For nogle dage siden sad jeg og lavede en fonologisk repræsentation af de 20 ord der hyppigst udsættes for stavelsestab i DanPASS-korpusset. Et af disse ord var nogle. Den fonologiske repræsentation der er givet af ordet i DanPASS er /noːlə/. Ordet forekommer 125 gange, men kun en enkelt gang er det transskriberet med [l], hvilket endda er noget tvivlsomt efter min mening (bedøm selv). De resterende 124 gange udtales det med en final nasal eller nasalvokal, svarende til udtalen af nogen. De hyppigste udtaler af nogle er [noŋ noːn noːŋ], ubetonede og enstavede. Se hvordan nogle udtales i DanPASS. Jeg endte naturligvis med at rette /noːlə/ til /noːən/.

Den Store Danske Udtaleordbog (1991) konstaterer da også om nogle at det er “lidet brugt i talesproget”. Det tør siges. Informanterne i DanPASS har vel at mærke for størstedelens vedkommende en sproglig akademisk baggrund, så det er ikke bare fordi de ikke kan finde ud af det. Når den sproglige korrekthed inkarneret i Dronning Margrethe siger nogen i stedet for nogle tør jeg godt konstatere at nogle er et ikke-eksisterende ord i dansk. I hvert fald indtil vi kommer i skole og får at vide at vi skam skal skrive nogle nogle gange hvor vi ellers tænker nogen.

Hvis man skal skrive pænt og dannet, skal man kunne skelne mellem hvornår man skal nogen og nogle. Reglerne findes her. Reglerne er ikke vanskelige, men omvendt gør de ikke rigtig noget for sproget, andet end at gøre skoleelever kede af det. Lad dog det sølle ord nogle få gravfred og lad os holde os til nogen som klarer to ords arbejde helt fint alene.

Related posts:

1. Sammen satte ord – fra et fonetisk perspektiv
2. Stavelsestab og ordfrekvens

Sprognævnet forklarer ændringen linie > linje i Nyt fra Sprognævnet 2001/4 med en generel regel om at der skrives -je efter kort vokal som pulje, brynje, smedje, og -ie efter lang vokal, såsom podie, konkylie, medie osv.

Selvom sprognævnets regel holder et stykke af vejen, så forklarer den ikke stavemåderne familie, komedie, ferie m.fl. Disse ord har også kort vokal i foranstående stavelse, så efter sprognævnets regel burde de staves *familje, *komedje, *ferje.

Jeg mener at forklaringen ikke ligger i om hvorvidt foranstående vokal er kort eller lang, men hvorvidt stavelsen har stød eller ej.

Stødregler

Ifølge Grønnum (2005) gælder det at:

• Simplexord med tryk på tredjesidste stavelse har (næsten) altid stød, fx tunika, domino.
• Simplexord med tryk på næstsidste stavelse som ender på -ə, har (næsten) aldrig stød, fx enke, hule.

Dette er naturligvis forudsat at stavelsen har stødbasis, dvs. at den enten indeholder en lang vokal eller en kort vokal + en sonorant. Reglerne er i øvrigt baseret på fonologisk analyse af dansk og tager som sådan ikke hensyn til ortografien.

På denne måde afspejles den fonologiske struktur i stavemåden. Familie, komedie, konkylie er fonologisk /fa’miliə ko’mediə kɔn’ky:liə/ mens vanilje, kastanje, linje, tredje fonologisk er /va’niljə ka’stanjə linjə trɛdjə/. Sådan må det være; ellers kan man ikke forklare stødforekomsten.

Mao. er reglen at hvis den betonede stavelse har stød, skal ordet skrives med -ie, og hvis den betonede stavelse ikke har stød, skal ordet skrives med -je.

Den holder ikke hele vejen

Reglen holder rigtig godt et langt stykke af vejen. Således udtales følgende ord uden stød: pinje, brynje, midje, smedje, badulje, medalje, lilje, patrulje, pulje osv. Og følgende ord udtales med stød: akacie, historie, bronkie, glorie, klenodie, kranie, studie, medie osv. Man kan også fint tilføje ord der ender på -ge, vælge, følge, Sverige osv.

Der er et par undtagelser til reglen, meeen det er jo heller ikke fonologer der bestemmer over retskrivningen:

• Ord der ikke har stødbasis, kan veksle mellem -je/-ie: rutsje, dafnie, aktie, lektie. fonologisk er det ikke noget problem, men efter sprognævnets retningslinjer burde alle skrives med -je, da de har kort vokal.
• Olie, præmie, pistacie har stødbasis, men (ofte) ikke stød. fonologisk ender de altså på /jə/, men skrives med -ie.
• Bolsje har stød og er fonologiske set altså trestavet /’bɔlsiə/.

Den fonologiske analyse fører desuden til at et ord som etage fonologisk er firstavet, /e’ta:siə/, hvis det da ellers udtales med stød, hvilket ikke alle gør.

Fonologien eksisterer i vores hoveder

På trods af et par smuttere så viser denne regel at fonologiske mekanismer findes i vores hoveder; det er ikke bare noget lingvister har fundet på. Ovennævnte regler virker i sproget på trods af at det kun er de færreste mennesker der er klar over at de er der – ikke engang sprognævnet er tilsyneladende bevidste om dem.

Hvis ikke de fonologiske mekanismer havde en kognitiv realitet, kan man ikke forklare hvorfor skriften har bevæget sig fra frit valg mellem -ie/-je til en klar fonologisk betinget opdeling af hvor vi skriver det ene og det andet.

Related posts:

1. Hvor mange vokallyde er der i dansk?
2. Hvorfor giver helium lys stemme? En teknisk forklaring
3. Hvorfor får man lys stemme når man indånder helium?

1. aj - ajle, praje
2. ej - fejle, rejse
3. eg - jeg, tegne
4. ig - mig, dig, sig
5. æ - række, strække
6. e - drenge, strenge
7. ek - seksten
8. ai - bonsai
9. ei - feinschmecker, aber dabei
10. ay - mayonnaise, Uruguay
11. ey - Ceylon
12. eye - eyeliner
13. y - cyberspace, nylon
14. i - timeout, online
15. ir - wire, ironman (måske = 13)
16. ie - pie, tiebreak
17. igh - copyright, hightech
18. ail - serail
19. aille - braille
20. eille - nonpareille (‘korrekt’ udtale er snarere [ɛj], men [ɑj] er registreret i DSDU)
21. ari - farisær, variant (kun ubetonet) – Tak til Line
22. arri - karriere, barrikade (kun ubetonet) – Tak til Line
23. ui - guide – Tak til Holger
24. ij - rijsttafel – tak til Gaston
25. ae – aerobics – tak til Sandra

Er der nogen vi har overset?

Related posts:

1. Hvor mange vokallyde er der i dansk?
2. Sammen satte ord – fra et fonetisk perspektiv

Det bruges også som en tilføjelse til det latinske alfabet i lande der har indført dette i nyere tid (ligesom vi i dansk har de særlige bogstaver æ, ø, å), bl.a. i Aserbajdsjan og Nigeria. I Nigeria benyttes dog majusklen Ǝ, mens de øvrige sprog bruger majusklen Ə. Se layoutet på et aserbajdsjansk keyboard (både kyrillisk og latin).

Man kan også støde på ə i forskellige standarder for transliteration af ikke-latinske skriftsprog til latin, fx hebraisk. Bogstavnavnet schwa er i øvrigt en tysk skrivemåde af det hebraiske navn for en ekstrakort, epentetisk vokal shva.

I unicode-standarden skelner man mellem flere schwa’er:

• Latin (Latin Extended B): ǝ Ə (Bogstavet Ǝ kaldes ikke schwa)
• Kyrillisk: ә Ә
• IPA: ə

Der er faktisk forskel på disse tegn, selvom de grafisk set er ens. Prøv fx at kopiere dem og søge efter dem her på siden. Så opdager du at du kun kan finde IPA-symbolet (ud over eksemplerne nævnt i dette indlæg). Dog gælder det at det latinske ǝ associeres med majusklen Ǝ, mens det latinske Ə associeres med IPA-symbolet ə. I søgemaskiner skelnes der normalt ikke mellem minuskler og majuskler, og således finder man altså IPA’s ə når man søger på latin Ə. Snedigt.

Related posts:

1. Haplologi

At lade en skrivemåde være afhængig af udtalen er problematisk, især fordi det forudsætter at forskellige sprogbrugere udtaler ordene ens, og det kræver at sprogbrugerne er bevidste om udtalen.

Den konkrete formulering i RO er:

Hvis en ordforbindelse udtales med ét hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord.

Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord.

Problem 1: Trykbevidsthed

Vi er generelt ikke særligt bevidste om tryk, os danskere. Og det er ikke bare hr. og fru Danmark og Brian fra Valby der ikke kan finde ud af det. Som underviser i fonetik er min erfaring at trykforhold ikke altid er let at lære selv for lingvistikstuderende, som man må forvente er tilstrækkeligt sprogligt bevidste og i øvrigt motiverede for at lære det.

Selv erfarne fonetikere som er trænede i lydopfattelse, kan være uenige om hvorvidt en stavelse er betonet eller ej. Hvis man klipper en ordforbindelse ud af en kontekst i et stykke spontantale, kan det være overordentligt svært at afgøre om der er tale om et kompositum eller om en frase.

At bede folk om at fornemme om et ord har hovedtryk eller ej, kan altså være meget at forlange. At oven i købet at bede dem om at skelne mellem flere trykgrader – hovedtryk, bitryk, nultryk – og for meget for de fleste.

Det kan være svært at forstå hvis man selv har let ved at høre tryk, men man må nok sige at en pæn del af befolkningen simpelthen er trykdøve.

Problem 2: Dobbelttryk

Reglerne forudsætter at sprogbrugerne rent faktisk udtaler et kompositum med et hovedtryk og et bitryk, men det gør man ikke i alle tilfælde. Man kan, måske især i visse dialekter, støde på at komposita udtales med dobbelttryk. I DanPASS-korpusset kan man fx finde følgende (og mange andre) ord udtalt med hovedtryk på begge stammer:

• ‘færdigbe’skrevet
• ‘første’salen
• gar’din’billede
• ‘lys’krydset
• ‘løve’park
• ‘rullegar’din
• ‘start’punktet

Ifølge reglerne skal disse ord således skrives i to ord, for så vidt som de udtales med dobbelttryk, fx der ligger en løve park, et grønt rulle gardin, osv. Da Sprognævnet endnu ikke har beføjelser til at diktere udtalen, er man frit stillet mht. at skrive i ét eller to ord, bare man postulerer at det svarer til ens trykfordeling.

Ud over dette har vi en del ord som har en velatableret udtale med dobbelttryk, som ikke desto mindre skal skrives i ét ord, fx:

• ‘øje’blik
• ‘jule’aften
• na’turlig’vis
• ‘simpelt’hen
• ‘stadig’væk

Ifølge § 18 skulle man skrive *naturlig vis er det simpelt hen stadig væk jule aften om et øje blik.

Det passer ikke lige godt ind i alles kram at ord udtales med dobbelttryk. Nogle taler endda om at danskere lider af trykkesyge. Men sådan forholder det sig nu en gang.

Problem 3: Dansk prosodi

Hvis en ordforbindelseudtales med éthovedtryk (stærkttryk) på det førsteled og bitryk (svageretryk) på det andet, skrives forbindelsen i étord.

Hvis jeg skulle læse § 18 op, ville min trykfordeling umiddelbart være sådan at ordene burde skrives sammen sådan som det er gjort ovenfor. Nu er jeg oven i købet en trænet fonetiker og kan finde ud af at skelne mellem mere end to trykgrader. Hvis jeg nu kun kunne skelne mellem stærkt tryk og svagere tryk, ville sætningen skulle skrives således:

Hvis en ordforbindelseudtalesmed éthovedtrykpådet førsteledog bitrykpådet andet, skrives forbindelseni étord.

Lige nu er jeg regelrytter og læser helt bevidst ikke intentionen i § 18. Men der er et problem i at trykforhold er tæt knyttet til hvilke ord man vil fremhæve, og dét kan variere en del.

Ord har det med at indgå i en kontekst, og ofte er konteksten afgørende for hvilke ord der skal have hoved-/bitryk. At fremhæve et ord prosodisk betyder ofte at man reducerer et hovedtryk i de omgivende ord til et bitryk, hvilket ifølge § 18 får konsekvenser for om ordene skal skrives sammen eller ej.

Ofte er det valgfrit om et ord skal udtales med hovedtryk eller bitryk. Skal denne valgfrihed afspejles i skrivemåden?

Der er ingen sprogbrugere der skriver på denne måde, heldigvis, men det viser at retskrivningsreglerne ikke er formuleret i overensstemmelse med deres intention. Hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op med de regler?

Dette problem også knyttet til det næste problem.

Problem 4: Hvad menes der med ‘ordforbindelse’?

Ovenfor viste jeg at der er masser af tilfælde hvor naboord ikke skal komponeres på trods af at de strengt taget opfylder kravene til det. Men hvilke ord skal så komponeres? § 18 henviser til ‘ordforbindelser’. Skal det forstås sådan et visse naboord indgår i en ordforbindelse, mens andre naboord ikke gør? Hvordan skal sprogbrugeren afgøre i eksemplet ovenfor at hoved+tryk er en ordforbindelse, men stærkt+tryk ikke er det, når trykfordelingen nu er ens?

Tja, det er muligt at grammatikerne har et svar på det. Jeg har ikke. Og Retskrivningsordbogen er tavs om det. Igen, hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op?

Problem 5: Det er slet ikke det der er problemet

Nu har jeg angrebet § 18 fra et fonetisk synspunkt. Det er blot for at vise at det er problematisk at bruge henvisninger til udtalen i forbindelse med retskrivningsreglerne. Hvis man gør det, må man acceptere at to sprogbrugere skriver samme ord forskelligt.

Men det er slet ikke det der er problemet ift. hvorfor så mange ikke kan finde ud af at skrive sammensatte ord.

Jeg vil vove at påstå at der findes to forskellige grammatiker i dansk: En der tillader andet end adjektiver på adjektivets plads, og én der ikke gør det (det er muligvis ikke den bedste beskrivelse – jeg er elendig til grammatik).

En meget forsimplet forklaring/et muligt scenarie

Man kan forestille sig at et dansk barn fx lærer ordene ringe og klokke at kende. Senere støder barnet på ordet ringeklokke. I talesproget er der ingen mellemrum, så barnet ved ikke som udgangspunkt om der er tale om et eller to ord. For barnet er der to muligheder: (1) Barnet opfatter det prosodiske cue hovedtryk+bitryk og lærer at de to ord er særligt integrerede – det er i virkeligheden kun ét ord, eller (2) barnet opfatter ikke det prosodiske cue (muligvis er det slet ikke til stede i de stimuli barnet får, jf. problem 2, muligvis tillægger barnet det en anden betydning, jf. problem 3).

På baggrund af barnets erfaringer danner det en grammatik. Barn 1 lærer at et ord kan bestå af flere stammer, og barn 2 lærer at substantiver og verber kan modificere et ord på samme måde som adjektiver kan. Begge børn har klaret en svær opgave, nemlig at udregne en grammatik på baggrund af begrænsede oplysninger.

I skolen lærer børnene at vi sætter mellemrum mellem to ord. “Det er fint”, tænker børnene. Barn 1 skriver ringeklokke i ét ord som de jo er i barn 1′s hoved, og barn 2 skriver ringe klokke i to ord, som det jo er i barn 2′s hoved.

Hvordan pokker lærer vi barn 2 at man kontraintuitivt skal undlade at lave mellemrum mellem to ord i særlige tilfælde? Eller skal vi måske i stedet lære barn 1 at den anden måde at gøre det på, også er i orden?

En bemærkning om indflydelse fra engelsk, stavekontroller og sms-ordbøger

Det bliver ofte fremført at orddelingsfejl skyldes påvirkning fra engelsk, stavekontroller eller sms-ordbøger, som ikke kan finde ud af at sammenskrive ord sådan som de skal være.

Børns tilegnelse af orddannelsesprocesser sker før de introduceres til disse tre ting. Så hvis de skulle have en indflydelse, må man altså forudsætte at barnet har lært at skrive sammensatte ord først, men at dette så ‘ulæres’ når barnet stifter bekendskab med engelsk og elektroniske ordbøger. Det finder jeg meget usandsynligt.

Der kan næppe heller påvises nogen sammenhæng mellem hvor meget man udsættes for engelsk, eller hvor meget man bruger elektroniske ordbøger, og så hvor mange orddelingsfejl man laver.

Related posts:

1. Er der overhovedet nogen der siger ‘nogle’?