laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Skriftsprog

Æggedelere, æggeledere og fuge-e’er

Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.

Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.

ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.

6857869304_a4d289140d_z

Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.

æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.

Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.

Hvorfor ægge?

Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?

Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).

Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.

Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.

Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.

Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hushundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.

Fuge-e er næsten en grammatisk regel

Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.

Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.

Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.

40 nye ord med schwa

I Retskrivningsordbogen 2012 har sprognævnet givet tilladelse til at stave ord som gymnasium, akvarium og territorium med –ie, altså gymnasie, akvarie og territorie i den offentlige forvaltning. Selvom det er en gammel nyhed, har den været oppe og vende i  nyhedsmedier de sidste par dage.

Formen med –ie har længe været almindelig i dansk, både på skrift og i tale, hvor vi altså har /ə/ i endelsen i fx [gymnæːˀɕə] gymnasie i modsætning til den udanske endelse /om/. Som schwa-fanatiker ser jeg naturligvis denne ændring som en til det bedre.

Som sædvanlig når noget ændrer sig, er der et hylekor af sprogrøgtere som brokker sig over at sprognævnet ophøjer dumme menneskers fejl til korrekt dansk, men de nye former er langt mere naturlige, logiske og danske end de gamle var.

Siden vikingetiden har vi i dansk haft en tilbøjelighed til schwaificere ubetonede vokaler der forekommer efter stavelser med fuldvokaler. Vi kan åbenbart godt lide en lydstruktur der veksler mellem stærke og svage stavelser, hvor de stærke stavelser bliver stadig stærkere og bærer mere og mere af den betydningsadskillende byrde, mens de svage stavelser bliver  svagere.

Det er bl.a. derfor at det på dansk hedder gade, love og koge med schwa i anden stavelse, i stedet for som på svensk gata, lova, koka med fuldvokal i anden stavelse (dette er der dog ingen sprogrøgtere der beklager). Tendensen ses andre steder i sproget, såsom i frikkedelle-effekten, som sørger for at vi fx siger frikkedelle, krokkedille og irretere i stedet for frikadelle, krokodille og irritere. De nye stavemåder af gymnasie osv. følger blot samme tendens, som har været gældende i dansk de sidste 1000 år.

Dertil kommer at de berørte ord, ganske aparte, med den gamle stavemåde mister en stammestavelse når de bøjes, fx gymnasier, gymnasiet og ikke *gymnasiummer, *gymnasiummet, som ville være regelret dansk bøjning af stammen gymnasium. Med de nye stavemåder får man en naturlig dansk bøjning af ordene.

Udviklingen her er altså ikke et udtryk for at fejl og sjusk ophøjes til korrekthed, men derimod at ordene tilpasses til det danske sprogsystem, og sprogsystemet er der som sådan ikke noget galt med. At nogen kan finde på at forsvare den aparte ium-endelse, må ganske enkelt skyldes sproghistorisk uvidenhed og manglende lingvistikundervisning i skolesystemet.

Modernet, modernede og moderne

I dagens Sprogminut på P1 fortæller Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn om formen modernet, som har sneget sig ind i nogle danskeres sprogbrug. Ifølge retskrivningsnormen er moderne et ubøjet adjektiv, og det hedder altså moderne uanset om der er tale om ental, flertal, intetkøn, fælleskøn, bestemt eller ubestemt form.

JNJ forklarer formerne modernet og modernede med at vi jo normalt bøjer adjektiver, og bøjningen af moderne følger således blot det generelle bøjningsmønster og dermed er ganske “logisk og systematisk”.

Hvis man vil beskrive modernet som et bøjet adjektiv, opfører det sig imidlertid efter min mening hverken logisk eller systematisk.

Det er usystematisk fordi den systematiske regel er at vi ikke bøjer adjektiver der ender på schwa. Det hedder et lille, øde, bange, højre, selvmodsigende osv. og ikke et *lillet, *ødet, *banget, *højret, *selvmodsigendet. Jeg har aldrig stødt på nogen der udtalte ordene på den måde, og hvis der skulle være tale om en systematisk tilpasning, virker det mystisk at det så kun rammer et bestemt ord, modernet. Det er der intet systematisk ved.

Det er ulogisk fordi adjektivets normale bøjningsmorfem er /t/, som i udtalen bliver til [d], jf. fx at blåt udtales [blʌd] og ikke *[blʌð]. Modernet får derimod tilføjet et /d/ som bliver til [ð] i udtalen, hvilket slet ikke er et intetkønsmorfem. Her snubler JNJ nok fordi han arbejder i et nævn der kun beskæftiger sig med skriftsproget, for på skrift gengives de to endelser med samme bogstav.

JNJ er selv inde på flertalsformen modernede. Igen, hvis modernet var en intetkønsform af moderne, ville det systematisk hedde moderne i flertal, da stammen stadig må være moderne. Vi flertalsbøjer som nævnt ikke adjektiver der ender på schwa, men selv hvis vi gjorde, ville det regelret blive modernee og ikke modernede. (I morfofonologiske sammenhænge beskrives det faktisk undertiden som at ordet bøjes, men en mere generel regel om at /əə/ -> /ə/ sørger for at bøjningen ikke får noget lydligt udtryk.)

At modernet skulle være en intetkønsform, stemmer i øvrigt ikke overens med talrige eksempler fundet på google, hvor modernet bruges om fælleskønsord, fx en modernet virksomhed, en modernet kunstner, en modernet sygdom.

I øvrigt dokumenterer jeg i min ph.d.-afhandling at adjektivers intetkøns-t er overordentlig tilbøjelig til at blive droppet. Det ville derfor være mærkeligt hvis der samtidig skulle være en tendens til at droppe det de fleste steder, men indføre det andre steder.

Hvorfor siger nogen så modernet og modernede?

Mit bud på en forklaring er at modernet hos dem der bruger den form, skal betragtes som stammen, og ikke som en intetkønsform af moderne. Først da opfører det sig morfologisk regelret. Det får samme bøjningsmønster som ternet, firestjernet og skarphjernet, som ender på /d/ på trods af ortografiens t, og som bøjes i bestemt form og flertal til ternede, firestjernede og skarphjernede.

Det ligner således mere noget participiumsagtigt, som fx malet i fx jeg har malet billedet, nu er det malet. Der er ganske vist ikke noget verbum der hedder at moderne noget, og det kan være at det er derfor at det stadig skratter i ørerne på os der siger moderne.

Formen modernet vil jeg beskrive som moderne med falsk rekonstruktion af /d/. Normalt opfatter vi ikke alle de reduktioner vi laver i daglig tale; vores hjerne rekonstruerer den fulde, distinkte form helt automatisk. Nogen gange rekonstruerer vi også noget der ikke er intenderet, fx når børn danner formerne [ˈkɑːjə] og [ˈdʁɑːvə] af [ˈkɑːi ˈdʁɑːu] karry, drage – nogle udtaler de næsten garanteret aldrig har hørt fra en voksen mund. I et tidligere indlæg skrev jeg også om lykkes og lykkedes og forskellen på [ð] og [ə]. Det er almindeligt at reducere [ð] til [ə], men som lytter er man i stand til at rekonstruere den distinkte form. Som uerfaren sprogbruger kan man altså af vanvare komme til at opfatte moderne som modernet, formentlig fordi det af en eller anden grund bare lyder mere rigtigt eller almindeligt. På den måde er der intet regelmæssigt over det. Det er bare en enkelt smutter som har fået en vis udbredelse.

Ord der udtales som de staves

Dansk retskrivning er som bekendt ikke særlig lydret, men vi har dog ord, som fx nu, vi, møl og nevø, som kan udtales nøjagtig som var det lydskrift [nu vi møl nevø]. Jeg har bladret mine udtaleordbøger og min hjerne igennem for at finde de længste sådanne ortografonemiske ord (jep, det var et ord jeg selv har fundet på, og ja, det indeholder en haplologi).

Man er nødt til ikke at være for striks. Hvis man forlanger meget fin lydskrift, kommer man naturligvis ikke ret langt, for så skal der læsses en masse diakritika på. Men hvis man bruger almindelig grov IPA, går det lidt lettere.

Til at begynde med kan man udelukke alle ord med lang vokal eller stød – den slags ting markerer vi ikke i ortografien. Og vi har heller ikke noget schwa! Til gengæld vedtager jeg at alle ord kan udtales ubetonet, for så slipper jeg for at tage stilling til tryk, som heller ikke markeres ortografisk.

Umiddelbart kan jeg finde ortografonemiske ord på op til syv bogstavers længde:

  • antabus
  • husblas
  • syfilis

Der er også en del på seks bogstaver:

  • bikini
  • valuta
  • kalaha
  • plasma
  • kandis
  • sultan

Og på fem bogstaver har vi bl.a. antal, banjo, dildo, metal, salsa, halal, tyfus, mysli, panda, miljø, gebis.

Hvis vi nu siger at /p t k/ kan aspireres finalt – det kan de godt – så kan vi inkludere ord der slutter på p, t, k, herunder en masse afledninger der slutter på –isk eller –ist. Således kommer vi op på 10 bogstavers længde:

  • minimalist (10 bogstaver)
  • positivist (10)
  • violinist (9)
  • analytisk (9)
  • bandagist (9)
  • alkymist (8)
  • feminist (8)
  • basilisk (8)
  • humanist (8)
  • finalist (8)
  • nihilist (8)
  • metodist (8)
  • semantik (8)

Og ikke mindst:

  • fonetik (7)

Det kunne selvfølgelig være rart hvis man kunne udbygge det til fx positivistisk (13), men jeg kan ikke få mig selv til at aspirere det andet t – det bliver [positivisdisk].

Og så kan man naturligvis begynde at sætte ordene sammen til mere eller mindre rimelige ord. Her kan man drage nytte af at nogle vokaler taber stød og længde i sammensætninger:

  • miljøpolitik (12)
  • semifinalist (12)
  • halalhumanist (13)
  • fonologivolapyk (15)
  • kalahaminimalist (16)
  • osv.

Hvis man nu brugte dania i stedet for IPA – hvilket man selvfølgelig ikke gør – men alligevel, hvis man nu gjorde, så kunne man også finde ord med bogstaverne æ, å og r – å hjælper dog ikke stort, da det stort set altid er en lang vokal hvis den har å-kvalitet. Men af længere ord kan det nævnes at inkluderingen af æ giver os fx pædagogik (9), og r giver os fx problematik (11).

Jeg har garanteret langt fra fanget alle, så hvis du kommer på nogle gode ortografonemiske ord, så smid gerne en kommentar.

Sammenhængen mellem tryk og sammensatte ord

Er det egentlig forkert at splitte sammensatte ord? Sprognævnets regler for hvornår noget skal skrives i et eller to ord, er urimelige og dybest set forkerte. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen, og nu har jeg skrevet endnu en artikel om det på Sprogmuseet.

Er der overhovedet nogen der siger ‘nogle’?

Hedder det nogen eller nogle?

For nogle dage siden sad jeg og lavede en fonologisk repræsentation af de 20 ord der hyppigst udsættes for stavelsestab i DanPASS-korpusset. Et af disse ord var nogle. Den fonologiske repræsentation der er givet af ordet i DanPASS er /noːlə/. Ordet forekommer 125 gange, men kun en enkelt gang er det transskriberet med [l], hvilket endda er noget tvivlsomt efter min mening (bedøm selv). De resterende 124 gange udtales det med en final nasal eller nasalvokal, svarende til udtalen af nogen. De hyppigste udtaler af nogle er [noŋ noːn noːŋ], ubetonede og enstavede. Se hvordan nogle udtales i DanPASS. Jeg endte naturligvis med at rette /noːlə/ til /noːən/.

Den Store Danske Udtaleordbog (1991) konstaterer da også om nogle at det er “lidet brugt i talesproget”. Det tør siges. Informanterne i DanPASS har vel at mærke for størstedelens vedkommende en sproglig akademisk baggrund, så det er ikke bare fordi de ikke kan finde ud af det. Når den sproglige korrekthed inkarneret i Dronning Margrethe siger nogen i stedet for nogle tør jeg godt konstatere at nogle er et ikke-eksisterende ord i dansk. I hvert fald indtil vi kommer i skole og får at vide at vi skam skal skrive nogle nogle gange hvor vi ellers tænker nogen.

Hvis man skal skrive pænt og dannet, skal man kunne skelne mellem hvornår man skal nogen og nogle. Reglerne findes her. Reglerne er ikke vanskelige, men omvendt gør de ikke rigtig noget for sproget, andet end at gøre skoleelever kede af det. Lad dog det sølle ord nogle få gravfred og lad os holde os til nogen som klarer to ords arbejde helt fint alene.

Hvorfor skriver vi ‘linje’ og ‘tredje’ og ikke ‘linie’ og ‘tredie’?

Tidligere tillod Retskrivningsordbogen dobbeltformer som linie/linje, brynie/brynje, smedie/smedje, kastanie/kastanje, som i dag kun må skrives med endelsen –je. Men hvordan kan det være at –je har vundet over –ie i disse ord, men ikke i andre som fx kranie, folie, asie?

Sprognævnet forklarer ændringen linie > linje i Nyt fra Sprognævnet 2001/4 med en generel regel om at der skrives –je efter kort vokal som pulje, brynje, smedje, og –ie efter lang vokal, såsom podie, konkylie, medie osv.

Selvom sprognævnets regel holder et stykke af vejen, så forklarer den ikke stavemåderne familie, komedie, ferie m.fl. Disse ord har også kort vokal i foranstående stavelse, så efter sprognævnets regel burde de staves *familje, *komedje, *ferje.

Jeg mener at forklaringen ikke ligger i om hvorvidt foranstående vokal er kort eller lang, men hvorvidt stavelsen har stød eller ej.

Stødregler

Ifølge Grønnum (2005) gælder det at:

  • Simplexord med tryk på tredjesidste stavelse har (næsten) altid stød, fx tunika, domino.
  • Simplexord med tryk på næstsidste stavelse som ender på -ə, har (næsten) aldrig stød, fx enke, hule.

Dette er naturligvis forudsat at stavelsen har stødbasis, dvs. at den enten indeholder en lang vokal eller en kort vokal + en sonorant. Reglerne er i øvrigt baseret på fonologisk analyse af dansk og tager som sådan ikke hensyn til ortografien.

På denne måde afspejles den fonologiske struktur i stavemåden. Familie, komedie, konkylie er fonologisk /fa’miliə ko’mediə kɔn’ky:liə/ mens vanilje, kastanje, linje, tredje fonologisk er /va’niljə ka’stanjə linjə tredjə/. Sådan må det være; ellers kan man ikke forklare stødforekomsten.

Mao. er reglen at hvis den betonede stavelse har stød, skal ordet skrives med –ie, og hvis den betonede stavelse ikke har stød, skal ordet skrives med –je.

Den holder ikke hele vejen

Reglen holder rigtig godt et langt stykke af vejen. Således udtales følgende ord uden stød: pinje, brynje, midje, smedje, badulje, medalje, lilje, patrulje, pulje osv. Og følgende ord udtales med stød: akacie, historie, bronkie, glorie, klenodie, kranie, studie, medie osv. Man kan også fint tilføje ord der ender på –ge, vælge, følge, Sverige osv.

Der er et par undtagelser til reglen, meeen det er jo heller ikke fonologer der bestemmer over retskrivningen:

  • Ord der ikke har stødbasis, kan veksle mellem –je/-ie: rutsje, dafnie, aktie, lektie. Fonologisk er det ikke noget problem, men efter sprognævnets retningslinjer burde alle skrives med –je, da de har kort vokal.
  • Olie, præmie, pistacie har stødbasis, men (ofte) ikke stød. Fonologisk ender de altså på /jə/, men skrives med –ie.
  • Bolsje har stød og er fonologiske set altså trestavet /’bɔlsiə/.

Den fonologiske analyse fører desuden til at et ord som etage fonologisk er firstavet, /e’ta:siə/, hvis det da ellers udtales med stød, hvilket ikke alle gør.

Fonologien eksisterer i vores hoveder

På trods af et par smuttere så viser denne regel at fonologiske mekanismer findes i vores hoveder; det er ikke bare noget lingvister har fundet på. Ovennævnte regler virker i sproget på trods af at det kun er de færreste mennesker der er klar over at de er der – ikke engang sprognævnet er tilsyneladende bevidste om dem.

Hvis ikke de fonologiske mekanismer havde en kognitiv realitet, kan man ikke forklare hvorfor skriften har bevæget sig fra frit valg mellem –ie/-je til en klar fonologisk betinget opdeling af hvor vi skriver det ene og det andet.

Hvor mange måder kan man skrive [ɑj] på?

For et stykke tid siden gav jeg et hold lingvistikstuderende den opgave at de skulle finde så mange forskellige stavemåder hvorpå diftongen [ɑj] kan repræsenteres ortografisk i dansk. Begrænsningen var at det skulle være ord som findes i restskrivningsordbogen. Der er ganske mange muligheder:

  1. aj – ajle, praje
  2. ej – fejle, rejse
  3. eg – jeg, tegne
  4. ig – mig, dig, sig
  5. æ – række, strække
  6. e – drenge, strenge
  7. ek – seksten
  8. ai – bonsai
  9. ei – feinschmecker, aber dabei
  10. ay – mayonnaise, Uruguay
  11. ey – Ceylon
  12. eye – eyeliner
  13. y – cyberspace, nylon
  14. i – timeout, online
  15. ir – wire, ironman (måske = 13)
  16. ie – pie, tiebreak
  17. igh – copyright, hightech
  18. ail – serail
  19. aille – braille
  20. eille – nonpareille (‘korrekt’ udtale er snarere [ɛj], men [ɑj] er registreret i DSDU)
  21. ari – farisær, variant (kun ubetonet) – Tak til Line
  22. arri – karriere, barrikade (kun ubetonet) – Tak til Line
  23. ui – guide – Tak til Holger
  24. ij – rijsttafel – tak til Gaston
  25. ae – aerobics – tak til Sandra

Er der nogen vi har overset?

Om bogstavet ə

Symbolet ə bruges rent faktisk som et bogstav i alfabetet nogle få steder i verden. Det bruges bl.a. i nogle lande såsom Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan som en tilføjelse til det kyrilliske alfabet.

Det bruges også som en tilføjelse til det latinske alfabet i lande der har indført dette i nyere tid (ligesom vi i dansk har de særlige bogstaver æ, ø, å), bl.a. i Aserbajdsjan og Nigeria. I Nigeria benyttes dog majusklen Ǝ, mens de øvrige sprog bruger majusklen Ə. Se layoutet på et aserbajdsjansk keyboard (både kyrillisk og latin).

Man kan også støde på ə i forskellige standarder for transliteration af ikke-latinske skriftsprog til latin, fx hebraisk. Bogstavnavnet schwa er i øvrigt en tysk skrivemåde af det hebraiske navn for en ekstrakort, epentetisk vokal shva.

I unicode-standarden skelner man mellem flere schwa’er:

  • Latin (Latin Extended B): ǝ Ə (Bogstavet Ǝ kaldes ikke schwa)
  • Kyrillisk: ә Ә
  • IPA: ə

Der er faktisk forskel på disse tegn, selvom de grafisk set er ens. Prøv fx at kopiere dem og søge efter dem her på siden. Så opdager du at du kun kan finde IPA-symbolet (ud over eksemplerne nævnt i dette indlæg). Dog gælder det at det latinske ǝ associeres med majusklen Ǝ, mens det latinske Ə associeres med IPA-symbolet ə. I søgemaskiner skelnes der normalt ikke mellem minuskler og majuskler, og således finder man altså IPA’s ə når man søger på latin Ə. Snedigt.

Sammen satte ord – fra et fonetisk perspektiv

Retskrivningsordbogen har en enkelt regel hvor skrivemåden gøres afhængig af udtalen. Det drejer om § 18 – om hvorvidt en ordforbindelse skal skrives i et eller flere ord.

At lade en skrivemåde være afhængig af udtalen er problematisk, især fordi det forudsætter at forskellige sprogbrugere udtaler ordene ens, og det kræver at sprogbrugerne er bevidste om udtalen.

Den konkrete formulering i RO er:

Hvis en ordforbindelse udtales med ét hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord.

Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord.

Problem 1: Trykbevidsthed

Vi er generelt ikke særligt bevidste om tryk, os danskere. Og det er ikke bare hr. og fru Danmark og Brian fra Valby der ikke kan finde ud af det. Som underviser i fonetik er min erfaring at trykforhold ikke altid er let at lære selv for lingvistikstuderende, som man må forvente er tilstrækkeligt sprogligt bevidste og i øvrigt motiverede for at lære det.

Selv erfarne fonetikere som er trænede i lydopfattelse, kan være uenige om hvorvidt en stavelse er betonet eller ej. Hvis man klipper en ordforbindelse ud af en kontekst i et stykke spontantale, kan det være overordentligt svært at afgøre om der er tale om et kompositum eller om en frase.

At bede folk om at fornemme om et ord har hovedtryk eller ej, kan altså være meget at forlange. At oven i købet at bede dem om at skelne mellem flere trykgrader – hovedtryk, bitryk, nultryk – og for meget for de fleste.

Det kan være svært at forstå hvis man selv har let ved at høre tryk, men man må nok sige at en pæn del af befolkningen simpelthen er trykdøve.

Problem 2: Dobbelttryk

Reglerne forudsætter at sprogbrugerne rent faktisk udtaler et kompositum med et hovedtryk og et bitryk, men det gør man ikke i alle tilfælde. Man kan, måske især i visse dialekter, støde på at komposita udtales med dobbelttryk. I DanPASS-korpusset kan man fx finde følgende (og mange andre) ord udtalt med hovedtryk på begge stammer:

  • ‘færdigbe’skrevet
  • ‘første’salen
  • gar’din’billede
  • ‘lys’krydset
  • ‘løve’park
  • ‘rullegar’din
  • ’start’punktet

Ifølge reglerne skal disse ord således skrives i to ord, for så vidt som de udtales med dobbelttryk, fx der ligger en løve park, et grønt rulle gardin, osv. Da Sprognævnet endnu ikke har beføjelser til at diktere udtalen, er man frit stillet mht. at skrive i ét eller to ord, bare man postulerer at det svarer til ens trykfordeling.

Ud over dette har vi en del ord som har en velatableret udtale med dobbelttryk, som ikke desto mindre skal skrives i ét ord, fx:

  • ‘øje’blik
  • ‘jule’aften
  • na’turlig’vis
  • ’simpelt’hen
  • ’stadig’væk

Ifølge § 18 skulle man skrive *naturlig vis er det simpelt hen stadig væk jule aften om et øje blik.

Det passer ikke lige godt ind i alles kram at ord udtales med dobbelttryk. Nogle taler endda om at danskere lider af trykkesyge. Men sådan forholder det sig nu en gang.

Problem 3: Dansk prosodi

Hvis en ordforbindelseudtales med éthovedtryk (stærkttryk) på det førsteled og bitryk (svageretryk) på det andet, skrives forbindelsen i étord.

Hvis jeg skulle læse § 18 op, ville min trykfordeling umiddelbart være sådan at ordene burde skrives sammen sådan som det er gjort ovenfor. Nu er jeg oven i købet en trænet fonetiker og kan finde ud af at skelne mellem mere end to trykgrader. Hvis jeg nu kun kunne skelne mellem stærkt tryk og svagere tryk, ville sætningen skulle skrives således:

Hvis en ordforbindelseudtalesmed éthovedtrykpådet førsteledog bitrykpådet andet, skrives forbindelseni étord.

Lige nu er jeg regelrytter og læser helt bevidst ikke intentionen i § 18. Men der er et problem i at trykforhold er tæt knyttet til hvilke ord man vil fremhæve, og dét kan variere en del.

Ord har det med at indgå i en kontekst, og ofte er konteksten afgørende for hvilke ord der skal have hoved-/bitryk. At fremhæve et ord prosodisk betyder ofte at man reducerer et hovedtryk i de omgivende ord til et bitryk, hvilket ifølge § 18 får konsekvenser for om ordene skal skrives sammen eller ej.

Ofte er det valgfrit om et ord skal udtales med hovedtryk eller bitryk. Skal denne valgfrihed afspejles i skrivemåden?

Der er ingen sprogbrugere der skriver på denne måde, heldigvis, men det viser at retskrivningsreglerne ikke er formuleret i overensstemmelse med deres intention. Hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op med de regler?

Dette problem også knyttet til det næste problem.

Problem 4: Hvad menes der med ‘ordforbindelse’?

Ovenfor viste jeg at der er masser af tilfælde hvor naboord ikke skal komponeres på trods af at de strengt taget opfylder kravene til det. Men hvilke ord skal så komponeres? § 18 henviser til ‘ordforbindelser’. Skal det forstås sådan et visse naboord indgår i en ordforbindelse, mens andre naboord ikke gør? Hvordan skal sprogbrugeren afgøre i eksemplet ovenfor at hoved+tryk er en ordforbindelse, men stærkt+tryk ikke er det, når trykfordelingen nu er ens?

Tja, det er muligt at grammatikerne har et svar på det. Jeg har ikke. Og Retskrivningsordbogen er tavs om det. Igen, hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op?

Problem 5: Det er slet ikke det der er problemet

Nu har jeg angrebet § 18 fra et fonetisk synspunkt. Det er blot for at vise at det er problematisk at bruge henvisninger til udtalen i forbindelse med retskrivningsreglerne. Hvis man gør det, må man acceptere at to sprogbrugere skriver samme ord forskelligt.

Men det er slet ikke det der er problemet ift. hvorfor så mange ikke kan finde ud af at skrive sammensatte ord.

Jeg vil vove at påstå at der findes to forskellige grammatiker i dansk: En der tillader andet end adjektiver på adjektivets plads, og én der ikke gør det (det er muligvis ikke den bedste beskrivelse – jeg er elendig til grammatik).

En meget forsimplet forklaring/et muligt scenarie

Man kan forestille sig at et dansk barn fx lærer ordene ringe og klokke at kende. Senere støder barnet på ordet ringeklokke. I talesproget er der ingen mellemrum, så barnet ved ikke som udgangspunkt om der er tale om et eller to ord. For barnet er der to muligheder: (1) Barnet opfatter det prosodiske cue hovedtryk+bitryk og lærer at de to ord er særligt integrerede – det er i virkeligheden kun ét ord, eller (2) barnet opfatter ikke det prosodiske cue (muligvis er det slet ikke til stede i de stimuli barnet får, jf. problem 2, muligvis tillægger barnet det en anden betydning, jf. problem 3).

På baggrund af barnets erfaringer danner det en grammatik. Barn 1 lærer at et ord kan bestå af flere stammer, og barn 2 lærer at substantiver og verber kan modificere et ord på samme måde som adjektiver kan. Begge børn har klaret en svær opgave, nemlig at udregne en grammatik på baggrund af begrænsede oplysninger.

I skolen lærer børnene at vi sætter mellemrum mellem to ord. “Det er fint”, tænker børnene. Barn 1 skriver ringeklokke i ét ord som de jo er i barn 1’s hoved, og barn 2 skriver ringe klokke i to ord, som det jo er i barn 2’s hoved.

Hvordan pokker lærer vi barn 2 at man kontraintuitivt skal undlade at lave mellemrum mellem to ord i særlige tilfælde? Eller skal vi måske i stedet lære barn 1 at den anden måde at gøre det på, også er i orden?

En bemærkning om indflydelse fra engelsk, stavekontroller og sms-ordbøger

Det bliver ofte fremført at orddelingsfejl skyldes påvirkning fra engelsk, stavekontroller eller sms-ordbøger, som ikke kan finde ud af at sammenskrive ord sådan som de skal være.

Børns tilegnelse af orddannelsesprocesser sker før de introduceres til disse tre ting. Så hvis de skulle have en indflydelse, må man altså forudsætte at barnet har lært at skrive sammensatte ord først, men at dette så ‘ulæres’ når barnet stifter bekendskab med engelsk og elektroniske ordbøger. Det finder jeg meget usandsynligt.

Der kan næppe heller påvises nogen sammenhæng mellem hvor meget man udsættes for engelsk, eller hvor meget man bruger elektroniske ordbøger, og så hvor mange orddelingsfejl man laver.

Følg med

rss e-mail FB Twitter