Hvorfor skriver vi ‘linje’ og ‘tredje’ og ikke ‘linie’ og ‘tredie’?

Tidligere tillod Retskrivningsordbogen dobbeltformer som linie/linje, brynie/brynje, smedie/smedje, kastanie/kastanje, som i dag kun må skrives med endelsen –je. Men hvordan kan det være at –je har vundet over –ie i disse ord, men ikke i andre som fx kranie, folie, asie?

Sprognævnet forklarer ændringen linie > linje i Nyt fra Sprognævnet 2001/4 med en generel regel om at der skrives –je efter kort vokal som pulje, brynje, smedje, og –ie efter lang vokal, såsom podie, konkylie, medie osv.

Selvom sprognævnets regel holder et stykke af vejen, så forklarer den ikke stavemåderne familie, komedie, ferie m.fl. Disse ord har også kort vokal i foranstående stavelse, så efter sprognævnets regel burde de staves *familje, *komedje, *ferje.

Jeg mener at forklaringen ikke ligger i om hvorvidt foranstående vokal er kort eller lang, men hvorvidt stavelsen har stød eller ej.

Stødregler

Ifølge Grønnum (2005) gælder det at:

  • Simplexord med tryk på tredjesidste stavelse har (næsten) altid stød, fx tunika, domino.
  • Simplexord med tryk på næstsidste stavelse som ender på -ə, har (næsten) aldrig stød, fx enke, hule.

Dette er naturligvis forudsat at stavelsen har stødbasis, dvs. at den enten indeholder en lang vokal eller en kort vokal + en sonorant. Reglerne er i øvrigt baseret på fonologisk analyse af dansk og tager som sådan ikke hensyn til ortografien.

På denne måde afspejles den fonologiske struktur i stavemåden. Familie, komedie, konkylie er fonologisk /fa’miliə ko’mediə kɔn’ky:liə/ mens vanilje, kastanje, linje, tredje fonologisk er /va’niljə ka’stanjə linjə tredjə/. Sådan må det være; ellers kan man ikke forklare stødforekomsten.

Mao. er reglen at hvis den betonede stavelse har stød, skal ordet skrives med –ie, og hvis den betonede stavelse ikke har stød, skal ordet skrives med –je.

Den holder ikke hele vejen

Reglen holder rigtig godt et langt stykke af vejen. Således udtales følgende ord uden stød: pinje, brynje, midje, smedje, badulje, medalje, lilje, patrulje, pulje osv. Og følgende ord udtales med stød: akacie, historie, bronkie, glorie, klenodie, kranie, studie, medie osv. Man kan også fint tilføje ord der ender på –ge, vælge, følge, Sverige osv.

Der er et par undtagelser til reglen, meeen det er jo heller ikke fonologer der bestemmer over retskrivningen:

  • Ord der ikke har stødbasis, kan veksle mellem –je/-ie: rutsje, dafnie, aktie, lektie. Fonologisk er det ikke noget problem, men efter sprognævnets retningslinjer burde alle skrives med –je, da de har kort vokal.
  • Olie, præmie, pistacie har stødbasis, men (ofte) ikke stød. Fonologisk ender de altså på /jə/, men skrives med –ie.
  • Bolsje har stød og er fonologiske set altså trestavet /’bɔlsiə/.

Den fonologiske analyse fører desuden til at et ord som etage fonologisk er firstavet, /e’ta:siə/, hvis det da ellers udtales med stød, hvilket ikke alle gør.

Fonologien eksisterer i vores hoveder

På trods af et par smuttere så viser denne regel at fonologiske mekanismer findes i vores hoveder; det er ikke bare noget lingvister har fundet på. Ovennævnte regler virker i sproget på trods af at det kun er de færreste mennesker der er klar over at de er der – ikke engang sprognævnet er tilsyneladende bevidste om dem.

Hvis ikke de fonologiske mekanismer havde en kognitiv realitet, kan man ikke forklare hvorfor skriften har bevæget sig fra frit valg mellem –ie/-je til en klar fonologisk betinget opdeling af hvor vi skriver det ene og det andet.

Haplologi

En haplologi er når den ene af to ens eller næsten ens stavelser elideres, som regel nabostavelser, fx latin nutritrix > nutrix (amme, sb.).  Det er ikke et særlig almindelig fænomen, men det forekommer dog ofte nok til at det har fået sin egen betegnelse.

Eksempler på haplologier i dansk

Et af de første eksempler man plejer at hive frem, er at haplologi selv kan gøres til genstand for en haplologi: haplogi.

Ikke-etablerede haplologier, som jeg har stødt på gennem tiden:

  • autenticitet > autencitet (meget udbredt ifølge google)
  • narcissisme > narcisme
  • kvantitativ > kvantitiv/kvantativ
  • initiativ > initiv
  • alkoholholdig > alkoholdig – tak til Marie
  • fænomenologi > fænomelogi
  • autorisation > autorition
  • testosteron > testeron/testoron
  • antropologi > antrologi
  • femininisere > feminisere
  • kakografofobi > kakografobi (frygt for stavefejl)
  • morfofonologi > morfonologi

Etablerede haplologier:

  • tragikomisk < tragikokomisk (af tragik + komik)
  • stipendium < stipipendium (af stips + pendere)
  • pacifist < pacificist (det hedder pacificere og ikke pacifere)
  • kamille < kamomille – tak til Adam
  • amfora < amfifora tak til Adam

I dansk spontantale kan man finde eksempler på noget der kan kaldes haplologier i forbindelse med schwa-reduktion. Her er nogle jeg har fundet i DanPASS-korpusset:

  • eneste sted > ene sted.
  • takkerne nedad > takker nedad.
  • så fortsætter du > så fortsættu.

Og så er der de spøgefulde haplologier:

  • Hvor skal du Henrik?
  • Ud og gi’raffen mad.
  • Husk at ta’lerknen med.

En slags haplologier?

Følgende eksempler er måske ikke helt rene haplologier, men det ligner lidt.

To ens konsonantgrupper reduceres ofte til en (men stavelsesantallet reduceres ikke):

  • faststoffysik > fastoffysik
  • tekststørrelse > tekstørrelse
  • poststempel > postempel
  • dansk skole > dan skole

To ens småord efter hinanden er vi ikke glade for:

  • Kurset varer til til sommer > kurset varer til sommer.
  • En besynderlig måde at tage tøj på på > en besynderlig måde at tage tøj på.
  • Gebyr for for sen betaling > gebyr for sen betaling
  • Hun spurgte om om jeg ville med > hun spurgte om jeg ville med.

Endelserne –rere og –dede falder i udtalen ofte sammen med -re og -de. Det ligner en haplologi, men der er nok tale om en generel proces i dansk hvor to stavelsesbærende trykløse lyde efter hinanden reduceres til en, og det har således ikke specifikt at gøre med at stavelserne ligner hinanden. Fx:

  • murere > mure
  • bærere > bære
  • kedede > kede
  • hadede > hade

Haplologier i andre sprog

Et udvalg af historiske haplologier i andre sprog:

  • Engelsk: England < Englalond – tak til Adam
  • Svensk: tiondel < tiondedel (men det hedder niondedel) – tak til Adam
  • Engelsk: Master debater buges indimellem som nedsættende udtryk pga. den haplologiske henvisning til masturbator.

Kender du andre eksempler, så skriv gerne en kommentar nedenfor.

Dissimilation

Dissimilation er det fænomen at to sproglyde i en sammenhæng bliver mindre lig hinanden, fx latinsk anima som på spansk er blevet alma (via anma), så man således undgår to nasaler i træk, og latinsk quinque ‘fem’ er på italiensk blevet cinque således at man undgår to labialiserede k’er i træk.

Dissimilation er ikke et særlig almindeligt fænomen, navnlig fordi der sjældent er særlig gode grunde til at gøre lyde forskellige.

Eksempler på dissimilation i dansk

  • Den danske endelse –et udtales i københavnsk normalt [ð̩], fx [mæːlð̩ mæːnð̩] malet, manet, men hvis stammen selv slutter på [ð], kan endelsen fakultativt udtales [d], fx [mæːð̩d].
  • I et enkelt ord, rydde, bliver stammens [ð] til [d] når participiumendelsen tilføjes [ʁydð̩] ryddet.
  • Danske forbindelser af [ɑj], fx ej, mig, vej, leg osv., har tidligere haft en højere vokal [ɛj] (og endnu tidligere sikkert endnu højere). Konsonanten har tillige tidligere været en lukkelyd eller hæmmelyd, og man kan forestille sig at der med svækkelsen af konsonanten er opstået et behov for at skelne tydeligere mellem vokalen og konsonanten og således er vokalen blevet sænket.
  • Danske endelser –pisk, -tisk, -kisk kan udtales med eller uden aspiration på den første lukkelyd. Der er muligvis en tendens til dissimilation, således at hvis der er en aspireret eller affrikeret lyd i stammen, så undlades aspiration i endelsen, fx [ˈtybisg ˈeːˀpʰisg aˈpæ:ˀdisg ˈeːˀtˢisg ˈsygisg iˈʁɑkisg] typisk, episk, apatisk, etisk, psykisk, irakisk. Men der kan være mange andre faktorer der spiller ind på dette.
  • Det er almindeligt at opfatte bunsenbrænder som bundselbrænder.
  • Flere eksempler fra andre sprog på http://en.wikipedia.org/wiki/Dissimilation.

Forklaringer på dissimilation

Dissimilationsfænomener hvor to ens lyde gøres forskellige, kan forklares ud fra at visse lyde har en tendens til at påvirke sine omgivelser. Således ser man fx ofte at vokaler nasaleres i nærheden af nasaler og rhotificeres i nærheden af r-lyde. Ligeledes har det danske [ð] en tendens til at påvirke omkringstående vokaler.

Man kan forestille sig to sådanne lyde i nærheden af hinanden kan lyde snøvlet; ‘bunsenbrænder’ lyder som en snøvlet udtale af ‘bunselbrænder’. En lytter der skal lære ordene at kende, kan således blive vildledt til at tro at der er tale om et utilsigtet assimilationsfænomen, og lytteren hyperkorrigerer derfor til den dissimilerede form.

I andre tilfælde, fx de danske aj-diftonger, er der tale om at to lyde kun er lidt forskellige, og derfor dissimileres de for at tydeliggøre forskellen.

Man kunne forestille sig dissimilationer som et reduktionsfænomen. Man kan sige flere stavelser pr. sekund hvis man siger bada-bada-bada end hvis man siger baba-baba-baba, simpelthen fordi tungespidsen kan gøres klar til [d] uafhængigt af den bilabiale eksplosion og vice versa. Således er det muligvis lettere at sige fx pædagog end Papa Bue. Jeg kender dog ingen eksempler på dissimilation mht. artikulationssted i spontantale, og jeg har ikke kunnet finde nogen sproghistoriske eksempler, så det er næppe et udbredt fænomen.

(Det var dog lettere for mig at komme i tanker om eksempler på labial-alveolær-velær-sekvenser end labial-labial-labial-sekvenser, fx Madagaskar, bodega, madrigal).

Dissimilation på tværs af ord

Et beslægtet fænomen, som er langt mere udbredt, er at en lyd udtales forskelligt i forskellige ord for at tydeliggøre nogle andre forskelle i ordet.

  • Den danske skelnen mellem korte og lange vokaler var oprindeligt en skelnen mellem efterfølgende kort og lang konsonant. For at tydeliggøre forskellen i konsonantlængden, har man gjort vokalen kortere foran lange konsonanter og længere foran korte konsonanter. Dette er senere blevet til en kontrast i vokallængde, mens kontrasten i konsonantlængde er forsvundet. Dette er forklaringen på at vi i dansk ofte har kort vokal foran dobbeltkonsonanter og lang vokal foran enkeltkonsonanter, fx mase/masse, male/malle, dame/damme. Kontrasten i konsonantlængde findes stadig i svensk og norsk.
  • I sprog der har en forskel på stemte og ustemte lukkelyde, er grundtonen i en vokal alt andet lige lavere efter end stemt lukkelyd end efter en ustemt. Denne kontrast er i mange asiatiske sprog blevet fremhævet, og således får man kontraster mellem ord med høj/lav/stigende/faldende tone (disse sprog kaldes ofte tonesprog).
  • Sonoranter gøres ofte længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte, fx engelsk [bɛnˑd bɛnt] bend, bent. Stemte lukkelyde kan ikke opretholdes særlig længe, og man kan forestille sig at man for at fremhæve stemtheden, forlænger der hvor man kan forlænge, nemlig i den foranstående sonorant.

Børns tilegnelse af fonotaks

De tidligste proto-ord hos småbørn har en meget simpel struktur. De består typisk af én konsonant og én vokal (CV), ma, ba. Derfra og til de komplicerede fonologiske strukturer man finder i voksent sprog, ord som sprælsk, angstskrig, ekspressionistisk, strukturrationalisering, er der et stykke vej.

Jeg kender ikke til meget litteratur der beskriver ruten fra børns simple CV-stavelser til komplekse CCCVCCCC-stavelser, så her er nogle af de observationer jeg har gjort hos mine egne (og nogle gange andres) børn.

De tidligste enstavelsesord

De første ord er ma, ba som kan betyde flere forskellige ting. Men ud over disse overraskede det mig at de tidlige ord var den posttoniske stavelse der fangede an. Således blev bamse til og lampe til og ikke hhv. bam og lam.

Jeg tænker at det skyldes at den posttoniske stavelse i københavnsk har en højere grundtone end den betonede stavelse, og den kan således fremstå som mere prominent. Barnet opdager dog nok hurtigt at der er større fonetiske kontraster i den betonede stavelse, og at det således er den man skal hæfte sig ved.

De tidligste tostavelsesord

De første tostavelsesord er for det meste ord der ender på schwa. Ud over det er det ofte reduplikationer, dvs. gentagelser af samme stavelse, fx:

  • lælæ (ælling)
  • klykly (kylling, cykle)
  • Glagla (Clara)
  • madmad (morgenmad)
  • blæblæ (æble)

Således ser man også at børn tidligere lærer at sige farfar og mormor frem for farmor og morfar (indimellem til stor fortrydelse for hhv. farmor og morfar).

Det næste skridt er nær-reduplikationer hvor en enkelt lyd kan udskiftes, fx:

  • Memma (Emma)
  • lolle (oldemor)
  • boba (klapvogn)
  • Dode, Bebo (Pedro)
  • Molo (Simone)
  • pompum (computer)
  • sangsyng (fjernsyn)

Konsonantharmoni

Ved tilegnelsen af mere komplicerede ord ses stadig spor af sådanne reduplikationer, eller man kan kalde dem konsonantharmonier, fx:

  • Ovivia (Olivia)
  • obbehab (ostehaps)
  • maman (banan)
  • jøbehjul (løbehjul)

Man støder ofte på konsonantgruppeharmonier, dvs. hvis én stavelse har en konsonantgruppe, får en anden stavelse det også, og lignende fænomener, fx:

  • flugragra (flyverdragt)
  • krapblov (klapvogn)
  • Predro (Pedro)
  • Pleter Plys
  • trekrant
  • zrebra
  • tjippetjov (sjippetov)
  • drikkedrunk
  • blegeblads (legeplads)
  • blåblær
  • fyrkerværkeri

Prætoniske stavelser udelades

I ord der starter med ubetonede stavelser, udtales disse ikke et langt stykke hen ad vejen, fx:

  • fant (elefant)
  • lerke (tallerken)
  • daler (sandaler)

Metateser

Metateser, ombytning af lyde og stavelser, er ganske almindelige, fx:

  • dode (Pedro)
  • pumpom (computer)
  • ponuter (computer)
  • munse (numse)
  • pakmad (madpakke)
  • stuvsøger (støvsuger)
  • pansresse (prinsesse)
  • madmår (morgenmad)
  • bandtørste (tandbørste)
  • hukse (huske)
  • gujurt (jogurt)

En mere spektakulær metatese var at lampe på et tidspunkt blev til mbela [ˈmbœlɑ].

Hvor mange vokallyde er der i dansk?

Det spørgsmål er ikke helt let at besvare, for det kommer i høj grad an på hvordan man tæller, og hvor meget der skal til før man synes to vokaler er ens eller forskellige. Svaret på det spørgsmål kan veksle fra ca. 10 til ca. 50 vokaler.

Strengt taget, akustisk set, er enhver vokal der udtales, fysisk forskellig fra alle andre vokaler der nogensinde er udtalt. Med tilstrækkelig fint måleapparat vil man altid kunne måle en lille forskel på to vokaler.

På trods af dette har vi en abstrakt forestilling om at nogle vokaler er ens. Dels er vores perceptionsapparat ikke fintfølende nok til at opfange bittesmå akustiske detaljer, og dels kan udtalen af en vokal påvirkes af de konsonanter den er omgivet – også så meget så vi tydeligt kan høre det – men vi tilskriver ikke denne variation nogen sprogligt betydningsadskillende funktion.

Eksempel: Alle danskere ved at /a/ lyder tydeligt forskelligt i ordene kat og rat. Vi ved at /a/ udtales arh-agtigt når vi sætter er /r/ foran. I en vis forstand har vi dog kun ét a, ét fonem, men det kan udtales forskelligt alt efter omgivelserne.

Fonologisk

Man kan analysere sig frem til at vi har 11 vokalfonemer på dansk:

/i y u/ – høje vokaler

/e ø o/ – halvhøje vokaler

/ɛ œ ɔ/ – halvlave vokaler

/a/ – lav vokal

/ə/ – neutral vokal (findes kun i ubetonede stavelser)

Alle vores forskellige vokalkvaliteter kan udledes af disse 11 fonemer efter bestemte regler der tager højde for om vokalerne er korte eller lange og hvilke konsonanter de er nabo til osv.

De tre vokaler /y ø œ/ kan måske endda reduceres til /y ø/ jf. dette indlæg. (Tilføjet 17. maj. 2011)

Vokalkvalitet

Hvis man undersøger hvordan vokalerne konkret udtales (det kan man enten gøre artikulatorisk, akustisk eller auditivt) så er der i betonede stavelser typisk et sted mellem 16-18 vokalkvaliteter afhængigt af hvilken variant af dansk man taler. Hvis man er godt trænet i lydopfattelse, kan man skelne nogle flere, men så er vi vist også ved at nærme os grænsen for vores auditive formåen.

Dvs. vi har brug for 16-18 forskellige lydskriftsymboler, når vi skal lydskrive danske vokaler i betonede stavelser. Hertil kommer nogle stykker som kun findes i ubetonede stavelser (se nedenfor).

Igen, akustisk set er alle vokaler i hvert fald en lille smule forskellige, men de samler sig i nogle klynger, og man kan derfor regne med at vokalerne inden for en klynge er så ens så vi ikke opfatter dem som forskellige i nogen lingvistisk interessant henseende.

Vokallængde og stød

Vi har på dansk en skelnen mellem korte og lange vokaler, og lange vokaler kan desuden have stød. Hvis man ønsker at regne stød og længde som en egenskab ved vokalen (snarere end en egenskab ved stavelsen, hvilket der ellers kan være god grund til at gøre), så har vi i betonet stavelse:

12 forskellige lange vokaler (nogle har 13)

12 forskellige vokaler med stød

16 forskellige korte vokaler

I alt 40 forskellige vokalkvaliteter i betonede stavelser. Dertil kommer vokaler som i distinkt udtale normalt kun findes i ubetonede stavelser. Her er nok en håndfuld, primært [ə ɐ ɪ ʊ ð̩], men vokalinventaret i ubetonede stavelser er noget sløret og ikke særlig godt undersøgt endnu.

Konklusion

Så hvor mange vokaler har vi? Tja, hvis du vil chokere, så sig endelig at vi har 40-50 stykker. Hvis de vil være mere lempelig, så sig 11 fonemer; det er stadig et imponerende antal der kan slå de fleste af verdens sprog af banen. Og endelig, når vi lydskriver vokaler, bruger vi typisk omkring 20 forskellige vokalsymboler.