwa i anden posttoniske stavelse i proparoxytone ord.


Med distinkt eller koordineret udtale i hele 72 % af forekomsterne og med bortfald i kun 15 % af forekomsterne er dette af alle de strukturer jeg har undersøgt, den struktur hvor schwa oftest bevares distinkt og sjældnest falder bort. Realiseringen af schwa i denne struktur er meget regelmæssig, og man kan opstille følgende regler:


  1. Schwa udtales distinkt/koordineret når det står finalt eller foran obstruent, og efter en kontoid, fx nederste, takkernes.

  2. Schwa assimileres til en efterfølgende sonorant, fx begyndelsen, bygningen.

  3. Schwa assimileres (14 tilfælde) eller falder bort (23 tilfælde) hvis det står finalt eller foran en obstruent, og efter en vokoid, fx farvede, forskellige, rigtige, enedes.


Der er ganske få afvigelser fra disse regler. Der er seks tilfælde (ud af 151) hvor et finalt schwa er faldet bort efter en kontoid. Her er der i to tilfælde tale om haplologi: [ˈeːn̩ ˈsdɛð ˈtɑgɐnˈneðʔa] eneste sted, takkerne nedad, og i to tilfælde er det foran en vokal/ubetonet småord, allerletteste er, vinduerne er, (se 4.5.1.2 og 4.5.1.3) og desuden i [fʌˈgræʔneŋʔ ˈsdɶls] forgreningen, størrelse. I dialogerne er der desuden ganske få tilfælde hvor schwa er assimileret til en foranstående sonorant, fx [ˈbɔgsdæʔwɐn̩ ˈʀʊːnɪsdeʔnn̩] bogstaverne, runestenene. Der ingen eksempler i materialet, men enkelte ord kan nok hos nogle sprogbrugere have en etableret udtale uden schwa, fx [væʁls kæʁsd sbøːls] værelse, kæreste, spøgelse.

Mht. endelsen -ede kan man for mange taleres vedkommende diskutere hvorvidt der fonologisk er tale om /ədə/ eller blot /əd/. Flere informanter, og mange sprogbrugere i det hele taget (inkl. mig selv), skelner ikke i udtalen mellem de to former, fx [ˈtɑgð̩] takket/takkede. Desuden er stavefejl af typen firkantede/*firkantet ikke ualmindelige (men aldrig *firkantde).


4.3.3 Ord med mere end to posttoniske stavelser

Der to forekomster i materialet med mere end to posttoniske stavelser, begge i ordet oprindelige hvor schwa er assimileret [ʌbˈʀænʔn̩liːi] (se bilag 11). Ligeledes kan der forekomme tre posttoniske stavelser i definit pluralis af substantiver der ender på ubetonet /-VC(Cə)/, fx bryllup, flygtning, køkken, menneske, ydelse, der bliver til bryllupperne, flygtningene, køk(ke)nerne, menneske(r)ne, ydelserne. Her gælder formodentlig det samme som i proparoxytone ord: schwa falder bort hvis det er første posttoniske stavelse, og bevares hvis det er sidste posttoniske stavelse. Ord med fire eller flere posttoniske stavelser forekommer næppe i sproget. Fejlskrivninger som hyggeligeste, mærkeligeste forekommer, omend sjældent, og man kan konstruere et ord som menneskeligeste med fem posttoniske stavelser, men i disse realiseres næppe mere end tre af de posttoniske stavelser og sandsynligvis kun to [ˈhyglisdə ˈmæʀglisdə ˈmɛnsglisdə].


4.3.4 Opsummering

Hvis man skal prøve at sammenfatte hvordan schwa realiseres i proparoxytone ord, så kan man, bortset fra adjektivers superlativ, først og fremmest se en tendens til at antallet af stavelser reduceres. Det første posttoniske schwa er særligt truet af bortfald, og hvor det ikke falder bort, assimileres det som regel, dog gælder det i endelsen -ede at det er det andet posttoniske schwa der ofte falder bort. Som jeg også flere gange har nævnt i ovenstående, kan det diskuteres om der overhovedet er andet end ortografien som argument for at tale om to posttoniske stavelser i mange af disse ord, dvs. mange proparoxytone strukturer er på vej til at blive paroxytone.


Realiseringen af schwa i proparoxytone ord kan sættes i forbindelse med stavelsesgrænserne. I endelserne -ede , og -else står den postvokaliske konsonant entydigt i coda – [ð] findes normalt kun i coda, og en stavelse kan umuligt have [ls] i onset – og her kan et schwa assimileres til den pågældende konsonant. I endelsen -erne står /n/ entydigt i onset, og her realiseres det finale schwa altid distinkt. Så langt ligner dette den regel jeg fandt frem til i afsnit 4.2.2.1, nemlig at schwa ikke assimileres til en konsonant der står i onset. I endelserne -elig, -ene, -ende er der ikke umiddelbart nogen entydig fonologisk grund til at sætte stavelsesgrænsen enten før eller efter konsonanten. Grønnum (2007a) lader en enkelt konsonant mellem en betonet vokal og en ikke-fuldvokal gå til foranstående stavelse, men nævner ikke eksplicit at dette også skulle gælde mellem to ikke-fuldvokaler. Det kunne dog se ud til at gælde, i det mindste i [əðə] /əd•ə/ -ede. Basbøll (2005) giver derimod to principper for stavelsesdeling der er relevante i denne sammenhæng:

  1. En følgende vokal tiltrækker en konsonant mere end en foranstående vokal.

  2. En stærkere vokal tiltrækker en konsonant mere end en svagere vokal.


Det er navnlig (2) der gør at en konsonant går til en foranstående betonet vokal foran /ə/, fx

/ˈgaːd•ə/ gade. Mellem to lige svage vokaler, kan (1) derimod træde i kraft. Ud over at se på hvordan schwa realiseres, er der belæg for at den anden posttoniske vokal i -elig, -ene, -ende er stærkere end den første, hvorved (2) også træder i kraft. Ifølge Brink & al. (1991) kan anden posttoniske stavelse under særlige omstændigheder få bitryk, mens dette ikke er muligt for et posttonisk schwa. [n l]'s status som onsetkonsonant bestyrkes også ved at der ikke er eksempler på at de falder bort i materialet, mens [n l] kan falde bort hvor de entydigt er i coda, nemlig i hhv. -entlig, -else jf. 4.3.1.4 og 4.3.1.6. Hvorfor stavelsesgrænsen ikke falder foran konsonanten i /ədə/, har jeg ikke umiddelbart noget bud på, men man kan blot konstatere at sådan forholder det sig i og med at /d/ realiseres [ð]; at dette er en mindre naturlig måde at dele stavelsen på, bekræftes desuden ved at mange helt dropper det sidste /ə/. Bemærk dog at i -elig, -ene, går der en morfologisk grænse foran konsonanten jf. menneske-lig, huse-ne, men det gør der ikke i -ede. Når det posttoniske schwa ikke assimileres til [l] i mærkelig, og når andet posttoniske schwa ikke assimileres til [n] i brikkerne, så overholder de altså princippet om at schwa ikke assimileres til en lyd der står i onset.

Det gælder tilsyneladende også at det første posttoniske schwa i -elig, -ene, -ende er så svagt at foranstående konsonanter i kraft af (2) så vidt muligt går til foranstående stavelse. Således er det nok mest almindeligt, hvis ikke obligatorisk, at schwa assimileres (eller falder bort) i [ˈbɶʀʔn̩nə ubeˈtviwʔl̩li] børnene, ubetvivlelig, men sjældent i [ˈbɶʀnə ˈtviwlə] børne-, tvivle.


4.4 Schwa i prætoniske stavelser

Indtil nu har jeg kun kigget på schwa i posttoniske stavelser. Inden jeg går videre til at kigge på indflydelse fra faktorer der ligger uden for ordgrænsen, vil jeg tage et kig på schwa i prætoniske stavelser. Sproghistorisk er der stor forskel på posttonisk og prætonisk schwa. Det posttoniske schwa stammer fra de ubetonede vokaler [i a u] der i ældre nydansk (ca. år 1100-1350) faldt sammen til en lyd [ə], mens prætonisk schwa som regel findes i relativt nyindlånte fremmedord.

Der er en del ord i DanPASS der er fortolket med prætonisk /ə/, fx /eləmɛnʔt ɛvəntuˈɛlʔt genəraˈsjoːʔn entərɛˈsanʔt kavaləˈriːʔ perifəˈriːʔ rɛfəˈrɛːʔrə teləˈfoːʔn/ element, eventuelt, generation, interessant, kavaleri, periferi, referere, telefon. For alle disse ord gælder det at schwa modsvares af ortografisk e, og at der er en fuldvokal i foranstående stavelse. På disse punkter ligner det altså et typisk posttonisk schwa. Ud over dette er det ikke helt gennemskueligt hvornår et ord er fortolket med hhv. /ə/ eller fuldvokal i denne position. I DanPASS er der fx anført fuldvokal i

/dimɛnˈsjoːʔn entɛnˈsjoːʔn ɔriɛnˈteːʔrə/ dimension, intention, orientere. Valget mellem fuldvokal og ikke-fuldvokal virker for mig en smule arbitrært her. Jeg har fx ikke selv noget problem med at udtale fuldvokal i [peʁifeˈriʔ geneɑˈʃoʔn] periferi, generation, men jeg vil næppe have fuldvokal i [ʌjɛnˈteʔɐ ʌjnˈteʔɐ] orientere.

Ud fra en morfofonologisk analyse kan man konkludere at mange ord har en underliggende fuldvokal som kommer til udtryk når den betones jf. periferi/perifer, kavaleri/kavaler, generation/generisk, orientere/orient. På samme måde kan man konkludere af andre har underliggende /ə/, fx telefon, jf. /ˈteːlə/ tele(-kommunikation). Ikke desto mindre er der ingen tvivl om at vokalen i pågældende position oftest realiseres som en ikke-fuldvokal eller falder bort, men det kan gælde uanset hvilken vokal der står i den position. B&L kalder det hhv. “lokmotiv-effekten” og “frikkedelle-effekten”. “Lokmotiv-effekten” dækker over det bortfald der kan ramme den midterste af tre prætoniske stavelser, fx [logmoˈtiwʔ madmaˈtig lidʀɑˈtuʁʔ ʀæbʀɑˈʃoʔn] lokomotiv, matematik, litteratur, reparation. “Frikkedelle-effekten” gør en fuldvokal i anden prætoniske stavelse til en ikke-fuldvokal, fx [fʀægəˈdɛlə sebəˈʀæʔɐ kʀogəˈdilə] frikadelle, separere, krokodille.

Det gælder således i det hele taget at skellet mellem fuldvokal og ikke-fuldvokal i denne position er vaklende. Stavefejl som *irreterende, *reperation er almindelige, hvilket kan tyde på at en del sprogbrugere opfatter vokalen som et /ə/. Man må nok sige at nogle ord har dobbeltformer, fx

/dimɛnˈsjoːʔn dimənˈsjoːʔn/ dimension som både kan udtales med hhv. fuldvokal og assimileret schwa [dimɛnˈʃoʔn dimm̩ˈʃoʔn]. Omvendt kan en fortolkning med underliggende schwa ikke redegøre for at en sådan reduceret fuldvokal kan bevare nogle af sine egne fuldvokalkvaliteter, fx [poll̩ⁱˈtig mell̩⁰ˈdiʔ] politik, melodi, dvs. med hhv. [ɪ]- og [o]-farvet syllabisk [l̩].


Hvis man ser på hvordan schwa konkret er realiseret i disse ord i materialet, så er der i monologerne kun fem eksempler på prætonisk schwa, alle sammen i ordet grundelement(et) og alle sammen hos informant nr. 31 (se bilag 11). Her er det udtalt assimileret to gange og distinkt tre gange. En enkelt gang er det første /e/ assimileret [ˈgrɔnl̩əmɛnʔd]. Der er en del eksempler i dialogerne, hvor fx kavaleri og telefonboks er et par af landskabsgenstandene. I telefonboks er schwa realiseret distinkt i halvdelen af tilfældende og assimileret eller faldet bort i resten af tilfældende. I kavaleri er schwa oftest realiseret distinkt, hvilket både kan skyldes at det er nabo til /r/, men også at det er tredje prætoniske stavelse. Til gengæld er det andet /a/ i kavaleri langt mere tilbøjeligt til både assimilation og bortfald end /ə/ i dette ord, fx [kəwləˈʀ̞ɪʔ kavl̩ɐˈʀiʔ], ligesom det andet /o/ i både kolonihaver og krokodiller ofte realiseres som [ə], assimileres eller falder bort, fx [kʀɔɣəˈdill̩ kʀoɣˈdɪl koləˈnihæːwɐ kol̩ˈniɦæːwɐ kolˈniɦæwɐ].

Selv om der ikke er forfærdeligt mange eksempler på ord med schwa i prætonisk stavelse, så ser det ud som at schwa realiseres som om optaktsstavelserne var et ord i sig selv, dvs. nogenlunde som komposita, bortset fra at schwa her reduceres i større omfang end normalt i betonet første led i komposita. Hvis man i denne analogi betragter første stavelse i optakten som underliggende betonet, så kan man se at første posttoniske stavelse, fx i kavaleri, svækkes i højere grad end den anden posttoniske stavelse, altså ligesom man ser det i proparoxytone ord. Det gælder formentlig også at schwa næppe assimileres til en konsonant i onset, fx [føljəˈtʌŋ] føljeton. Til gengæld er der en afvigelse fra andre strukturer i og med at schwa kan assimileres til en initial lyd i efterfølgende stavelse, fx [sadl̩ˈlid kɔdl̩ˈlɛd] satellit, kotelet. Dette er dog nok mest almindeligt i /-dəl-/, sjældnere i fx *[avn̩ˈny kʌmblm̩ˈmɛnʔd] avenue, komplement. Man kan eventuelt betragte disse konsonanter som ambisyllabiske, hvilket er i overensstemmelse med at onset-konsonanten i den betonede stavelse i ord med prætoniske stavelser ofte optræder som ambisyllabisk, fx [pɑˈpiʁʔ kɒˈʀagd entɐˈrɑsə] papir, korrekt, interesse.


4.5 Schwa i sammenhængende tale

I det foregående har jeg udelukkende kigget på ordinterne faktorers betydning for hvordan schwa realiseres. I dette afsnit vil jeg kigge ud over ordgrænsen og se på de eksterne faktorer, altså omstændigheder ved sammenhængende tale og deres betydning for realiseringen af schwa. Jeg kigger først på betydningen af egenskaber ved efterfølgende ord, dernæst på prosodiske faktorer og faktorer i større sammenhæng. I eksemplerne i dette afsnit markerer jeg et schwa der udtales distinkt, med understregning “e” i ortografien mens et schwa der falder bort er markeret med gennemstregning “e”. For at bevare overskueligheden vil jeg i de følgende afsnit primært skelne imellem om en given frasemæssig kontekst bevirker eller modvirker at schwa falder bort. Det gælder også her at omstændigheder der fremmer bortfald, også fremmer assimilation til kontoide sonoranter, og at i omstændigheder hvor schwa realiseres distinkt efter kontoider, assimileres det efter vokoider og foran sonoranter, jf. 4.2.1.6.


4.5.1 Efterfølgende ords påvirkning

4.5.1.1 Assimilation hen over ordgrænser

Der er meget sjældent at schwa assimileres hen over en ordgrænse. Der er kun seks eksempler på dette i materialet: [ˈʌbi i] oppe i (3h/63), [ˈøwʔɐsde eˈtæʔʃɪ] øverste etage (21h/34), [ˈeɣʌ ˈʌb] ikke op (16h/13), [ˈlɑŋɛ ˈɛnə] lange ende (18h/48), [ˈlege en] ligge en, (14h/120) og [ˈneðʔɐsde eˈtæʔʃa] nederste etage af (9h/15). Da den initiale lyd i efterfølgende ord i alle tilfælde er en vokal, og da schwa i flere tilfælde står i ord hvor det ellers er ualmindeligt at det svækkes, fx adjektivs definit -e og i anden posttoniske stavelse, kan man med rimelighed at betragte disse som tilfælde af koordinering og ikke assimilation sådan som jeg også behandler det jf. 2.2.1. Til sammenligning er der i materialet 267 tilfælde i materialet hvor schwa står ordfinalt og den efterfølgende lyd er en vokal (uden pause imellem) hvor schwa kunne (og burde jf. B&L) assimileres til den efterfølgende vokal. Assimilation til en efterfølgende kontoid ses slet ikke. Det er altså ganske tydeligt at ordgrænsen spiller en betydelig rolle for realiseringsmulighederne for schwa.

Det er muligt at der er en større tendens til assimilation mellem to ens konsonanter selvom der er en ordgrænse imellem. Der er kun ganske få eksempler i materialet, i alle tilfælde samme måde hvor schwa assimileres eller falder bort i 5 ud af 6 tilfælde.


4.5.1.2 Bortfald foran /V/ og /hV/

Mens schwa sjældent assimileres til en efterfølgende lyd, så sker det derimod ofte at et ordfinalt schwa falder bort hvis det efterfølgende ord starter med en vokal, fx:

en 'smule 'ind til 'venstre

'lige 'over for 'Strædet

altså den skal 'ligge 'inde i den 'anden 'firkant


Lidt overraskende er denne tendens også til stede hvis det efterfølgende ord starter med /hV/, fx:


på 'højre 'side 'har du en park

'det 'vindue vi 'lige har 'lagt


Der er vel at mærke ikke tale om at /h/ falder bort, /h/ realiseres stort set altid. Selv i ord hvor man ellers ikke venter bortfald, fx efter to konsonanter eller foran en sonorant (se 4.2.1.1 og 4.2.2), er der undtagelsesvist tilfælde hvor schwa falder bort foran en vokal eller /hV/, fx:


'du vil 'gerne 'op til 'slottet

'den kan man cykle i'gennem

'så skulle man 'gerne 'have et 'fint 'hus

som 'sidder for'oven i 'det 'vindue

ved 'siden af 'døren

og 'hele 'tiden har du 'parken på 'højre hånd


Bortfald i disse posititioner kan give nogle ellers uvante stavelser, fx [sygl siðn tiðʔn] cykle, siden, tiden, men disse muliggøres af at den finale konsonant kan koble sig på den efterfølgende vokal, en slags enchaînement som man kender det i fransk, dvs. den lyd der ender som ordfinal efter schwa er faldet bort, kommer til at gruppere sig med det efterfølgende ord, [syg li ˈgɛmʔm̩ ˈgæʁ ˈnʌb te ˈslʌdð̩ ve ˈsið na ˈdɶʔɐn] cykle igennem, gerne op til slottet, ved siden af døren. Der er ingen eksempler på denne sammenkædning efter en obstruent, fx [pɔ ˈtʌb na ˈbɑg ni ˈsgɒwʔn̩] på toppen af bakken i skoven, men det er ikke fuldstændigt utænkeligt at det kan forekomme.

I tabel 15 har jeg optalt antallet af paroxytone ord hvor schwa står står ordfinalt foran en hhv. en konsonant eller en vokal eller /h/ + vokal og anført hvor ofte det falder bort. Jeg har ikke medtaget forekomster hvor schwa står foran en pause eller frasefinalt.


Realisering af ordfinalt schwa

Foran initial vokal eller /hV/

Foran initial konsonant

Bortfald

158 (54 %)

281 (38 %)

Ikke-bortfald

135 (46 %)

455 (62 %)

I alt

293

736

Tabel 15: Finalt schwa foran hhv. vokal og konsonant i efterfølgende ord.


Bortset fra her, hvor schwa efterfølges af /V/ eller /hV/, er det svært at spore nogen tendenser til at kvaliteten ved den initiale lyd i det efterfølgende ord spiller nogen rolle for realiseringen af schwa. Man kan ikke konstatere nogen stærk tendens til assimilation mellem homorgane konsonanter, som man ellers kunne forvente.


4.5.1.3 Bortfald foran ubetonede småord

Der er en tydelig tendens til at schwa falder bort hvis det står ordfinalt og det efterfølges af et ubetonet småord som af, at, den, der, det, du, en, er, et, for, fra, har, i, på, som, til, ved osv., fx:


'op af en 'gade der hedder 'Vestergade

et mu'sikhus 'lige på 'hjørnet

'det jeg kaldte det 'smalle

da jeg 'nævnte den 'lilla


Der er vel at mærke et betydeligt overlap af ubetonede småord og ord med initial vokal (jf. forrige afsnit) hvilket er med til at forstærke tendensen. Hvis disse småord er betonede, er der større tendens til at bevare schwa (se desuden 4.5.2.4), fx:


Schwa bevares Schwa falder bort

den 'største 'af dem den 'største af 'disse

'oppe 'i den 'store 'trekant 'det skal 'sidde 'oppe i 'trekanten


Det der sker her kan ligne en slags suffigering. Med hensyn til realiseringen af schwa opfører sådanne forbindelser sig i høj grad som paroxytone ord. Det efterfølgende ubetonede småord hægter sig så at sige på det foranstående ord hvorved schwa fortrænges. I mange tilfælde kan sådan en suffigering også komme til udtryk i skriften. Sammenskrivninger som *istedetfor, *ihvertfald, og i forbindelser af adverbium + præposition som skrives i ét ord, fx *opad, *udenfor, *ovenpå er ikke ualmindelige. Denne tendens gælder vel at mærke særligt foran småord. Foran ord med prætonisk stavelse, fx facade, figur, gardiner, markeringer, niveau osv., er schwa oftest bevaret, fx lille figur, grønne gardiner.


4.5.1.4 Schwa foran pause og frasegrænse

Et ordfinalt schwa falder sjældnere bort foran en pause. Mange pauser falder sammen med frasegrænsen, så man kunne mistænke at det er frasegrænsen og ikke selve pausen der trigger den distinkte udtale, men det tyder materialet imidlertid ikke på. I tabel 16 har jeg optalt hvor ofte schwa falder bort i alle ord af strukturen /-V(C)ə#/ foran hhv. pause og frasegrænse. Jeg har ikke skelnet mellem pause og fyldt pause.




Foran pause

Ikke foran pause

Sum

Foran frasegrænse

34/177 (19 %)

27/68 (40 %)

61/245 (25 %)

Ikke foran frasegrænse

11/154 (7 %)

417/871 (48 %)

428/1025 (42 %)

Sum

45/331 (14 %)

434/939 (46 %)

489/1270 (39 %)

Tabel 16: Realiseringen af schwa foran pause og frasegrænse, bortfald/total.


Som man kan se, er der en stærk tendens til at schwa ikke falder bort foran en pause. Hvis schwa ikke står foran pause, har frasegrænsen også en effekt men ikke så stærk som pausen. At en pause virker sådan, kan bl.a. skyldes at en pause nødvendigvis betyder fraværet af nogle af de faktorer der kan få schwa til at falde bort, såsom en efterfølgende vokal eller et ubetonet småord.

Det kan se mærkeligt ud at schwa oftere bevares foran pause hvis det ikke er frasegrænse end hvis det også er en frasegrænse, når nu begge faktorer ser ud til at modvirke svækkelse. Jeg har heller ikke umiddelbart nogen forklaring på dette. En pause inde i frasen, navnlig en fyldt pause, kan betyde at informanten har brug for tid til at overveje resten af frasen. Det kan fx være vanskeligt at skelne mellem tøven og distinkt udtale af schwa, om taleren fx siger det 'ene øh + 'vindue vs. det 'ene + 'vindue.


4.5.2 Prosodiske faktorer

4.5.2.1 Tryk, emfase og tryktab

Jeg har i analysen ikke skelnet mellem om et ord er realiseret/annoteret som betonede eller ej, men kun forholdt mig til hvilken stavelse der underliggende var betonet. Da ord der taber tryk, ofte udtales mindre distinkt, og da realiseringen af schwa alt andet lige er en slags tab af distinkthed, kunne man mistænke at der var større tendens til assimilation og bortfald i ubetonede ord. Ved en ren optælling er der da også sådan en tendens. De fleste ord i materielet er betonede, men der er 208 ord i materialet der ikke indeholder en trykmarkering, og heraf er schwa faldet bort i 113 (54 %) tilfælde, assimileret i 64 (31 %) tilfælde og bevaret i 31 (15 %) tilfælde. Dvs. schwa svækkes i højere grad i ubetonede ord en i betonede.

Det er måske ikke helt rimeligt at sammenligne direkte på denne måde, da listen over ubetonede ord er mere følsom over for forekomsten af ord med notorisk høj grad af bortfald som ofte optræder ubetonede, såsom ikke, noget, nogen/nogle. Men selv hvis man nøjes med at kigge på ord af strukturen /-V(C)ə#/, hvor variationen i realiseringen af schwa er størst, er tendensen til reduktion i ubetonede ord stadig en smule større end i betonede.

Få ord optræder både betonede og ubetonede, og tilstrækkeligt ofte til at man kan sammenligne realiseringen af schwa. I tabel 17 har jeg optalt hvordan schwa er realiseret i ordene lille, lægge, sige, stykke, sætte, vende, opdelt efter om ordet optræder betonet eller ubetonet.




Distinkt/koordineret

Assimilation

Bortfald

lille (betonet)

lille (ubetonet)

41

6

4

0

3

1

lægge (betonet)

lægge (ubetonet)

4

2

-

-

1

2

sige (betonet)

sige (ubetonet)

3

1

7

3

12

16

stykke (betonet)

stykke (ubetonet)

5

0

-

-

7

5

sætte (betonet)

sætte (ubetonet)

5

0

-

-

1

5

vende (betonet)

vende (ubetonet)

2

2

3

0

1

2

Tabel 17: Realiseringen af schwa i hhv. betonede og ubetonede ord.

Selvom der for der for de fleste ords vedkommende ser ud til at være en tendens til bortfald i ubetonede ord, så er der også ord hvor det ikke ser ud til at have den store betydning, fx i lille hvor schwa bevares uanset om det er betonet eller ubetonet. Til gengæld kan man jf. 4.2.1.7 se at schwa i andet led i komposita, hvor det netop taber tryk, ofte reduceres, dvs. schwa bevares i grønne, men falder bort i lysegrønne. Man kan argumentere for at dette skyldes tryktabet, men det kan også blot være en måde at markere komposita på.


Der er primært to omstændighder hvor en betonet stavelse kan tabe tryk i en frasemæssig kontekst, nemlig i nærheden af et ord med kontrasttryk eller emfase (her angivet med symbolet “˳), fx den 'røde 'firkant vs. ''denne ˳røde 4firkant ,og ved enhedstryk, fx ˳dreje til 'højre, ˳passe 'på. Emfase og kontrasttryk er ikke særskilt markeret i DanPASS, men kan identificeres ved at omgivende ord taber hovedtryk. Som regel bevares schwa i ord med kontrasttryk eller emfase, fx:


til 'venstre for den ''røde ˳firkant

en 'gade der hedder 'Kirke'gade


Dette overtrumfer tendensen til at schwa skulle falde bort foran vokal i efterfølgende stavelse og foran ubetonede småord , fx:


hvis vi 'nu 'tager den 'største af 'disse

hvis du ˳tager den ''største af ˳dem


Til gengæld betyder emfase eller kontrasttryk i et ord at schwa i de omkringstående ord i frasen svækkes, fx:


en 'lille 'smule

en 'lille ˳smule ''over


til 'venstre for den ''røde ˳firkant

og til 'venstre for ''denne ˳røde firkant


Hvis ord mister tryk fordi det står i en enhedsforbindelse, reduceres schwa også oftest, fx:


dreje 'ned

komme for'bi

passe 'på


Det skal bemærkes at sådanne tryktab i forbindelse med enhedstryk primært sker i verber, hvor tendensen til svækkelse i forvejen er høj, også når de ikke står i enhedsforbindelser. Der er ikke tilstrækkeligt mange forekomster af ubetonede verber til at man med sikkerhed kan sige at tendensen til bortfald er større end i betonede verber. Fx har tryktab ingen betydning i en lille 'brik vs. en 'lille 'brik – her realiseres schwa distinkt uanset om ordet er betonet eller ej.

4.5.2.2 Bortfald i ord i optakt

Det er ikke ualmindeligt at fraser indledes med en større eller mindre gruppe af ubetonede ord før den første betonede stavelse i frasen. Et schwa der står i sådan et optaktsord, falder ofte bort, fx:

når man er et 'rundt

allerede fra be'gyndelsen

det kan du sætte til 'venstre for 'døren



Der er 66 forekomster i materialet hvor schwa står i en position før den første betonede stavelse i frasen. Heraf er 8 efter en kontoid og foran en sonorant, fx kommet, rykket, skubbet hvor bortfald er usandsynligt. I de resterende 58 forekomster falder schwa bort i 42 tilfælde (72 %). Dette er naturligvis en undergruppe af ubetonede ord (se forrige afsnit), og det kan være svært at adskille disse faktorer.


4.5.2.3 Reduktionsharmoni

Når to naboord begge indeholder schwa, sker det ofte at schwa enten falder bort i begge ord, eller at det er udtalt distinkt eller assimileret i begge ord. Man kan kalde det en slags reduktionsharmoni: Hvis schwa falder bort i et ord, evt. styret af nogle af de faktorer jeg har nævnt i de foregående afsnit, er der stor sandsynlighed for at det også falder bort i et naboord, og hvis det er udtalt distinkt, er der stor sandsynlighed for at det også er bevaret i naboordet. Der er eksempler på dette overalt i materialet, fx:


Schwa falder bort:

og jeg skal 'lige 'sige med 'begge de 'her gar'diner

altså den skal 'ligge 'inde i den 'anden 'firkant

på den 'ene 'side 'ligger der sådan et 'parkområde

et 'lille 'stykke 'oppe

'to 'aflange 'hvide 'firkanter

'hele 'vejen 'op for'bi 'parken

og den 'letteste 'måde siden du 'ikke 'kender 'vejen 'rundt

'det var 'børnehaven

som 'nu 'gerne 'skulle være 'færdigt

i 'Østergade og 'Vestergade

der 'ligger en 'børnehave en 'skole et 'alderdomshjem


Schwa udtales distinkt:

den re'sterende 'brik som er en 'lille 'potteplante

som skal 'hænge 'oppe i 'toppen

om 'ikke du skulle 'være ved 'fritidshjemmet

'så'ledes at den 'ene 'side 'ligger 'op ad den 'hvide 'firkant

og 'anbringer på 'samme 'måde som det 'første 'vindue

den 'nemmeste 'måde 'op til 'slottet


Som man kan se i flere af eksemplerne, kan denne reduktionsharmoni virke imod de tendenser jeg i øvrigt har beskrevet i det foregående. Således ser man bortfald i kontekster hvor man normalt ikke ser bortfald, fx [ˈbɶʁnɦæwn] børnehaven – bortfald er sjældent både efter hhv. to konsonanter og foran en sonorant. Og harmonien virker ligeledes i kontekster hvor man normalt ikke ser distinkt udtale, fx [ˈsɑmə ˈmɔːðə] samme måde – to ord hvor distinkt udtale ellers er sjældent, og man ser schwa bevaret foran vokaler og ubetonede småord, fx [ˈeɣə du ˈʌbə i] 'ikke du, 'oppe i, ligesom ikke og skulle normalt udtales uden schwa, hhv. [eg sgu] og ikke [ˈeɣə ˈsgulə]. Det er vanskeligt alene ud fra mit materiale at finde frem til hvad der styrer denne reduktionsharmoni. En faktor er at de to ord forekommer i samme prosodiske frase og kan være styret af nogle overordnede parametre som man kan tænke sig gælder for hele frasen, eller i hvert fald lokalt i den del af frasen ordene forekommer i. Det kan være sådan noget som talestil, taletempo osv. I fraser hvor taleren tænker sig om, kan alle stavelser udtales distinkt for at vinde mere tid. Omvendt kan fraser der har ringe informationsværdi, sidebemærkninger, parentetiske sætninger osv., svækkes. Fx kan man se to fraser lige efter hinanden (9h/20-23):


en 'lille 'smule

en 'lille 'smule 'over 'midten af af 'døren


Her ser man at begge schwa i en lille smule bevares i den første frase hvor taleren måske ikke har formuleret sætningen færdig inde i hovedet, men lige efter, hvor det er overflødig information, eller hvor taleren hurtigt skal videre til det han egentlig ville sige, falder begge schwa bort. Således kan man også se hele fraser hvor alle reducerbare schwa (og mere til) falder bort, fx:


og på 'højre 'side 'har du 'hele 'tiden 'parken her i 'byen

'nogenlunde på 'størrelse med 'det 'vindue vi 'lige har 'lagt

'så skulle man 'gerne 'have et 'fint 'hus med et 'træ ved 'siden 'af


4.5.2.4 Trykgruppeharmoni

Nogle tilfælde af denne reduktionsharmoni kan skyldes noget der ligner en stræben efter en nogenlunde konstant talerytme. Dette giver dog ikke altid reduktionsharmoni, men kan også have den modsatte virkning, afhængigt af de frasemæssige omgivelser. Se fx på de to eksempler:


og køre et 'lille 'stykke 'op ad Dronning 'Dagmars Al'lé

et 'lille 'stykke 'nede ad 'Østergade


Her kan man se i de passager der er fremhævet med fed skrift, at taleren opnår en rytme med skiftevis en betonet og en ubetonet stavelse. Det opnår taleren ved at bevare schwa i lille stykke, men lade det falde bort i nede. Man kan sige at taleren stræber efter at holde trykgrupperne ensartede, dvs. der skal være et passende antal posttoniske stavelser, ikke for mange og ikke for få. Dette ses også i flere af eksemplerne i det ovenstående. Med muligheden for hhv. både at bevare schwa og lade det falde bort, får man netop et redskab til at justere på trykgruppernes længde. Dvs. hvis schwa står i en trykgruppe der er længere end de omgivende trykgrupper, er der alt andet taget i betragtning et øget pres hen imod at det skal falde bort, og hvis det står i en trykgruppe der er kortere end de omgivende (eller ville blive det hvis schwa faldt bort), lettes dette pres. Se fx:


'således at den 'største 'del af gar'dinerne er 'opad


I denne frase er der et schwa der bevares og et der falder bort. Man får således nogle trykgrupper af hhv. 4, 2, 3, 4 og 2 stavelsers længde. Var der byttet rundt på hvilket schwa der var bevaret og faldet bort, ville trykgrupperne have en længde på hhv. 5, 1, 3, 4 og 2 stavelser, hvilket giver en større spredning. Det samme ser man i:


'det skal 'sidde 'oppe i 'trekanten


Ved her at bevare schwa i sidde og lade det falde bort i oppe, får man harmoniske trykgrupper af hhv. 2, 2, 2 og 3 stavelser, i stedet for 2, 1, 3 og 3 stavelser hvis man byttede om på de to. Således kan man finde mange eksempler på at mere eller mindre uventede bortfald eller ikke-bortfald skaber nogle harmoniske trykgrupper:


0 posttoniske stavelser: og 'lægger dem 'begge 'to 'op 'mod 'firkantens...

1 posttonisk stavelse: der 'ligger 'slottet 'lige 'over'for

2 posttoniske stavelser: 'nedad i 'sydgående 'retning mod en 'blå 'trekant

3 posttoniske stavelser: 'her går man i 'nordgående 'retning mod en 'gul 'firkant


Det kunne være interessant at undersøge disse to fænomener, reduktionsharmoni og trykgruppeharmoni, nærmere. Det kan meget let tænkes at påvirke tab af syllabicitet i andre vokaler end schwa, fx [sə ˈsdɒʔ duj ˈnɔð dɐ ɦeðɐ ˈnɶʁɐgæːð̩] så står du i noget der hedder Nørregade hvor [ɪ] taber syllabicitet. Den slags er der ligeledes mange eksempler på i DanPASS. Mht. trykgruppeharmoni kan det tænkes at bitryk spiller en rolle, og det er i denne omgang uafklaret om det er vigtigst at tilstræbe en global harmoni eller lokal harmoni – er det frasens gennemsnitlige trykgruppelængde der er vigtig, eller er det kun nabotrykgruppernes længde der påvirker? Det ville dog kunne fylde en hel opgave i sig selv at gå i detaljer med det. I denne omgang vil jeg nøjes med at konstatere at det er relativt let at finde fraser der udviser denne adfærd, hvilket indikerer at det ikke er uden betydning.


4.5.3 Ny vs. gammel information

Der er en tendens til at når en ting nævnes første gang, så udtales den mere tydeligt, men efterhånden som den nævnes flere gange, udtales det mindre distinkt. Der er ikke så mange klare eksempler i monologerne, men der er tydelige tilfælde hvor noget introduceres og således udtales ekstra distinkt, fx:

og der 'har du 'så en 'gade der hedder 'Kirke'gade


Bemærk at Kirkegade her er udtalt med både dobbelttryk og distinkt schwa. Omvendt kan man se i at schwa falder bort i mindre betydelig information, fx:


og det skal selv'følgelig vende på den 'lodrette led


Bemærk ordet selvfølgelig og at schwa falder bort i lodrette, et ord hvor bortfald ellers er sjældent. I dialogerne, hvor der i højere grad tales om de samme ting flere gange, er der talrige eksempler på at udtalen svækkes efterhånden som tingene er blevet nævnt nogle gange. Mht. til realiseringen af schwa betyder det at det ofte går fra en distinkt udtale til assimileret for til sidst at falde bort efterhånden som ordet er blevet nævnt nogle gange. Følgende eksempel er fra dialogerne, informant nr. 1, kort nr. 3, hvor ordet kirkegården nævnes en del gange:


Kirkegården nævnes første gang, schwa udtales distinkt i kirke- (t=46):

[ˈkiʁgəgɒʔn̩] 'der skal man så 'rundt om 'kirkegården

Kirkegården nævnes anden gang et øjeblik efter, schwa assimileres til [ɣ] i kirke- (t=50):

[ˈkiʁɣ̩gɒʔn̩] 'ok'ay altså den 'kirkegården 'ligger


Kirkegården nævnes tredje gang, schwa assimileres til [ɣ] i kirke- (t=56):

[ˈkiʁɣ̩gɒʔn̩] 'kirkegården 'ligger 'to 'takker 'mod 'vest


Kirkegården nævnes fjerde gang, schwa falder bort i kirke- (t=64):

[ˈkiʁggɒʔn̩] og 'en 'tak mod 'syd fra 'kirkegården


Kirkegården nævnes femte gang, schwa falder bort både i kirke- og -gården(t=102):

[ˈkiʁggɒʔn] 'efter 'kirkegården


De efterfølgende gange hvor kirkegården nævnes i dialogen, er begge schwa faldet bort. Som man kan se, udtales ordet mindre og mindre distinkt jo flere gange det nævnes. Når det er kommet ned på laveste distinkthedsniveau, så bliver det dernede. Det er er overordentligt let at finde eksempler på denne tendens til at svække udtalen i gammel information. De følgende eksempler er fra dialogerne hvor informanten udtaler ordet distinkt første gang det nævnes (ny information), og mindre distinkt få sekunder efter:


Ny information Gammel information

flodleje [ˈfloðlɑːɪ] [ˈflolɑj]

guldminen [ˈgulmiːn̩] [ˈgulmiːn]

klippehave [ˈklebəɦæːvə] [ˈklebəɦæw]

runestenene [ˈʀuːnəsdeʔn̩nə] [ˈʀuːnəsdeʔnnə]

telefonboks [teləˈfoʔnbʌgs] [telˈfoʔnbʌgs]

ørreddammene [ˈɶʁð̩dɑmənə] [ˈɶʁð̩dɑm̩nə]


Bemærk også at det særligt er schwa der svækkes i disse udtaler (omend ikke udelukkende), mens de andre segmenter er mere modstandsdygtige over for svækkelse. På denne baggrund kan man argumentere for at reduktion af schwa ikke bare er en sløset udtale, men at der faktisk er en signalværdi i det. Man kunne umiddelbart tro at man åbner maksimal forståelighed ved at have maksimal distinkthed i udtalen, men som man kan se her, siger bortfald og assimilation af schwa noget om hvad taleren vil have lytteren til at fokusere på. Man kunne således formode at distinkt udtalt schwa de forkerte steder ville give forvirrende signaler til modtageren. Det er fx ikke ligegyldigt i den pågældende talesituation om der er tale om at man skal passere en ny kirkegård eller om det er den man allerede har passeret.


4.5.4 Opsummering

I dette afsnit har jeg analyseret en række forhold i sammenhængende tale og deres betydning for realiseringen af schwa. Her kan man se at ordets informationsmæssige værdi spiller en rolle. Schwa udtales distinkt i ny information og i ord i fokus, men svækkes i gammel information og i ord der er uden for fokus. Dernæst kan man se nogle tendenser i talerytmen. Jo flere tryksvage stavelser i omgivelserne, jo mere tilbøjelig er schwa til at falde bort, fx falder det ofte bort foran ubetonede småord, i optaktsstavelser osv. Man ser en tendens til at holde trykgrupperne ensartede, hvilket både kan medvirke til at bevare schwa såvel som svække det.

Disse faktorer skal lægges til de interne faktorer som er beskrevet i 4.2.1.7., hvilket giver et noget uoverskueligt billede da de forskellige interne og eksterne faktorer kan trække i forskellige retninger. Igen ville det være et kolossalt arbejde at udrede de forskellige faktorer indbyrdes styrkeforhold. Overordnet gælder det dog ligesom i 4.2.1.7 for paroxytone ord med 0 eller 1 foranstående konsonant at:


I frasemæssige kontekster hvor schwa udtales mere distinkt,


I frasemæssige kontekster hvor schwa udtales mindre distinkt,


Når schwa falder bort i strukturer hvor det normalt ikke falder bort, fx efter to konsonanter, eller bevares hvor det ellers normalt falder bort, fx det første posttoniske schwa i proparoxytone ord, så skyldes det normalt også samme omstændigheder. Dvs. de omstændigheder der øger eller svækker tendensen til bortfald, virker på samme måde i alle fonologiske strukturer, alt efter hvor meget pågældende struktur end lader sig påvirke.


5. Diskussion

I det følgende vil jeg diskutere nogle forskellige overordnede emner i forbindelse med realiseringen af schwa, og nogle af de emner der ligger uden for denne undersøgelses hovedformål, men ikke desto mindre fortjener noget opmærksomhed.


5.1 Hvilken nabolyd bliver syllabisk?

Selvom schwa ikke assimileres over en efterfølgende stavelsesgrænse, er der alligevel en gruppe ord hvor schwa står mellem to sonoranter der ifølge sonoritetsprincippet kan konkurrere om syllabiciteten. Det er derfor interessant at se på hvilken lyd der er annoteret som syllabisk i de tilfælde hvor schwa er assimileret i disse ord. I paroxytone ord, såsom gaden, skolen, gælder det både i monologerne og dialogerne i langt de fleste tilfælde, uanset sonoriteten i de omkringstående lyde, at det er den efterfølgende lyd der er annoteret som syllabisk, altså [ˈgæːðn̩ ˈɒwn̩] frem for, som det burde være ifølge sonoritetsprincippet, [ˈgæːð̩n ˈɒwʊn] gaden, oven. Kun når schwa assimileres efter en vokal (og oftest foran en kontoid sonorant) skifter det mellem at blive assimileret til hhv. den foranstående og efterfølgende lyd, fx [ˈvenduʔð̩ ˈvenduʔuð ˈnoːn̩ ˈnoːon ˈsøʔn̩ ˈsøʔøn ˈsdiʔn̩ ˈsdiʔin] vinduet, nogen, søen, stien. Hvis den foranstående lyd ikke er en vokal, er det den efterfølgende lyd der er annoteret syllabisk. I materialet er der en enkelt undtagelse, nemlig [ˈgɑwʔl̩n] gavlen (31h/43), og i dialogerne er jeg stødt på et enkelt eksempel [ˈuːð̩n] uden.

I proparoxytone ord gælder det for endelserne -elig, -ende, -ene, at schwa oftest er assimileret til den foranstående lyd, dvs. [ˈmɛlm̩ʀɔmʔm̩nə ʌbˈʀænʔn̩liːi] frem for [ˈmɛlm̩ʀɔmʔn̩ə ʌbˈʀænʔl̩iːi] mellemrummene, oprindelige. Der er dog i dialogerne fire forekomster af [dɑmn̩nə] mod otte

[dɑmm̩nə dɑm̩nə] (ørred)dammene. I -else, -ede, er schwa derimod assimileret til den efterfølgende lyd [bəˈboʔl̩sə ˈfɑjltæʔl̩sɪ] beboelse, fejltagelse, med to undtagelser [ˈæːn̩lsə beˈvɛʔɛlzəsʀɑdneŋʔŋ̩] anelse, bevægelsesretningen. Samlet for paroxytone og proparoxytone ord gælder det altså, uanset sonoritet, at schwa helst assimileres til en efterfølgende homosyllabisk sonorant, dernæst til en foranstående heterosyllabisk sonorant, men kun sjældent til en konsonant i onset (i samme såvel som efterfølgende stavelse).



Figur 3: Spektrogram af forneden (17h/30).



Transskriptionen i DanPASS er primært baseret på transkriptørernes høreindtryk, og det er rimeligt at forholde sig skeptisk over for hvordan man overhovedet kan afgøre om det er det ene eller andet segment der er syllabisk. Jeg har ikke lavet en systematisk akustisk analyse, men jeg har løbende kigget en del på spektrogrammerne, og der er nogle iøjnefaldende tendenser. I praksis viser det sig dog, hvis man laver en tonegangsanalyse, at der er overensstemmelse mellem tonegangen og det segment der er annoteret som syllabisk. I neutral udtale af et ord vil tonen typisk stige fra den betonede til den posttoniske stavelse. I fig. 3 ovenfor er der et spektrogram med pitch-analyse (120-220 Hz) af en distinkt udtale af [fʌˈneːðn̩] forneden (17h/30) omgivet af pauser. Her ser man at tonen topper på nasalen, hvilket indikerer at den bærer den posttoniske stavelse.

Det er naturligvis ikke alle forekomster der viser så tydelig en tonegang at man kan afgøre det på denne måde, men at tonegangen udviser denne opførsel, er ganske typisk. Modsat kan man se i spektrogrammet af [ˈuːð̩n] uden (dialog 1, kort 3, t = 275) i fig. 4 at tonen topper på [ð] som også er annoteret som syllabisk.



Figur 4: Spektrogram af uden.


I ord med stød kan stødet også bruges til at indikere stavelsesgrænse. Således kan man se i spektrogrammet af [søʔøn] søen i fig. 5 at der er en tydelig vokalisk fase efter stødfasen (som er markeret med en stiblet linje), og derfor assimilation til vokalen.



Figur 5: Spektrogram af søen (17k/48).


Omvendt i spektrogrammet af [sdaˈʃoʔnn̩] stationen i fig. 6 er der kun en nasal efter stødfasen, og således må nasalen bære stavelsen. Denne metode kan dog kun bruges hvis stødet er tilstrækkelig kraftigt artikuleret, hvilket det langt fra er i alle tilfælde.



Figur 6: Spektrogram af stationen (9k/1).


En anden metode til at bestemme hvilket segment der bliver syllabisk, som benyttes af Schachtenhaufen (2004), er at tage et ord som fx buen og redigere nasalen væk og høre om det resterende mest lyder som første stavelse af bugne [ˈbuː] eller som [ˈbuːu] bue. Hvis det lyder som

[ˈbuː], er det en indikation af at nasalen bærer stavelsen, mens et indtryk af [ˈbuːu] indikerer at nasalen ikke bærer en stavelse. Der er dog flere problemer ved denne fremgangsmåde. For det første er der mange strukturer hvor der ikke findes et reelt sammenligningsgrundlag, fx i et ord som [ˈgæːðən] gaden, hvor stavelsen [ˈgæːð] isoleret er ukendt på dansk. Stødløs lang vokal + [ð] findes ikke i enstavelsesord, og kan derfor mistænkes for i sig selv at være cue til syllabicitet; [ˈgæːð] er, som det ses i materialet, en gængs udtale af gade. Det kan med andre ord være vanskeligt at afgøre om lytteren opfatter [ˈgæːð] som bisyllabisk fordi det akustisk er bisyllabisk, eller fordi det underliggende er bisyllabisk. Et andet problem ved denne fremgangsmåde er at selvom man redigerer den nasale fase væk i fx fig. 3, så er der stadig, som man kan se, en stigning i tonen i [ð] som er ganske hørbar og som kan give indtryk af syllabicitet.



Figur 7: Spektrogram af gade der (33k/98)




En tonegangsanalyse viser også ofte en sammenhæng med hvornår et ord er annoteret som mono- eller bisyllabisk. Ofte hvor schwa er faldet bort, stiger tonen i det efterfølgende ord. I spektrogrammet af [ˈgæːð dɐ] gade der (33k/98) i fig. 7 ovenfor stiger tonen på det efterfølgende der, som således opfører sig som første posttoniske stavelse, hvilket indikerer at schwa må være faldet bort i gade.


5.2 Schwa i ubetonede småord

B&L, Brink & al (1991) oa. betragter vokalen i en del småord som schwa når ordene udtales tryksvagt, fx [də ən ə əd fə jə kə sgə və] det, en, er, et, for, kan, skal, vil osv. B&L skelner ikke mellem [ə] i disse ord fra det fonologiske /ə/, hvilket betyder at [ə] i disse ord også ligger under for reglerne for schwa-assimilation, hvilket de også flere gange bruger til at illustrere sonoritetsprincippet fx [ˈsʌ ʌ du ˈsøðʔ] så er du sød, [ˈde ˈka j̩ ˈeg] det kan jeg ikke. Det er muligt at det forholder sig sådan i den norm B&L undersøger, men i mit materiale er der kun sjældent spor af dette fænomen. Ikke bare assimileres disse vokaler sjældent til en nabolyd, men det er langt fra almindeligt at vokalen i denne type ord overhovedet svækkes til [ə]. Disse vokaler har ganske rigtigt en stor variation, og de koordineres betragteligt med omgivelserne, men det kan ikke sammenlignes med schwa-assimilation.

Et ord som fx ubetonet er udtales ifølge DanPASS' udtaleordbog oftest [a æ æʁ] uanset nabolyde, dog falder det ofte bort efter en vokal, fx [dupɔ dedn̩ˈlɑŋŋ̩ dɑd] du er på, det er den lange, der er et. I en del ord er det ikke ualmindeligt at der er et schwa-assimilationslignende fænomen, men kun inden for ordets grænser, fx [dn̩ n̩ sm̩ bm̩ ɪ] den, en, som, dem, jeg. Der er få tilfælde hvor sådan en vokal er assimileret til en nabovokal, men disse findes primært hos bestemte informanter, fx er der i dialogerne nogle forekomster af [duu ɾuu ɹuu] du er, men de findes primært hos en enkelt informant, nr. 23 (mand, født 1942). Derimod har jeg ikke fundet nogen eksempler på at sådan en vokal er assimileret til en nabokonsonant, og min fornemmelse er at det hører til sjældenhederne i en moderne, storkøbenhavnsk udtalenorm, fx *[ˈdɛn n̩ ˈfiʔn ˈmað ð̩ ˈgʌd] den er fin, mad er godt.


5.3 Schwa-assimilation og forståelighed

Man kan diskutere hvorvidt schwa-assimilation går ud over forståeligheden i sproget. Således mistænker Bleses & Basbøll (2004), Bleses & al. (2002) schwa-assimilation som en medvirkende årsag til sprogvanskeligheder hos børn, og Grønnum (2003b) giver det som en af grundene til at dansk er svært at forstå for dem der ikke har det som modersmål. En ting er at der ikke er to tydelige sonoritetstoppe i et ord hvor schwa er assimileret, fx [ˈkʌmm̩] komme, vs. et hvor det ikke er assimileret [ˈkʌmə], hvorved det er sværere at identificere antallet af stavelser. Til gengæld har vi i dansk stødforekomsten som ledetråd. Stødforekomsten følger vel at mærke altid ordets underliggende struktur, uanset hvordan schwa er realiseret. I og med at der på dansk er stor sammenhæng mellem stødforekomst og faktorer som stavelseantal (oxytone vs. paroxytone ord), morfologi, vokallængde og schwa, kan vi tit identificere det underliggende antal stavelser i et ord hvor schwa er faldet bort (jf. 4.2.1.6).

Schwa-assimilation gør således nok stavelsen til en mere abstrakt størrelse end på andre sprog. Jeg kan let se vanskelighederne for udlændingen der skal lære dansk. Denne skal både lære at identificere stød og schwa-assimilation; to fænomener som højst sandsynligt er ganske ukendte i vedkommendes modersmål. Dette gøres ikke lettere af at de færreste danskere er i stand til at formidle reglerne for disse to fænomener. Derimod er det ikke indlysende for mig at det skulle være vanskeligere for et dansk barn at identificere [ˈgæːð̩] som gade end for et svensk barn at identificere [ˈgɑːta] som gata. Tværtimod giver schwa-assimilation et stærkt signal om ordgrænser og stavelsesmæssigt tilhørsforhold. Udtalen [ˈkøgŋ̩uʁʔ] frem for [ˈkøgənuʁʔ] køkkenur signalerer at der er tale om køkken + ur og ikke køkke + nur. Udlændingen der hos en tobakshandler bad om

[ˈti ˈvi ˈkiŋs] 20 Kings og fik 10 Viking (Grønnum, 2005a) mangler ikke bare runding på /yː/'et, men fejler også i at signalere ordenes afgrænsning ordentligt, [ˈtiʊ ˈkiŋs] ville formodentlig have givet et bedre resultat.


5.4 [ʁ]-påvirket schwa

Det er bredt accepteret at schwa realiseres som [ɐ]15 i strukturerne /rə rər ər/, selv i sammenhænge der ellers ikke behandler schwa-assimilation, fx Molbæk (1990). Dette er også rigtigt i de fleste tilfælde, men i en del strukturer opfører schwa sig her som i andre strukturer hvor det ikke er nabo til /r/. Det er fx ganske almindeligt at det koordineres omend i mindre grad end ikke-[ʁ]-påvirket schwa. /ər/ realiseres således ofte [ə], fx [ˈøsdəgæːð̩] Østergade. Et [ʁ]-påvirket schwa kan også regelmæssigt falde bort. Det gælder især i /ərə/ der ofte realiseres [ɐ] selv i distinkt udtale, fx

[ˈɦɛlɐ ˈhɶjɐ ˈklʌsdɐð ˈklʌsdʀɐð ˈlɛŋɐ] hellere, højere, klosteret, længere osv., ligesom det kan falde bort foran vokaler i efterfølgende ord, fx [kʌm ˈɒwʔɐ kʌm ˈuðʔ] kommer over, kommer ud. I sjældne tilfælde kan [ɐ] assimileres til en sonorant som var det et schwa, fx [ˈkʌmm̩] kommer. Ligesom ikke-[ʁ]-påvirket schwa kan det veksle hvilken nabolyd der bliver syllabisk når /rə/ står foran en sonorant, fx [ˈdɶʔɐn ˈdɶʀʔɐn ˈdɶʁʔn̩ ˈvæɐð ˈvæʁð̩] døren, været.

På mange måder er realiseringen af [ʁ]-påvirket schwa altså ikke så invariabel som det tit bliver fremstillet. I lyset af min analyse kan man diskutere hvorvidt [ʁ]-påvirket schwa skal behandles anderledes en [ð]- [w]- og [j]-påvirket schwa i præskriptive sammenhænge, fx i udtaleordbøger. Umiddelbart er det fra et fagligt synspunkt svært at se hvordan man kan forsvare konsekvent at lade schwa assimilere til [ʁ] men aldrig til [ð w j] eller til en efterfølgende sonorant for den sags skyld, sådan som det fx er praksis i fx Politikens Nudansk Ordbog og Den Danske Ordbog.


5.5. Analysens konsekvenser for sonoritetsprincippet

Som nævnt i indledningen siger sonoritetsprincippet dels at schwa assimileres til den mest sonore nabolyd, uanset semantiske grænser, dels at jo mere sonore omgivelser, des større sandsynlighed for assimilation. B&L er meget rigide i deres formulering af sonoritetsprincippet:


Hvilken af nabolydene der bliver stavelsesdannende, er ganske uafhængigt af semantiske grænser, kun sonoriteten afgør det: 'FenE 'i;da > 'Feni 'i;da 'finde Ida' (aldrig – når der ikke er pause mellem ordene – *'Fen! 'i;da eller blot den mindste længde på n: *'Fen; 'i;da, hvilket kun kan betyde '(fiske-)finnen Ida' eller 'finde en Ida')” (B&L, s. 192)


Reglen om at schwa assimileres til den mest sonore nabo, virker i sproget med en forbløffende automatik.” (B&L, s. 204)


Dette skal ses i forhold til den metode B&L benytter, som primært består af deres eget høreindtryk:


Begge forfattere har hver for sig aflyttet samtlige optagelser for derved at etablere en intersubjektiv kontrol. Vort høreindtryk er for enkelte optagelsers vedkommende konfereret med andre fonetikeres; der har været smuk overensstemmelse mellem de forskellige auditive indtryk.” (B&L, s. 32)


Da jeg arbejde på DanPASS-projektet havde vi en lignende fremgangsmåde: To trænede transskriptører lyttede til og lydskrev monologerne hver for sig hvorefter man mødtes, sammenlignede resultaterne og forsøgte at blive enige. De ting man ikke kunne blive enige om, blev konfereret med en tredje fonetiker. Man kom imidlertid på intet tidspunkt i løbet af den tid hvor jeg arbejdede på projektet, til et punkt hvor det var nemt at opnå 'smuk overensstemmelse mellem de forskellige auditive indtryk'. Tværtimod viser al erfaring at det er overordentlig vanskeligt at opnå intersubjektiv enighed hvis lydskriften er tilstrækkelig fintfølende og objektiv. Den enkelte lytters egne normer eller sproglige intuition spiller en afgørende rolle. Kvaliteten af transskriptionerne i DanPASS hænger i høj grad sammen med at spektrografisk analyse har været let tilgængeligt og dermed et brugbart, objektivt værktøj til at løse uoverensstemmelser.


Hvis man kigger på den del af sonoritetsprincippet som siger at schwa assimileres til den mest sonore nabolyd, så er der intet spor af det princip i materialet. Analysen viser at der er ganske klare regler for hvilken lyd schwa kan assimileres til, som intet har med sonoriteten at gøre: Hvis der følger en homosyllabisk sonorant efter, assimileres schwa oftest til denne, uanset sonoriteten; hvis schwa står stavelsesfinalt, kan det derimod kun assimileres til en foranstående sonorant, og kun hvis den er heterosyllabisk. Det giver det stik modsatte resultat af det B&L finder, altid [ˈfenn̩ ˈiːda], aldrig *[ˈfeni ˈiːda] finde Ida.

Der er heller ikke meget i materialet der kan underbygge påstanden om at jo mere sonore omgivelser, jo større sandsynlighed for assimilation. Det er kun i paroxytone ord hvor schwa står stavelsesfinalt, at sonoriteten i den foranstående lyd kan siges at spille en rolle. Her kan man imidlertid ikke meningsfyldt opstille en glidende sonoritetsrækkefølge, sådan som Brink & Lund gør, og sige at sandsynligheden for schwa-assimilation stiger som man bevæger sig op ad denne skala. I praksis er der kun to punkter på denne sonoritetsskala: vokoider og kontoider; schwa assimileres obligatorisk efter vokoider, men fakultativt efter kontoider.

Som jeg redegør for i 4.2.1.7 og 4.5.4, er assimilation efter hhv. vokoider og kontoider to forskellige ting: i isoleret udtale er assimilation obligatorisk efter vokoider, mens assimilation efter kontoider kun sker i sammenhængende tale, hvor det gælder at de faktorer der fremmer assimilation efter kontoider, fremmer bortfald efter vokoider. På samme måde skal bortfald efter obstruenter ikke ses som pendant til assimilation efter vokoider, sådan som B&L fremstiller det:


Det, vi ser for vor øjne, er altså ikke en E-ass., men en synkope af E, men at der bag denne ligger nogenlunde de samme årsager som bag E-ass., tvivler vi ikke på” (B&L, s. 196)


Denne sammenblanding af principperne er så oplagt forkert, selv i forhold til B&L's egne præmisser, at man kan undres over at det overhovedet er fremsagt. Hvis tendensen til assimilation skulle være afhængig af graden af sonoritet, og hvis bortfald efter obstruenter var styret af samme årsager som assimilation, burde schwa meget sjældent falde bort efter obstruenter da disse rangerer lavest på sonoritetsskalaen (det kan dog tænkes at bortfald sker sjældnere i B&L's materiale).

Min analyse viser at bortfald sker i samme omfang og forårsages af samme faktorer uanset om den foranstående lyd er kontoid eller vokoid. B&L erkender godt nok at schwa-bortfald efter sonoranter kan forekomme i reduceret udtale, men at dette er noget ganske andet end schwa-assimilation:


“Både længderne og de stavelseskonstituerende tonespring kan reduceres totalt [...] Reduktionerne har intet specielt med ə-ass. at gøre.” (B&L s. 203)


Min analyse viser i modsætning til dette at bortfald i de fleste strukturer er sammenlignelig assimilation til en foranstående kontoid sonorant, ligesom bortfald i nogle strukturer er helt almindeligt selv i distinkt udtale, navnlig i endelserne -elig, -entlig, og det finale schwa i -ede.


Dermed er ikke sagt at sonoritetsprincippet ikke har været gældende på det tidspunkt og i den norm B&L behandler, omend jeg stiller mig tvivlende over for dets undtagelsesløshed. B&L beskriver at ældre talere generelt er mindre bevidste end yngre talere om at de udtaler ord med schwa-assimilation. Det er ganske sandsynligt at schwa-assimilation i de forløbne år er undergået en distingveringsproces: den ældre generations svækkede udtale bliver den yngre generations distinkte udtale. Fra at være noget der sker ad hoc i sammenhængende tale, mere eller mindre uden om talerens bevidsthed, er schwa-assimilation blevet en integreret del af det fonologiske system som opererer på et mere lokalt plan, dvs. inden for stavelsen eller ordet. Det har den fordel at de lydlige byggeklodser er nogenlunde ensartede i forskellige kontekster, at fx /ən/ realiseres som [n̩] uanset om det er i gaden eller katten.


6. Konklusion

I denne undersøgelse har jeg fundet frem til at realiseringen af schwa i spontan dansk tale i høj grad følger nogle bestemte regler. Hvis man tager udgangspunkt i hvordan schwa er realiseret i det der kan karakteriseres som distinkt udtale i materialet, så gælder det i prioriteret rækkefølge at:


  1. Schwa assimileres obligatorisk til en efterfølgende homosyllabisk sonorant, fx [ˈanð̩ melʔm̩] andet, mellem.

  2. Schwa assimileres obligatorisk til en foranstående heterosyllabisk vokoid, fx [ˈliːi ˈneːð̩] lige, nede.

  3. Schwa assimileres obligatorisk til en foranstående heterosyllabisk sonorant hvis det står i første posttoniske stavelse i et proparoxytont ord, mellem to sonoranter, fx [ˈliːn̩nə ʌbˈʀænʔn̩li] lignende, oprindelig.

  4. Schwa bevares distinkt efter kontoider, fx [ˈfenə ˈʌbə] finde, oppe.


Disse regler gælder i alle fonologiske strukturer, uanset antallet af stavelser, antal foranstående konsonanter osv. Reglerne tager højde for et overordnet princip som siger:



Selvfølgelig er disse regler ikke fuldstændigt undtagelsesløse i spontan tale; i særlig emfatisk udtale er schwa ikke nødvendigvis assimileret hos alle talere, fx [ˈgɑwʔlən ˈtʀæːʔəð] gavlen, træet, og i sjældne tilfælde er der byttet rundt på prioriteringen af (1) og (2), fx [ˈsøʔn̩ ˈsøʔøn] søen, ligesom der er enkelte tilfælde hvor schwa assimileres til en lyd i onset, fx [ˈgæʁn̩ ˈhɛsdn̩ə] gerne, hestene, men disse regler er dækkende for en meget stor andel af materialet.

Jeg har undersøgt en del faktorer inden for ordets grænser, såsom morfologi, vokallængde og stødforhold, og faktorer uden for ordets grænser, såsom egenskaber ved det efterfølgende ord og egenskaber ved den prosodiske frase ordet indgår i. Her viser det sig at schwa er tilbøjeligt til at falde bort i nogle bestemte sammenhænge, uanset ordets fonologiske struktur i øvrigt. Fx falder schwa oftere bort i verber i infinitiv, men sjældnere i definitte adjektiver; det bevares i første led i komposita, men falder bort i andet led; det falder bort i lange trykgrupper, men bevares i korte; det bevares i ny information, men falder bort i gammel information osv. Her gælder det desuden at i de omgivelser hvor schwa er tilbøjeligt til at falde bort, er det også tilbøjeligt til at assimileres til en foranstående kontoid sonorant, fx [ˈvɛnə ˈvɛnn̩] vende, hvor det ellers som udgangspunkt udtales distinkt, jf. (4) ovenfor. Schwa er nogenlunde lige tilbøjelig til at falde bort under disse omstændigheder, uanset de lydlige omgivelser, dvs. det falder omtrent lige ofte bort efter vokoider som efter obstruenter. Dog er der nogle omstændigheder hvor schwa sjældent eller aldrig falder bort, nemlig mellem kontoid og sonorant, fx [ˈmedn̩ ˈanð̩] midten, andet, og efter en homosyllabisk konsonant, fx [ˈlinjə ˈtɑgɐnə] linje, takkerne, ligesom det i særlig høj grad falder bort posttonisk i endelserne -elig, -ene, -ende, fx [ˈɛnli ˈhuːsnə ˈlegnə] endelig, husene, liggende.

Disse principper adskiller sig radikalt fra den traditionelle beskrivelse af schwa-assimilation, som den fx er beskrevet af Brink & Lund (1975), som siger at siger at tendensen til schwa-assimilation udelukkende eller primært er afhængig af graden af sonoriteten i de omgivende lyde. Min analyse viser at realiseringen af schwa er afhængig af mange forskellige faktorer, hvoraf sonoriteten har meget begrænset betydning.


På baggrund af disse konklusioner ville det være oplagt at kortlægge nærmere hvilke faktorer der øger eller mindsker tendensen til schwa-reduktion, og disse faktorers indbyrdes styrkeforhold. Mit arbejde med dette har været vanskeliggjort af at jeg i stedet for at forholde mig til distinkt vs. reduceret udtale, har forholdt mig til kategorierne distinkt schwa, assimilation og bortfald. Som min analyse viser, skal assimilation i denne sammenhæng i nogle strukturer, navnlig assimilation til vokoider, betragtes som distinkt udtale, mens det i andre strukturer, navnlig assimilation til foranstående kontoider, skal betragtes som en reduceret udtale på linje med bortfald. Til gengæld er det netop i kraft af at jeg har opdelt på denne måde, distinkt schwa, assimilation og bortfald, at jeg har været i stand til at vise hvordan man til en fremtidig undersøgelse af disse forhold bør skelne mellem distinkt og reduceret udtale af schwa.

Jeg føler afgjort at disse aspekter af realiseringen af schwa ville være både interessant og relevant at undersøge nærmere. Schwa-reduktion er et helt særligt kendetegn ved dansk og fortjener at blive beskrevet nærmere. Det praktiske arbejde med fx talesyntese viser, jf. Jensen (2001) såvel som mine egne erfaringer, at manglende viden om schwa-assimilation giver problemer i forhold til at opnå ordentlig kvalitet i produktet. På samme måde kan man kun spekulere i hvilken betydning denne viden kan have for dem der vil lære dansk, såvel som dem der skal undervise i det.



Litteratur

Andersen, P. (1967) “Dansk fonetik,” i P. Andersen & L. Hjelmslev Fonetik. København: Rosenkilde og Bagger.

Basbøll, H. (1997) “On Danish Schwa,” in P.M. Bertinetto, L. Gaeta, G. Jetchev & D. Michaels (eds.) Certanem Fonologicum III. Torino: Rosenberg & Sellier.

Basbøll, H. (2005) The Phonology of Danish. Oxford: Oxford University Press.

Bleses, D. & Basbøll, H. (2004): “The Danish sound structure - Implications for language acquisition in normal and hearing impaired populations,” in E. Schmidt, U. Mikkelsens, I. Post, J. B. Simonsen & K. Fruensgaard (Eds.) Brain, Hearing and Learning. 20th Danavox Symposium 2003: 165-190.

Bleses, D., Basbøll, H., Madsen, T.O. & Thomsen, P. (2002): “Kløjs danske børn i sproget? Fokus på danske børns tilegnelse af leksikon,” Studier i Nordisk, Selskab for Nordisk Filologis Årsberetning 2000-2001: 69-81.

Brink, L. & J. Lund (1974) Udtaleforskelle i Danmark. København: Gjellerup.

Brink, L. & J. Lund (1975) Dansk Rigsmål - Lydudviklingen siden 1840 med særligt henblik på sociolekterne i København. København: Gyldendal.

Brink, L., J. Lund, S. Heger og J. Normann Jørgensen (1991) Den Store Danske Udtaleordbog. København: Munksgaard.

Clark, J. & C. Yallop (1995) An Introduction to Phonetics and Phonology 2nd ed. Oxford: Blackwell.

Engstrand, O. (2004) Fonetikens grunder. Lund: Studentlitteratur.

Grønnum, N. (1982) “Selected Problems in the Tonal Manifestation of Words Containing Assimilated or Elided Schwa,” Aripuc: 16.

Grønnum, N. (1992) The Groundworks of Danish Intonation. An Introduction. København: Museum Tusculanum Press.

Grønnum, N. (1999) “Syllables at multible levels of representation in Danish,” i Journées d'Études Linguistiques, Nantes, 25-27 mars, 24-29.

Grønnum, N. (2003a) “Dansk intonation,” i Veje til dansk – forskning i sprog og sprogtilegnelse (A. Holmen, E. Glahn og H. Ruus, udg.), Akademisk Forlag, 2003, 15-38.

Grønnum, N. (2003b) “Why are the Danes so hard to understand?” in Henrik Galberg Jacobsen [et al.] Take Danish - for instance. Linguistic studies in honour of Hans Basbøll presented on the occasion of his 60th birthday 12 July 2003, s. 119-130. Odense: University Press of Southern Denmark.

Grønnum, N. (2005a) Fonetik og Fonologi – Almen og Dansk. København: Akademisk Forlag.

Grønnum, N. (2005b) “DanPASS – 'Danish Phonetically Annotated Spontaneous Speech',” In Proceedings of FONETIK 2005.

Grønnum, N. (2007a) DanPASS - Danish Phonetically Annotated Spontaneous Speech. Hentet marts, 2007 fra: http://www.cphling.dk/pers/ng/danpass_webpage/danpass.htm

Grønnum, N. (2007b) Rødgrød med fløde. København: Akademisk Forlag.

Grønnum, N & H. Basbøll (2001) “Consonant Length, Stød and Morae in Standard Danish,” Phonetica: 58.

Hansen, Aa. (1962) Den lydlige udvikling i dansk – Fra ca. 1300 til nutiden – 1. Vokalismen. København: G E C Gads Forlag.

Hansen, Aa. (1971) Den lydlige udvikling i dansk – Fra ca. 1300 til nutiden – 2. Konsonantismen. København: G E C Gads Forlag.

Heger, S. (1975) Tale og Tegn. København: Gjellerup.

Heger, S. (2007) Sprog & Lyd – Elementær dansk fonetik. København: Akademisk Forlag.

Jensen, C. (2001) “Schwa-assimilation in Danish Synthetic Speech,” Proceedings of Eurospeech 2001. Aalborg: 341-44.

Jespersen, O. (1906) Modersmålets fonetik. København: Gyldendal.

Levin, P. (1974) Dansk fonetik. København: Nyt Nordisk Forlag.

Mogensen, J.E. (1994) Tysk Fonetik. København: Munksgaard.

Molbæk Hansen, P. (1990) Dansk Udtale. København: Gyldendal.

Pharao, N. & G. Foget Hansen (2005) “Prosodiske træk i et- og tosprogede unges københavnsk,” Danske Talesprog: 6. København: C.A. Reitzels Forlag.

Schachtenhaufen, R. (2004) Perceptionsundersøgelse af syllabicitet i forbindelse med schwa-assimilation – med særligt henblik på sonoritetsrækkefølgen. Overbygningsopgave, Københavns Universitet.

Skautrup, P. (1944) Det danske sprogs historie. København: Gyldendal.

Togeby, O. (2003) Fungerer denne sætning? København: Gad.

1Jeg benytter en halvfin IPA-nær lydskrift som svarer til den der benyttes i DanPASS (Grønnum, 2007a).

2Hentet løbende fra http://www.praat.org.

3Der er i alt 54 monologer i korpusset. Jeg har valgt ikke at inkludere informanterne nr. 11 og 13 da det er mit indtryk at de adskiller sig aldersmæssigt og dialektalt fra de øvrige informanter på en måde der har betydning for hvordan schwa realiseres hos disse informanter.

4En fyldt pause kan indeholde ord som øh, hm osv.

5I andre lydskriftkonventioner, såsom Dania og ældre udgaver af Nina Grønnums Fonetik og Fonologi, bliver disse lydskrevet som syllabiske konsonanter, fx [j̩ w̩].

6Bemærk at [ɪ] ikke skal behandles som assimileret til [j] i fx [ˈlinjɪ] linje. Der er ingen eksempler på assimilation i dette ord materialet, men i så fald ville det blive annoteret [ˈlinɪ], jf. at assimilation i gerne annoteres [ˈgæʁn̩] og ikke *[ˈgæʁnn̩]; se Grønnum (1982).

7Ordet bruges er fortolket /bru:gəs/ i DanPASS, men /g/ falder bort i udtalen. Fortolkningen med /g/ skyldes udelukkende morfofonologisk analyse, jf. brugt. Der er ingen andre eksempler i materialet på /-VəCOBS/ i materialet.

8Den dobbelte trykmarkering er sat af mig; emfase er ikke markeret i DanPASS.

9Jeg har nævnt disse tilfælde over for DanPASS' ansvarlige, Nina Grønnum, som i flere tilfælde, men ikke alle, var enig med mig. Annotationen på denne baggrund efterfølgende blevet ændret flere steder i DanPASS.

10Informant nr. 31 skiller sig ud ved at have flere forekomster hvor schwa er udtalt distinkt i verber, fx [ˈdanə ˈviːlə ˈliːnə ˈvɛnə] danne, hvile, ligne, vende.

11Jf. Brink & al. (1991). Jeg vil normalt ikke selv udtale gamle med assimileret schwa.

12Man kan dårligt høre [j] i linjen hvis man ikke slipper det alveolære lukke fra det foranstående [n].

13Kæreste er diakront et adjektiv i superlativ, men kan synkront betragtes som et simplexord.

14“Offentlig vandresti” er en af landskabsgenstandene på kortene i dialogerne.

15I nogle lydskriftkonventioner, fx Dania, bruges det tegn der svarer til [ʌ], dvs. der skelnes ikke mellem de to vokaler i fx hopper. Et selvstændigt symbol er en fordel, da [ʁ]-påvirket schwa i højere grad koordineres med omgivelserne end fuldvokalen [ʌ] gør.

73