laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Vokaler

Hvorfor forsvinder /v/ i ‘blevet’, ‘lavet’, ’skrevet’ osv.?

Jeg er blevet spurgt i seneste nummer af Mål & Mæle om hvorfor v’et forsvinder i ord som ‘blevet’, ‘lavet’, ’skrevet’ osv. Her er er en redigeret udgave af mit svar:

Det er rigtigt at der er en stærk tendens til at v forsvinder foran endelser udtalt med [ð], som i de nævnte eksempler. Det er et led i en mere generel udvikling, nemlig at halvvokaler er tilbøjelige til at forsvinde mellem to vokaler, en udvikling som jeg kalder udjævning. De almindeligste halvvokaler i dansk er [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯], dvs. de bløde, vokaliske udtaler af især bogstaverne v, j, r, g. Således ser man også lydene forsvinde i ord som drejet, løjet, været, meget, sørget osv. Tendensen er stærkest foran –et-endelsen, hvor [ð] overtager halvvokalen, men det ses også andre steder, som fx i horoskop, irritere, provokere, mayonnaise, leverpostej, bliver, ærgrer, jury, virus, tivoli, som kan udtales ho’oskop, i’itere, pro’okere, ma’onæse, le’rpostej, bli’r, æw’er, ju’i, vi’us, ti’oli, og i mange andre ord.

Forklaringen ligger nok primært i hvordan vokaler og halvvokaler artikuleres. Konsonanter som [p t k m n l] osv. artikuleres med en meget konkret kontakt mellem tunge og gane eller læberne, men de vokaliske lyde har ikke på samme måde en klar artikulatorisk forankring i mundhulen, og derfor man tilbøjelig til at glide hurtigt hen over dem når der er flere af dem i træk, når man taler sit modersmål flydende. Således er det relativt sjældent i verdens sprog at man støder på mere end to vokallyde i træk, men i dansk er det ret almindeligt som følge af at v, j, r, g for generationer siden er blevet vokaliseret. I engelsk er det også relativt almindeligt med tre vokallyde i træk, fx i ord som power, fire [paʊ̯ə faɪ̯ə], men her ser man netop samme tendens til bortfald af den midterste halvvokal, [paə faə]. Så bortfaldet af disse lyde må betragtes som en ganske naturlig udvikling. På ældre mennesker kan det ofte virke som at det er de nye generationer der sjusker med udtalen, men for at vende tingene lidt om kan man sige at de yngre generationer rydder ud i den meget bøvlede og uklare vokaliske struktur, som med samme retorik er en konsekvens af ældre generationers udtalesjusk som gjorde konsonantlydene til halvvokaler i første omgang.

Det er i øvrigt ikke første gang i historien at dette sker. Ord som fx due, flue, bue havde tidligere en konsonant mere, duva, fluga, bogi, og der er næppe nogen der undrer sig over at vi ikke udtaler r, g, v i ord som fare, båre, pige, uge, nogen, stuve osv., så der er næppe grund til bekymring for at sproget tager skade af sådanne udviklinger. Man kan nærmest sige at det er en dansk tradition at reducere konsonanter der står mellem vokaler. Det er noget vi har gjort siden vikingetiden, det er med til at adskille dansk fra andre nordiske sprog, og der er intet der tyder på at det er en udvikling vi har tænkt os at stoppe.

Gør de danske vokaler det vanskeligere at lære dansk?

I starten af ugen var der en artikel i politiken om at danske børn lærer deres modersmål langsommere end børn i andre lande, fordi vi har så mange vokaler. Undersøgelsen er også tidligere blevet omtalt på videnskab.dk.

Børnesprogsforskerne konstaterer at danske børn på 1½ år kan ca. 80 ord, mens jævnaldrende børn i andre lande kan dobbelt så mange ord. Forskerne har dernæst sammenlignet det med antallet af vokaler og konsonanter i de forskellige sprog, og er kommet frem til at dansk har mange flere vokaler end de øvrige sprog har.

Jeg har vanskeligt ved at blive overbevist om sammenhængen mellem antallet af vokaler og indlæringsvanskeligheder. Jeg skal dog indrømme at jeg ikke har læst forskningsartiklen, så jeg må basere mig på det der står i de formidlende artikler.

22 vokaler?

For det første er der et rent metodisk problem. Forskerne har talt sig frem til at der er 22 vokaler i dansk. Men hvor kommer det tal fra? I realiteten har dansk jo uendeligt mange vokaler, ligesom alle andre sprog. Hvis vi måler tilstrækkelig detaljeret, er alle vokaler der nogensinde er ytret og nogensinde vil blive ytret, forskellige fra alle andre vokaler.

Ok, 22 er en abstraktion, men jeg har tidligere blogget om hvor mange vokaler der er i dansk, og konklusionen er alt efter hvordan man vælger at analysere, kan dansk siges at have fra 10 til 50 forskellige vokaler. Så hvorfor lige præcis 22? Hvilke 22? Dette må udelukkende være et spørgsmål om hvor fine detaljer man er interesseret i at skelne.

Akustisk set kan vokalerne i et sprog inddeles i vilkårligt mange grupper, eller vilkårligt få, så tallet 22 er ganske enkelt et tal forskerne har besluttet sig for, sikkert efter nogle rimelig fornuftige kriterier, men ikke desto mindre er det forskernes beslutning, og ikke et faktum om dansk.

Skal man kunne alle vokalerne for at lære et ord?

Det næste problem er selve hypotesen, at mange vokaler er årsagen til at det tager længere tid at lære ord. Det har jeg vanskeligt ved at indse. Jeg kan ganske enkelt ikke følge logikken i det er vanskeligt at lære et ord fordi der er mange vokaler at vælge imellem.

Medmindre, selvfølgelig, hvis forskerne regner et ord som ulært indtil en præcis vokalkvalitet er opnået, dvs. hvis barnet udtaler kat som [kæd] eller [kɑd] i stedet for [kad]. Men det ville være ganske urimeligt at bestemme for et barn på 1½ år at en bestemt vokaler er korrekt, og alle andre er forkerte. Det kan jeg ikke tro at de har gjort.

Min erfaring med børns sprogtilegnelse er at de er ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. Hvis børn vil have mad, starter de med at siger [mɑ], de venter ikke på at lære ordet til de kan skelne mellem [a] og [ɑ]. Sådan er det for alle ord: De tilnærmer vokalen så godt de kan blandt de vokaler de mestrer.

Voksne er i øvrigt også ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. I almindelig sammenhængende naturlig tale virker det ligegyldigt om vi siger [i] eller [e], [y] eller [ø], [a] eller [æ] osv. Selvom vi har nogle idealer i distinkt leksikonudtale, er det ikke noget der er særlig vigtig når vi faktisk taler, og jeg har derfor vanskeligt ved er se at det skulle være et problem for børn at vi i laboratorieudtale kan måle subtile forskelle på vokalerne.

Hvis barnet har vanskeligt ved at opfatte de subtile forskelle på vokalerne, så bliver de blot opfattet som homonymer; de bliver ikke ikke-opfattet, så hvad skulle problemet være?

Er det så de bløde endelser?

Forskerne nævner også at de bløde danske endelser, som –ede, giver problemer. Fx siger Dorthe Bleses til videnskab.dk:

I det danske sprog betyder de mange vokallyde, at der ikke er ret meget, der siger: her er der et ord, der stopper, og et nyt, der begynder

Dette er jeg lodret uenig i. I dansk har vi stor forskel på hvilke lyde der står i starten og i slutningen af ord. De hårde lyde som [p t k f v ɕ] signalerer at vi er i starten af ordet, mens bløde lyde som [ð ɐ̯ ʊ̯ ɪ ə] signalerer at vi er i slutningen af ordet.

Det må alt andet lige være lettere at genkende dansk [kæːɪ] kage som ét ord, da [ɪ] ikke kan være et ord, end svensk [kɑːka] kaka, hvor [ka] godt kunne være et ord. Eller tænk på fransk hvor ordfinale konsonanter ofte trækkes over i starten af efterfølgende ord, så fx tout homme udtales [tu tɔm] og ikke som adskilte ord [tu ɔm]. Dansk har mao. et ganske klart signal for ordgrænser ift. mange andre sprog.

Det kan ikke være de bløde endelser der gør det vanskeligere at finde ord i dansk end i andre sprog.

Hvad er så årsagen?

Der er ingen tvivl om at danske børn har sværere ved at lære deres modersmål ift. børn i andre lande. Og ideen om at det skulle være noget i selve den sproglige struktur der er årsagen, synes jeg er temmelig interessant og relevant at undersøge nærmere. Men jeg tror ikke forskerne fra Odense har fat i den rigtige ende – igen med det forbehold at jeg ikke har læst den konkrete artikel, og dette bare er nogle tanker jeg gør mig baseret på min lingvistiske intuition.

Min personlige teori – den vej jeg ville gå hvis jeg skulle kaste mig over et nyt forskningsprojekt – er at afstanden mellem den abstrakte fonologiske og morfologiske repræsentation og den konkrete udtale er større i dansk end i mange andre sprog, dvs. noget der på et abstrakt niveau er det samme, har meget akustisk/artikulatorisk forskellige realiseringer.

Fx bøjes verbet bage helt regelmæssigt at bage/jeg har bagt, men i udtalen er der er overordentlig stor forskel på [bæːɪ bɑgd]. Det er to meget forskellige vokaler, og /g/ realiseres som hhv. en halvvokal og en klusil. Og i en sammensætning som bagværk, bliver /g/ til [w]. Jeg forestiller mig at det er en stor opgave for børn at gennemskue at [ɪ̯ g ʊ̯] på et abstrakt niveau er den samme lyd.

Og den slags er der rigtig meget af i dansk. Afstanden mellem /y/ og /ø/ synes ikke at være lang, men i ryge/røg bliver det til [ʁyːy ʁʌɪ̯ˀ], hhv. en lukket, rundet fortungevokal og en åben urundet bagtungevokal. Forskellen kunne dårligt være større.

Hvis forskerne tæller det som ét ord når barnet har lært at sige bære/bar/båret, så kan jeg godt forstå at danske børn kan færre ord, for forskellen i udtalen i det forskellige bøjninger er så stor, at barnet reelt er nødt til at lære tre ord for at lære et ord.

De danske ø’er

De danske ø’er kan let volde problemer, både for folk der skal lære at tale dansk såvel som dem der skal lære at lydskrive det. Grønnum (2005) skelner mellem hele 5 forskellige rundede fortungevokaler, med disse eksempelord (fra høj til lav):

  • y – kyle [kyːlə]
  • ø – køle, føne [køːlə føːnə]
  • œ – høne, skøn [hœːnə sgœnˀ]
  • œ̞ – røbe, ryste, gøre, grynt [ʁœ̞ːbə ʁœ̞sdə gœ̞ːɐ gʁœ̞nˀd]
  • ɶ – grønt, røv [gʁɶnˀd ʁɶʊ̯ˀ]

Jeg har aldrig helt forstået Grønnums inddeling, dels fordi nogen af eksemplerne ikke giver mening i forhold til min egen udtale, dels fordi jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke kan erkende mere end fire forskellige kvaliteter i min egen udtale. Jeg ved at andre har det på samme måde, så her er min redegørelse af de danske rundede fortungevokaler.

Jeg kan selv erkende kontrasten i

  • kyle [kyːlə]
  • køle [køːlə]
  • curle [kœːlə]

og

  • fyre [fyːɐ]
  • føre [føːɐ]
  • fyrre [fɶːɐ]

og vokalen er mere åben i fyrre [fɶːɐ] end i curle [kœːlə] – altså i alt fire forskellige kvaliteter.

Den vokal Grønnum transskriberer som [œ̞], kan jeg ikke få til at passe nogen steder. De eksempler Grønnum giver,har slet ikke samme kvalitet i min udtale: gøre har en tydeligt mere åben vokal end røbe, ryste, grynt.

Desuden kan vokalerne for mit vedkommende grupperes sammen med de andre vokaler: røbe, ryste, grynte har hos mig omtrent samme vokal som høne, skøn, mens gøre har samme vokal som grønt, røv.

Det skal underforstås at et udtalt [ʁ] nok giver noget uvularisering af efterfølgende vokal, er dermed nok en anelse mere åben kvalitet, men det synes jeg ikke er værd at annotere på dette beskrivelsesniveau – det gør vi normalt ikke ved andre vokaler, fx [ʁæːnə æːnə] rene, ane. Altså kan jeg nøjes med fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ].

Rundede fortungevokaler – Fonologisk

Blandt danske fonologer er der tradition for at beskrive dansk fonologisk med tre  forskellige rundede fortungevokaler, fx /fyːrə/ fyre vs. /køːrə/ køre vs. /gœːrə/ gøre. Også her synes jeg det er vanskeligt at blive overbevist om rimeligheden. Jeg synes det er tilstrækkeligt med to /y/ og /ø/.

Fra en overfladisk analyse kan man sagtens finde kontraster, jf. ovenstående eksempler som kyle, køle, curle. Men fra med en fonemøkonomisk tilgang kan man for langt den største del af ordforrådet nøjes med to fonemer.

Hvis man ser bort fra

  • tydeligt fremmede ord, fx curle, berceuse
  • interjektioner, fx øh, bøh
  • proprier, fx Røntgen, Ærø
  • arkaiske/højtidelige/religiøse ord, fx brynje, hymne

, som i det hele taget ofte opfører sig mærkeligt fonologisk, og derfor er det efter min mening i orden at udelade dem fra den fonologiske analyse, så findes den tredelte kontrast kun foran /r/, fx fyre/føre/fyrre, og fyr/før(vb.)/før(præp.).

De fonologiske regler jeg foreslår, er

  1. /y ø øː/ åbnes et trin foran nasal, fx [pønˀd] pynt og [sœn œmˀ hœːnə] søn, øm, høne. I modsætning til Grønnums analyse fortolkes alle [øn øŋ øm] derfor som /yn ym/, fx tynd, ønske, lymfe.
  2. /ø øː/ åbnes et trin efter /r/, fx [ʁœsd ʁœðˀ ʁœːbə] røst, rød, røbe.
  3. /ø/ åbnes et trin foran /v/, fx [sdœʊ̯lə] støvle.
  4. /ø/ åbnes to trin foran /r/, fx [gɶɐ̯]  gør.
  5. /ø y/ åbnes to trin efter /r/ og foran /n m v/, fx [ʁœŋgə kʁœmbə] rynke, krympe og [gʁɶnˀ drʁɶmˀ ʁœʊ̯ˀ] grøn, drøm, røv. (Hos nogle talere bliver /ø/ snarere [ʌ] efter /r/ foran nasal – [gʁʌn].)
  6. (Om man vil, bliver/ø/ desuden [ʌ] foran /j/, fx [tʌj] tøj. Dette er ukontroversielt.)

[ɶː] er kort og [ø œ] er ofte lange

Konsekvensen af denne analyse er at [ɶː] altid er fonologisk kort, og [ø œ] nogle gange er fonologisk lang. Det virker kontraintuitivt, men sådan er fonologi nogen gange, men ikke desto mindre ganske rimeligt.

Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse. Det lydlige resultat, altså hvornår vokalerne forkortes og hvornår de forlænges, varierer vist fra taler til taler, men dette gælder i min egen distinkte udtale: korte vokaler forlænges foran en syllabisk vokoid (fx gedde, sove, dreje, kærre som jeg udtaler med lang vokal), og lange vokaler forkortes foran en ikke-syllabisk  vokoid (fx bog, våd, stor som jeg udtaler med kort vokal, selvom de fonologisk er lange).

Det er værd at bemærke at:

  • Stødløse enstavelsesord fx først, tørst, drøv, øv(int.), hør(sb.), tør(vb.), smør, gør har altid den åbne ø-variant. Stødløshed er ifølge standardbeskrivelsen garanti for at vokalen er kort. Hvis der fandtes stødløse ord med den lukkede variant, ville min fortolkning ikke holde, men det findes ikke.
  • Dobbeltkonsonanter signalerer at foranstående vokal er kort. Foran dobbeltkonsonanter findes derfor kun den åbne ø-variant, jf. større, fyrre, tørre. Den lukkede variant findes kun foran enkeltkonsonanter (føre, køre, øve osv.). Den åbne variant findes også foran enkeltkonsonant i gøre, smøre som er bøjninger af stødløse enstavelsesord, og i snøre (ingen forklaring). Ortografi er vel at mærke ikke bevis på fonologisk struktur, slet ikke i dansk, men ikke desto mindre er der god overensstemmelse i dette tilfælde.

Det er også værd at bemærke at vi kun har to vokalbogstaver der svarer til rundede fortungevokaler, y, ø. I forrige århundrede var der godt nok en bevægelse for at indføre et tredje vokalbogstav ö, men det slog aldrig an – et tegn på at to vokalbogstaver er tilstrækkeligt.

Fonologer er ofte ikke glade for at bruge ortografien som argument i den fonologiske analyse. Der er da også masser af eksempler hvor ortografien kan snyde. Jeg er dog af den overbevisning at den måde hvorpå vi lærer at kæde bogstaver og lyde sammen, spiller en rolle for vores lydlige kategorisering. Til en vis grad er det med til at sørge for at der er konsensus mellem alfabetiske størrelser og fonologiske størrelser.

En anden betragtning er at /y ø œ/ er de tre sjældneste vokalfonemer i DanPASS-korpusset. Tilsammen er de tre fonemer kun lige så hyppige som det fjerdesjældneste fonem /o/. Selvom de udgør 30 % af vokalfoneminventaret,  dækker de kun 4 % af de faktiske forekomster.

I nyere fonologiske retninger spiller frekvens en stor rolle. En høj frekvens fører til en stærkere mental repræsentation. Omvendt kan man forestille sig at en lav frekvens gør det vanskeligt at opretholde en fonologisk kontrast. Der er således en vis rimelighed i at slå de to fonemer /ø œ/ sammen nu når der som følge af sprogudviklingen er opstået mulighed for det.

Slappe y'er og ustemte l'er – i islandsk og dansk

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?

Voldsomme vokalsekvenser

En af de karakteristiske ting ved dansk, er at det er overordentligt vokoidt. Vi har ikke bare mange vokaler, men vi har også en håndfuld vokoide (vokalagtige) konsonanter, nemlig [j w ɐ̯ ð] som i slutningen af fx [hɑj hɑw moɐ̯ mɛð] hej, hav, mor, med.

Ofte går disse, som følge af schwa-assimilation, hen og bliver stavelsesbærende, fx [ˈlɑːɪ ˈlæːʊ ˈmoːɐ ˈmøːð̩] leje, lave, more, møde, hvor de i mange henseender er vanskelige at skelne fra egentlige vokaler. Eller de forsvinder helt.

Resultatet er at vi i dansk ofte støder på lange sekvenser af vokallyde, ikke bare de klassiske sønderjyske eksempler som a æ u å æ ø i æ å (jeg er ude på øen i åen), men et ganske almindelige ikke-fortænkt eksempel som fjerde uge i august har 6-7 vokaler i træk [ˈfjeːɐ ˈuːu i ɑʊ̯ˈg̊ɔsd̥]. Og fraser som [ˈʁʌːð̩ ˈœ̞ːɐð] røget ørred og [ˈnɔːð̩ i ˈʌːð̩] noget i øjet består, bortset fra den initiale konsonant, kun af vokaler.

Dette giver problemer for folk der har et andet modersmål og skal lære dansk. De vil typisk være vant til hjemmefra at vokaler adskilles af konsonanter, men sådan gør vi det ikke nødvendigvis på dansk.

Og det er ikke bare i fremmedsprogstilegnelsen at det er et problem. De lange vokoide sekvenser mistænkes for at være medvirkende årsag til at danske børn lærer deres modersmål langsommere end fx svenske børn. Vokaler er sværere at skille ad end konsonanter, og det er vanskeligere at afkode hvad det er for nogle byggesten sproget er bygget op af.

Man skal fx lære at der er forskel på:

  • [ɑ] som i par
  • [ɑː] som i far
  • [ɑːˀ] som i bar
  • [ɑːɑ] som i bare
  • [ɑːˀɑ] som i barer
  • [ɑːɑɑ] som i snarere
  • [ɑːˀɑɑ] som i forsvarere
  • [ɑːɑɑɑ] som i Sara arrangerer
  • [ɑːˀɑɑɑ] som i forklarer arrangementet
  • [ɑːɑɑɑɑ] som i rarere arrangement
  • [ɑːˀɑɑɑɑ] som i forsvarere arrangerer
  • osv.

Men det stopper ikke der. Jørgen Rischel fandt på sætningen Det er hårdere at årelade en flodhest end en hest hvor vi har [ˈhɒːɒɒ ɒ ˈɒːɒlæːð̩] – seks [ɒ]’er i træk, om man vil (jeg vil nu nok have [ɐ] nogle af stederne).

Jeg tillader mig at trumfe med sætningen Er en dyrskueuge uudholdelig? [æɐ̯ en ˈd̥yɐ̯sg̊uːuuːu uuðˈhʌlˀl̩li] med seks ubetonede u’er hvilket giver endnu mindre kontrast end Rischels eksempel.

(Jeg har googlet det – der er et enkelt hit på dyrskueuge før offentliggørelsen af dette indlæg)

Hvad rimer på gris?

Jeg sad for nylig og prøvede at få min datter på 4 år til finde rim til forskellige ord. Undervejs havde vi nogenlunde denne ordveksling:

– Hvad rimer på gris?
Fes (altså [feːˀs])
– Du mener fis.
– Naarj! Fes! Fis rimer da ikke på gris!

Hun var temmelig overbevist. Min kone, der overhørte samtalen, rettede mig også, og sagde at vokalen i gris da er tættere på [e] end [i]. Det var nyt for mig. I mit hoved er vokalen et [i], men min familie er åbenbart af en anden mening.

R-påvirkning

Det er ganske almindelig at et /r/ påvirker udtalen af en efterfølgende vokal så den bliver mere åben, fx øde vs. røde, rude der bliver til rode, ret der bliver til rat osv., men jeg har ikke stødt på at nogen har påstået at gris bliver til gres. DSDU kender heller ikke en udtale med [e].

Er det min kone og datter der er tossede, eller er der andre der kender til udtalen? Er det en nyere udvikling, eller er det dialektalt?

Hvor mange vokallyde er der i dansk?

Det spørgsmål er ikke helt let at besvare, for det kommer i høj grad an på hvordan man tæller, og hvor meget der skal til før man synes to vokaler er ens eller forskellige. Svaret på det spørgsmål kan veksle fra ca. 10 til ca. 50 vokaler.

Strengt taget, akustisk set, er enhver vokal der udtales, fysisk forskellig fra alle andre vokaler der nogensinde er udtalt. Med tilstrækkelig fint måleapparat vil man altid kunne måle en lille forskel på to vokaler.

På trods af dette har vi en abstrakt forestilling om at nogle vokaler er ens. Dels er vores perceptionsapparat ikke fintfølende nok til at opfange bittesmå akustiske detaljer, og dels kan udtalen af en vokal påvirkes af de konsonanter den er omgivet – også så meget så vi tydeligt kan høre det – men vi tilskriver ikke denne variation nogen sprogligt betydningsadskillende funktion.

Eksempel: Alle danskere ved at /a/ lyder tydeligt forskelligt i ordene kat og rat. Vi ved at /a/ udtales arh-agtigt når vi sætter er /r/ foran. I en vis forstand har vi dog kun ét a, ét fonem, men det kan udtales forskelligt alt efter omgivelserne.

Fonologisk

Man kan analysere sig frem til at vi har 11 vokalfonemer på dansk:

/i y u/ – høje vokaler

/e ø o/ – halvhøje vokaler

/ɛ œ ɔ/ – halvlave vokaler

/a/ – lav vokal

/ə/ – neutral vokal (findes kun i ubetonede stavelser)

Alle vores forskellige vokalkvaliteter kan udledes af disse 11 fonemer efter bestemte regler der tager højde for om vokalerne er korte eller lange og hvilke konsonanter de er nabo til osv.

De tre vokaler /y ø œ/ kan måske endda reduceres til /y ø/ jf. dette indlæg. (Tilføjet 17. maj. 2011)

Vokalkvalitet

Hvis man undersøger hvordan vokalerne konkret udtales (det kan man enten gøre artikulatorisk, akustisk eller auditivt) så er der i betonede stavelser typisk et sted mellem 16-18 vokalkvaliteter afhængigt af hvilken variant af dansk man taler. Hvis man er godt trænet i lydopfattelse, kan man skelne nogle flere, men så er vi vist også ved at nærme os grænsen for vores auditive formåen.

Dvs. vi har brug for 16-18 forskellige lydskriftsymboler, når vi skal lydskrive danske vokaler i betonede stavelser. Hertil kommer nogle stykker som kun findes i ubetonede stavelser (se nedenfor).

Igen, akustisk set er alle vokaler i hvert fald en lille smule forskellige, men de samler sig i nogle klynger, og man kan derfor regne med at vokalerne inden for en klynge er så ens så vi ikke opfatter dem som forskellige i nogen lingvistisk interessant henseende.

Vokallængde og stød

Vi har på dansk en skelnen mellem korte og lange vokaler, og lange vokaler kan desuden have stød. Hvis man ønsker at regne stød og længde som en egenskab ved vokalen (snarere end en egenskab ved stavelsen, hvilket der ellers kan være god grund til at gøre), så har vi i betonet stavelse:

12 forskellige lange vokaler (nogle har 13)

12 forskellige vokaler med stød

16 forskellige korte vokaler

I alt 40 forskellige vokalkvaliteter i betonede stavelser. Dertil kommer vokaler som i distinkt udtale normalt kun findes i ubetonede stavelser. Her er nok en håndfuld, primært [ə ɐ ɪ ʊ ð̩], men vokalinventaret i ubetonede stavelser er noget sløret og ikke særlig godt undersøgt endnu.

Konklusion

Så hvor mange vokaler har vi? Tja, hvis du vil chokere, så sig endelig at vi har 40-50 stykker. Hvis de vil være mere lempelig, så sig 11 fonemer; det er stadig et imponerende antal der kan slå de fleste af verdens sprog af banen. Og endelig, når vi lydskriver vokaler, bruger vi typisk omkring 20 forskellige vokalsymboler.

Modifikationer af vokaler

I den traditionelle vokalbeskrivelse, beskriver man vokaler ud fra disse tre træk:

  • Artikulationssted: for-, mellem– eller bagtunge.
  • Åbningsgrad: høj, halvhøj, halvlav eller lav.
  • Runding: rundet eller urundet.

Ud over disse træk kan vokaler modificeres på forskellige måder, hvilket udnyttes på en del sprog. Her er nogle af de modifikationer og kontraster man finder :

  • nasale vokaler
  • spændte vs. slappe vokaler
  • vokaler med advanced tongue root (Dette er principielt forskelligt fra spændt/slap-kontrast. Nogle sprog har ATR, mens andre har spændt/slap, men der er næppe nogen sprog der har en tredelt skelnen mellem disse. Som distinktivt træk kan man derfor nøjes med [+ATR].)
  • faryngaliserede vokaler
  • retroflekse vokaler
  • frikative vokaler
  • creaky/breathy/modal stemthed (dansk stød kan beskrives som en art creaky voice)
  • korte/lange vokaler
  • diftongering

Disse træk beskrives nærmere i fx Grønnum (2005) og Ladefoged & Maddieson (1996).

Hvis man går i detaljer, kan man sikkert finde mange flere modifikationer en disse. Nogle sprog har ustemte vokaler findes som allofoner. Svensk har et såkaldt Viby-i som for mig lyder en smule frikativt, men jeg har ikke kunnet finde en præcis artikulatorisk beskrivelse af det.  Svensk skelner desuden mellem tre former for læberunding; ud over alm. rundet/urundet har de også indrundede vokaler.

På dansk kan vokaler fakultativt udtales kraftigt ð-påvirket foran [ð] i ord som side, sæde, søde osv. hvor der ikke er nogen tydelig forandring fra vokal til [ð]. Jeg er usikker på hvordan disse skal beskrives, men måske en art ekstrasnæver mellemtungevokal.

Daniel Jones' kardinalvokaler

Den klassiske indspilning af Daniel Jones der udtaler de 8 primære og 10 sekundære kardinalvokaler, to korte og en lang. Her illustreret med IPA’s vokalskema.

Følg med

rss e-mail FB Twitter