Kategorier
Akustik Taleorganer

Verdens lyseste stemme

For nogle dage siden skrev jeg om verdens dybeste stemme, så lad os lige tage tage et lyt på verdens lyseste stemmer også.

Ifølge Guinness’ rekordbog tilhører verdens lyseste mandestemme den australske sanger Adam Lopez, som kan komme op på et C#8, altså 4435 Hz, hvilket er en halv tone højere end den højeste tone på et piano.

Man kan se og høre Adam Lopez sætte verdensrekorden her (bemærk manden med absolut gehør, som fortæller hvilken tone han rammer):

Et C#8 er naturligvis imponerende, men slet ikke i nærheden af den brasilianske sanger Georgia Brown, som slår Adam Lopez med 2½ oktaver. Hun er noteret for at kunne komme helt op på et G10 svarende til 25.088 Hz, hvilket er langt uden for almindelig menneskelig hørevidde, som topper omkring 20.000 Hz. Her folder hun sig ud:

Disse lyse toner ligger i det der kaldes fløjteregisteret, som er tonelejet over randregisteret eller falset, som er tonelejet over almindelig modal stemthed. Fløjteregisteret benyttes ofte af popsangere som Mariah Carey, og en sjælden gang imellem af operasangere, måske bedst kendt fra Mozarts arie Nattens Dronning.

Når man synger i falset eller fløjteregisteret er der i modsætning til modal stemthed normalt ikke kontakt mellem stemmelæberne, og det er kun membranen omkring stemmebåndene der vibrerer.