Kategorier
Diverse

Fortalelser i radioavisen

DR P3 sendte nytårsaftens dag en kavalkade over fejl og fortalelser i radioavisen i løbet af 2009. Kavalkaden kan høres her (3 timer og 19 minutter inde i programmet). Jeg har forsøgt at skrive nogle af fortalelserne ned:

  • Mange højtlønnede vil nemlig benytte muligheden for at udskide … udskyde deres løn fra december til januar.
  • Den store ministerplan kan dog blive udskidt … -skudt til senere på året.
  • Nordkorea afbrød i dag al militær kommunikation med Sydkorea og advarede samtidig med at det vil føre til krig hvis omverdnen forsøger at afbryde en planlagt missilafføring … -fyring.
  • Og tyvene begår ikke rov– overraskende efter dyre ting som faldsk– … fladskærme …
  • … finde de personer der placerer bumserne … bomberne
  • … hente penge i renoveringens renoveringspulje.
  • VU-formanden mener at Dansk Folkeparti er populistisk med en politik som handler om tre ting: At kunne lide gamle dyr … gamle OG dyr og ikke at kunne lide indvandrere.
  • Skrot regrering- … regrei- … strop … jeg starter lige helt forfra med den. Skrot registreringsafgiften, hedder det.
  • … DSB first lejer fire togsæt ud til DSB hver dag midt i myldrebanetiden
  • Angrebet blev udført af tilhængere af ha- he- isb- asli– … Den må jeg lige tage om igen … hes- bi- di- … Hezbi Islami …
  • Hvad kan vandmelon øh vandkanonen?
  • … ingen ringere end racekøreren Tom Kristensen …
  • … et brystforstyrrende indgreb koster 3.180.000 bonuspoint.
  • Transportminister Lars Berfed … Barfod vil nu lede en del af den tunge trafik uden om hovedstaden.
  • Nogen sol men også formiddag … nogen sol i dag, men her til formiddag også regn …

Sådanne fejl, kan indimellem være tankevækkende. Det kan være vanskeligt at afgøre den egentlig årsag til fejlene, så man skal passe på med overfortolkninger, men det kan være sjovt at gætte lidt på hvad der går galt.  I en del tilfælde er der formodentlig tale om fejllæsning eller stavefejl i manuskriptet.

I mange tilfælde er der tale om anticipationer, altså at produktionen af et ord påvirkes fonologisk eller morfologisk af ord længere fremme i ytringen, eller det modsatte, perseverationer, hvor ordet påvirkes af foranstående ord. Anticipation og perseveration sker konstant på det fonetiske niveau, hvor nabolyde koartikuleres eller assimileres – udtalen af en lyd påvirker og påvirkes af nabolydene, fx når /n/ bliver til [m] i koppen [kʰʌb̥m̩] eller hindbær [hemb̥æɐ̯].