Kategorier
Akustik Eksotiske lyde Wiki

Overtonesang

En vokal kan siges at bestå af en grundtone og en række overtoner. Grundtonen er den frekvens vores stemmelæber svinger med, og det er normalt grundtonen der bærer melodien når vi synger.

Overtonerne er ikke noget vi almindeligvis hører som selvstændige toner. Lidt vagt formuleret er de med til at give lyden karakter. Det er overtonerne der gør at en C-node lyder forskelligt når man spiller den på fx en trompet ift. en fløjte, selvom det i en vis forstand er samme tone. Afhængigt af musikinstrumentets fysiske udformning vil nogle overtoner blive fremhævet, mens andre bliver dæmpet; det er blandt andet det der gør at musikinstrumenter lyder forskelligt.

På samme måde ændrer overtoneforholdene sig når vi artikulerer forskellige vokaler. Vi flytter rundt på tungen og læberne, hvilket ændrer på mundhulens udformning, hvilket gør at nogle overtoner fremhæves frem for andre.

Med teknikker med især tungen, læberne og struben kan man forme mundhulen således at bestemte overtoner fremhæves samtidig med at grundtonen dæmpes. Og hvis man mestrer disse teknikker, kan man frembringe hørbare melodier i overtonerne.

Overtonesang er særlig udbredt i folkemusik i området omkring Tuva og Mongoliet. Her er et klip med den tuvinske folkemusikgruppe Huun Huur Tu som demonstrerer en art overtonesang kaldet sygyt.

I folkemusikalske sammenhænge virker grundtonen som drone, mens overtonen bærer melodien, men nogle kunstnere er øvede i at bevæge både grundtonen og overtonen så de danner tostemmige melodier. Det gælder fx den tyske overtonesanger og komponist Jan Heinke.

Her er et filmklip hvor Jan Heinke synger en af sine egne kompositioner, og samtidig vises en spektrografisk analyse af overtonerne.

Her er endelig en laryngoskopisk optagelse af overtonesangeren Steve Sklars svælg mens han synger sygyt. Læg især mærke til den ekstreme indsnævring af svælget i forhold til normal sang. Dette tjener formodentlig til at dæmpe grundtonen.

Kategorier
Fonologi Wiki

Haplologi

En haplologi er når den ene af to ens eller næsten ens stavelser elideres, som regel nabostavelser, fx latin nutritrix > nutrix (amme, sb.).  Det er ikke et særlig almindelig fænomen, men det forekommer dog ofte nok til at det har fået sin egen betegnelse.

Eksempler på haplologier i dansk

Et af de første eksempler man plejer at hive frem, er at haplologi selv kan gøres til genstand for en haplologi: haplogi.

Ikke-etablerede haplologier, som jeg har stødt på gennem tiden:

  • autenticitet > autencitet (meget udbredt ifølge google)
  • narcissisme > narcisme
  • kvantitativ > kvantitiv/kvantativ
  • initiativ > initiv
  • alkoholholdig > alkoholdig – tak til Marie
  • fænomenologi > fænomelogi
  • autorisation > autorition
  • testosteron > testeron/testoron
  • antropologi > antrologi
  • femininisere > feminisere
  • kakografofobi > kakografobi (frygt for stavefejl)
  • morfofonologi > morfonologi

Etablerede haplologier:

  • tragikomisk < tragikokomisk (af tragik + komik)
  • stipendium < stipipendium (af stips + pendere)
  • pacifist < pacificist (det hedder pacificere og ikke pacifere)
  • kamille < kamomille – tak til Adam
  • amfora < amfifora tak til Adam

I dansk spontantale kan man finde eksempler på noget der kan kaldes haplologier i forbindelse med schwa-reduktion. Her er nogle jeg har fundet i DanPASS-korpusset:

  • eneste sted > ene sted.
  • takkerne nedad > takker nedad.
  • så fortsætter du > så fortsættu.

Og så er der de spøgefulde haplologier:

  • Hvor skal du Henrik?
  • Ud og gi’raffen mad.
  • Husk at ta’lerknen med.

En slags haplologier?

Følgende eksempler er måske ikke helt rene haplologier, men det ligner lidt.

To ens konsonantgrupper reduceres ofte til en (men stavelsesantallet reduceres ikke):

  • faststoffysik > fastoffysik
  • tekststørrelse > tekstørrelse
  • poststempel > postempel
  • dansk skole > dan skole

To ens småord efter hinanden er vi ikke glade for:

  • Kurset varer til til sommer > kurset varer til sommer.
  • En besynderlig måde at tage tøj på på > en besynderlig måde at tage tøj på.
  • Gebyr for for sen betaling > gebyr for sen betaling
  • Hun spurgte om om jeg ville med > hun spurgte om jeg ville med.

Endelserne –rere og –dede falder i udtalen ofte sammen med -re og -de. Det ligner en haplologi, men der er nok tale om en generel proces i dansk hvor to stavelsesbærende trykløse lyde efter hinanden reduceres til en, og det har således ikke specifikt at gøre med at stavelserne ligner hinanden. Fx:

  • murere > mure
  • bærere > bære
  • kedede > kede
  • hadede > hade

Haplologier i andre sprog

Et udvalg af historiske haplologier i andre sprog:

  • Engelsk: England < Englalond – tak til Adam
  • Svensk: tiondel < tiondedel (men det hedder niondedel) – tak til Adam
  • Engelsk: Master debater buges indimellem som nedsættende udtryk pga. den haplologiske henvisning til masturbator.

Kender du andre eksempler, så skriv gerne en kommentar nedenfor.

Kategorier
Fonologi Wiki

Dissimilation

Dissimilation er det fænomen at to sproglyde i en sammenhæng bliver mindre lig hinanden, fx latinsk anima som på spansk er blevet alma (via anma), så man således undgår to nasaler i træk, og latinsk quinque ‘fem’ er på italiensk blevet cinque således at man undgår to labialiserede k’er i træk.

Dissimilation er ikke et særlig almindeligt fænomen, navnlig fordi der sjældent er særlig gode grunde til at gøre lyde forskellige.

Eksempler på dissimilation i dansk

  • Den danske endelse –et udtales i københavnsk normalt [ð̩], fx [mæːlð̩ mæːnð̩] malet, manet, men hvis stammen selv slutter på [ð], kan endelsen fakultativt udtales [d], fx [mæːð̩d].
  • I et enkelt ord, rydde, bliver stammens [ð] til [d] når participiumendelsen tilføjes [ʁydð̩] ryddet.
  • Danske forbindelser af [ɑj], fx ej, mig, vej, leg osv., har tidligere haft en højere vokal [ɛj] (og endnu tidligere sikkert endnu højere). Konsonanten har tillige tidligere været en lukkelyd eller hæmmelyd, og man kan forestille sig at der med svækkelsen af konsonanten er opstået et behov for at skelne tydeligere mellem vokalen og konsonanten og således er vokalen blevet sænket.
  • Danske endelser –pisk, -tisk, -kisk kan udtales med eller uden aspiration på den første lukkelyd. Der er muligvis en tendens til dissimilation, således at hvis der er en aspireret eller affrikeret lyd i stammen, så undlades aspiration i endelsen, fx [ˈtybisg ˈeːˀpʰisg aˈpæ:ˀdisg ˈeːˀtˢisg ˈsygisg iˈʁɑkisg] typisk, episk, apatisk, etisk, psykisk, irakisk. Men der kan være mange andre faktorer der spiller ind på dette.
  • Det er almindeligt at opfatte bunsenbrænder som bundselbrænder.
  • Flere eksempler fra andre sprog på http://en.wikipedia.org/wiki/Dissimilation.

Forklaringer på dissimilation

Dissimilationsfænomener hvor to ens lyde gøres forskellige, kan forklares ud fra at visse lyde har en tendens til at påvirke sine omgivelser. Således ser man fx ofte at vokaler nasaleres i nærheden af nasaler og rhotificeres i nærheden af r-lyde. Ligeledes har det danske [ð] en tendens til at påvirke omkringstående vokaler.

Man kan forestille sig to sådanne lyde i nærheden af hinanden kan lyde snøvlet; ‘bunsenbrænder’ lyder som en snøvlet udtale af ‘bunselbrænder’. En lytter der skal lære ordene at kende, kan således blive vildledt til at tro at der er tale om et utilsigtet assimilationsfænomen, og lytteren hyperkorrigerer derfor til den dissimilerede form.

I andre tilfælde, fx de danske aj-diftonger, er der tale om at to lyde kun er lidt forskellige, og derfor dissimileres de for at tydeliggøre forskellen.

Man kunne forestille sig dissimilationer som et reduktionsfænomen. Man kan sige flere stavelser pr. sekund hvis man siger bada-bada-bada end hvis man siger baba-baba-baba, simpelthen fordi tungespidsen kan gøres klar til [d] uafhængigt af den bilabiale eksplosion og vice versa. Således er det muligvis lettere at sige fx pædagog end Papa Bue. Jeg kender dog ingen eksempler på dissimilation mht. artikulationssted i spontantale, og jeg har ikke kunnet finde nogen sproghistoriske eksempler, så det er næppe et udbredt fænomen.

(Det var dog lettere for mig at komme i tanker om eksempler på labial-alveolær-velær-sekvenser end labial-labial-labial-sekvenser, fx Madagaskar, bodega, madrigal).

Dissimilation på tværs af ord

Et beslægtet fænomen, som er langt mere udbredt, er at en lyd udtales forskelligt i forskellige ord for at tydeliggøre nogle andre forskelle i ordet.

  • Den danske skelnen mellem korte og lange vokaler var oprindeligt en skelnen mellem efterfølgende kort og lang konsonant. For at tydeliggøre forskellen i konsonantlængden, har man gjort vokalen kortere foran lange konsonanter og længere foran korte konsonanter. Dette er senere blevet til en kontrast i vokallængde, mens kontrasten i konsonantlængde er forsvundet. Dette er forklaringen på at vi i dansk ofte har kort vokal foran dobbeltkonsonanter og lang vokal foran enkeltkonsonanter, fx mase/masse, male/malle, dame/damme. Kontrasten i konsonantlængde findes stadig i svensk og norsk.
  • I sprog der har en forskel på stemte og ustemte lukkelyde, er grundtonen i en vokal alt andet lige lavere efter end stemt lukkelyd end efter en ustemt. Denne kontrast er i mange asiatiske sprog blevet fremhævet, og således får man kontraster mellem ord med høj/lav/stigende/faldende tone (disse sprog kaldes ofte tonesprog).
  • Sonoranter gøres ofte længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte, fx engelsk [bɛnˑd bɛnt] bend, bent. Stemte lukkelyde kan ikke opretholdes særlig længe, og man kan forestille sig at man for at fremhæve stemtheden, forlænger der hvor man kan forlænge, nemlig i den foranstående sonorant.