Vi kan også se at ord med samme betydning hedder noget vidt forskelligt på forskellige sprog. Fx japansk jin, dansk menneske. Og ord der lyder ens, kan betyde noget forskelligt, fx italiensk caldo ‘varm’, svensk kalt ‘kold’. Når ord engang imellem hedder og betyder nogenlunde det samme på forskellige sprog, er der som regel en sproghistorisk forklaring.

Fonæstetik

Alligevel har man ude i den lingvistiske periferi i mange år undret sig over at der  tilsyneladende er lyde og betydninger der er knyttet til hinanden. Et af de mest velkendte eksempler er engelsk gl- som er knyttet til ord der betyder noget med lys såsom glisten, glitter, gleam, glow, glint. Vi har det også i dansk i ord som glimmer, glød, glitter, glans, glimt, gloende, glorie. På engelsk bruger man betegnelsen phonestheme (af phone + esthetic), så jeg vil oversætte det til fonæstem [fonɛˈsd̥eːˀm] (jeg er også blevet gjort opmærksom på betegnelsen eksprem).

Fonæstemer lader til at være knyttet til initiale konsonantklynger, såsom:

• St- (opretstående, stiv): Stå, stiv, stok, stabel, stige, stang, stylter, stolpe osv.
• Spr- (eksplosivt spredende): Sprede, sprøjte, spraye, sprinkle, springvand, ?sprudle, sprutte.
• Kr- (rundt og krumt): Kreds, krans, krum, krøllet, kringlet, krummelurer, krank, krater, (om)kring, krog, krone, krusning, krøbling.
• Pj- (sølle og ynkelig): Pjalt, pjaskvåd, pjattet, pjevset, pjok, pjusket, pjække.

Forklaringer

Er sammenhængen mellem lyd og betydning tilfældig, eller er der en rimelig forklaring? Det er et godt spørgsmål, og jeg er ikke overbevist om svaret. Der er nogle udmærkede slides med statistisk fremgangsmåde af Drellishak. Og Åsa Abelin har skrevet lidt om fonæstemer i svensk.

Det første man skal være opmærksom på, er selvfølgelig at fonæstemer kan opstå helt tilfældigt. Vi har et begrænset antal konsonantklynger til at udtrykke de betydninger vi har brug for. Hvis man bruger en terning til at fordele betydninger på konsonantklynger, vil nogle betydninger være mere repræsenteret af nogle konsonantklynger end andre.

Et statistisk grundproblem er at hvis man bliver ved med at lede, så finder man noget usandsynligt, og hvis leder alle konsonantgrupper igennem, så vil der med stor statistisk sikkerhed vise sig noget som ville virke usandsynligt hvis det var det var det første man havde fået øje på. Det er mao. forventeligt at man finder noget usandsynligt hvis man leder længe nok. Det betyder ikke at det ikke er tilfældigt.

En anden forklaring er at der kan være etymologiske forklaringer. Måske stammer forskellige ord med samme konsonantklynge fra ét og samme ord. I de tilfælde kan det lydlige sammenfald forklares uden at inddrage en teori om fonæstemer.

Der kan også være en onomatopoietisk forklaring. Den bedste måde at producere et springvand med sproglyde er muligvis med et kraftigt spruttende [spr]. Denne forklaring kan dog rimeligvis kun række til fænomener der involverer lyd.

Den sidste forklaring, den fonæstetiske, er selvfølgelig at der er noget om det. Vi sprogbrugere knytter lyde til betydninger. I hvert fald i et vist omfang.

Hvis en lydkombination er blevet statistisk knyttet til en betydning, kan det fornemmes af sprogbrugerne, og det kan gå hen at blive pseudoproduktivt. Det kan fx være med til at betydninger kan ændres så de svarer til lydende. Fx:

Da jeg var barn var der ikke noget i vejen med ordet lugt. Det var et neutralt ord. En rose og en lort kunne lugte, hhv. godt og skidt. I dag forbinder mange lugt med noget negativt, det er kun lort der lugter. Til gengæld er dufter blevet det nye lugter.

En fonæstetisk forklaring kunne være at ord der starter med lu- ofte (og muligvis tilfældigt, eller af helt andre grunde) har negative konnotationer, fx lusket, lumsk, ludder, lummer, ludfattig, lurendrejer, lurepasse, lus, luset. Mon ikke den negative konnotation kan smitte af på andre ord med lydlige ligheder?

Der kan selvfølgelig være andre forklaringer, såsom samfundsforandringer hvor udsendelse af naturlige duftstoffer i stigende grad er tabu, osv. Men ikke desto mindre.

Denne argumentation virker måske ok i nogen tilfælde. Men jeg har svært ved at se det virke i tilfælde som st- og kr- ovenfor. Disse konsonantpar er i det hele taget meget hyppige, og de har således også mange andre betydninger knyttet til sig.

Så, selvom der måske er noget om det, vil jeg nok betragte fonæstemer som et kuriosum snarere end en primær drivkraft i udformningen af sprog.

Til videre læsning:

• Abelin, Å. (1999) Phonesthemes in Swedish, i Proceedings of XIV International Conference of Phonetic Sciences 99, University of California, Berkeley, 1333–1336.
• Bergen, Benjamin K. 2004. The psychological reality of phonaesthemes. Language 80.290-311.

(Tak til Skye for inspiration)

Related posts:

1. Fugl eller fisk?

Overtonerne er ikke noget vi almindeligvis hører som selvstændige toner. Lidt vagt formuleret er de med til at give lyden karakter. Det er overtonerne der gør at en C-node lyder forskelligt når man spiller den på fx en trompet ift. en fløjte, selvom det i en vis forstand er samme tone. Afhængigt af musikinstrumentets fysiske udformning vil nogle overtoner blive fremhævet, mens andre bliver dæmpet; det er blandt andet det der gør at musikinstrumenter lyder forskelligt.

På samme måde ændrer overtoneforholdene sig når vi artikulerer forskellige vokaler. Vi flytter rundt på tungen og læberne, hvilket ændrer på mundhulens udformning, hvilket gør at nogle overtoner fremhæves frem for andre.

Med teknikker med især tungen, læberne og struben kan man forme mundhulen således at bestemte overtoner fremhæves samtidig med at grundtonen dæmpes. Og hvis man mestrer disse teknikker, kan man frembringe hørbare melodier i overtonerne.

Overtonesang er særlig udbredt i folkemusik i området omkring Tuva og Mongoliet. Her er et klip med den tuvinske folkemusikgruppe Huun Huur Tu som demonstrerer en art overtonesang kaldet sygyt.

I folkemusikalske sammenhænge virker grundtonen som drone, mens overtonen bærer melodien, men nogle kunstnere er øvede i at bevæge både grundtonen og overtonen så de danner tostemmige melodier. Det gælder fx den tyske overtonesanger og komponist Jan Heinke.

Her er et filmklip hvor Jan Heinke synger en af sine egne kompositioner, og samtidig vises en spektrografisk analyse af overtonerne.

Her er endelig en laryngoskopisk optagelse af overtonesangeren Steve Sklars svælg mens han synger sygyt. Læg især mærke til den ekstreme indsnævring af svælget i forhold til normal sang. Dette tjener formodentlig til at dæmpe grundtonen.

Related posts:

1. Verdens dybeste stemme?
2. Hvorfor giver helium lys stemme? En teknisk forklaring
3. Verdens lyseste stemme

Eksempler på haplologier i dansk

Et af de første eksempler man plejer at hive frem, er at haplologi selv kan gøres til genstand for en haplologi: haplogi.

Ikke-etablerede haplologier:

• autenticitet > autencitet (meget udbredt ifølge google)
• narcissisme > narcisme
• kvantitativ > kvantitiv/kvantativ
• initiativ > initiv
• alkoholholdig > alkoholdig – tak til Marie
• fænomenologi > fænomelogi
• autorisation > autorition
• tyggegummi > tygummi – tak til Benny
  
• neglelak > neglak – tak til Benny
• testosteron > testeron/testoron
• antropologi > antrologi
• kakografofobi > kakografobi (frygt for stavefejl)
  

Etablerede haplologier:

• tragikomisk < tragikokomisk (af tragik + komik)
  
• stipendium < stipipendium (af stips + pendere)
  
• pacifist < pacificist (det hedder pacificere og ikke pacifere)
• audiologopædi er sat sammen af audiologi og logopædi. Det burde således være audiologi-logopædi.
• kamille < kamomille – tak til Adam
• amfora < amfifora – tak til Adam

I dansk spontantale kan man finde eksempler på noget der kan kaldes haplologier i forbindelse med schwa-reduktion. Her er nogle jeg har fundet i DanPASS-korpusset:

• eneste sted > ene sted.
• takkerne nedad > takker nedad.
• så fortsætter du > så fortsættu.

Og så er der de spøgefulde haplologier:

• Hvor skal du Henrik?
• Ud og gi’raffen mad.
• Husk at ta’lerknen med.

En slags haplologier?

Følgende eksempler er måske ikke helt rene haplologier, men det ligner lidt.

To ens konsonantgrupper reduceres ofte til en (men stavelsesantallet reduceres ikke):

• faststoffysik > fastoffysik
• tekststørrelse > tekstørrelse
• poststempel > postempel
  
• dansk skole > dan skole

To ens småord efter hinanden er vi ikke glade for:

• Kurset varer til til sommer > kurset varer til sommer.
• En besynderlig måde at tage tøj på på > en besynderlig måde at tage tøj på.
• Gebyr for for sen betaling > gebyr for sen betaling
• Hun spurgte om om jeg ville med > hun spurgte om jeg ville med.
  

Endelserne -rere og -dede falder i udtalen ofte sammen med -re og -de. Det ligner en haplologi, men der er nok tale om en generel proces i dansk hvor to stavelsesbærende trykløse lyde efter hinanden reduceres til en, og det har således ikke specifikt at gøre med at stavelserne ligner hinanden. Fx:

• murere > mure
• bærere > bære
• kedede > kede
• hadede > hade

Haplologier i andre sprog

Et udvalg af historiske haplologier i andre sprog:

• Engelsk: England < Englalond - tak til Adam
• Svensk: tiondel < tiondedel (men det hedder niondedel) – tak til Adam
• Engelsk: Master debater buges indimellem som nedsættende udtryk pga. den haplologiske henvisning til masturbator.

Kender du andre eksempler, så skriv gerne en kommentar nedenfor.

Related posts:

1. Stavelsestab og ordfrekvens
2. Dissimilation
3. Slappe y’er og ustemte l’er – i islandsk og dansk

Dissimilation er ikke et særlig almindeligt fænomen, navnlig fordi der sjældent er særlig gode grunde til at gøre lyde forskellige.

Eksempler på dissimilation i dansk

• Den danske endelse -et udtales i københavnsk normalt [ð̩], fx [mæːlð̩ mæːnð̩] malet, manet, men hvis stammen selv slutter på [ð], kan endelsen fakultativt udtales [d], fx [mæːð̩d].
• I et enkelt ord, rydde, bliver stammens [ð] til [d] når participiumendelsen tilføjes [ʁydð̩] ryddet.
• Danske forbindelser af [ɑj], fx ej, mig, vej, leg osv., har tidligere haft en højere vokal [ɛj] (og endnu tidligere sikkert endnu højere). Konsonanten har tillige tidligere været en lukkelyd eller hæmmelyd, og man kan forestille sig at der med svækkelsen af konsonanten er opstået et behov for at skelne tydeligere mellem vokalen og konsonanten og således er vokalen blevet sænket.
• Danske endelser -pisk, -tisk, -kisk kan udtales med eller uden aspiration på den første lukkelyd. Der er muligvis en tendens til dissimilation, således at hvis der er en aspireret eller affrikeret lyd i stammen, så undlades aspiration i endelsen, fx [ˈtybisg ˈeːˀpʰisg aˈpæ:ˀdisg ˈeːˀtˢisg ˈsygisg iˈʁɑkisg] typisk, episk, apatisk, etisk, psykisk, irakisk. Men der kan være mange andre faktorer der spiller ind på dette.
• Det er almindeligt at opfatte bunsenbrænder som bundselbrænder.
• Flere eksempler fra andre sprog på http://en.wikipedia.org/wiki/Dissimilation.

Forklaringer på dissimilation

Dissimilationsfænomener hvor to ens lyde gøres forskellige, kan forklares ud fra at visse lyde har en tendens til at påvirke sine omgivelser. Således ser man fx ofte at vokaler nasaleres i nærheden af nasaler og rhotificeres i nærheden af r-lyde. Ligeledes har det danske [ð] en tendens til at påvirke omkringstående vokaler.

Man kan forestille sig to sådanne lyde i nærheden af hinanden kan lyde snøvlet; ‘bunsenbrænder’ lyder som en snøvlet udtale af ‘bunselbrænder’. En lytter der skal lære ordene at kende, kan således blive vildledt til at tro at der er tale om et utilsigtet assimilationsfænomen, og lytteren hyperkorrigerer derfor til den dissimilerede form.

I andre tilfælde, fx de danske aj-diftonger, er der tale om at to lyde kun er lidt forskellige, og derfor dissimileres de for at tydeliggøre forskellen.

Man kunne forestille sig dissimilationer som et reduktionsfænomen. Man kan sige flere stavelser pr. sekund hvis man siger bada-bada-bada end hvis man siger baba-baba-baba, simpelthen fordi tungespidsen kan gøres klar til [d] uafhængigt af den bilabiale eksplosion og vice versa. Således er det muligvis lettere at sige fx pædagog end Papa Bue. Jeg kender dog ingen eksempler på dissimilation mht. artikulationssted i spontantale, og jeg har ikke kunnet finde nogen sproghistoriske eksempler, så det er næppe et udbredt fænomen.

(Det var dog lettere for mig at komme i tanker om eksempler på labial-alveolær-velær-sekvenser end labial-labial-labial-sekvenser, fx Madagaskar, bodega, madrigal).

Dissimilation på tværs af ord

Et beslægtet fænomen, som er langt mere udbredt, er at en lyd udtales forskelligt i forskellige ord for at tydeliggøre nogle andre forskelle i ordet.

• Den danske skelnen mellem korte og lange vokaler var oprindeligt en skelnen mellem efterfølgende kort og lang konsonant. For at tydeliggøre forskellen i konsonantlængden, har man gjort vokalen kortere foran lange konsonanter og længere foran korte konsonanter. Dette er senere blevet til en kontrast i vokallængde, mens kontrasten i konsonantlængde er forsvundet. Dette er forklaringen på at vi i dansk ofte har kort vokal foran dobbeltkonsonanter og lang vokal foran enkeltkonsonanter, fx mase/masse, male/malle, dame/damme. Kontrasten i konsonantlængde findes stadig i svensk og norsk.
• I sprog der har en forskel på stemte og ustemte lukkelyde, er grundtonen i en vokal alt andet lige lavere efter end stemt lukkelyd end efter en ustemt. Denne kontrast er i mange asiatiske sprog blevet fremhævet, og således får man kontraster mellem ord med høj/lav/stigende/faldende tone (disse sprog kaldes ofte tonesprog).
• Sonoranter gøres ofte længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte, fx engelsk [bɛnˑd bɛnt] bend, bent. Stemte lukkelyde kan ikke opretholdes særlig længe, og man kan forestille sig at man for at fremhæve stemtheden, forlænger der hvor man kan forlænge, nemlig i den foranstående sonorant.

Related posts:

1. Påske og vokallængde
2. Haplologi
3. Skattelettelser og schwa-assimilation

• billeder > bedler
• gennem > gemmen
• februar > feburar
  

• fransk: au revoir > au vroir
• engelsk: pretty > purty

Børnesprog

metatese er relativt sjældent i voksensprog, selv i spontantale. Men det er overordentligt almindeligt i børnesprog. Efterhånden som man vokser op, får man udryddet de fleste metateser. Her er nogle eksempler fra mine egne børn:

• spaghetti > basketti
• risotto > ritosso
• sløjfe > fløjse
• støvsuger > stuesøger
• numse > munse

Indimellem bytter hele stavelser plads:

• morgenmad > madmår
• madpakke > pakmad

Diakront

En sjælden gang imellem får en metatese lov at overleve og bliver etableret i sproget, fx:

• Engelsk: wæps > wasp
• Spansk: crocodillo > cocodrillo
• Spansk: miraglo > milagro (mirakel)
  
• Fransk: mosquito > moustique
  

Metateser ses også ofte i navne, fx:

• Birgit > Brigitte
• Petrus > Peter

Forklaringer

Jeg tror primært der er to forklaringer på metateser.

For det første kan man se en tendens til at lyde ombyttes så der dannes konsonantgrupper foran en betonet stavelse frem for en ubetonet, fx basketti, cocodrillo, au vroir (se ovenfor).

For det andet kan man se en tendens til at man med metateser danner højfrekvente lydkombinationer frem for lavfrekvente. I dansk har vi fx kun to-tre ord der ender på /əm/, nemlig (i)gennem og mellem. Til gengæld er endelsen /ən/overordentlig hyppig, hvorfor man nok er tilbøjelig til at opfatte gennem som gemmen.

Der kan også være tale om at man foretrækker homorgane konsonantgrupper, fx munse frem for numse. Og endelig kan der være tale om at man bytter om på lydene for at overholde sprogets fonotaks, fx billeder > bedler, rvoir > vroir.

I alle tilfælde lader det til at metatese primært rammer ord som introduceres meget tidligt i livet. Det kan være en grund til at det kan opfattes som umodent sprog når metateser optræder hos voksne.

Ordspil og slang

metatese bruges ofte bevidst i forbindelse med ordspil og slang. Vi har vi alle lært at bakke snagvendt af Kaj og Andrea. Asterix og Obelix er metateser af asterisk og obelisk. I Frankrig kan man tale verlan, som er en metatese af l’envers, hvor stavelser byttes om så fx métro bliver til tromé, og cigarette bliver til garetsi.

Kender du eksempler på metateser, så skriv en kommentar nedenfor.

Related posts:

1. Noget om guitar og metatese af distinktive træk
2. Børns tilegnelse af fonotaks