laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Fonologi

Æggedelere, æggeledere og fuge-e’er

Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.

Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.

ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.

6857869304_a4d289140d_z

Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.

æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.

Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.

Hvorfor ægge?

Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?

Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).

Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.

Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.

Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.

Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hushundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.

Fuge-e er næsten en grammatisk regel

Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.

Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.

Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.

Ord der udtales som ingenting

For nylig døde det første menneske på månen, Neil Armstrong. I den forbindelse blev der rusket op i en gammel diskussion om hvad Armstrong egentlig sagde da han landede på månen. Spørgsmålet er om han sagde:

One small step for man, one giant leap for mankind, eller
One small step for a man, one giant leap for mankind

Vi kan sende folk til månen, men der er stadig meget vi ikke ved om vores eget sprog

I den oprindelige transskription fra NASA er artiklen ‘a’ udeladt, fordi man ifølge NASA ikke kunne høre ordet, selvom Armstrong selv mente at han havde sagt det. Sidenhen er det akustiske signal gennemanalyseret, og det er diskuteret om ordet faldt ud af transsmissionen eller blev kamufleret af statisk støj, eller om Armstrong ganske enkelt lavede en fejl i et af historiens mest berømte citater (hør selv lydklippet her).

Lyde og symboler

Denne gamle diskussion om Armstrongs citat illustrerer noget der ligner et paradoks, som i virkeligheden er ganske normalt, nemlig at ord ofte udtales som ingenting, selvom vi tydeligt hører dem.

Sagen er at sproget består af en lydside og en symbolside. Lydsiden er det rene fonetiske signal, de lydbølger der dannes af vores taleorganer, transmitteres gennem luften og opfanges af vores ører. Symbolsiden er de abstrakte symboler – ord, betydninger, fonemer – der aktiveres inde i vores hjerner når vi taler og lytter.

Fortalerne for udeladelsen af ‘a’ baserer deres argumenter på en forestilling om at der til hvert abstrakte symbol skal svare en vis mængde akustisk materiale. Ordet er der ikke fordi det ikke modsvares af et bestemt akustisk signal. De sætter mao. lighedstegn mellem det akustiske signal og de abstrakte symboler.

Er der noget hvis man ikke kan høre det?

For at demonstrere urimeligheden i denne diskussion kan man starte med at spørge om der er et ‘h’ i [ves]. Svaret på dette kommer sandelig an på om man tænker på ordet hvis eller vis. Hvis man laver ortografisk transskription af en monolog hvor [ves] forekommer, vælger man naturligvis det grammatisk korrekte ord.

Man kan også betragte ord der kan udtales med flere eller færre lyde. I DanPASS-korpusset er ordet jernbaneoverskæring transskriberet bl.a. på følgende måder (og mange andre):

  • [ˈjæɐ̯nbæːnəɒwəsgɛɐ̯ˀeŋ]
  • [ˈjæɐ̯nbæːnɒːɐsgɛɐ̯ˀeŋ]
  • [ˈjæɐ̯nbænʌsgɛŋˀ]

Ingen vil vel påstå at der er tale tre forskellige ord her – jernbaneoverskæring, jernbanåreskæring og jernbanåskæng. Vi identificerer det som samme ord, uanset hvordan bliver udtalt. En ortografisk transskription er mao. ikke en fonetisk præcis gengivelse.

Pointen er altså at de rigtige symboler i hjernen sagtens kan være eller blive aktiveret selvom de ikke modsvares 1-til-1 i den fonetiske form. De aktiveres af den grammatiske og semantiske kontekst. Vi aktiverer ordet jernbaneoverskæring, og de mange symboler (lydlige, grammatiske, semantiske) som det ord i sig selv indeholder, selvom de ikke manifesteres fysisk.

Og vi gør det hele tiden. I min ph.d.-afhandling har jeg registreret at 68 % af alle ord i DanPASS-korpusset udtales med færre lyde eller andre lyde end vi ville forvente i den mest distinkte udtale. Alligevel (eller måske netop derfor) fungerer kommunikationen i de fleste tilfælde perfekt.

Når hele ord udtale som ingenting

Da det enkelte fonem kan realiseres som ingenting, kan det også ske at alle fonemer i et ord realiseres som ingenting, og ordet udtales dermed som ingenting. I DanPASS har jeg fundet 854 ord der således ikke har noget fonetisk signal. I alle tilfælde er der tale om grammatiske småord, i langt de fleste tilfælde ordet er.

Ord nulrealiseringer
er 517
jeg 87
at 53
i 38
og 34
et 24
en 14
har 12
jo 11
det 11

Det karakteristiske for sådanne ord er at de dikteres grammatisk og semantisk, selvom de ikke nævnes. Hvis der ikke er et udtalt verbum i en sætning, er defaultverbet er. Og hvis der ikke er noget andet subjekt, er defaultsubjektet jeg osv. Dermed kan vi sagtens ikke-udtale sådanne ord og stadig udtrykke dem på anden vis, nemlig via grammatikken og vores fælles sprogforståelse.

En anden karakteristisk ting er at ordene forsvinder i en lignende fonologisk kontekst. Ordet jeg kan forsvinde efter har, som har samme vokallyd, så har jeg udtales [hɑ], og vice versa, jeg har kan udtales [jɑ]. På den måde kan man sige at de tilbageværende ord får en fonetisk dobbeltrolle med at udtrykke begge ord.

Tilbage til Armstrong

I det berømte citat siger Armstrong i mine ører for a man, udtalt [fə˞ ˈmæːn]. Selvom artiklen ‘a’ ikke har noget selvstændigt fonetisk udtryk, så dikteres det af grammatikken, og [fə] har dobbeltrollen med at udtrykke både for og a.

I en mere distinkt form kunne det måske udtales [fəɹə ˈmæːn], men det er uhyre almindeligt at trække sådanne grammatiske småord sammen til en enkelt fonetisk form. Vi gør det selv hele tiden. Vi siger [ded] det er et, [snɔð] sådan noget, [sgweg] skulle vi ikke, osv. Men at ord og fonemer ikke udtrykkes i en bestemt, isolerbar fonetisk form, er ikke ensbetydende med at de ikke skal tages med i en abstrakt transskription. I modsat fald skulle størstedelen af verdens berømte citater skrives om.

Modernet, modernede og moderne

I dagens Sprogminut på P1 fortæller Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn om formen modernet, som har sneget sig ind i nogle danskeres sprogbrug. Ifølge retskrivningsnormen er moderne et ubøjet adjektiv, og det hedder altså moderne uanset om der er tale om ental, flertal, intetkøn, fælleskøn, bestemt eller ubestemt form.

JNJ forklarer formerne modernet og modernede med at vi jo normalt bøjer adjektiver, og bøjningen af moderne følger således blot det generelle bøjningsmønster og dermed er ganske “logisk og systematisk”.

Hvis man vil beskrive modernet som et bøjet adjektiv, opfører det sig imidlertid efter min mening hverken logisk eller systematisk.

Det er usystematisk fordi den systematiske regel er at vi ikke bøjer adjektiver der ender på schwa. Det hedder et lille, øde, bange, højre, selvmodsigende osv. og ikke et *lillet, *ødet, *banget, *højret, *selvmodsigendet. Jeg har aldrig stødt på nogen der udtalte ordene på den måde, og hvis der skulle være tale om en systematisk tilpasning, virker det mystisk at det så kun rammer et bestemt ord, modernet. Det er der intet systematisk ved.

Det er ulogisk fordi adjektivets normale bøjningsmorfem er /t/, som i udtalen bliver til [d], jf. fx at blåt udtales [blʌd] og ikke *[blʌð]. Modernet får derimod tilføjet et /d/ som bliver til [ð] i udtalen, hvilket slet ikke er et intetkønsmorfem. Her snubler JNJ nok fordi han arbejder i et nævn der kun beskæftiger sig med skriftsproget, for på skrift gengives de to endelser med samme bogstav.

JNJ er selv inde på flertalsformen modernede. Igen, hvis modernet var en intetkønsform af moderne, ville det systematisk hedde moderne i flertal, da stammen stadig må være moderne. Vi flertalsbøjer som nævnt ikke adjektiver der ender på schwa, men selv hvis vi gjorde, ville det regelret blive modernee og ikke modernede. (I morfofonologiske sammenhænge beskrives det faktisk undertiden som at ordet bøjes, men en mere generel regel om at /əə/ -> /ə/ sørger for at bøjningen ikke får noget lydligt udtryk.)

At modernet skulle være en intetkønsform, stemmer i øvrigt ikke overens med talrige eksempler fundet på google, hvor modernet bruges om fælleskønsord, fx en modernet virksomhed, en modernet kunstner, en modernet sygdom.

I øvrigt dokumenterer jeg i min ph.d.-afhandling at adjektivers intetkøns-t er overordentlig tilbøjelig til at blive droppet. Det ville derfor være mærkeligt hvis der samtidig skulle være en tendens til at droppe det de fleste steder, men indføre det andre steder.

Hvorfor siger nogen så modernet og modernede?

Mit bud på en forklaring er at modernet hos dem der bruger den form, skal betragtes som stammen, og ikke som en intetkønsform af moderne. Først da opfører det sig morfologisk regelret. Det får samme bøjningsmønster som ternet, firestjernet og skarphjernet, som ender på /d/ på trods af ortografiens t, og som bøjes i bestemt form og flertal til ternede, firestjernede og skarphjernede.

Det ligner således mere noget participiumsagtigt, som fx malet i fx jeg har malet billedet, nu er det malet. Der er ganske vist ikke noget verbum der hedder at moderne noget, og det kan være at det er derfor at det stadig skratter i ørerne på os der siger moderne.

Formen modernet vil jeg beskrive som moderne med falsk rekonstruktion af /d/. Normalt opfatter vi ikke alle de reduktioner vi laver i daglig tale; vores hjerne rekonstruerer den fulde, distinkte form helt automatisk. Nogen gange rekonstruerer vi også noget der ikke er intenderet, fx når børn danner formerne [ˈkɑːjə] og [ˈdʁɑːvə] af [ˈkɑːi ˈdʁɑːu] karry, drage – nogle udtaler de næsten garanteret aldrig har hørt fra en voksen mund. I et tidligere indlæg skrev jeg også om lykkes og lykkedes og forskellen på [ð] og [ə]. Det er almindeligt at reducere [ð] til [ə], men som lytter er man i stand til at rekonstruere den distinkte form. Som uerfaren sprogbruger kan man altså af vanvare komme til at opfatte moderne som modernet, formentlig fordi det af en eller anden grund bare lyder mere rigtigt eller almindeligt. På den måde er der intet regelmæssigt over det. Det er bare en enkelt smutter som har fået en vis udbredelse.

Tab af stød og længde i sammensatte ord

Nogle ord der isoleret udtales med stød, taber stød når de står som førsteled i et sammensat ord, fx [iːˀs væːˀl huːˀs lyːˀs bɔːˀl] is, hval, hus, lys, bål, men [isbiːˀl væːlfesg huslyːˀ lysɒːˀ bɔːltæːlə] isbil, hvalfisk, husly, lysår, båltale. Som opvokset uden stød (Bornholm), er dette noget der stadig kan forvirre mig. Hvilke ord taber stød og hvilke gør ikke? Jeg kender ikke til nogen komplet gennemgang af emnet, og nogle af de ting jeg har læst rundt omkring, er forkerte. I dette indlæg gennemgår jeg nogen af mine egne observationer.

Hvis ordet får fuge-e, fx hund/hundehus, taber det så godt som altid stød. Hvis det får fuge-s bevares stød som regel fx landmand vs. landsmand og håndsrækning vs. håndbold, men det tabes efter [ð w], fx tidsnød, dødsulykke, livskraft.

Men når der ikke er noget fugeelement, er det ret uforudsigeligt hvad der sker med stødet. Hvilke ord der taber stød er i høj grad leksikaliseret, dvs. det er bestemte ord der taber stød, og de gør det som regel i alle sammensætninger de indgår i.

Grønnum (2005) nævner kun at enstavelsesord kan tabe stød på denne måde, men det er ikke helt korrekt. Der er ganske få flerstavelsesord som taber stød i sammensætninger: under-, over-, finger-, mellem– og sammen-. Jeg desuden hørt et stødløst kobber-, som DSDU angiver som jysk og ældre udtale. Disse ord har det til fælles at de slutter på schwa + sonorant.

Flerstavelsesord der ender på betonet i synes også som regel at blive ramt, såsom parti/partiformand, kemi/kemiingeniør, anæstesi/anæstesilæge, politi/politibetjent osv.

Helt uden for disse mønstre findes telefon– stødløst hos en del talere.

Længdetab

Ud over at tabe stød er der også nogle ord der taber vokallængde, som is-, hus-, lys– i overnstående eksempler. Dette gælder oftest for ord med høje vokaler /i y u/ fx fri-, ny-, dyb-, pris-, ris-, rus-, men længden synes at blive bevaret foran /n/ ikke fx tun-, vin-, lyn-.

Også /ø/ taber hyppigt længde jf. løs/løssluppen, sø/sømand, og /o/ når det står i åben stavelse, jf. to/todelt, sko/skosål, men fx ikke sol/solgud.

Med /ɔ/ veksler det lidt. I nogle ord taber det længde og ændrer samtidig vokalkvalitet, fx stål/ståltråd. Det gælder vist alle ord med åben stavelse, jf. blå/blåskimmel, grå/gråhåret, skrå/skråplan. Andre taber stød, men bevarer længden fx mål/målmand, bål/båltale. En ændring i vokalkvalitet indikerer at længden er tabt fonologisk og ikke blot ad hoc i udtalen, da forskellen på kort og langt /ɔ/ regelret giver forskellig vokalkvalitet i dansk.

For /a/ gælder det vist at alle ord der rimer på bag eller lav, taber længde og får åben a-vokal, jf. sag/sagfører, sav/savværk osv. Igen indikerer det et fonologisk længdetab.

Vokalerne /e ɛ/ synes at modstå længdetab, jf. ben/benspæn, mel/melbolle.

Vokallængdetab er vist i nogle tilfælde et dialektalt træk; jeg har i hvert fald hørt jyder sige Island o.lign. med lang vokal.

Fantomlængde

Nogle ord, fx fod, bog, fortolkes fonologisk med lang vokal selvom de hos yngre normalt udtales med kort vokal [foðˀ bɔʊ̯ˀ]. Dette skyldes dels at de må have lang vokal for overhovedet at have stødbasis, og dels at de har vokalkvalitet som lang vokal (kort /o ɔ/ realiseres hhv. [ɔ ʌ] i lukket stavelse.

Disse ord taber stød i sammensætninger, fodbold/boghandel. De udtales dog stadig med lang vokalkvalitet, men med kort vokallængde. Dette passer ikke ind i de fonologiske regler beskrevet af Grønnum. Jeg kalder dette for fantomlængde; en fonologisk længde der aldrig realiseres, men præserverer vokalkvaliteten.

Stødharmoni: uventet stødbevarelse

Nogle gange sker det at ord der normalt mister stød, bevarer det i bestemte sammensætninger. Således taber rød– som regel stød, men det bevares i rødgrød. Ligeledes med blå– som bevarer stød i Blågårds Plads (navnlig hvis man er lokalt kendt). Jeg har også hørt koldskål udtalt med stød selvom kold– normalt taber stød.

Fælles for disse eksempler er at rimdelen i de to stavelser i hhv. rødgrød, Blågård og koldskål ligner hinanden meget. Jeg mistænker at stødet i andet led kan have en afsmitning på hvorvidt det bevares i første led hvis de to led ligner hinanden tilstrækkeligt meget.

Fonetisk betinget?

Spøgsmålet er om der er et kriterium for hvilke ord der taber stød og hvilke der ikke gør. Ifølge Grønnum er det kun veletablerede ord der taber stød på denne måde. Men en undersøgelse udført af to overbygningsstuderende i lingvistik i 2008 viste at stødtab også sporadisk forekommer når informanter bliver bedt om at danne sammensætninger af nonsensord såsom gnald+hopper eller grøj+hipper. Det indikerer at vi til en vis grad bruger stødtab som en slags fuge-element, altså en indikator af at der er en særlig tilknytning mellem dette og efterfølgende ord.

For nogle år siden skulle jeg i forbindelse med udviklingen af et talesynteseprogram tjekke en liste med 520 enstavelsesord for se om der kunne dannes en regel for hvilke ord der tabte stød i sammensætninger. Det jeg fandt frem til, var at disse ord som hovedregel taber stød:

  • ord med 0 eller 1 (udtalt) postvokalisk konsonant (men der er undtagelser, fx gen, brøk, ion, ko, kø, te, fe, fæ, bæ, glo som bevarer stød).
  • ord med en eller flere postvokaliske konsonanter hvor den første er vokoid (ingen kendte undtagelser).

Ord med to eller flere postvokaliske ikke-vokoide konsonanter bevarer som regel stød. Dog er der undtagelser, fx mønt, kunst, kant, bank, hals, bold som taber stød jf. fx møntsamler, kunstmaler, kantspiller, bankforretning, halsbrand, boldbane.

Når man kigger på eksemplerne lader det til at høje vokaler /i u y/ er overordentlig tilbøjelige til stød- og længdetab, mens ikke-høje fortungevokaler /e ɛ/ synes at modstå det til en vis grad.

Desuden er ord med postvokaliske halvvokaler [ð ʊ̯ ɪ̯ ɐ̯] meget tilbøjelige til at tabe stød og længde. Ord med postvokalisk /n l/ synes desuden i højere grad at bevare længden selvom de taber stød. Nogen skudsikker regel findes ikke, men der synes trods alt at være visse fonetiske betingelser der spiller ind.

Gør de danske vokaler det vanskeligere at lære dansk?

I starten af ugen var der en artikel i politiken om at danske børn lærer deres modersmål langsommere end børn i andre lande, fordi vi har så mange vokaler. Undersøgelsen er også tidligere blevet omtalt på videnskab.dk.

Børnesprogsforskerne konstaterer at danske børn på 1½ år kan ca. 80 ord, mens jævnaldrende børn i andre lande kan dobbelt så mange ord. Forskerne har dernæst sammenlignet det med antallet af vokaler og konsonanter i de forskellige sprog, og er kommet frem til at dansk har mange flere vokaler end de øvrige sprog har.

Jeg har vanskeligt ved at blive overbevist om sammenhængen mellem antallet af vokaler og indlæringsvanskeligheder. Jeg skal dog indrømme at jeg ikke har læst forskningsartiklen, så jeg må basere mig på det der står i de formidlende artikler.

22 vokaler?

For det første er der et rent metodisk problem. Forskerne har talt sig frem til at der er 22 vokaler i dansk. Men hvor kommer det tal fra? I realiteten har dansk jo uendeligt mange vokaler, ligesom alle andre sprog. Hvis vi måler tilstrækkelig detaljeret, er alle vokaler der nogensinde er ytret og nogensinde vil blive ytret, forskellige fra alle andre vokaler.

Ok, 22 er en abstraktion, men jeg har tidligere blogget om hvor mange vokaler der er i dansk, og konklusionen er alt efter hvordan man vælger at analysere, kan dansk siges at have fra 10 til 50 forskellige vokaler. Så hvorfor lige præcis 22? Hvilke 22? Dette må udelukkende være et spørgsmål om hvor fine detaljer man er interesseret i at skelne.

Akustisk set kan vokalerne i et sprog inddeles i vilkårligt mange grupper, eller vilkårligt få, så tallet 22 er ganske enkelt et tal forskerne har besluttet sig for, sikkert efter nogle rimelig fornuftige kriterier, men ikke desto mindre er det forskernes beslutning, og ikke et faktum om dansk.

Skal man kunne alle vokalerne for at lære et ord?

Det næste problem er selve hypotesen, at mange vokaler er årsagen til at det tager længere tid at lære ord. Det har jeg vanskeligt ved at indse. Jeg kan ganske enkelt ikke følge logikken i det er vanskeligt at lære et ord fordi der er mange vokaler at vælge imellem.

Medmindre, selvfølgelig, hvis forskerne regner et ord som ulært indtil en præcis vokalkvalitet er opnået, dvs. hvis barnet udtaler kat som [kæd] eller [kɑd] i stedet for [kad]. Men det ville være ganske urimeligt at bestemme for et barn på 1½ år at en bestemt vokaler er korrekt, og alle andre er forkerte. Det kan jeg ikke tro at de har gjort.

Min erfaring med børns sprogtilegnelse er at de er ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. Hvis børn vil have mad, starter de med at siger [mɑ], de venter ikke på at lære ordet til de kan skelne mellem [a] og [ɑ]. Sådan er det for alle ord: De tilnærmer vokalen så godt de kan blandt de vokaler de mestrer.

Voksne er i øvrigt også ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. I almindelig sammenhængende naturlig tale virker det ligegyldigt om vi siger [i] eller [e], [y] eller [ø], [a] eller [æ] osv. Selvom vi har nogle idealer i distinkt leksikonudtale, er det ikke noget der er særlig vigtig når vi faktisk taler, og jeg har derfor vanskeligt ved er se at det skulle være et problem for børn at vi i laboratorieudtale kan måle subtile forskelle på vokalerne.

Hvis barnet har vanskeligt ved at opfatte de subtile forskelle på vokalerne, så bliver de blot opfattet som homonymer; de bliver ikke ikke-opfattet, så hvad skulle problemet være?

Er det så de bløde endelser?

Forskerne nævner også at de bløde danske endelser, som –ede, giver problemer. Fx siger Dorthe Bleses til videnskab.dk:

I det danske sprog betyder de mange vokallyde, at der ikke er ret meget, der siger: her er der et ord, der stopper, og et nyt, der begynder

Dette er jeg lodret uenig i. I dansk har vi stor forskel på hvilke lyde der står i starten og i slutningen af ord. De hårde lyde som [p t k f v ɕ] signalerer at vi er i starten af ordet, mens bløde lyde som [ð ɐ̯ ʊ̯ ɪ ə] signalerer at vi er i slutningen af ordet.

Det må alt andet lige være lettere at genkende dansk [kæːɪ] kage som ét ord, da [ɪ] ikke kan være et ord, end svensk [kɑːka] kaka, hvor [ka] godt kunne være et ord. Eller tænk på fransk hvor ordfinale konsonanter ofte trækkes over i starten af efterfølgende ord, så fx tout homme udtales [tu tɔm] og ikke som adskilte ord [tu ɔm]. Dansk har mao. et ganske klart signal for ordgrænser ift. mange andre sprog.

Det kan ikke være de bløde endelser der gør det vanskeligere at finde ord i dansk end i andre sprog.

Hvad er så årsagen?

Der er ingen tvivl om at danske børn har sværere ved at lære deres modersmål ift. børn i andre lande. Og ideen om at det skulle være noget i selve den sproglige struktur der er årsagen, synes jeg er temmelig interessant og relevant at undersøge nærmere. Men jeg tror ikke forskerne fra Odense har fat i den rigtige ende – igen med det forbehold at jeg ikke har læst den konkrete artikel, og dette bare er nogle tanker jeg gør mig baseret på min lingvistiske intuition.

Min personlige teori – den vej jeg ville gå hvis jeg skulle kaste mig over et nyt forskningsprojekt – er at afstanden mellem den abstrakte fonologiske og morfologiske repræsentation og den konkrete udtale er større i dansk end i mange andre sprog, dvs. noget der på et abstrakt niveau er det samme, har meget akustisk/artikulatorisk forskellige realiseringer.

Fx bøjes verbet bage helt regelmæssigt at bage/jeg har bagt, men i udtalen er der er overordentlig stor forskel på [bæːɪ bɑgd]. Det er to meget forskellige vokaler, og /g/ realiseres som hhv. en halvvokal og en klusil. Og i en sammensætning som bagværk, bliver /g/ til [w]. Jeg forestiller mig at det er en stor opgave for børn at gennemskue at [ɪ̯ g ʊ̯] på et abstrakt niveau er den samme lyd.

Og den slags er der rigtig meget af i dansk. Afstanden mellem /y/ og /ø/ synes ikke at være lang, men i ryge/røg bliver det til [ʁyːy ʁʌɪ̯ˀ], hhv. en lukket, rundet fortungevokal og en åben urundet bagtungevokal. Forskellen kunne dårligt være større.

Hvis forskerne tæller det som ét ord når barnet har lært at sige bære/bar/båret, så kan jeg godt forstå at danske børn kan færre ord, for forskellen i udtalen i det forskellige bøjninger er så stor, at barnet reelt er nødt til at lære tre ord for at lære et ord.

De danske ø’er

De danske ø’er kan let volde problemer, både for folk der skal lære at tale dansk såvel som dem der skal lære at lydskrive det. Grønnum (2005) skelner mellem hele 5 forskellige rundede fortungevokaler, med disse eksempelord (fra høj til lav):

  • y – kyle [kyːlə]
  • ø – køle, føne [køːlə føːnə]
  • œ – høne, skøn [hœːnə sgœnˀ]
  • œ̞ – røbe, ryste, gøre, grynt [ʁœ̞ːbə ʁœ̞sdə gœ̞ːɐ gʁœ̞nˀd]
  • ɶ – grønt, røv [gʁɶnˀd ʁɶʊ̯ˀ]

Jeg har aldrig helt forstået Grønnums inddeling, dels fordi nogen af eksemplerne ikke giver mening i forhold til min egen udtale, dels fordi jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke kan erkende mere end fire forskellige kvaliteter i min egen udtale. Jeg ved at andre har det på samme måde, så her er min redegørelse af de danske rundede fortungevokaler.

Jeg kan selv erkende kontrasten i

  • kyle [kyːlə]
  • køle [køːlə]
  • curle [kœːlə]

og

  • fyre [fyːɐ]
  • føre [føːɐ]
  • fyrre [fɶːɐ]

og vokalen er mere åben i fyrre [fɶːɐ] end i curle [kœːlə] – altså i alt fire forskellige kvaliteter.

Den vokal Grønnum transskriberer som [œ̞], kan jeg ikke få til at passe nogen steder. De eksempler Grønnum giver,har slet ikke samme kvalitet i min udtale: gøre har en tydeligt mere åben vokal end røbe, ryste, grynt.

Desuden kan vokalerne for mit vedkommende grupperes sammen med de andre vokaler: røbe, ryste, grynte har hos mig omtrent samme vokal som høne, skøn, mens gøre har samme vokal som grønt, røv.

Det skal underforstås at et udtalt [ʁ] nok giver noget uvularisering af efterfølgende vokal, er dermed nok en anelse mere åben kvalitet, men det synes jeg ikke er værd at annotere på dette beskrivelsesniveau – det gør vi normalt ikke ved andre vokaler, fx [ʁæːnə æːnə] rene, ane. Altså kan jeg nøjes med fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ].

Rundede fortungevokaler – Fonologisk

Blandt danske fonologer er der tradition for at beskrive dansk fonologisk med tre  forskellige rundede fortungevokaler, fx /fyːrə/ fyre vs. /køːrə/ køre vs. /gœːrə/ gøre. Også her synes jeg det er vanskeligt at blive overbevist om rimeligheden. Jeg synes det er tilstrækkeligt med to /y/ og /ø/.

Fra en overfladisk analyse kan man sagtens finde kontraster, jf. ovenstående eksempler som kyle, køle, curle. Men fra med en fonemøkonomisk tilgang kan man for langt den største del af ordforrådet nøjes med to fonemer.

Hvis man ser bort fra

  • tydeligt fremmede ord, fx curle, berceuse
  • interjektioner, fx øh, bøh
  • proprier, fx Røntgen, Ærø
  • arkaiske/højtidelige/religiøse ord, fx brynje, hymne

, som i det hele taget ofte opfører sig mærkeligt fonologisk, og derfor er det efter min mening i orden at udelade dem fra den fonologiske analyse, så findes den tredelte kontrast kun foran /r/, fx fyre/føre/fyrre, og fyr/før(vb.)/før(præp.).

De fonologiske regler jeg foreslår, er

  1. /y ø øː/ åbnes et trin foran nasal, fx [pønˀd] pynt og [sœn œmˀ hœːnə] søn, øm, høne. I modsætning til Grønnums analyse fortolkes alle [øn øŋ øm] derfor som /yn ym/, fx tynd, ønske, lymfe.
  2. /ø øː/ åbnes et trin efter /r/, fx [ʁœsd ʁœðˀ ʁœːbə] røst, rød, røbe.
  3. /ø/ åbnes et trin foran /v/, fx [sdœʊ̯lə] støvle.
  4. /ø/ åbnes to trin foran /r/, fx [gɶɐ̯]  gør.
  5. /ø y/ åbnes to trin efter /r/ og foran /n m v/, fx [ʁœŋgə kʁœmbə] rynke, krympe og [gʁɶnˀ drʁɶmˀ ʁœʊ̯ˀ] grøn, drøm, røv. (Hos nogle talere bliver /ø/ snarere [ʌ] efter /r/ foran nasal – [gʁʌn].)
  6. (Om man vil, bliver/ø/ desuden [ʌ] foran /j/, fx [tʌj] tøj. Dette er ukontroversielt.)

[ɶː] er kort og [ø œ] er ofte lange

Konsekvensen af denne analyse er at [ɶː] altid er fonologisk kort, og [ø œ] nogle gange er fonologisk lang. Det virker kontraintuitivt, men sådan er fonologi nogen gange, men ikke desto mindre ganske rimeligt.

Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse. Det lydlige resultat, altså hvornår vokalerne forkortes og hvornår de forlænges, varierer vist fra taler til taler, men dette gælder i min egen distinkte udtale: korte vokaler forlænges foran en syllabisk vokoid (fx gedde, sove, dreje, kærre som jeg udtaler med lang vokal), og lange vokaler forkortes foran en ikke-syllabisk  vokoid (fx bog, våd, stor som jeg udtaler med kort vokal, selvom de fonologisk er lange).

Det er værd at bemærke at:

  • Stødløse enstavelsesord fx først, tørst, drøv, øv(int.), hør(sb.), tør(vb.), smør, gør har altid den åbne ø-variant. Stødløshed er ifølge standardbeskrivelsen garanti for at vokalen er kort. Hvis der fandtes stødløse ord med den lukkede variant, ville min fortolkning ikke holde, men det findes ikke.
  • Dobbeltkonsonanter signalerer at foranstående vokal er kort. Foran dobbeltkonsonanter findes derfor kun den åbne ø-variant, jf. større, fyrre, tørre. Den lukkede variant findes kun foran enkeltkonsonanter (føre, køre, øve osv.). Den åbne variant findes også foran enkeltkonsonant i gøre, smøre som er bøjninger af stødløse enstavelsesord, og i snøre (ingen forklaring). Ortografi er vel at mærke ikke bevis på fonologisk struktur, slet ikke i dansk, men ikke desto mindre er der god overensstemmelse i dette tilfælde.

Det er også værd at bemærke at vi kun har to vokalbogstaver der svarer til rundede fortungevokaler, y, ø. I forrige århundrede var der godt nok en bevægelse for at indføre et tredje vokalbogstav ö, men det slog aldrig an – et tegn på at to vokalbogstaver er tilstrækkeligt.

Fonologer er ofte ikke glade for at bruge ortografien som argument i den fonologiske analyse. Der er da også masser af eksempler hvor ortografien kan snyde. Jeg er dog af den overbevisning at den måde hvorpå vi lærer at kæde bogstaver og lyde sammen, spiller en rolle for vores lydlige kategorisering. Til en vis grad er det med til at sørge for at der er konsensus mellem alfabetiske størrelser og fonologiske størrelser.

En anden betragtning er at /y ø œ/ er de tre sjældneste vokalfonemer i DanPASS-korpusset. Tilsammen er de tre fonemer kun lige så hyppige som det fjerdesjældneste fonem /o/. Selvom de udgør 30 % af vokalfoneminventaret,  dækker de kun 4 % af de faktiske forekomster.

I nyere fonologiske retninger spiller frekvens en stor rolle. En høj frekvens fører til en stærkere mental repræsentation. Omvendt kan man forestille sig at en lav frekvens gør det vanskeligt at opretholde en fonologisk kontrast. Der er således en vis rimelighed i at slå de to fonemer /ø œ/ sammen nu når der som følge af sprogudviklingen er opstået mulighed for det.

Kan man finde alle sprogs moder ved at tælle fonemer?

En artikel i Science har vakt opsigt i sprogblogge og medier rundt omkring i verden de seneste dage. Forskeren Quentin Atkinson mener at have fundet et urgammelt spor i alverdens sprog som peger på at alle sprog har en fælles oprindelse i det sydlige Afrika. Læs et abstrakt af artiklen her.

Atkinson har via data fra WALS opdaget at antallet af fonemer i et sprog statistisk set falder jo længere man bevæger sig væk fra Afrika. Tendensen er mildest talt ikke stærk, men dog statistisk signifikant. Dette skulle være i overensstemmelse med biologiske data om menneskets oprindelse i og udvandring fra Afrika og således indikere at alle verdens sprog har fælles oprindelse i Afrika. Læs en gennemgang af artiklen i New York Times.

Jeg ikke i sig selv noget imod et afrikansk ursprog, men spørgsmålet er hvor meningsfuld Atkinsons argumentation er.

Mark Liberman har på language log skrevet en grundig kritik af Atkinsons metode, og jeg er helt enig i den er meget problematisk. Hvor mange fonemer der er i et sprog, er fx meget et spørgsmål om hvordan man vælger at analysere. I dansk har vi fx 10, 20 eller 30 vokalfonemer i betonet stavelse alt efter om man vælger at betragte lange og stødte vokaler som selvstændige fonemer eller ej. På forskellige kontinenter har man forskellige traditioner for fonologisk analyse, og det i sig selv kan gøre at Atkinson sammenligner æbler med appelsiner.

Et andet stort problem er at mennesket udvandrede fra Afrika for 50-100.000 år siden. Det er yderst spekulativt at der skulle være nogen som helst korrespondance i antallet af fonemer i moderne afrikanske sprog og det første sprog, som således skulle være tilsvarende gammelt.

Det sker hele tiden at gamle fonologiske kontraster forsvinder og nye opstår. Mange afrikanske sprog har en tendens til ord med få stavelser og simple konsonantklynger, men mange fonematiske kontraster. Andre sprog har tendens til komplekse konsonantklynger eller ord med mange stavelser.

Det er ganske enkelt urimeligt kun at kigge på foneminventaret og ikke tage andre fonologiske kontraster med i betragtning. Hvis Atkinson havde kigget efter morfologisk kompleksitet eller fonotaktisk kompleksitet, ville han have fundet at ursproget opstod i helt andre dele af verden.

Det er velkendt at sprog med kliklyde har ekstremt mange fonemer i forhold til sprog uden kliklyde – enten har man mange kliklyde, eller også har man ingen. Kliksprog findes kun i det sydlige Afrika, og det er med til at skævvride Atkinsons statistik. Det er en populær ide at kliklyde er urgamle sproglyde. Det kan de vel være, men et sprog bliver ikke et ursprog bare fordi det har kliklyde. Det er ikke til at vide om fonematiske kliklyde er opstået før eller efter udvandringen fra Afrika, men det spiller næppe nogen rolle for antallet af fonemer i beslægtede sprog der har tabt kliklydene.

Så til spørgsmålet om Atkinsons argumentation giver mening vil jeg sige at antallet af fonemer i moderne sprog er alt for arbitrært i forhold til at teste ursprogsteorien. Jeg tror også at enhver sproghistoriker vil mene at der skal mere til end at tælle fonemer for at vise et slægtskab mellem forskellige sprog.

Korte, lange og ekstralange konsonanter

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere fonologiske stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men min fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal med schwa i åben stavelse.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller schwa i lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok i gennemsnit forskellig varighed selvom de traditionelt annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog, ud over dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

Creme fraiche

Min 6-årige datter spurgte for nylig om det egenlig hedder [kʁæm ˈfʁæːɕə] eller [kʁæm ˈfʁæɕ], altså med lang vokal og schwa eller med kort vokal og uden schwa. Hun har altid selv sagt [kʁæm ˈfʁæːɕə], men hun må have undret sig over den voksne udtale [kʁæm ˈfʁæːɕ] med lang vokal uden schwa.

I dansk er det i langt de fleste tilfælde sådan at oxytone ord enten har kort vokal (og/)eller stød. Enstavelsesord med lang vokal uden stød er derimod stort set ukendte, bortset fra i få indlånte ord som band og tank, og altså creme fraiche.

Hvis vokalen er lang og stødløs, følger der mao. altid en stavelse efter, typisk et schwa. Det ved børn godt, og de ved at det er der selvom de voksne ofte undlader at udtale det.

Min datter må have undret sig over at vi voksne aldrig udtaler noget schwa i creme fraiche. Schwa udelades hyppigt når ord er ude af fokus, men creme fraiche er et indholdsord og derfor ofte i fokus, men er der ikke noget schwa, selv når ordet er i fokus.

Med min datters kendskab til dansk fonotaks måtte der altså lige styr på tingene. Hvis vokalen er stødløs, må ordet høre til en af to kategorier: (1) vokalen er kort, eller (2) ordet har underliggende et schwa.

Mere fransk end fransk

Jeg forklarede hende at ordet egentlig var fransk, og at derfor udtaltes lidt mærkeligt. Det tossede er at vokalen slet ikke er lang på fransk. Det er et klassisk eksempel på “mere fransk end fransk” – vi overdriver de udenlanske træk når vi udtaler fremmedord.

I fransk forlænges vokaler foran [ʒ]. Det bliver de også i indlånte ord fx loge, collage, rouge osv. Men da man ikke på dansk skelner mellem [ʃ ʒ] som på fransk – de bliver begge oversat til [ɕ] – er vokalforlængelsen også sneget ind enkelte steder foran opr. fransk [ʃ], såsom i creme fraiche og niche.

Regler for schwa-assimilation

(Læs min mere dybdegående artikel om schwa-assimilation og stavelsesgrænser fra NyS 39)

Schwa-assimilation er et af de allermest karakteristiske udtalefænomener i dansk. Betegnelsen dækker over det fænomen at schwa ofte ikke udtales [ə], men smelter sammen med en nabolyd og udtales som en stavelsesbærende variant af denne, fx:

  • lige [liːə] → [liːi]
  • solen [soːˀlən] → [soːˀln̩]
  • plade [plæːðə] → [plæːð̩]

Schwa-assimilation er i nogle sammenhænge obligatorisk. Der er fx næppe nogen der siger [sdeːˀnənə] stenene, men altid [sdeːˀn̩nə] i distinkt udtale, med et langt stavelsesbærende [n] (i voksensproget i hvert fald – se mit indlæg om schwa i børnesprog).

I andre sammenhænge sker det yderst sjældent. Det er fx sjældent at et ord som ækle bliver til [ɛːˀgl̩]. Her er en udtale med schwa [ɛːˀglə] den foretrukne udtale.

I atter andre sammenhænge virker det lidt vilkårligt om vi har schwa-assimilation eller ej. Et ord som smule kan lige så vel udtales med distinkt schwa [smuːlə] som assimileret [smuːl̩].

Hvad er reglen?

Jeg plejer at sige at ca. ½ af alle schwa undergår schwa-assimilation, mens hver fjerde schwa falder bort, og hver fjerde udtales distinkt [ə]. Men hvis man fx skal lære nogen at tale dansk, eller hvis man vil simulere schwa-assimilation i et talesynteseprogram, kan man ikke bare kaste en terning for at afgøre hvordan schwa skal udtales.

Spørgsmålet er om man kan give en regel for hvornår der indtræffer schwa-assimilation. Mine undersøgelser af fænomenet viser at det kan man, og endda en meget simpel regel, som er baseret på de (overflade)fonologiske stavelsesgrænser:

Schwa-assimilation indtræffer når /ə/ er nabo til en sonorant der står i coda.

Det vil mao. sige at det indtræffer når schwa står efter en sonorant der står finalt i foranstående stavelse (= heterosyllabisk), fx /gaːð.ə/ → [gæːð̩], eller når det står foran en sonorant der tilhører samme stavelse (= tautosyllabisk), fx /bus.ən/ → [busn̩]. Men det assimileres fx meget sjældent hen over en ordgrænse.

Hvordan går stavelsesgrænserne?

For at ovennævnte regel skal gælde, skal stavelser deles efter bestemte regler. Reglerne bygger på en ide om vokalers tiltrækningskraft, altså deres evne til at trække konsonanter ind i stavelsen. Hvis en konsonant står mellem to vokaler, kæmper de to vokaler så at sige om hvem der skal have konsonanten, hvilket får betydning for om konsonanten kommer til at stå finalt i første stavelse, eller initialt i anden stavelse, se Basbøll (2005 s. 253).

De stavelsesdelingsregler der får ovennævnte regel for schwa-assimilation til at virke, er følgende, i prioriteret rækkefølge:

  1. I proparoxytone ord tiltrækker første posttoniske schwa så vidt muligt ingen kontoider.
  2. I distinkt udtale går vokoider til foranstående stavelse og kontoider så vidt muligt til efterfølgende stavelse.
  3. I mindre distinkt tale flyttes stavelsesgrænsen mod højre. (I mere distinkt udtale flyttes grænsen til venstre.)

Når grænserne således er sat, følger schwa-assimilation automatisk deraf. Hvis foranstående stavelse slutter på en sonorant, eller der følger en tautosyllabisk sonorant efter, får vi schwa-assimilation.

Uddybning

“Så vidt muligt” skal forstås som at hvis der er mere end én konsonant mellem vokalerne, så må der ved stavelsesdelingen ikke deles så vi får konsonantklynger der er ikke forekommer naturligt i enstavelsesord.

@ 1: Denne regel rammer den midterste vokal i ord som nydelig, rettelse, børnene som får stavelsesdelingen nyd.e.lig, rett.el.se, børn.e.ne – kun i rettelse får midterstavelsen en konsonant, da vi ikke kan have stavelser der starter med ls-. Vi får schwa-assimilation i alle tre ord da schwa enten følger efter en heterosyllabisk sonorant [nyːð̩li bɶɐ̯ˀn̩nə] nydelig, børnene, eller foran en tautosyllabisk sonorant [ʁɑdl̩sə] rettelse. Men det sidste schwa i børnene udtales distinkt, da den foranstående sonorant er tautosyllabisk.

@ 2: I distinkt udtale får vi stavelsesdelingen mød.e, me.ne, ger.ne, bjerg.e. Vi får schwa-assimilation i [møːð̩ bjæɐ̯ʊ] da schwa følger efter en heterosyllabisk sonorant, men ikke i [meːnə gæɐ̯nə], for godt nok følger schwa efter en sonorant, men den tautosyllabisk.

(Bemærk at formuleringen “så vidt muligt” henviser til konsonantklynger, og at [ŋ] ikke betragtes som en konsonantklynge på dette beskrivelsesniveau. Det er en uskønhed ved mine regler at vi får stavelsesdelingen ma.nge pe.nge, men det er afgørende at [ŋ] behandles som de andre nasaler [n m].)

(Bemærk også at denne formulering er lidt forskellig fra den jeg benytter i dette indlæg. Dette er gjort af hensyn til overskueligheden. Man kunne godt benytte de samme regler, men så skulle der tages flere forbehold i formuleringerne ovenfor.)

@ 3: Reglen gør at grænsen kan flyttes til højre, så vi alligevel kan få schwa-assimilation i ord som [meːn̩ gæɐ̯n̩] men.e, gern.e, når de udtales tilpas udistinkt. Schwa-assimilation i disse ord betragtes altså som et reduktionsfænomen, hvilket det ikke gør i de øvrige ord.

Bemærk at denne regel ikke bruger formuleringen “så vidt muligt” . I reduceret udtale er der i yderste konsekvens ikke nogen begrænsning på hvilke konsonantklynger vi kan have.

Man kan måske umiddelbart få fornemmelsen af at regel 3 er lidt en snyderegel da den sådan set gør at man kan få alt til at passe, bare man påstår at udtalen er tilpas distinkt/reduceret. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at den rammer ord eller konstruktioner der generelt er tilbøjelige til at blive reducerede, dvs. de rammes også af andre reduktionsfænomener.

Det er også værd at være opmærksom på at flytning af stavelsesgrænsen er et reduktionsfænom vi kender andre steder fra, fx når [tyːvə] ty.ve bliver til [tyːʊ] tyv.e eller [juːʁi] ju.ry bliver til [juɐ̯i] jur.y.

***

Der findes særtilfælde som dårligt lader sig beskrive ud fra disse regler (se fx dette indlæg), men det vil jeg ikke gå i dybden med her. Jeg indrømmer også at der ikke tale om naturlove, blot meget stærke tendenser.

Reglerne er baseret på en analyse af moderne rigsmålsudtale, og jeg kan derfor ikke sige noget om i hvor høj grad de gælder ude i de forskellige dialekter. Det er derimod ganske sikkert at reglerne afviger fra tidligere beskrivelser af schwa-assimilation (fx Brink & Lund 1975), hvilket tyder på at schwa-assimilation er undergået en væsentlig forandring i løbet af de sidste par generationer.

҉

Følg med

rss e-mail FB Twitter