Hvor mange vokallyde er der i dansk?

Det spørgsmål er ikke helt let at besvare, for det kommer i høj grad an på hvordan man tæller, og hvor meget der skal til før man synes to vokaler er ens eller forskellige. Svaret på det spørgsmål kan veksle fra ca. 10 til ca. 50 vokaler.

Strengt taget, akustisk set, er enhver vokal der udtales, fysisk forskellig fra alle andre vokaler der nogensinde er udtalt. Med tilstrækkelig fint måleapparat vil man altid kunne måle en lille forskel på to vokaler.

På trods af dette har vi en abstrakt forestilling om at nogle vokaler er ens. Dels er vores perceptionsapparat ikke fintfølende nok til at opfange bittesmå akustiske detaljer, og dels kan udtalen af en vokal påvirkes af de konsonanter den er omgivet – også så meget så vi tydeligt kan høre det – men vi tilskriver ikke denne variation nogen sprogligt betydningsadskillende funktion.

Eksempel: Alle danskere ved at /a/ lyder tydeligt forskelligt i ordene kat og rat. Vi ved at /a/ udtales arh-agtigt når vi sætter er /r/ foran. I en vis forstand har vi dog kun ét a, ét fonem, men det kan udtales forskelligt alt efter omgivelserne.

Fonologisk

Man kan analysere sig frem til at vi har 11 vokalfonemer på dansk:

/i y u/ – høje vokaler

/e ø o/ – halvhøje vokaler

/ɛ œ ɔ/ – halvlave vokaler

/a/ – lav vokal

/ə/ – neutral vokal (findes kun i ubetonede stavelser)

Alle vores forskellige vokalkvaliteter kan udledes af disse 11 fonemer efter bestemte regler der tager højde for om vokalerne er korte eller lange og hvilke konsonanter de er nabo til osv.

De tre vokaler /y ø œ/ kan måske endda reduceres til /y ø/ jf. dette indlæg. (Tilføjet 17. maj. 2011)

Vokalkvalitet

Hvis man undersøger hvordan vokalerne konkret udtales (det kan man enten gøre artikulatorisk, akustisk eller auditivt) så er der i betonede stavelser typisk et sted mellem 16-18 vokalkvaliteter afhængigt af hvilken variant af dansk man taler. Hvis man er godt trænet i lydopfattelse, kan man skelne nogle flere, men så er vi vist også ved at nærme os grænsen for vores auditive formåen.

Dvs. vi har brug for 16-18 forskellige lydskriftsymboler, når vi skal lydskrive danske vokaler i betonede stavelser. Hertil kommer nogle stykker som kun findes i ubetonede stavelser (se nedenfor).

Igen, akustisk set er alle vokaler i hvert fald en lille smule forskellige, men de samler sig i nogle klynger, og man kan derfor regne med at vokalerne inden for en klynge er så ens så vi ikke opfatter dem som forskellige i nogen lingvistisk interessant henseende.

Vokallængde og stød

Vi har på dansk en skelnen mellem korte og lange vokaler, og lange vokaler kan desuden have stød. Hvis man ønsker at regne stød og længde som en egenskab ved vokalen (snarere end en egenskab ved stavelsen, hvilket der ellers kan være god grund til at gøre), så har vi i betonet stavelse:

12 forskellige lange vokaler (nogle har 13)

12 forskellige vokaler med stød

16 forskellige korte vokaler

I alt 40 forskellige vokalkvaliteter i betonede stavelser. Dertil kommer vokaler som i distinkt udtale normalt kun findes i ubetonede stavelser. Her er nok en håndfuld, primært [ə ɐ ɪ ʊ ð̩], men vokalinventaret i ubetonede stavelser er noget sløret og ikke særlig godt undersøgt endnu.

Konklusion

Så hvor mange vokaler har vi? Tja, hvis du vil chokere, så sig endelig at vi har 40-50 stykker. Hvis de vil være mere lempelig, så sig 11 fonemer; det er stadig et imponerende antal der kan slå de fleste af verdens sprog af banen. Og endelig, når vi lydskriver vokaler, bruger vi typisk omkring 20 forskellige vokalsymboler.

Lydbølger visualiseret med ild

Denne her film er jeg nødt til at dele. Jamie og Adam fra Mythbusters (som jeg holder meget) bruger ild (som jeg holder meget af) til at visualisere lydbølger (som jeg holder meget af). Og så er det ikke mindst spøjst at de gør det med en anordning der hedder Ruben’s Tube. Kosmisk.

Modifikationer af vokaler

I den traditionelle vokalbeskrivelse, beskriver man vokaler ud fra disse tre træk:

  • Artikulationssted: for-, mellem– eller bagtunge.
  • Åbningsgrad: høj, halvhøj, halvlav eller lav.
  • Runding: rundet eller urundet.

Ud over disse træk kan vokaler modificeres på forskellige måder, hvilket udnyttes på en del sprog. Her er nogle af de modifikationer og kontraster man finder :

  • nasale vokaler
  • spændte vs. slappe vokaler
  • vokaler med advanced tongue root (Dette er principielt forskelligt fra spændt/slap-kontrast. Nogle sprog har ATR, mens andre har spændt/slap, men der er næppe nogen sprog der har en tredelt skelnen mellem disse. Som distinktivt træk kan man derfor nøjes med [+ATR].)
  • faryngaliserede vokaler
  • retroflekse vokaler
  • frikative vokaler
  • creaky/breathy/modal stemthed (dansk stød kan beskrives som en art creaky voice)
  • korte/lange vokaler
  • diftongering

Disse træk beskrives nærmere i fx Grønnum (2005) og Ladefoged & Maddieson (1996).

Hvis man går i detaljer, kan man sikkert finde mange flere modifikationer en disse. Nogle sprog har ustemte vokaler findes som allofoner. Svensk har et såkaldt Viby-i som for mig lyder en smule frikativt, men jeg har ikke kunnet finde en præcis artikulatorisk beskrivelse af det.  Svensk skelner desuden mellem tre former for læberunding; ud over alm. rundet/urundet har de også indrundede vokaler.

På dansk kan vokaler fakultativt udtales kraftigt ð-påvirket foran [ð] i ord som side, sæde, søde osv. hvor der ikke er nogen tydelig forandring fra vokal til [ð]. Jeg er usikker på hvordan disse skal beskrives, men måske en art ekstrasnæver mellemtungevokal.

Daniel Jones' kardinalvokaler

Den klassiske indspilning af Daniel Jones der udtaler de 8 primære og 10 sekundære kardinalvokaler, to korte og en lang. Her illustreret med IPA’s vokalskema.

Røntgenfilm af taleorganer (H.M. Truby)

9 minutters røntgenfilm med fokus på artikulationen af forskellige konsonantgrupper på engelsk (plotched, hotshot, strength, chlorid, quads, blooped, dragged, glanced, putrid, branded, tweaks, dwedged, cubed, rebuked osv.).

Bemærk: 1. Taleorganerne stilles i position inden ordet udtales, 2. Tale er ikke en serie af diskrete lyde (uanset at vi opfatter det sådan), men en kontinuerlig bevægelse af taleorganerne.

Yderligere information: TRUBY, H.M. (1959), “Acoustic-cineradiographic analysis considerations with special reference to certain consonantal complexes”, Acta Radiol. Suppl. 182, 1-227.

Stemmelæberne i aktion

Her er en film hvor man kan få lov at se struben indefra. Filmen er optaget med laryngoskopi, hvorved et kamere føres ind gennem næsen og ned i svælget. Den tungelignende formation nederst i billedet er epiglottis.

Bemærk i øvrigt at de stemmelæbesvingninger man ser på filmen, ikke svarer til de reelle stemmelæbesvingninger. De er blot en konsekvens af at man filmer højfrekvent svingninger med lavfrekvent optageudstyr (svarende til film hvor man tilsyneladende ser hjul bevæge sig meget langsomt eller ligefrem baglæns, mens køretøjet bevæger sig hurtigt fremad).

Røntgenfilm af taleorganer (Ken Stevens)

Her er en lille røntgenfilm hvor man kan se taleorganernes bevægelse under artikulationen af forskellige nonsensord. Filmen er optaget i 1962. Af hensyn til risikofaktoren er man gået bort fra at lave røntgenfilm af raske forsøgspersoner. Forsøgslederne var Ken Stevens og Sven Öhman.

Det der bliver sagt i filmen er dels en række nonsensord, dels sætningerne:

Why did Ken set the soggy net on top of his deck?
I have put blood on her two clean yellow shoes.

Flere detaljer findes i J.S. Perkell (1969) Physiology of Speech Production, MIT Press, Cambridge, MA.