Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Gør de danske vokaler det vanskeligere at lære dansk?

jun 25th, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
16 comments

I starten af ugen var der en artikel i politiken om at danske børn lærer deres modersmål langsommere end børn i andre lande, fordi vi har så mange vokaler. Undersøgelsen er også tidligere blevet omtalt på videnskab.dk.

Børnesprogsforskerne konstaterer at danske børn på 1½ år kan ca. 80 ord, mens jævnaldrende børn i andre lande kan dobbelt så mange ord. Forskerne har dernæst sammenlignet det med antallet af vokaler og konsonanter i de forskellige sprog, og er kommet frem til at dansk har mange flere vokaler end de øvrige sprog har.

Jeg har vanskeligt ved at blive overbevist om sammenhængen mellem antallet af vokaler og indlæringsvanskeligheder. Jeg skal dog indrømme at jeg ikke har læst forskningsartiklen, så jeg må basere mig på det der står i de formidlende artikler.

22 vokaler?

For det første er der et rent metodisk problem. Forskerne har talt sig frem til at der er 22 vokaler i dansk. Men hvor kommer det tal fra? I realiteten har dansk jo uendeligt mange vokaler, ligesom alle andre sprog. Hvis vi måler tilstrækkelig detaljeret, er alle vokaler der nogensinde er ytret og nogensinde vil blive ytret, forskellige fra alle andre vokaler.

Ok, 22 er en abstraktion, men jeg har tidligere blogget om hvor mange vokaler der er i dansk, og konklusionen er alt efter hvordan man vælger at analysere, kan dansk siges at have fra 10 til 50 forskellige vokaler. Så hvorfor lige præcis 22? Hvilke 22? Dette må udelukkende være et spørgsmål om hvor fine detaljer man er interesseret i at skelne.

Akustisk set kan vokalerne i et sprog inddeles i vilkårligt mange grupper, eller vilkårligt få, så tallet 22 er ganske enkelt et tal forskerne har besluttet sig for, sikkert efter nogle rimelig fornuftige kriterier, men ikke desto mindre er det forskernes beslutning, og ikke et faktum om dansk.

Skal man kunne alle vokalerne for at lære et ord?

Det næste problem er selve hypotesen, at mange vokaler er årsagen til at det tager længere tid at lære ord. Det har jeg vanskeligt ved at indse. Jeg kan ganske enkelt ikke følge logikken i det er vanskeligt at lære et ord fordi der er mange vokaler at vælge imellem.

Medmindre, selvfølgelig, hvis forskerne regner et ord som ulært indtil en præcis vokalkvalitet er opnået, dvs. hvis barnet udtaler kat som [kæd] eller [kɑd] i stedet for [kad]. Men det ville være ganske urimeligt at bestemme for et barn på 1½ år at en bestemt vokaler er korrekt, og alle andre er forkerte. Det kan jeg ikke tro at de har gjort.

Min erfaring med børns sprogtilegnelse er at de er ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. Hvis børn vil have mad, starter de med at siger [mɑ], de venter ikke på at lære ordet til de kan skelne mellem [a] og [ɑ]. Sådan er det for alle ord: De tilnærmer vokalen så godt de kan blandt de vokaler de mestrer.

Voksne er i øvrigt også ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. I almindelig sammenhængende naturlig tale virker det ligegyldigt om vi siger [i] eller [e], [y] eller [ø], [a] eller [æ] osv. Selvom vi har nogle idealer i distinkt leksikonudtale, er det ikke noget der er særlig vigtig når vi faktisk taler, og jeg har derfor vanskeligt ved er se at det skulle være et problem for børn at vi i laboratorieudtale kan måle subtile forskelle på vokalerne.

Hvis barnet har vanskeligt ved at opfatte de subtile forskelle på vokalerne, så bliver de blot opfattet som homonymer; de bliver ikke ikke-opfattet, så hvad skulle problemet være?

Er det så de bløde endelser?

Forskerne nævner også at de bløde danske endelser, som -ede, giver problemer. Fx siger Dorthe Bleses til videnskab.dk:

I det danske sprog betyder de mange vokallyde, at der ikke er ret meget, der siger: her er der et ord, der stopper, og et nyt, der begynder

Dette er jeg lodret uenig i. I dansk har vi stor forskel på hvilke lyde der står i starten og i slutningen af ord. De hårde lyde som [p t k f v ɕ] signalerer at vi er i starten af ordet, mens bløde lyde som [ð ɐ̯ ʊ̯ ɪ ə] signalerer at vi er i slutningen af ordet.

Det må alt andet lige være lettere at genkende dansk [kæːɪ] kage som ét ord, da [ɪ] ikke kan være et ord, end svensk [kɑːka] kaka, hvor [ka] godt kunne være et ord. Eller tænk på fransk hvor ordfinale konsonanter ofte trækkes over i starten af efterfølgende ord, så fx tout homme udtales [tu tɔm] og ikke som adskilte ord [tu ɔm]. Dansk har mao. et ganske klart signal for ordgrænser ift. mange andre sprog.

Det kan ikke være de bløde endelser der gør det vanskeligere at finde ord i dansk end i andre sprog.

Hvad er så årsagen?

Der er ingen tvivl om at danske børn har sværere ved at lære deres modersmål ift. børn i andre lande. Og ideen om at det skulle være noget i selve den sproglige struktur der er årsagen, synes jeg er temmelig interessant og relevant at undersøge nærmere. Men jeg tror ikke forskerne fra Odense har fat i den rigtige ende – igen med det forbehold at jeg ikke har læst den konkrete artikel, og dette bare er nogle tanker jeg gør mig baseret på min lingvistiske intuition.

Min personlige teori – den vej jeg ville gå hvis jeg skulle kaste mig over et nyt forskningsprojekt – er at afstanden mellem den abstrakte fonologiske og morfologiske repræsentation og den konkrete udtale er større i dansk end i mange andre sprog, dvs. noget der på et abstrakt niveau er det samme, har meget akustisk/artikulatorisk forskellige realiseringer.

Fx bøjes verbet bage helt regelmæssigt at bage/jeg har bagt, men i udtalen er der er overordentlig stor forskel på [bæːɪ bɑgd]. Det er to meget forskellige vokaler, og /g/ realiseres som hhv. en halvvokal og en klusil. Og i en sammensætning som bagværk, bliver /g/ til [w]. Jeg forestiller mig at det er en stor opgave for børn at gennemskue at [ɪ̯ g ʊ̯] på et abstrakt niveau er den samme lyd.

Og den slags er der rigtig meget af i dansk. Afstanden mellem /y/ og /ø/ synes ikke at være lang, men i ryge/røg bliver det til [ʁyːy ʁʌɪ̯ˀ], hhv. en lukket, rundet fortungevokal og en åben urundet bagtungevokal. Forskellen kunne dårligt være større.

Hvis forskerne tæller det som ét ord når barnet har lært at sige bære/bar/båret, så kan jeg godt forstå at danske børn kan færre ord, for forskellen i udtalen i det forskellige bøjninger er så stor, at barnet reelt er nødt til at lære tre ord for at lære et ord.

Der er en grund til at vi sjusker med sproget

maj 22nd, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
13 comments

Videnskab.dk har interviewet mig om mit forskningsprojekt. Læs artiklen ‘Sjusk med sproget er et tegn på overskud’ her. Pointen i artiklen er at distinkt udtale ikke nødvendigvis er et tegn på sprogbeherskelse. For at lyde naturligt skal man nemlig kunne reducere udtalen de rigtige steder og på den rigtige måde.

Da jeg lærte sprog i skolen og gymnasiet, gik man meget op i at bøje ordene rigtigt og lave grammatisk velformede sætninger, men hvis man kigger på hvordan vi faktisk bruger sproget, virker det som en helt forkert prioritering. I ægte sprog er det tilsyneladende bedre at sjuske med grammatikken end at være omhyggelig med at være grammatisk korrekt.

Følgende er en typisk ytring i det materiale jeg undersøger, hvor nogen personer er blevet bedt om at beskrive et netværk af forskellige figurer:

nederst er der en blå firkant
og oven over den blå firkant er der en grøn cirkel
og oven over den grønne cirkel er der en lilla trekant

Hvis man kigger på det egentlige indhold, det der er væsentligt for opgaven, kan ytringen reduceres til:

nederst: blå firkant
oven over: grøn cirkel, lilla trekant

og det er netop disse elementer der udtales distinkt, mens resten af ytringen, hvis funktion primært er at få ytringen til at hænge sammen grammatisk, som regel reduceres temmelig kraftigt.

Ordene er der en, som fonologisk er/ɛr deːˀreːˀn/, reduceres fx til [aɾɐn] eller lignende. Ord der står i bestemt form, udtales hurtigere og mere sjusket, den blå cirkel bliver bare til den eller udelades helt.

Det er karakteristisk at grammatiske småord og endelser trækkes sammen eller reduceres temmelig kraftigt hvis de ikke ligefrem droppes helt. Men indholdsordene, altså de ord der er centrale i ytringen, udtales distinkt. På den måde kan man sige at reduktioner er betydningsbærende idet de peger væk fra sig selv og hen på den væsentlige information.

Grammatik er ikke vigtig

Når så meget grammatisk information reduceres, er jeg tilbøjelig til at konkludere at det er fordi det ikke er vigtigt for kommunikationen. Hvis det var, hvorfor er vi så ikke mere omhyggelige med at udtrykke det?

Tag nogen af de eksempler der ofte dukker op i når folk brokker sig over de andres sprog:

Hvorfor er det vanskeligt for mange mennesker at finde ud af hvornår det hedder det ene eller det andet?

Jeg har længe ment at den oplagte forklaring er at det er fordi disse ord udtales ens, og det går ud over den grammatiske forståelse. Men nu er jeg tilbøjelig til at mene at det den anden vej rundt: Disse ord ender med at blive udtalt ens fordi den grammatiske skelnen de udtrykker er abstrakt, ubetydelig eller redundant, eller hvad man nu vil kalde det (dog i kombination med det faktum at de som udgangspunkt lydligt ikke ligger langt fra hinanden).

På den baggrund virker det urimeligt at man skal bruge tid i skolen på lære hvad forskellen på nogen og nogle er hvis det reelt er ligegyldigt. Det forekommer mig at der må være vigtigere ting at gå op i.

Tilsvarende forekommer det mig at det må være vigtigere for fremmedsprogsundervisningen at kunne udtale forskel på fx fog og fuck end at kende forskel på girls/girl’s/girls’.

Selvfølgelig er noget grammatik vigtigt, men mange af de grammatikøvelser man bliver udsat for, når man skal lære at beherske et sprog, virker mere som små indlejrede intelligensprøver som egentlig er sprogligt uvedkommende: Før vi vil lytte på dig, skal du lige demonstrere dit værd ved at vise at du godt ved om præpositionen har en styrelse eller ej.

Dyrkelse af det middelmådige?

Ordvalg er en pudsig ting. En overskrift som Sjusk med sproget er et tegn på overskud kan let læses som en opfordring til at dyrke et sjusket sprog og en forherligelse af manglende sproglige kompetencer.

Jeg har ikke selv valgt overskriften, men når jeg skal forklare min forskning for lægfolk, bruger jeg ofte ordet sjusk for at bruge en velkendt ord og for at fange folks opmærksomhed.

Til daglig bruger jeg den mere objektive benævnelse reduktioner, men man kunne selvfølgelig også benytte et plusord som optimering eller rationalisering. Så ville det pludseligt være et positivt klingende budskab: Optimeret sprog er tegn på overskud – men det ville også være en overskrift som ikke satte mange tanker i gang.

Jeg synes derfor betegnelsen sjusk er velvalgt til artiklen da den populærvidenskabelige pointe er at meget af det som normalt opfattes som sjusk reelt er et nødvendigt og ganske raffineret element i vores sproglige formåen.

Men når den pointe er sivet ind, skal det selvfølgelig også med at ikke al sjusk er påskønnet. Mit ærinde er at forklare en mekanisme i sproget, ikke at promovere et sjusket sprog.

Hvad har høreapparater og børns sprogtilegnelse med hinanden at gøre?

maj 15th, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
5 comments

Videnskab.dk har de sidste par dage haft et par artikler med fonetisk relevans. Den ene artikel – Forskere tættere på opklaring af talens gåde – er fra min arbejdsplads ‘Øregangen’ på CBS, og handler om det forskningsprojekt som jeg selv er tilknyttet. Den handler om hvordan vi med sprogtilegnelsesmodeller forsøger at lære høreapparater noget om sprog og dermed lære dem at forstærke sprogligt relevante signaler og nedtone de irrelevante.

Den anden artikel – Vokaler gør det svært at lære dansk – handler om at det danske sprogs omfattende vokalinventar gør at danske børn er længere om at lære deres modersmål end børn i andre lande.

Man kan abonnere på sprognyheder fra videnskab.dk her.

De danske ø’er

maj 14th, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
4 comments

De danske ø’er kan let volde problemer, både for folk der skal lære at tale dansk såvel som dem der skal lære at lydskrive det. Grønnum (2005) skelner mellem hele 5 forskellige rundede fortungevokaler, med disse eksempelord (fra høj til lav):

  • y – kyle [kyːlə]
  • ø – køle, føne [køːlə føːnə]
  • œ – høne, skøn [hœːnə sgœnˀ]
  • œ̞ – røbe, ryste, gøre, grynt [ʁœ̞ːbə ʁœ̞sdə gœ̞ːɐ gʁœ̞nˀd]
  • ɶ – grønt, røv [gʁɶnˀd ʁɶʊ̯ˀ]

Jeg har aldrig helt forstået Grønnums inddeling, dels fordi nogen af eksemplerne ikke giver mening i forhold til min egen udtale, dels fordi jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke kan erkende mere end fire forskellige kvaliteter i min egen udtale. Jeg ved at andre har det på samme måde, så her er min redegørelse af de danske rundede fortungevokaler.

Jeg kan selv erkende kontrasten i

  • kyle [kyːlə]
  • køle [køːlə]
  • curle [kœːlə]

og

  • fyre [fyːɐ]
  • føre [føːɐ]
  • fyrre [fɶːɐ]

og vokalen er mere åben i fyrre [fɶːɐ] end i curle [kœːlə] – altså i alt fire forskellige kvaliteter.

Den vokal Grønnum transskriberer som [œ̞], kan jeg ikke få til at passe nogen steder. De eksempler Grønnum giver,har slet ikke samme kvalitet i min udtale: gøre har en tydeligt mere åben vokal end røbe, ryste, grynt.

Desuden kan vokalerne for mit vedkommende grupperes sammen med de andre vokaler: røbe, ryste, grynte har hos mig omtrent samme vokal som høne, skøn, mens gøre har samme vokal som grønt, røv.

Det skal underforstås at et udtalt [ʁ] nok giver noget uvularisering af efterfølgende vokal, er dermed nok en anelse mere åben kvalitet, men det synes jeg ikke er værd at annotere på dette beskrivelsesniveau – det gør vi normalt ikke ved andre vokaler, fx [ʁæːnə æːnə] rene, ane. Altså kan jeg nøjes med fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ].

Rundede fortungevokaler – Fonologisk

Blandt danske fonologer er der tradition for at beskrive dansk fonologisk med tre  forskellige rundede fortungevokaler, fx /fyːrə/ fyre vs. /køːrə/ køre vs. /gœːrə/ gøre. Også her synes jeg det er vanskeligt at blive overbevist om rimeligheden. Jeg synes det er tilstrækkeligt med to /y/ og /ø/.

Fra en overfladisk analyse kan man sagtens finde kontraster, jf. ovenstående eksempler som kyle, køle, curle. Men fra med en fonemøkonomisk tilgang kan man for langt den største del af ordforrådet nøjes med to fonemer.

Hvis man ser bort fra

  • tydeligt fremmede ord, fx curle, berceuse
  • interjektioner, fx øh, bøh
  • proprier, fx Røntgen, Ærø
  • arkaiske/højtidelige/religiøse ord, fx brynje, hymne

, som i det hele taget ofte opfører sig mærkeligt fonologisk, og derfor er det efter min mening i orden at udelade dem fra den fonologiske analyse, så findes den tredelte kontrast kun foran /r/, fx fyre/føre/fyrre, og fyr/før(vb.)/før(præp.).

De fonologiske regler jeg foreslår, er

  1. /y ø øː/ åbnes et trin foran nasal, fx [pønˀd] pynt og [sœn œmˀ hœːnə] søn, øm, høne. I modsætning til Grønnums analyse fortolkes alle [øn øŋ øm] derfor som /yn ym/, fx tynd, ønske, lymfe.
  2. /ø øː/ åbnes et trin efter /r/, fx [ʁœsd ʁœðˀ ʁœːbə] røst, rød, røbe.
  3. /ø/ åbnes et trin foran /v/, fx [sdœʊ̯lə] støvle.
  4. /ø/ åbnes to trin foran /r/, fx [gɶɐ̯]  gør.
  5. /ø y/ åbnes to trin efter /r/ og foran /n m v/, fx [ʁœŋgə kʁœmbə] rynke, krympe og [gʁɶnˀ drʁɶmˀ ʁœʊ̯ˀ] grøn, drøm, røv. (Hos nogle talere bliver /ø/ snarere [ʌ] efter /r/ foran nasal – [gʁʌn].)
  6. (Om man vil, bliver/ø/ desuden [ʌ] foran /j/, fx [tʌj] tøj. Dette er ukontroversielt.)

[ɶː] er kort og [ø œ] er ofte lange

Konsekvensen af denne analyse er at [ɶː] altid er fonologisk kort, og [ø œ] nogle gange er fonologisk lang. Det virker kontraintuitivt, men sådan er fonologi nogen gange, men ikke desto mindre ganske rimeligt.

Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse. Det lydlige resultat, altså hvornår vokalerne forkortes og hvornår de forlænges, varierer vist fra taler til taler, men dette gælder i min egen distinkte udtale: korte vokaler forlænges foran en syllabisk vokoid (fx gedde, sove, dreje, kærre som jeg udtaler med lang vokal), og lange vokaler forkortes foran en ikke-syllabisk  vokoid (fx bog, våd, stor som jeg udtaler med kort vokal, selvom de fonologisk er lange).

Det er værd at bemærke at:

  • Stødløse enstavelsesord fx først, tørst, drøv, øv(int.), hør(sb.), tør(vb.), smør, gør har altid den åbne ø-variant. Stødløshed er ifølge standardbeskrivelsen garanti for at vokalen er kort. Hvis der fandtes stødløse ord med den lukkede variant, ville min fortolkning ikke holde, men det findes ikke.
  • Dobbeltkonsonanter signalerer at foranstående vokal er kort. Foran dobbeltkonsonanter findes derfor kun den åbne ø-variant, jf. større, fyrre, tørre. Den lukkede variant findes kun foran enkeltkonsonanter (føre, køre, øve osv.). Den åbne variant findes også foran enkeltkonsonant i gøre, smøre som er bøjninger af stødløse enstavelsesord, og i snøre (ingen forklaring). Ortografi er vel at mærke ikke bevis på fonologisk struktur, slet ikke i dansk, men ikke desto mindre er der god overensstemmelse i dette tilfælde.

Det er også værd at bemærke at vi kun har to vokalbogstaver der svarer til rundede fortungevokaler, y, ø. I forrige århundrede var der godt nok en bevægelse for at indføre et tredje vokalbogstav ö, men det slog aldrig an – et tegn på at to vokalbogstaver er tilstrækkeligt.

Fonologer er ofte ikke glade for at bruge ortografien som argument i den fonologiske analyse. Der er da også masser af eksempler hvor ortografien kan snyde. Jeg er dog af den overbevisning at den måde hvorpå vi lærer at kæde bogstaver og lyde sammen, spiller en rolle for vores lydlige kategorisering. Til en vis grad er det med til at sørge for at der er konsensus mellem alfabetiske størrelser og fonologiske størrelser.

En anden betragtning er at /y ø œ/ er de tre sjældneste vokalfonemer i DanPASS-korpusset. Tilsammen er de tre fonemer kun lige så hyppige som det fjerdesjældneste fonem /o/. Selvom de udgør 30 % af vokalfoneminventaret,  dækker de kun 4 % af de faktiske forekomster.

I nyere fonologiske retninger spiller frekvens en stor rolle. En høj frekvens fører til en stærkere mental repræsentation. Omvendt kan man forestille sig at en lav frekvens gør det vanskeligt at opretholde en fonologisk kontrast. Der er således en vis rimelighed i at slå de to fonemer /ø œ/ sammen nu når der som følge af sprogudviklingen er opstået mulighed for det.

Sniksnak, ævl og kævl

maj 1st, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
8 comments

Sprog er fyldt med fonetiske mønstre som der ikke umiddelbart er nogen dybere mening i. Tænk fx på ord som sniksnak, klipklapper og zigzag. Formlen her er gentagelsen af en stamme hvor vokalen i den betonede stavelse er skiftet ud. Og ikke nok med det; vi starter altid med en høj fortungevokal [i e y ø] og derefter en åben vokal [a ɑ ʌ]. Da det minder om aflydsbøjninger, som ligge/lagt, kaldes det undertiden aflydsredukplikation.

Formlen kendes i rigtig mange ord og udtryk. Se bare:

  • sniksnak
  • klipklapper
  • zigzag
  • krimskrams
  • miskmask
  • tingeltangel
  • lirumlarum
  • ritsj ratsj
  • flikflak
  • trip trap
  • tik tak
  • pikpak
  • fiksfakseri
  • visse vasse
  • krible krable
  • hip som hap
  • fnidderfnadder
  • ditten og datten (eller dit og dat)
  • dillerdaller
  • Chip og Chap
  • Mik og Mak
  • tip top
  • hip hop
  • flip flop
  • ping pong
  • ding dong
  • gyng gang
  • godnit og godnat
  • syvsover
  • (Ylle) Dylle Dolle
  • (dyt båt)

Disse alternationer bruges ofte om ting der gentages, og de symboliserer således noget iterativt, såsom i klip-klap-klip-klap-klip-klap, gyng-gang-gyng-gang-gyng-gang osv. Eller der er tale om noget ubestemmeligt hvor det konkrete indhold er ukendt eller uvedkommende, såsom miskmask, tingeltangel, krimskrams. Mange af udtrykkende er lydefterlignende, såsom ding dong. Og endelig er der i flere tilfælde tale om en kombination af disse egenskaber: Sniksnak er indholdsløs snak i det uendelige, tik tak er lydefterlignede og iterativt osv.

Treleddede figurer

Nogle gange udvides figuren med et tredje led, hvor vokalen er u, så vi får vokalrækken i-a-u:

  • Rip, Rap og Rup
  • Pif Paf Puf
  • Slim, Slam og Slum
  • riv rav ruskende
  • snip, snap, snude
  • bim bam busse
  • giffen gaffen guffen

Sjovt nok er det samme vokalvekslen vi har i stærkt bøjede verber som stikke/stak/stukket, springe/sprang/sprunget, binde/bandt/bundet osv. I modsætning til de toleddede figurer ovenfor, som ofte signalerer noget iterativt, signalerer de treleddede figurer snarere treenighed eller afsluttethed.

Konsonantvekslen

Vi kan også have figurer hvor det ikke er den betonede vokal der udskiftes, men konsonanten lige foran. Som regel bliver den udskiftet med en nasal eller likvid dvs. en af konsonanterne /m n l r/. Rigtig mange af disse  er vrøvleord eller navne fra børnesange og -remser:

  • kissemisse
  • skuddermudder
  • kluddermutter
  • hyggenygge
  • ogginok
  • Tokkenokke
  • Turelure
  • Trolderolle
  • dingeling
  • tingelingelater
  • ej sikkelej
  • bimmelim
  • bummelum
  • tummelumsk
  • tjikkerlikker
  • avra for Laura
  • ase og mase
  • Ylle Dylle (Dolle)

Andet led kan også starte med en lukkelyd /p t k b d g/, men så starter første led næsten altid med en vokal (eller /h/):

  • okker gokker
  • erle perle
  • ælle bælle
  • ævl og kævl
  • ævlebævle
  • av godav
  • øv bøv
  • Else Pelse (Pølsesnak)
  • Abel Spendabel
  • Ole Bole
  • (lille) Olle Bolle
  • Unga Bunga
  • abrakadabra
  • hokus pokus
  • hør og bør

Det er næppe tilfældigt at det er første led og ikke andet led der starter med en vokal. Hvis det var andet led der startede med en vokal, ville vi få en masse vokalsammenstød, og dem er vi ikke glade for. Af samme grund kan man hedde Annemette og Ingelise, men ikke Metteanne og Liseinge.

Andre sprog

Vi er ude i den perifere ende af sprogkundskaberne, så jeg er bestemt ikke på hjemmebane når det handler om andre sprog, men der er en del engelske eksempler af sniksnak-typen.

På fransk er det almindeligt at bruge regulær reduplikation, især om ting der kommer fra barnesprog fx tonton (onkel), tata (tante), susu (sut), dodo (lur). Det er ligeledes almindeligt i (kæle)navne. Tænk fx på Tintin, og Rip, Rap og Rup hedder Fifi, Riri og Loulou på fransk. Regulær reduplikation er til gengæld ualmindeligt i dansk.

Her er en liste over hvad Rip, Rap og Rup hedder på forskellige sprog, og ditto for Pif Paf Puf (bemærk Afrikaans Knap! Knaetter! Knak! hvor det er coda-konsonanten der veksler).

Litteratur:

  • Pif Paf Puf (af Steen Schousboe i Sprogvidenskab i Glimt, Syddansk Universitetsforlag 2009)
  • Dippedutter og duppeditter (af Kasper Boye i Mål og Mæle nr. 4, 2010)

Sammenhængen mellem tryk og sammensatte ord

apr 20th, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
No comments yet

Er det egentlig forkert at splitte sammensatte ord? Sprognævnets regler for hvornår noget skal skrives i et eller to ord, er urimelige og dybest set forkerte. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen, og nu har jeg skrevet endnu en artikel om det på Sprogmuseet.

Kan man finde alle sprogs moder ved at tælle fonemer?

apr 18th, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
2 comments

En artikel i Science har vakt opsigt i sprogblogge og medier rundt omkring i verden de seneste dage. Forskeren Quentin Atkinson mener at have fundet et urgammelt spor i alverdens sprog som peger på at alle sprog har en fælles oprindelse i det sydlige Afrika. Læs et abstrakt af artiklen her.

Atkinson har via data fra WALS opdaget at antallet af fonemer i et sprog statistisk set falder jo længere man bevæger sig væk fra Afrika. Tendensen er mildest talt ikke stærk, men dog statistisk signifikant. Dette skulle være i overensstemmelse med biologiske data om menneskets oprindelse i og udvandring fra Afrika og således indikere at alle verdens sprog har fælles oprindelse i Afrika. Læs en gennemgang af artiklen i New York Times.

Jeg ikke i sig selv noget imod et afrikansk ursprog, men spørgsmålet er hvor meningsfuld Atkinsons argumentation er.

Mark Liberman har på language log skrevet en grundig kritik af Atkinsons metode, og jeg er helt enig i den er meget problematisk. Hvor mange fonemer der er i et sprog, er fx meget et spørgsmål om hvordan man vælger at analysere. I dansk har vi fx 10, 20 eller 30 vokalfonemer i betonet stavelse alt efter om man vælger at betragte lange og stødte vokaler som selvstændige fonemer eller ej. På forskellige kontinenter har man forskellige traditioner for fonologisk analyse, og det i sig selv kan gøre at Atkinson sammenligner æbler med appelsiner.

Et andet stort problem er at mennesket udvandrede fra Afrika for 50-100.000 år siden. Det er yderst spekulativt at der skulle være nogen som helst korrespondance i antallet af fonemer i moderne afrikanske sprog og det første sprog, som således skulle være tilsvarende gammelt.

Det sker hele tiden at gamle fonologiske kontraster forsvinder og nye opstår. Mange afrikanske sprog har en tendens til ord med få stavelser og simple konsonantklynger, men mange fonematiske kontraster. Andre sprog har tendens til komplekse konsonantklynger eller ord med mange stavelser.

Det er ganske enkelt urimeligt kun at kigge på foneminventaret og ikke tage andre fonologiske kontraster med i betragtning. Hvis Atkinson havde kigget efter morfologisk kompleksitet eller fonotaktisk kompleksitet, ville han have fundet at ursproget opstod i helt andre dele af verden.

Det er velkendt at sprog med kliklyde har ekstremt mange fonemer i forhold til sprog uden kliklyde – enten har man mange kliklyde, eller også har man ingen. Kliksprog findes kun i det sydlige Afrika, og det er med til at skævvride Atkinsons statistik. Det er en populær ide at kliklyde er urgamle sproglyde. Det kan de vel være, men et sprog bliver ikke et ursprog bare fordi det har kliklyde. Det er ikke til at vide om fonematiske kliklyde er opstået før eller efter udvandringen fra Afrika, men det spiller næppe nogen rolle for antallet af fonemer i beslægtede sprog der har tabt kliklydene.

Så til spørgsmålet om Atkinsons argumentation giver mening vil jeg sige at antallet af fonemer i moderne sprog er alt for arbitrært i forhold til at teste ursprogsteorien. Jeg tror også at enhver sproghistoriker vil mene at der skal mere til end at tælle fonemer for at vise et slægtskab mellem forskellige sprog.

Korte, lange og ekstralange konsonanter

apr 11th, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
5 comments

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere underliggende stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation i åben stavelse efter lang vokal.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok systematisk forskellig varighed selvom de annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog andet end dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

ɶ ryger ud af IPA

apr 1st, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
8 comments

The International Phonetic Association som varetager lydskriftsystemet IPA har meddelt at vokalen [ɶ] ryger ud af IPA-skemaet med næste opdatering i 2012.

Det er IPAs politik at skemaet kun skal indeholde lyde der rent faktisk forekommer i verdens sprog, og det eneste kendte sprog der overhovedet benytter vokalsymbolet, er dansk, men ifølge IPA er der ikke tilstrækkeligt belæg for at påstå at vokalen i grøn, drøm osv. skulle svare til kardinalvokal nr. 12.

Vokalen blev oprindelig indført for at opnå et symmetrisk skema, men det er ikke længere en prioritet hos IPA. Da man i forvejen ikke har nogen bagtungevariant af [æ] og heller ikke nogen urundet variant af [ʊ], mener man således at det kan forsvares at fjerne [ɶ].

Af samme årsag fjernes [ɘ], som heller ikke benyttes i nogen kendte sprog, fra skemaet.

Den danske repræsentant i IPA, Nina Grønnum, har gjort indsigelser mod beslutningen. Man overvejer nu at indføre stødsymbolet [ˀ] som officielt IPA-tegn for at kompensere danskerne.

Læs mere om nyheden her

Gæt en dialekt

mar 28th, 2011
by Ruben Schachtenhaufen.
1 comment

Dialektforskeren Michael Ejstrup har lavet en test på videnskab.dk, hvor man skal gætte dialekter. Resultaterne af testen skal bruges til MEs forskningsprojekt. Læs mere om testen og hjælp en forsker her. ME ønsker med sin forskning at vise at de danske dialekter stadig er lyslevende.

Jeg scorede selv 9 point i testen og ramte plet med én by. Ikke imponerende. Desværre kan man ikke få facit før forsøget er overstået.

← Earlier Posts Newer Posts →

Følg med

rss e-mail FB Twitter