ə » Vokaler

Slappe y’er og ustemte l’er – i islandsk og dansk

Ruben Schachtenhaufen — Sat, 24 Apr 2010 13:42:20 +0000

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?

Voldsomme vokalsekvenser

Ruben Schachtenhaufen — Tue, 10 Nov 2009 13:18:48 +0000

En af de karakteristiske ting ved dansk, er at det er overordentligt vokoidt. Vi har ikke bare mange vokaler, men vi har også en håndfuld vokoide (vokalagtige) konsonanter, nemlig [j w ɐ̯ ð] som i slutningen af fx [hɑj hɑw moɐ̯ mɛð] hej, hav, mor, med.

Ofte går disse, som følge af schwa-assimilation, hen og bliver stavelsesbærende, fx [ˈlɑːɪ ˈlæːʊ ˈmoːɐ ˈmøːð̩] leje, lave, more, møde, hvor de i mange henseender er vanskelige at skelne fra egentlige vokaler. Eller de forsvinder helt.

Resultatet er at vi i dansk ofte støder på lange sekvenser af vokallyde, ikke bare de klassiske sønderjyske eksempler som a æ u å æ ø i æ å (jeg er ude på øen i åen), men et ganske almindelige ikke-fortænkt eksempel som fjerde uge i august har 6-7 vokaler i træk [ˈfjeːɐ ˈuːu i ɑʊ̯ˈg̊ɔsd̥]. Og fraser som [ˈʁʌːð̩ ˈœ̞ːɐð] røget ørred og [ˈnɔːð̩ i ˈʌːð̩] noget i øjet består, bortset fra den initiale konsonant, kun af vokaler.

Dette giver problemer for folk der har et andet modersmål og skal lære dansk. De vil typisk være vant til hjemmefra at vokaler adskilles af konsonanter, men sådan gør vi det ikke nødvendigvis på dansk.

Og det er ikke bare i fremmedsprogstilegnelsen at det er et problem. De lange vokoide sekvenser mistænkes for at være medvirkende årsag til at danske børn lærer deres modersmål langsommere end fx svenske børn. Vokaler er sværere at skille ad end konsonanter, og det er vanskeligere at afkode hvad det er for nogle byggesten sproget er bygget op af.

Man skal fx lære at der er forskel på:

[ɑ] som i par
[ɑː] som i far
[ɑːˀ] som i bar
[ɑːɑ] som i bare
[ɑːˀɑ] som i barer
[ɑːɑɑ] som i snarere
[ɑːˀɑɑ] som i forsvarere
[ɑːɑɑɑ] som i Sara arrangerer
[ɑːˀɑɑɑ] som i forklarer arrangementet
[ɑːɑɑɑɑ] som i rarere arrangement
[ɑːˀɑɑɑɑ] som i forsvarere arrangerer
osv.

Men det stopper ikke der. Jørgen Rischel fandt på sætningen Det er hårdere at årelade en flodhest end en hest hvor vi har [ˈhɒːɒɒ ɒ ˈɒːɒlæːð̩] – seks [ɒ]‘er i træk, om man vil (jeg vil nu nok have [ɐ] nogle af stederne).

Jeg tillader mig at trumfe med sætningen Er en dyrskueuge uudholdelig? [æɐ̯ en ˈd̥yɐ̯sg̊uːuuːu uuðˈhʌlˀl̩li] med seks ubetonede u’er hvilket giver endnu mindre kontrast end Rischels eksempel.

(Jeg har googlet det – der er et enkelt hit på dyrskueuge før offentliggørelsen af dette indlæg)

Hvad rimer på gris?

Ruben Schachtenhaufen — Thu, 11 Jun 2009 21:20:36 +0000

Jeg sad for nylig og prøvede at få min datter på 4 år til finde rim til forskellige ord. Undervejs havde vi nogenlunde denne ordveksling:

- Hvad rimer på gris?
- Fes (altså [feːˀs])
- Du mener fis.
- Naarj! Fes! Fis rimer da ikke på gris!

Hun var temmelig overbevist. Min kone, der overhørte samtalen, rettede mig også, og sagde at vokalen i gris da er tættere på [e] end [i]. Det var nyt for mig. I mit hoved er vokalen et [i], men min familie er åbenbart af en anden mening.

R-påvirkning

Det er ganske almindelig at et /r/ påvirker udtalen af en efterfølgende vokal så den bliver mere åben, fx øde vs. røde, rude der bliver til rode, ret der bliver til rat osv., men jeg har ikke stødt på at nogen har påstået at gris bliver til gres. DSDU kender heller ikke en udtale med [e].

Er det min kone og datter der er tossede, eller er der andre der kender til udtalen? Er det en nyere udvikling, eller er det dialektalt?

Et ord det rimer på kartoffel

Hvor mange vokallyde er der i dansk?

Ruben Schachtenhaufen — Sat, 14 Mar 2009 11:39:39 +0000

Det spørgsmål er ikke helt let at besvare, for det kommer i høj grad an på hvordan man tæller, og hvor meget der skal til før man synes to vokaler er ens eller forskellige. Svaret på det spørgsmål kan veksle fra ca. 10 til ca. 50 vokaler.

Strengt taget, akustisk set, er enhver vokal der udtales, fysisk forskellig fra alle andre vokaler der nogensinde er udtalt. Med tilstrækkelig fint måleapparat vil man altid kunne måle en lille forskel på to vokaler.

På trods af dette har vi en abstrakt forestilling om at nogle vokaler er ens. Dels er vores perceptionsapparat ikke fintfølende nok til at opfange bittesmå akustiske detaljer, og dels kan udtalen af en vokal påvirkes af de konsonanter den er omgivet – også så meget så vi tydeligt kan høre det – men vi tilskriver ikke denne variation nogen sprogligt betydningsadskillende funktion.

Eksempel: Alle danskere ved at /a/ lyder tydeligt forskelligt i ordene kat og rat. Vi ved at /a/ udtales arh-agtigt når vi sætter er /r/ foran. I en vis forstand har vi dog kun ét a, ét fonem, men det kan udtales forskelligt alt efter omgivelserne.

fonologisk

Man kan analysere sig frem til at vi har 11 vokalfonemer på dansk:

/i y u/ – høje vokaler

/e ø o/ – halvhøje vokaler

/ɛ œ ɔ/ – halvlave vokaler

/a/ – lav vokal

/ə/ – neutral vokal (findes kun i ubetonede stavelser)

Alle vores forskellige vokalkvaliteter kan udledes af disse 11 fonemer efter bestemte regler der tager højde for om vokalerne er korte eller lange og hvilke konsonanter de er nabo til osv.

Vokalkvalitet

Hvis man undersøger hvordan vokalerne konkret udtales (det kan man enten gøre artikulatorisk, akustisk eller auditivt) så er der i betonede stavelser typisk et sted mellem 16-18 vokalkvaliteter afhængigt af hvilken variant af dansk man taler. Hvis man er godt trænet i lydopfattelse, kan man skelne nogle flere, men så er vi vist også ved at nærme os grænsen for vores auditive formåen.

Dvs. vi har brug for 16-18 forskellige lydskriftsymboler, når vi skal lydskrive danske vokaler i betonede stavelser. Hertil kommer nogle stykker som kun findes i ubetonede stavelser (se nedenfor).

Igen, akustisk set er alle vokaler i hvert fald en lille smule forskellige, men de samler sig i nogle klynger, og man kan derfor regne med at vokalerne inden for en klynge er så ens så vi ikke opfatter dem som forskellige i nogen lingvistisk interessant henseende.

Vokallængde og stød

Vi har på dansk en skelnen mellem korte og lange vokaler, og lange vokaler kan desuden have stød. Hvis man ønsker at regne stød og længde som en egenskab ved vokalen (snarere end en egenskab ved stavelsen, hvilket der ellers kan være god grund til at gøre), så har vi i betonet stavelse:

12 forskellige lange vokaler (nogle har 13)

12 forskellige vokaler med stød

16 forskellige korte vokaler

I alt 40 forskellige vokalkvaliteter i betonede stavelser. Dertil kommer vokaler som i distinkt udtale normalt kun findes i ubetonede stavelser. Her er nok en håndfuld, primært [ə ɐ ɪ ʊ ð̩], men vokalinventaret i ubetonede stavelser er noget sløret og ikke særlig godt undersøgt endnu.

Konklusion

Så hvor mange vokaler har vi? Tja, hvis du vil chokere, så sig endelig at vi har 40-50 stykker. Hvis de vil være mere lempelig, så sig 11 fonemer; det er stadig et imponerende antal der kan slå de fleste af verdens sprog af banen. Og endelig, når vi lydskriver vokaler, bruger vi typisk omkring 20 forskellige vokalsymboler.

Modifikationer af vokaler

Ruben Schachtenhaufen — Thu, 12 Mar 2009 10:50:06 +0000

I den traditionelle vokalbeskrivelse, beskriver man vokaler ud fra disse tre træk:

Artikulationssted: for-, mellem- eller bagtunge.
Åbningsgrad: høj, halvhøj, halvlav eller lav.
Runding: rundet eller urundet.

Ud over disse træk kan vokaler modificeres på forskellige måder, hvilket udnyttes på en del sprog. Her er nogle af de modifikationer og kontraster man finder :

nasale vokaler
spændte vs. slappe vokaler
vokaler med advanced tongue root (Dette er principielt forskelligt fra spændt/slap-kontrast. Nogle sprog har ATR, mens andre har spændt/slap, men der er næppe nogen sprog der har en tredelt skelnen mellem disse. Som distinktivt træk kan man derfor nøjes med [+ATR].)
faryngaliserede vokaler
retroflekse vokaler
frikative vokaler
creaky/breathy/modal stemthed (dansk stød kan beskrives som en art creaky voice)
korte/lange vokaler
diftongering

Disse træk beskrives nærmere i fx Grønnum (2005) og Ladefoged & Maddieson (1996).

Hvis man går i detaljer, kan man sikkert finde mange flere modifikationer en disse. Nogle sprog har ustemte vokaler findes som allofoner. Svensk har et såkaldt Viby-i som for mig lyder en smule frikativt, men jeg har ikke kunnet finde en præcis artikulatorisk beskrivelse af det. Svensk skelner desuden mellem tre former for læberunding; ud over alm. rundet/urundet har de også indrundede vokaler.

På dansk kan vokaler fakultativt udtales kraftigt ð-påvirket foran [ð] i ord som side, sæde, søde osv. hvor der ikke er nogen tydelig forandring fra vokal til [ð]. Jeg er usikker på hvordan disse skal beskrives, men måske en art ekstrasnæver mellemtungevokal.

Daniel Jones’ kardinalvokaler

Ruben Schachtenhaufen — Tue, 10 Mar 2009 15:55:45 +0000

Den klassiske indspilning af Daniel Jones der udtaler de 8 primære og 10 sekundære kardinalvokaler, to korte og en lang. Her illustreret med IPA’s vokalskema.