laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Konsonanter

Modernet, modernede og moderne

I dagens Sprogminut på P1 fortæller Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn om formen modernet, som har sneget sig ind i nogle danskeres sprogbrug. Ifølge retskrivningsnormen er moderne et ubøjet adjektiv, og det hedder altså moderne uanset om der er tale om ental, flertal, intetkøn, fælleskøn, bestemt eller ubestemt form.

JNJ forklarer formerne modernet og modernede med at vi jo normalt bøjer adjektiver, og bøjningen af moderne følger således blot det generelle bøjningsmønster og dermed er ganske “logisk og systematisk”.

Hvis man vil beskrive modernet som et bøjet adjektiv, opfører det sig imidlertid efter min mening hverken logisk eller systematisk.

Det er usystematisk fordi den systematiske regel er at vi ikke bøjer adjektiver der ender på schwa. Det hedder et lille, øde, bange, højre, selvmodsigende osv. og ikke et *lillet, *ødet, *banget, *højret, *selvmodsigendet. Jeg har aldrig stødt på nogen der udtalte ordene på den måde, og hvis der skulle være tale om en systematisk tilpasning, virker det mystisk at det så kun rammer et bestemt ord, modernet. Det er der intet systematisk ved.

Det er ulogisk fordi adjektivets normale bøjningsmorfem er /t/, som i udtalen bliver til [d], jf. fx at blåt udtales [blʌd] og ikke *[blʌð]. Modernet får derimod tilføjet et /d/ som bliver til [ð] i udtalen, hvilket slet ikke er et intetkønsmorfem. Her snubler JNJ nok fordi han arbejder i et nævn der kun beskæftiger sig med skriftsproget, for på skrift gengives de to endelser med samme bogstav.

JNJ er selv inde på flertalsformen modernede. Igen, hvis modernet var en intetkønsform af moderne, ville det systematisk hedde moderne i flertal, da stammen stadig må være moderne. Vi flertalsbøjer som nævnt ikke adjektiver der ender på schwa, men selv hvis vi gjorde, ville det regelret blive modernee og ikke modernede. (I morfofonologiske sammenhænge beskrives det faktisk undertiden som at ordet bøjes, men en mere generel regel om at /əə/ -> /ə/ sørger for at bøjningen ikke får noget lydligt udtryk.)

At modernet skulle være en intetkønsform, stemmer i øvrigt ikke overens med talrige eksempler fundet på google, hvor modernet bruges om fælleskønsord, fx en modernet virksomhed, en modernet kunstner, en modernet sygdom.

I øvrigt dokumenterer jeg i min ph.d.-afhandling at adjektivers intetkøns-t er overordentlig tilbøjelig til at blive droppet. Det ville derfor være mærkeligt hvis der samtidig skulle være en tendens til at droppe det de fleste steder, men indføre det andre steder.

Hvorfor siger nogen så modernet og modernede?

Mit bud på en forklaring er at modernet hos dem der bruger den form, skal betragtes som stammen, og ikke som en intetkønsform af moderne. Først da opfører det sig morfologisk regelret. Det får samme bøjningsmønster som ternet, firestjernet og skarphjernet, som ender på /d/ på trods af ortografiens t, og som bøjes i bestemt form og flertal til ternede, firestjernede og skarphjernede.

Det ligner således mere noget participiumsagtigt, som fx malet i fx jeg har malet billedet, nu er det malet. Der er ganske vist ikke noget verbum der hedder at moderne noget, og det kan være at det er derfor at det stadig skratter i ørerne på os der siger moderne.

Formen modernet vil jeg beskrive som moderne med falsk rekonstruktion af /d/. Normalt opfatter vi ikke alle de reduktioner vi laver i daglig tale; vores hjerne rekonstruerer den fulde, distinkte form helt automatisk. Nogen gange rekonstruerer vi også noget der ikke er intenderet, fx når børn danner formerne [ˈkɑːjə] og [ˈdʁɑːvə] af [ˈkɑːi ˈdʁɑːu] karry, drage – nogle udtaler de næsten garanteret aldrig har hørt fra en voksen mund. I et tidligere indlæg skrev jeg også om lykkes og lykkedes og forskellen på [ð] og [ə]. Det er almindeligt at reducere [ð] til [ə], men som lytter er man i stand til at rekonstruere den distinkte form. Som uerfaren sprogbruger kan man altså af vanvare komme til at opfatte moderne som modernet, formentlig fordi det af en eller anden grund bare lyder mere rigtigt eller almindeligt. På den måde er der intet regelmæssigt over det. Det er bare en enkelt smutter som har fået en vis udbredelse.

Korte, lange og ekstralange konsonanter

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere fonologiske stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men min fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal med schwa i åben stavelse.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller schwa i lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok i gennemsnit forskellig varighed selvom de traditionelt annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog, ud over dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

Seks måder at sige ‘r’ på

Mine børn sad for noget tid siden og så en importeret tegnefilm om en lille fugl – jeg tror den hed Chiro, lad os antage det for eksemplets skyld. I løbet af de få minutter filmen varede lykkedes det de danske indtalere at udtale navnet Chiro på fire forskellige måder:

  • Med dansk r [tjiːʁo]
  • Uden r, [tjiːo]
  • Med fremmedsprogs-r, type 1 [tjiɾo] (asiatisk/spansk/afrikansk udtale)
  • Med fremmedsprogs-r, type 2 [tjiɹɔw] (engelsk udtale)

Jeg er normalt ikke fordomsfuld mht. udtalen af fremmedord, men det generede mig alligevel at man ikke i produktionen kunne beslutte for én måde at udtale navnet på.

Hvis vi holder os til hjemlige ord, har vi faktisk en del måder at udtale /r/ på:

  • Konsonantisk r [ʁ]. Det har vi typisk i ansats, fx i rig, krig, skrig.
  • Vokalisk r [ɐ̯]. Det har vi typisk i coda, fx mor, stort.
  • Cheshiriseret r, dvs. /r/ smelter sammen med en vokal og giver en ny vokal, fx par, hvor, meter. Her bliver /ar/ til [ɑ], /ɔr/ til [ɒ] og /ər/ til [ɐ].
    Indimellem kan dette også ledsages af forlængelse af en evt. foranstående konsonant fx havre, højre, ydre, fingre, hamre der kan udtales [ˈhɑwːɐ ˈhʌjːɐ ˈyðːɐ ˈfeŋːɐ ˈhɑmːɐ]. Ligeledes kan vokalen forlænges, fx færge, Børge der kan blive til [ˈfæːo ˈbœ̞ːo].
  • Ingenting. Almindeligvis falder /r/ bort i prætonisk stavelser, som i vurdere, parkere, der ofte udtales vudere, pakere, eller mellem vokaler, som i [ˈneːo hooˈsgoːˀb] Nero, horoskop.

… og dertil har vil altså mindst to almindelige fremmedsproglige måder at udtale det på, [ɹ] og [ɾ] som i hhv. spraydåse og Naruto (denne måde at udtale det på [ɾ] svarer normalt på dansk til et underliggende /d/, fx i ka’ du se?).

Mellem to vokaler kan vi have tre forskellige udtaler af /r/ i samme ord alt efter distinkthedsgrad, fx jury der kan udtales både [juːʁi juːɐ̯i juːi].

Slappe y'er og ustemte l'er – i islandsk og dansk

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?

Kolossale konsonantklynger

Jeg har holdt lidt sommerferie her på bloggen, men selv om den globale opvarmning efterhånden har varmet sommeren et godt stykke ind i september, må det alligevel være på tide at skrive lidt igen. Jeg samler tråden op fra en kommentar til dette indlæg hvor der bliver spurgt til konsonantklynger i dansk.

I dansk kan vi relativt komplekse stavelser. Vi kan have op til tre konsonanter i starten af en stavelse, fx straks, splid, skjold. Tre konsonanter i slutningen af en stavelse er heller ikke ualmindeligt, fx vrinsk, provst, korps.

I enkelte ord er der op til fire fonologiske konsonanter i slutningen af stavelsen, fx angst, hingst, men fonetisk er der dog kun tre, idet /ng/ > [ŋ], [ɑŋˀsd̥ heŋˀsd̥].

Hvis man inkluderer bøjede og afledte former af ord, kan man relativt let komme op på fire-fem konsonanter ordfinalt, fx ved at putte genitiv-s på nogle af ovennævnte ord, provsts, hingsts osv.

Vi kan også putte adjektiveringssuffikset -sk på, som i svinsk og moralsk. Hvis noget kan være Hjelmslevsk, kan det vel også være Rasksk, eller hvad med Hanne-Vibeke Holstsk?

Nu kunne vi blive misundelige på svenskerne, for de kan også putte neutrum-t på, så de kan fx danne ordet Holstskt. Men strengt taget så kan vi jo substantivere adjektiver, og så kan vi putte genitiv-s på, fx efter sort spillers tur er det hvids. På den måde kan man påstå følgende: En Rifbjergsk romans handling kan være lige så god som en Holstsks.

Ortografiske konsonantklynger

I indlånte ord kan vi støde på konsonantgrupper som ch, sh og sch. Fonologisk set er det at snyde på vægten fordi de kun dækker over én lyd. Hvis man er fløjtende ligeglad med fonologiske hensyn, kan vi dog lave nogle kolossale ortografiske konsonantklynger.

Hvis ens far er fra Irkutsk og ens mor er fra Schweiz, så er man irkutskskschweitzisk (tak til Peter for den).  Man kunne måske endda forestille sig et irkutskskschweizisk fusionskøkken hvor der serveres borsjtjschnitzel.

Og er en raleighsk cykels stel stærkere end en merckxsks?

Noget om ð

En stemt dental frikativ [ð] eller approximant [ð̞] er relativt sjælden i verdens sprog. Wiki kender til i omegnen af 25 sprog i verden med lyden. Ofte er lyden en bunden variant af /d/ som primært findes mellem to vokaler.

I dansk er [ð] en alvelær approximant (i fin lydskrift [ð̞] ), en variant af /d/ som (næsten) kun findes stavelsesfinalt eller, ved bøjninger, foran [s], fx [tiðˀ tiðˀs] tid, tids. I dansk falder et posttonisk [ə] imidlertid ofte bort i proparoxytone ord, hvorved vi risikerer et initialt [ð], fx [ˈbeləðɐ ˈbelðɐ] billeder. Det er en uvant struktur, hvilket muligvis er forklaringen på at mange laver en metatese, [ˈbeðlɐ] ‘bedler’.

Engelsk har faktisk som noget ganske eksotisk et fonem /ð/. Der findes et enkelt minimalpar med den tilsvarende ustemte lyd [θ], thigh/thy. Fonemet har en interessant distribution som er bundet til ordklassen. Initialt findes /ð/ kun i funktionsord, fx the, them, that, there osv., mens det i indholdsord kun findes medialt eller finalt, og kun i en meget begrænset mængde ord, fx other, bother, rather, gather, mother, father, brother, (se flere). Et initialt /ð/kan i øvrigt assimileres til et foranstående [n l], fx [ɪnnət sdɪllə] in that, still the. (Reference)

Om assimilationsfænomenet primært skyldes lyden eller ordklassen er umuligt at svare på. Funktionsord er mere tilbøjelige til reduktioner end indholdsord, og [ð] er antageligvis en lyd der er tilbøjelig til at lade sig reducere – i forvejen er [ð]/[ð̞] ofte en reduktion af en art af, fx af [d θ].

Under alle omstændigheder er der her et eksempel på et reduktionsfænomen som er knyttet til bestemte ordklasser. Reduktionen kan således medvirke til at afkode sætningens syntaks.

Følg med

rss e-mail FB Twitter