januar, 2010:

Jeg har lovet at sige noget mere om stavelsestab i dansk. Det er noget jeg kommer til at sige mere om med tiden, men lige nu handler det om sammenhængen mellem stavelsestab og ordfrekvens: Er det mere almindeligt at stavelser droppes i hyppige ord end i sjældne ord?

Ordfrekvens spiller ofte en rolle for fonologiske reduktioner. I fx modalverber som kan, skal, vil som vi bruger hele tiden, bliver sidste konsonant ofte helt droppet: ka’, ska’, ve’. Ligeledes bliver hele sidste stavelse droppet i give, tage, lade, blive, skulle, kunne så det bliver til ha’, gi’, ta’, la’, bli’, sku’, ku’. Det sker ikke i sjældnere ord. Spise og sove, som er mere situationelle verber, bliver fx ikke til spi’ og so’.

At der er en sammenhæng mellem ordfrekvens og visse reduktionsfænomener, er vist i mange tilfælde, (se fx Bybee 2001). Spørgsmålet er om ordfrekvens spiller en rolle for stavelsestab i dansk spontantale.

Jeg har kigget i DanPASS-korpusset efter ord der er noteret med tab af en eller flere stavelser. Stavelsestab skal i denne sammenhæng forstås som at antallet af stavelser i ordet er reduceret ift. den fulde form. Det kan enten ske ved at en vokal bliver desyllabificeret, dvs. mister det stavelsesbærende træk og bliver en halvvokal, fx [kiˈʌsg] → [ˈkjʌsg] kiosk, eller ved at et stavelsesbærende segment (og evt. flere nabolyde) helt droppes, fx [ˈsʌdan ed] → [ˈsned] sådan et.

Her er de 20 ord der hyppigst er annoteret med stavelsestab (kun DanPASS-dialogerne er medregnet) med angivelse af hvor ofte de er annoteret med stavelsestab/hvor mange gange de i alt forekommer*, jeg har også givet en slags gennemsnitlig lydskrift så man kan se hvilken stavelse der droppes (alle udtalerne kan nu ses i udtaleordbogen):

Som man kan se er der mange meget hyppigt forekommende ord i denne liste, såsom ikke, lige, sådan, nogle, men det skyldes selvfølgelig først og fremmest at de er hyppige, og derfor har mulighed for at blive talt med mange gange. Det man skal kigge på, er imidlertid tilbøjeligheden til reduktion sammenlignet med hyppighed. Her viser tallene ret tydeligt at højfrekvente ord ikke er mere tilbøjelige til stavelsestab end lavfrekvente.

Især ordet jernbaneoverskæringen er meget tilbøjeligt til at tabe nogle stavelser – der er selvfølgelig også mange at tage af – men det kan bestemt ikke siges at være et almindeligt ord. Det er et blot et ord der forekommer ofte i DanPASS-korpusset, fordi informanterne sidder og snakker om landskabsgenstande på nogle kort, hvor jernbaneoverskæringen er en af dem.

Ordene væltede og parkerede er også en del af landskabsgenstandene væltet stengærde og parkeret lastbil og altså generelt nogen meget situationelle ord. Alligevel smider de en stavelse  i 88-89 % af forekomsterne.

Hvilke stavelser droppes?

Groft sagt kan et hvilket som helst schwa droppes, men de fonetiske kontekster som er mest tilbøjelige til stavelsestab er der hvor vi har to stavelsesbærende vokoider i træk, fx [ð̩ð̩ ɐɐ ɐð̩ iːɐ æːʊ ɑːɪ] osv. uanset hvor hyppigt forekommende det ord de optræder i ellers er, og uanset om der er tale om underliggende schwa eller ej. Dette gælder også hen over ordgrænser. Stavelsestab er især almindeligt i kombinationer af ubetonede småord som du en, på et, skal jeg der bliver til [dun pɔd sgja].

Omvendt droppes stavelser sjældent hvis de er omgivet af kontoider. Vi kan ikke droppe schwa i katten, bussen, gammel osv. Således vil det er kun ofte udtales [de ˈkɔn] mens den er kun som regel udtales [dɛn a ˈkɔn], på trods af at den og det er omtrent lige hyppige. Det er mao. den fonologiske struktur der er afgørende for stavelsestab og ikke ordfrekvens. Dette er uligt fx engelsk hvor not og is bliver til -n’t og -’s uanset omgivelser, fx can’t, won’t, it’s, that’s.

Dermed er ikke sagt at den fonologiske struktur gør det alene. Hvis det var tilfældet, ville alle stavelser af denne struktur blive droppet, og det gør de ikke. Der må altså være andre faktorer der spiller en rolle for stavelsestab. Hvilke faktorer der er på spil, vil jeg forhåbentlig kunne sige meget mere om på et senere tidspunkt.

Universalier

Der er en meget stærk tendens i verdens sprog til at stavelser adskilles af konsonanter. Den vokoide struktur som er karakteristisk for moderne dansk, hvor vi kan have mange vokaler i træk, er altså meget usædvanlig. Når stavelser især droppes i disse vokoide omgivelser, kunne det tyde på at vi, hvad der så end er årsagen, er på vej mod en universelt set mere normal stavelsesstruktur.

Noter

* Jeg har kun talt forekomster hvor de optræder som segmenterede ord. Forekomster hvor man ikke akustisk kan sætte en grænse mellem ordene, er ikke talt med. Det gælder typisk tilfælde hvor et ord slutter på en vokal, og næste ord start på en vokal, fx til et [ted], her kan man ikke meningsfuldt afgøre om der er til eller et der mister en stavelse.

** Nogle udtales i (næsten) alle tilfælde som nogen. Læs mere om nogen og nogle.