laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Fonologi

Hvad ved journalister om fonetik?

En af mine yndlingsaversioner er journalister der forsøger at formidle videnskabelige undersøgelser. De mest spektakulære overskrifter bliver til det mest fabelagtige nonsens når man dykker ned i artiklen.

Nu sker det heldigvis/desværre sjældent at fonetiske undersøgelser dukker op i mainstreamnyhederne, men i dag er der en artikel på Jyllandspostens forbrugerside fpn.dk som handler om at træthed påvirker udtalen af bestemte lyde. Måske ikke ligefrem spektakulært, men i det mindste fonetisk.

Det går dog galt for journalisten, for artiklen er idiotoversat fra engelsk. Den oprindelige artikel forklarer at /p t k/ kommer til at lyde som /b d g/ når man er træt, så fx police kommer til at lyde som bolice på engelsk. Dette er kluntet oversat til at politi kommer til at lyde som boliti, hvilket man for det første ikke kan konkludere – de engelske fonemer kan ikke uden videre ‘oversættes’ til danske – og for det andet, selv hvis man kunne, så har journalisten overset t’et i politi, som jo også burde blive oversat til d, altså bolidi.

/p t k/ og /b d g/ er ikke det samme på dansk og engelsk

Det er en almindelig fejl når danskere taler engelsk, at de udtaler lukkelydene /p t k b d g/ på samme måde som på dansk, men fonemerne dækker ikke over de samme lyde i de to sprog.

På engelsk er den primære forskel på lukkelydene at /p t k/ er ustemte, mens /b d g/ er stemte (opdatering 8/3/11: se Christians kommentar nedenfor). På dansk er alle lukkelyde imidlertid ustemte, og den primære forskel i dansk er at /b d g/ er uaspirerede = [b̥ d̥ g̊], mens /p t k/ er aspirerede = [pʰ tˢ kʰ], dvs. de ledsages af en smule friktionsstøj fra luft der slipper ud af munden.

Det er ganske almindeligt, også i dansk, at ustemte uaspirerede lukkelyde bliver stemte i mindre distinkt udtale. På engelsk betyder det at /p t k/ bliver lig /b d g/, men på dansk betyder det bare at [b̥ d̥ g̊] bliver til [b d g], men da vi ikke har nogen fonologisk stemthedskontrast, giver det ikke anledning til forveksling på dansk.

Til gengæld er de danske [pʰ tˢ kʰ] blandt de lyde der er allermest resistente over for reduktion. Man kan selv bladre igennem udtaleordbogen og se hvor sjældent ord der starter med p udtales med noget andet end [p], og ligeledes ord der starter med t og med k.

Når dansk [pʰ tˢ kʰ] reduceres, bliver de typisk til frikativer, dvs. man får ikke lukket helt i talekanalen så /p/ → [β ɸ], /t/ → [s z] og /k/ → [x ɣ]. Friktionsstøjen, som de har fordi de er aspirerede, er altså det træk der bevares bedst, og lydene bevarer således en distinkt forskel fra de uaffrikerede /b d g/.

Det er mao. det rene sludder at oversætte det at /p t k/ bliver til /b d g/ på engelsk, til det samme for dansk.

Udtaleordbog med lydeksempler

Jeg har opdateret udtaleordbogen. Udtaleordbogen er baseret på data som jeg har trukket ud af DanPASS-korpusset. Som noget nyt har jeg tilføjet

  • fonologiske stavelsesgrænser
  • kanonisk udtale
  • lydeksempler

De fonologiske stavelsesgrænser har jeg genereret automatisk ud fra de anvisninger der er givet af Grønnum (2007).

Den kanoniske udtale er ligeledes (med ganske få undtagelser) autogenereret  ud fra de anvisninger der er givet af Grønnum (2005) plus mine egne regler for schwa-assimilation.

Lydeksemplerne er klippet ud af korpusset. Der er givet op til tre tilfældigt udvalgte eksempler for hver unik annotation. Da eksemplerne er udvalgt tilfældigt, er de ikke nødvendigvis de mest repræsentative eksempler på den pågældende udtale. Hvis man ønsker nærlytning, kan man downloade lydfilerne ved at højreklikke på linket og åbne dem i fx praat.

Årets ord 2010: App

Det er godt nok lidt sent at kåre ord for 2010, men det var en god anledning til at gøre opmærksom på en ny hjemmeside for lingvistikinteresserede: Popular Linguistics Online.

Nogen af de ord der er blevet kåret til årets ord rundt omkring er vuvuzela, kødklister og wiki. Andre topkandidaterne har desuden været udkantsdanmark og askesky.

Jeg har dog i et stykke tid haft et godt øje til ordet app (en forkortelse af application, om små computerprogrammer der giver ekstrafunktioner til mobiltelefoner) som blev stort i løbet af 2010, og nu går alle ungerne rundt i skolegården og slås om hvem der har de fedeste apps.

Det glædede mig derfor at læse i det nye online magasin Popular Linguistics Online at app var blevet kåret til årets ord i USA af American Dialect Society. Det vil jeg hermed også kåre det til her på bloggen.

App er interessant fra et fonologisk perspektiv idet der er en gammel diskussion om hvorvidt der er et eller to fonologiske korte a’er i dansk, altså om [a] som i Anne er et andet fonem end [ɑ] i Anders.

De to a-varianter opfører sig i høj grad forudsigeligt: [ɑ] findes efter /r/ og foran tautosyllabisk /b p m f v g k ŋ j r/, mens [a] findes alle andre steder. De er mao. komplementært fordelte. Næsten. Der er undtagelser som Anders, anderledes, andre, vandre.

Og så har vi en del indlånte ord som Jack, hacker, laptop osv. og nu altså også app hvor vi har [a] foran nogen konsonanter hvor vi i hjemlige ord har [ɑ]. De to kvaliteter kan endda være betydningsadskillende, som fx [agɕn̩/ɑgɕn̩] action/aktien.

Efterhånden som den slags ord bliver mere udbredte i dansk, mister man fornemmelsen for hvorfor man tidligere sagde hhv. [a] og [ɑ] i forskellige kontekster, og vokalerne, der før var varianter af samme fonem, etableres som selvstændige lyde. Dette vil med tiden gøre det vanskeligere at fastholde at vi kun har ét /a/.

Hvad ved børn om schwa?

En karakteristisk ting ved dansk er at schwa (det tryksvage e) ofte udtales som alt muligt andet end den øh-agtige vokal [ə]. Vi udtaler ikke katten som [kadən], men [kadn̩] med et stavelsesbærende [n], og ord som pige og flyve udtales [piːi flyːu] og ikke [piːə flyːwə].

Schwa udtales kort fortalt som den vokal det står ved siden af – hvis det altså står ved siden af en vokal – eller som en stavelsesbærende konsonant hvis det ved siden af en konsonant. Dette kaldes schwa-assimilation. Det betyder at schwa kan udtales som [m̩ n̩ ŋ̩ l̩ ð̩] eller en hvilken som helst vokal, afhængigt af den kontekst det står i.

Det er svært at give præcise tal for hvor ofte schwa assimileres, men ifølge min optælling af ca. 3000 forekomster af schwa i DanPASS-korpusset bliver ca. halvdelen af alle schwa assimileret, en fjerdedel falder helt bort, og det er således kun en fjerdedel der bliver udtalt som noget ə-lignende.

I københavnsk (og sikkert i det meste af landet, undtagen måske Bornholm hvor udtalt schwa er mere almindeligt) er schwa-assimilation så godt som gennemført i bestemte fonologiske omgivelser, navnlig når schwa er nabo til en vokoid (en vokal eller konsonanterne [w j ɐ̯ ð]), undtagen i de mest konservative udtaler.

Spørgsmålet i dette indlæg er: Hvad ved børn om schwa, når det hos voksne oftest udtales som noget helt andet end [ə]?

Børn starter ikke med schwa-assimilation

Børn starter med enstavelsesord. Når de begynder at lave flerstavelsesord, begynder de ikke med avancerede stavelsesbærende konsonanter og ekstralange vokaler. De begynder med simple konsonant-vokal-forbindelser.

Jeg har observeret hos mine egne børn at de skulle have en vis alder før de begyndte at lave schwa-assimilation, ca. 2,5 år. Før dette udtalte de schwa distinkt [ə], som i [kadən mæːwə] katten, mave. hvor voksne ville sige [kadn̩ mæːu]. De første steder de begyndte at lave schwa-assimilation var i forbindelsen [ən] → [n̩] (dette er også den forbindelse hvor schwa-assimilation er mest gennemført i sproget, og hvor det historisk er indtrådt tidligst, og som er ganske almindelig også i andre sprog som ellers ikke kender til schwa-assimilation).

I treårsalderen applicerede de schwa-assimilation vilkårligt, fx når de skulle tælle 13, 14, 15 [tʁɑdən/tʁɑdn̩ fjoɐ̯dən/fjoɐ̯dn̩ fɛmdən/fɛmdn̩] osv. Først i femårsalderen begyndte min ældste datter at lave schwa-assimilation konsekvent som voksne, mens min næsten fireårige datter stadig ikke assimilerer så meget som voksne.

Der er allerede her to interessante pointer at trække frem:

  • Børn må på en eller anden måde regne ud at der er schwa bestemte steder, selvom voksne ikke udtaler det.
  • Børn udtaler som udgangspunkt mere distinkt end voksne, og reduktionsmønstre er noget der skal tilegnes.

Børn folder lydene ud

Selvom voksne i mange lydforbindelser konsekvent har schwa-assimilation, så regner børn altså ud at der underliggende er et schwa. Så når voksne siger [n̩ l̩ ð̩ w̩] osv., så gennemskuer børn på en eller anden måde at der er tale om [ən əl ðə wə], så de kan meget vel sige [mæːwə gæːðə] mave, gade, selvom voksne næsten konsekvent siger [mæːʊ gæːð̩].

Men det går ikke altid godt. Et problem for børnene er at de voksnes assimilerede former kan dække over flere forskellige underliggende former. Fx kan [n̩] både være /nə/ som i grønne, /ən/ som i katten, eller /nən/ som i vinen. Når børn hører et [n̩], kan de derfor ikke være sikre på hvad den udfoldede form i virkeligheden er.

Nogle typiske eksempler er at [hoːð̩] hoved bliver udtalt [hoːðə], og [bʌbl̩] boble bliver til [bʌbəl], osv., sikkert fordi dette er den mest sandsynlige fortolkning for barnet ([ːð̩] er oftest = /ːðə/, og [l̩] er oftest = /əl/).

Et mere bemærkelsesværdigt eksempel er [soːfæːn̩ sduːn̩ bœ̞ɐ̯nəhæːwn̩] sofaen, stuen og børnehaven som hos min yngste datter blev til [ˈsoːfæːnən ˈsduːnən ˈbœ̞ɐ̯nəhæwnən] – ord som hun primært stødte på i bestemt form og som hun derfor nok ikke var klar over hed sofa, stue og børnehave i ubestemt form, og ikke sofane, stune, og børnehavne.

Et [ːi] og [ːu] vil i de fleste tilfælde underliggende være hhv. et /jə/ og /və/, som i fx [dʁɑːi mæːu] dreje, mave. Det betyder at børn kan folde disse lyde ud til [jə] og [və] også hvor de ikke skal. Fx fortalte min datter en dag at hun havde fået boller i [ˈkɑːjə ] (= karry), og jeg har hørt dem sige [kæˈkæːvə ˈdʁɑːvə] kakao, drage.

Schwa dukker op hvor det ikke skal

Ligesom schwa ofte assimileres i de voksnes sprog, kan det også helt droppes. Vi kan fx let droppe det i verber som [sbiːs snɑg fen] spise, snakke, finde osv. Det kan være noget vilkårligt om vi dropper det eller ej, og når børn folder de voksnes sprog ud, kan de derfor putte schwa ind nogle steder, hvor det ikke hører til. Det er fx almindeligt efter prætoniske stavelser, så fx delfin og kalkun bliver til dellefin og kallekun. Der kan også meget let komme fuge-e på ord som svingtur, kolbøtte, hjemløs, solbriller, dyrlæge, fangarme som bliver til svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme.

Bemærk at schwa i disse eksempler dukker op efter en stavelse med stødbasis, men uden stød [kal dɛl sveŋ kʌl jɛm] kal-, del- sving-, kol-, hjem-. Jeg tænker at fraværet af stød for barnet indikerer at det er et af de steder man kan putte schwa ind. Tostavelsesord som ender på schwa (men ofte realiseres med assimileret eller udeladt schwa), er nemlig almindeligvis stødløse, fx kalde, delle, svinge, kolde, hjemme.

Omvendt kan der være schwa som barnet ikke har nogen chance for at vide er der. Min femårige datter syntes det lød forkert i en film hvor der blev sagt men-ne-ske, for det hedder jo menske.

Nogen schwa er så sjældne i de voksnes sprog at børn aldrig opdager at de er der. De absolut mest truede schwa er dem der findes i ord med tryk på tredjesidste stavelse, som menneske, hundrede, billede, værelse, køkkenet, lykkelig, der bliver til menske, hundred, billed, værlse, køknet, lyklig.

(Reglen er at en posttonisk stavelse der kun består af et schwa, forsvinder i ord med tryk på tredjesidste stavelse. Det berører en del flerestavede endelser som –ede, -ere, -ene, -ende, -elig. Disse endelser udtales efterhånden enstavede [ð̩ ɐ nə li]. Det bliver spændende at se om ikke skriftsproget har tilpasset sig denne udtale i løbet af en generation eller to.)

Hvorfra ved børn noget om schwa?

Man kan undre sig over hvordan børn ved at der er schwa i nogen af de ord hvor voksne konsekvent har udeladt eller assimileret schwa.

En ting er at børn bliver udsat for mange sange, rim og remser. Her er der fokus på stavelsesantallet for at få versefødderne til at passe, og stavelserne bliver udtalt meget tydeligere end i det almindelige sprog – Kej-ser-en bor på det hø-je hvi-de slot. Ligeledes udsættes de for pædagogisk udtale, og ikke mindst en del råb og emfatisk udtale, og også her er artikulationen ofte overdrevet tydelig.

Men barnet må også lære et system; ellers ville de kun putte schwa ind i de ord som de støder på i distinkt udtale, og det gør de ikke kun.

Her spiller hyppighed formodentlig en stor rolle. En ordstruktur med en betonet stavelse + schwa er overordentlig almindelig i dansk. Børn opdrages således til at hvis ordet ikke er tydeligt enstavet, fx ved at det har stød, eller tydeligt flerstavet, fx ved at der er en anden vokal end schwa, så er det meget sandsynligt at man kan putte et schwa i enden af ordet.

Mao. bliver barnet i stand til at skelne på baggrund af ordets lydlige sammensætning om det er et ord der kan have schwa eller ej. Først når dette er på plads kan barnet begynde at lære hvornår schwa skal assimileres.

De hyppigste danske stavelser

Jeg har lavet et lille script der kan tælle hyppigheden af stavelser i en tekst. Der er godt nok tale om fonologiske stavelser, hvor stavelsesgrænsen går lidt anderledes end man er vant til ifølge retskrivningsprincipperne. Desuden kræves det at teksten er skrevet i fonemskrift, og det er der ikke mange tekster der.

Men DanPASS-korpusset er annoteret i fonemskrift, så det kan bruges til at give et billede af stavelsesfrekvensen i dansk. Og hvilken stavelse er så mon den hyppigste? Jeg kan med stor glæde afsløre at den hyppigste danske stavelse, med overvældende vægt er (trommehvirvel):

ə

Ja, et lille isoleret schwa (et tryksvagt e) er den hyppigste danske stavelse, og den er næsten 50 % mere hyppig end den næsthyppigste stavelse, som er meget beslægtet, nemlig /ər/.

Der er 1395 forskellige stavelser i korpusset. 354 af dem forekommer kun en enkelt gang (jeg ved ikke hvor mange mulige stavelser der er i dansk, men det kan beregnes). Bemærk at jeg ikke har skelnet mellem betonede og ubetonede stavelser. Her listen over de 20 hyppigste stavelser i korpusset:

(hele listen med alle 1395 stavelser findes her)

nummer. stavelse antal
1 ə 7093
2 ər 4796
3 4003
4 du 3955
5 ja 3545
6 ɔv 3142
7 de 2454
8 dɛnˀ 2015
9 ən 1943
10 deːˀr 1743
11 eːˀn 1651
12 jaj 1644
13 ɛr 1636
14 əd 1563
15 fɔr 1489
16 pɔːˀ 1444
17 tel 1317
18 haːˀr 1275
19 gɔːˀr 1190
20 skal 1062

Man kan se at listen både indeholder hyppige morfologiske dele, som /ə ər ən əd/, og hyppige enstavede funktionsord, som så, du, ja, og, det, den, der, en, jeg, er, for, på, til, har, skal. Bemærk at scriptet ikke skelner mellem om fx /ja/ er et isoleret ord eller fx første stavelser i januar, men det er klart at disse funktionsords hyppighed er den primære årsag til at stavelserne er så hyppige.

Mit bud er at listen ville se nogenlunde ud på samme måde i et tilfældigt andet korpus. Det eneste ord der er overrepræsenteret i top 20, er går. Frasen ‘så går du …‘ er langt hyppigere i DanPASS end i de fleste dagligdags samtaler, da en stor del af korpusset er samtaler hvor man skal guide hinanden rundt på et kort. Ligeledes er der uden for top 20 en overrepræsentation af retningsangivelser, /syd øst norˀd vɛst/ er fx på hhv. plads nr. 21, 26, 28 og 32.

Stavelsesdeling

Principperne for stavelsedeling er dem der er givet i Basbøll (2005). Principperne siger at:

  • Så mange konsonanter som muligt går til efterfølgende stavelse. Dvs. i et ord som /ekstra/, hvor både /ek.stra eks.tra ekst.ra/ giver mulige danske stavelser, så er det den første mulighed /ek.stra/, som giver flest muligt konsonanter til efterfølgende stavelse, der vælges.
  • Undtagelse: Foran /ə/ går mindst én konsonant til foranstående stavelse. Dvs. i fx lave går /v/ til første stavelse /la:v.ə/, mens det i lava går til den efterfølgende stavelse /la:.va/.

Disse principper adskiller sig fra retskrivningsprincipperne, men meningen er her at man skal give regler for hvordan ord udtales ud fra deres fonologiske form. Således redegør man på denne måde bl.a. for at /v/ udtales [w] i lave og [v] i lava. Retskrivningsprincipperne tager udelukkende typografisk æstetiske hensyn.

Bemærk også at deres er tale om fonemskrift og ikke almindelig ortografi, og ikke lydskrift. Fonemskrift er groft sagt den måde vi burde stave på, hvis udtalen skulle være (næsten) 100 % forudsigelig ud fra skriften, samtidig med at man skulle begrænse antallet af bogstaver i alfabetet så meget som muligt. Dvs. man dropper stumme bogstaver (fx hvad til /vad/), markerer vokallængde på vokalen (fx kølig til /kø:li/, markerer stød (fx gal til /ga:ˀl, retter vokaler (fx pille til /pelə/), retter konsonanter (fx chance til /sjangsə/) osv.

Slappe y'er og ustemte l'er – i islandsk og dansk

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?

Påske og vokallængde

Påsken synger på sidste vers for i år, men jeg vil lige smide et indlæg om det, inden det er alt for sent. Påske /pɔːskə/ [ˈpʰɔːsg̊ə] er fonologisk set et usædvanligt ord i dansk idet det har en lang vokal foran en konsonantgruppe.

I monomorfematiske danske ord (altså ord der består af kun ét morfem) er vokalen almindeligvis kort foran konsonantgrupper. Der findes dog nogle undtagelser foran /st sk/, såsom faste (= undlade at spise), puste, hoste, besk, slesk og altså påske, og desuden skæbne, væbne, æble.

Det er plausibelt at distinktionen mellem korte og lange vokaler i dansk er opstået ved at vokaler blev forlænget foran enkeltkonsonanter for at understrege at den efterfølgende konsonant var kort. Dette samme findes også i svensk og norsk hvor vokallængde og konsonantlængde stadig følges pænt ad sådan at enten vokalen eller konsonanten er lang, men ikke begge dele. Fx har det svenske ord for ‘mejse’ tita lang vokal og kort konsonant [tiːta], mens titta ‘kigge’ har kort vokal, men lang konsonant [titːa].

Med tiden er konsonantlængden forsvundet i dansk, så den eneste forskel på fx skule og skulle nu er vokallængden. Antageligvis blev forskellen i vokallængde så betydelig at man ikke længere bed mærke i konsonantlængden. Dobbeltkonsonanterne er dog stadig bevaret i skriften, og således markerer dobbeltkonsonanter i moderne dansk retskrivning at vokalen er kort.

Jeg var i Sverige i påsken, hvor man ønsker glad påsk i stedet for god påske, og der stilles påskgodis frem i butikkerne. Svenskere udtaler i øvrigt påsk med kort vokal.

(Lettere revideret d. 12/04-2011 jf. nedenstående kommentarer)

Stavelsestab og ordfrekvens

Jeg har lovet at sige noget mere om stavelsestab i dansk. Det er noget jeg kommer til at sige mere om med tiden, men lige nu handler det om sammenhængen mellem stavelsestab og ordfrekvens: Er det mere almindeligt at stavelser droppes i hyppige ord end i sjældne ord?

Ordfrekvens spiller ofte en rolle for fonologiske reduktioner. I fx modalverber som kan, skal, vil som vi bruger hele tiden, bliver sidste konsonant ofte helt droppet: ka’, ska’, ve’. Ligeledes bliver hele sidste stavelse droppet i give, tage, lade, blive, skulle, kunne så det bliver til ha’, gi’, ta’, la’, bli’, sku’, ku’. Det sker ikke i sjældnere ord. Spise og sove, som er mere situationelle verber, bliver fx ikke til spi’ og so’.

At der er en sammenhæng mellem ordfrekvens og visse reduktionsfænomener, er vist i mange tilfælde, (se fx Bybee 2001). Spørgsmålet er om ordfrekvens spiller en rolle for stavelsestab i dansk spontantale.

Jeg har kigget i DanPASS-korpusset efter ord der er noteret med tab af en eller flere stavelser. Stavelsestab skal i denne sammenhæng forstås som at antallet af stavelser i ordet er reduceret ift. den fulde form. Det kan enten ske ved at en vokal bliver desyllabificeret, dvs. mister det stavelsesbærende træk og bliver en halvvokal, fx [kiˈʌsg] → [ˈkjʌsg] kiosk, eller ved at et stavelsesbærende segment (og evt. flere nabolyde) helt droppes, fx [ˈsʌdan ed] → [ˈsned] sådan et.

Her er de 20 ord der hyppigst er annoteret med stavelsestab (kun DanPASS-dialogerne er medregnet) med angivelse af hvor ofte de er annoteret med stavelsestab/hvor mange gange de i alt forekommer*, jeg har også givet en slags gennemsnitlig lydskrift så man kan se hvilken stavelse der droppes (alle udtalerne kan nu ses i udtaleordbogen):

Drop / total Ord Lydskrift
216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring ˈjæɐ̯nb̥æːnəɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ ~ ˈjæɐ̯nb̥æːnɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð

Som man kan se er der mange meget hyppigt forekommende ord i denne liste, såsom ikke, lige, sådan, nogle, men det skyldes selvfølgelig først og fremmest at de er hyppige, og derfor har mulighed for at blive talt med mange gange. Det man skal kigge på, er imidlertid tilbøjeligheden til reduktion sammenlignet med hyppighed. Her viser tallene ret tydeligt at højfrekvente ord ikke er mere tilbøjelige til stavelsestab end lavfrekvente.

Især ordet jernbaneoverskæringen er meget tilbøjeligt til at tabe nogle stavelser – der er selvfølgelig også mange at tage af – men det kan bestemt ikke siges at være et almindeligt ord. Det er et blot et ord der forekommer ofte i DanPASS-korpusset, fordi informanterne sidder og snakker om landskabsgenstande på nogle kort, hvor jernbaneoverskæringen er en af dem.

Ordene væltede og parkerede er også en del af landskabsgenstandene væltet stengærde og parkeret lastbil og altså generelt nogen meget situationelle ord. Alligevel smider de en stavelse  i 88-89 % af forekomsterne.

Hvilke stavelser droppes?

Groft sagt kan et hvilket som helst schwa droppes, men de fonetiske kontekster som er mest tilbøjelige til stavelsestab er der hvor vi har to stavelsesbærende vokoider i træk, fx [ð̩ð̩ ɐɐ ɐð̩ iːɐ æːʊ ɑːɪ] osv. uanset hvor hyppigt forekommende det ord de optræder i ellers er, og uanset om der er tale om underliggende schwa eller ej. Dette gælder også hen over ordgrænser. Stavelsestab er især almindeligt i kombinationer af ubetonede småord som du en, på et, skal jeg der bliver til [dun pɔd sgja].

Omvendt droppes stavelser sjældent hvis de er omgivet af kontoider. Vi kan ikke droppe schwa i katten, bussen, gammel osv. Således vil det er kun ofte udtales [de ˈkɔn] mens den er kun som regel udtales [dɛn a ˈkɔn], på trods af at den og det er omtrent lige hyppige. Det er mao. den fonologiske struktur der er afgørende for stavelsestab og ikke ordfrekvens. Dette er uligt fx engelsk hvor not og is bliver til -n’t og -’s uanset omgivelser, fx can’t, won’t, it’s, that’s.

Dermed er ikke sagt at den fonologiske struktur gør det alene. Hvis det var tilfældet, ville alle stavelser af denne struktur blive droppet, og det gør de ikke. Der må altså være andre faktorer der spiller en rolle for stavelsestab. Hvilke faktorer der er på spil, vil jeg forhåbentlig kunne sige meget mere om på et senere tidspunkt.

Universalier

Der er en meget stærk tendens i verdens sprog til at stavelser adskilles af konsonanter. Den vokoide struktur som er karakteristisk for moderne dansk, hvor vi kan have mange vokaler i træk, er altså meget usædvanlig. Når stavelser især droppes i disse vokoide omgivelser, kunne det tyde på at vi, hvad der så end er årsagen, er på vej mod en universelt set mere normal stavelsesstruktur.

Noter

* Jeg har kun talt forekomster hvor de optræder som segmenterede ord. Forekomster hvor man ikke akustisk kan sætte en grænse mellem ordene, er ikke talt med. Det gælder typisk tilfælde hvor et ord slutter på en vokal, og næste ord start på en vokal, fx til et [ted], her kan man ikke meningsfuldt afgøre om der er til eller et der mister en stavelse.

** Nogle udtales i (næsten) alle tilfælde som nogen. Læs mere om nogen og nogle.

216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð

Skattelettelser og schwa-assimilation

I dagens P1 debat blev der diskuteret skattelettelser. Den almindeligste udtale af dette ord er [ˈsgadl̩ɛdl̩sɐ], som man kan forvisse sig om ved at lytte til programmet, altså med schwa-assimilation hvor /əl/ realiseres som et stavelsesbærende [l̩].

Som hovedregel assimileres schwa ikke til en lyd der står i onset, altså i starten af en stavelse. Vi siger vistnok hellere [ˈkadə.mað ˈkʌgə.læɐ̯leŋ ˈsgifdə.nʌjlə] med [ə] frem for [ˈkadm̩að ˈkʌgl̩æɐ̯leŋ ˈsgifdn̩ʌjlə] kattemad, kokkelærling, skiftenøgle med stavelsesbærende konsonant.

En undtagelse fra denne regel er lige netop mellem /t/ og /l/, altså i forbindelsen /-tə.l-/ som i  [ˈkadl̩ɛmˀ ˈʁɑdl̩ɑg ˈgɛdl̩ɑjˀ] kattelem, rettelak, gætteleg. Her opløses [d] med en lateral eksplosion [dˡ], dvs. i stedet for at tungen helt slipper kontakten med overmunden som normalt når lukkelyde opløses, er det kun tungens side(r) der slipper kontakten med kindtænderne. Således er tungen i stilling til det efterfølgende [l].

Hvis /l/ står initialt i en betonet stavelse, fx satellit, kotelet, får man et problem når man skal lydskrive det. Normalt sætter man tryksymbolet foran den betonede stavelse, men ved schwa-assimilation bliver den laterale konsonant både en stavelse i sig selv, samtidig med at den står i onset i den efterfølgende stavelse. Valget står altså mellem [sadl̩ˈid] og [sadˈl̩id] – i første tilfælde står tryktegnet ikke stavelsesinitialt (stavelsen starter jo med /l/), i andet tilfælde står tryktegnet foran [l̩]. Man kan selvfølgelig for syns skyld indføje et ekstra [l], [sadl̩ˈlid], men så ignorerer man at der kan være en kontrast mellem [l̩] og [l̩l], fx i [ˈsygl̩ ˈegə ˈsygl̩ ˈlegə ] (det skal min) cykel ikke, (der skal min) cykel ligge. Der er dog aldrig nogen der har undersøgt om denne kontrast er reel.

Noget om guitar og metatese af distinktive træk

Jeg var for nylig på museum med min 2½-årige datter og pegede på et musikinstrument og spurgte hvad det var. “En [ˈkidɑ]”, svarede hun, tænkte sig lidt om og rettede det til “en [ˈgitɑ]”.

Det min datter lavede, var en særlig slags metatese, hvor det ikke er to lyde der bytter plads, men kun to distinktive træk der bytter plads.

Nogle gange bliver det fremstillet som at de mindste betydningsadskillende enheder i sproget er fonemerne, men fonemer kan splittes yderligere op i distinktive træk. Forskellen på fx /m/ og /n/ er udelukkende deres artikulationssted, bilabial vs. alveolær, mens de på alle andre punkter er ens; begge er nasale konsonanter. /m/ og /d/ er derimod mere forskellige idet at de ud over forskelligt artikulationssted også er forskellige mht. nasalitet.

For at vende tilbage til det oprindelige eksempel så er forskellen på /t d/ vs. /k g/ deres artikulationssted, mens /k t/ er aspirerede vs. de uaspirerede /g d/, hvilket kan stilles op i et diagram således:

+asp -asp
coronal t d
dorsal k g

(coronal = artikuleres med tungespidsen/-bladet, dorsal = artikuleres med tungeryggen)

Når min datter altså udtaler guitar som [ˈkidɑ] i stedet for [ˈgitɑ], er der altså udelukkende byttet rundt på det distinktive træk [+/- asp].

Nogle fonologer vil hævde at distinktive træk ikke har nogen kognitiv realitet, men udelukkende er et praktisk beskrivelsesredskab. Metateser som disse kan dog bruges som argument for distinktive træk har en kognitiv realitet, da de netop kan flyttes selvstændigt uden at hele fonemet flytter med.

Følg med

rss e-mail FB Twitter