Kommentarer til: Fonæstemer

Af: Skye Løfvander

Skye Løfvander — Tue, 01 Feb 2011 11:48:59 +0000

@Ruben: “Da jeg startede med at læse lingvistik var noget af det første fik at vide at der ikke er nogen sammenhæng mellem et ords udtryk og dets betydning.”

Hvis nu man betragter nogle af de elementære begreber, man som fonetik-studerende indvies i:
frikativ, plosiv, klusil, nasal, sibilant, spirant,…
synes jeg, det er lidt påfaldende, at benævnelserne faktisk har en udpræget sammenhæng mellem udtryk og mening: det hvislende s, det eksplosive p, det nasale n, det klæbende/klistrende kl,…
Jeg synes ikke, man nødvendigvis skal kaldes aristoteliker eller lignende, fordi man antager, at en vigtig baggrund for sprogets tilblivelse er de helt primære associationer mellem oplevelsesfeltet (naturens riger og elementer) og de individuelle og sociale skabelsesrum: mundhule og sprog.
Udtrykket – det ‘ekspreme’ aspekt – handler i høj grad om bevægelse som knytter sig til disse helt elementære, fællesmenneskelige erfaringer – forældede og primitive eller ej, og der synes at være visse tendenser. Som tidligere sagt: Hvis det skal forstås som videnskab, må det være af den poetiske slags, men det kan også være en styrke.

Af: Ruben Schachtenhaufen

Ruben Schachtenhaufen — Sun, 06 Jun 2010 18:39:24 +0000

Tak for det, Anders.

Af: Anders K. Madsen

Anders K. Madsen — Sat, 05 Jun 2010 16:29:57 +0000

Mht. kognitiv realitet, så kom jeg ind på netop det emne (ud fra et konceptuelt perspektiv) i en opgave, som jeg skrev om netop ‘Sound Symbolism’ for et par år siden. Derudover er der selvfølgelig masser af gode referencer i litteraturlisten.
PDF: http://bit.ly/9pJ7Fm

Af: Skye Løfvander

Skye Løfvander — Fri, 26 Mar 2010 21:09:42 +0000

Jeg har forelagt Knud Brant Nielsen spørgsmålene. Han var glad for at modtage dem, fandt dem spændende og inspirerende, men der kommer ikke skriftligt svar her i denne omgang. Jeg mener nu også, at alle, der har lidt tålmodighed, kan finde gode bud på svar på samtlige de spørgsmål – og flere endnu – i ekspremologi-sidens tekstfiler:
http://www.detspringendepunkt.net/Entre/staa
Knud ser frem til at møde alle ekspremologi-nysgerrige til Stemmens Dag, 11. april i Rundetaarn, http://www.stemmensdag.dk

Af: Ruben Schachtenhaufen

Ruben Schachtenhaufen — Fri, 26 Mar 2010 08:17:02 +0000

Nogle spørgsmål som fonæstetikere bør forholde sig til:

* Har fonæstemer en kognitiv realitet?
* Er fonæstemer mere virksomme i nogle ord en andre, og hvilke?
* Er nogle lyde og lydkombinationer mere fonæstetiske end andre, hvilke og hvorfor?
* Hvilke koncepter kan fonæstemer udtrykke?
* Er den konkrete lydsekvens væsentlig, eller er det snarere det overordnede lydbillede der er afgørende? (er der en fonæstetisk sammenhæng mellem fx fæl/ækel?)

Jeg har ikke umiddelbart er klart svar. Måske tager jeg spørgsmålene op i et senere indlæg.

Af: Skye Løfvander

Skye Løfvander — Wed, 24 Mar 2010 08:20:01 +0000

Må jeg i så fald henvise til:
http://www.detspringendepunkt.net/Entre/trolden-adi-og-larven
God fornøjelse!

Af: Ruben Schachtenhaufen

Ruben Schachtenhaufen — Wed, 24 Mar 2010 07:49:01 +0000

Grunden til at jeg ikke nævner noget om i/o-ikoniciteten er ganske enkelt at jeg havde planlagt et særskilt indlæg om det :)

Af: Skye Løfvander

Skye Løfvander — Wed, 24 Mar 2010 03:19:11 +0000

Der er en meget vigtig forklaring jeg ikke synes der her åbnes nær nok for:
Helt elementært præges en i-lyd i højere grad af de høje formanter end eksempelvis en o-lyd og lige så grundlæggende vil resonansen søge hen til de tilsvarende korte hulrum (høj frekvens ~ kort bølgelængde; lav frekvens ~ stor bølgelængde).
Det er altså helt naturligt, når man kan observere, at det synes universelt at have forkærlighed for i-lyde om det der er småt og o-lyde om det der er rundt/ dybt/ mørkt. Selv blandt akustikere, som er nogle værre algoritme-ryttere, ser man sig nødsaget til at inddrage ordvalg som “i skaber retning; [ɑ] skaber rum” – de skal jo forholde sig til, hvordan sangernes vokallyde folder sig ud i de rum, som de formgiver akustisk.
Jeg har som gæstelærer arbejdet med kor på højt professionelt niveau, hvis medlemmer aldrig havde tænkt over, at man skaber klang med hele kroppen. En elementær øvelse som at intonere hhv. O, [ɑ] og I mens man mærker kroppens resonans med hænder på isse og bryst (til en begyndelse) blev for dem noget af en revolution. Prøv selv! Dette gælder naturligvis mere udpræget for sang end tale, men hvad kommer først, høne eller æg – gok eller pip?
De lovmæssigheder Knud beskriver handler også – måske i højere grad – om konsonant-sammensætninger, og vi har altså endnu et par argumenter i bøssen for, at de også kan betragtes ud fra nogle helt organiske og oplagte sammenhænge… men nu er det ikke længere småsent, men lidt for tidligt på morgenen!

Af: Skye Løfvander

Skye Løfvander — Wed, 24 Mar 2010 02:55:08 +0000

Hej rødder!
Jeg havde sandelig ikke hørt om kanakker før, så det var interessant at læse om, men betegnelsen var ikke så billeddannende som jeg husker fra barndommen, da jeg første gang i radioavisen hørte eksempelvis molukkanere nævnt.
Barnets bevidsthed er sikkert mere synæstetisk – og det er vel også det, man spiller på i den fantasy-genre, hvis egenavne har været oppe at vende her. Vi bliver trukket ind i barnets oplevelsesmåde med et spil mellem gode og onde kræfter, behørigt benævnt.

Af: Ruben Schachtenhaufen

Ruben Schachtenhaufen — Tue, 23 Mar 2010 12:11:06 +0000

Gad vide om fonæstetik er særlig virksomt i proprier. Der er vel få steder hvor så aktivt tillægger det lydlige en betydning. Er det mon fordi de i sig selv er blottet for betydning? Hvis man hører om ‘kanakker’ for første gang, har man intet andet end de lydlige associationer at danne et indtryk ud fra. Mao., hvis vi ikke kan genkende nogen orddele, så tyr vi til lyddelene for at finde mening. Det samme er nok også virksomt når vi hører ord vi ikke er bekendt med fordi de er på vej ud af sproget, såsom virak, laps, sjuft, fusentast, knøs, fløs, lurendrejer osv.