laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Lydsymbolik

Kønskrans og krimskrams

En gruppe jordemødre vil gøre op med udtrykket jomfruhinde og derfor forsøger de nu at lancere erstatningsordet kønskrans, skriver Politiken.

Kransekage

Jordemødrenes forslag præmieres her med en virtuel kransekage.

Jordemødrene mener det vist seriøst, og har endda fået Dansk Sprognævns ord for, at betegnelsen kønskrans lever op til kriterierne for et dansk ord. Det gør det vel formelt set også, men der er en særlig lydlig grund (og sikkert adskillige andre grunde) til at det ikke er noget godt dansk ord, hvis man gerne vil tages seriøst. Og det burde sprognævnet måske have fortalt dem.

Grunden til at kønskrans lyder så komisk, er at det er meget tæt på at være en aflydsreduplikation – som krimskrams, miskmask, gynggang, dvs. et ord hvor to stavelser gentages, men først med en høj/fremskudt vokal, derefter med en lav/tilbagetrukket vokal.

Ord med den struktur har reserveret en helt særlig plads i dansk, nemlig i den vrøvlede, pjattede eller lydefterlignende ende af sproget. Der er mao. meget ringe sandsynlighed for at nogen vil tage et ord med den lydstruktur seriøst. Hvis kønskrans optages i sproget, bliver det næppe som andet end et sjofelt udtryk, stik imod jordemødrenes intentioner.

Man kan måske også indvende at ordet består af to meget tunge stavelser, hvilket også har noget udansk og konstrueret over sig. Gode danske ord veksler mellem tunge og lette stavelser, som jomfruhinde fx gør det.

Hvad skal man så kalde den?

Efter min mening skal en jomfruhinde – med den betydning vi normalt tillægger ordet, dvs. en hinde som dækker skedeindgangen og som brydes ved første samleje – vedblive med at hedde jomfruhinde. Jordemødrenes pointe er at jomfruer i virkeligheden ikke er udstyret med sådanne hinder, og betegnelsen kan være med til at skabe myter. Men så er det jo dét man skal fortælle folk i stedet for at lave sproglige krumspring.

Sprog fungerer ikke sådan at myter forsvinder bare fordi man kalder dem noget andet. Det er en sammenblanding af benævnelsen og det der benævnes. Myten kan ikke fjernes med kirurgiske indgreb i sproget, men folk kan oplyses om at ordet dækker over en myte.

Vi kan jo omvendt sagtens have ord for ikke-eksisterende ting – enhjørninge, spøgelser, trolddom osv.  – og vi tror ikke nødvendigvis at tingene eksisterer, bare fordi vi har et ord for det.

Hvad jomfruer har i stedet for en jomfruhinde, behøver vi sådan set ikke noget folkeligt ord for. Når først man har forstået at der er tale om en myte, er de anatomiske detaljer mindre interessante.

Shī Shì shí shī shǐ

Jeg stødte for nylig på dette kinesiske digt som består af 96 stavelser, som er identiske bortset fra de fire forskellige betydningsadskillende toner man har på standardkinesisk (mandarin). Digtet, som handler om poet der holder af at spise løver, kan høres nedenfor. På wiki kan man læse en hel masse mere om digtet og de historiske udviklinger som har ført til de mange sammenfaldende stavelser.

Sniksnak, ævl og kævl

Sprog er fyldt med fonetiske mønstre som der ikke umiddelbart er nogen dybere mening i. Tænk fx på ord som sniksnak, klipklapper og zigzag. Formlen her er gentagelsen af en stamme hvor vokalen i den betonede stavelse er skiftet ud. Og ikke nok med det; vi starter altid med en høj fortungevokal [i e y ø] og derefter en åben vokal [a ɑ ʌ]. Da det minder om aflydsbøjninger, som ligge/lagt, kaldes det undertiden aflydsredukplikation.

Formlen kendes i rigtig mange ord og udtryk. Se bare:

  • sniksnak
  • klipklapper
  • zigzag
  • krimskrams
  • miskmask
  • tingeltangel
  • lirumlarum
  • ritsj ratsj
  • flikflak
  • trip trap
  • tik tak
  • pikpak
  • fiksfakseri
  • visse vasse
  • krible krable
  • hip som hap
  • fnidderfnadder
  • ditten og datten (eller dit og dat)
  • dillerdaller
  • Chip og Chap
  • Mik og Mak
  • tip top
  • hip hop
  • flip flop
  • ping pong
  • ding dong
  • gyng gang
  • godnit og godnat
  • syvsover
  • (Ylle) Dylle Dolle
  • (dyt båt)

Disse alternationer bruges ofte om ting der gentages, og de symboliserer således noget iterativt, såsom i klip-klap-klip-klap-klip-klap, gyng-gang-gyng-gang-gyng-gang osv. Eller der er tale om noget ubestemmeligt hvor det konkrete indhold er ukendt eller uvedkommende, såsom miskmask, tingeltangel, krimskrams. Mange af udtrykkende er lydefterlignende, såsom ding dong. Og endelig er der i flere tilfælde tale om en kombination af disse egenskaber: Sniksnak er indholdsløs snak i det uendelige, tik tak er lydefterlignede og iterativt osv.

Treleddede figurer

Nogle gange udvides figuren med et tredje led, hvor vokalen er u, så vi får vokalrækken i-a-u:

  • Rip, Rap og Rup
  • Pif Paf Puf
  • Slim, Slam og Slum
  • riv rav ruskende
  • snip, snap, snude
  • bim bam busse
  • giffen gaffen guffen

Sjovt nok er det samme vokalvekslen vi har i stærkt bøjede verber som stikke/stak/stukket, springe/sprang/sprunget, binde/bandt/bundet osv. I modsætning til de toleddede figurer ovenfor, som ofte signalerer noget iterativt, signalerer de treleddede figurer snarere treenighed eller afsluttethed.

Konsonantvekslen

Vi kan også have figurer hvor det ikke er den betonede vokal der udskiftes, men konsonanten lige foran. Som regel bliver den udskiftet med en nasal eller likvid dvs. en af konsonanterne /m n l r/. Rigtig mange af disse  er vrøvleord eller navne fra børnesange og -remser:

  • kissemisse
  • skuddermudder
  • kluddermutter
  • hyggenygge
  • ogginok
  • Tokkenokke
  • Turelure
  • Trolderolle
  • dingeling
  • tingelingelater
  • ej sikkelej
  • bimmelim
  • bummelum
  • tummelumsk
  • tjikkerlikker
  • avra for Laura
  • ase og mase
  • Ylle Dylle (Dolle)

Andet led kan også starte med en lukkelyd /p t k b d g/, men så starter første led næsten altid med en vokal (eller /h/):

  • okker gokker
  • erle perle
  • ælle bælle
  • ævl og kævl
  • ævlebævle
  • av godav
  • øv bøv
  • Else Pelse (Pølsesnak)
  • Abel Spendabel
  • Ole Bole
  • (lille) Olle Bolle
  • Unga Bunga
  • abrakadabra
  • hokus pokus
  • hør og bør

Det er næppe tilfældigt at det er første led og ikke andet led der starter med en vokal. Hvis det var andet led der startede med en vokal, ville vi få en masse vokalsammenstød, og dem er vi ikke glade for. Af samme grund kan man hedde Annemette og Ingelise, men ikke Metteanne og Liseinge.

Andre sprog

Vi er ude i den perifere ende af sprogkundskaberne, så jeg er bestemt ikke på hjemmebane når det handler om andre sprog, men der er en del engelske eksempler af sniksnak-typen.

På fransk er det almindeligt at bruge regulær reduplikation, især om ting der kommer fra barnesprog fx tonton (onkel), tata (tante), susu (sut), dodo (lur). Det er ligeledes almindeligt i (kæle)navne. Tænk fx på Tintin, og Rip, Rap og Rup hedder Fifi, Riri og Loulou på fransk. Regulær reduplikation er til gengæld ualmindeligt i dansk.

Her er en liste over hvad Rip, Rap og Rup hedder på forskellige sprog, og ditto for Pif Paf Puf (bemærk Afrikaans Knap! Knaetter! Knak! hvor det er coda-konsonanten der veksler).

Litteratur:

  • Pif Paf Puf (af Steen Schousboe i Sprogvidenskab i Glimt, Syddansk Universitetsforlag 2009)
  • Dippedutter og duppeditter (af Kasper Boye i Mål og Mæle nr. 4, 2010)

Fugl eller fisk?

Som jeg var inde på i mit indlæg om fonæstemer, kan man indimellem støde på nogle besynderlige sammenhænge mellem lyd og betydning.

Umiddelbart betyder lyde jo ikke noget i sig selv. Ordet fisk er sat sammen af lydene [f], [e], [s] og [g], men vi kan ikke påstå at betydningen af fisk er sat sammen af betydningen af de enkelte lyde. Ordet fiks der består af de samme lyde, betyder fx noget helt andet.

Lydene betyder ikke noget i sig selv. Eller gør de?

Her er en pudsig lille quiz. Du bliver præsenteret for ti ordpar på sproget Huambisa som tales i Peru. Er du i stand til at gætte hvilket ord der er navnet på en fugl, og hvilket der er navnet på en fisk på et sprog du aldrig har hørt før?

Fonæstemer

Da jeg startede med at læse lingvistik var noget af det første fik at vide at der ikke er nogen sammenhæng mellem et ords udtryk og dets betydning. Det lærer man sikkert stadigvæk. Vi kan ikke regne ud hvad et ord betyder, bare ved at høre hvordan det lyder, og vi kan ikke regne navnet på en ting ud udelukkende på baggrund af dets funktion.

Vi kan også se at ord med samme betydning hedder noget vidt forskelligt på forskellige sprog. Fx japansk jin, dansk menneske. Og ord der lyder ens, kan betyde noget forskelligt, fx italiensk caldo ‘varm’, svensk kalt ‘kold’. Når ord engang imellem hedder og betyder nogenlunde det samme på forskellige sprog, er der som regel en sproghistorisk forklaring.

Fonæstetik

Alligevel har man ude i den lingvistiske periferi i mange år undret sig over at der  tilsyneladende er lyde og betydninger der er knyttet til hinanden. Et af de mest velkendte eksempler er engelsk gl– som er knyttet til ord der betyder noget med lys såsom glisten, glitter, gleam, glow, glint. Vi har det også i dansk i ord som glimmer, glød, glitter, glans, glimt, gloende, glorie. På engelsk bruger man betegnelsen phonestheme (af phone + esthetic), så jeg vil oversætte det til fonæstem [fonɛˈsd̥eːˀm] (jeg er også blevet gjort opmærksom på betegnelsen eksprem).

Fonæstemer lader til at være knyttet til initiale konsonantklynger, såsom:

  • St– (opretstående, stiv): Stå, stiv, stok, stabel, stige, stang, stylter, stolpe osv.
  • Spr– (eksplosivt spredende): Sprede, sprøjte, spraye, sprinkle, springvand, ?sprudle, sprutte.
  • Kr– (rundt og krumt): Kreds, krans, krum, krøllet, kringlet, krummelurer, krank, krater, (om)kring, krog, krone, krusning, krøbling.
  • Pj- (sølle og ynkelig): Pjalt, pjaskvåd, pjattet, pjevset, pjok, pjusket, pjække.

Forklaringer

Er sammenhængen mellem lyd og betydning tilfældig, eller er der en rimelig forklaring? Det er et godt spørgsmål, og jeg er ikke overbevist om svaret. Der er nogle udmærkede slides med statistisk fremgangsmåde af Drellishak. Og Åsa Abelin har skrevet lidt om fonæstemer i svensk.

Det første man skal være opmærksom på, er selvfølgelig at fonæstemer kan opstå helt tilfældigt. Vi har et begrænset antal konsonantklynger til at udtrykke de betydninger vi har brug for. Hvis man bruger en terning til at fordele betydninger på konsonantklynger, vil nogle betydninger være mere repræsenteret af nogle konsonantklynger end andre.

Et statistisk grundproblem er at hvis man bliver ved med at lede, så finder man noget usandsynligt, og hvis leder alle konsonantgrupper igennem, så vil der med stor statistisk sikkerhed vise sig noget som ville virke usandsynligt hvis det var det var det første man havde fået øje på. Det er mao. forventeligt at man finder noget usandsynligt hvis man leder længe nok. Det betyder ikke at det ikke er tilfældigt.

En anden forklaring er at der kan være etymologiske forklaringer. Måske stammer forskellige ord med samme konsonantklynge fra ét og samme ord. I de tilfælde kan det lydlige sammenfald forklares uden at inddrage en teori om fonæstemer.

Der kan også være en onomatopoietisk forklaring. Den bedste måde at producere et springvand med sproglyde er muligvis med et kraftigt spruttende [spr]. Denne forklaring kan dog rimeligvis kun række til fænomener der involverer lyd.

Den sidste forklaring, den fonæstetiske, er selvfølgelig at der er noget om det. Vi sprogbrugere knytter lyde til betydninger. I hvert fald i et vist omfang.

Hvis en lydkombination er blevet statistisk knyttet til en betydning, kan det fornemmes af sprogbrugerne, og det kan gå hen at blive pseudoproduktivt. Det kan fx være med til at betydninger kan ændres så de svarer til lydende. Fx:

Da jeg var barn var der ikke noget i vejen med ordet lugt. Det var et neutralt ord. En rose og en lort kunne lugte, hhv. godt og skidt. I dag forbinder mange lugt med noget negativt, det er kun lort der lugter. Til gengæld er dufter blevet det nye lugter.

En fonæstetisk forklaring kunne være at ord der starter med lu– ofte (og muligvis tilfældigt, eller af helt andre grunde) har negative konnotationer, fx lusket, lumsk, ludder, lummer, ludfattig, lurendrejer, lurepasse, lus, luset. Mon ikke den negative konnotation kan smitte af på andre ord med lydlige ligheder?

Der kan selvfølgelig være andre forklaringer, såsom samfundsforandringer hvor udsendelse af naturlige duftstoffer i stigende grad er tabu, osv. Men ikke desto mindre.

Denne argumentation virker måske ok i nogen tilfælde. Men jeg har svært ved at se det virke i tilfælde som st– og kr– ovenfor. Disse konsonantpar er i det hele taget meget hyppige, og de har således også mange andre betydninger knyttet til sig.

Så, selvom der måske er noget om det, vil jeg nok betragte fonæstemer som et kuriosum snarere end en primær drivkraft i udformningen af sprog.

Til videre læsning:

(Tak til Skye for inspiration)

Følg med

rss e-mail FB Twitter